Ecuador/Galapagos 2023

2. November, Rejsen til OtAVALO

Skrevet af Anne Marie

Så oprandt dagen, hvor vi skal på eventyr til Ecuador/Galapagos.
16 af os mødtes i Billund lufthavn , 10 i Kastrup og 6 i Aalborg kl. 03:45 og blev tjekket ind. Aalborg og Kastrup havde lidt polemik med personalet, men heldigvis kom de afsted til tiden, så vi alle kunne mødes i Amsterdam for at komme videre.

Else fra Aalborg havde en ekstra lang fødselsdag i dag ( +6 timer) Hun fik lige en fødselsdagssang og en raket i Amsterdam lufthavn imedens vi ventede på at borde.
Da vi alle var kommet om bord på flyet, manglede der en passager, så de måtte til at finde vedkommendes kufferten og få den ud af flyet, så vi kunne komme afsted en time forsinket.
Flyveturen varede i 11 timer, og så skulle urene lige stilles 6 timer tilbage, så vi landede kl.16:15.
Det gik nogenlunde hurtig gennem kontrollen og ud til bagagebåndet, hvor alle fik deres kufferter.

Fausto ventede på os ude i ankomsthallen, men vi kunne ikke kende ham, for han havde tabt sig siden sidste år, men smilende som altid.
Efter et hurtig toilet besøg gik vi ud til Jaime , som er vores chauffør her på fastlandet, og fik pakket bussen.
Imedens vi kørte fortalte Fausto om Quito og vejene i Ecuador. Om Al helliges dag og de dødes dag, som gav 2 fridage, hvor folk gik på kirkegården og fejrede højtiden med de døde.

Pludselig var det mørkt udenfor. Her går solen altid ned kl. 18:00 og står op igen kl. 6:00 året rundt.
Vi kørte forbi vejboder med flotte roser, 75 stk for 5 $ ( 35 kr) Kl 19:30 ankom vi til Casa Pinsaqu, hvor vi fik nøglerne og blev vist ud på vores værelser.
Kl 19:45 fik vi en treretters menu , derefter en orientering om morgendagens program.

Derefter var alle parate til at finde deres seng efter en lang dag.
Godnat og tak for i dag.

3. NOVEMBER, LAGUNA CUICOCHA & COTACACHI

Skrevet af Inger og Per

Efter morgenmaden kørte vi til Cotacachi vulkanen, hvis højeste punkt er 4940m. over havets overflade. Her mødte vi to lokale guider, der skulle vise os rundt i naturparken. Vi blev opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe kom op i 3230 m. Der var en fantastisk udsigt over lagunen Coicocha. Guiderne gav en grundig introduktion til indianernes ritualer og brug af forskellige planter. Vi nød den flotte udsigt over den blå lagune.

Herefter kørte vi til byen Cotacachi, der er kendt for salg af lædervarer. Vi spiste på en lokal restaurant, hvor vi fik mulighed for at smage stegt Marsvin, der er områdets nationalret. Efter frokosten var der tid til at ose rundt i lædervarebutikkerne.

Så gik turen videre til et besøg hos en verdenskendt panfløjtemusiker, der selv producerede panfløjter. Han havde turneret rundt i hele verden bl.a. i Danmark.
Her fik vi en demonstration af forskellige sydamerikanske musikinstrumenter, og hele hans familie gav et nummer på de forskellige instrumenter.
Vi kom tilbage til Hacienda Pensaqui ca. kl. 16.30.

Kl. 18 mødtes vi i haciendaens kælder, der er indrettet til en bar. Her fik vi information om stedets historie og blev beværtet med en kanelthe og en lokal snaps.
Som afslutning var der et indiansk orkester der spille sydamerikansk musik.

Klokken 19.00 blev der serveret en 3 retters menu, med fisk som hovedret.

4. NOVEMBER, LØRDAGS MARKED I OTAVALO

Skrevet af Lisbeth og Lars

Dagen var sat af til oplevelser i Otavalo området – og sikke en dag.

Første punkt på dagordenen var smådyrsmarkedet i Peguche, hvor dyrevældfærd ikke første prioritet. Marsvin, høns, ænder, ællinger, etc. opbevares i sække og hives op til fremvisning for de interesserede. Sælges/byttes de ikke, så stoppes de tilbage ned i sækken til de mange artsfæller. Alternativt opbevares de i små bure, som kan få selv burhøns til at synes, at de har fantastiske forhold, eller for nogen af hønsenes vedkommende, bindes de sammen ved fødderne to og to. Det er meget praktisk, hvis man vil vise to frem på samme tid. Så løfter man dem bare i fødderne og så kan de hænge der, med hovederne nedad og ikke vide, om de er købt eller solgt.

Da ingen i selskabet stod og manglende nogen af de falbudte varer, så kørte vi igen. Dog havde vores opmærksomme guide Fausto købt en lokal frugt, guaba, som også kaldes for machete frugt. Med specialistgreb fik Fausto vredet og brækket de seje skaller op, hvorefter en række spændende og velsmagende frugter åbenbarede sig, som vi nød på turen ind til Otavalo.

En Plaza i Otavalo huser dagligt Latinamerikas største indianermarked, men om lørdagen inddrages også sidegaderne som markedsplads, så der er utallige muligheder for at købe uldvarer, smykker, etc. Flere benyttede sig af muligheden for at få smukt, traditionelt og lokalproduceret kunsthåndværk med hjem, efter at have forsøgt sig ud i den svære kunst at prutte om prisen.

Næste stop var frokost på endnu en hacienda, men først fik vi et rørende show i bussen, fremført af to unge kvinder og deres bedårende små døtre på 3 og 4 år. Først introducerede de os til deres lokale klædedragt, som ikke bare er til for turisternes skyld, men faktisk er dagligdags klæder, med masser af historisk symbolik.

Hvis bæltet om livet har et rødt stykke inderst, så er man blevet kønsmoden. Binder man sjalet, så den højre skulder er bar, så er man ugift, dækker sjalet begge skuldre er man gift. Røde armbånd holder det gode inde og det onde ude, mens de gule halskæder symboliserer solen og majs, som er en basisfødevare.

Derefter sang børn og mødre (to søstre ud af 11 søskende, som alle har fået en uddannelse!) nogen sange på deres lokale quichua sprog, som stammer fra Incaerne og stadig tales blandt indianerne – der var ikke et øje tørt, da den 4 årlige pige sang med i mikrofonen.

Frokosten på haciendaen Chorlavi bød også på folklore i form af lokale dansere, som gav en flot opvisning i gården, mens vi og andre frokostgæster sad på den 4-længede veranda og nød maden. Haciendaen er oprettet af jesuitterne i kolonitiden og blev sidenhen den første hacienda i Ecuador, som blev til hotel og restaurant. Stedet drives i dag af 4. generation og har en meget smuk park med mange eksotiske planter, som vi beundrede inden afgang til dagens sidste punkt, et besøg på Tahuantinsuyo væveriet.

Vi fik en grundig og meget spændende introduktion til hvordan 5. generation holder traditionerne i hævd. Stedet er verdensberømt for sin “backstrap” vævning, som de er de eneste i Ecuador, som stadig udfører. På verdensplan er der heller ikke mange udøvere, men væveriet underviser både lokale og internationalt interesserede i den smukke og strabadserende form for vævning. Som Fausto sagde, så tager det en måned at væve et tæppe på 0,9 x 3,0 m2 og prisen kan lige betale for lægeregningen til behandling af den dårlige ryg, som arbejdsstillingen giver anledning til…

Vi ankom til “vores” hacienda lige inden solnedgang og tids nok til at se, at toppene af vulkanen Cotacachi (4.939 moh) og bjergtoppen Imbabura (4.630 moh), som vi bor lige midt i mellem, kom fri af skyerne. Derefter et kort hvil, inden vi rundede vores ophold i området af med en 3-retters aftenmenu.

5. NOVEMBER, Otavalo – Papallacta

Skrevet af Birte og Peter.

Efter 3 dage på vores glimrende Hacienda, var det slut. Vi skulle afsted til vores næste sted. Klokken 7 skulle bagagen stå klar til afhentning. Heldigvis var vi stadig ramt af lidt jetlag.

Efter morgenmad og morgensang (vi er flere der er ved at udvikle os til super-brummere) kørte vi mod Papallacta med stop ved lamaer, panamahatte og en spændende fortælling om ækvator og hvorfor Ecuador hedder Equador. Vores telefoner blev brugt flittigt, da vi passerede linjen (som faktisk nærmere er et 14 meter bredt bælte). Vulkaner blev betragtet på begge sider, mens vi kørte videre til en solid og rigtig velsmagende frokost. Vi blev under frokosten godt underholdt af musik og sang, og vi var alle godt mætte, da vi igen satte os i bussen.

Nu gik turen opad ad vejen mod regnskoven. Den brede vej er en af de allervigtigste forbindelser både ind og ud af regnskoven, og den går via et pas i 4100 meters højde. Mange af os var spændte på, om vi kunne tåle højden.

Heldigvis gik det godt for de fleste, og de få der mærkede noget fik rigtig god hjælp af Anne Marie.

På vej op, var der planlagt et besøg på en rosen-farm. Desværre havde det regnet, og vejen var for glat for en fuldt lastet bus, så det måtte vi springe over. I stedet gik turen direkte til vore næste overnatningssted – Resort Termas de Papallacta. Et meget lækkert sted lige på kanten af regnskoven med varme kilder – de blev brugt flittigt, og hvad er bedre end et varmt bad og en kold øl, eller et glas hvidvin.

Helt ekstraordinært havde vi lige et par timer til at puste ud inden middagen kl. 19. Suppe, en varm ret efter næsten eget valg og en dejlig dessert. Betaling for drikkevarer kunne bestemt håndteres bedre, men det lykkedes også til sidst.

Alt i alt endnu en fantastisk dag med masser af input og oplevelser.

Det kan da ingen ende tage!

6. NOVEMBER, Papallacta – Misahualli – Amazonas

Skrevet af Irene og Aage

V i har overnattet på Papalacta Resort i 2300 m.o.h.

Dagen begynder kl 7 med fælles gåtur i den omkringliggende park La Isla, vejret fint med 11 gr, og vi sveder i al regntøjet, huer og vanter. Vi er heldige og ser en tapir, der græsser, samt et par alpachaer.

Efter morgenmaden kører vi til Guango Bird Resort, hvor der er mange kolibrier, i forskellige farver og størrelser. Vi er heldige og ser rigtig mange forskellige.

Kolibrien er verdens mindste fugl, vejer 2 gr, og har et højt stofskifte og spiser derfor hele tiden.

Vi kører ca 2 timer langs med Cosanga river og ser landskabet ændrer sig fra landbrugsarealer med græssende køer og mælkejunger ved vejen til mere tropisk vegetation med bregnetræer og bambus, og vejret ændrer sig til regn og sol skiftevis.

I 1047 m.o.h omkring Archidona holder vi ved en vejrestaurant og får Tilapia fisk, som er en lokal fisk , der tilbedes indpakket i blade og grilles. Vi har en storslået udsigt fra restauranten over regnskoven, og ser flere store flokke af gribbe.

Vi kører længere ind i regnskoven og stopper i byen Tena 530 m.o.h, hovedbyen i Napo. Vi får demonstreret forskellige lokale grøntsager og frugter på det lokale marked, og den lokale grønthandlerske demonstrerer, hvordan en larve skulle spises. Det er en næringsrig og fedtrig spise.

Vi hørte om forskellen på baser og Plantains, og smagte de søde lady fingers bananer. Derefter lidt tid på egen hånd i byen, og da vi skulle køre igen, var vi lige ved at efterlade Else og Niels Karl i Tena.

Ca kl 17 ankom vi til vores Lodge El Jardin Almengs, og vi bliver indkvarteret i hytter. Der er mange lyde fra junglen og macauer, der flyver omkring.

Vi får aftensmad i den overdækkede restaurant med udsigt til den mørke jungle

7. NOVEMBER, JUNGLEsafari – punumo

Skrevet af Hanne og Ingeborg

I dag stod vi op til en herlig dag med cikanesang og solskin. Efter en svømmetur i poolen og morgenmad, fik vi udleveret gummistøvler og var klar til jungle hike.
Turens første stop var ved citron og java- træerne, som bruges til l at lave juice af, så så vi Palme planten, som bruges til at lave Panama-hatte. Træets meget stærke fibre flettes til hatte og bruges til bastskørter, reb og bladene bruges til tagdækning. Cacao plantagens små træer er en fremavlet art, der gør det nemt at plukke frugterne. Vi fik en længere forklaring om processerne ved fremstilling af chokolade. Ecuador fremstiller nu selv chokolade og exporterer cacaobønner. Vi hørte om et fænomen, de kalder vandrende træer. Træet sætter rødder ud således at det bevæger sig mod lyset. Et andet træ var jerntræet, som i modsætning det vandrende træ bruges til husbygning, tagkonstruktion og møbler.

Af dyr så vi vandrende pinde,en lille frø fuldstændig kamufleret i jorden, edderkopper i stor størrelse og hørte aber, men så ingen.
Hiken førte os opad til en klippehule, hvor der var flagermus. Det var også her guiden fandt store edderkopper. Vi bevægede os i en labyrint i bjergområdet, hvor vi gik igennem smalle sprækker i klipperne, inden vi begyndte nedstigningen. Vi måtte gå en omvej pga nedfaldne træer, så guiderne måtte bruge deres manchetter til at bane en ny sti, vi kunne gå ned ad. Der var ingen der gled i spinaten, men en del, der gled i mudderet. Turen var på sølle 2,3 km., men tog 3,5 time.
Efter en dejlig frokost var vi igen klar til nye oplevelser.

Turen gik nu i bus til Kapok-træet, som er 65 meter højt og 450 år gammelt. Det lykkedes os at nå rundt om træet med os alle 32 personer.
Misahualli var næste stop, hvor vi parkerede bussen. Guiderne købte drikkevarer til busbanen, og vi andre havde lejlighed til at opleve aberne på torvet og spise en is. Vi gik i samlet trop til havnen, hvor vi i kanoer blev sejlet over Napo-floden og kørt i primitive biler til lagunen, hvor vi sejlede rundt og lagde til, så vi kunne ind i regnskoven og se aber. Vi så 5 slags aber, den lokale guide lokkede en se ned fra træerne med et æble. Den kravlede nænsom op af Mads’ bukser og ryg for at se ham i nakken. Så Mads fik en hel abe, ikke en halv. Aben skreg da Mads måtte forlade den for at gå i kanoen. På øen så vi også bladskæremyre i en lang række over stien, hvorpå vi gik.

Vi sejlede tilbage i skumningen og nåede hotellet i bulder mørke kl 18.45. Det har været en meget oplevelsesrig solskins dag.
Middag kl 19.30 , guacamole, cremet banansuppe, steak med pasta og brokoli, desserten var 1 trætomat.

PS: El Jardin Aleman er på 125 Hektar sekund jungle og er økologisk dreven.
Man prøver på at få regnskoven tilbage til det oprindelige, ved at plante nogle hurtig voksende træer, derunder vokser den naturlige vegation for regnskoven. Efter ca. 20 år dør ammetræet og den den primær regnskov er godt igang.

8. NOVEMBER, napo river

Skrevet af Jette
Idag er det bådtur op af Napo floden hele dagen med enkelte stop.

På vej ned til Misahualli, hvor vi skulle sejle fra , fortalte Fausto en sød historie om en pige fra Schweiz, der kom hertil og forelskede sig i en lokal, blev gift og fik 2 børn med ham. Sammen fik de en skole op at køre, hvor alle landsbyens børnene bl.a. kunne lære tysk. Hendes egne børn er lyse som hende, og de andre børn kaldte dem Tarzan p.gr.af de løb rundt på bare tæer og var vilde, som de indfødte børn. Desværre døde moderen i en bilulykke, men hendes børn studerer idag i Schweiz.

Vi blev fordelt i 3 “ kanoer “ med tag over og motor og så gik det ud af den ca 1100 km lange Napoflod som er en biflod af Amazonas ( 7500 km ca ). Skønt med vind i håret. Og en fantastisk flot tur. På vejen så vi folk, som leder efter guld i vandkanten enten meget primitivt med træbakker, som de ryster eller mere avanceret med motor, hvor de med pumpe suger sand og grus fra bunden op i et mindre “ bassin “

Efter et stykke tid lagde bådene til på stenene, og vi skulle op til en skole, hvor de mindre børn i forskellige aldre ca 20 stk bliver undervist af en enkelt lærer. Hvis børnene skal læse videre efter 5. klasse, skal de til de større byer. Der var fuld gang for nogen med at spille fodbold, og for andre med at blive undervist i det ene klasseværelse, som var skolen. Børnene havde vist fået at vide, at vi skulle komme, for de råbte “ nu komme de, nu kommer de “ . De var generte i starten, da de skulle præsentere sig med deres fulde navne, men løsnede lidt op efter at de sang for os, og vi sang for dem, vores morgensang. At vi så også havde poser med gaver med til dem, var al generthed glemt. Pigerne fik bl.a. fine hårspænder og drengene en lille bil. Alle fik blyant med spidser, tandcreme og børste og balloner. Nogen havde ekstra små ting med, som de gav børnene og der blev også spillet fodbold. Der blev taget rigtig mange billeder af de søde, smukke børn.

Videre gik det op ad floden tid til frokost og hvilken overraskelse. Oppe i skoven var der bygget et sted med borde og bænke, hvor vi skulle spise. Tror de fleste af os regnede med en sandwich, men nej. Hvide servietter og gafler og så blev der serveret varmt mad, dejlig risret og brød. Mandariner til dessert. Området er Bernhards, som han har købt for at bevare de dyr og planter, der lever i skoven på 1 hektar

Tilbage til bådene og videre til en lille landsby. Inden vi gik derop, skulle vi have yuca med til køkkenet på Jardin Aleman. En sød pige huggede planten ned og så var det tid til at få hevet selve roden op, som er den man bruger. Flere stærke mænd bl.a. Aage og Jaime prøvede kræfter med roden uden held, men den søde pige kunne klare det. Der skulle et specielt trick til, og det forstod man godt, når man så de store rødder, en yuca har. Så op kom roden, som vi senere fik serveret til aftensmaden.

I landsbyen, hvor kvinderne laver en masse håndværk, viste Maria, hvordan hun lavede fibre af palmeblade, og vi fik alle et flot flettet pandebånd på, vi fik serveret en the, så hvordan en “ madpakke “ blev lavet, og Marias datter viste, hvordan de laver deres keramikskåle ved at bygge den op i ringe og glatte og dekorere den. Der var en lille shop med deres håndværk så der blev købt lidt, måske julegaver.

Så tilbage i bådene gik det med fuld fart hjemover. Lige inden vi stod på bussen kom den kvinde, som Sønnøve havde talt om, fra Jurami stammen inde i junglen. Hun ville gerne sælge lidt, så hun steg ombord på bussen med sin store papegøje hovedbeklædning. Hun fik da lidt dollars med, og håber hendes 4 dages vandretur igennem junglen var det værd.

Denne helt fantastiske dag sluttede af med romandcocacola party hos Anne Marie og Sønnøve inden middag . Der var nogle der fik danset godt igennem, inden vi alle gik op og spiste den sidste dejlige middag hos Bernhard på Jardin Aleman med en lille historie om, hvordan han havnede her i Equador .

9. November, Amazonas – Puyo – Banos

Skrevet af Flemming.

Efter tre dage i regnskoven med dejlig mad og gode oplevelser hos Bernhard, skal vi videre.
Kufferterne blev stillet uden for værelserne kl. 7:45, så de unge mænd kunne køre dem op til bussen.

Vi fik morgenmad, og derefter samles vi alle og sang vores morgensang for Bernhard og personalet inden turen gik videre mod Baños.
Vi kørte i dejlig frodig område med små bjergs landsbyer med små forretninger, hvor man sikkert kunne få alt, hvad hjertet begærer.
En del steder undervej, var der jordskred ud over vejen, et sted måtte vi holde stille imedens en gravmaskine flyttede jorden, så vi kunne komme videre.
Næste stop Puyo ( skyernes by) her demonstrerede de udskæring af papegøje m.m. i balsatræ og malede dem i flotte farver.
Vi gik op i den store souvenirbutik, hvor der blev købt lidt til dem derhjemme.
Vi fik lejlighed til at tygge sukkeret ud af sukkerrør og fik smags prøver af dvs. spiritus fra en vejbod.
Afgang til Mira Melindo til frokost. En restaurant og hotel, samt galleri i et, hvor der var mange flotte kunstværker, som var lavet af ejerens kone og mor.
Ankomst til hotel Floresta ca kl 15:30.

Efter en hurtig Indkvartering, gik der nogle til massage og pedicure på et nærliggende hotel.
Kaffestederne i Baños var mere eller mindre lukket, da der var sluttet for strømmen indtil kl. 18:00, for at spare på forbruget, pga. tørke.
Kl 19:30 var der aftensmad på hotellet, efter desserten kom der fire musikanter og underholdt.

10. NOVEMBER, Vandfaldenes Alle – rio Verde

Skrevet af Nils.

En dag, hvor alle aktiviteter foregik i og omkring kur- og turistbyen Banos.

Efter morgenmaden kørte vi fra byens 1800 meter til udsigtspunktet Casa Arbol, der ligger 2650 meter over havet. Vejret var ikke helt med os, der var en del skyer, så det var småt med udkik til vulkanen Tungurahua (halsen med ild). Men i haven var der gynger, så man kunne gynge helt ud over kanten af afgrunden. Det gav anledning til høje og heftige lyde fra nogle af gæsterne. Vi fik beundret stedet og så flere kolibrier.

Nedad mod et udsigtspunkt, hvor der var klart udsyn. Flot at se ud over byen, de retvinklede gader, kirken og hotellet. Der var to muligheder. Enten med bussen helt ned til hotellet, eller gå ned af en temmelig stejl sti – vandrestave kræves. De fleste gik turen ned.

Da begge hold var nede gik alle mod byens markedshal for at beskue alt i kød, fisk og grønt. Udenfor markedshallen blev der grillet marsvin. De er så gyldne, når de er stegt færdige. Videre til den store kirke. Der var messe og en del besøgende derinde. Umidddelbart ved siden af kirken er der en fin Madonna med en flot udsmykning omkring hende. Her bliver der tændt lys, og det så fint ud.

Vi var blevet sultne, så hotellet var klar med minestrone og kylling.

Der var ikke tid til en middagslur. Vi skulle jages tilbage i bussen og køres ud langs Vandfaldenes Allé, hvor der var tre aktiviteter.

Øst for byen løber floden Pastaza og langs den er der mange vandfald. Første stop var ved Salto Agoyan. Her kunne de modige (og dem havde vi flere af) komme over kløften på en utraditionel måde. Wirer var udspændt hele vejen over. Så bliver personen hængt op wiren, ligger på maven, og bliver sendt af sted. Stor jubel. Tilbage i en kabine.

Brudesløret var andet stop. Vandfaldet er bredere og skummet får det til at ligne et brudeslør. Igen var der wirer spændt ud, men her kunne alle være med. En åben gondol blev sendt hen over vandfaldet. En god tur.

Sidste stop var vandfaldet “Djævelens Gab”, der falder 84 meter. Her kom vi ud på en gåtur for at møde vandfaldet. Der var blandt andet en hængebro, hvor det var godt at holde fast i gelænderet. Imponerende vandfald, længst nede kunne en regnjakke være nyttig pga. Al det sprøjteri. Vi fik flotte billeder.

Hjemad til hotellet, for nogle også en omgang massage eller pedicure.

Aftensmad på en italiensk restaurant, lasagne som hovedret.

En fin dag med mange gode oplevelser.

11. NOVEMBER, Banos – Cotopaxi – Quito

Skrevet af Else og Niels Karl

Vi kørte 7.30. Startede med at Fausto købte store karameller med mandarin, så var munden lukket på os, det varede nu ikke længe.
Vi kørte gennem frugtbar lavadal, og standsede pludselig, da der var uheld forude med en lastbil og personbil. Fausto dirigerede og var med til at løfte personbilen væk, han er ikke længere så løs i kødet, har tabt 40 kg siden sidste år.

I Pelileo var der mange butikker med blue jeans, her kom folk fra hele landet for at handle, de var billige og gode.
Besøgte Milton i Pujili, han maler flotte billeder på gedeskind. Han har 4 børn, en søn har læst økonomi og er i en bank, en datter læser til læge, så det går familien godt.
Så lokale dragter ved en rundkørsel.

Spaniolerne byttede spejle for guld med inkaerne, og man bruger stadig spejle i festdragterne.
Næste stop var Rose Success. En fantastisk rosefarm med 10 ha drivhuse, 100 ansatte, halvdelen kvinder. Man skulle i snit klippe 200 roser i timen, det bliver til ca 26000 roser om dagen. Højde og farve på roserne er forskellige efterspørgelse fra land til land.
Det tager 1 til 3 døgn inden roserne er i butikken rundt om i verden, de bliver transporteret med fly ved ca 3 grader.
Frokosten var med udsigt til Cotopaxi, vi kunne kun se hendes skørter, resten var dækket af skyer.
Kørte så på vulkanernes boulevard, hvor der er 84 vulkaner, heraf 60 aktive.
Da vi kørte ind i Nationalparken, så vi kl 14 sneen.

Alle ud af bussen og nyde synet og efter morgensangen spredtes skyerne, og vi så toppen af Cotopaxi .
Den er verdens højeste aktive vulkan 5875 m.
Vi gik en tur langs lagunen til et udsigtspunkt.

På tilbageturen gik Elses indre vulkan pludselig i udbrud og der kom lava, toiletterne var låste, sikke noget lort. Så det blev på bagsædet på en plastikpose. Der var lang vej til Quito.

12. NOVEMBER, Quito

Skrevet af Solveig og Mads

Vi startede med flot morgenmads buffet, med friskpresset juice og Lurpak smør.

På vej mod ækvatorlinien fortalte Fausto om løn, husleje, ejendomsskat og huse betalt af staten med husleje på 400-500 dollars om måneden.

Vi kom også forbi et brugtvognsmarked, hvor man for 3$ kunne sætte sin bil til salg, hvor politiet var tilstede for at tjekke at alle papirer var i orden. Der kunne bilen også undersøges for eventuelle fejl på et værksted.
Derefter gik turen mod ækvatorlinien 0. Hvor vi besøgte Intinan Solar Museum. De der ønskede det fik passet stemplet.
På museet fik vi en fin rundvisning hvor vi fik viden om store edderkopper, slanger og penisorm. Penisorm skal opereres ud hvis de kravler ind i urinvejene når man bader. Derfor må man ikke bade nøgen, men skal bruge badetøj.
Vi fik fortalt hvordan man lavede skrumpehoveder, som er blevet forbudt.
At gå på ækvatorlinien med lukkede øjne var næsten umuligt.
Vi så hvordan vandet løb den ene eller den anden vej, når vandet blev lukket ud af en håndvask, når vasken blev flyttet fra den ene til den anden side af ækvatorlinien. Nogen fik også et diplom for at placere et æg på et lille sømhovede.

Derefter gik turen til vulkanen Pululahua, hvor vi skulle se det flotte krater, men ak udsigten var spoleret af tåge, så det blev fantasien som skulle tage over.
Pululahua krateret blev dannet for 2500 år siden da skallen over den slukkede vulkan kollapsede. Krateret er 400 meter dybt.
I dag bliver hele krateret brugt til landbrug, da Jorden er meget frugtbar.

Derefter fik vi udleveret vores madpakker, som skulle spises i bussen på vej mod Quito.
På vejen mod Quito mødte vi et såkaldt 1$ marked, hvor nogle gik ude på vejen og solgte frugt, grønsager, is, og drikkevarer, som altsammen var pakket i 1$ poser.

Næste stop var den gamle markedshal, som blev bygget i 1899 og senere flyttet i ca. 1990, markedshallen husede et kunstmuseum med mange flotte kunstværker.
Derfra var der udsigt til “jomfruen af Quito” på toppen af en rund bakke også kaldet “brødet”.

Vi kørte også forbi det store gymnasium med 4000 studenter, hvor Fausto har fået sin gode lærdom.

Sidste stop inden hjemturen var Jesuitterkirken La Compania. Den meget smukke kirke blev bygget i barok stil, hvor der blev brugt 55 kg bladguld. På et tidspunkt var der brand i kirken og man kunne tydelig se forskellen, på det nye og det gamle guld.

Vi sluttede af med kaffe i Biskopstedet ved Uafhængighedspladsen, hvor vi kunne høre den kraftige regn på taget.

Endnu en rigtig fin dag, hvor Galapagos venter forude.

13. NOVEMBER, Quito – San Christobal

Skrevet af Ulla og Ib

I dag er det rejsedag, vi skulle med fly fra Quito til San Cristobal på Galapagos.
Så vi var tidlig oppe, morgenmad kl 5.30, dernæst afgang med bussen til lufthavnen. Hvor vi tog afsked med Fausto.
Efter 3,5 timer i flyet landede vi på hotel Miconia til 28 grader og let brise.
Efter frokost, som bestod af frugtsalat og empanadas, skulle vi på cykeltur.

Vi blev kørt i bus med vores guider Ivan og Pablo. Vi fik udleveret vores cykler og fik afprøvet gear og bremser.
Vi gik ud til et udsigtspunkt, hvor vi havde udsyn til Kickers rock.
Så begyndte vi cykelturen ned fra det frodige højland til det tørkeramte lavland.
I højlandet blev der dyrket en del afgrøder, samt dyrehold, høns, køer m.m.
Det var også i højlandet de første tilflyttere kom for at opdyrke jorden, da den er meget næringsrig p.g.a. Lava og regn.
Det første, der blev dyrket på Galapagos var sukkerrør. Det var udsatte straffefanger fra fastlandet, der dyrkede sukkerrør.
I dag er det kaffe produktion, Galapagos er berømt for.

Da vi kom ned fra højlandet, gik vi hen lags kysten hen til en søløve koloni. Der var mange små unger i kolonien, de er i en slags børnehave, når mødrene er ude for at fiske. Mor og unge genkender hinanden på duften, så en unge kan kun die hos sin egen mor.
Vi var også så heldige at se blå fodet sule og fregatfugle.

Så var det ved at være mørkt, og vi nåede ned til byen i god behold.
Efter hjemkomsten, var det tid til at prøve våddragter, svømmefødder samt dykkermasker og snorkel. Hvilket ikke var lige let for alle, da en våddragt er meget stram at få på. Dernæst gik det til hotellet med vores svømme udstyr.

Efter et hurtigt bad, gik turen til en restaurant, hvor vi skulle have aftensmad. Den bestod af en lækker fisk og noget gele som dessert.
Så var dagen gået, og vi var godt brugte. Der er jo 7 timers tidsforskel fra Danmark, det kan man godt mærke.

14. NOVEMBER, Kicker Rock

Skrevet af Solvejg og Niels Jørgen

Så blev det første morgen på Galapagos, og hvilken morgen. Solskin og fantastisk udsigt over havnen fra hotellets restaurant.
Klokken 7 var de fleste søløver allerede på færden igen, stranden kunne for en stund besættes af “human beeings”. Enkelte søløver tog dog fortsat en slapper på og under byens bænke.

Vores lokale guide skulle til begravelse, og Synnøve måtte på hospitalet, for at få undersøgt den ene arm. Godt at vi stadig havde Anne Marie på broen. Alt klappede til tiden og hele selskabet sendt i bådene opdelt i 3 hold, for vi skulle på snorkeltur. De, der hjemmefra havde lært, hvordan man undgår at sluge 3 liter vand på en gang, blev sendt direkte ud til en klippeformation langt ude i Stillehavet, mens vi andre sejlede forbi og videre til en strand et stykke derfra.

Efter en lille vandretur langs stranden, hvor vi hilste på søløver, pelikaner, firben, krabber, hav leguaner, fregatfugle og fugle med det fantastiske navn “bluefoot boobies”, blev det tid til at trække i våddragt og svømmefødder.

Jeg kan kun sige, at havvand bliver aldrig min favorit.

Efter lidt instruktion og plasken blev vi kaldt på land og derefter sejlet i gummibåd til vores base på den store båd, hvor mandskabet diskede op med en velorganiseret buffet med ris, spaghetti, kylling og alt god snask som ketchup, mayonaisse m.v. Nåh ja, der var også grøntsager og kiks til teen.

Hurtig tur ud til Kicker Rock, som med sine 143 m virker enorm. Guiden fortalte at nogle lokale også kalde den “Sleeping lion”. Det er noget med formen, når man kigger på den fra en bestemt vinkel.

At kaste sig ud i bølgerne fra båden med snorkel og gummitæer skal man vist have prøvet før, hvis man skal formå at holde styr på adrenalinen, og undgå at synke yderligere nogle liter havvand.

Men når der er faldet ro over situationen, kommer så til gengæld belønningen i form af en helt fantastisk verden, der åbner sig under maveskindet: små fisk i stimer, større farvestrålende fisk og størst af alt HAVSKILDPADDER. Personligt lå jeg i flere minutter mindre end 2 m fra en krabat på mere end 1 m i bredden.
Og det gentog sig 2 gange mere. En oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Tilbage på hotellet skulle der tørres tøj, inden turen til op til et informationscenter, hvor vi blev meget klogere på, hvordan dette paradis på jord opstod for adskillige millioner år siden. God præsentation og spændende historie.

Vi fik via en anlagt vandresti mulighed for at se statuen af Darwin og den bugt, som han ankom til øen i. Det var en overraskelse for mig, at han kun ifølge de lokale guider opholdt sig i 5 uger ialt på Galapagos.

Da mørket var faldet på, og søløverne atter havde fundet den bænk eller plads på stranden, hvor de skulle overnatte, gik vi samlet på restaurant og spiste lobster/hummer. Servitricen måtte hen i Mini markedet for at hente flere flasker hvidvin. Måske er det et godt trick at sætte en masse popcorn på bordet og derefter vente en halv time med at servere maden. Men det var en oplevelse både for øjnene og maven, da 32 hele hummere blev sat på bordet.

Nu er det sengetid, for imorgen skal alt være pakket kl, 7. Det bliver spændende at opleve de næste par øer også.

15. NOVEMBER, San Christobal – Floreana – Isabela

Skrevet af Hanne og Michael Jessen.

Efter morgenmaden drog vi videre fra San Cristobal, hvor vi har haft nogle fantastiske dage.
Først skulle igennem udrejse kontrol. Derefter sejlede vi ud på en bid af det store stillehav, som ikke var så stille endda, da bølgerne gik lidt højt, i de ca. 3 1/2 time som turen tog (110 km).

Vi nåede frem til Floreana, og satte straks kursen ind imellem diverse leguaner, imod Hotel Wittmer, hvor vi indtog en rigtig dejlig middag, som bestod af klar suppe med urter, gullasch med ris, kartofler og lækker ananas og til sidst frugtcocktail.
Derefter tog nogle en hurtig snorkeltur, hvor andre sad og slappede af.
Vel igennem udrejsekontrol var vi klar til vores videre færd til Isabela.

Båd 1 tog vist afsted nogenlunde planmæssigt, mens vi på båd 2 måtte vente en lille time pga. tekniske problemer, men afsted kom vi.
De tekniske problemer forsatte dog, da den tredje motor åbenbart ikke ville arbejde mere i dag.
Vi ankom derfor til Isabela efter mørkets frembrud. Det gav en udfordrende landgang med lys fra mobiltelefonerne.
Endelig nåede vi til Hotel Casita Del Marita. Vi blev budt velkommen med diverse informationer, samt en velkomst drik. Klokken 19.30. fik vi en pragtfuld middag. Vi startede med en appetitvækker. Derefter buffet med mange lækre ting. Tilsidst en skøn isdessert.

Derefter sluttede vi af som sædvanlig, med informationer om morgendagens program.
Nu er klokken mange og vi siger godnat herfra.

16. NOVEMBER, Isabela – Sierra Negra

Skrevet af Else og Børge.

Vi stod op til en diset og regnvåd morgen.
Vi var kommet til Hotel La Casa de Marita aftenen før og så frem til en bedre morgen mad end sidst, og det var det. Rigtig dejlig morgenmad med rigelig kaffe.
Efter morgenmad var vi klar i bussen til dagens Hike på vulkanen Sierra Negro.

Vi blev delt op i 3 hold, dem som bare ville med på busturen, dem som ville gå den korte tur på 9 km og de som ville helt op på toppen, 15 km.
Hold 1 tog med bussen hjem efter morgensangen og nød dagen på hotellet.

Hold 2 og 3 startede i regnvejr og let mudderet vej. Trods vejr og forhold var der forskel på traveskoene, de fleste i rigtige vandrestøvler, mens Per havde valgt bare fødder i sandaler ( dog med goretex remme). Guiden Christian havde bare kondisko på.

Vi startede i ca. 800 meters højde og skulle op i godt 1100 meters højde.
Undervejs op ad vulkanen stødte vi på mange dyr og fugle, mens udsigten var begrænset af tågen.
Der blev set heste, køer, finker, finke reder, fly catcher, smooth-billed Ani, en masse blomster mm.
Oppe på toppen spredte skyerne sig kortvarigt, så vi fik nogle fine udsigter over begge sider af bjergkammen. Vi kunne se lavaen, som var flydt ned i krateret. På den anden side af kammen kunne vi ud til havet.

Hold 3 spiste frokost nær toppen i tørt og lunt vejr mens hold 2 måtte nøjes med fugtige omgivelser lidt længere nede af bjerget.
Derefter gik det hurtigt ned ad bjerget til bussen.

Hold 2 var hjemme kl. 14 og hold 3 kl. 15.
Fantastisk tur og fantastisk guide.

Så stod det på støvlevask, bad, kolde øl og Happy Hour.

17. NOVEMBER, Isabela – Los Tintoreras

Skrevet af Anne og Carsten

Dagen i dag indledtes med en fint varieret morgenbuffet.
Transport i bus til havnen, hvor vi stævnede ud i en mindre taxabåd, som efter lidt sejlads rundt i lagunen satte os af på en lava ø og startede dagens fysiske anstrengelser med kort vandretur rundt på lava øen.
Her så vi baby havleguaner og i lille rolig kløft med krystalklart vand hvilede de hvidtippede hajer på bunden – de sover om dagen og jager klovnefisk om natten.
Herefter blev vi sejlet over til anden ø bred, hvorfra en snorkeltur blev afviklet.
Fantastisk oplevelse – så mange forskellige fisk i alle mulige farver, store skildpadder lå og hvilende sig på bunden og søløver svømmede drillende rundt mellem os.

Vi returnerede i båd til stranden.
Her fik vi i fin instruktion i roteknik i kanoerne og fik udleveret redningsveste.
Nu gik turen ud til revet – med muskelkraft.
Vi så galapagospingviner, blåfodet sule, brune pelikaner, fregatfugle og flere andre småfugle. Fantastisk at komme helt tæt på dem.
Det var vidst dagens største motionsudfordring.

Dejlig frokost på vores hyggelige hotel og så videre med bus til lagune med flamingoer.
Flot syn med disse lyserøde fugle.
Videre til skilpaddecenter.
Vi fik et godt indblik og forklaring på hvorfor to forskellige Galapagos skildpaddearter nu er indfanget og indgår i et projekt der skal genoprette bestanden af arten.
De har været truet af udryddelse.
De ældste skildpadder (som er dem der er avlsdygtige) er ca. 100 år.
Når æggene klækkes går der 5 år inden de kan udsættes i deres normale habitat (indtil da er de for sårbare for angreb, da deres skjold er blødt.)

Fin lille spadseretur gennem “dry forrest” og senere gennem mangrove skoven til stranden. Nogle tog bussen tilbage til hotellet – andre gik med et pitstop på vejen hjemad.

Mange samledes til en fantastisk flot solnedgang med en sundowner.

Atter et fint aftensmåltid fra buffet.

Og så var denne dag også gået godt.

18. NOVEMBER, Isabela – Santa Cruz

Skrevet af Ninna og Lars

Idag fik vi lidt længere tid i sengen, da morgenmaden først var kl 8.00 Hermed var vores ophold på hotel Casita Del Marita slut. Turens hidtil bedste med vidunderlig udsigt til de blå bølger og god catering.
Kl 9.00 afgang mod havnen, hvor vi igen blev indskibet i samme to hold på hvert sin båd. Hold 1 var denne gang i noget bedre humør, da de havde fået ny båd ,som denne gang kom først i mål. Vejret var solrigt og bølgerne lidt mere medgørlige. På vor båd var der trængsel agter, hvor der var åreknude parade i det gode vejr.
12.30 ankomst til Santa Cruz. Bagagen blev fragtet til hotellet, men vi gik selv den korte vej.

Efter lidt mas med nøgleudleveringen fik vi vores værelser. Det er tydeligt at byen er bygget op omkring et lidt mere krævende klientel ,hvor finish ligger på et højere niveau. F eks er busserne med rigtig air condition i stedet for manglende vinduer. Hver metode har sin charme.
Den forudbestilte frokost blev indtaget på Cafe Deli lige ved siden af hotellet. Pizzaerne blev rost af stort set alle.

14.30 afgang mod Carles Darwin Center med fine busser. Bla. så vi kaktusser, som angiveligt var 200-300 år gamle. De vokser 3 cm om året og smider piggene på den nederste del ,hvorfor vi blev opfordret til af vor guide Christian at kramme træet for at føle dets sjæl.

Pludselig så vi naturens drama. Der var sket en “ulykke” i en af skildpadde burene ,hvor en af skildpadderne var faldet om på ryggen og kæmpede for sit liv. Den sprællede af alle kræfter for at vende sig, men så ikke ud til at lykkes. Der var en indforstået holdning i gruppen om at vi ikke kunne gå videre før situationen var løst. Så alle jublede da den atter fik fast jord under fødderne.

Vi mødte også resterne af Lonesome George ,som i udstoppet form var udstillet i sit eget mausoleum.
Efter Carles Darwin Center var der fri leg,men alligevel blev alle igen samlet i Fausto`s bar ,da Børge og Else sad og piftede os ind. Rigtigt dejligt at gense Fausto ,og deres lokale øl smagte af mere.
Aftensmaden blev indtaget i “gaden” ,men nu er vi også ved at trætte af hummer

19. NOVEMBER, Santa Cruz – Højlandet

Skrevet af Lisbeth og Lars

Sidste dag på Galapagos…, sidste dag på vores fantastiske tur…, i morgen går det hjemad…, hvor blev tiden af…, oplevelserne står i kø og dagen i dag har blot gjort køen endnu længere!

Efter dejlig morgenmad hos “naboen” var der afgang til ranchen El Trapiche, som Adriano Cabrera etablerede i 1960’erne sammen med sin kone. Efter forgæves forsøg på at etablere en tålelig tilværelse i to Ecuadorianske provinser solgte de alt, og drog til Santa Cruz i Galapagos, hvor de blev pionerer i dyrkning af sukkerrør og fremstilling af alkohol på basis af sukkerrør.

Udstyret fra dengang er stadig i brug. Sukkerrørerene presses i en “trædemølle”, som normalt betjenes af et æsel, men i dagens anledning blev drejet rundt af Adriano og vores guide Pablo, så saften kom ud af sukkerrørene og ned i en spand.

Saften kan så bruges på forskellig vis til fremstilling af candy cubes, trapuchino – et pulver bestående af kaffe, chokolade og rørsukker, som kan opløses i varm mælk, sukkerlikør med og uden smagstilsætning, eller bare saft, som kan drikkes med eller uden citrontilsætning. Der var smagsprøver på det hele, som blev flittigt testet.

Ranchen drives i dag af Adriano og hans søn og svigerdatter, som bor der, under yderst ydmyge forhold og dyrker 2 ha. med sukkerrør, 2 ha. med kaffe og 1 ha. med kakaobønner, så de er selvforsynende med alt til faget henhørende.

“Spritten” brænder de også selv, efter at have fermenteret saften fra rørene i et til to døgn, afhængig af voluminet af saft. Adrianos “hjemmebrænderi” henledte umiddelbart tankerne på Jens Memphis’ og De Gyldne Løvers uforglemmelige vise om, at “…det syder af fusel og bobler af gær…” (selvom fermenteringen sker naturligt uden gærtilsætning) og da Adriano demonstrerede alkoholprocenten ved at hælde destillatet på det åbne bål under kedlen, så var det lige før vi “…for heden den dag brænderiet røg i luften med et helvedes brag…”.

Så var det mere fredligt, da kaffebønnerne blev “stampet” og viftet for at få skallen af og dernæst ristet over en sagte ild.

Efter således at have været henført til “de go’e gamle dage” drog vi videre til ranchen El Manzanillo, hvor kæmpe landskildpadder holder til – denne gang ikke i et inkubationscenter bag hegn, men i det “vilde liv”. Sikke en oplevelse at se disse store dyr i deres rette element. De lever rundt på Santa Cruz på et samlet areal på ca. 120 kvadratkilometer. Flere steder er der derfor vejskilte, som advarer om risiko for skildpadder på vejen, ligesom vi derhjemme har tavler om risiko for kvæg og andet.

En del af skildpaddernes levesteder tilhører El Manzanillo, som er opkaldt efter et “æbletræ” af samme navn. Æblerne er væsentlige for skildpaddernes fordøjelse, men særdeles giftige for mennesker. Her lever og parrer skildpadderne sig, hvorefter hunnerne en gang om året bruger et par uger på at bevæge sig ned ad bjerget for at lægge 8-12 æg, i en udgravning hun laver, hvorefter hun urinerer på æggene for at holde myrer og andet kryb fra at give sig i kast med æggene, og slutteligen dækker hun jord på, og går så tilbage op i højderne, og fortsætter sit liv, til næste parringssæson står for døren.

De øverste æg får mest varme og bliver til hunner, de nederste, som får knap så meget varme, bliver til hanner. Efter klækning graver ungerne sig op gennem jorden og bliver de næste 5 år indenfor en radius af 10 m fra reden, som hunnen omhyggeligt har placeret på et sikkert sted, hvor der er føde og hvor ungernes skjold kan blive tilstrækkeligt hårdt til, at de kan begynde vandringen op på bjerget beskyttet af det hårde skjold, som de har udviklet gennem de 5 år. Turen op tager flere år da “hastigheden” er ca. 3-5 m/dag og altid ad den samme rute, selvom de aldrig har gået den før. Godt, at de kan blive +100 år, så har de en fair chance for at nå det, de skal nå…

Umiddelbart ligner hanner og hunner hinanden. Hannerne er dog betydeligt større end hunnerne, men skulle man alligevel være i tvivl, så har hannerne en lang, kroget hale, hvor hunnerne har en kort trekantet hale, som ikke er i vejen, når den lidt besværlige parringsakt skal gennemføres. For yderligere at facilitere akten, så hvælver hannernes “bundstykke” indad, så det passer med hunnernes krumme ryg.

Besøget blev afsluttet med en delikat tre-retters frokost på El Manzanillo, med udsigt til kæmpeskildpadderne, som i rigt mål lå og gik omkring på området. Inden frokosten afprøvede de modigste af os hvordan livet som skildpadde former sig, da de kravlede ind i et “forladt” skjold på restauranten. Godt, at de gjorde det før frokosten, ellers kunne de have risikeret at skulle have haft skjoldet med hjem.

Efter besøg i den lokale souvenirshop var der afgang tilbage til Puerto Ayora, hovedbyen på Santa Cruz, hvor resten af eftermiddagen blev brugt på indkøb af de sidste souvenirs, en sidste øl på vores guide på fastlandet, Faustos mikrobryggeri og en hyggelig farvelsludder med ham.

Dagen og vores tur til Ecuador og Galapagos blev afsluttet med en dejlig 3-retters menu på restaurant Bahia Mar og taler og tak fra vores fire fantastiske guider Synnøve, Anne Marie, Pablo og Christian og tak og hurra fra os deltagere til guiderne for en helt igennem fantastisk tur – der var ikke et øje tørt!

20. & 21. NOVEMBER, Santa Cruz – Baltra – Guayaquil – Danmark

Skrevet af Anne Marie

Efter er god nats søvn, fik vi morgenmad på restauranten ved siden af hotellet. De havde mere tjek på det i dag.
Kl. 8:15 blev den første bus pakket, den anden lod vente lidt på sig, men efter et kvarter var alle og alt pakket til afgang.
Så kørte vi op i højden igen mod Baltra.

Vi kunne se at naturen forandrede sig efterhånden som kørte, og vi så nogle store landskildpadder gå og græsse på markerne.
Efter ca. 1 times kørsel skulle vi over et stræde med vand, med et par både fra Santa Cruz til øen Baltra, hvor lufthavnen er.
Da vi ankom til Balstra, sad en gul landleguan og ventede på os. Der var en mere i buskadset, som var endnu mere gul, så fotograferne gik nogle flotte billeder.
Efter et kvarters kørsel i endnu en bus, ankom vi til lufthavnen.
Morgensangen blev afsungen en sidste gang på Galapagos.

Indtjekning, som gik smertefrit. Så nu var det farvel til vores to guider, Pablo og Christian, som har vist os Galapagos, med stolthed, stor viden og altid med et stort smil.
Vi gik gennem sikkerhedskontrol og lige ind i afgangshallen, og efter lidt ventetid kom vi på flyet, som lettede til tiden.
1,5 time senere landede vi i Guayaquil og urene måtte stilles en time frem.

Jaime med familie kom med alle kufferterne, som havde været opbevaret på hotellet i Quito. Jamie fik en fødselsdag sang fra os, da det var hans fødselsdag.
Så var det ind i lufthavnen og få pakket Galapagos tasken og kufferten sammen, og få kufferten til at veje under 23 kg. Det var vist kun min, der vejede 24 kg.
Tjek in til Amsterdam og bording hele vejen hjem til Danmark.

Nu gik ventetiden med at få lidt at spise og en enkel blev kaldt ned for et sikkerhedstjek af kufferten.
Flyet lettede til tiden, så nu var det bare med at slappe af og nyde hjemturen.
Efter 10,5 times flyvning og så 6 timer frem på uret, for at få Hollands tid, landede vi i Amsterdam.
Gruppen blev samlet en sidste gang. Morgensangen blev sunget og alle fik sagt farvel til hinanden, da vi nu skulle deles i tre grupper. 10 til Kastrup, 6 til Ålborg og 16 til Billund.

Vi kom lidt forsinket til Billund, men alle fik deres kufferter og måtte ud i den Danske kulde.
Synnøve og jeg vil sige tusinde tak for jeres altid gode humør og gå på mod, da I skulle ud at opleve paradiset i Ecuador og på Galapagos.
Vi håber, at se jer til gensyn i februar måned.