Indien 2025 - Tur 3

1. & 2. Marts, Rejsen til New Delhi – Agra

Skrevet af Gunnar og Stine

I dag på den første forårsdag var vi en gruppe på 22 glade gæster, der påbegyndte en 22 dages rundrejse til Eventyrlige Indien. Humøret var højt, og DSB sørgede for tog til tiden, så alle mødte præcist ind i Kastrup Lufthavn sidst på eftermiddagen. En person – her nævnes ingen navne – fandt ud af, at han havde glemt sin tegnebog med penge og kreditkort hjemme. Så er det med at være godt gift, så man kan hæve det fornødne på konens kreditkort. Selv Air India overgik i dag sig selv og var kun 40 min. forsinket, så det var en god start på turen.
Da vi stod ved security i Kastrup lærte vi noget nyt: Det er meget forbudt at have en boremaskine med i håndbagagen. Det var der nu heller ikke nogen af vores gæster, der havde, men derimod en udenlandsk håndværker. Det tog lidt tid, men der blev fundet en æske til ham, og så måtte han ellers ned og aflevere den som indskrevet bagage. Det er måske et nyt punkt, vi skal have tilføjet: “Ingen boremaskine i håndbagagen”!
Vi kom afsted kl 20.30, og med mange gode viljer i spil blev vi også alle seated ved siden af hinanden.

Vi landede i smukt solskinsvejr kl. 8.20 i Indira Gandhi International Airport. Efter de sædvanlige formaliteter i immigrationen blev vi modtaget af vores søde guide Gagan og Kamal, som straks genkendte Jette og Knud fra en Bhutantur.
Vi blev modtaget med blomsterranker “garlands” bundet af tagetes kaldet “merrigold”. Det er en meget venlig gestus, nærmest en gudehilsen.
Vores første mål var Agra, hvortil vi kørte i bus ca. 5 timer incl. kaffestop. Vi sad på forsædet og brændte efter at fortælle om alt, hvad vi så undervejs, men vi havde besluttet, at man skulle have fred den første dag efter en lang natflyvning på ca. 8 timer. Der var ellers meget at se, men vi kører turen den modsatte vej om 2 dage, og så vil vi fortælle om markafgrøderne, komøg-dyngerne, teglværkerne, højhusene og hvad der ellers måtte dukke op.

Vi fik en sen indisk frokostbuffet på en restaurant i Agra. Her havde Gagan aftalt med en lokal mand, der kom med en rygsæk fyldt med indiske rupees, så alle kunne få vekslet penge til en god kurs. Der er ikke så mange formaliteter i den forbindelse.
Sidst på eftermiddagen blev vi indkvarteret på et dejligt hotel “Grand Mercure”, hvor vi skal bo i 2 nætter.

Da vi gik til middag, troede jeg, at jeg var færdig med dagbogen, men pludselig ankom der en masse festklædte, rige indere til hotellet. Mændene på gommens side bar rød turban som en æresbevisning – kvinderne var i store, flotte skrud. Udenfor hotellet stimlede folk sammen til rytmisk musik omkring gommen, der sad med en lille brudesvend på en hvid hest. De red i procession fulgt af gommens familie, indtil de senere mødte bruden og brudens familie inde i en blomstersmykket hal, hvor middagen skulle finde sted. Her skulle man ved indgangen betale mindst 100 dollar som gave til brudeparret. Selve vielsen er foregået i et tempel tidligere på dagen. Vi blev af mange opfordret til at deltage. Inderne er meget imødekommende. Det var en festlig afslutning på vores første dag i Indien.

3. Marts, Agra

Skrevet af Lisbeth og Jørgen

Efter en god nats søvn og dejlig morgenmad var der afgang fra hotellet kl. 9.30 mod nok for de fleste rejsens højdepunkt – TAJ MAHAL – i Agra, som er et mausolæum og er et af verdens syv vidundere UNESCO – tænk at være så heldige, at få det at se. Vi var også heldige, da der næsten ingen kø var. Det havde været varmt, at stå der i 27 graders varme.
Vi fik fortalt hele hIstorien om, hvorfor og af hvem, det blev bygget – meget spændende. TAJ MAHAL (mener vores indiske guide Gagan) er det første vidunder. TAJ betyder KRONE og MAHAL betyder PALADS. Det er bygget i hvid marmor, som blev transporteret dertil af 1000 elefanter. En skøn og fantastisk oplevelse fra år 1600.
Dernæst skulle vi besøge et marmorværksted, hvor de laver den samme teknik, som er blevet anvendt på udsmykning af TAJ MAHAL en utrolig og langsommelig proces, hvor alt er håndlavet. Fabrikken har været i familiens eje i 17. generationer.
Der kunne man købe rigtig meget og til dyre priser, MEN når man ser den proces, kan man sagtens forstå det.
Så var der dømt frokost på en restaurant, som Gagan havde anbefalet. Super lækker mad og efter en times tid skulle vi på farten igen.
Denne gang var det RED FORT, AGRA der skulle besøges – og her måtte vi “nøjes” med at se knap halvdelen, men det tror vi, var godt nok, da der var 2.5 km rundt og stadig varmt. Den anden halvdel bliver brugt af militæret.
Dette er også på UNESCOS liste og også fra år 1600. Stor vandgrav om hele fortet og virkelig imponerende paladser.
Efter at have gået 5,3 km i dag kørte bussen os hjem fra RED FORT til hotellet gennem gader fyldt med TukTukker, biler, knallerter, gående, andre busser og dytten og båtten, som de kun gør for at være flinke, siger Gunnar.
Tak for en fantastisk dag.

4. Marts, Agra – New Delhi – Kolkata

Skrevet af Lisbeth og Jørgen

Godmorgen til en ny dag, rejsedag mod Kolkata. Efter morgenmad kørte vi præcis kl. 8.30 og Gunnar og Stine fortalte om livet og Indien generelt på vej mod lufthavnen. Man dyrker kartofler, majs, kikærter og meget mere og her kan høstes 2 gange årligt og der bruges kunstvanding. De små landbrug høster ved håndkraft og på de store høster man med maskiner. Der er ingen ansatte, men hjælpen er daglejere, der får ca. 400 rupis for 12 timers arbejde – ikke meget.
Teglværker og garverier er flyttet (nedlagt) fra Agra og længere mod Delhi på grund af deres forurening, som ødelagde bl.a TAJ MAHAL.
Indien er 75 gange større end Danmark og der er ca. 1.4 milliarder mennesker, nu større end Kina. Delhi hovedstaden har 33 millioner indbyggere.
Kl. 10.00 gjorde vi er kort stop, så man kunne få vredet agurken, få tanket op af evt. is, cola eller også købe en lille souvenir. I bussen igen fik vi flere oplysninger om Indiens historie og vi kørte forbi mange teglværker og små templer, som kunne kendes på et lille spir.
På motorvejen overhalede man både venstre og højre om, og der var både traktorer, knallerter, gående samt mange der tog den på stop, og man kunne såmænd også stå af bussen. Men det vildeste vi så, var en bil, der var gået i stykker, blive trukket i et tov – uha den går ikke i Danmark.
Efter frokost i Delhi kørte vi til mindemonumentet for de faldne soldater. Det lignede triumfbuen i Paris. Så gik det mod lufthavnen, hvor der var flyafgang til tiden – herligt.
Efter et par timers flyvning landede vi i Kolkata og en ny bus og chauffør kørte os til hotellet, hvor en buffet ventede på os. På turen, der varede en time, fortalte Stine om byen Kolkata, som har ca. 15 millioner indbyggere.
Nu var en lang transport dag slut. God dag med kun en enkelt forskrækkelse, idet en rejsedeltager havde puttet sin powerbank i kufferten, som var tjekket ind. De blev en halv time før Bording kaldt ned for at finde den, men heldigvis nåede de det og kom med flyet. Vi lærer noget hver dag – og det er jo ikke så galt.
Dagen sluttede med, at vi fik at vide, at vores indiske guide Gagan skulle med os rundt på hele turen og det er vi utrolig glade for. Han gør det godt, er flink og hjælpsom og altid et smil på læberne.
Godnat herfra og så er vi klar i morgen til sightseeing i Kolkata.

5. Marts, Kolkata

Skrevet af Ingelise & Iver

I går havde vi både kørt og fløjet langt og meget, så efter en god nats søvn ventede Kolkata på os.
Vores lokalguide Dave fortalte undervejs om Kolkatas tilblivelse, herunder fortalte han om en tiger, der var blevet dræbt uden for vores hotel i 1777 – blodet kan dog ikke ses mere! Kolkata er ca. 300 år gammel og bestod tidligere af 3 landsbyer, der lå i junglen.
Turen fortsatte i den tætte trafik til Mother Teresa’s hus. Mother Teresa (1910-1997) kom til Kolkata som 20-årig og hjalp spedalske og fattige. Hun levede under meget spartanske forhold, hvilket hendes værelse, hvor hun døde, yderligere afspejlede.
Mother Teresa er begravet i sit hus, hvor vi så hendes grav.
Vi fik en overraskelse, idet vore lokale guider havde udpeget det utroligt smukke Jain-tempel, som vi besøgte. Templet har en fantastisk smuk have og er bygget af marmor. Derefter skulle vi ind i templet – alt skulle foregå tækkeligt, hvorfor damerne skulle dække deres bare skuldre og ben. Flere af mændene skulle også dække deres ben, så det så ud som om de var iført lange nederdele – det var et ømt syn!
Vi fortsatte gennem den nu endnu tættere trafik til Blomstermarkedet Mullick Ghat Flower Market, der siges at være verdens største.
For ikke at blive væk fra hinanden, fik vi besked på at holde sammen som “klister-ris”. Ad smalle gange og passager, så vi, hvordan de mest fantastiske blomsterdekorationer blev fremstillet, men vi må jo tænke på, at arbejdskraften jo nok er en hel del billigere her end hjemme.
Hvad hører sammen med blomster? – naturligvis et brudepar. De var ved at blive fotograferet ved floden, men da alle os danskere kom anstigende, ville de gerne foreviges sammen med os – det var en sjov oplevelse.
Uden mad og drikke osv. – turen gik herefter tilbage til vores hotel, hvor frokosten ventede.
Efter frokost gik byrundturen til Victoria Memorial, der bygget af marmor.
Vi så det både udvendigt og indvendigt, og nogle af de lokale besøgende var mere interesserede i dagens skribenter end det øvrige, forstå det, hvem der kan – de ville ligesom brudeparret også fotograferes med os.
Dagens sidste programsatte punkt var et besøg i St. Pauls Cathedral, der er en ud af 21 protestantiske kirker i Kolkata – den samlede menighed i disse kirker er ikke så stor (ca. 200), men der bliver alligevel “fyldt op” i forbindelse med Julen, da de lokale indere finder traditionen her ganske hyggelig!
Vi bemærkede, at kvinder og mænd sad i hver sin side.
Nu venter vi på endnu et dejligt måltid – og så er endnu en “feriedag” til ende.
TAK for en spændende og indholdsrig dag i godt selskab.

6. Marts, Kolkata – Serampore

Skrevet af Ingelise og Iver

Igen i dag stod vi op til en dag med fint vejr.
Vi kørte lidt tidligt fra vores gode hotel, da vi skulle ud på en længere sejltur (ca. 35 km.) ad Hooghly-floden, der løber gennem Kolkata. En reserveret båd ventede på os, og snart var der afgang.
Floden er en vigtig vandvej i området og undervejs så vi mange interessante ting: Børn og voksne, der badede, småbåde med varer, templer på bredderne mv., men desværre ingen delfiner, som ellers lever i floden.
Trods den lange sejltur, er der kun 2 passagemuligheder i form af store broer.
Undervejs passerede vi et monument for Gandhi – her markeredes stedet, hvor hans aske blev strøet ud i floden. Vi passerede også et meget stort højhusbyggeri – det skulle være pensionistboliger!
Vel ankommet og anløbet Serampore gik vi gennem byen til dets universitet.
Serampore var en dansk handelsstation i 1755-1845 og her lå et af datidens Danmarks 3 universiteter (de 2 andre var København og Kiel).
Vi fik en rundvisning på et lille museum, der illustrerede udviklingen, inden turen gik videre i Serampore.
Herefter indtog vi en dejlig frokost i en af byens gamle bygninger (den stammede dog fra englænderne).
Bagefter så vi guvernørboligen – vi skulle også have besøgt kirken, men der var desværre lukket.
Turen gik dernæst tilbage til Kolkata, men retur”rejsen” foregik med bus. Det kræver dygtige chauffører at færdes i den tætte indiske trafik.
Nu venter et fint aftensmåltid og så er endnu en lidt lang, men ganske spændende dag til ende – på gensyn i morgen.

7. Marts, Kolkata – Varanasi

Skrevet af Benny og Susanne

I dag skal vi videre på vores tur, denne gang er det Varanasi, hvor vi sidst på eftermiddagen skal til opleve “Ganga Aarti Ceremony”. Mødetid er kl. 7 og så er der afgang til lufthavnen. Vi har fået madpakker med fra hotellet, så morgenmaden indtages i bussen. Vi når ikke at synge morgensang.
Vi tager afsked med buschaufføren, chaufførhjælperen og Kolkata.
Efter lidt omstændig indtjekning og et par ekstra kontroller i security, kan vi gå til gaten. I security, er det ikke nok at gå gennem scanneren. Alle skal have et ekstra tjek. Der er rækker separat til kvinder, hvor det ekstra tjek foregår bag et forhæng. Ved gaten har vi god tid. Oprindelig afgang kl. 10, er udsat til kl. 10.15. Men først kl. 11 kommer vi i luften.
Turen går hurtigt, Kaptajnen har indhentet en halv time, af den tabte time i Kolkata. De første par stykker bagage kommer også hurtigt. Huj, hvor det går. Fantastisk synes vi. Men, men, men, så tog farten af. Da der var gået næsten en time, manglede vi stadig 2 kufferter. Den ene kom dog, da transportbåndet igen gik i gang. Gagan undersøgte hvad der var sket med den sidste kuffert. Det viste sig, at den var blevet tilbageholdt i Kolkata, da der lå noget i den, som der skulle ses nærmere på. Vores ejermand var med inde og se scanninger, men kunne ikke identificere det ukendte objekt. Der blev lovet, at kufferten ville blive sendt afsted i morgen. Så kan vi endelig komme ud til vores bus og chauffør, som skal bringe os til Hotel Surya Kaiser Palace, hvor vi skal sove de kommende 2 nætter.
Varanasi som er Indiens ældste by, har ca. 3,5 mill. indbyggere og er i kraft af sin beliggenhed langs den hellige flod Ganges, en af hinduismens allerhelligste byer.
Byen er center for Hinduisme (godt 70%), Buddhisme, Jainisme og Sikhisme. Desuden er der 15 % muslimer.
Hinduerne tror på reinkarnation/genfødsel (at et menneskes sjæl forlader legemet efter døden og genfødes i et ny legeme).
I hinduismen bliver synder ikke straffet i helvede, men derimod i senere genfødsler, måske i form af et dyr.
Det tætteste man kommer på Paradis er, når man træder ud af den evige cyklus af død og genfødsel. Et bad i Ganges ved Varanasi, kan nulstille regnskabet og redde sjælen fra flere genfødsler.
Ganges forurenede vand, vasker ikke alene skidtet af kroppen, men også synderne væk.
Dagens små udfordringer og forsinkelser, gør at aftenens udflugt til ceremonien ved Ganges bliver flyttet til i morgen.
Ved ankomst til hotellet spiser vi dejlig frokost, får vores værelser og resten af dagen er til fri disposition. Nogen går en lille tur, nogen sidder i haven eller ved poolen, nogen slapper af på værelset og et par venter på et andet værelse.
Vi ser frem til dagen i morgen, som bliver intensiv på oplevelser.

8. Marts, Varansi – Sarnath

Skrevet af Benny og Susanne

I dag er vi tidligt oppe. Vi skal mødes kl. 06:30 fordi vi skal ned til Ganges ved solopgang. Iført lange bukser, lange ærmer og lukkede sko bliver vi kørt med bussen, så langt som muligt og går det sidste stykke ned til floden, hvor vi skal på en sejltur. Vi går gennem “Hovedgaden”, som er ved at vågne. Det er ikke helt lyst endnu. For at komme ud på vores båd, må vi forcere et par andre både. Vi får udleveret redningsveste, og så er vi klar til turen på Ganges, hvor vi bare skal slappe af og observere aktiviteterne på bredden. I mens solen står op i horisonten bag os, ser vi folk som morgenbader. Der er nok også nogen, som er i vandet for at få skyllet synderne af. Samtidig er der aktiviteter i gaderne bagved, og vi kommer forbi en mindre kremeringsplads, hvor der er en ligbrænding er i gang. Det er kun mændene, som deltager i sådanne begivenheder. Der er i alt 6 kremeringspladser ved Varanasi, og vi ser også den største plads i byen, hvor der fyldt godt op med træ. Det er forskelligt hvilken træsort, der bliver brugt til bålet. Dette afhænger af prisen. Asken bliver spredt ud over Ganges, ved en mindre ceremoni fra bredden på modsatte side. Der er der ingen beboelse.
Med den befolkningsstørrelse som Indien har, kan ikke alle blive kremeret i Varanasi, så det er blevet mere og mere almindeligt at anvende krematorier. Asken spredes i bifloder til Ganges, ved havet eller i andre floder.
Efter endt sejltur, går vi gennem mylderet ved bredden – der er fyldt med boder, sælgere mv. – aber i træerne og der er rigtig mange som skal ned og bade.
På vejen ser vi også en gruppe Sadhu (hinduismens asketer). Man kan kende dem ved deres spartanske påklædning, langt hår og skæg. De søger gennem en spartansk livsførelse, at nå en nærmere frigørelse fra livet. Det er nemmere at frigøre sig fra de verdslige bindinger, når livet ikke længere er nydelsesfuldt.
De fleste var nøgne og havde smurt sig ind i aske. De kunne vist også godt finde ud af at tigge lidt rupees.
Videre tilbage til bussen gennem mylderet af mennesker, scootere, rickshaws, cykler, fodgængere, køer samt tudende tuk tuk’er og biler.
Herefter går turen til den lille by, Sarnath – buddhismens rødder. Det var her at Buddha i år 530 f.kr., gav sin første undervisning i livskundskab til sine 5 disciple. Buddha betyder “den oplyste”. Efter Buddhas død, blev religionen lidt glemt, men 300 år efter leksionen opførte Den store Kong Ashoka, rundt omkring i Indien, en række stenstøtter med indskrevne love, samtidig blev der opført et kloster i Sarnath – Dhamekh Stupa. Det er dette vi ser resterne af.
Det har ligget skjult i mange år, og der har ligget en Zoo på området. Det er Englænderne som har sørget for at udgrave området, og det er nu et af de vigtigste steder for buddhistiske pilgrimme at besøge.
Så er der blevet frokosttid, og vi skal spise spændende mad på “Shree Shivay” en vegetarisk restaurant. På en kæmpe tallerken er der 8 små skåle, hvori der bliver fyldt forskellige små retter. Derudover brød, ris, et par små kager og en dessert i midten. Meget lækkert. Dertil et par forskellige drikke. På stedet sælges der ikke alkohol.
Så går turen tilbage til hotellet, hvor vi har et par timers hvil, inden vi igen skal ned til Ganges. Nu ved aftentid.
Mødetid kl. 16. Samme påklædning som i morges. Udenfor hotellet holder der Tuk Tuk og venter på os. Vi hopper ind – 4 i hver, så går det ellers over stok og sten, ud i trafikken, ned ad små veje og ud i trafikken igen. Og de kører hurtigt. En spændende køretur, på en lille times tid, hvor vi ser det hele i øjenhøjde. Indtil nu, har vi jo betragtet det hele fra vores trygge plads i bussen. Vi bliver sat af og går den samme tur ned til Ganges, som vi gik i morges. Nu er der endnu mere aktivitet, og mange flere mennesker. Tilløbsstykket er en daglig ceremoni – Ganga Aarti Ceremony, der udføres ved solnedgang på trinene ned til floden. Unge præster ofrer til Moder Ganges. Der sættes blomster og lys ud i vandet og på podier, der er dekoreret med blomster, udføres der ritualer med røgelse, klokker og olielamper, som svinges af præsterne i takt til rytmiske toner. Samtidig er der enkelte fra publikum som trækker i snore, der aktiverer klokker som hænger ved podierne.
En fantastisk og magisk oplevelse. Vi er så heldige, at Gagan har fået siddepladser til os. Vi sidder lige foran ceremonien og samtidig lidt højt, så vi kan se ud over hele området, hvor den kæmpe menneskemængde støt vokser. Og vi har udsigt udover floden hvor både kommer sejlende til, fra begge sider og lægger sig ved ceremonipladsen.
Ceremonien er startet i 1992 og hver dag er der 500.000 hinduer og nogle få turister som der deltager.
Kort før det hele slutter går vi fra stedet. I samlet flok, tætte som klistret ris bevæger vi os langsomt igennem den tætte menneskemængde. Det lykkes os, at komme samlet tilbage til vores Tuk Tuk, og så går det ellers hjemad i fuld fart.
Apropos at komme ned i gadehøjde, så ser vi lidt mere af det virkelige liv i mørket. En lille familie på gaden, som er ved at tænde op og gøre klar til aftensmaden. Måske de har en lille konkurrence kørende, om hvem der kommer først til hotellet.
Her bliver den tilbageholdte kuffert ført sammen med sin ejermand.
Så er der aftensmad, og med hovedet fyldt med fantastiske oplevelser fra en pragtfuld dag, siger vi tak for oplevelserne ved Moder Ganges.

9. Marts, Varanasi – Chennai – Mahabalipuram

Skrevet af: Hanne og Svend Erik

Morgenen startede med bekymrede miner……..en i vores super gode rejse gruppe, har helbredsproblemer
Ville vi allesammen få lov at rejse videre??? Eller ville rejseforsikringen, stille krav om undersøgelser eller hjemsendelse før tid. Til alles store glæde, blev der givet grøn lys for, at alle mand kunne rejse videre. Hu ha – det var en god start på dagen
Vi fik dejlig morgenmad og blev kørt med bus ind til lufthavnen i Varanassi.
Efter indtjekning – som er vældig omstændig – afgang som planlagt mod Bangalore. Her endnu en sikkerhedskontrol og planmæssig afgang mod Chennai
Stine fortalte om tidligere rejsegrupper, der har været strandet i timevis på denne rute – men heldet tilsmilede os – alt gik planmæssigt.
Ca 17.30 ankom vi til Chennai. I dag fik alle deres kufferter, så glade hoppede vi ombord på bussen, der ventede på os. Stine og Gunnar har tidligere stiftet bekendtskab med både chauffør og hjælpechauffør – som superdygtige drivere.
De kørte os ud til det dejligste hotel, som vi jo godt nok kun har set i mørke. Men den skønne beliggenhed helt ned til havet og duften af hav, kan man kun blive glad af.
Og så serverede de dejlig aftensmad til en flok sultne rejsende
Godnat og tak for idag

10. Marts, Mahabalipuram

Skrevet af Hanne og Svend Erik

Hele banden var klar til afgang kl 9.30 fra hotellet og det var vores chauffør og søde, hjælpechauffør også.
OG idag fik vi kold vand i bussen. Det giver plus point!!
Vi bor nu lidt syd for Chennai og nord for Mahabalipuram – i delstaten Tamil Nadu.
Stine gav os lidt info i bussen …….. Her refereres kun lidt:
Tamil Nadu har ca 78 millioner indbyggere og har et areal på 130.000 km2 Befolkningen er overvejende hinduer ca 89% – muslimer udgør ca 5 % – kristne 6% Syd for Chennai danner Cauveryfloden et vældigt delta på omkring 1 mio hektar agerjord. Der dyrkes alle mulige afgrøder, som muliggøres af, at der kan kunstvandes. Klimaet er tropisk og monsunen falder både i oktober/december og i juni/august. Det betyder, at der kan dyrkes og høstes afgrøder 2 gange om året. Det er noget, der kan imponere sådan et par midtjyder som os Tamil Nadu er en af Indiens mest industrialiserede delstater. Staten har en veludbygget infrastruktur i form af et tætmasket vej og jernbanenet.
Bussen havde kurs mod Mahabalipuram. Undervejs kom vi forbi et kæmpe byggeprojekt, hvor der skal renses saltvand til drikkevand.
Da vi nærmer os byen, dukker der masser af små og store stenhuggerværksteder op – langs vejen.
Mahabalipuram er på UNESCOs verdensarvsliste pga en gruppe hinduistiske monumenter fra det 7. og 8. Århundrede Vi besøgte:
5 Rathas imponerende monument – hugget ud af et klippestykke.
Shore Temple – også kaldet 7 pagodas dedikeret til Shiva og Vishnu.
Det gigantiske friluftklipperelief – som symboliserer Ganges fødsel Alt sammen helt utrolig flotte udskårne/udhuggede monolitter – udført med de redskaber, der var til rådighed på den tid.
Så besøgte vi Krishnas Butterball, som selv ikke en flok gæve danskere kunne rokke en smule Der blev også tid til et besøg hos en lille stenhugger, der solgte de fineste ting hugget ud i granit.
Langs vejen blev der flaget med rød/sorte flag, hvilket er det kommunistiske partis flag. Statens premierminister kommer (ifølge rygter) på besøg idag, hvorfor der var en del politi/militær i aktion og noget kødannelse på vejene. Men her bruger man altså ikke tudehornet helt så meget, som vi har oplevet tidligere på turen.
Hjemme på hotellet ventede en dejlig frokost – med indiske lækkerier.
Eftermiddagen kunne bruges til en tur i swimmingpoolen eller en gåtur. Vi valgte begge dele – og måtte altså også en tur i havet. Bølger som i Vesterhavet, men dejlig lun vand i Den Bengalske Havbugt.
Aftensmaden indtog vi under åben himmel – med live musik.
Endnu en dejlig Indisk dag

11. Marts, Mahabalipuram – Pondicherry

Skrevet af Jette og Knud

God morgen Mahabalipuram til en ny dag, nye oplevelser og nyt vejr: behagelig overskyet, fugtigt blæsende og med enkelte, korte regnskyl.

Veludhvilede efter spændende oplevelser og en afslappet eftermiddag ved poolen i går, er vi klar til endnu en portion vitaminer til krop og sjæl.

Med glade GOOD MORNING Sir/Madam til hver og een fra vores herlige unge hjælpechauffør Ranjiit stiger vi alle smilende ombord i vores store hvide bus med de gule gardiner og trappen med lys! Klar til turen ned langs det bengalske hav. Med skum på toppen slår bølgerne veloplagte mod kysten i takt til dagens morgensang. Vi er på vej til Pondicherry.

Undervejs fortæller Stine om familieforhold I Indien, og den beretning er hverken for sarte sjæle, moderne danske mænd eller selvstændige kvinder, der både har gået med lilla ble og i front for kvinders ligeberettigelse. Det indiske samfund er stadig den dag i dag stærkt mandsdomineret med et skarpt inddelt kønsrollemønster. Og traditionelt set bliver indiske kvinder ikke betragtet som en ressource, hvis man ser bort fra stort set alt det, der foregår i og omkring hjemmet, mand og børn, og der skal en stærk personlighed og masser af mod og styrke til at gå imod dette. Eneste “flugtvej” er uddannelse til økonomisk selvstændighed. I dag bestemmer fortsat under 10% af kvinderne over sig selv! Men heldigvis er der tegn på opblødning i middel- og overklassen, ligesom der er forskel på de forskellige landsdele. Puha piger, godt vi har fået styr på de fleste mænd i DK, osse de jydske.
Arrangerede ægteskaber er fortsat udbredt og almindelig i Indien. I 2023 var 75% af alle ægteskaber arrangerede. Men det hører med at fortælle, at skilsmisseraten i arrangerede ægteskaber er den laveste i verden!
Det er pigens forældre, der tager initiativ til arrangementet. Den unge brud er som regel imellem 18 og 21 år, og gommen mellem 25 og 28 år. Indimellem rådfører den udvalgte sig for en sikkerheds skyld lige med en astrolog og en bramin før den endelige beslutning. Det valgte vores guide Gagan osse at gøre ….:

Astrologen fortalte med alvorlig mine, at Gagan ville miste sin 1. brud inden for de første 2 år af ægteskabet!! “Det er jo frygteligt! Er der ikke noget jeg kan gøre?” spurgte han. “Jo jo” svarede astrologen “du kan gifte dig med – et træ”!!! Rådet blev fulgt. Astrologen valgte træet og dagen, og braminen viede det umage par. Historien melder ikke noget om bryllupsnatten … Derefter giftede Gagan sig endnu engang – denne gang med den rigtige. Træet – altså den første hustru – døde som forudsagt, og Gagans 2. hustru lever heldigvis stadig i bedste velgående og har skænket ham en søn, der nu er 3 1/2 år gammel.

Vi fordøjer beretningerne og gør kort efter holdt ved et lille kaffested, før turen går videre mod Auroville. Men før vi når så langt, kører vi igennem et stort vådområde med saltudvinding. Saltet “høstes” fra januar til maj. Det ta’r ca. 1 måned for saltet at tørre, dernæst skrabes salt hver 3. dag. Saltet bliver solgt både i Tamil Nadu, Pondicherry og Kerala.

Næste stop Auroville. Grundlagt i 1968. Stedet virker omgærdet af mystik og nærmest lidt sekt-agtig. Nok mest fordi det er et “irriterende” 20 km2 stort, lukket land for helt almindelige mennesker (som mig, sagde hunden). Helt rationel set, er det en eksperimentel og afgrænset område, hvor man lever efter helt egne værdigrundlag og en overbevisning om, hvordan den ideelle verden kunne og burde se ud. Her spiller hudfarve, etnicitet, religion eller politisk overbevisning ingen rolle. Alle er lige. Byen er skabt med støtte fra UNESCO, og her bor folk fra hele Verden sammen. Aurovilles hovedfokus var oprindeligt ønsket om en fuldendt verden. Gad vide, om de har regler for periodevis “festlige” indslag” som Trump og Putin?!!! Vi starter med at se en lille introfilm og går derefter en fugtig, varm tur ud til udsigtspunktet mod det centrale kendetegn: den store, gyldne “golfbold” Matri Mandir. Og det er så det! Hertil og ikke længere! Er man ekstremt nysgerrig, må man herfra ty til onkel Google. Hånden på hjertet: forventningerne, som jo altid står for egen regning, bliver langt fra indfriet, og må nok tilstå, at dette er en “noget og ingenting” oplevelse, der bare ender på: Nå!

Efter Auroville står der Pondicherry på byskiltet. En by med ca. 1,2 mill. indbyggere, hvoraf ca. 250.000 bor i bymidten. Frankrig tabte endegyldigt Indien til England i 1799, men beholdt Pondicherry frem til 1956. Vi kører direkte til hotellet, hvor frokosten venter. Efter et kort besøg på værelset er der igen afgang med bussen, nu til sightseeing rundt i Pondicherry’s gamle franske kvarter med cykel-rickshaws. Ordet hyggelig rimer lissom ikke rigtig på Indien, men på een eller anden måde er det faktisk hyggeligt i disse små, grønne gader med franske gadenavne og huse i kolonistil. Temperaturen og luftfugtigheden er meget høj, men heldigvis for både os og cykel-chaufførerne er det overskyet med en let brise fra havet. De knokler på de gamle cykler uden hverken gear eller hjælpemotor. Man må undre sig – 2025!

Vi stopper ved – og besøger den smukke, rød-hvide kirke Sacre Coeur med store mosaikvinduer i stærke farver og talrige krystal lysekroner. Stemningen er let, alle døre står åbne, folk kommer og går.

Oveni kommer nu et besøg hos en gudsbenådet tæppehandler. I butikkens bagerste lokale bliver vi introduceret til de smukkeste tæpper fra et 160 år gammelt, velrenommeret familievæveri i Kashmir i det vestlige Himalaya. Det allersmukkeste tæppe vi ser er silke på silke og vævet medlem hele 2900 bittesmå knuder pr. Kvadrattomme. Prisen afspejler kvaliteten og trods en charmerede og energisk indsats lykkes det ham ikke at sælge noget.

Vi går ned til den fine strandpromenade. Havet slår hårdt mod de store sorte bølgebrydere på den velbesøgte strand, hvor det er forbudt at bade, og himlen er truende mørk. En enkelt dråbe falder, mere bliver det ikke til i første omgang. Bussen kører os tilbage til hotellet, hvor middagen venter kl 20. Tak for i dag og på gensyn i morgen.

12. Marts, Pondicherry – Trankebar

Skrevet af Jette og Knud

Dagens nyhed med billede på forsiden af avisen The Hindi, Indiens svar på Jyllandspostens lokalsider: “Overraskende regnbyger i Tamil Nadu” De globale klimaændringer mærkes osse her.

Vi kører fra Pondicherry kl 9:30.
Temperaturen er fornuftig behagelig. Det er lettere overskyet med en frisk brise. Det skal vise sig ikke at holde i længden.
Vi har indstillet os på en god halv køredag, og dagens højdepunkt skal efter sigende være vores næste hotel INDeco Swamimali. Men mon nu ikke, der osse dukker noget andet op i løbet af dagen. Foreløbig sætter vi os bare godt til rette, synger morgensang og lytter til dagens “forelæsning”: Indiske familieforhold del 2 – Medgift.
Stine beretter oplagt (her i kort version):
Efter brylluppet flytter kvinden ind hos mandens familie, det betyder, at de nu får en ekstra mund at mætte, og det skal de kompenseres for på uhørt mange måder bl.a. ved, at brudens familie skal betale medgift. Det kan f.eks. gå ud over hele brudens egen opsparing eller helt op til 15% af hendes families
samlede værdier. Dertil kommer ekstra gaver til en række af gommens familiemedlemmer. Medgiften kan i værste tilfælde løbe helt op i 100.000 kr. Men som om dette ikke var nok, skal brudens forældre også afholde alle udgifter til bryllupsfesten! En uoverskuelig byrde for rigtig mange familier, som i værste fald mister hele deres grundlag for at klare dagen og vejen. Medgift er lovmæssigt forbudt, men praktiseres i udbredt grad over hele Indien.

Det korte af det lange er, at pigebørn ofte bliver betragtet som en belastning, og derfor ikke er den samme store lykke for et nygift par som en søn. Det løser mange hurtigt og effektivt ved, ganske enkelt at vælge abort, når en scanning viser, at fostret er af hunkøn!
Indiske kvinder har ret til fri abort, dog ikke kønsbestemt abort. Har de ikke råd eller mulighed for at vælge denne løsning, sker det, ikke sjældent, at den nyfødte pige bliver dræbt umiddelbart efter fødslen. Dette betyder bl.a. at der i alle delstater, på nær i Kerala, simpelthen er mangel på kvinder, når mændene skal giftes.
Disse ulykkelige forhold forsøger regeringen at sætte en stopper for ved at støtte delstaterne i at honorere en familie, der får en datter, med 100.000 rupier når pigen fylder 15 år, og hvis hun går i skole, men det behøver ikke at betyde, at hun har et godt liv.

Tankerne vandrer; tænk hvis vores børnebørn skulle vokse op i sådan et samfund. I dette øjeblik er vi faktisk godt tilfredse med de trygge, dansk forhold, og sender en venlig tanke til dem, der gik på barrikaderne og var foregangspersoner for vejen mod ligestilling i Danmark.

Uden for er landskabet frodigt med overrislede rismarker og høje, slanke betel-palmer svejer yndefuldt i den fugtmættede, lette vind på en truende mørk baggrund. Regnen er på vej. Inden længe falder de tunge, lune dråber og farver den synlige, bare jord rød som terrakotta.

Nogen taler pludselig om krokodiller, og vips er alle lutter øren igen. Vores superchauffør kører væk fra motorvejen, og ind på en smal landevej i et større vådområde. Og her ligger de så, de grønbrune uhyrer, usædvanligt mange, med kun øjnene og en smule af hovedet synlig i vandoverfladen klar til at klappe de stærke kæber sammen om et intetanende bytte. Inde på bredden, ganske få meter væk, leger og bader både børn og voksne! Man undrer sig!

Her burde så følge en interessant beretning om Indiens historie. Men den må I gerne selv google jer til, når I sidder i en god stol med en lille GT eller en stor kop dampende varm kaffe, en dag når nettet kører uden problemer. Men helt kort skal det lige nævnes, at Indien var med i 1. Verdenskrig på britisk side. Briterne lovede Nationalkongressen hjemmestyre efter krigen, men holdt ikke ord. Efter mange år med massakrer, terror, oprør, indædte forhandlinger, Gandhi, Saltmarch, ulydighedskampagne og pres udefra blev Indien frit den 15. august 1947. Og den 26. januar 1950 fik det frie Indien sin første forfatning, og er i dag Indiens nationaldag.

Da vi når frem til hotellet, er regnen for alvor taget til. Men det ødelægger ikke begejstringen over dette helt særlige sted, som Adventure Holidays fandt på en research-tur for kun 2 år siden. Og det ER helt sikkert dagens højdepunkt. I silende regn bliver vi modtaget med en frisk, fugtig klud til vores svedige hænder og ansigter, en duftende blomsterranke, velkomst-drik og – for de der har lyst – en saliggørende fodmassage. I den ubeskrivelige reception med hundredevis af spøjse, smukke og sjove rariteter og antikviteter fra hele verden, får vi udleveret vores nøgle og så starter ellers den store værelsesvandring. Ikke 2 værelser er ens og alle ser alles. Hver og et er indrettet med særlige møbler, ting og sager. Hotellet er et genopført fyrstepalads. Alt er lavet af genbrugsmaterialer, selv gardinerne er lavet af ejeren Steve’s kones aflagte sarier.

Efter frokosten kører vi på silkevæveri. Lille og ydmyg i størrelse ligger det på den smalle, regnvåde sidevej og gør absolut intet væsen af sig, men de fremstiller de smukkeste, håndvævede sarier og tørklæder på 3 gamle væve. Vi piger er nærmest lykkelige og handler på livet løs.

Tilbage på hotellet er der tid til lidt afslapning før vi mødes til en opvisning i klassisk dans inden middagen. Steve byder velkommen og fortæller kort om hotellets historie og visioner, før han introducerer den smukke, unge danser, der trods sine kun 19 år, er een af de allerbedste. Hun startede som 5 årig og har siden udviklet sine færdigheder og kunnen til perfektion. Uddannelsen til professionel klassisk danser ta’r op til 6 år. Vi nyder de fire danse, der følger hver sin fortælling.

Det har været en dejlig dag og i morgen venter flere eventyr. Vi krydser fingre for tørvejr.

13. Marts, Trankebar

Skrevet af Karin og Kaj

Efter et godt morgenmåltid mødtes vi alle forventningsfulde ved bussen.
I dag gik turen til Trankebar, men inden afgang skulle der lige tages et gruppefoto.
Hjælpechaufføren benyttede lejligheden til at tage en selfie med hele holdet.
Turen til Trankebar foregik af små og snoede veje og tog ca 2 timer.
Undervejs fortalte Stine og Gunner os en masse om Trankebar og om stedets spændende historie. Trankebar var dansk fra 1620 til 1845 og der er stadig mange bevaringsværdige bygninger fra den tid.
Efter ankomsten til Trankebar gik vi en tur gennem de gamle gader bla. Kongensgade. Vi så Landporten, der var i sin tid var indgangsporten fra landsiden. Porten er restaureret i 2002. Lige ved Landporten ligger Gate House, hvor portvagten i sin tid boede. Vi var så heldige, at vi fik lov til at komme ind og se bygningen. Den var stærkt forfalden, men en stor hotelkæde har købt huset, og har planer om at indrette det som hotel.
Derefter besøgte vi Ny Jerusalemskirken fra 1718, her sang vi vores morgensang.
I kirken ligger den kongelige missionær Ziegenbalg begravet.
Herefter krydsede vi gaden og besøgte Zionskirken, som er bygget i 1701. Den var kirke for guvernører og regering.
Efter kirkebesøgene så vi det midlertidige museum i Danish-Indian Cultural Center, hvor der var udstillet mange spændende ting.
Det var efterhånden blevet frokosttid og vi gik til Bungalow on the Beach, som er et hyggeligt gammelt hotel, der ligger lige ud til vandet. Her ventede en god frokost på os og vi nød at sidde lidt i skyggen og slappe af.
Efter frokosten gik vi til Fort Dansborg. Fortet blev bygget i 1620 og er den næststørste danske fæstning efter Kronborg. Der har tidligere været en voldgrav rundt om fæstningen, men den kan nu kun ses ud mod vandsiden til den Bengalske Bugt. Fæstningen benyttes i dag som museum.
Lige inden hjemturen besøgte vi Nygade Church Yard, som dog var meget forsømt.
Hjemturen gik igen ad små veje tilbage til hotellet, hvor ejeren Steve, gav en særdeles interessant og spændende rundvisning i sit lille museum.
En god op oplevelsesrig dag, sluttede med middag i hotellets udendørs restaurant.

14. Marts, Trankebar – Madurai

Skrevet af Kaj og Karin

Idag er det den fjortende rejsedag og dagen starter som sædvanlig med et solidt indisk morgenmåltid, dog med den forskel at vi havde en fødselar som skulle fejres.
Det var Jonna, der ifølge Jørgen, blev 50 år. Det blev fejret med fødselsdagssang, lagkage og gave fra Stine og Gunnar.
Inden vi forlod det spændende og flotte Hotel INDECO, blev der afholdt en lille ceremoni, der skulle sikre os held og lykke på vores videre rejse. Ceremonien sluttede på overraskende vis ved at en kokosnød blev slynget i jorden, så den gik i mange stykker.
Ombord på bussen startede Mister Gunnar med at fortælle om Indiens 3 største religioner, nemlig Hinduisme ca 80 % af befolkningen, Islam ca 18 % og Kristendom ca 2,3 %.
I Indien findes der ca 3500 forskellige guder. De vigtigste er Brahma, Vishnu og Shiva. De resterende 3497 hører vi måske om en anden dag.
Undervejs holdt vi et stop ved et lille bronzestøberi. Her fik vi en interessant gennemgang og demonstration af hele støbeprocessen. Bagefter var der mulighed for at købe støberiets produkter, det var der flere der gjorde.
Tilbage i bussen fortalte Stine om kastesystemet i Indien. Kastesystemet er officielt afskaffet i 1950, men praktiseres stadig. Der findes 4 kaster plus de kasteløse. Systemet bruges bla. til tildeling af sociale ydelser og man gifter sig i reglen inden for samme kaste.
Efter et par timers kørsel holdt vi kaffe- og toiletstop på en næsten ny rasteplads. Jonna delte ud af fødselsdagskagen til stor fornøjelse for personalet.
Tilbage i bussen igen fortalte Stine om Indiens historie fra 1948 og frem til nu.
I dag er det Narendra Modi der er premierminister Vi ankom til Madurai ved 14.30 tiden. Madurai er Tamil Nadu`s kulturelle hovedstad og den næststørste by efter Chennai.
På Hotel Fortune Pandyan ventede der en lækker frokost.
Resten af dagen er til fri afbenyttelse. Her er en fin svimmingpool i haven og den blev flittigt benyttet i varmen.
Aftensmaden blev indtaget på terrassen udenfor restauranten.
Endnu en god dag er slut – godnat.

15. Marts, Madurai

Skrevet af Ingelise og Iver

Godmorgen!
En ny dag i Madurai venter på os. Her bor ca. 2,5 mio. og her vil i løbet af dagen blive godt 30 grader – temperaturen hjemme siger omkring frysepunktet, så en forårsforkølelse venter os sikkert, når vi igen er hjemme.
Efter en dejlig morgenmad tog vi til det store Sri Menakshee-tempel. Den inderste del er bygget 1190-1216 – der er senere foretaget en del udvidelser. “Dress-coden” er ret striks – ingen bare knæ eller ditto skuldre. Flere måtte udstyres med “slå-om-nederdele” – specielt mændene så sjove ud i disse gevandter – den ene endda iklædt lyserødt!
Templet har 15.000 besøgende hver dag og en hal med 1.000 søjler – de sidste 16 dog udenfor hallen.
Præsterne havde klædt gudefigurerne på om morgenen samt givet dem mad – om aftenen blev de atter lagt i seng, ligesom man gør det ved børn.
Der var en form for cafeteria, som var finansieret i form af offergaver. Kun de fattige kunne få et gratis måltid her hver dag. Også dette tempel havde en badesø, som tidligere blev brugt til renselse for folk, der ikke havde bademulighed.
Herefter kørte vi til Gandhi-Museet, på grund af renovering var der en mindre plancheudstilling i en nærliggende bygning. Ved museet var en flot, vellignende statue af Gandhi, som en stor gruppe lokale var samlet om. Da vi viste os, skulle vi selvfølgelig fotograferes sammen med både de lokale og statuen.
Varmen var nu ikke blevet mindre, så det var rart at komme tilbage til hotellet for at spise en dejlig frokost. Nogle havde måske fået en “morfar”, da oplevelserne igen kaldte.
Turen gik til fyrstepaladset Tirumalai Nayak, hvor vi havde lidt tid til at se os lidt rundt på egen hånd. Vi så kun selve palads-hallen, men der var utroligt flotte udsmykninger i flere stilarter. Især udsmykningerne i loftet var meget flotte.
Stedet var et udflugtsmål for mange skolebørn, som legede mellem de mange søjler.
Dernæst tog vi ind til den centrale del af Madurai – her ventede en hel række cykel-rickshaws på os. Vi bevægede os gennem den meget tætte trafik. Undervejs kørte vi gennem “løg-gaden”, hvor alskens slags løg mv. blev falbudt. Vi stod af undervejs gik gennem banan-markedet, hvor vi kunne se, at bananer ikke nødvendigvis er gule!
Efter at have besøgt markedet ventede vore cykel-rickshaws på os, og vi fortsatte vor bytur rundt i den travle by – det var en god og spændende oplevelse.
Bussen hentede os og nu venter igen en sikkert god middag med spændende retter.
I morgen går turen så til det sidste stop: Kovalam.
Indtil nu har det været en forrygende tur – slappe af kan vi gøre, når vi er kommet hjem.

16. Marts, Madurai – Kovalam

Skrevet af Sanne og Benny

Vi går nu ind i den sidste uge af turen til Eventyrlige Indien. De sidste dage skal vi tilbringe i kyst- og badebyen Kovalam – det skønneste sted på den indiske vestkyst. Kovalam er kendt for at have nogen af Indiens bedste badestrande. Alle glæder sig til at tilbringe de sidste dage der.
Vi skal sørge for at spise godt til morgenmad, fordi vi skal køre i 5 timer og ikke holde frokostpause på vejen, da der hurtigt kommer til at gå en time eller halvanden med det.
Der er afgang sydpå til tiden – kl. 9 ruller vi fra hotellet.

På turen ud af byen betragter vi søndagslivet og boderne ved vejen. Nu ser vi også enkelte boder med forskellige fisk.
Gunnar fortæller om indkomst og priser i Indien. Og nu kommer der lidt tal:
Den gennemsnitlige årlige indkomst er 172.000 INR. Årsagen til at gennemsnittet er så lavt er, at en kæmpestor gruppe at lønmodtagere, tjener meget lidt.
Til sammenligning tjener en almindelig lønarbejder 400-700 INR om dagen (36-63 kr.) en nyuddannet læge 60.000 eller en Ingeniør 40.000 om måneden hvorimod en stuepige på et hotel tjener 10.000 eller en hushjælp 5.000. Nyudlærte lærere eller sygeplejersker tjener 15.000.
Har man en årlig indkomst på under 700.000, betales der ikke skat. Derefter betales 20 og 28% Er man ansat i bank eller offentlig ansat er arbejdsugen 5 dage, hvor den ude i det private arbejdsmarked er 6 dage – typisk 12 timer om dagen.
Pensionsalderen er 62 år, og som offentlig ansat er man omfattet af pensionsordning, men som privat ansat, skal man selv spare op.
Det er attraktivt at blive ansat i militæret, hvor der medfølger en særdeles god pension.
Handikappede kan eksistere. Nogle får hjælpemidler, eller rabat i butikker og til offentlig transport.

Priser på fødevareret i INR f.eks.:

1 kg ris 45 – billigste kvalitet
1 kg kartofler 20
1 l mælk 60
1 kylling 200-220
1 kg gedekød 500-600

Prisen på flere varer er sæsonbestemt. Bl.a. kyllinger er dyrere om sommeren, da mange dør på grund af varmen.
45% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og modtager hjælp fra staten.
Ris kan de købe til 2 INR pr. kg – resten betaler staten.

Efter et par timers kørsel holder vi et kaffe, is – og toiletstop, på en rasteplads. Det er overskyet, så vi forventer en middel varme. Men vi stiger ud i en mur af fugtig varme. Her er der også et lille bageri, hvor der kan købes fine hjemmebagte småkager. Der er også mulighed for at købe indisk slik og chips, så der bliver handlet.
På turen videre, fortæller Stine lidt om miljøet.

Delhi er verdens mest forurenede hovedstad. Især om vinteren, da aftener og nætterne er kolde og der bliver fyret med kul. I slumområderne er der på fortovene, åbne bål som de fattige samles om, for at få lidt varme. De omkringliggende marker der bliver brændt af, for at gøre klar til nye afgrøder samt kulværker har også en del af skylden for forureningen. Da der for det meste er vindstille, bliver luften ikke renset.
Der er tiltag ift. at benytte offentlig transport. Bl.a er der blevet bygget en metro, som dagligt transporterer 50.000 personer.
Der har også været forsøg med at reducere biltrafikken, f.eks ved styring af nummerplader. Ulige numre på ulige datoer – lige numre på lige datoer, men det lykkedes ikke at gennemføre dette.

Stine læser desuden op fra et par artikler:
Danmarks ambassadør i Indien – JP 5. januar 2020 samt Finans januar 2017 og Ingenøren marts 2019. Alle med mange spændende data.
Vi kører langs bjergkæden Nilgiri, hvor der dyrkes the og forskellige krydderier. Med bussen, kan vi ikke skyde genvej og over bjergene, men må køre syd om.
Efter endnu et par timers kørsel, er der tid til frokost, som består af et par bananer til hver. Gagan købte et par store klaser på markedet til morgen. De kostede 500 INR svarende til 45 kr. Senere får vi småkager købt på rastepladsen. De smagte rigtig godt.

Det er en lang tur i bussen i dag, og pludselig holder vi ind til siden. Hvad er der galt? Er vi mon punkteret? Det er dog blot dæktrykket som skal tjekkes.
Vi kører ind i staten Kerala. Kera betyder kokospalme og La betyder land – kokospalmeland. Og dem er der også rigtig mange af.
Endelig fremme, klokken er tæt på 16, så det er blevet til mere end 5 timer i bussen. Vi bliver modtaget af Ajeesh, og en flok Tuk Tuk’er som kører os ned til stranden ad en smal og stejl vej. Det er dejligt at komme tæt på vandet. Vi går hen på German Bakery, hvor vi får stempelkaffe og kage. Kagen ligner lidt vores drømmekage, men det er banankage. Det er tiltrængt med kaffen og begge dele smager skønt – selv i varmen. Så er der tid til at gå op på vores hotel – Our land Beach hotel. Et meget hyggeligt lille sted, som ejes af Ajeesh.

En del skal have vekslet Euro, så afsted for at klare dette. Vi skal også lige have vist, hvor vi kan få syet lidt tekstiler og hvor vi kan få lavet sandaler. Endnu en skrædder besøger vi og nogen af pigerne får sat gang i produktionen. Et sidste lille besøg i en butik, hvor der er alverdens elefanter. Så har vi også set næsten hele Strandpromenaden, og kan klare os selv.
Tid på egen hånd indtil kl. 20, hvor vi i samlet flok går til The Sunset for at få aftensmad. Nu er det slut med buffet, resten af tiden vil vi få maden serveret – skøøønt.
Vi siger tak for en lang og varm dag. Hvor vi dog glæder os til at tilbringe resten af turen her i Kovalam.

17. Marts, Kovalam

Skrevet af Hanne og Svend Erik

Idag vågnede vi til bølgernes brusen – vel nok en dejlig lyd, at vågne op til!!
På restaurant Sunset – med havudsigt – fik vi serveret morgenmad kl 8 – og kl 9 var alle klar til at tage på tur.
Vi gik til udkanten af vores lille idylliske badeby Kovalam, hvor en række tuk-tukker ventede på os. Gruppen blev delt op i 2 – og snart var vores gruppe på vej i rasende tuk tuk fart, mod Ajeesh’s hjem.
Ajeesh bor sammen med sin mor, sin hustru Anitha og parrets to børn, et kvarters tuk tuk kørsel fra hotellet.
Som skik og brug er her, flyttede Anitha ind hos svigerforældrene, da hun og Ajeesh blev gift i 2008. Siden er Ajeesh`s alkoholiserede far blevet sat på porten. Den ældste af børnene – en søn – bor ved morforældrene, og går på en slags sports college, for at dyrke kricket på højt plan.
Vi blev mødt af stor gæstfrihed i det lille hyggelige hjem. Vi fik serveret kaffe, the, cashewnødder, bananchips og tørret jackfruit.
Og så måtte vi spørge om alt……fantastisk!!
Vi fik spurgt ind til, hvordan det er med sådan hoteldrift…… Ajeesh forpagter det hotel vi bor på. Han betaler 500 000 rupees hvert halve år i forpagtnings afgift. Ejeren har ingen forpligtelser mht vedligehold eller forbedringer. Der er god belægning på hotellet i højsæson, men i lavsæson kniber det naturligvis. (Selv om der stadig bliver holdt åben der) Det er muligt for Ajeesh, at købe hotellet – men for at låne penge i banken, skal han stille garanti i form af guld eller fast ejendom.
Ejeren af hotellet kan opsige forpagtningen uden varsel, hvilket selvsagt er en noget usikker situation at stå i!
Anitha har en produktion af forskellige krydderier og et specielt energipulver, sammen med en veninde. En del af urterne plukker de selv, men en del købes også på markeder. De har stor succes med deres iværksætteri I hjemmet var et glas skab med medaljer/præmier fra forskellige kricket kampe. I skabet sås også “kostbarheder” som et lille dannebrog, legofigurer osv Gitteret for vinduerne er lidt et levn fra tidligere tider. – der er ikke alarmerende kriminalitet her. Ved nybyggerier sætter man ikke mere gitter for vinduerne.
Ud over familen bor også Rocky og Lembo – to hunde – på adressen. De bor i hundehuse udenfor, men er tydeligvis afholdt af familien, som levende fortæller om deres sindelag og indbyrdes afmærkning af territorier.
Efterhånden havde vi brugt vores tid, og efter afsluttende fotografering af værtsparret, susede vi videre i tuk tuk karavanen.
Vi besøgte udsigtspunktet Eagles View – og nød udsigten over kystlinjen med alle fiskerhytterne og bådene.
Så gik turen til fiskerihavnen, hvor der var livlig aktivitet. Masser af fisk blev handlet her. Godt Gunnar havde advaret os – for hold da op, hvor sådan en “fiskerkælling” kunne råbe og true af en, hvis man lige ville snuppe et billede af hende og hendes udvalg af fisk.
Tuk tukkerne kørte os hjem til udkanten af byen, så vi kunne tilbagelægge den sidste vej hjem til hotellet på gåben.
Frokosten kl. 13 blev idag en kæmpe succes. Pizza til alle. Det smagte rigtig dejligt Eftermiddagen var til fri disposition, hvilket de handlende i Kovalam nød godt af.
Der blev shoppet hos skomager, skrædder, tørklæde biksen osv osv.
Os så var vi da også en del, der var ude at blive kølet af i havet. Vandet er dejlig lunt her, men tag ikke fejl af bølgerne – de er voldsomme.
Aftensmaden bestod af rejer i forskellige variationer med ris – og is til dessert. Lækket. Heller ikke idag går vi sultne i seng Vi sluttede af med at sige farvel til Gagan…..
Vores super gode guide, rejser hjem nu, efter at have guidet os på allerbedste vis i nu snart 3 uger. TAK for denne gang Gagan.