
Australien 2019
31. Januar & 1. Februar, Rejsen til Melbourne
Skrevet af Lilly og Erik
I dag skal vi på vores livs rejse til Australien, det har vi glædet os til, lige siden første informations-møde i april 2018.
Vækkeuret ringer kl. 3.40, det er godt nok tidligt, men ud af fjeren og under bruseren, og så er man pludselig vågen.
Kl. 5.00 kommer vores venner, for at køre os til Scandic i Kolding, hvor vi skal med bussen til Kastrup.
Bussen kommer præcis kl. 6.30, og ud stiger en morgenfrisk og smilende Birgitte, som byder os velkommen på turen.
I bussen møder vi de første fra vores gruppe, nemlig Karin og Solvejg som stod på i Hammelev, vi møder også Kaj og Leif, der som os skal med fra Kolding.
Nu kører vi til Strib, hvor Grethe og Bente venter på os.
Så går turen videre til Sorø og undervejs serverer Birgitte dejlig morgenmad med kaffe og te, fantastisk start på rejsen.
Janne og Torben venter på os ved en tankstation uden for Sorø, og med dem i bussen, går turen videre til Kastrup, hvor vi ankommer til terminal 2 kl. 9.15.
Her sørger Birgitte for, at vi bliver samlet med de øvrige fra Sjælland og tjekket ind, så vi selv kan gå videre til sikkerhedskontrol, alt går fint.
Så er vi klar til en god lang spadseretur til udgang 37, hvor vi møder Gitte, John, Kirsten og Finn, der er kommet med fly fra Aalborg.
Kl. 12.00 bliver vi kaldt ud til vores fly, SQ 351, en Boeing 777 fra Singapore Airlines, vi bliver modtaget af mange søde medarbejdere, der serverer en dejlig frokost for os.
Undervejs er der mulighed for at se film og høre musik, og personalet kommer mange gange med juice og vand, så depoterne bliver fyldt op.
Vi forsøger at sove lidt, men det lykkedes ikke helt, da støjen fra motorerne er høj.
Inden vi lander i Singapore, bliver der igen serveret mad, og vi lander efter planen fredag morgen kl. 7.30 (kl. 00.30 dansk tid).
Her bliver vi modtaget af en medarbejder fra Singapore Airlines, som hjælper os til udgang 10, og Vibeke får styr på at alle er der, inkl. Thomas og hende selv, hvorfra vi skal videre med, SQ 217, en Airbus 380 kl. 11.00.
Så der bliver en pause, hvor der er mulighed for shopping.
Kl. 11.00 flyver vi videre til Melbourne, og igen bliver vi modtaget af venligt personale, som serverer frokost for os.
Så er det tid til en lille lur (A380 larmer ikke), inden der igen bliver serveret mad og drikke.
Efter 7 timer og 5 minutter lander vi i Melbourne, nu har uret igen flyttet sig tre timer så den er lokal 21.15 (dansk tid fredag kl. 13.15).
Men nu tager det lidt tid med at få vores kufferter, og komme gennem sikkerhedskontrollen, vi bliver taget ud til et ekstra tjek.
Ved udgangen af lufthavnen venter Lone og Jesper, for at byde os velkommen Down Under, og få os guidet ud til bussen som skal køre os til hotellet.
Ved ankomsten til Travel Lodge Hotels, får vi udleveret nøgler, og så er det tid til et hurtigt bad og i seng, en rejse på 32 timer er slut.
En rigtig god start på turen, vi glæder os til i morgen.
2. februar, Melbourne
Skrevet af Erik og Kirsten.
Morgenmad kl. 7.30. Nye mennesker, hyggeligt.
Kl. 9.00 start på rundtur. Vores guide Daniel ventede udenfor. Lone formanede om at huske, at bruge solhat og solcreme og drikke vand på grund af den stærke sol og varmen. Kom afsted 9.05, da der var en, som var lidt sent på den. Først gik vi langs floden Yarra og så over den gamle sporvejsbro, der hang uden på en gammel jernbanebro. På broen er der glastavler, som opregner hvorfra og hvornår den forskellige befolkningsgrupper kom til Victoria / Melbourne. Gik lidt langs floden og tilbage over Ewan Walker Bridge, tilbage ved hotellet steg vi på vores bus. Daniel dirigerede ruten for Corrie vores chauffør, da det meget vejarbejde giver udfordringer.
Først kørte vi ud mod Sct. Kilda, undervejs fortalte Daniel om Melbournes sporvogne, 260 km spor, dermed verdens længste net, startede med hestetrukne og i 1885 med elektriske sporvogne. Vi kørte på en del af formel 1 banen i Albert Park. Man var i gang med at sætte tribunerne op, Formel 1 Grand Prix køres fra den 13 marts. Melbourne kalder sig selv for ‘Sporting Capital of the World ‘. Kom ud til Sct. Kilda Beach, der er de dyreste ejendomme i Melbourne. Frem mod havnen ‘Port Phillip ‘, hvor store krydstogtskibe og containerskibe lægger til. Der er gravet en smal sejlrende for at så store skibe kan komme ind, så derfor er der lodstvang. I øvrigt kan store skibe kun sejle ind og ud ved højvande. Færgen til Tasmanien sejler også herfra, det tager ca. 12 timer, alene at komme ud af bugten tager 4 timer.
Videre til Sct. Patricks Cathedral, bygget 1858 til 1939, men indviet og ibrugtaget i 1897. Der er ikke anvendt sandsten til byggeriet, som normalt for engelske kirker, men bluestone, som er en vulkansk basalt sten. Vores morgensang sang vi i kirken. Lone vurderede resultatet til over 4 på en 5 skala. Ret godt gået for første gang! Fra kirken gik vi over i Frizroy Gardens, her så vi Cooks Cottage , altså kaptajn Cooks forældres hus ! Cottagen bygget i 1755 i England, dvs. efter at kapt. Cook var stukket til søs. Hytten blev købt i 1934 og pillet ned sten for sten og genopført her. På flere af træerne var der brede stykker af glat plastik sat om stammerne, de skal forhindre possum i at klatre op og spise de friske skud. I Australien er possum fredet, imodsætning til i New Zealand, hvortil den er indført, og er blevet et skadedyr. Dernæst blev havens drivhus traverseret og besigtiget. I drivhuset var der et lille springvand, udformet som en blomstrende plante. Lavet i tyndt metal, som, når vande ramte bladene, lød det som et fint lille klokkespil. Daniel og Lone gik hver sin vej fra drivhuset, somme gik med den ene, resten med den anden! Lykkeligvis blev gruppen forenet ved bussen.
Vi kørte så gennem Melbournes sports distrikt med 4 stadioner og kom frem til Remembrance Shrine , monument opført til minde om de mange døde australske soldater der faldt i 1. Verdenskrig, siden udvidet til også at omfatte de efterfølgende tab i de krige og konflikter Australien har deltaget i. Kl 12 30 overværede vi en genopførelse af solstriben, der den 11 november kl 11 hver år passere hen over den centrale mindesten. Genopførelsen var lavet af en spotlampe og blev gentaget hver halve time. Derefter gik vi alle på nær 2 op på balkonen på monumentet, hvorfra der er en fin udsigt over Melbourne. Derefter gik vi over i Royal Botanic Gardens og frem til en pavillon, hvor vi spiste frokost. Sandwich og scones. Ups så blev det opdaget, at der mangler 2! Daniel og Jesper gik tilbage og fandt de to, der ikke havde været oppe på balkonen.
Efter frokost kørte nogle, herunder dagbogsskriveren, med bussen tilbage til hotellet, mens resten begav sig til fods i 35 graders varme samme vej.
Om aftenen var vi oppe i Eureka Skydeck på 88. etage for at nyde udsigten. Fantastiske udsigt. Efter tårnviewet begav vi os langs Southbank Promenade og op i restaurant The Deck, hvor vi indtog et fint og godt måltid med 3 retter og vin. Absolut en god afslutning på en fin dag.
3. februar, Great Ocean Road
Skrevet af Janne og Torben
Vi stod tidligt op, der var morgenmad fra kl. 07.00 og vi skulle være tjekket ud og klar ved bussen kl. 07.55 så kufferterne kunne læsses.
Lidt over 8 var alle klar til afgang, klar til ca. 8 timer på landevejen, og en strækning på 480 km. Det var også afskedens time for Jesper, han skulle retur til Danmark, så han stod og vinkede farvel, da vi kørte fra hotellet. Vi kunne også vinke farvel til Melbournes skyline, da vi kørte over West Gate Bridge, og dermed også Yarra River.
Den første strækning gik over et fladt område, med bjerge af vulkansk oprindelse i baggrunden.
Daniel, vores guide motiverede de sidste til at bruge sikkerhedsselen i bussen ved at oplyse, at bøden for at blive taget uden var på omkring 2500 dkk. Omsætningen af øl og vin blev heller ikke enorm, efter at det også blev oplyst, at det er forbudt (stor bøde!) hvis man drikker på offentlige steder, og i køretøjer.
Vi standsede i Angelsea ganske kort for at holde en tissepause.
Efter et par timers kørsel nåede vi frem til starten af Great Ocean Road, der blev bygget kort efter 1. verdenskrig af tilbagevendende krigsveteraner. Projektet var delvist privat, delvist offentligt finansieret. Da vejen var færdig blev den erklæret for et mindesmærke for alle de soldater, der ikke vendte hjem fra krigen. Vejen er 243 km lang, og stod færdig i 1932.
Vi holdt en pause i Lorne, en rigtig bade/surferby, hvor vi kunne gå rundt i byen. Her så vi de første af mange ”vilde” kakaduer, der var meget vandt til at blive fodret, trods skiltning der frarådede det.
Da vi kørte videre, fortalte Daniel bl.a. at campingpladserne i området er booket 10 år frem!, så man kan glemme alt om at kikke forbi og håbe på at få en plads.
Ved 12 tiden gav Daniel os en overraskelse, vi drejede ind ad en sidevej, og blev sat af bussen. Kort derfra var der nogle træer, der sad en koala øverst i træet, og der kom de smukkeste papegøjer flyvende og blev fodret med nødder. Der blev taget en masse fotos og video. Tak til Daniel for den oplevelse.
I Apollo Bay skulle vi have frokost, vi måtte køre lidt rundt for at finde en god plads. Derefter fik Lone og nogle frivillige køkkenslaver banket et overdådigt frokostbord sammen. Tak for indsatsen.
Da alt var pakket sammen, og alle tisset af, kørte vi videre mod De 12 Apostle.
De hedder stadig De 12 Apostle, selv om at der kun er 8 tilbage, de øvrige er opslugt af havet. De består af sandsten, og er hele tiden udsat for vejr og vind, som slider på dem. Det vrimlede med turister heraf mange kinesere/japanere mv. Vores morgensang fik vi afsunget næsten helt ude på udkigsplatformen, der var vi så pludselig centrum for al opmærksomheden.
På P-pladsen var politiets tung-vogns-kontrolenhed i gang med at tjekke specielt de små turistbusser, vores bus blev ikke kontrolleret. Alle tjekkede dog, om de havde spændt sikkerhedsselen inden vi kørte derfra.
Næste stop var Lord Arch Gorge, en slugt. For mange år siden forliste et skib ud for den, en ung mand reddede sig i land, hørte nødskrig fra vandet, og svømmede ud og redde en ung kvinde. De fik reddet sig i land i kløften. Den unge mand blev senere hædret for dåden.
Turen langs kysten var rigtig flot, den ene smukke udsigt afløste den anden, vi så surfere, fiskere, svømmere, badegæster og meget anden. Landskabet er meget afvekslende, skove, bjerge, landbrugsjord mv.
Ved 18 tiden var vi fremme ved hotellet, og kunne tjekke ind på værelserne.
Vi spiste aftensmad på hotellets restaurant, laks med ærter, tomat og kartofler (der måtte flere Kartofler til!) og frugtsalat med is til dessert. Vi fik også sagt farvel til Daniel og hans kæreste, de kører hjem i morgen.
Så var en begivenhedsrig dag til ende.
4. februar, Warrnambool
Skrevet af Thomas og Vibeke.
Der var servering af rigeligt udvalg til morgenmad på Warrnambool Best Western Old Maritime Motor Inn.
Vejret var mere køligt end de foregående dage, det var overskyet, men behagelig temperatur, når man som vi ikke er vant til de høje varmegrader.
Klar til afgang med bussen kl 8.30 kørte vi mod Tower Hill, et naturreservat formet i et krater efter et vulkansk udbrud for mere end 30.000 år siden. Krateret er 4 km langt og 80 m dybt. Hele kæmpekrateret er 11 km langt.
På den lille times tid det tog at køre derud, fortalte Lone om byerne Warrnambool og Fairy, hvorfra man gennem tiden har haft afskibning af levende dyr, (får, geder, emu, kreaturer) til hele verden. På et tidspunkt var eksporten ved at gå i stå, og farmerne kunne ikke komme af med deres dyr, da en minister forbød at sende dyr til lande, der halalslagter.
Lone fortalte også om aboriginerne, som har boet her i måske 176.000 år. Det er et folk, der ikke har skriftsprog, kun overleveringer fra generation til generation. De levede som nomader og lavede vægmalerier, hvor de kom frem. Det var vejledning til de, der kom efterfølgende, f.eks om hvilke dyr, der var, eller hvor der var vandhuller. Det, de kalder drømmetid, er et vigtigt begreb i deres liv. Med det tror de, at alt er forudbestemt og givet sin naturlige plads i tilværelsen, og samtidig er det også en slags skabelsesberetning.
De har også kodeks om meget forskelligt, og man skal indordne sig. Hvis ikke man gør det, får man to chancer, ellers må man forlade stammen og kan aldrig komme tilbage. Mange aboriginer har det svært, også fordi de hvide indvandrere aldrig har vist gensidig respekt.
På et tidspunkt bestemte den engelske dronningemoder, at aboriginerne skulle have økonomisk kompensation, men mange har en dårlig tilværelse alligevel.
Vejen ind gennem Tower Hill er meget smal, vi kørte langsomt for om muligt få glimt af dyr undervejs. Der kunne være kænguruer, koalaer, emuer, forskellige fugle.
Vi gjorde et stop, hvor de fleste af os besteg en bakke (200 m op) med fin udsigt over området. På en skråning et stykke væk så vi en lille wallaby. Vi så også de små viftefugle med deres “udslåede” haler.
Nede af bakken igen gik vi til informationscentret, hvor vi blev budt på smagsprøver af emu, krokodille, bushtomater, salat med krydderier samt en drink: Bush Tea.
Vi mødte vores guide Paul, aboriginer, der fortalte om stedet og sit folks historie.
En franskmand opdagede stedet i 1802, og det blev Victorias første nationalpark i 1892. I 1938 var al naturlig vegetation næsten ødelagt p.g.a landbrug og først i 1960-erne begyndte man at genoprette det oprindelige plante- og dyreliv.
Paul berettede levende om urbefolkningen, hvor stammerne talte 50 forskellige dialekter, men trods det handlede med hinanden over meget store afstande. Vi fik set redskaber af sten (greenstone, bluestone), nogle over 5000 år gamle, og vi så jagtvåben, boomerangs, køller mm.
En fin og praktisk taske lavet af plantefibre var der også.
Han demonstrerede også musikinstrumenter, vi hørte en fin didgeridookoncert, og han trommede på kænguruskind og med boomeranger.
Det handler for hans folk om at have respekt for naturen, moder jord, fordi vi bliver genfødt. De hvide har ikke passet på naturen, de ødelægger den!
På en spændende spadseretur rundt i reservatet var Paul hele tiden opmærksom og på vagt. Han spottede mange koalaer, bl.a en familie, far, mor og baby (8 mdr). Et par steder lå der slanger, den meget giftige copperhead, og ved visitorcentret gik en emu.
Flere steder plukkede han bær og blade af buske og træer; vi skulle se og smage, som han sagde, naturens supermarked.
Selvfølgelig skulle vi også prøve at kaste med boomerang, han underviste grundigt, det så jo så legende let ud, men der var ikke mange af os, der havde held med at få den til at flyve rigtigt.
Så var der lækker frokost med salat, emu- kænguru- og kyllingekød inden en let regn sendte os ind i centrets souvenirbutik, hvor vist de fleste fik handlet.
På tilbagevejen kørte Corrie langsomt for om vi kunne have held til at se flere koalaer eller måske kænguruer. Der var nogen, der så kænguru, som dog hurtigt forsvandt. Vi må have tilgode at se nogle af de 50 arter, der findes, med Eastern Gray som de største og Wallaby som de mindste.
Da vi var tilbage på hotellet midt på eftermiddagen kunne der blive tid til at kigge lidt rundt i omegnen, en gåtur ind i byen eller hvad hver især havde lyst til. Selvom det stadig var overskyet, var det lunt og behagelig temperatur at være ude i.
Efter en dejlig aftensmad, -bøf stroganoff og pavlova – og hygge og meget snak kunne vi sige tak for endnu en god dag.
5. februar, Warrnambool – Mt. Gambier
Skrevet af Leif Jensen
Efter morgenmaden i Warrnambool starter vi køreturen med at køre forbi en bager hvor Lone køber friskbagt brød til vores frokostpakke.
Det første område vi kører igennem er der kartoffelavl og fedekvæg,og landskabet er meget brunt efter en lang tørkeperiode.
Vi så vindmølleparker med danske vindmøller.
Første stop i Portland,hvor vi så lastbiler tippe flis af (på havnen) til export,og vi så hvordan man pakkede hummer til export til Kina.
Derpå kørte vi ud til havet og så forstenede træer fra urtiden, Cape Bridgwater, og vi sang vores morgensang.
Frokost indtog vi i en park med udsigt over havnen i Portland, hvor vi også fik friskfanget hummer til frokost fra den lille fiskemand.
Efter frokost kørte vi mod nord og nogle fik en lille powernap. Langs vejen var der en kampagne, hvor man opfordrede til 15 min. powernap for trafiksikkerheden.
Trafikken var meget let og vi mødte kun nogle få biler. Kl. 15.30 passerede vi grænsen mellem Victoria og South Australia.
Vi kørte igennem et stort område med mange fyrplantager.
Derefter besøgte vi Travis Telford, som har en malkefarm og vi så køerne blive malket. Desværre var Travis ikke hjemme, så jeg kunne ikke få svar på nogle faglige spørgsmål som jeg ville spørge ham om.
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur rundt om Blue Lake, inden vi blev indkvarteret på Hotel Lakes Resort, hvor vi også spiste aftensmad.
6. februar, Mt. Gambier – Kangaroo Island
Skrevet af John Vangsø
Oh, what a beautiful morning – kunne meget passende være de indledende ord for denne dag. At vågne på Lakers Resort med udsigt over byen og en lyserød himmel.
Ikke early kangaroo, men early morning – hvilket betød morgenmad kl. 6.30 med afgang kl. 7.30. Præcist, sagde Corrie, da vi havde en tidsplan at holde.
On the Road again, sagde Lone. Og on the Road vi kom. Vi skulle køre Inland Route i dag, dvs. køre ind i landet.
Vi kørte igennem Penola, Keith, Tallem Bend, Port Elliot, Victor Harbour for at ende ved Cape Jervis, hvor vi skulle med katamaranfærge til Kangaroo Island. Ruten kaldes også for Limestone Coast.
Mange af de byer, vi passerede dyrkede vin og den rødvin (Zema Estate) flere havde købt til deres steak aftenen før, bliver dyrket her. Der er gode vækstbetingelser for at dyrke vin på denne kyst.
I byen Panola er en nonne blevet ophøjet til Sct. Mary of the Cross, hvilket betyder at rigtig mange fra hele Australien, valfarter hertil.
Generelt opdrættes der ikke svin, men derimod har man fårehold og toppen af poppen – Black Angus.
I byen, Keith, blev Lones coffeeshop slået op og bagels og havregrynskager fra den lokale bager blev nydt dertil. Lone ryddede hylden og dagens omsætning måtte være i hus. I bussen var det nu tid til morgensang og der blev sunget med kraft, for om muligt, at kunne fjerne det støvregn, der kom.
Vores skønsang hjalp, for da vi nåede Tallem Bend – vores frokost distination – var det tørvejr og solen skinnede.
Lones Sandwich Bar blev rigget til og under Lones kyndige styring blev der anrettet, spist frokost, vasket og ryddet op på 50 min. Godt gået og stor tak for endnu en frokost i det fri.
I bussen fik vi nu udleveret et kort over vores mål for dagen – Kangaroo Island. Lone skitserede hvilke oplevelser vi havde i vente de næste 4 dage. Her var det også tid at sige på gensyn til Corrie. Han får nu nogle fridage, mens vi er på Kangaroo Island.
Ved færgelejet blev alle vores ting fra bussen omlastet til en Ford Transit. Kl. 16.00 afgik katamaranfærgen og 45 min. senere blev der lagt til ved Penneshaw. Endnu en omlastning under styring af Lone og vores guide de næste 4 dage, Jackie. Vores mål var nu byen Kingscote, hvor vi skal have 3 overnatninger.
Vores guide Jackie udviste et stort guidegen og havde meget at fortælle om øen og det vi passerede. Første stop var et a million dollar view, som Lone siger. Pennington Bay blev betragtet for sin storslået skønhed.
Vores distination Kangaroo Island Seaside Inn var nu nået. Vi kom fra en flot udsigt over byen Mount Gambier og kom til den flotteste udsigt ud over Napean Bay, Kangaroo Island.
Aftensmaden blev indtaget i restauranten, hvorefter der blev sagt tak for idag. En dag, hvor vi har kørt 10 timer og ca. 600 km. But it was worth it.
Endnu en beatiful day venter imorgen.
7. februar, Kangaroo Island
Skrevet af Janne og Torben
Der var morgenmad fra kl. 07.30, og vi skulle være klar ved bussen 08.30.
Vi kom alle ombord, og der var afgang lidt over 08.30.
Jackie fortalte lidt om øen.
Bl.a at der er 1600 km vej på øen, kun ca. 300 km er asfalteret, resten er grusveje.
Der findes ikke lyskryds på øen, og kun et fuld-stop-skilt.
Vi fik en masse at vide om naturen, bl.a. at der ikke er ræve eller kaniner på øen.
Der er mange koalaer, omkring 1923 blev der sat 23 koalaer ud, og trods forskellige forsøg på at begrænse bestanden er der ca. 50.000 koalaer på Kangaroo Island i dag.
Der findes ca. 200 arter eukalyptus træer, heraf er det kun 20 arter koalaerne kan spise, og af disse er der 5 arter koalaerne foretrækker.
Koalaerne spiser kun eukalyptusblade, og bruger ca. 14 timer i døgnet på at sove.
Vi gjorde et toiletstop ved Finders chase, hvor der sad 4 koalaer i træerne ved P-pladsen, rigtig søde.
Vi kørte videre mod kysten, nærmere betegnet Remarkable Rock, en flot klippeformation der ligger lige ud til havet.
Her blev der sunget morgensang, hvilket Lone mente var grunden til at det klarede op.
Vi fik en turist til at taget et gruppebillede, hvor alle var med.
Da sidste billede var taget, kørte vi videre mod Admirals Arch, hvor vi fra udkigsplatformen kunne se pelssæler, både voksne og unger.
Det var en oplevelse at se pelssælerne, og området var også rigtig flot.
Næste stop var Hanson Bay Wildlife Sanctuary, hvor der var mulighed for at spotte koalaer, vi øvede os på vejen dertil.
Vi kunne dog konstatere, at koalaspotning fra en kørende bus ikke er helt nemt.
Det gik bedre hos Hanson, hvor vi spottede 10 – 15 koalaer, herunder en med en unge, hvor er de søde og nuttede.
Frokosten fik vi hos Vivonne, der var buffet med pølser og kylling, samt et bredt udvalg af tilbehør. Til dessert var der kaffe og cheesecake.
Efter en god frokost kørte vi videre til Raptor Domain, hvor vi så et rovfugleshow.
Stedet ejes af en fætter til den berømte, og afdøde Steve Irvin.
Showet varede en time, og vi så flere rovfugle i forskellige størrelser, der viste hvad de kunne.
Forreste række fik mulighed for at kæle en ugle, og nogle fik lov at holde handsken, som fuglene landede på. Smukke fugle og godt show.
Sidste punkt på dagens program var et besøg på Seal Bay, hvor der er søløver.
Vi blev fulgt af en ranger, der sørgede for, at vi ikke kom for tæt på søløverne.
Vi gik langs stranden, 15-20 meter fra søløverne, der lå og hvilede i strandkanten.
Der var nogle halvstore unger, der stadig digede hos moderen. Ellers var der ikke meget liv i dem.
Vel hjemme på hotellet kunne vi gøre os klar til aftensmaden.
I hotellets restaurant fik vi serveret laks med kartofler og grøntsager, og applecrumble til dessert.
Endnu en dejlig dag var til ende.
8. FEBRUAR, KANGAROO ISLAND
Skrevet af Vibeke
Efter morgenmaden blev vi hentet af Jackie, som kørte os stille og roligt ad kystvejen i Kings Cote.
Vi gjorde et lille stop, hvor Lone var inde at hente brød til vores frokost.
Vi passerede det lokale hospital, som mest tager sig af akutte tilfælde.
Folk, der skal viderebehandles bliver hentet af ambulancefly og kommer til Adelaide.
Skolen kom vi også forbi, her er 500 elever.
Turen gik ad en grusvej mod Reeves Point, hvor vi så Australiens ældste træ (The old Mulberry Tree), plantet i 1836, samme årstal hvor den første settlement på øen blev etableret på Reeves Point.
Her holdt vi fotostop ved den stille bugt med den flotte udsigt.
Der var pelikaner, sorte svaner, ænder, ibis, terner.
Videre undervejs fortalte Jackie sin historie om, hvordan hun efter at have haft arbejde som ingeniør i Sydney, senere som advokat på østkysten var kommet tilbage til sin familie i Adelaide og nu var guide på Kangaroo Island.
Her bor hun ca. 40 km fra Kings Cote ved Emu Beach, i et hus uden de store faciliteter.
Her er hun ved at etablere et projekt med 9000 træer, hun bor selv, men får hjælp af forskellige unge mennesker, der gerne vil gøre en indsats.
På grunden har hun mange koalaer, kænguruer – og slanger.
Hun håber, at hun får stedet lavet, så hun kan vise det frem til turister og andre interesserede.
Vores main-stop i dag er øens Wildlife center.
Det er et stort område med mange dyr.
Vi startede med at blive omgivet af en stor flok kænguruer, som gerne ville fodres, så de spiste det korn mm, som vi holdt i hånden.
Mange af kænguruerne er unger, der opfostres på stedet fordi moderen er kørt ihjel i trafikken.
De mange andre dyr var spændende at kigge på.
Nogle af os valgte at købe os mulighed for at blive fotograferet med en koala.
Det var en god oplevelse.
På turen tilbage til hotellet gjorde vi holdt ved Stokes Bay Beach.
For at komme til stranden måtte vi kringle os igennem nogle snævre klippeformationer.
Da vi kom ud på den anden side var det et fantastisk syn at se en bred strand og det klareste vand.
Der kunne være mulighed for at få et bad, men de fleste nøjedes vist med at soppe.
Tilbage mod hotellet kørte vi ad det, som Jackie kaldte en ”dirt road”, en grusvej, men det var en genvej, så vi sparede kilometer.
I haven foran hotellet fik madholdet hurtigt stablet en lækker frokost på benene, så vi nød det i solen (og noget blæst).
Om eftermiddagen fik nogen vasket tøj, nogen gik på sightseeing eller indkøb i Kings Cote.
Fra hotellet og ind til byen er der en fin gangsti oppe på klippen næsten helt ud til vandet og med udsigt over vandet til landtangen på modsatte side af øen.
Efter dejlig aftensmad kunne vi igen sige tak for en fin dag.
9. februar, Kangaroo Island – Adelaide
Skrevet af Inge Iversen
Det var så dagen, hvor vi skulle forlade Kangaroo Island. Men da vi først skulle med eftermiddagsfærgen, var der tid til at komme lidt mere rundt på øen.
Første stop var Emu Ridge. En farm der som den eneste i South Australia i dag producerer eukalyptus olie.
Tidligere var der på øen en stor produktion og vi har jo set at der er rigeligt med eukalyptus træer at tage af. Vi fik vist en lille film om, hvordan man udvandt olien og fik derefter en gennemgang i butikken af, hvad den kan bruges til. Det er langt mere end de bolsjer, vi kender hjemmefra. Desværre fik vi ikke set produktionen live.
De havde også et par små kænguruer, man måtte klappe og en emu i en indhegning.
Næste besøg var på Dudley Winery.
På vejen dertil var en lille kalv kommet udenfor marken. Heldigvis holdt den sig til siden af vejen, så den undgik at blive kørt ned.
Dudley Winery ligger med en meget smuk udsigt over havet over til mainland. Vinmarkerne ligger et andet sted, så dem så vi ikke.
Derefter var der vinsmagning. Vi smagte 6 vine. Ray introducerede.
Den vin vi bedst kunne lide, ville vi få til frokost, som bestod af lækre tapas og den ene lækre pizza efter den anden.
Derefter ned til færgen, hvor bagagen igen skulle omlæsses til en varevogn inden det blev kørt ombord.
Vi måtte nu vinke farvel til Jackie, som havde taget sig godt af os i de 3 dage, vi var på Kangaroo Island og fortalt os en masse om øen.
Tilbage på Cape Jervis stod Currie med sin kendte bus og tog imod os.
I løbet af ingen tid blev al baggage og picnicudstyr læsset over i bussen og så var det afsted mod Adelaide.
Efter indkvartering på vores hotel var der lidt fri tid, som mange brugte til en lille tur rundt i bycenteret. De fleste butikker var lukket eller ved at lukke, da det var sent lørdag eftermiddag, men der var stadig noget liv i gaden. Vi mødte stort set kun unge, men da Adelaide er en uddannelsesby må det jo sætte sit præg på bybilledet.
Ved fællesspisningen deltog Currie og hans kone og det blev ganske hyggeligt.
Ernst underholdt med en lystfiskerhistorie og det passede jo fint med at Curries store interesse er at fiske.
10. februar, Barossa Valley
Skrevet af Solvejg og Karin
Afg. Kl. 8.30 mod Barossa Valley.
Barossa er opkaldt efter slaget ved Barossa.
Området har mange indbyggere af tysk afstamning.
Man kalder stedet Ny Schlesia efter Schlesien, hvor mange kom fra.
I dag er der 20.000 indbyggere. 750 af dem har vingårde.
Vinproduktionen startede i 1842 og mange er 6. generation.
I dag arbejdes der med henblik på en proces “fra jord til bord”.
Området har mange slagtere, der bages rugbrød, fabrikeres pølser og der er mikrobryggerier.
Disse produkter bruges også i forbindelse med vinsmagning med salg for øje.
Vand og vin er vigtig.
50% af Australiens vin produceres i Barossa.
Da vin er en vigtig del af Australiens indtjening, har man vedtaget at beskytte området.
Blandt wine makerne er bl.a.:
Peter Lehmann
Jacobs Creek
Saltram Wine Estate.
Efter Williams Town holdt vi stop ved Whispering Wall.
En dæmning til vandforsyning.
Vi delte os i to grupper og kunne tale sammen ved dæmningens lydledning.
En helt fantastisk audiativ oplevelse. Her blev morgensangen sunget.
Efter morgensangen fortalte Lone historien om dens opståen.
Den blev startet i 2007, hvor en kvinde fra Esbjerg havde skrevet den i personlig sammenhæng.
Indholdet er inspirerende og kan bruges i mange situationer og giver stof til eftertanke.
1. besøg var Jacobs Creek, en meget moderne vingård, der er startet i 1947.
De har 40 forskellige druer.
Shiraz vinen og Cabernet Sauvignon har fået mange priser.
Vi fik lov at smage de forskellige druesorter.
5 forskellige vine blev testet.
Vor guide var vin ambassadør Jamie.
Inden næste vingårdsbesøg havde vi stop ved Mengler Hill med udsigt over vinmarkerne og en lille skulpturpark.
2.vingårdsbesøg var Saltram Wine Estate.
Vi blev modtaget af en sød ung dame, der fortalte om 4 vine.
Stedets portvin blev også præsenteret.
Efter vinsmagningen blev der serveret en lækker frokost ved et veldækket bord.
Det var muligt at vælge vin til, og smage portvinen til kaffen.
Tilbageturen mod Adelaide blev nydt i solskin og blå himmel.
Hjemme igen ved 16-tiden.
Dagen sluttede på nabo hotellet med aftensmad i en velbesøgt restaurant.
Der blev serveret steak på hot Stones.
11. februar, Adelaide – Alice Springs
Skrevet af Vibeke
Der var god tid til morgenmad og pakken sammen, inden vi lidt før kl. 11 kørte mod lufthavnen.
Flyet skulle bringe os til Alice Springs, nu var der oplevelser i vente inde i det røde centrum af Australien.
Turen tog 1 time og 45 minutter.
Fra flyet kunne vi se mere og mere af den røde ørken under os.
I Alice Springs blev vi mødt af massiv varme (37 gr.), da vi steg ud af flyet, og vi blev også mødt af Kieran, vores unge guide og chauffør, der skulle være med os de næste dage.
På vej ind mod byen, hvor der bor 30.000 mennesker, kørte vi et stykke på Stuart Highway, som er den vej, der strækker sig fra Darwin til Adelaide, 3000 km.
Stuart hed den mand, der blev sendt hertil for at bygge en telegraflinie fra nord til syd.
Som arbejdsdyr importerede man kameler (i virkeligheden dromedarer) fra Afghanistan.
Derfor blev jernbanen, der forbandt Darwin og Adelaide, kaldt THE GHAN.
Kieran gjorde stop ved Anzac Hill, hvor vi kunne ”nyde” varmen og få et fint view ud over byen.
Anzac Hill blev opført i 1934, oprindelig til minde om de australiere, der mistede livet under 1. verdenskrig, men er nu memorial for alle, der har været med i de krige, Australien har deltaget i.
Her fik vi også udleveret store vandflasker og fik påbud om at huske at drikke rigeligt i varmen.
På det sidste stykke vej mod hotellet kørte vi ud mod THE GAP, en åbning i bjergkæden, der strækker sig over 600 km.
Her, bestemte Stuart, skulle telegraflinien gå igennem.
I byen kiggede vi på Todd River, hvor der absolut ikke var spor af vand (Kieran fortalte, at det dog kunne ske, at der kom regn, og dermed vand i floden).
En tilbagevendende begivenhed hvert år er deres boat-race i floden.
Det foregår på den måde, at hvert deltagerhold bærer en båd og løber med den i flodlejet.
Vi bliver indkvarteret på Aurora Hotellet – dejligt med air-con på værelserne!
På en lille gåtur i byen ser vi utroligt mange aboriginals.
Vi får at vide, at de opholder sig i parkerne – spiser og sover der.
De er her af forskellige grunde, de har ingen steder at bo.
Mange her i byen har alkoholproblemer, mange er analfabeter, men mange vil også gerne uddanne sig og arbejde.
Raten af aboriginere i Alice Springs er 30 %, i outbacken er det 100 %, de vil gerne leve autentisk, simpelt.
Efter aftensmaden kunne vi stadig holde varmen, det var ”rart”.
12. februar, Alice Springs
Skrevet af Vibeke
Der var aftalt tid til vores besøg i School of the air.
Først så vi en lille film om projektet.
Skolen blev etableret i 1951 og børn, der undervises er fra 4 til 13 år.
Selvom familien er bosat langt væk i the Outback vil forældre gerne give børnene den bedste mulighed for at få en god uddannelse.
I starten gik kommunikationen over radioen, i dag foregår det via computer.
Arealet, som undervisningen strækker sig over, er på 1,3 mill kvadratkilometer.
Vi fik mulighed for at se læreren undervise, og kunne på skærmen følge, hvordan hun på skift havde kontakt med børnene.
Vi kunne også se, hvordan børnene besvarede de opgaver, de blev stillet.
Opgaverne får de dels på computeren, derudover får de tilsendt skriftligt materiale ca. hver 5 uge.
Lige nu er 109 børn tilknyttet skolen, og der er 1500 km til de, der bor længst væk.
1 gang hvert år kommer en lærer på besøg hos familien, og en uge hvert år samles børnene her, så de får mulighed for at være sammen med deres klassekammerater.
Det offentlige bidrager med udstyr for 18000 dollar pr. elev.
Efterfølgende skulle vi besøge museum og hovedkvarteret for Royal Flying Doctor Service.
Dette blev grundlagt i Queensland i 1928 af John Flynn, præst, missionær.
Flynn havde forsøgt at grundlægge hospitaler i outbacken, men det var ikke muligt at komme ud til de allerfjerneste steder.
Efter 1 verdenskrig fik Flynn kontakt med en pilot, C. Peel, og de lagde sammen grunden til at man kunne tage flyvemaskiner i brug .
I 1939 åbnede de her i Alice Springs.
De råder over 70 flyvemaskiner, og mens vi var der, var der en del af dem på mission.
Det er sådan, at alle australiere er med i medicare og har ret til transport med flying doctors.
Næste stop var den gamle telegrafstation, der blev anledning til, at Alice Springs opstod.
John Stuart ville i 1800-tallet lave telegrafkabel fra Adelaide til Darwin.
Med morsekoder kunne man så også kommunikere med England.
Der blev brugt 40.000 telegrafpæle med kobberwire; senere måtte træpælene skiftes ud med stålmaster, da træet blev ædt af termitter.
Den første bestyrer af stationen, Charles Todd, syntes, at et lille bitte vandhul skulle opkaldes efter hans kone, Alice.
Hullet tørrede dog så hurtigt ud, at Alice aldrig nåede at se det.
Stedet hed til at begynde med Stuart, men da mange guldgravere i 1930-erne kom til slog man de to byer sammen og kaldte det Alice Springs.
På stationen boede de ansatte med deres familier. Mange aboriginere havde også arbejde der.
Et lidt mørkere kapitel kom til i 1930-ne, da telegrafstationen blev hjem for en del børn, hvis mor var aboriginal.
Disse blandings børn blev tvangsfjernet, da de hvide mente, det var bedst, de fik en europæisk opdragelse og de skulle være kristne.
De havde det ikke godt, mange blev givet væk til andre familier.
En del børn så aldrig deres mor igen. Man kalder dem ”stolen children”.
Under skyggefulde træer fik vi så serveret vores frokost, som vores kok, Bek, sammen med Kieran havde fremtryllet.
Det var lækker kylling med kålsalat og pasta til.
Nogen sagde, der kun var 43 gr varme.
Det var stadig pænt varmt, men flere af os tog alligevel på en lille gåtur i byen da vi kom tilbage, inden vi gik hen til hotellet igen.
Der var diverse butikker og gallerier med aboriginalkunst at kigge på.
Sidst på eftermiddagen kørte vi – nok de fleste af os – med Kieran til Macdonnell Nationalpark og Simpsons Gap, en lille slugt, hvor der var et lille vandhul.
Der var også en totalt udtørret flod, hvor der på et fint skilt stod ”NO SWIMMING”, det gav god mening.
Men Kieran fortalte, at der i området enten er store floder eller er meget tørt.
Vi var omgivede af mange fluer, så det var på tide at få fluenettene i brug.
De dyr, vi skulle prøve at spotte, var en mindre art af kænguruer, de sortfodede rock wallabies.
Det lykkedes at se og få fotograferet et par stykker, det var noget svært, fordi de faldt meget ind i farverne i landskabet.
Lone og Kieran havde været på indkøb i supermarkedet og besluttede, at den nemmeste måde at tranportere indkøbene på var at sætte indkøbsvognen ind i bussens bagagerum. Hvor svært kan det være?
Om aftenen kunne vi igen nyde en god middag, og efter at have pakket de ny outback-tasker med det, vi skulle bruge ved Kings Canyon og Uluru på teltlejrene de næste dage, kunne vi få en god nats søvn – og med mange spændende oplevelser lagret i vores små hoveder.
Tak for det.
13. februar, Alice Springs – Kings Canyon
Skrevet af Vibeke
Efter morgenmaden fik vi pakket bussen, og Kieran kørte os sydpå af Stuart Highway mod Kings Canyon.
På denne highway er der mange road-trains, 53,5 m lange og med 4 trailere på.
Mange er foodtrucks, men en del transporterer levende dyr, op til 500-600 køer, der kan være flere dage undervejs.
Vejen er meget lige, man kan se langt langt frem. Udsigten er lavt buskads og røde klitter, der bliver ved og ved.
Der er stop for optankning mm ved Stuart Wells Road House.
Her skulle vi også se en kamelfarm, men den er lukket.
Kamelerne blev jo importeret fra Afghanistan som arbejdsdyr for 120 år siden.
Efter The Ghan var lavet blev dyrene sat fri.
Terrænet er godt for dem her, så de formerer sig kraftigt og de er ved at være en plage.
Man mener, der er 100.000 vilde kameler i området.
Det er nødvendigt med regulering, og derfor bliver nogle skudt, og nogle bliver fanget og sendt til de arabiske lande som arbejdsdyr og for mælk og kød.
På den videre vej kører vi et stykke ved verdens ældste flod, Finke River, som her er helt udtørret.
Den er 1000 km lang, løber ud fra Macdonnell, hvor vi var i går.
Den er meget værdsat i de lokale aborigineres mythologi.
Mange aboriginere arbejdede på farmene i 50-erne, ”for food”.
Nu er der fra myndighedernes side kommet krav om lønninger mm, så der er ikke arbejde til dem mere.
De lever så i små communities og får overførselsindkomst, 500 dollar pr uge, hvor ½- delen skal bruges til mad og resten til alt andet.
Det er dyrt at leve, og mange har ikke forstand på penge, dog skal de ikke betale skat.
Nogen tjener lidt ekstra ved at lave kunst, men rigtig mange kan ikke skrive, de ´underskriver´ med fingeraftryk.
Ved Erldunda Roadhouse drejede vi ad Lasseter Highway.
Vejen er opkaldt efter en guldgraver, der søgte efter guld i 25 år, han holdt det hemmeligt i den tid, inden han fik hjælp til sin søgning, men det lykkedes aldrig at finde noget.
Vi kiggede på Mt Ebenezer kvægfarmen, så den kun udefra, inden vi drejede ad Luritja Road mod Kings Creek Station, hvor vores kokke igen fremtryllede frokost – brød, salat og pålæg.
Vi blev godt nok generet af en hulens masse fluer, ingen ved hvor mange der røg med maden ned.
Ejerne af stedet, Ian (1/2 aboriginal) og hans kone Lynn har gjort et stort stykke arbejde og lavet en fond sådan at aboriginalbørn kan komme i skole.
Vi så en lille hyggelig film om stedet og børn, der kom på kostskole.
Vi kunne lige nå et lille stop ved Kings Canyon.
Fluerne var glade for vi kom!
Kieran og Bek sagde, at det var den største mængde af fluer, de kunne huske at have set.
Vi gik en lille tur og fik vist, hvor vi skal gå vores tur i morgen.
Hen på dagen kom vi til teltlejren, blev indlogeret i de hede boliger sammen med en masse fluer.
Stedet var egentlig dejligt, med mange træer og med svømmepøl, som nogen kom i.
Ved solnedgangstid gik vi ad en lille træbelagt sti hen til et udsigtssted, og her så vi – de fleste iført fluenet – en fin solnedgang ind mod bjergene i Kings Canyon.
Tilbage igen blev der rigget an til aftensmaden, tilberedt af vores dygtige kokke.
Menuen i dag var kødsovs og spaghetti, og is til dessert, indtaget (næsten) under åben himmel.
Vores drenge havde hentet borde og bænke, så vi fik en rigtig fin festplads under et halvtag.
Mens vi spiste kom en dingo på besøg, men den fik nu ikke held af at tiltuske sig madrester.
Da det blev mørkt var der flot måne og stjerner at se, fluerne gik i seng, og det gjorde vi også.
Endnu en oplevelsesrig dag kunne vi sige tak for.
14. februar, Kings Canyon – Uluru
Skrevet af Lilly og Erik Jeppesen
Vækkeuret ringede allerede kl. 4.30, selv om det var tidligt er det bare ud af sengen.
Der var morgenmad kl. 5.00 og bussen kørte fra lejren kl. 5.30.
Vi skulle ud til Watarrka nationalpark/Kings Canyon på vandretur.
Der var mulighed for at gå Rim Walk sammen med guiden Kieran, turen var på 6 km og det var der 8 som valgte.
Vi var 11 der gik den korte tur på 4 km sammen med Lone.
Det var en rigtig dejlig tur med stejle kløfter, masser af grønt vegetation og palmer i knop.
På toppen kunne vi se over til den anden gruppe og vinkede til dem, vi kunne kende dem på Kirstens røde bukser.
Vi valgte at holde en pause for at nyde udsigten, vores medbragte forsyninger og synge vores dejlige morgensang på toppen.
På vejen både op og ned mødte vi flere forskellige nationaliteter, som vi fik en lille snak med.
Alle klarede det fint og super godt gået af Ruth, der havde den ene arm bundet op.
Da vi nåede ned, måtte vi lige vente lidt på den anden gruppe inden turen gik tilbage til lejren nu var klokken blevet ca. 10.00
Så var der tid til en tur i svømmepølen, og derefter et hurtigt bad, inden Bec og Kieran serverede en lækker frokost, her måtte vi desværre igen slås med fluerne om maden.
Kl. 12.30 kørte vi væk fra lejren ud på nye eventyr.
Vi var så heldige at der de første 140 -150 km var mulighed for en tiltrængt powernap som en del benyttede sig af, nogen mere højlydt en andre.
Vi kørte igennem en flot natur, skiftende fra store vidder med buske og bjergkæde, helt anderledes end her i Danmark, utroligt fascinerende.
Undervejs så vi også vilde heste.
På turen kunne vi også se den store sten Mt. Conner, det er ikke et turistmål, da den ejes af en familie, som har jorden på begge sider.
Så var der tid til en tissepause og samtidig havde Kieran en overraskelse til os.
Vi gik over vejen og klatrede op gennem det røde sand, og da vi kom op viste det sig, at der var en kæmpe stor saltsø, det var et flot syn.
Turen gik videre, og vi kom frem til Uluru (Ayers Rock), hvor vi kørte en tur rundt om stenen og frem til udkigsposten, et fantastik syn.
Derefter videre til vores camp 2, som var rigtig dejlig med fine telte, super senge og mange badefaciliteter.
Planen var derefter, at vi skulle besøge Kulturcenteret, men den var desværre lukket, så det måtte vente til næste dag.
I stedet kørte vi videre til vores næste stop, som var udsigten til solnedgang over Uluru.
Her, som så mange gange før, havde Lone tænkt på alt.
Der blev slået et bord op med rødternet dug og fremtryllet lækker oste/pølsebord med kiks og grønsagsstave, dertil forskellige former for juice da det var blevet forbudt at nyde alkohol på stedet, så champagnen måtte vente til næste aften hjemme i lejren.
Så gik turen tilbage til lejren hvor Bec og Kieran igen havde fremtryllet lækkert mad til os, som vi spiste i fyrfadlysets skær.
Da det jo var Valentinsdag syntes Lone hun var nødt til at hjælpe mændene med gaven, og derfor besluttede hun at de skulle klare opvasken.
Nu var det tid at komme under dynen, da vi igen skulle tidligt op næste morgen, for at gå turen rundt om Uluru.
Igen en dejlig dag tusind tak.
15. februar, Uluru – Kata Tjuta
Skrevet af Erik og Kirsten
Palya!
Vågnede op til en iskold morgen, kun 19 grader.
Frygtelig tidligt skulle vi afsted.
Morgenmad kl 4.45 og afgang til Uluru kl 5.30.
Nåh ja! vi var ikke så punktlige som tidligere på turen for afgang blev 5.36.
Kom frem til startpunktet for vandreturen rundt om Uluru og himlen var ved at blive lys i øst.
Fik en kort instruktion fra Kieran om foto forbud skiltene og hvordan man skulle tolke om der var fotoforbud eller ej.
Vi gik om kap med solen for at nå til et sted, hvor det første fotoforbud sluttede, så vi kunne tage billeder af Uluru i de første solstråler.
Det blev til en masse billeder inklusiv gruppebillede og en hel del poseringer foran Uluru, men ingen selfies!
Efter de første 4.4 km holdt bussen der igen.
Nu var der toilet ‘panik’! Der var ikke toiletter her, men først efter 3. sektion.
Man kunne blive kørt til toilettet og tilbage til næste stop, så hvis man skulle på toilet, så måtte man droppe sektion 2. Der var simpelthen ikke tid nok.
På sektion 2 kom vi helt op til selve klippen, så rørte alle Uluru – det er jo vigtigt at kunne sige “Jeg har rørt ved Uluru”.
Ved slutningen af denne sektion dukkede Kieran op med en del af de bussede og ved et vandhul ved stenen fortalte han historien om slangerne Kunya og Liru
Ved toiletstoppet mødte vi guiderne til den sidste del af rundvandrigen:
Sara der er aboriginal, Jen der oversatte hvad Sara fortalte, og Leroy der omsatte det til ‘finger sprog og folkedans’.
Leroy er en festlig fyr, der kan minde om Per Pallesen.
Vi fik fortalt om drengenes hule, hvor bestefædrene lærte dem op, om mændenes hule, med de fem forstede Wallaby mænd, om kvindernes hule, som Sara ikke måtte fortælle om, så det gjode Jen, medes Sara var gået et stykke væk.
I mændenes hule blev fortællingen om Wallabymændene levendegjort af Leroy og Kieran, med assistance fra flere i gruppen.
Sidst var vi ved vandfaldet, dvs der var ikke noget vandfald, hvor der var flere historier.
På vej tilbage til Campen kunne vi se, at der stadig steg røg op fra bushbranden ude ved Kata Tjuta.
Eftermiddagens tur til Kata Tjuta blev aflyst, fordi vejen derud var lukket.
Efter frokost var det så tid til helikopter view af Uluru, for dem der havde tilvalgt det.
Vi blev hentet af en lille bus af Tristan, som også var pilot på vores lille helikopter med kun 3 pladser udover piloten.
Becky vores kok, var den tredje. Hun brød sig vist ikke om at flyve i helikopter, hun var temmelig bleg da vi landede.
Det var en kort tur, vel 15 minutter, men vi fik et flot syn af Uluru, der stikker op af et totalt fladt landskab, også et fint syn af Kata Tjuta, hvor røgsløjlerne steg op.
I stedet for turen til Kata Tjuta kørte vi til det kulturelle center ved Uluru.
Hvor der bl.a. var udstilling om Anangu nationen/stammens historie.
Der var også butikker, hvor man kunne købe lokalt kunsthåndværk m.m. D
erefter fulgte af et besøg i betonbyen Yulara, hvor vi søgte tilflugt i en cafe indtagende et par lækre iskaffer.
Kulata academy cafe er et sted, hvor aborigin elever bliver oplært.
Hjemkommet til Campen så vi solnedgang på Uluru fra Campens egen udsigtshøj.
Kieran trakterede med bobblevand og mange små godbidder. Bare perfekt!
Dagen blev afsluttet med et perfekt aftensmåltid under stjernerne.
Kieran formåede, at lokke os alle sammen uden for Campens lys, så vi bedre kunne se stjernerne, vi fik fortalt og forklaret om Sydkorset og om De syv Søstre.
16. februar, Uluru – Sydney
Skrevet af Janne & Torben
De morgenfriske stod igen tidligt op, og gik op på udsigtspunktet ved lejren, og så solopgangen ved Uluru. Det var ikke alle, der havde valgt at stå tidligt op. Vinklen var lidt forkert, så der var ikke den store farveændring at se fra vores position, dog var det muligt at se farveskiftet over Kata Tjuta. Der var stadig røg fra området.
Morgenmaden bestod bl.a. af æg og bacon, lavet på barbecuen af Kieran, masser af bacon!
Det var sidste morgen i lejren, og der blev pakket og gjort klar til afgang.
Ole tog interesserede med på en lille gåtur, forbi kamelfarmen, og til et andet udsigtspunkt, vi var ganske få der gik med.
Bussen pakket og klar til afgang kl. 10.
Vi kørte mod lufthavnen, og sang morgensang. Det var også tid at sige farvel til Kieran og Bek. De fik megen ros, og vi var selvfølgelig de bedste gæster de havde haft længe.
Der var fælles tjek in i lufthavnen, og det var ikke svært at finde gaten, der var 2, der lå samme sted.
Der var afgang kl. 1235, og vi skulle under turen sætte uret 1½ time frem, så da vi landede i Sydney 3 timer senere, var klokken 1705.
Alle fik deres bagage, og vi fandt bussen, der skulle køre os til Sydney Harbor YHA. Det tog ½ times tid at komme til hotellet.
Vi fik vores værelser, nogen med udsigt over havnen og operahuset.
Der var gratis wi-fi i receptionen, men vi måtte betale for at få wi-fi på værelset.
Kl. 1930 var der aftensmad på et hotel lige ved siden af vandrehjemmet. Vi fik paneret kyllingebryst, pommes frites og salat. Til dessert fik vi is, alt sammen smagte herligt, vi var godt sultne.
Det have været nogle lange dage i det røde center, så alle var godt trætte.
17. februar, Sydney
Skrevet af Janne & Torben
Morgenmaden var klar 0730. Der stod en portion frugt skåret i tern, med en klat yoghurt og lidt müesli over klar til hver. Der var også æg og bacon, brød, pålæg og marmelade.
Kl. 0830 var vi klar til en tur i The Rocks, den gamle bydel. Vi fik fortalt historien om byen. Det var torvedag, med masser af boder og mange mennesker på gaden i det smukke vejr.
Vi gik over til operahuset, og fik en guidet rundtur. Guiden hed Alex, og var en lille mand med en stor stemme, og meget livlig. Han fortalte meget levende om alt det vi så under rundturen. Vi sluttede af med at synge morgensangen for ham inde i operahuset.
Så var det frokosttid, og vi gik tilbage til The Rocks, hvor vi fik en Wrap/durumrulle, og en sodavand.
Efter frokost var der fri leg til kl. 1415, hvor vi skulle på havnerundfart. Der var mulighed for at se på boder på markedet, der var godt nok meget forskelligt, mange mennesker og smukt vejr.
Der var også mulighed for at se på de mange gadekunstnere, der optrådte på molen.
Havnerundfarten tog en times tid, og vi sad på soldækket og nød udsigten.
Efter havnerundfarten gik vi hjem til vandrehjemmet, der skulle Janne og Torben på bridgewalking, de fleste andre skulle i Operaen. Alle havde en dejlig aften.
Derefter kunne vi gå i seng efter endnu en lang og dejlig dag.
18. februar, Sydney – Blue Mountains
Skrevet af Vibeke og Thomas.
I dag skulle turen gå til Blue Mountains.
Det ville blive en lang køredag, så tidligt efter morgenmaden (i dag også med pandekager pyntet med sirup, banan og en slags vanilecreme), var der afgang.
Lone havde bestilt en stor bus, men det mente det australske bureau vist ikke var nødvendigt til sådan en flok små slanke mennesker som os, så vi kom hinanden ved i en mindre busudgave, hvor der dog var siddeplads til alle.
På vejen fortalte Lone bl.a. om trafik og færdsel og det australske bødesystem.
Også om den stigende interesse for Sydneyerne for at bo ud mod Blue Mountains, hvilket betød, at man havde udbygget motorvejen til 4 spor for at lette trafikken.
Inden vi nåede vores mål, gjorde vi holdt ved Featherdale Wildlife Park, hvor mange dyrearter var repræsenteret.
Rigtig mange forskellige fugle, bl.a. latterfuglen, pelikaner, kasuarer og emuer.
Men det første, der tiltrak vores opmærksomhed, var en lille wallaby, hvor dens unge sad nok så fint og kiggede ud af pungen.
Koalaer havde vi jo set i det fri, bl.a. også wombats i Wildlife Centret på Kangaroo Island, men andre dyr havde vi ikke været heldige at se før.
Her var f.eks ekidnaen, mange slanger, og så var der krokodillen, der lavede en speciel performance for Lone, da den i et hips pips haps åd en fugl, der lige var kommet for tæt på. Vi der kom til lidt senere, nåede kun at se de mange fuglefjer, der dalede ned over krokodillen.
Blue Mountains, hvor de første mennesker kom i 1813, strækker sig over et areal på størrelse med Schweiz.
Ret hurtigt efter opdagelsen begyndte man på det besværlige arbejde med at bygge vej dertil, og i 1868 kom togruten til.
Allerede i 1836 var Charles Darwin her, og han beskrev stedet som unikt.
I år 2000 blev Blue Mountains, som dannedes for 5 mill år siden, udnævnt til verdens kulturarv.
Der er mange fossiler, et unikt dyre- og planteliv, bl a 177 forskellige trætyper, hvoraf de 114 kun findes her.
Den blå tågedis over træer og bjerge kunne vi tydeligt se.
Første stop var i den lille by Leura, hvor vi sneg os ad en ujævn sti til et par udsigtsplatforme, og vi kunne se ud over de mange træer og betagende klippeformationer.
I byen skulle vi også spise frokost, det var gode store portioner lasagne eller laks.
Ved det populære udsigtspunkt Echo Point havde vi fint kig til The Three Sisters, og Lone fortalte to versioner af legender om årsagen til, at de var blevet forstenede.
Ved Cliff Drive i Katoomba skulle vi opleve the Scenic Skyway og Railway.
En flot tur med kabelbane, der havde glas i bunden, hen over træerne i Jamison Valley med udsigt til vandfald.
Derefter en ny kabelbane for de, der ikke ville gå ned ad 1200 trappetrin til regnskoven.
Vores gruppe gik en rundtur gennem skoven og alle så bregnerne med knopperne, der både for maorier og aboriginals symboliserer livets begyndelse.
Vi så de store træer og resterne af en nedlagt kulmine.
Undervejs fik vi en god bonus-oplevelse, da vi mødte en familie, far, mor og 3 børn, hvor de to ældste var I skolealderen.
Familien var på tur i camper rundt i Australien, og de to skolebørn blev undervist via School of the Air.
Vi kunne her få bekræftet, at det vi havde set, da vi besøgte skolen i Alice Springs, fungerede fint også for disse børn.
Vi var nu i bunden af kløften og kunne lade os transportere hurtigt op igen med verdens stejleste kabelbane.
Med bussen gik turen igen ind mod Sydney.
Vi gjorde stop og var lige ude at kigge på det store sportsanlæg fra OL i år 2000.
Ole fortalte, at de Olympiske lege i Sidney havde fået meget ros for at være vel tilrettelagte, og da legene var slut, var man blevet ved med at bruge de mange sportsfaciliteter. Det betød, at byen havde fået overskud ved at afholde legene, til forskel fra mange senere OL andre steder, hvor man endte op med store underskud.
For at spare en god del køretid sejlede vi det sidste stykke vej mod byen.
Der var strid vind ad Parramatta River, men flot syn ind mod store villaer og anden bebyggelse, der ligger helt ud til vandet.
Der var vist mange “million dollar” huse der.
Til aften var der middag lige ved Operahuset, og det er specielt at være der, især nok i dag, hvor fuldmånen skinnede over os.
Vi kunne nyde byens lys i de høje bygninger, et kæmpe krydstogtskib lå i havnen, bare flot.
Der var lunt, og vi fik godt nok noget blæst undervejs, det var om at holde på hat og briller, salat og glas, men det var en lækker steak, vi fik serveret.
Krydstogtskibet sejlede ud af havnen, vi slentrede hjem, og vi kunne sige tak for en lang, men endnu en dejlig dag med masser af nye indtryk og spændende oplevelser at sætte ind på harddisken.
19. februar, Sydney
Skrevet af Janne & Torben
Der var morgenmad kl. 0730, sammen med en masse larmende unge.
Kl. 0830 var der afgang fra hotellet, vi gik via George Street til Sydney Tower Eye, hvor vi først så en film, derefter skulle vi 250 meter oppe i det 309 meter høje tårn. Fantastisk udsigt over hele byen.
Efter besøget i Tower Eye gik vi videre mod Victoria bygningen. Derfra gik vi tilbage til hotellet, for at slappe af, og få styr på dagbog og billeder. Der var mulighed for at se en rundtur omkring Darling Harbour, herunder på den berømte bar ”Slip In”.
Kl. 19 var alle samlet, og vi gik til Sydney Eye, hvor vi skulle spise afskedsmiddag. Turen foregik delvist i støvregn.
Vi skulle spise i en restaurant i 250 meters højde, der drejede rundt med en hastighed på ca. en omgang i timen. Desværre blev udsigten begrænset af støvregn og dis.
Det var en lidt dyr restaurant, tjeneren kunne kun foreslå en rødvin til 129 dollar pr flaske (650,- kr.) til vores mad. Vi bestilte fadøl til 60,- kr. for en pint i stedet, hvilket han blev noget fornærmet over.
Vi fik tapas til forret, meget tapas. Hovedretten skulle have været fisk, men blev i stedet steak med bønner og kartoffelmos. Desserten var mango Musse med bær, smagte rigtig godt. Til sidst kaffe.
Hjemturen var i regnvejr, nogen gik, andre tog en taxa, herligt at nå vandrehjemmet.
En dejlig ferie var ved at være slut.
20. & 21. februar, Sydney – Singapore – Danmark
Skrevet af Janne & Torben
Endelig en dag, hvor vi kunne sove lidt længe, der var først morgenmad 0830. Der blev pakket lidt inden morgenmaden, da vi skulle tjekke ud kl. 1000.
Efter morgenmaden pakkede vi det sidste, tjekkede ud og satte kufferterne og rygsækkene i køkkenet. En del gik en tur over Harbour Bridge via fortovet. Desværre var det gråvejr, og begyndte at småregne.
Lidt i 12 kom bussen, og vi fik pakket alle kufferterne, kom ombord og kørte mod lufthavnen.
Ved Indenrigsterminalen blev Peter og Inge sat af, de skulle blive lidt længere i Australien, og skulle videre mod Brisbane.
Vi fik tjekket kufferterne ind, sagde farvel til Ruth og Ernst, der også skulle blive lidt længere i Australien og besøge familien og venner.
Vi kom gennem udrejsefeltet, alle danskere kunne ikke gøre det selv, men blev trukket til side og tjekket manuelt. Det skete lidt langsommere, men uden problemer.
Kl. 1615 sad vi på vores pladser i flyet, og det kunne lette mod Singapore, 7 timer og 45 minutters flyvning. Der var tid til at spise, se 3 film, og høre en times musik, bare for at holde sig vågen, til turen fra Singapore til København, hvor der skulle soves.
Vi var i transit i Singapore i 3½ time, inden vi kunne flyve videre.
Sikkerheden var i top, 3 eller 4 gange måtte vi vise pas og boardingpas, inden vi var gennem sikkerhedskontrollen og kunne vente på at komme ombord på flyet.
Vi lettede ved 2330 tiden (lokal tid) med kurs mod København
Flyveturen gik uden problemer, de fleste sov eller prøvede på det på det meste af turen, kun afbrudt af vores måltider.
Efter ankomsten til Kastrup samledes vi, og sang morgensang for sidste gang, inde vi fik bagagen og kunne sige farvel til dem, der ikke skulle med bussen mod Jylland.
Da alle havde fået deres bagage, gik vi mod bussen og fik den pakket.
Bussen kørte mod vest, og satte Janne og undertegnede af i Sorø.
En fantastisk tur var til ende.