Færøerne 2021 - Tur 3

17. & 18. maj, Torshavn – Kirkjubøur – Torshavn

Skrevet af Linda.

Afgang fra hotellet kl. 09.00 og en kort køretur til udgangspunktet for traveturene. Lone gik den korte tur med en 3-4 stykker og os andre gik med Maja og Claus på den lidt længere tur på ca. 7.5 km.

Omkring kl. 9.30 havde alle fået vandrestokke og var klar til afgang. Det første stykke fulgtes vi ad til en lille bæk, her sang vi morgensang og så begyndte turen.

Den korte tur gik tilbage til Thorshavn, hvor de undervejs kom langs et stykke af kysten med dejlig sandstrand, men der var ikke stemning for et bad. Temperaturen var ca. 6 grader.

Vi andre skulle gå til Kirkjubøur. Vi havde en højdeforskel på ca. 230 meter foran os. Der var en god sti i begyndelsen, men så blev det til en gedesti, og det var ikke alle, der havde det godt med stigningen. Vi kom dog alle op, og derefter var der et langt stykke, hvor det gik meget lige ud.

Ca. halvvejs kom vi til et stykke, der lignede en dal, her var til ikke muligt at se bebyggelse til nogen af siderne. På stedet her havde storbonden Patursson fra Kirkjubøur fra 1895 til 1940 samlet sine tilhængere for at holde møde om løsrivelse fra Danmark. Der er en prædikestol og så et ellers dejligt område at opholde sig på. Stedet har et specielt navn, men jeg fik det ikke skrevet ned, og ingen kan huske, hvad det hedder.

Efter pause her gik turen videre, og vi gik i eget tempo med stop af og til. Der var en del fugle, og selvfølgelig får med deres små lam. Af fugle så og hørte vi ryler, bekkasiner, strandskader, ravne, måger og nogle småfugle, som var for langt væk til at de kunne identificeres.

Da vi nærmede os Kirkjubøur og startede den sidste del af nedstigningen, blev terrænet noget vanskelig, men vi kom ned i god behold, dog var der en der faldt et par gange, men kom ikke alvorligt til skade.

Ved kirken holdt bussen, så der var madpakker. Sikke en madpakke, det var 20 cm. flute med pålæg, ikke fisk og øl eller vand til.

Vi besøgte kongsgården, der ligger ved siden af kirken. Kongsgården er fra middelalderen og stadig beboet af kongsbonden, som er 17. generation af Paturssons familie. Den gamle dør er fra det oprindelige hus, som var bygget tidligere. Bagved ligger kirkeruinen af Magnus katedralen. Den hvide kirke er den oprindelige domkirke, der var indviet til Jomfru Maria indtil reformationen, derefter blev det Olaf kirken. Det gamle inventar blev solgt til Nationalmuseet for 200 kr. og den er nu moderniseret. Det er den ældste domkirke i Norden.

I byen bor den kendte kunstner med navnet Trondur Patursson. Han har bygget sit hus af flere omgange og er noget af et rodehoved.

Tilbage til Thorshavn og et besøg på Nordens hus. En smuk bygning med meget kunst og en rigtig god atmosfære. Der er der dansk og færøsk kunst både inde og ude. Huset er blandt andet indrettet med finsk træ både i møbler og loft.

Så tilbage til hotellet og en kort pause inden nok en fodtur. Denne gang en tur ud på Tinganes, hvor det oprindelige tingsted ses, som en cirkel i en sten.

På vejen så vi på en kopi af den originale Færøbåd. Der skal 20 mand til at ro den. Indtil 1866 måtte færingerne ikke bygge andre formet for skibe end robåden. I havnen ligger et dansk flådeskib, F360, Hvidbjørnen, der siden 2002 har foretaget fiskeriinspektion omkring Færøerne, sammen med andre skibe fra marinen.

Efter en briefing om Tinganes, gik turen videre ind mellem de gamle smukke bygninger, som nu rummer forskellige regeringskontorer. Her fortalte Claus også, at første gang navet Thorshavn findes i dokumenter er i 1075. Navnet betyder Thors havn.

I 1673 blev bygningerne på Tinganes jævnet med jorden ved en eksplosion i et krudtkammer på fortet. Det tog også biblioteket, hvor alle tidligere historiske dokumenter blev opbevaret. Derfor er det svært at finde historie fra før den tid.

Igennem historien har der været problemer med handlen. Hanseaterne ville gerne handle med færingerne med det ønskede den danske konge ikke, så der blev indført monopoler, der med tiden blev ophævet og så igen indført.

I 1866 bliver Thorshavn hovedbyen på øerne, og i 1948 får Færøerne selvstyre. En ¼ af befolkningen bor i Thorshavn. I 2005 fik man ny hjemmestyrelov og Landstinget har 37 medlemmer der kommer fra 7 forskellige partier.

Turen gik videre forbi Wilhelm Heinesen hus, hvor han boede fra 1900-1991. Turen sluttede ved Landstingsbygningen, hvorefter der var fri til at se på byen.

Karin og jeg gik lidt rundet til boghandel, husflid og andre butikker, inden kulden sendte os hjem til hotellet og en varm kop kaffe og te.

19. maj, Torshavn – Suduroy – Gjógv

Skrevet af Birgit og Gunnar

Vi pakkede kufferter og satte dem ved elevatoren. Lone og co sørgede for at pakke bussen, som kørte til færgen for at holde i kø.

Vi gik den korte tur til færgen, ledsaget af en masse skolebørn. Det viste sig, at samtlige 6. og 7. klasser på Færøerne skulle til fodboldstævne på Suduroj, så der var liv og glade dage på færgen.

Vi sejlede i dejligt vejr med Smyril Line, sejlede forbi Lille og Store Dimun undervejs. På Lille Dimun bor der kun får, som går der hele året. Om efteråret hejses lammene ned i både og sejles til slagtning. Øen ejes af folk fra Hvalba.

Tidligere kunne skibene ikke lægge til i Torshavn, så Suduroy var økonomisk centrum for tørring og saltning af fisk.

På vej til Hov så vi gymnasiet, der er bygget ”outside of nowhere”, idet ingen af byerne skulle have det.

I Hov mødte vi Finnbjørn på museet for klipfisk. Han er en ældre mand, som har sejlet på de syv verdenshave bl.a. med levende dyr fra Australien til De arabiske lande, men som nu er vendt hjem til sin bygd og har lavet museum i den tidligere købmandsforretning, som var ejet af hans familie.

Han fortalte levende om, hvordan alle bygdens kvinder og børn var involveret i vask og tørring af fisk. Fædrene var fiskere og fiskede hele sommeren ved Grønland og Island. Når der kom fisk ind, blev flaget ved butikken hejst, og kvinderne smed, hvad de havde i hænderne og skyndte sig ned for at vaske fisk. Nogle kunne vaske op til 700 torsk om dagen – i koldt vand og uden handsker. Børnene hjalp til med at lægge fiskene til tørre. Den skulle tørre indtil den var helt stiv. Hvis det gav regnvejr, mens fisken lå til tørre, måtte den samles sammen igen. De tørrede fisk blev eksporteret til Sydeuropa og var bygdens eneste indtægtskilde.

Kvinderne fik ikke penge for arbejdet, men fik i stedet varer fra købmandsbutikken. Der blev ført regnskab med mellemværendet i en kontrabog.

Det var kvinderne, der sørgede for alt praktisk i hjemmet og for børnenes opdragelse. Finnbjørn fortalte, at hans bedstefar og 20 andre omkom i 1920, 2 måneder senere nedkom hans bedstemor, så det var en barsk tid.

Finnbjørn viste og fortalte om alle de ting, han havde samlet i købmandsforretningen og fortalte også om den årlige Vikingefestival, som bliver afholdt der. Han er også i gang med at skaffe midler til at bygge en vikingebåd og en bygning til den – 20 mio kr.

Frokosten, som vi spiste der, bestod af saltfisk med kartofler og hvid sovs. Det smagte herligt, og der var rigeligt.

Finnbjørn kunne have fortalt hele dagen, men vi fik da sagt farvel og kørte videre mod Akraberg. Det var en smuk tur. Bussen havde lidt problemer med at komme det sidste stykke og måtte op til skolen for at vende. Nogle af deltagerne havde en lidt høj puls undervejs, men Jon tog det tilsyneladende roligt.

Vi gik det sidste stykke ud til fyret på sydspidsen af Suduroy . Fra fyret til fyrmesterboligen er der spændt et tov, som fyrmesteren kunne holde fast i, når det stormede. Vi kunne se Færøernes sydligste punkt, som kaldes Munken.

Hver 6. time skifter strømmen ud for Akraberg retning. Det gjorde bussen også, idet vi bakkede noget af vejen ned mod Sumba.

Turen gik videre til Vagseidi, en naturhavn i en flot natur. Vi kørte forbi en efterskole, som har naturfag som tema, og hvor der går flere udenlandske elever.

For 9 dage siden åbnede den nye tunnel til Hvalba. Det var første gang, Jon kørte der. Et andet ”sidespring” var gennem den dal, hvor det blæser mest på Færøerne og ud til et udsigtspunkt. Herefter fik vi et meget tiltrængt tissestop.

Undervejs fik vi fortalt om nationalfuglen, som er strandskaden – tjaldur – den fugl, som skræpper op, når der er fare, og som jo også advarer de små fugle.

Vi kørte tilbage til færgen og kom ombord sammen med alle fodboldbørnene. Vi fik vores egen fine salon og fik en dejlig middag ombord – vi fik fisk. Det blæste lidt mere på tilbageturen, men alligevel en fin overfart.

Fra Torshavn kørte vi gennem den undersøiske tunnel. Tunnelen blev indviet 19. december 2020 og er på det dybeste 187 m under havet. Den er 11,2 km. lang og kostede 2 mia kr. Det tog NCC 4-5 år at bygge den. I tunnelen er der lyskunst af Trondur Patursson, der er en rundkørsel under havet. Det koster 1250 kr. for vores bus at køre igennem. For en bil med abonnement koster det 75 kr. hver vej. Det synes mange er for dyrt, så der er ikke ret meget trafik i den.

Turen gik videre til nordenden af Eysturoy og Gjorv, hvor vi skal bo resten af turen.

20. maj, Gjógv – Leirvik – Gøta – Gjógv

Skrevet af af Linda.

Tidlig op, vejret viste ikke solskin, men sne ned til ca. 500 m. Det var temmelig koldt at komme ud, men dejlig friskt. Vi skulle køre 08.45, men det blev alle ikke færdige til, så vi blev lidt forsinket. Ferie, vi når det nok.

Det gik stille og roligt ned gennem alle hårnålesvingene medens Claus fortalte røverhistorier om ”venskabet” mellem de to nabobyer på begge sider af passet. Han fortalte også om sprogets oprindelse, som er en dialekt af det gammelnordiske i lighed med islandsk, og nynorsk. Skriftsproget fik de først i 1846. Færøerne kom ind under Norge i 999.

Vores første stop var kirken i Gøta, som er fra 1995, og ikke alene smuk arkitektur, men også en fantastisk udsmykning. Mange af jer tog et skrift med og kan der læse om kirken ,når I kommer hjem. Derfor vil jeg ikke gå i detaljer med den, men jeg var imponeret.

I 1725 ophævede kongen monopolet på handlen og indsatte en sysselmand på øerne, som ret hurtigt indførte Monopolet igen for selv at drage fordel af det.

Næste stop blev i Leirvik, hvor vi besøgte fiskefabrikken Nordfra. Vi kom ind en hal med store fiskekasser med forskellige fisk udstillet ovenpå is. Der var helleflynder, torsk, sej, rødfisk, rødspætter af en vis størrelse, lange, rok og kuller. Desuden flere færdig forarbejdede vare af fisk som fabrikken fremstiller. Desuden blev vi præsenteret for en kasse med jomfruhummer, der var klar til at blive afsendt videre. Hummerne var levende. Vi fik ikke rigtig indtryk af arbejdsprocessen, men der arbejdede 30 mand i Fabrikken. Efter besøget her gik vi videre til museet, der ligger på den modsatte side af vejen.

Huset der indeholder museet, er fra 1951 og blev bygget til at salte og tørre fisk i. Da man ikke længere havde brug for huset til tørrelager, blev det brugt til at reparere tavlene i. Derefter stod det tomt i nogle år, men i år 2000 begyndte en lokal at samle ting ind om fiskeriet og dets historie og i 2001 blev huset åbnet som museum fór fiskeri og sejlas i området og på Færøerne. Man har også føjet en udstilling om malerier af to lokale malere til museet. Det er malerne S. Toftanes, der er født i Leirvik i 1945 og stadig bor der, og maleren Jeannis Kristiansen, også født der og levede fra 1918-1988. Fine malerier, men meget forskellige i udtryksmåde.

I 1611 skete der en katastrofe for bygden, 54 både gik på fiskeri, det var robåde. Vejret skiftede pludselig om og ingen af de 54 båden kom tilbage. Det var forsørgerne i husstandene, der nu var borte, så det var en virkelig katastrofe, for hvordan skulle konerne nu forsørge dem selv og deres børn.

Efter besøget på museet var det blevet frokosttid, og den skulle vi indtage i fiskefabrikkens kantine. Menuen kan der vist ikke være tvivl om. Fisk (kuller) og pomme fritter.

Nu måtte frokosten fordøjes, så vi tog afsked med fiskene og kørte først op over byen, hvor vi satte de 8-9 stykker af, der ville tage turen til fods over bjerget med en stigning på over 600 m op og ligeledes ned på den anden side. Vi andre blev kørt over på den anden side, for at starte en tur på ca. 4 km. På den gamle vej rundt om bjerget langs fjorden.

En af de 10 der gik over fjeldet og havde den hårde opstigning fortæller om sin tur, at det gik nemmere en forventet at komme op på toppen, og at nedturen føltes noget længere. De havde mødt et får med et lam og en skovsnegl undervejs. Udsigten fra toppen var fantastisk. Alle kom ned i god behold.

Vi andre. der blev kørt til vores startsted på den anden side af bjerget ved Fuglefjorden, gik af den gamle landevej, der det meste af vejen gik i samme niveau, så vi havde ikke de store problemer med højdeforskel. Der blev hyggesnakket undervejs og taget de nødvendige pauser som man lystede. Vi så selvfølgelig masser af får og lam. Desuden så vi på dambrugene undervejs, dem er der mange af i Fuglefjorden. Der er også ”tanghaver” i fjorden, som dyrkes på snore der hænget ned i vandet. På overfladen er de markeret med nogle gule og røde bøjer. Da vi nåede til svinget omkring bjerget og ind i den fjord vi skulle til, passerede færgen fra Island til Thorshavn/Hirtshals os, No Røna. Det var ikke normalt at den kom denne vej, det kunne være på grund af vejret eller at passagererne skulle have en ekstra oplevelse. Lidt længere fremme kunne vi se, at bussen ventede os med kaffe og tevand. Det var lige hvad vi manglede. Efter endt kaffepause kørte vi videre.

Vi havde endnu ikke de 10 bjergvandrer med, men nu skulle vi lige se noget andet. Vi kørte et eller andet sted hen, som kun Jon kendte, han ville vise os deres forbrændingsanlæg. Det var nok ikke det der imponerede os mest, men ved siden af ligger en bondegård, ejet af en dansker, og mage til rodehoved skal man lede længe efter.

Nu gik turen så tilbage til Gota. Det var her vi så på kirken i formiddags, men nu stoppede vi ved Blåsastova Museum. Nu var vi igen alle samlede og rundgangen kunne begynde. Først besøgte vi beboelseshuset. Det var spændende, her sad to damer og strikkede rundt på en trøje, de strikkede på en trøje, de strikkede på 10 strømpepinde nr. 6. I samme rum sad en mand med en spinderok, en lille opstatrok og han spandt også på en traditionel færøsk rok, som fungerer helt anderledes. Her var der også diverse køkkengrej. Her var alkover langs vægen og en mængde finurlige ting. Meget spændende hus. Vi så også bådhuset med en gammel båd og forskelligt grej til fiskeri og hvalfangst. Så gik turen videre til kirken, som havde været i brug fra 1833. Kirken er udført i træ.

Det sidst besøg gjaldt rådhuset, som er et nyt byggeri og det eneste rådhus på Færøerne, der er bygget som rådhus, alle andre steder, er det andre huse der laves om til rådhuse. Byggeriet var færdig i 2018 og bygge, så det ser ud til at vokse ud af jorden og over et flodleje. Der er græs på taget. Huset er tegnet at arkitekt Osbjørn Olsen, der også har arbejdet i Danmark som arkitekt. Vi fik en rundgang på rådhuset og så også deres byrådssal, der er bygget over elv. Der er glas i gulvet så man under møderne kan følge med i livet i elven.

Så gik turen tilbage til hotellet, Aftensmaden bestod af rejesalat som forret og lam som hovedret. Derefter var der hygge på loftet med sang og snak.

21. maj, Gjógv – Klaksvik – Nes – Tofti – Gjógv

Skrevet af Linda.

Dagen startede med et kedeligt vejr. Efter morgenmad skulle vi ud og se på byen, da vi var blevet fri for PCR testen i Klaksvik. Sneen var i nattens løb nået næsten ned til hotellet. Det regnede lidt, men det må man jo taget tøj på efter. Først gik vi til slugten, der tidligere var brugt til havn, derfra fortsatte vi til den yderste pynt med Marys bænk. Det blæste godt, og det gav mulighed for fine billeder af havets kamp mod klipperne. Turen gik videre til kirken og et mindesmærke for de mænd fra bygden, der aldrig kom tilbage fra havet. Mindesmærket viser en kvinde med to børn, det stirrer mod havet. På vej tilbage kom vi forbi ”Lille Lars fra Grested´s ” sommerhus. I dag bor der 29 personer i bygden og der er ingen børn. Omk. 1940 boede der 250 i bygden. Her er ikke bopælspligt i husene, derfor er de ubeboede huse fritidshuse.

Da vi kom tilbage til hotellet, var Jon kommet med bussen, så der var afgang mod Klaksvik. Da vi nærmede os passet, lå der også sne på vejen, men det var ikke nødvendigt med sneplov. På den anden side ned mod fjorden var der rigtig meget sne på siderne.

Undervejs til Klaksvik fortalte Claus om borgerkrigen i 1953, som det hed sig kom det af, at lægen på sygehuset havde en fortid i Nazipartiet, det ville den danske lægeforening ikke acceptere, så han blev fyret. Claus havde fundet ud af, at den egentlige årsag var, at beboerne i Klaksvik er meget nationalistiske og ville rives løs fra Danmark. Mange af jer der læser dette vil sikkert kunne huske det.

Vi ankom til Christiankirken, som vi skulle se, men damen med nøglen var der ikke. Så gik vi i bussen igen og sang morgensang. En halv time efter det aftalte dukkede hun op og undskyldte, at hun havde glemt det. Hun kunne ikke undslå sig, da der var betalt på forhånd.

Det mest imponerende i kirken er alterbilledet, det har oprindeligt været en del af udsmykningen i Viborg Domkirke, men det blev udsat for fugt og for at det ikke skulle gå til, blev billedet taget ned og gemt på Nationalmuseet. Her så arkitekten Peter Pap billedet og mente det fortjente en bedre placering. Han fik lovning på, at hvis han skulle tegne en bygning, hvor det kunne komme til sin ret, ville han få det. Derfor blev tegningen til Christians kirken dimensioneret, så billedet kom til at passe på altervægen. Besøger man i dag Viborg Domkirke kan man se det samme billede som Joakim Skovgaard har genskabt, med der er 5 små ændringer i det nye billede, fin dem.

Den øverste del af døbefonten formodes at stamme tilbage fra hedensk tid og har formodentlig været en offerskål, den er fundet i en kirkeruin i Nordsjælland. Underdelen er af færøsk sten. Det skal være den ældste døbefont i Verden.

Kirkeskibet er en færøsk 8 mands båd, bygget i 1912. Den har været brugt som fiskerbåd, og det er første gang jeg ser et kirkeskib i naturlig størrelse. I den forbindelse blev det også nævnt, at den 2. Verdenskrig kostede 157 mand fra Klaksvik livet.

Derefter gik vi en tur i kælderen, hvor der er udstillet 10 meget smukke billeder lavet i træ. Det er en lokal kunstner der har lavet dem til kirken og motiverne er fra Jesus liv.

Til middag gik vi på bryggeriet, der ligger lige overfor kirken. Her var der rundvisningen med den nuværende ejer, der er 4. generation på stedet. Hendes ollefar havde startet bryggeriet som bageri og bryggeri på stedet i 1888. Bageriet er for længst lukket med bryggeriet lever videre. De destillerer også whisky, og det sidste destillat blev solgt for 1250 kr. for en ½ l. De brygger forskellige øl, og efter 1980 fik de lov til at fremstille øl med procenter. I 2011 fik de lov af brygge stærkt øl og andre alkoholiske drikke, men det må de ikke sælge ud af huset, det kan kun købes på det, der svarer til bolaget i Skandinavien og toldfrit i lufthavnen. Råvarerne importerer de fra Danmark og Tyskland på nær vand, det har de nok af.

Det færøske flag vejede ved bygningen, og da flaget i år er 102 år, havde de også et bryg til ære for flaget. De har dog først fået lov til at flage med det fra 1975. Det var man bare ligeglade med i Klaksvik, der flagede man med det, når man lystede.

Der var også smagsprøver og dertil nogle håndmadder, det var en dejlig let frokost. Så var der en halv til strøgtur, men det var heller ikke nødvendigt med mere, for butikker var der ikke mange af, eller også var de svære at finde.

Herefter blev der officielle program sat ud af drift, for den tunnel vi så skulle igennem var lukket for tung trafik på grund af vejarbejde.

Turen gik nu over på den ø, hvor vi bor, men vi kørte mod syd og op på en højslette, der viste et helt andet landskab, end det vi tidligere har set. På vejen gjorde vi stop i Runavik ved deres spejderhus. Fine faciliteter. Oppe på højslættene kørte vi helt ned på den sydlige spids, hvor vi kunne se Nolsoy og Thorshavn. Det blæste godt, men udsigten var fin.

Vi vendte så næsen mod nord og kom til Toftir, hvor vi gjorde stop ved garnbutikken Navia. Her ventede indehaveren med kaffe og te og præsentation af butikken og dens historie. Fabrikken og butikken er grundlagt i 1930erne. Det var indehaverens oldemor, der startede butikken. I 1961 startede de et spinderi, så de selv kunne fremstille garnerne. Så blev der købt ind.

Vi var hjemme 17.30 og skulle så til færøaften kl. 18.00. Menuen stod på traditionelle færøske specialiteter, med det var buffet, som der var valgmuligheder. Efter middagen sang og spillede en af Færøernes kendt sangerinder. Vi sluttede af med at danse færødans, hvor alle måtte på gulvet. Dansen blev ledet af to færinger i færødragter. Vi fik varmen. Det var en lang dag

22. maj, Gjógv – Vestmanna – Streymor – Gjógv

Skrevet af Kirsten & Esben

Vi er stået op til stille vejr og ingen sne. Kun den på de øverste toppe. Meget lækker morgenmad her på stedet, og i dag skal vi så ud at sejle på vestsiden af Streymoy. Vindretningen er vist rigtig gunstig.

Bussen kører kl.9, og turen herfra er meget små bjergveje med skrænter og vandudsigt.
Det var en flot tur i mere klart vejr i dag. Vi skulle ned over Eysturoy og over til Streymoy, hvor Vestmanna ligger. De to øer er forbundet af “Atlanterhavsbroen”, som den kaldes. Den er 220m lang og er verdens eneste bro, der krydser Atlanterhavet.
Vi var ventet, da vi nåede til Vestmanna. Her lå båden klar, og vi sejlede med det samme.
Vandet viste sig fra den stille side, og vi sejlede mellem Vagar og Streymoy op langs Streymoys vestkyst. Fårene går på de “lodrette” sider, og på Vagarsiden lå en lille bygd, som blev forladt i 1964. Her var kun adgang til fods over fjeldet eller til søs. Her er ingen strøm. Der lå ca 4-5 huse, og de så ret velholdt ud. I dag bruges de som sommerhuse af efterkommere af familierne.

Ude på det åbne Atlanterhav fik vi oplevet “ Krabsøer”. Alle kan nok huske, hvordan det føltes, men ingen blev søsyge. Vi sejlede tæt ind under klipperne, bl.a.” Den store Elefant,” som vi kom rundt om. Fuglene var ikke så lette at få øje på, men der var lunder og lomvier, malemuk og evt. andre. Suler er vist også almindelige.
Det er stadig lidt for koldt til, at alle rigtig har slået sig ned og ligger og ruger. Hjemturen virkede mere behagelig – rygvind.

Da vi kom i havn, spiste vi på “skipperens restaurant” – tror jeg, det var. Vi fik lækker fiskesuppe og også salat + kaffe.
Efter frokost begyndte hjemturen. Vi holdt fotostop omkring Kvivik, hvor der var en flot udsigt. Ved Leynar gjorde vi holdt ved nogle gamle laksetrapper, der var bygget af tilhuggede sten fra området. Sten findes jo overalt og ses også som indhegning omkring haver eller fårehegn.
Det sidste stk. vej mod Gjogv kørte vi ad den gamle vej over fjeldet.

Vi var hjemme til planlagt tid kl. 15 – og kl.16 fik vi besøg af en indfødt fra Gjogv.
Han var opvokset i byen med to brødre. Deres far var fisker og fiskede ved Island og Scotland evt. Grønland i flere måneder ad gangen. Mens faderen var væk, skulle drengene hjælpe moderen med koen og fårene. Om vinteren var faderen også hjemme hos familien.
Alle tre brødre var blevet lærere, og i dag har de hver deres hus i Gjogv, selv om de bor i andre byer. De kommer meget ofte i hjembygden med deres børn og børnebørn. På den måde holder slægten fast ved det gamle, som engang var “de gode gamle dage”. Han var en meget levende og god fortæller. Asbjørn ? Hed han vist? Han var i bygden i dag, fordi der var fælles “rengøring” i hele området. Til aften skulle alle så feste med fællesspisning.
Igen en rigtig god dag – og med godt færø-vejr.

23. maj, Gjógv – Saksun – Tjørnuvik – Gjógv

Skrevet af Inger Marie og Børge Andersen.

Denne pinsemorgen startede med sol, og var man stået tidlig op, havde der været mulighed for at se pinsesolen danse, hvis ikke det var fordi den her stod op over fjeldet.

Da vi havde fået morgenmad og gået lille tur rundt i byen, startede vi kl 10 på dagens tur. Efter at have passeret broen over ”Atlanterhavet” kørte vi gennem en flad dal mod Saksun.

Her blev vi delt op i 2 hold. Det ene hold gik turen over fjeldet til Tjørnuvik. Det andet gik ad den tilsandede fjord ud til Atlanterhavet mod vest.

Den sidste tur var en smuk tur med en storslået natur, hvor vi gik på sort sand. Her var mulighed for mange flotte billeder. På de stejle klippesider var der en del fugle. På grund af den kulde der kar været indtil nu, var der nok ikke så mange fugle som der ellers ville have været.

Da vi gik ud mod havet kunne vi se og følge det andet hold der gik opad mod toppen af klipperne. Opstigningen tog en god times tid.

Ude ved Atlanterhavet var der så dejligt, at vi fint kunne have haft vores madpakke med.

Den fik vi så da vi kom tilbage til bussen. Derefter var det tid til at køre mod Tjørnuvik hvor vi skulle møde Hans Esbern Heinesen. Han fortalte om livet i bygden før i tiden bl.a. at det var vigtigt at man havde en ko og kartofler.

Da de skulle bruge græsset til køerne satte de kartofler i nogle sten inddæmmede jordstykker ud mod havet. Nogle gange skete det at havet væltede stenene ned, så man måtte sætte dem op igen.

Tørven man skulle bruge til brændsel hentede man med skibe fra andre steder. Dog var de afhængige af det var godt vejr for at kunne bruge det lille naturhavne anlæg. Vi så saveladet som havde været i brug indtil 1969. Det blev brugt til at save drivtømmer. De var 2 mand hvor den ene havde fat i saven fra oven og den anden nedefra.

Da vi gik ind i kirken fik vi endeligt øje på det andet hold højt oppe på fjeldtoppen.

I kirken fik vi fortalt om dens historie. Den første kendte kirke er fra ca. 1710. den forsvandt under en storm i 1780. Der hvor et stykke træ fra kirken satte sig i jorden blev den nye kirke bygget. Kirken var tidligere også sognekirke for Haldersvik og Saksun. Da Haldersvik på grund af manglende veje fik sin egen sognekirke blev kirken i Tjørnuvik revet ned og båret over fjeldet til Saksun. Dette skete i 1856. Befolkningen i Tjørnuvik følte at de fik stjålet deres kirke. Først i 1937 fik de deres nuværende kirke. På Færøerne har man haft en lang tradition med at synge Kingosang. Sangen har rod i den salmebog som Kingo udgav i 1699. Den tog præsterne med til Færøerne. Her var ingen noder og orgler, så det var degne, præster og husbonden der sang for. På den måde blev melodierne forskellige fra bygd til bygd. Sangen er langsom og messende. Den blev også brugt af fiskerne når de tog på havet. Der blev sunget så rytmen passede til årernes tag. Da orglet vandt indpas i landet først i 1900-tallet blev der mindre kingosang, men særligt i Tjørnuvik har man holdt fast. Der er i bygden et Kingo sangkor der tager ud og optræder, også i Danmark.

Efter kirken gik vi til Hans Heinesens cafe, hvor vi fik kaffe og te og rigtig gode varme og sprøde vafler.

Da fjeldholdet kom ned fik de deres kaffe udenfor. Det havde været en fantastisk tur, for nogle måske også en lang og sej tur. De virkede ret høje over oplevelsen.

Da det efterhånden var ved at være sent på eftermiddagen nåede fjeldholdet ikke kirken. Det var tid til at komme tilbage Gjøgv så vi kunne være klar til aftensmaden kl. 19.00. Der blev kun kort tid til at skifte tøj.

Efter aftensmaden gik vi ovenpå hvor fik vi besøg af Joannes der fortalte, sang og spillede på harmonika. Han havde også egne malerier med. Det var samtidig vores sidste aften på Færøerne efter en helt fantastisk tur rundt på flere af øerne. Vi har nydt turen fuldt ud.

24. maj, Gjógv – Gasadalur – Vágar – Billund/Kastrup

Skrevet af Linda.

Sidste dag på Færøerne. Vi tog afsked med hotellet efter morgenmad og pakkede bussen. Kl. 09.00 skulle vi køre, med det trak lidt ud, da vi lige skulle synge morgensang ingen afgang. Turen gik op over bjergpasset og af den smalle vej over til Eidj og ned langs kysten til ”Atlanterhavsbroen”. Vi fortsatte mod syd langs fjorden og krydsede over, og kørte så under sundet til Vagar gennem tunnellen.

Der er kun en vej på Vagrar og den kørte vi til den sluttede, forbi bygderne og lufthavnen til vi nåede frem til Gasadaualur for enden af vejen. Undervejs kom vi forbi en af Færøernes 11 sorte trækirker. De er bygget mellem 1828 og1868. Der bor nu ca. 50.000 mennesker på øerne, men der er mange flere får.

I lighed med Danmark indførte man folketællinger på øerne, da der nu var så mange beboere, at man måtte vide, hvor og hvor mange der var i hver husstand. Sammen med kirkebøgerne giver det mulighed for også at finde sine forfædre. En stor hjælp for slægtsforskere.

På Va´gar bor der nu ca. 3.000 personer.

Under den 2. verdenskrig blev Færøerne beskyttet af englænderne. Da have base på Va`gar og først landede de på en sø på øen, indtil de 1942 havde bygget lufthavnen. Da færingerne ikke så englænderne som fjender, blev mange gift med færøske kvinder. Det drejer sig om ca. 170.

Lufthavnen blev først i 1963 åbnet for civil trafik. I 1996 blev et dansk militærfly med forsvarschefen og hans hustru, og flere af andre medlemmer fra forsvaret dræbt, da flyet forsøgte at lande i så dårligt vejer, at ikke engang lokale vil lande, da det ikke var forsvarligt. Landingsbanen er kun 1799 m.

I dag kom vi gennem en tunnel til Gasadalur, men indtil 2004 var det ikke muligt at komme over bjerget uden til fods, og posten gik 4 gange om ugen over bjerget til byen med post. Her blev vi sat af før byen, og kunne gå til et vandfald og også se udsigten langs fjeldet.

Ved byen var der kaffe og så tog vi madpakkerne og gik højere op langs bjergkammen og satte os i græsset og nød det sidste måltid på denne ferie. Der var udsigt til rugende fugle på fjeldsiden.

Tilbage i bussen og mod lufthavnen, undervejs stod nogen af os af, og gik langs kysten gennem bygden Bøur og steg på bussen igen på den anden side af bygden. Sidste stop inden lufthavnen. Der var den endelige afsked, og så begyndte virvaret med ind tjek, aflevere bagage, og afsked med Maja og Lone.

Turen hjem gik stille og rolig, først under indflyvning gennem skydækket og ned til Billund, mærkede vi det vejr vi skulle hjem til.

Slut på en fremragende ferie, med utrolig mange fine oplevelsen og indtryk. Hav det godt alle sammen, måske mødes vi igen engang. Tak for turen.