Chile, Argentina & Brasilien Tur 1 - 2019

7. & 8. Februar, Rejsen til Santiago De Chile

Skrevet af Marianne Kyed 

Fra regnvåde Billund til Sydamerikas Paris.

Det var koldt og vådt, da den eksklusive gruppe på 15 deltagere og Steen mødtes i Billund Lufthavn torsdag eftermiddag. Vi fik hurtigt afleveret bagagen og kunne nyde kaffen og snakken til vi skulle flyve kl.18.40.
Desværre blev maskinen lidt forsinket, så vi måtte småløbe gennem lufthavnen i Amsterdam for at nå flyet til Santiago De Chile. Alle klarede turen og snart kunne vi slappe af med et glas vin og en gang ok flymad. Nu var det bare at sætte blikket på uendeligt og få de 18 timers flyvning overstået. Der blev sovet, læst og spillet på skærmene og lige pludselig, var der morgenmad.
Efter et par timers stop i Buenos Aires, for tankning og rengøring i flyet snuppede vi de sidste par timer i luften. Det blev en meget flot tur over Andesbjergene, hvor vi kunne se nogle af de steder, vi skal køre på søndag. Landing og bagageudlevering forløb glat og ved middagstid, var gruppen klar til at møde Martin og lokalguiden. 

Vi startede med en fin fiske-frokost hos Augusto = Donde Augusto, så vi fik energi til den 3 timer lange travetur rundt i byen. Det var en god ide at komme ud at gå, for trætheden sad i kroppen. Vi så mange meget imponerende bygninger og flotte pladser og guiden fortalte levende om den politiske udvikling og byens historie. Her kom Martin på arbejde som oversætter, og han demonstrerede også en stor historisk viden. 
Turen sluttede på et udsigtspunkt tæt på hotellet, så vi fik et overblik. Nu var det rart med en lille pause på langs og et bad før aftensmaden, men da havde vi også gået 8-9 km.

Der var en god stemning til aftensmåltidet, så det lover godt for de kommende uger. Men selskabet trak sig hurtigt tilbage efter en lang dag – og en endnu længere nat.
Der soves nok allerede.

Godnat og TAK for en spændende dag i en varm by (vi havde 34 grader).

9. Februar, Santiago De Chile

Skrevet af Bent Skibsted 

I dag skal vi ud at cykle i Santiago. Afgang fra hotellet kl. 08.15.
Vi skulle hen til Bicictleta Verde (de grønne cykler). Det tog sin tid inden alle havde fåret deres cykler m.m. Men afsted kom vi. 

Guiden fortalte historien om de 2 bydele omkring floden.
Vi kørte rundt i bydelen Bella Vista og så bl.a. Pablo Nerudas hus, et hus med mange døre og mange tilbygninger.
Der var i bydelen også mange gavlmalerier – de første stammer fra begyndelse af 70’erne under militærdiktaturet, hvor kunsten var i mod Pinochet.

Derefter var det byens store marked vi besøgte. Markedet har utallige boder med bl.a. grønt og kødvarer og der er her salget til byen foregår. Der var et mylder af mennesker så man skulle virkeligt passe godt på sine ting.
Efter det store marked besøgte vi fiskemarkedet.
Og efter ca. 3 timers cykling var vi tilbage ved stedet for cykeludleveringen.

Frokosten fik vi på Castillo Forestal.

Efter frokosten kørte vi ud af byen til stedet Las Majadas, hvor vi fik udleveret cykler til 9 km tur ned af bakke: Temparaturen havde nu sneget op til 37 graders varme.
Vi havde en meget vidende guide fra Canada: Hun fortalte bl.a. om opdagelse af carmere vindruen som oprindelig stammede fra Frankrig. Den dyrkes næsten udelukkende i Chile. Vindyrkningen i Chile kan reguleres da de kunstvander vinstokkene og ikke er udsat for vejrmæssigt katastofer m.m.

Vi besøgte derefter en mindre vingård, der er startet op af en franskmand William Fevre for godt 25 år siden.
Chilensk vin forsøger at komme væk fra imaget om at de producerer “billigvin”. Der eksperimenteres meget for at forbedre det.
Så var det vinsmagnings tid. Vi smagte 1 hvidvin og 3 røde vinde fra William Frevres vingård. Det var en hyggelig afslutning på en travl eftermiddag. 

Tilbage på hotellet var der kun lidt tid inden afgang til restaurant Quitral hvor menuen var alt godt fra havet. Det smagte godt. 

Godt trætte efter en lang dag gik vi tilbage til hotellet gennem et mylder af mennesker der var ude og nyde en dejlig lun lørdag aften i Santiago de Chile.

10. Februar, Andesbjergene – Uspallata

Skrevet af Nini Grove Hermansen  

Fra Chiles hovedstad over Andesbjergene til Argentina.

Efter et dejligt og varieret morgenmåltid var vi klar til at pakke vores lille bus med afgang fra hotellet kl. 8.00.
Vi havde 2 chauffører, det kræves der, når vi skal køre mere end 200 km, samt en lokalguide.

Undervejs mod øst fortalte Steen om Chiles historie, vinens betydning for landet, sociale forhold, familier, børn og uddannelse. Herefter hørte vi Martins fortælling om en opvækst i Argentina som 3. generationsindvandrer. Efter skolegang i Argentina kom han på gymnastikhøjskole i Viborg, tog en livredderprøve fik job i Frederiksberg Svømmehal. Senere blev han industridesigner ved LEGO. Martin har levet sit voksne liv i Argentina, men ofte været i Danmark.

Efter 1 times kørsel nærmede vi os Andesbjergene med deres store fantastiske farvespil, hvidt, gråt, brunt, rødt og grønt. Da vi kørte på en søndag, var der heldigvis meget begrænset trafik af store lastbiler. Inden vi nåede toppen, kørte vi gennem 29 hårnålesving og lavede et pitstop ved nr. 18, så der var lejlighed til at tage foto.
Vejen er den eneste forbindelse mellem Chile og Argentina midt i Sydamerika. Der har også været en togbane fra 1910 til 1982, ærgerligt at der ikke længere er denne mulighed. På grænsen mellem Chile og Argentina er der en 3 km lang tunnel, og midtvejs ses grænsemarkeringen. En vinter har der været så meget sne, at vejen har været lukket i 40 dage!

Vi skulle nu igennem grænsekontrollen ind til Argentina. Al vor bagage blev scannet, og vi skulle alle ud af bussen med vor håndbagage.

Herefter var det tid til at besøge Pargue Provincial, Aconcagua nationalpark, et fantastisk sted med udsigt til Sydamerikas højeste punkt. Vi kom hurtigt afsted på en flot vandretur i ca 3000 meters højde, hvor vi kunne se til toppen næsten 7 km oppe. I starten i helt klart vejr. Her så vi adskillige condorer. Det blæste dog op, så det nærmest var sandflugt.

Efter 5 minutters kørsel var vi ved Puente de Inga, hvor der tidligere har ligget et flot kurhotel, som Martin som barn har besøgt med sine forældre. En lavine har ødelagt stedet, men det lille kapel stod urørt.

Efter endnu en times kørsel var vi fremme ved vores hotel i den lille by Uspallata. Vi havde da kørt 250 km.

Aftensmaden blev indtaget på El Rancho, 3 minutters gang fra vores hotel.

11. Februar, Uspallata – Mendoza

Skrevet af Lone Sørnsen 

Vi tjekker ud fra vort lille, hyggelige hotel – Los Condores, med lidt mindre morgenbuffet end tidligere, men efter det måltid, der blev serveret på El Rancho i går aftes, kan vi godt nøjes med lidt mindre.
De fleste af os sluttede i går af på el Tibet – tror jeg nok, den hedder, en lille café, hvor vi fik en drink at sove på, de fleste med Mojito, enkelte skulle dog prøve Martins Fernet Branca med cola, og dermed begiver os hertil morgen af sted mod Mendoza – Argentinas største og mest betydningsfulde vindistrikt.

Vi startede med morgensang i bussen.

Første stop på turen er ved en sø – Lago Potrerillos, der leverer 60% el til Mendoza.
Den er p.t. fyldt 80% op. Digerne omkring blev etableret i 2001 for at give plads til vandet, hvorfor en lille by måtte flyttes højere op.

Efter et kort stop fortsætter turen til første vingård, hvor Malbec-druen er fremherskende.
Gården hedder Finca Decero og ligger i distriktet Lujan De Cuyo.
Navnet Decero betyder, at de er startet fra nulpunktet i år 2000 af en schweizisk industrimagnat.
Argentina er verdens bedste sted til den oprindeligt franske Malbec-drue, der ikke havde de samme gode betingelser i Frankrig (for fugtigt).
Malbec betyder egentlig dårlig smag. I Mendoza regner det kun 200 mm om året.
Man startede vinproduktionen i Mendoza for 160 år siden.

Selve besøget på det 210 ha store Decero startede med vinsmagning uden for i bidende kulde, så tænderne klaprede i munden på mig.
Vinsmagningen fortsatte til fods ude og inde. Vi fik smagt nogle dejlige vine.
98% af produktionen går til eksport.
Drueplukningen sker manuelt.
Der er 33 ansatte hele året – i høsttiden er der mere end 100.
For at komme ind på det amerikanske marked lavede man en Malbec-vin The Owl & The Dust Devil.

Efter at have smagt på druerne i vinmarken (fantastisk smagfulde) gik turen videre til næste vingård.

I begyndelsen drak argentinerne ca. 90 liter vin/person pr år (det blev drukket både middag og aften), men pga konkurrenter som øl, cola og vand gik forbruget ned til 19 l/person pr år.

Næste vinbesøg var hos Susana Balbo, Argentinas første kvindelige vinkyper.
Hun startede produktionen på dette sted i 1999. Hendes 2 børn arbejder også i firmaet.
Her går 98% af produktionen ligeledestil eksport.
Gården her er på 18 ha, derudover får de vin tilført fra en gård længere sydpå. Desuden opkøber de druer fra andre vinavlere.
Der arbejdes meget med at udvikle nye teknikker til gæringsprocessen.

Et spændende sted, hvor vi skulle spise frokost samtidig med vinsmagning.
Vi spiste i deres restaurant Crios (børn), en vin med 3 hænder på: hendes samt hendes to børns.
Efter en dejlig 3-retters menu – turens suverænt bedste måltid fortsætter turen til Mendoza by, hvor vi tager på en byrundtur.

I bussen fortæller Martin om “hans” MA-te.
Planten gror i den nordlige provins af Argentina.
Dens blade findeles og tørres, duftprøver blev rundsendt.
Kogende 80 gr varmt vand tilsættes, og der fremkommer en grødet masse, som så står i kruset, hvorpå det suges op med en speciel ma-te ske/sugerør.
Det havde en stærk, besk smag, som ikke lige skylles væk med vand – iflg. Poul, for jeg smagte det ikke.

Mendoza by ligger langs den vej, der strækker sig fra det nordlige Argentina til Ildlandet.
Byen blev etableret i 1561 som hvile/opholdssted på vej fra Buenos Aires til Santiago de Chile.
Der er ca. 5 mill. træer i Mendoza, doneret fra hele verden.
Der er et fremragende kanalsystem, hvis princip går helt tilbage til indianernes tid, der sikrer træernes overlevelse med vand fra Andesbjergene, ligeledes vinproduktionen i området.

Vi gjorde nogle få stop, bl.a. ved Ruinos Jesuiticas de San Francisco, der blev ødelagt ved et jordskælv i 1866 (tror jeg nok).
Ud af byens 12000 indbyggere døde 4000.
Sidste store jordskælv var i 1985, men der er mindre rystelser hver dag, der ikke mærkes.
Byen iflg. vor guide er i dag en meget rolig by.
Byen er omgivet af 2 store parker, hvor vi kørte lidt rundt i den største San Martin på 500 ha.

Fremme ved vort hotel NH Cordillera midt på eftermiddagen.

Der tages forbehold for erindringsforskydelser på en meget kold dag. 

12. FebrUAR, Mendoza – Ushuaia

Skrevet af Hanne Ravn 

Vækning kl. 5.15. Jeg oplever at der nu er vand i byrenderne.
Det 16 grader i den morgenstille Mendoza.
Tidlig morgenmad
 

Kl. 6.45 Afgang fra hotellet.
Morgensang/Martins fortælling og oplevelser med falklandskrigen

Kl. 9.45 farvel til Mendoza, med sol på bjergene, fra lufthavn nr. 5. Ankomst 10.45 til Cordona – Lufthavn nr. 6.

Vi ser de grønne cirkelrunde marker med soya afgrøder.
Sandwich både med ost/og uden indkøbes i lufthavnen og nydes.

Kl. 12.30 afgang mod Ushuaia – Lufthavn nr. 7.

Ankomst kl. 16.30. Frisk vind/sol/skyer/regndråber/10 grader. 

De 1000 m høje bjerge med snetoppe og tydelig trægrænse ved 700 m.
Der er udsigt til gletcher bag hotellet.
Hotel Ushuaia: Stort rustikt hotel med stort værelse og hvilken udsigt over byen samt de meget stejle gader med Beagle kanalen som bagkulisse, så smukt!

19.30 afgang mod Restaurant Kuar.
Spisested 10 meter fra havet, så oplevelsen af bølgeskulp omkring fødderne er nær, mens vi spiser den protein rige mad, uden grøntsags tilbehør…

God nat efter en transport dag

13. Februar, Beagle Canal

Skrevet af Inga Kjærgaard 

Vi vågnede op til en skøn klar morgen – temperaturen var 10 grader.

I går nåede vi til byen Ushuaia – den sydligste by på kontinentet med et indbyggertal på ca 80.000 indbyggere.
En mindre chilensk by inden for en kort radius mener dog de har krav på titlen – men det er en lille by med ca 2.000 indbyggere der har tilknytning til marinen hvorfor de ikke kommer i betragtning.

Byen Ushuaia deles af Beagle Canalen – som er opkaldt af Charles Darvin – der forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og er samtidig en international grænse mellem Chile og Argentina.
Bent fortalte os i øvrigt, at byen er beliggende på den 54 sydlige breddegrad – til sammenligning ligger Danmark (den sydelige del) på 54 nordlige breddegrad -så vi er kommet langt hjemme fra.

Efter morgenmad forlod vi hotelværelserne i rodet tilstand for i dag skulle kufferterne ikke pakkes og medbringes – værelserne var bragt fin i orden da vi vendte tilbage sidst på eftermiddagen.

Bussen fragtede os ned til havnen hvor vi gik ombord på en catamaranbåd for at sejle ud på en fantastik oplevelsestur.
Vi oplevede en stor koloni af skaver, pelssæler og søløver og en lille albatros.
Vi sejlede forbi det sydligste fyrtårn, som dog ikke mere er i brug.
Desværre så vi ingen hvaler.
Men stor var begejstringen da vi nåede ud til øerne med kolonier af pingviner og fik dem set på tæt hold.
Der var ca 6.000 pingviner – 2 kongepingviner (vi så den ene) samt 60 gulfodede pingviner.
Efter alle havde fået taget dusinvis af billeder vendte båden og hjemturen startede.

Vi indtog vores frokost i form af en udleveret madpakke og så tror jeg de fleste nød hjemturen i solen på øverste dæk – blev helt i forårshumør.
Da båden ankom til havnen ca 14.30 havde vi resten af eftermiddagen til fri dispostion og fandt selv ud af at komme tilbage til hotellet

Så endnu en dejlig dag med gode oplevelser er gået – aftensmaden bliver sædvanen tro en fin oplevelse.
Og så må vi konstatere at vi nu allerede har brugt en uge af rejsen.

14. Februar, Tierra Del Fuego National Park

Skrevet af Ulla Og Ib Glibstrup

Dagens morgenmad, som består af sukker kager, hvidt brød med sukker og andet sødt, en rigtig Argentinsk morgenmad.

Idag gik turen til Tierra del Fuego National park.
Vi forlod vores hotel kl 9.00 i solskin, vi blev modtaget af vores guide Valentino. 

Efter 30 min kørsel nåede vi National parken.

Valentino fortalte, at Ildlandet er på størrelse med Irland, og er den sydligste del af Argentina, det ligger 100 km fra Cape Horn, som er den sidste landfaste del inden Antarktis.

National parken Tierra del Fuego er på 68000 Ha, og må kun betrædes på 5%. Der er 2 store søer, en gul orkide art, 1 træsort, der minder om vores bøg.

Vi kom forbi en gruppe døde træer. Dette skyldes bæveren, der blev importeret fra Canada i 1940’erne, da man ville forsøge sig med pelsavl.
Dette forsøg mislykkedes grundet andet klima. De 25 udsatte par er blevet til 150000 i dag.

Vi så kun få fugle, grundet mangel på insekter, dog så vi en Argentinsk Spætte på 45 cm.

Vi nåede også til det sydligste postkontor, hvor dem der ville, fik et stempel i passet for 100 pesos, og en time i kø.
Men så oplevede vi også en postmedarbejder med det største ego i verden.
Han havde endda billeder med sig selv, hvor han udråbte sig til President af det sydligste postkontor.

Vi vandrede videre i det kuperede terræn, og kom til det sydøstligste sted i Argentina.
Dernæst var det tid til frokost ved søen, til vores frokost fik vi rødvin og der blev skålet i champagne, det er jo valentins dag.

Så gik vi videre langs søens bred, vi havde følgeskab af falke og en sorthalset svane.
Vi blev samlet op af bussen igen, og grundet regnvejret, duggede ruderne, så et lille ordspil.
“Her er ingen rødternede duge, men duggede ruder.

15. Februar, Ushuaia – El Calafate

Skrevet af Grethe Møller 

Så er vi allerede nået til dag 9, og forlader nu Ushuaia og det sydligste Amerika efter endnu nogle oplevelsesrige dage.
Morgenmad og afgang fra hotellet til lufthavnen kl. 9.00. Tjek ind og herefter flyafgang kl. 10.55 mod Calafata med ankomst ved 12 tiden.

Programmet var blevet ændret.
Fredag den 15. er blevet byttet om med søndag den 17, da Steen havde fået noget betændelse ved det ene øje, som lige skulle kontrolleres.

Lufthavnen lå ca 20 km udenfor byen, i midten af ingenting!!!
En nyere lufthavn. Den gamle lå tidligere i udkanten af byen. De gamle lufthavnsbygninger er i dag rutebilstation m.m.
De gamle startbaner er byens tilkørselsvej og hovedvej.

Vi blev kørt direkte til vores hotel Hosteria Posta del Sur. Blev tjekket ind, hurtig skift af sko og af med de lange bukser, da der her var ca 25 graders varme!!!!

Hurtigt videre ind i byen, hvor der var bestilt mad på MAKO premium Bar (Pizzaria). Klokken nærmede sig nu to, så vi var lidt sultne. Der var ingen servering i flyet!
Vi fik pizza ad libitum! Og pandekage til dessert.

Martin og Steen var taget af sted til lægen og vi kunne nyde byen et par timer.
Der var festival i byen, så der var mange turister og flere gader var spærret for trafik.

Byen har ca 37.000 indbyggere og der bygges stadig.
Befolkningen lever for det meste af turisme, og der er mange restauranter og souvenirbutikker i byen.
Her er flot natur og Lago de Argentina er tæt på med bjergene og tilstødende søer.

Kl 16.00 skulle vi igen mødes ved bussen. Vi skulle ud på en gård høre lidt om argentinsk landbrug, og spise aftensmad på Nibepo Aike Estancia.

Gården hed Hacienda Aike Estancia, og lå ca. 85 km, svarende til ca 1,5 times kørsel fra El Calafate.
Køreturen blev på godt 2 timer, da den største del af vejen var på hullet grusvej!!!!
Vi blev “rystet” godt sammen og fik næsten tinitus p.g.af en pibende alarm, som chaufføren ikke viste hvad betød!
Rystende og larmende bil midt ude på pampaen, og vi skulle jo gerne hjem igen, men først når det var blevet mørkt.
Chaufføren havde fortalt at der ikke var signal til tlf. på vejene derude!!!!

Vi ankom derud ved 18.00 tiden og blev mødt af Anna som bestyrede stedet. Vi fik serveret kaffe og fik lidt information om stedet.
Vi var ude at se hestene, som vi kunne få en ridetur på og hvis ikke var planen en gåtur ned til søen. Ingen ønskede en ridetur med de flotte heste og to flotte gauchoer (ryttere).
Vi fik info om buske, træer, de omkringliggende bjerge, og om deres dyrehold.
De havde køer og kalve, som gik løse. Nogle får, men ikke så mange, som de havde haft, da det ikke var rentabelt.
Fortælling om søen og diverse oversvømmelser, som de havde haft p.g.a sne og smeltevand fra gletsjerne.
Alt gårdens jord ligger i Nationalparken, og alt græs var natur og blev ikke dyrket.
Køerne gik åbenbart ude det meste af året. Om sommeren op ad bjerget og om vinteren længst nede.
Familien dyrkede også diverse grønsager til eget forbrug. Nærmeste by var Calafata ca. 75 km, og andre byer ca 300 km væk.
Vi så gauchoerne give en kort opvisning på heste. Den ene af dem viste, hvordan man klippede et får.

Anna fortalte om gården og familiens historie.
Den var startet i 1912 af en kroatisk invandrer. Han traf en slovakisk pige som han blev gift med i 1924.
De drev stedet og fik 3 døtre Nini, Bebe og Porota.
Gården startede med 18.000 ha. Efter oprettelsen af Nationalparken i 1937 havde de 12.000 ha. tilbage.
Faren blev syg og døde i 1938. Moren fortsatte driften af gården sammen med børnene.
Parote blev gift og fik 4 børn, hvoraf den ene, en søn, i dag ejer gården. Han bor i byen og er i dag over 80 år.
Anna er ansat som bestyrer på gården, og mener at hun er den eneste som altid arbejder!

Afsluttede med spisning kl 20.30 Menu grillet lam med salat og budding til dessert.

Afgang kl. ca. 22.10 og retur af den samme hullede grusvej. Chaufføren havde stoppet alarmen, så der var håb om at komme godt hjem.
En lan tur med langsom forsigtig kørsel.

Hjemme efter en god, lang og spændende dag kl. ca. 00.30.

16. Februar, Los Glaciares National Park

Skrevet af Rita og Palle Thomsen 

Det var en meget kort søvn, vi fik. Vi kom sent hjem fra farmen, og så var vi nogle stykker, som kunne høre musikken fra byens festival. Musikken sluttede omkring kl 1, så der var ikke længe til vækkeuret ringede. 

Der var afgang fra hotellet kl 7.15.
Det var en stor og flot bus, som vi skulle med. 
Steen og Martin måtte diskutere lidt med lokalguiden, inden vi fik lov at gå ind i bussen.
Det var en turbus, vi skulle med, så vi skulle rundt i byen for at samle andre passagerer op.
Det tog 1 time. Køreturen ud til den havn, som vi skulle sejle ud fra på vores tur i dag, tog 45 minutter.

Da vi kom til havnen, blæste det meget kraftigt. Der var skumsprøjt hen over molen.
Martin skyndte sig til billetlugen, så vi kunne komme hurtigt om bord.
Vi skulle op på øverste dæk og have fat i nogle gode pladser.
Vi skulle have de samme pladser under hele sejladsen.
Det viste sig, at der var reserveret plads til os. Det var gode pladser helt henne i front.

Da vi sejlede ud, var der rigtig megen søgang.
Det blev heldigvis bedre, da vi kom længere frem.
Der var så meget søgang, at vinduerne på vores dæk blev vaskede op til flere gange.

Det tog ca. 1,5 time inden vi nåede frem til den første gletsjer – Spegazzini.
Skipper sejlede rimelig tæt på gletsjeren. Han måtte ikke komme tættere på en 300 m.
Han sørgede for at sejle rundt, så alle fik mulighed for at se og få taget nogle gode billeder. D
et var et fantastisk syn. De bedste billeder fik man udenfor, og det foregik i blæst og regn.
Gletsjeren kælvede 3 gange, mens vi var der.

Det var også muligt at stå inde hos skipper.
Der var det dejligt varmt, så det var populært. 

Næste stop var ved en lille ø, hvor vi i grupper kunne komme med på en lille gåtur.
Vi fik fortalt om, hvad der voksede på stedet.
Ligeledes fik vi fortalt, at Naturparken havde gang i et 8-årigt projekt med at minimere bestanden af vilde kreaturer, fordi de åd alle de nye træer og planter, så der kom ingen ny vækst. Kreaturerne blev indfanget levende og fragtet derfra.
Der var en skurvogn på stedet, hvor der boede 2 personer, som skulle indfange dyrene. 
De havde ind til videre boet på øen i 2 år.
Der var omkring 4000 kreaturer, og de indfangede 200 om året, så det var noget af en opgave. 

Vi fortsatte mod den næste gletsjer – Upsala.
Den kunne vi ikke komme tæt på. Der var 2 km ind til foden af gletsjeren, der fra hvor båden stoppede.
Det var af sikkerhedsmæssige hensyn, at vi ikke måtte komme tættere på.
Denne gletsjer var også rigtig flot. Der var rigtig mange store og flotte isbjerge i vandet.
Skipper sejlede rundt imellem dem. Farverne er helt ubeskrivelige. Så mange forskellige nuancer.

Nu var der en længere sejltur, inde vi nåede frem til den 3. og sidste gletsjer, så vi fik serveret frokost, som blev nydt sammen med en øl eller andet.
Solen tillod sig at kikke lidt frem, så det blev nydt i fulde drag, men da båden ændrede lidt kurs, ændrede temperaturen sig også.

Vi nåede frem til Perito Moreno.
Den gletsjer, som ikke bliver mindre. Den producerer nok is til at bibeholde sin størrelse.
Der var ingen is i vandet, men det kan være, at vi ser, at den kælver i morgen, hvor vi skal se gletsjeren fra land, når vi skal på gåtur på de balkoner, der er lavet.
Gletsjeren var enorm flot. Der var mange sprækker, som var meget klare blå. Hvor er naturen forunderlig.

Så gik turen hjemad. Vi var retur i havnen kl 17.00. Det var en sejltur på 8 timer.

Vi var tilbage på hotellet kl 18.15, så der var lidt tid inden spisning på hotellet kl. 19.30.
Der var lovet kraftig regnvejr til aften, og det startede under spisningen.
Det larmede noget på bliktaget.
Selv om vejret ikke viste sig fra sin bedste side, så blev det en fantastisk dag med mange indtryk.

17. Februar, El Calafate – Buenos Aires

Skrevet af Ole Rokkjær  

Op kl. 6:00 den sædvanlige enkle morgenmad 

Kl. 7:00 startede vi med bus til Los Glaciares National Park, hvor vi skulle se Gletcheren Patreto Moreno, den er ca. 260 km2 stor og ca. 75 m høj. 

Køreturen derud var en blandet fornøjelse, da ruderne duggede.
 Chaufføren havde ikke begreb om varme og ventilations systemet, han tørrede selv den duggede forrude af med en klud, for at kunne se ud, sideruderne var også duggede.
Det havde nok været en flot tur, hvis vi kunne ha’ set noget. 

Synet af gletchen var fantastisk. 

Kl. 9:00 gik vi tur på balkonerne, en sti lavet af elefantriste på pæle med rækværk.
Et meget flot stykke arbejde, vi gik på den over 6 km, og vi var ikke hele vejen rundt. Det var en sikker rundfart. 

Vi så isen kælve flere steder med store brag og efterfølgende søgang. 

Kl. 13:00 gik turen med bus til lufthavnen.

Vi spiste madpakken i bussen, det absolut bedste indtil nu. 

Kl. 14:45 tjekkede gnidningsfrit ind.

Kl.  15:55 flyafgang vi kom først afsted kl. 16:20 og landede 3 timer efter i Buenos Aires. 

Vi fik lidt by historie på vej til hotellet.

Kl. 21:00 afgang til restauranten, valgfri 3 retters menu med selvbetalte alkoholiske drikkevarer.

Turen tilbage til hotellet langs havnefronten, smukt. 

Kl. 23:30 i seng. 

18. Februar, Buenos Aires

Skrevet af Marianne Kyed. 

Efter en lang rejsedag fik vi lov til at sove længe og havde god tid til at nyde morgenmaden på 11. etage, med en flot udsigt over byen.
Lidt over 9.00 kom Pablo, vores argentinske lokalguide og 9.30 startede byrundturen til fods.

Martin var med Steen hos lægen, så vi klarede os selv. Pablo talte tysk så Svend og jeg oversatte.

Vi gik ad de flotte boulevarder med fransk inspirerede bygninger mod Plaza de Mayo.
På vejen så vi mindeplader for forsvundne studenter ud for en skole og senere var det plader for forsvundne medarbejdere i Nationalbanken.
Vi stoppede i Parque Peron, en mindepark for Juan Domingo Peron, som var præsident i 3 perioder. I den første sammen med Evita Peron, som var meget populær.

På Plaza de Mayo fortalte Pablo om Casa Rosado, som har været fort, toldbygning og nu præsidentpalads.
Vi fik også Argentinas historie om spansk besættelse, engelsk invasion i 1806 og 1807 uden større succes og endelig selvstændigheden fra 1810.
Pladsen er hjemsted for mange demonstrationer. Den mest kendte er nok mødrenes og bedstemødrenes tavse gang om frihedsmonumentet hver torsdag, til minde om de forsvundne børn.

Vi så også det gamle rådhus, før vi gik ind i katedralen. Det passede lige med vagtskifte kl. 11.00.
Her passes der godt på de jordiske rester af José San Martin, den berømte befrier af Argentina, Peru og Chile.
Kirken er overdådigt pyntet med guld og sølv, fragtet hertil fra Lima.
Den står i skærende kontrast til San Telmo Kirken, som vi så senere. Det er en helt enkel frasiskanerkirke, bygget før katedralen.
På vejen til vores frokoststed, gik vi ad den ældste gade og så det smalleste hus i byen.
På Plaza Doredo kunne vi studere tango, som er et symbol på de forskellige folkeslag, der lever i Argentina.
Dansen er især populær hos folk på vores alder, men nogle unge dyrker den også.

Frokosten blev indtaget på en lokal restaurant med utrolig mange ting på væggene.
Her var nostalgi for alle pengene, hyggelig betjening og ok mad.

Derfra gik turen til den danske kirke, hvor vi blev godt modtaget, på dansk af en sød ældre dame, som aldrig havde været i Danmark.
Hun fortalte om kirken, der er fra 1931. Den er bygget for at have et samlingssted, hvor man kan dyrke det danske sprog samtidig med det religiøse.
Der er et righoldigt bibliotek med ny og ældre litteratur.
Hanne foreslog, at vi sang “Den signede dag med fryd vi ser” og straks blev organisten og bibliotekaren tilkaldt, så det lød helt godt.
Det var som at dumpe ind i en tidslomme, og imponerende så godt de ældre damer talte dansk.

Nu gik turen hjem til hotellet og en velfortjent pause efter ca 7 km rundtur i bydelen.

Kl. 18.00 blev vi hentet af en lille bus og kørte ud i aftentrafikken.
 Folk stod i lange køer for at komme med bussen og bilerne sneglede sig af sted.
Der er ca 3 millioner, der pendler ind og ud af Buenos Aires hver dag, så det skal give kaos.
På vej ud af byen kom vi forbi nye højhuse og slumkvarteret ved lufthavnen. 
Kontrasterne mødes!
Efter en god times kørsel var vi fremme hos den argentinske familie, som skulle lære os at lave empanadas (pirokker) mm.

Det blev en hyggelig aften med god mad og vin i haven, mens flyvemaskinerne landede og lettede over vores hoveder.
Vi blev klogere på både grillmad, krydderier og dessert med ost og sødt = queso y dulce.
Snakken gik livligt på flere sprog, da familien havde været i Danmark i sommer.
Ca 22.30 gik det hjemad igen – noget hurtigere end udturen.
Endnu en god dag er slut, med en dagstemperatur på 31 grader.

19. februar, Tigre Deltaet

Skrevet af Svend Ravn.

Dagen startede med afgang i bus til Riguletta kirkegård.
Turen derud gik igennem bymidte og videre gennem flotte parker.
Der er store kontraster mellem rige og fattige kvarterer. 

Først besøg i en af de ældste kirker i Buenos Aires , som var et munkekloster i starten.
Ved siden af kirken ligger selve kirkegården i den oprindelige klosterhave.
En noget anderledes kirkegård indrettet næsten som en lille by med gader.
Hver enkel familie har deres eget gravsted, som er et lille kapel, hvor der er plads til mange kister, der er anbragt både oven over og neden under jorden på hylder.
Kisterne består af en trækiste yders og med en hermetisk lukket metalkiste indeni. Flere af gravstederne var i en meget dårlig stand.
Ifølge Argentinsk lov skal begravelsen finde sted senest 24 timer efter døden er indtruffen.
Kirkegården er for de rigeste og vi fik set Evita`s gravsted.
Udenfor kirkegården står et kæmpe gummitræ ca. 250 år gammel.

Derefter lille bustur til Tiger Delta, der er kæmpe delta hvor Laplata floden løber ud i Atlanterhavet.
Der var en kort pause inden vi steg på en tourbåd, som vi havde helt for os selv.
Turen gik rundt i de mindre grene af deltaet, hvor vi så hvordan husene lå på stribe med adgang til vandet.
Alt transport foregår i båd. 
Det vil sige at bageren, købmanden, posten og mange andre er nød til at sejle rundt.
Efter ca. 1 times sejltur lagde vi til ved Martha´s hus.

Martha stod klar til tage imod os, der var pyntet op med både det Argentinske og Danske flag og efter en tur rund på grunden og et kig ind i de gamle stuer, var det tid til at sætte sig til bords og spise lækker salat og kylling, samt dessert.
Nogle fik sig en lille “morfar” før kaffen.
Derefter var det tid til gruppebillede , inden vi tog afsked med Martha.
Dejlig at være på besøg og mærke roen på stedet, det føltes som man var i en anden tidslomme (virkelig god oplevelse).
En lille tur i en lille båd, inden vi skiftede over til en mere hurtiggående båd, som vi sejlede med den sidste del af turen ind til de gamle Doks i Buenos Aires havn.

På gåben gik turen hjem til hotellet, langs dokkerne der er gravet ud og opgravningerne er brugt til at lave land til pakhuse mv.
Dokkerne blev dog aldrig den helt store succes, da skibene hurtig blev for store til at sejle ind.
Dokkerne har ligget ubrugt hen i mange år, men nu er der kommet restauranter og kontorer i de gamle pakhuse, samt der er bygget nye højhuse langs kajerne.

Vi gik over kvinders bro, som er meget skulpturel.

Efter et par timers hvil på hotellet samledes vi i forhallen og gik derfra til tangoshow.
Vi ankom i god tid og fik lov at vente i sal hvor der var en herre der tilbød kort undervisning i tango (kun Annemette tog imod tilbuddet) inden vi gik gennem de flotte sale til kælderen for at spise en lækker 3 retters menu med vin.

Kl. 22.00 startede et fantastisk show, med 6 mands orkester, 2 sangere og 6 tangodansere.
Tempoet var fra start til slut forrygende, både orkester og dansere virkede meget professionelle.
Senere kom der 3 musiker der spillede på guitar og panfløjte, en gauchour der junglerede med 2 snore hvorpår der var bundet sten i enden.
Vi fik to timer med virkelig flot folklore underholdning.

Efter en lille gåtur til hotellet, kunne vi gå til ro efter endnu en oplevelsesrig dag.

20. februar, Buenos Aires – Iguazu

Skrevet af Nini Grove Hermansen

Det var dagen, hvor vi havde mulighed for at sove lidt længe, da vi først skulle mødes kl. 9.30, efter det meget flotte tangoshow aftenen i forvejen. 

Bussen kom en halv time for sent, selv om både Steen, Martin og vores lokalguide Pablo hang i telefonerne.

Vi kørte først mod La Boca kvarteret, der er mest kendt for storklubben i fodbold, Boca Juniors.
Verdenskendt fodboldklub og en af Argentinas og Sydamerikas mest vindende klubber.
Her har Maradona og Messi spillet.
Maradona er en helt i området, hvor vi så mange billeder og store figurer af ham i papmache.
Vi havde desværre ikke mulighed for at komme ind på stadionet, der kan rumme 45.000 tilskuere.

Hele området er Buenos Aires kunstnerkvarter, fyldt med farver.
Alle husene har flotte kulører, fra starten malet med rester af maling fra skibene i havnen.

Vi fil 40 minutter til shopping i de mange turistboder.

Herefter kørte vi mod lufthavnen ad den meget brede 9. Juli-Avenuen.
Det er aldrig til at vide, hvor land tid det tager at køre gennem centrum, men i dag var vi heldige at nå lufthavnen i god tid til indtjekning.
Vi skulle flyve kl. 14.00 og turen tog kun 1 time og 40 minutter.

I lufthavnen i Iguazu blev vi mødt af vores lokalguide Karla, og vi kørte direkte til vort skønne hotel midt i junglen.
Vi blev indkvarteret i store dejlige hytter, og der gik ikke lang tid, før vi alle mødtes i poolen.

Kl. 19.30 mødtes vi på hotellet til en 3 retters menu efter eget valg.
Endnu en dejlig dag var slut.

 

21. februar, Iguazu

Skrevet af af Marianne Kyed

 

Så nåede vi endelig papaja-land! og dagen startede med et lækkert morgenbord med frisk frugt – især papaja og papaja-juice. 7:45 var alle klar til dagens oplevelser med Carla som en sød og vidende lokalguide. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi sang morgensang på vejen. Der blev også tid til et lille landbrugsforedrag om soyabønnerne, som står godt i år. Carla fortalte, at der er masser af vand i vandfaldene – i går var der 1500 kubikmeter i sekundet !! Antallet af vandfald veksler alt efter vandmængden. Lidt over 8 var vi fremme ved Parque National Iguazu, som oprindeligt blev anlagt for at folk kunne komme ud og se de smukke vandfald. I dag satser man mere på biodiversitet og bevarelse af de mange endemiske arter af både dyr og planter. Det er et af de mest artsrige områder i Sydamerika.

Kl. 9:00 tog vi det lille tog ud til Djævlens gab – det største vandfald i området. Vi gik den sidste km ud over floden på fine stålbroer. Det var et fantastisk syn og ufattelige vandmængder, der styrter ned i dybet. På den anden side af floden, kunne vi se de broer, vi skal gå på i morgen – i Brasilien.

Kl. 11 tog vi det lille tog retur til “Den øvre cirkel”. Her gik vi en runde og så endnu flere vandfald, bl.a. det næststørste, St Martin faldet. Der var også masser af dyr: fisk i vandet, skildpadder på stenene, fiskende skarv, sommerfugle i str. XL og i mange farver, kæmpe-edderkopper i deres spind oppe i træerne, næsebjørne og en del fugle af ukendt art.

Efter et par timers vandring nåede vi frem til et næsten 6-stjernet hotel, hvor vi fik en flot modtagelse med varme servietter og velkomstdrink. Vores svedige fremtoninger stod lidt i kontrast til den flotte indretning, men det tog de helt roligt. Vi fik lækker mad – blandet salat, pastaret med kæmperejer og æblekage med is til dessert. Da vi godt kunne lide velkomstdrinken – mat-te med ingefær og mynteblade – fik vi et glas mere til maden. Bagefter blev vi inviteret op på taget for at se udsigten til vandfaldene lidt fra oven. Her fik vi fortalt om de frække cappuchino-aber, som bryder ind på hotelværelserne og forsyner sig i køleskabet. De spiser både slik og drikker juice. Vi så dem nede på plænen, mens vi stod deroppe. Ellers var der regnskov så langt øjet rakte. Vel nede igen, var det tid til omklædning til sejlturen. På vejen så vi billeder fra tørkeperioderne i 1978 og 2006. Her var der så lidt vand, at det kun var de to største vandfald, der var vand i.

Vi kørte på ladet af en lastbil gennem junglen ned til båden. Men de sidste 250 trappetrinene måtte vi selv klare. Alle fik redningsvest på og blev udstyret med en vandtæt pose til tøjet – og så var vi klar til dagens våde oplevelse. Vi sejlede i fuld fart op ad floden med enkelte fotostop – vandfaldene var imponerende også nedefra. Der var de flotteste regnbuer i vandoverfladen. Så blev det sagt stop for fotos og alt i poserne. Derefter gik det for fuld skrue ind under vandfaldene – og vi blev våde. Men stemningen var høj og Martins bønner hjalp – vi fik en ekstra tur – og en til !! Men alting har en ende og efter 35 minutter stod vi igen på land – drivvåd men med de store smil på. Efter omklædning og de 250 trin op kørte vi retur gennem junglen. Da vi nåede centret, blev der bevilget kaffestop før hjemturen. På vej ud til bussen, var nogle af os heldige at se en tukan flyve hen over os. Det var prikken over i’et på en spændende dag. Der var temmelig stille på vejen hjem, og der var heller ikke meget spræl over forsamlingen under det gode aftensmåltid. Folk var trætte og det var helt forståeligt, for vi havde gået 12 km i løbet af dagen og fået mange flotte indtryk.

Tak for endnu en dejlig dag til Martin og Steen.

 

22. februar, Iguazu

Skrevet af Rita og Palle Thomsen

Afgang fra hotellet kl. 8.00 i bus fra Brasilien, hvor chaufføren sad bag en lukket dør uden aircondition, så han svedte.
Det var nemmest med en brasiliansk bus, når vi skulle over grænsen.

Vores lokalguide – Carla samlede vore pas ind, så hun havde dem, når vi kom til grænse.
Den argentinske grænse nåede vi hurtigt, og her fik vi udrejsestempel i passet.

På turen mod den brasilianske grænse kørte vi over en bro, hvor midten på broen var grænsen mellem de 2 lande.
Det var tydeligt markeret ved, at broen var malet med hvidt og blå og herefter grønt og gult.
Næsten samme sted kunne vi se til Paraguay. Så 3 landegrænser samtidig.

Mens Carla gik til grænsekontrollen, fortalte Steen og Martin om livet i grænselandet og handlen landene imellem.

Vi fortsatte mod helikopterpladsen, hvor der var 9, der skulle ud at flyve hen over vandfaldene.
Der var lidt ventetid på at komme op, så os tilbage havde god tid til at handle. 
Selve helikopterturen tog 10 minutter, og det var en fantastisk oplevelse, blev der sagt, da de kom tilbage.

Kl. 10.00 var vi klar til at køre videre til nationalparken ved vandfaldene.
I parken skulle vi køre i en af parkens busser, men vores chauffør fik lov til at køre i hans bus.
Han blev udstyret med GPS og hastighedsbegrænsninger, og så var der afgang.
På turen fortalte Carla om parkens plante,- og dyreliv.

Nu ventede der os en gåtur, hvor vi kunne se en del vandfald på den argentinske side, som kun kan ses fra Brasilien.
Det var en utrolig flot gåtur, som endte med en gangbro og platform helt ude ved Djævlens Gab. Her kunne vi igen blive våde.
Der blev taget rigtig mange billeder, som Steen havde sagt.

Vi skulle op til toppen til restauranten, og her kunne vi tage en elevator eller gå op.
Det var 450 meter med 156 trin.
Vi fik lov til at sidde udenfor til frokost på den overdækkede terrasse med udsigt til det øverste af vandfaldene.
Vi fik en overdådig buffet. Rigtig lækkert.
Der var 2 timer til vi skulle videre, så vi kunne slappe af, handle og kikke på de mange næsebjørne.

Dagens sidste stop var i et indianerreservat.
Her blev vi modtaget af 2, som skulle vise os rundt.
De fortalte om deres liv i junglen.
Vi fik vist 4 forskellige fælder, som de bruger, når de fanger dyr og fugle. Fælder laves af materialer fra junglen.
I reservatet dyrker de selv grøntsager, men de producerer kun 20%, og resten køber de i supermarkedet.

Reservatet hedder Comonidad Guaranien. Her bor 58 familier, 210 personer, heraf 100 børn.
Børnene går i skole i reservatet. Skolen er doneret af en sanger ved navn Rossi.
Rossi ville give reservatet en bil, men reservatet ville hellere have en skole, som han indvilgede i at give dem.
Nogle i gruppen havde ting med til skolen. Det blev de glade for.
Børnene sang for os, og vi fik alle en krans til håret, som børnene havde lavet af skovens materialer.
Vi donerede alle penge i en lille flettet skål, som de havde sat frem.
Vi støttede dem også ved at handle i deres bod, hvor de solgte de ting, som de selv fremstillede.

Hotellet blev nået 5 minutter senere, og så var det igen pool-tid, og selvfølgelig også en af de gode drinks eller to.
Det har været en rigtig varm dag i dag, men igen en rigtig dejlig oplevelsesrig dag.
Tak for det.

23. februar, Iguazu – Rio De Janeiro

Skrevet af Inga Kjærgaard

I morges stod vi meget tidligere op for at være klar til at forlade vores skønne hotel i regnskovens dybe, stille ro for igen at begive os ud i det larmende storbyliv.

Vi kørte mod den brasilianske grænse – og to omgange paskontrol som forløb stille og roligt – så vi nåede lufthavnen i god tid.
Indtjekning var noget af prøvelse for Steens temperament, da der skulle betales særskilt for kufferterne.
Og der kunne ikke være tale om at betale for alle 18 kufferter på en gang.

Men vi kom da igennem – og vi tog nu afsked med vores søde lokale guide Karla.
Ventetiden i lufthavnen blev yderlige forlænget med 45 minutter.

Da vi landede i lufthavnen i Rio havde en del af os lang ventetid ved bagagebåndet – men langt om længe kunne vi gå ud og blev modtaget af vores lokalguide Susanna – som ledsagede os ind på Arena Hotel, hvor vi skal bo de sidste to nætter.
Hotellet er smukt beliggende ned til den berømte Copacabana strand – meget skønt område.

Efter lidt sent frokost skulle vi på byrundtur – men forhindringerne var ikke slut.
En mobiltelefon havde forputtet sig – men dukkede da heldigvis op.
Valutavekslingen tog også en del tid – så klokken nærmede sig snart 16.00.

Vores dejlig bus med aircondition (temperaturen omkring 40 grader) fragtede os gennem byen fik vi en fyldig orientering om bygninger og bydele.
Vi nåede frem til The Metropolitan Cathedral af Skt. Sebastian – cathedralen er bygget i pyramideform og der kan være 5000 personer derinde – så den anvendes ikke i dagligdagen.
80% af befolkningen er katolikker og de øvrige 20 % har anden religion.
Befolkningen er særdeles multietnisk og lever i fredelig eksistens med hinanden.

Vi fortsatte turen videre mod Sugarloaf – som ligger i en højde på 396 moh.
Efter lidt ventetid kom vi med gondolerne helt op til øverste top, hvor der var en fremragende udsigt over hele Rio.
Tiden var så fremskreden at det langsomt blev mørkere og vi kunne se et fantastisk lyshav ind over byen.

Da vi var kommet ned kørte vi direkte til et hyggeligt spisested – hvor vi sædvanen tro fik dejlig mad.
Dagen sluttede af med et forrygende og farverigt sambashow – inden vi godt trætte vendte hjem til hotellet for at pakke ud og alle havde vist brug for en god nats søvn.

24. februar, RIO DE JANEIRO

Skrevet af Bent Skibsted

Vi er ved at være lidt godt møre efter snart 3 uger på farten.
Indtrykkende er mange og de er kommet i lind strøm af dem, så vi er ved at være fyldt op.

Søndag morgen var udsigten fra hotellet ned på Copacabana stranden et enestående syn.
Poul har fødselsdag og fik fødselsdags sangen i bussen på vej til Kristus-statuen på bjerget 
Christo Redentor.
Christo Redentor er 710 meter højt og selve Kristus-statuen er 38 meter høj og armene er 26 meter bredde.
Vi tog toget op til bjerget – en tur på ca. 20 minutter i et tog med tandhjul så toget kunne komme sikkert op.
Vi kom i god tid stationen og ventede lidt før der var plads til os.

Udsigten fra toppen af bjerget er imponerende flot og man kunne 360 grader rundt.
Turen op og ned til bjerget tog ca. 2 timer, hvilket jeg synes var kvikt.

Buschaufføren kom hurtigt til stedet så vi kom snart hen til et lokalt marked med masser af grønsager.
Frugt og andre ting som de lokale havde behov for.
Ved markedet spillede et orkester de cirka 25 musikere dejlig samba musik.

Når der er omkring 40 graders varme i Rio så er der drønvarmt for os kolde nordboere.
Varmen kan virke lidt trættende så vi kørte hurtigt tilbage til hotellet og vi var klar til frokosten på hotellet.

Eftermiddagen står på afslapning og en dejlig tur til stranden på Copacabana i næsten 40 graders varme.
Stranden var fyldt af badende og strandsælgere.
Livredderne var i aktion flere gange for at hente folk ind som ikke selv kunne komme på land.
Der var et leben på stranden helt uden lige.

Efter badet var vi en del der afsluttede en rigtig god eftermiddag med en drink i bar 51 på stranden på Copacabana.
Meget afslappende og meget hyggeligt.
Afskedsmiddagen var på en lokal restaurant hvor tjenerne skar meget forskelligt kød ud ved bordene.

Tilbage på hotellet var vi en del der afsluttende den lune aften i Rio med en drink på bar 51.

Nu truer morgen dagens lange hjemrejse fra det varme Rio til det kolde Danmark.
Efter 3 uger med varme op til 40 graders varme venter der os et kulde chok når vi skal vænne os til 5-10 graders varme derhjemme.

25. & 26. FEBRUAR, RIO DE JANEIRO – Hjemrejse

DEn 25 februar:

Skrevet af : Grethe Møller

Morgenmad mellem kl. 6.00 og kl. 10.00.
Afgang fra hotellet kl. 09.30 på  rundtur ud til forskellige strande.

Den naturlige lagune som i dag er rekreativt område.
Der er en ca. 7,5 km lang sti rundt om lagunen.
Lagunen er forurenet 
og her er i dag b.la. rostation og andet sejlsport.
Under OL blev der her 
afviklet flere konkurrencer i roning.

Gennem Lebos bydelen som var oprettet af franskmænd, og er i dag en meget eksklusiv bydel.
Der er ingen skyskrabere 
langs vandet, da der er en lov om, at der ikke må bygges, så det skygger for andre!
Der er ca. 15 hoteller med front mod vandet, og mange flere i baglandet.
Det ældste hotel på promenaden er fra 1923.

Herefter Impanera Beach og videre til Copacabana  Beach, hvor vi havde et kort stop for enden af stranden for at tage billeder af stranden i sin fulde længde.
Ca 4,5 km. Der er 
tradition for at fejre Nytårsaften på stranden, hvor alle der mødes her er klædt i hvidt.
Der møder som regel ca 2,5 mil. mennesker op!

Herefter til sambaskolen.
Vi mødte vores 
rundviser på pladsen mellem nogle store haller.
Fotografering umiddelbart 
forbudt, da alt jo er hemmeligt og det store karnevalsoptog løber af stablen i weekenden.

Der er ca. 104 karnevalsskoler i området og alle er konkurrenter, da det er i toppen der er flest penge.
Arbejderne på 
skolen får løn.
Danserne er frivillige, da det er en stor ære at være med.

Vi  gik forbi nogle af vognene, som aftegner årets tema.
Temaet for skolen i år var b.la. forurening af plastik i 
havet.

Vi så nogle af tidligere års flotte kostumer, alt det nye var hemmeligt.
De specielle kostumer blev syet i hemmelige rum.
Nogle af kostumerne kunne veje fra 10 til 40 kilo.
Alt det specielle fik point
!
Og det gjaldt om at få mange point, da alle gerne ville vinde. 
Vores rundviser fortalte om karnevalets historie med nogle fotos og vi så en video.

Herefter kom vi ind i et rum, og alle prøvede et kostume og der blev taget gruppebillede.
Herefter kom en sambadanser og gav opvisning og alle fik 
lidt undervisning!
Besøget sluttede med en drink og toiletbesøg, hvor der kunne købes t-shirts’ m.v.

Efter ca. 2 spændende timer kørte vi ned i et havnekvarter og så nogle berømte vægmalerier, malet af #kopra i forbindelse med OL i 2016.
De forestillede portrætter af de forskellige folkeslag i verden.

Endelig retur til hotellet, hvor vi fik frokost.

“Fri leg” til kl 15.45 hvor vi mødtes på tagterrassen til fælles farvel og en drink.

Kufferter er pakket og afgang til lufthavnen kl. 16.30.

Efter dage i Rio med 35-40 graders varme var der lyn i horisonten og det begyndte at regne!!

 

DEN 26 FEBRUAR:

Skrevet af Hanne og Svend Ravn

Kl 00.00 den 26/2 fløj vi højt over sky.

Flysæderne i sove position, flybrillerne gør alt mørkt.

Vækkes kl 6.20, med besked om snarlig ankomst til Amsterdam og morgenmad i vente.
Perfekt landing og urene kan stilles 4 timer frem….. så er kl. 13.00… klar til lidt status.

En helt fantastisk og uforglemmelig tur, hvor oplevelserne har stået i kø, er ved sin afslutning:

Vi – 17 personer har bla:

  • Drukket ca 1000 flasker vand.
  • Fløjet mange 1000 kilometer.
  • Besøg i 14 lufthavne.
  • Indlogeret på 8 forskellige hoteller.
  • Haft 12 lokalguider.
  • Oplevet 2 cykelture og 4 sejlture.
  • Brugt sammenlagt ca 1 million kroner

Tusind tak til:
Anne Mette- Ole – Rita – Palle –
Ulla – Ib – Ninni – Marianne –
Inga – Grethe – Bent – Lone –
Poul – Hanne – Svend – Steen – Martin
for dejligt selskab, samvær, grin, smil med meget mere.

Vi ses forhåbentlig igen den 22 maj