Paraguay & Argentina - 2025

16. Februar, Buenos Aires – Tigre Delta

Skrevet af Annette og Peer Nygaard Christensen.

Dagens udflugt gik til Tigre-deltaet. Vi fik tildelt en båd for os selv, og sejlede ud på Rio de la Plata i diset vejr, hvilket betød, vi måtte undvære udsigten til Uruguay. Til gengæld fik vi i rigt mål set Buenos Aires fra søsiden, indtil vi sejlede ind i deltaet.
Livet i deltaet udfoldede sig for os med al dets mangfoldighed.
Ressorter, restauranter, flotte huse og mondæne sejlklubber er blandet med faldefærdige bygninger og efterladte skibsskrog.
Husene er en blanding af sommerhuse og helårsboliger. Mange pendler mellem deltaet og Buenos Aires.
Langs bredden blev der fisket, badet, og hele scenariet bar præg af, at det var søndag og fridag. Også en 60 års fødselsdag fik vi vinket til undervejs.
Der er livlig trafik i deltaet, både af motorbåde i alle størrelser, og robåde af forskellig slags.

Vi lagde til på en ø hos Marta, som driver en restaurant i deltaet med hjælp fra sine døtre. Det blev et glædeligt gensyn for Steen, og vi blev på et tidspunkt i tvivl om, om vi fik ham med på vores videre færd.
Marta er 79 og stadig særdeles aktiv i restauranten. Vi blev trakteret med en typisk argentinsk forret, kylling med tilbehør til hovedret, is til dessert og vi sluttede med kaffe og kage. Marta havde selv tilberedt forretten, brombærsovsen til isen og kagen til kaffen.
Vi hørte om livet i deltaet. Man skal kunne svømme og ro, hvis man vil bo derude. Man skal kende forholdene og sørge for at have ekstra proviant, hvis der skulle komme oversvømmelser. Marta husker tilbage på en oversvømmelse i 1959, hvor huset stod under vand op til øverste etage. Her var man ikke forberedt, og de levede af de firben, de kunne fange, i 10 dage.
Marta fortæller også om sin mor, der i 1923 blev indehaver af rekorden i svømning på åbent hav. Hun svømmede 70 km på 23 timer.
Vi synger skålesang, får taget gruppebillede og forlader Martas restaurant for at sejle tilbage til fastlandet.

Martin fortæller videre om livet i deltaet, som han også kender til, da han har haft familie der.
Der bor ca. 5000 mennesker i den region af deltaet, vi har besøgt.
Der sejler både med proviant. Proviantbådene leverede også tidligere post og aviser.
Der findes også en hospitalsbåd, og skolebørn kommer til skole med en skolebåd.
Vandet i deltaet bruges til både at bade i og til husholdningen.
I deltaet har mange tidligere levet af at fremstille brænde og dyrke citrusfrugter.

Efter sejlturen fortsatte vi til Reculeta kirkegården, hvor bl.a Eva Peron er stedt til hvile. Vi så de mange forskelligeartede mausoleer, som fungerer som familiegravsteder, hvor de afdøde bliver sat ind i kister i flere etager.
Kirkegården er fra 1822, og fordeler sig på 6 ha. Der er 4700 gravpladser, hvoraf omkring 90 er beskyttede. 21 præsidenter hviler her. Guiden fremhævede specielt Juan Carlos Ongania, som var præsident i perioden 1966-1970. Han gjorde et stort arbejde for at fremme undervisningen.
Den ældste gravplads er for hustruen til St. Martin. St. Martin har sit eget mausoleum i Buenos Aires katedralen, som vi besøgte tidligere.
Vi fik et par mere specielle historier om et par af gravpladserne.
På det ene ser man en buste af både mand og kone, men de to buster vender hver sin vej. Hustruen var vred på sin mand, som synes hun brugte for mange penge, selv om de ikke manglede dem. Derfor havde hun ønsket ikke at blive stedt til hvile ved hans side. Børnene imødekom ønsket ved at lade busterne skue i hver sin retning, for da forældreparret ikke var skilt, skulle de i samme grav.
På det andet monument er der en stor figur af en ung pige, og det gemmer på en sørgelig historie. Den unge pige døde af sygdom som 19 årig, men blev først erklæret død uden at være det. Hun døde dog kort tid efter, og de knuste forældre lod mausoleet opføre til hendes ære.
Flere af gravpladserne er meget forfaldne, men det er svært at nedlægge en gravplads, da den er købt af familien. Hvis det lykkes at opspore efterkommere af ejerne, kan gravpladsen i nogle tilfælde handles dyrt.

Mausoleet, hvor Eva Peron, kaldet Evita, hviler, er så absolut det mest besøgte. Vi stod i kø for at passere forbi. Hun døde i 1952 som kun 33 årig, men nåede at sætte et aftryk som få.
Hun blev født i fattigdom, skabte sig en karriere som sanger og blev gift med general Juan Peron. Da han blev udnævnt til præsident, fik Eva Peron en overvældende modtagelse af det argentinske folk. Hun glemte aldrig, hvor hun kom fra og viede sin nye status til kampen for de fattige og for arbejderklassen. Hendes død efterlod Argentina i landesorg.
Musicalen Evita om hendes liv medvirker til at holde liv i historien ud over Argentinas grænser.

Om aftenen var vi til Tangoshow i La Ventena med spisning inden underholdningen. Vi så Argentinsk tango fremført af tre dygtige par med musikledsagelse af et meget entusiastisk orkester, hvor især harmonikaspillerne virkelig levede sig ind rollen. Et andet orkester med bl.a. panfløjte og trommer leverede en super stemning og flere kunne kende et par af numrene fra de unge dage. Med et par kraftfulde sangere og en artist med reb fik vi fuldendt indtrykket at argentinsk underholdning og kultur.
Efter forfatterens mening var højdepunktet nummeret fra Evita, som vi kender som Don’t cry for me, Argentina. Nummeret blev fremført med billeder fra Eva Perons liv, og med Argentinske flag, som blev båret ind. Man er ikke i tvivl om, at Eva Perons historie fortsat er vigtigt for argentinerne og at den vil bestå også i fremtidige generationer.

Vi var tilbage på hotellet til midnat efter en indholdsrig dag.