Færøerne 2021 - Tur 6
5. juli, Billund/Kastrup – Vagar – Torshavn
Så blev det endelig tid til at komme afsted til Færøerne. Vi havde afgang fra Billund kl. 14 og ankom til Færøerne kl. 15 lokaltid, de er en time bagefter. De der kom fra Kastrup var ankommet da vi kom.
Vi skulle alle igennem en coronatest ved ankomst.
Vores guider på turen er Maja, Alfrida, Claus og Lise. Vores chauffør er John.
Ved ankomsten er der 15˚ og dejligt solskin.
Færøerne består af 18 øer. Der bor ca. 3000 mennesker på øen Vargar.
Fra lufthavnen køre vi mod Gasadalur hvor vi først skal se vandfaldet Mulafossur, som falder brat ud over den stejle klippeskråning.
Efter besøget ved vandfaldet er det tid til kaffe og frugt.
Vi går en lille rundtur i Gasadalur og nyder den fantastiske udsigt .
Vi kører nu tilbage til Bøur, hvor vi igen kører igennem den et sporede tunnel, der 1700 m. Førhen gik al transport til Gasadalur over bjerget.
Vi bliver sat af og går ned gennem den lille by Bøur.
Vi kører nu mod Torshavn og vores hotel.
Lige ved lufthavnen ligger Færøernes største sø , 60m. dyb. Den har to navne Latisvatn og Sørvagvatn da man ikke kan blive enige om navnet.
På vejen til Torshavn kører vi igennem en 5 km. lang tunnel, det er den første undersøiske tunnel der forbinder Vagar og Streymoy. Vi kører af Solja ruten, men der er ikke så meget udsigt på grund af en tæt tåge, og nu falder temperaturen til 11˚. Vi ankommer til hotellet og får udleveret nøgler.
Vi får lækker aftensmad.
6. juli, Torshavn – Kirkjubøur – Torshavn
Vi starter ud med en rundtur i Torshavn i regnvejr og satser på bedre vejr i eftermiddag.
Vi går ned til havnen og får lidt historie om Torshavn begyndelse.
Videre til Tinganes, det gamle kvarter og Lagtinget.
I starten var der ingen der måtte bo på Tinganes, da det skulle være fristed for alle.
Vi fortsætter lidt rundt i byen og kigge på forretninger, blandt andet en der syr folkedragter, de er fantastisk flotte og meget dyre.
Resten af formiddagen er på egen hånd.
Vi har fået en lækker sandwich til frokost, som spises inden vi skal mødes igen kl. 12.30.
Nu køre vi til Nordens hus, hvor der lige er tid til et kig ind i en rigtig flot koncertsal og på de udstillinger der er lige pt. Den hedder Spectres, hvirvelløse dyr og en mangfoldighed af andet levende og dødt, lavet af nabbteeri (Janne Nabb og Maria Teeri).
Derfra kører vi til Kirkjubøur, hvor vi bliver sat af og går ned til byen. Vi får historien om sognekirken, Der først hed Maria kirken da den var katolsk og nu Olavskirken som protestantisk. Ved siden ligge domkirke ruinen Magnuskatedralen. Mellem de to kirker ligger Kongsgården som har været i slægtens eje i 17 generationer.
Vi kører til bage mod Torshavn. Det er desværre ikke muligt at går turen over bjergene, da det er for tåget. Vi går derfor alle den smukke tur tilbage til hotellet.
Flere når lige at besøge domkirken dr e åben.
Eller er resten af eftermiddagen på egen hånd.
Der spises en lækker middag kl. 19.
7. juli, Torshavn – Suduroy – Gjógv
Skrevet af Iver
Idag skulle vi lidt tidligere op, da kufferterne skulle være klar på hotelgangen kl. 07.00. – vi skulle nemlig alle være klar til afgang 08.15, da vi skulle med færgen til Suduroy.
Vi fik taget fin afsked med personalet på vort gode hotel i Tòrshavn. Vi gik forbi Det færøske Lagting, og snart var vi ved færgen.
“Smyril” (betyder dværgfalk) sejlede de 2 timer i smult vande til Suduroys største by – Tvøroyri, der tidligere var Færøernes ledende by. Undervejs passerede vi Sandoy, Stora og Litla Dimun. Litla Dimun er ubeboet af mennesker, men også her er der får!
Vel ankommet til Suduroy, måtte vores gode chauffør også her passe på fårene i vejkanten, da de ikke lader sig skræmme synderligt. Vi kørte til bygden Famjin, hvor vi så Færøernes ældste flag i kirken. Flaget er fra 1919, men blev først officielt anerkendt i 1940. Udenfor på kirkegården lå én af flagets ophavsmænd – en ung jurastuderende, der desværre kun blev 24 år.
Navnet Famjin fik vi hele to forklaringer på: 1) en sikkert historisk korrekt og 2) en lidt mere kulørt, der involverede lokale fiskeres “bortsejlads” af 2 franske kvinder. I al min politiske ukorrekthed synes jeg nu bedst om den sidste forklaring!
Turen gik herfra videre over Suduroy til Hov, hvor der på privat initiativ er etableret et lille, men yderst interessant museum om den saltede og tørrede fisk – klipfisken, der tidligere var Færøernes største eksportvare.
Museets initiativtager, Finn-Bjørn, er en glimrende fortæller og samtidig også noget af en poet. Da snakken gik om havet, sagde han følgende, da vi stod og så ud over havet, hvor der i dag var havblik: “Se, havet hviler sig” – smukkere og mere beskrivende kan det vel næppe siges.
Oplevelser mætter sindet, men også maven kræver sit – vi fik derfor serveret et særdeles lækkert måltid bestående af torsk, kartofler og sovs.
Således velforsynede gik turen videre til det sydligste punkt på Færøerne: Akraberg, hvor vi gik rundt i området og nød den lidt barske natur. Herefter var der en lille kaffepause med tilhørende “guf”.
Turen gik nu nordpå til naturhavnen Vagseidi, hvor nogle af os kom i god snak med en lokal færing, der viste sine flotte naturbilleder fra sin mobiltelefon – tak for det!
Vi så herefter grindefangstpladsen i bygden Hvalba!, inden vi atter skulle ombord på “Smyril”, der skulle sejle os tilbage til Tórshavn.
Undervejs fik vi aftensmad, så vi kunne klare turen til Gjógv.
Skulle noget være glemt, skyldes det måske, at mens dette skrives spiller Danmark EM-semifinale mod England.
Vel ankommet tilbage til Torshavn kørte vi nordpå. Undervejs passerede vi gennem Eysturoy-tunnellen, der er 11 km. lang med en undersøisk rundkørsel! Trafikken tillod, at vi fik et par “ekstra omgange” rundt, så de fleste fik set Trondur Paturssons fine udsmykning. Ad de lidt smalle og snoede veje nåede vi til vores hotel i Gjogv.
En typisk “Adventure Holidays-dag” var slut: Dagen var lang, lidt anstrengende, men rig på oplevelser – og som sædvanlig fantastisk god.
Godnat og sov godt
8. juli, Gjógv – Leirvik – Gøta – Gjógv
Skrevet af Marianne og Niels
Vi stod op til en fantastisk udsigt over både Gjogv, fjeld og fjord.
Enkelte nåede en frisk lille morgentur, inden vi spiste dejlig morgenmad i restauranten.
Klokken 8.45 kørte vi afsted fra Gjogv mod Gøta. Vi skulle i dag “kun” være på Eysturoy.
På vejen fortalte Klaus om det færøske sprog. I mange år var sproget mundtligt og blev videregivet med fortællinger og viser. I dag skal alle færøske børn undervises i både dansk og færøsk, så de kan begge sprog.
Fotostop med udsigt til Funnigur.
På turen fik vi også forklaring på både den tangproduktion, der foregår i Funnigurfjorden, og produktionens mange anvendelsesmuligheder.
Selv på hans egne sokker havde han læst “indholdsfortegnelsen” og kunne konstatere, at de indeholdt tang 🙂
Så et stop ved Gøta kirke. En fantastisk smuk kirke i moderne stil lige ud til fjorden. Indenfor et formidabelt kirkerum med imponerende glasudsmykning af Trondur Patursson.
Derfra kørte vi til Leirvik, hvor vi i to grupper fik rundvisning på hhv. fiskefabrikken, Nordfra, og Båd-og kunstmuseet.
På Nordfra var der mange spændende fiskearter, så som helleflynder, rokke, havtaske, havkat mmm. Leif fortalte om, hvordan de fangede fiskene skånsomt, og hvordan fiskene hurtigt blev forarbejdet og pakket.
På Kunstmuseet var der bl.a. to malerier af den lokale maler, Toftanes. De forestillede hhv. modtagelse af hjemvendte hvalfangere og færøsk fest i form af kædedans bagefter.
Så spiste vi frokost på bowlingcenteret, hvor de serverede lækre fiskefileter fra Nordfra og hertil kartofler og løgsovs.
Efter frokosten havde vi mulighed for enten at vandre på den gamle landevej fra Gøta til Leivik eller over fjeldet fra Leivik til Nordre Gøta med en højdemeter på ca. 230.
Vejret viste sig fra sin pæne side, og begge ture var meget smukke og blev gennemført uden problemer.
Vi mødtes ved Blasastova, hvor vi nød en kop kaffe, inden vi gik ind i deres lille kirke, hvor vi fik hørte om Færøernes historie fra de første bosættelser og frem til i dag. Så kunne vi besøge både bådehuse og bondehus, hvor der var arbejdende værksteder.
Bagefter fik vi rundvisning i Byrådshuset i Nordra Gøta. Det var et meget moderne og fint rådhus tegnet af Henning Larsens Tegnestue med den færøske arkitekt Osbjørn Jakobsen som ansvarlig. Vi så bl.a. byrådssalen, hvor man gennem glasgulvet kunne følge elvens vand – meget spændende. Vi kunne også gå op på taget belagt med græs, hvorfra der var en fin udsigt over den meget velholdte bygd. Borgmesteren her var kun 31 år og blandt de meget veluddannede unge færinger.
9. juli, Gjógv – Klaksvik- Vidareidi – Gjógv
Skrevet af Iver
Vi havde en bestemt tid og et fast mål som indledning idag, da vi alle skulle PCR-testes i Klaksvig, kl. 09.30.
Vores uforlignelige chauffør, John, var som sædvanlig på pletten og ad de smalle veje og utallige hårnålesving begav vi os på vej mod Klaksvig, der er Færøernes næststørste by. Undervejs kørte vi gennem Nordoya-tunnellen, der fører os under vandet fra Leirvik Til Klaksvig på øen Bordoy.
Alt var i bedste “Adventure-Holidays-ånd” timet og tilrettelagt, så poderne (altså ikke børnene) stod klar og efter ca. 15 min. var det hele overstået.
Turen gik herefter videre over en smal dæmning og ditto tunnel til den anden side af øen Kunoy til den lille bygd af samme navn. Her gik vi en lille tur, hvor vi så kirken og kirkegården, der ligger smukt ved det smalle sund mellem øen Kunoy og en anden mindre ø, Kalsoy.
På det offentlige toilet manglede der toiletpapir, hvilket prompte blev fremskaffet på det nærliggende kommunekontor!
Turen gik så tilbage til Klaksvig, hvor vi skulle se nærmere på Christianskirken, der er opkaldt efter Christian X, der var kirkens protektor. Det blev en smuk oplevelse: Den flotte fresko (oprindeligt fra Viborg Domkirke), en original Færøbåd i størrelsesforhold 1:1 hængende under kirkeligste samt i kælderen meget smukke relieffer lavet af genbrugsmaterialer fra kirken. I denne forbindelse må vi ikke glemme Jomfruen for Økologi: Maria (undfanget UDEN “sprøjtemidler”!).
Fra kirken gik turen tværs over gaden til bryggeriet Föroya Bjór, der var etableret i 1888 og stadig havde samme logo som ved starten: En (stædig?) vædder. Vi fik efter en kortere indledning smagsprøver på både bryggeriets akvavit og 3 øltyper – hertil fik vi lækre sandwiches. Senere fulgte en rundvisning, hvor vi fik en smagsprøve på bryggeriets gode krydderbitter – her kunne vi godt være blevet noget længere, men vi skulle jo også opleve noget mere.
Dagens skribent prøvede én af bryggeriets T-shirts. Den sad lidt stramt, men jeg fik dog at vide, at logoet trådte fint frem – på maven! Indkøb af T-shirt venter, til nye størrelser er kommet på hylderne.
Dernæst kørte vil Runavik, hvor vi besøgte de lokale spejderes utroligt flotte kulturhus – en sand perle. Turen fortsatte til et flot udsigtspunkt ved Nes, der ligger meget sydligt her på Eysturoy. Herfra kan man se til Tórshavn på Streymoy samt til en anden ø, Nolsoy.
Nu ventede dagens clou for primært turens kvindelige deltagere: Garnbutikken Navia
i Toftir! Inden da havde Olli Kristian, der har startet Navia Garn, fortalt om årets gang med de færøske får – og der var i dagens anledning indforskrevet 1 stk. vædder fra fåreflokken.
Der var mange fine varer, garn mv., så der var flere Dankort, der glødede, trods det smukke sommervejr, vi havde hele dagen.
Turen gik tilbage til Gjógv, hvor maden allerede ventede på os. Der var disket op med færøske specialiteter, herunder en “dørsnaps”. Bagefter dessert og kaffe. Siden fulgte underholdning ved en lokal troubadour (fra Gøta), og aftenen afsluttedes med 3 færøske kædedanse, hvor alle deltog – det gav varmen!
Nu er klokken blevet 22.00. Og endnu en lidt lang, men indholdsrig dag er slut.
I morgen skal vi ud og se på fuglefjelde, så nu venter hovedpuden med længsel.
10. juli, Gjógv – Vestmanna – Streymor – Gjógv
Skrevet af Anny og Bent Christensen
Dagen startede som sædvanligt med lækker morgenmad på hotellet.
Kl. 9.00 mødes vi ude foran hotellet og blev delt i 2 grupper. Det ene hold gik med Claus og det andet hold gik med Alfrida.
Mange af os kiggede op mod fjeldet overfor hotellet. Det skyldes, at Jørn tidligere var gået på fjeldvandring. Vi var heldige, og fik øje med ham, da han var på vej op. Han fortalte senere på dagen, at han var nået toppen af fjeldet og var 674 m over havets overflade. Godt gået, Jørn.
Vi var på Alfridas hold. Vi gik ned i byen, og hørte lidt om selve byen. Den havde haft sin storhedstid før anden verdenskrig. Da boede der 252 folk i byen. Efter den sidste offentlige opgørelse fra 2019 bor der nu 29 folk i byen.
Der er en del huse i byen, som delvis står tomme. Det skyldes, at de bruges som sommerhuse. Ikke enhver kan erhverve sig sådant et hus, idet man skal have en form for tilknytning til byen.
Første stop på vores byvandring var ved Slugten/Kløften. En slugt hedder Gjógvin. Heraf har byen fået sit navn Gjógv, som betyder kløft.
For enden af kløften, var der et spil, der kune trække bådene op på land.
Utallige års slidtage af bølgernes brændinger ses tydelig på klipperne, ved udhulning af klippen.
Vi så Rosenrod, som vokser på klippen, urten er en kendt lægeurt. Vel hjemme på hotellet googlede jeg, hvad den gjorde godt for og læste mig frem til, at den har en naturlig virkning mod træthed, nedtrykthed og uro.
Det første offentlige toilet på Færøerne var blevet bygget her i byen. Det skyldes de mange turister, som tiltrækkes af byen og naturen her.
Fra kløften gik vi op til Marys bænk. Den har et messingskilt på, hvorpå der står: Marys bænk, 2005.
Mange gange er skiltet blev pillet af og smidt i havet. Nye kom på, men også de blev pillet af igen. Lokale dykkere har fundet nogle af skiltene igen og sat det på. Det forlyder sig, at de lokale er meget utilfredse med, at det kun står på dansk. Min mening er nu, at bænken er så stor, at der sagtens vil være plads til et skilt med det skrevne på færøsk.
Da vi stod ved Marys bænk kunne vi se til Kalsoy og bagved til Kunoy.
Vi så lunder og ikke Lunte fra Nissebanden. De holder til ovre på klippevæggen. Er her kun i yngleperioden. Deres mund/næb er sådan indrettet, at de kan have flere fisk i munden af gangen, idet de har “kroge” i munden, som holder fast på fiskene. Kan kendes på deres hurtige vingeslag.
Efter Marys bænk gik vi ned mod kirken, men opdagede, at der lige var inddrevet får fra fjeldet. Havde set en stor flok mennesker gå op på fjeldet. De var på vej for at drive dem ned til fåreindhegningen, hvor de
skulle sorteres efter alder og derefter skulle de klippes og nogle skulle vaccineres. Vi så lige, at de begyndte at klippe dem.
Kirken blev indviet i 1929. Da blev gudstjenesten holdt på færøsk, selvom det ikke var lovligt. Vi kunne desværre ikke komme ind og se kirken.
Overfor kirken er der en lille mindelund, om de folk, som forliste på havet. Enkelte dog i fjeldene. Der var 2 store katastrofer, med bare 14 års mellemrum. Ved det ene forlis gik 16 mand ned og ved det andet 8 mand. Det var alle mænd fra 14 år og opefter. Det havde store konsekvenser for byen, da det var alle de arbejdsdygtige mænd, der forsvandt. Tilbage stod gamle, kvinder og børn. Byen blev dog genopbygget, da flere af enkerne giftede sig igen med mænd fra andre bygder, og de unge drenge også senere kunne stifte familier.
Byen har i dag også en betonelementfabrik samt en fabrik med fiskeyngel. Derudover er der vores hotel, der også driver den lille campingplads.
Derefter var der god mulighed for selv at gå rundt i byen/fjeldene. Vi kom forbi en lille legeplads, hvor børnene havde rig mulighed for at lege i en lille inddæmmet sø. Her havde de en tømmerflåde og små både lavet af 2 halve tønder. Bare rolig, vandet var ikke særlig dybt. Kom også forbi Lars Løkkes sommerhus. Solrún (hans kone) kommer herfra.
Vi blev hentet af John ved hotellet kl. 11.45. Kørte denne gang over fjeldet til Vió Eidi. (Staves ikke sådan, men jeg kan ikke få PCen til at skrive det rigtigt.
Fik fortalt noget om elektricitet her på øerne. De er selvforsynede, og kan ikke få hjælp af nabolandene, da der ikke er trukket kabler. Får det dels fra oliemotorer, vandkraftværk, vind og biogas. Øerne har 2 vandkraftværker.
De har en plan om, at Færøerne i 2030 ikke vil have fossile brændstoffer til brug på land. Skibe og både er undtaget.
Vi gjorde et fotostop ved Kæmpen og Kællingen (Risen og Kellingin) ud for Eysturoy. De er henholdsvis 81 og 68 m høje.
Vi kørte over den eneste bro, “Broen over Atlanterhavet”. Den står mellem øerne Eysturoy og Streymoy. Broen er 220 m høj og har en sejlhøjde på 17 m.
Her er tidevand, som i Danmark, men her har de også det eneste trafiklys for skibe, der advarer mod at sejle pga strømhvirvler. Det er ca. 2 x 2 timer i døgnet, at det frarådes. Gør man det alligevel, så dækker forsikringen ikke, hvis der sker skader.
Kørte forbi flere lakseyngel”ringe”. Hver ring kan rumme 70.000 laks.
Næste stop var efter byen Hvalvik, hvor der var en hvalstation. Den blev grundlagt i 1905 og har været i brug til 1984. Dog blev en strandet kaskelothval parteret der i 2013. Nu er det et museum. Man brugte ALT på hvalen. Her er mange bygninger, hvor man bl.a. kan se de forskellige bygninger samt redskaber, og hvad de har været brugt til fx. optrækning af hvalen, flænsning, partering, kogning af spæk, benknuseri mm.
Vi oplevede det i det herligste solskinsvejr.
Har tidligere fået fortalt, at man på Færøerne let kan få øgenavne. Det skete også med kirken i Kollofjord, som fik øgenavnet “drive in kirke”. Det skete, da en trafikant med for høj fart i en kurve forulykkede og røg over kirkemuren og landede inde ved altret.
Kom forbi en af vandkraftværkerne, hvor opsamlet regnvand fra en sø ledes ned gennem rør og dermed får produceret strøm. Er der en overproduktion af strøm, udnytter man strømmen ved at pumpe vandet tilbage i søen, for derefter at udnytte vandkraften igen.
Nu skulle vi til Vestmanna, hvor vi skulle have frokost. Den bestod af lækker fiskesuppe, friskbagt flute samt salatbuffet. Turen gik fra Vestmanna og ud på vestsiden af øen Streymoy op mod Saksun. Vejret var bare med os. Næsten vindstille og dejligt vejr. Det var nok en af ugens højdepunkter. Skipperen sørgede for, at vi kom meget tæt på fjeldsiden og forklarede, når vi skulle være opmærksom på fugle og sæler.
Er ikke selv stærk i fugle, men har fra kyndig side fået at vide, at “de andre” på turen så
- Lomvier
- Splitter
- Rider
- Mallemukker
- Lunder
- Suler
- Alke og sikkert flere
Vi var ikke under beskydning – men rettere under beskidning, men pyt. Det gør vand og sæbe meget ved.
Skipperen fortalte om 24 voksne får på et fjeld som var 645 m højt. Når de om efteråret skulle drives sammen og fanges, var der en mand pr. får, da de var meget sky. Når de var indfanget blev de hejst over fjeldet med brug af helikopter. De folk, der skulle drive dem sammen, og fange dem var sikret ved hjælp af liner/wirer.
Det var en fantastisk tur, hvor hele farvepaletten var i brug. De mørke klipper med mange farver, der selvfølgelig var forskellig om de var våde eller tørre. Den mørke tang i vandkanten, det petroleumsblå hav, lysegrønne alger på klipperne, det grønne græs, der også varierede meget alt efter lyset, fårenes forskellige uldfarver og så selvfølgelig himlen.
Det må være billeder, som vi hver især har med hjem på nethinden. Tror ikke, at selv de bedste kameraer kan genkalde det, men det er helt sikkert med til, at man husker det.
Efter sådan en oplevelse, er det lidt svært at skrive om hjemturen.
Gjorde et lille kaffe stop i Kvivik. Her fik vi karamelkiks, da 2 af vores guider Alfrida og Claus i dag har 23 års bryllupsdag. Stort tillykke til dem.
Alfrida fortalte, at der på Færøerne først i 2005 kom krav om, at alle huse skulle have egen postadresse. Som barn boede hun som nabo til hendes bedstemor, der hed, det samme som Alfrida. Det gav mange forvekslinger med deres post, men heldigvis kunne de selv finde ud af at bytte kort og breve. Underligt at tænke på, at det faktisk kun er 16 år siden. Tidligere var posten jo ikke i tvivl om, hvem de enkelte var.
Det har været en helt fantastisk dag, hvor vejret har vist sig fra den gode side – og dette på trods for, at vi i dag ikke fik sunget morgensang.
11. juli, Gjógv – Saksun – Tjørnuvik – Gjógv
Skrevet af Lennart
Ved det første blik ud af vinduet ved morgengry lignede udsynet et kig direkte ned i et glas mælk. Alligevel drog vi optimistiske afsted med håb om, at det så lysere ud på den anden side af fjeldet.
Første stop var ved naturperlen Saksun. Netop her udspillede der sig strid om turismens indtog på privat jord – må man tage penge for en vandretur på sandstranden mod havet? En for en listede vi gennem det finurlige og effektive betalingsanlæg og bidrog således til den uløste konflikt med myndigheder og naboer. Saksun ligger smukt på et lille grønt højdedrag med udsigt ud over slugten – eller bugten (sundet) om man vil. Øverst oppe havde Kongsbonden sit residens og bidrog med titlen og forpagtningen af statens ejendom til den ældgamle tradition. Betegnelsen og forpligtigelsen til at vedligeholde stedet gik således i arv til ældste søn/datter.
Der blev ikke nogen fjeldvandring – det have Jens Betjent afgjort, da han tidligt på dagen spejdede op mod højdedragene.
Herefter blev der annonceret frokost på den nærliggende campingplads i Haldorsvik. Her blev vi budt velkommen med kaffe og kage, og netop her oplevede vi igen færingernes store gæstfrihed. Programmet havde annonceret, at værtsparret var i familie med buschaufføren John, hvilket gav stor morskab – John mente, at vi skulle så langt tilbage i tiden for at finde ganske små genetiske sammenfald i slægsskabet – familieskabet forblev således efter Johns mening en tilsnigelse.
Så gik turen til Tjørnuvik. Her mødte vi den 77 årige indfødte Hans Esben Heinesen. Han fortalte med enthusiasme om vilkårene i et liv med kvægdrift og fiskeri i det lille samfund med 50 – 60 fastboende mennesker. Når man kiggede ud mod Atlanten, hvor næste stop nærmest var Nordpolen, forstod man, hvorfor beboerne samledes for at bede for dem, der drog på havet, og igen takkede Gud, når mandskabet var vendt hjem. Kvægdriften sluttede i øvrigt i bygden omkring 1960, da en malkepige faldt ned i slugten og slog sig ihjel.
I kirken blev vi begavet med Heinesens smukke solosang, og flere var dog nok tilfredse med, at han ikke sang alle 29 vers i en af Kingos salmer – forventningen om de annoncerede vafler og kaffe havde overtaget i vores ellers ret engagerede tilhørere. Heinesens klare sangstemme var indøvet over mange år. De sang højt i Tjørnuvik – ganske enkelt for at overdøve brændingen fra havet.
På hjemturen fra det smukke Tjørnuvik annoncerede Claus et lille stop ved Fossa vandfaldet – ”Glæd jer” sagde Claus, mens han kiggede ud i en grå skymasse – ”Sidste gang var vi stækt generet af solen, da vi skulle fotografere”
Således sidste dag med et igen fremragende og inspirerende program. Maja og Lise har ført os gennem dagene med proffessionalisme, sikker styring og empati. Alfrida har på bedste vis bragt os langt ind i den færøske folkesjæl, og bidraget med fortællinger, som ingen ville være foruden. Så er der til sidst Claus – han fortjener også en særlig kommentar. Claus har virkelig sat sig ind i de seværdigheder, vi har mødt. Ind imellem har han haft svære vilkår, når hans baggrundsredaktion bemærkede fejl i mindre tekniske facts, udtale af færøske stednavne eller hvis blot Alfrida og co fandt historierne for luftige. Claus fortsatte dog ufortødent med sin knastørre humor, men valgte behændigt at benævne stednavnene med forbogstav – på den måde fandt han vej ud af kontrolsystemet. Tak til Claus for de gode fortællinger og ikke mindst for bidraget til den gode humørfyldte stemning i bussen.
Buscaufføren fortjener også mange skulderklap – dels for fortællingen om Færøerne, men også for sin kørsel. Man behøver ikke at være kørelærer for at vurdere hans meget sikre tekniske betjening af bussen på de svære etaper.
Tilbage til overskriften. Vejret artede sig pænt hele dagen og først på hjemturen kom regnen. Måske er der alligevel magi i sangen – Oppe på bjerget.
Jeg tager forbehold for stavefejl i stednavnene, men forbogstavet er vidst rigtigt.
12. juli, Gjógv – Gasadalur – Vágar – Billund/Kastrup
Vi stod op til den smukkeste solopgang i Gjógv. Vi spiste morgenmad på vores dejlige hotel for sidste gang, og derefter pakkede vi vores bus.
Ude ved bussen tog vi et holdfoto og Maja sagde tak for denne gang til alle gæster, praktikanten Lise, guiderne Alfrida og Claus og ikke mindst vores dygtige og imødekommende chauffør John.
Så kørte vi mod lufthavnen, og Claus fortalte de sidste knastørre vittigheder og vi grinte – det er altid hyggeligt med en lille lun kommentar.
I Vagar lufthavn blev Billund folket sat af, og vi sagde farvel til sjællændere, som kørte ud til Mullafossar vandfaldet med John en sidste gang, inden at de skulle flyve hjem lidt senere på dagen.
Tak for en rigtig dejlig tur til jer alle sammen og rigtig go’ sommer – nu kan vi vidst godt smide striksweateren og de lange uldne
