New Zealand Tur 1 - 2019
6. & 7. Januar, Rejsen til sydney
Skrevet af Ken og Helle.
Selvom vi bare skal medbringe en regnfrakke, en fleece og et par ZIP-Off bukser, kan man godt pakke i 14 dage.
Bussen fra Haderslev var i Odense ca. 7.15, hvor vi sidste busfolk steg på. Dejligt m. morgenmad og kaffe serveret af Ole og Anne Marie, og fin rolig tur til Kastrup. Her mødtes vi så alle 32, desværre afbud fra Egon og Jette.
Meget fin service af det sympatiske personale hos Singapore Airlines. Flot tur tværs over Østeuropa og Vestasien ca. 17000 km.
En lidt anderledes oplevelse med nudler, oksekød og rødvin til morgenmad mandag!
Mandag d. 7. jan. Efter ca. 2 timers ophold i Singapore fortsatte vi mod Sydney. Fint vejr, især klart og flot view over Ayers Rock. Godt rutevalg!!!Efter ankomst til YHA The Rocks blev vi kort briefet om hotellet og morgendagens program.
Det var godt at få smidt støttestrømperne!
Vi sluttede m. en tur på tagterrassen, hvor vi virkelig nød udsigten til Operaen og Harbour Bridge.
En lille flok endte på den lokale pub, hvor vi nød en velsmagende, dugfrisk, australsk lager!
8. januar, sydney
Skrevet af Minna og Svend Erik.
Vi skulle møde til morgenmad kl. 7.30, men det var ikke noget problem, de fleste var vågnet tidligt på grund af tidsforskellen. Vi kom ind til et meget lækkert morgenbord, hvor der var rigeligt.
Efter morgenmaden gik vi på tag terrassen og nød den flotte udsigt, samt fik sunget vores første morgensang. Ole fortalte lidt om det specielle sted, hvor vandrerhjemmet er bygget, det er bygget ovenpå det rigtige gamle Sydney, der er åbne arealer inden i bygningen, hvor der er ruiner fra det oprindelige Sydney. Derfra gik vi i samlet flok mod Operahuset. Vi var dog lige en lille omvej rundt om mindesmærket for The Rock, som er rejst for straffefangerne der kom hertil 26. januar 1788.
I Operahuset fik vi en formidabel rundvisning, om fortællingen om dets tilblivelse. Der havde været 1000 mænd med til at bygge det, og der var ingen, der mistede livet under byggeriet. Vi så flere af salene, og fik fortalt hvordan der var brugt forskellige træsorter til vægge, gulve og inventar for at få den bedste lyd. Operahuset er kommet på UNESCOS Verdensarvsliste mens Jørgen Udson stadig levede, dette er usædvanligt. Jørgen Udson fik den fornemste arkitektpris for det smukke Operahus mens han levede.
Efter operahuset havde vi lidt fritid, inden vi spiste frokost i den gamle bydel, hvor vi skulle passe på vores mad, hvis den ikke skulle stjæles af et par frække Ibis.
Derefter stod der havnerundfart på programmet, det var en dejlig tur i flot vejr, hvor vi fik set Operahuset fra søsiden. Vi sejlede også under Harbour Bridge, den er også et imponerende bygningsværk. Vi så også Sydneys skylines og nogle af de eksklusive huse. Vi var også omme i Darling Harbour, hvor vi skal om i morgen.
Så var der igen fri time, nogle skulle på Harbour Bridge Climb, vi var nogle der bare gik en tur på Harbour Bridge.
Aftensmaden blev indtaget nede ved Operahuset. Vi fik en yderst lækker steak med fritter og salat til, der var oste til dessert, så rødvin passede rigtig godt til. Vi var nogle få der var oppe og se lysshow på Operahusets tag. Da vi skulle tilbage til vandrerhjemmet var det blevet regnvejr, men ikke så meget at vi blev gennemblødte, det var bare forfriskende.
9. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Annette og Flemming.
Tænk at få sunget fødselsdagssang fra en tagterrasse med udsigt over Sydney en solrig morgen i januar, sådan startede Birthes 70 år fødselsdag.
Stort tillykke Birthe.
Så var vores 2 dag i Sydney starter og vi forsatte vores tur gennem denne smukke by med at blive præsenteret for byens ældste pub, men Ole var nu snu nok til at det var uden for den åbningstid, kl. 9.00 er vel også lige tidligt nok til øl!!
Vi fortsatte til byens højeste udsigts punkt, det 309m høje Sydney Tower Eye, hvor der en 360 graders udsigt.
Vi blev nærmest rundtosset af at gå rundt og se over hele Sydney by. En kæmpe stor by og vi kunne da genkende nogle af de steder som vi var allerede har besøgt, men spændende at se det hele lidt foroven.
Efter lidt tid på egen hånd, hvor vi besøgte Victoria Centeret og beundrede de flotte mosaikker både på gulvene og lofterne og så de flotte udsmykninger, gik vi ovenpå, hvor jeg nød en dejlig kop English Break First The og Flemming fik en kop kaffe.
Derefter gik turen til Darling Harbour et kæmpe område der blev bygget i forbindelse med de Olympiske Lege i 2000. De lege hvor vi fik en guldmedalje i Soling, men den allerstørste medalje var, at Kronprinsen fik Mary med hjem til Danmark. Vi besøgte baren Slip In, hvor de to mødte hinanden, og endelig kunne vi få vores kolde øl, som vi havde drømt om længe.
Vi fik en udmærket frokost og tog derefter i Wildlife Centeret og så bl.a Koala bjørne og kænguruer.
Så var der igen tid på egne hånd, og Flemming og jeg tog en tur i Sea World og gik rundt mellem kæmpe akvarier og så mange flotte fisk, tiden fløj rask afsted og vi måtte tage en færgetaxien til vandrehjemmet. Vi kom dog noget sent hjem, så vi måtte skynde os at klæde om, og ned at spise på Australien Pub, der heldigvis ligger lige ved siden af.
Der skulle vi lige smage en burger lavet med kængurukød, selvfølgelig vi er vel i Australien, det smagte nu meget godt, bacon får alt til at smage godt.
Så var der en dejlig stor flok der tog videre til Sydney Opera, hvor vi var så heldige at se operaen La Boheme. Det var dog helt fantastisk at opleve den store operasal til det den er bygget til, forklaringen om akustikken vi fik på den guidede tur, passede helt perfekt. Utroligt at sangerne uden brug at mikrofoner kan synge så kraftigt at den næsten kunne holde os vågne oppe på de bageste rækker.
Efter en god lang dag gik vi hjem og fik os en god lang søvn, for i morgen skal vi tidligt op, for at flyve videre til New Zealand…………….
10. JANUAR, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Henning og Edith
Dette er dagen hvor vi skal videre til New Zealand, vi stod tideligt op, dagen startede med dejlig morgenmad kl. 6.45 og ingen morgensang. Vi tog herefter afsked med Ole, der havde modtaget hold nr. 2, de var ankommet til Vandrehjemmet YHA aftenen før, udover deltagerne på hold 2 var Gunnar mødt ind, han gennemfører tur 2 sammen med Ole.
Kl. 7.30 gik turen med bus til Sydney lufthavn, turen foregik i myldretiden, der var lange bilkøer ind til Sydney, på vores vej var der heldigvis normal kørsel. Herefter skulle vi i “tjek” ind, det tog lang tid, så det var godt at vi var i god tid, der var lidt problemer med de danske pas, vi var nogle der skulle til ekstra tjek, Anne Marie kunne efterfølgende oplyse om at det er mange af de danske pas, der ikke kan scannes.
Flyveturen forgik fint, dog med en lille forsinkelse på en 1/2 time. Vi kom alle gennem sikkerhedstjekket og uden en ekstra “skovask”.
I lufthavnen modtog Lone os, vi gik herefter til bussen, som vil køre os de næste 19 dage til Auckland. Yvonne, vores buschauffør de næste mange dage kørte os til hotel Kamana, tidligere hotel Aspen, hotellet er ny renoveret, superflot og med en flot udsigt.
Kl. 19.30 blev der serveret en tre retters menu, spændende forret med gedeost og salat, hovedretten var et svineprodukt glaseret hertil salat, desserten en lækker is og chokoladekage, hertil kaffe og te, en hyggelig aften.
Lone orienterede om fredagens program, nu begynder turen i NZ.
11. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown
Skrevet af Jette og Christian
Efter en dejlig morgenmad, var alle klar til afgang præcis kl. 8.30. På vej til Arrowtown fortalte Lone lidt i bussen om søen, Lake Wakatipu, som er den 3. største sø på New Zealand, søen er omkranset af bjerge.
Arrowtown er en gammel guldgraver by, grundlagt i 1860 af William Reese. Det første guldfund fandt sted i 1862. De lokale invitere 5000 kinesere til for at arbejde, de ønskede dog ikke de boede i blandt de indfødte,og anviste et sted lige uden for byen, hvor de levede under kummerlige forhold. Mange var kommet uden familien, og kom aldrig tilbage til Kina.
Vi var på besøg og rundvisning på det lokale museum , som ikke kun handlede om guldgraverne, men også om livet i området i øvrigt.
Nu var der så tid på egen hånd, hvor der var mulighed for at sætte sig og nyde en kop kaffe, eller hvad man nu havde lyst til. Måske også at handle jade, myten siger, at man gerne skulle have det foræret ( godt man selv havde kort med).
Kl. 12.15 var der afgang til Gibson Valley, hvor frokosten lyn hurtig blev stillet an. Der blev serveret lækker ost m.v. med lokale hvidvine til. Efterfølgende var vi til vinsmagning med den lille søde smilende Coco som fortæller, her smagte vi 2 hvidvine og 1 pinot noir. Og sørme det smagte også dejligt.
Nu blev kaffen serveret, og lige så hurtigt hele frokosten var blevet serveret, ligeså hurtigt var det hele pakket væk. Tror nok de øvrige gæster var noget imponeret over, hvor effektive sådan en flok danskere kunne være.
Efter et kort visit ved Bungy Jump (flyttet til imorgen p.g.a. blæst) kørte vi nu retur til Queenstown, hvor resten af eftermiddagen var til fri disposition. Bussen kørte retur kl. 18.00 hvor man kunne kører med hjem eller blive i byen og spise, de som valgte det fik nok lidt hurtige servering, end de som valgte at spise på hotellet, her var de ikke helt så heldige i dag, efter lang ventetid kom maden, som for nogens vedkommen ikke var til at tygge. Bedre held næste gang).
Tak for en dejlig dag.
12. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon
Skrevet af Janne Holm
Dagen startede med, at de tre modige – Gitte, Marc og Christian – som skulle springe Bungy Jump, blev hentet.
Resten af gruppen kørte fra hotellet kl 8 med kurs mod Skippers Canyon. Skippers Canyon er et spændende område ved Shotover river, hvor der kom mange guldgravere under det store goldrush i 1860’erne. I dag bor her en enkelt familie, som har været her i fem generationer.
I løbet af dagen læste Lone udvalgte afsnit fra en erindringsbog af danskeren Peter Anholm fra Fole. Han gravede efter guld i Skippers Canyon i 1860’erne og vendte senere hjem til Danmark. Det var spændende på den måde at få mere indblik i de svære vilkår guldgraverne havde – og så fortalt af en dansker.
Vejen til Skippers Canyon, Skippers Road, er 22 km lang og meget smal med skarpe hårnålesving, så der kræves særlig tilladelse til at køre på den. Det er meget svært, nærmest umuligt, for to biler at passere hinanden. Den store bus kan slet ikke køre der, så vi blev kørt i to små busser af to dygtige chauffører. Vores chauffør Pete har mange års erfaring og har kørt turen mange gange. Han fortalte både fakta og sjove anekdoter, bl.a. om hunden Lucky (VUF). Lucky var svømmet væk og blev hentet af sin ejer, som så på det sted fandt en masse guld. Dens ejere, to Maorier, gravede ca. 9 kg guld op på stedet, men desværre blev de franarret hele skatten.
Første stop var et udsigtspunkt, der hvor Skippers Road starter. Herfra var der en flot udsigt over Wakatipu søen. Derefter kørte vi langsomt opad. Vores chauffør Pete kørte meget erfarent og forsigtigt. På et stykke af vejen blev vi sat af og gik, så vi kunne nyde udsigten. Næste stop var ved ruinerne af “Welcome home” hotellet, som vidner om fortidens aktivitet på stedet og på samme tid udgør de sørgelige rester.
Naturen i Skippers Canyon er overvældende og smuk, så det er nemt at forstå hvorfor dette område blev brugt til mange scener i optagelsen af Ringenes herre trilogien. Vi fik udpeget en del locations.
Efter en times kørsel nåede vi Skippers Canyon. Kort tid efter kom de tre modige Bungy-Jumpere, og de havde alle tre sprunget!!! Sjovt nok startede Bungy-Jump på New Zealand netop her ved den gamle Skippers Bridge. Den er ikke længere i brug.
Vel ankommet, og efter den obligatoriske toiletkø, blev vi delt i to grupper med hver vores guide. Vores gruppe startede med at se, hvordan man havde brugt skiftende metoder til at finde og udvinde guld, efterhånden som det blev sværere at finde. Spredt i landskabet kunne vi se forskellige redskaber og rør, der vidner om fortidens aktiveret med at udvinde guld. Vi prøvede at “vaske guld”, og der var fire i vores gruppe der fandt bitte-små stykker guld!
Derefter så vi det lille museum med billeder og genstande fra livet i Skippers Canyon – ingen tvivl om at det har været et barskt og opslidende liv. Guiden fortalte, at den gennemsnitlige levetid for guldgraverne var ca. 35 år.
Efter rundvisningen var det frokosttid, og der blev serveret grillpølser og grillede lammekoteletter. Solen skinnende, så vi kunne sidde ude. Meget lækkert.
Så var det tid til eftermiddagens aktiviteter, som var arrangeret af et team af instruktører. Vi startede med river-rafting. Men først skulle vi udstyres, så instruktørerne udleverede til alle: våddragt, ditto støvler, en slags regnjakke og hjælm. Så blev vi kørt til startstedet, hvor vi blev fordelt i fire både med en instruktør i hver – og så af sted. Instruktøren styrede og gav ordre, og vi padlede efter bedste evne, hvilket varierede en del (altså evnen), men sjovt var det. Der blev konkurreret lidt og sprøjtet en del! På et tidspunkt gjorde vi holdt et sted, hvor floden nærmest danner et bassin, og de, der havde lyst, kunne springe i vandet fra en klippe. En flot og sjov tur. Efter 45 min var turen slut, og vi gik i land.
De, der ikke skulle sejle med jet-båd, blev hentet af bussen og kørt tilbage.
De, der skulle på jet-båd tur, fortsatte med det samme. Det var lige så sjov en oplevelse som river-rafting. Den unge mand, der styrede båden, havde imponerende kontrol over den, og det var en opvisning i knivskarp manøvrering i høj fart tæt på klipper og store sten. Båden nærmest svæver ovenpå vandet og behøver kun 14 cm vanddybde for at sejle, men dog en meter når den skal spinne en omgang rundt. En virkelig vild og sjov oplevelse.
Da vi kom tilbage fra river-rafting og jet-båd, var der omklædning og dejlig kaffe og kage. Det var nu blevet tid til afsked med Skippers Canyon, og vi fik det sidste afsnit om den unge guldgraver Peter Anholm. Turen tilbage af Skippers Road tog lige så lang tid som op.
Godt tilbage på hotellet skulle der pakkes rygsæk til næste dags tur til Doubtful Sound, for der kan kufferterne ikke komme med.
Dejlig aftensmad på hotellet. Vi var vist alle godt trætte efter en dag med høj sol, vidunderlig smuk natur, sjove aktiviteter og et indblik i det barske guldgraverliv i en ikke så fjern fortid.
Tak til Adventure Holidays for en super dag med oplevelser for livet!
13. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Gitte & Liss
Søndag morgen kl. 8.30:
Alle kufferter og den fortilberedte frokost er pakket forsvarligt, af vores altid velorganiserede Lone og AnneMarie og vores chauffør Yvonne.
Vi forlader Queenstown og kører langs søen Wakatipu til Manapouri gennem bla. byerne Kingston, Mossburn, hvilken vej også blev brugt af guldgraverne. På denne strækning ser vi bla. Cabbage træerne. Dette træ er vigtig for Maori´erne. Når et barn fødes begraves moderkagen tæt ved træets stamme, hvilket betyder at børnene altid ved, hvor de kommer fra og hvilken stamme og famile de hører til.
Ligeledes passerer vi adskillige fårefarme. Familierne bor meget afsides. Det er normalt forældrenes ansvar at børnene deltager i “skoling” over computeren.
Lone fortalte under turen lidt om New Zealands historie, bla. OmJames Cook som kom til landet i 1769 med sit skib Endeavour. Han fortalte vidt og bredt om dette land, hvilket resulterede i at folk fra England og Skotland kom og bosatte sig henholdsvis i Christchurch og Dunedin. Hun fortalte også om hvalfangerne, bla. Danske Hans Falk som giftede sig med en Kiwi kvinde.
I 1824 blev den første Maori døbt.
6/2 1840 blev traktaten mellem den hvide mand og Maori´erne underskrevet og det er så New Zealands dåbsdag (ligesom Danmarks grundlovsdag).
Vi er jo nu ude på vestkysten, som med rette bliver kaldt “The wet coast”. Det er gråvejr med byger ind imellem. Maori´erne hilser altid på en bestemt måde, nemlig ved at sige hvor de kommer fra og hvilken stamme de tilhører.
Lone fortalte Maori´ernes skabelsen historie om Papa Tua (Far Himmel og Moder Jord).
I 1910 blev det forbudt at tale Maori sprog.
I 1980´erne kom kulturen heldigvis stærkt tilbage. Børn lærte igen at tale sproget i skolerne, der blev sågar lavet Maori skoler, hvor børne kunne gå det meste af deres skolegang (svarende til folkeskolen). Her lærer det således også om Maori skikke, traditioner, kultur, historie og sprog. Det kræver flere timer i skoledagen. Maori alfabetet består af kun 15 bogstaver.
Idag er Maori stammerne rige og lever godt og intregreret. Kulturen har aldrig været stærkere end den er idag. Dem der er Maori har virkelige stærke bånde til kulturen idag, fordi de har arbejdet for at genlære den. De har fået penge af den hvide mand (den engelske dronning) til at kunne genlære kulturen, hvilket de virkelig har taget seriøst.
Vi lander i Manapouri hvor vi spiser vores medbragte frokost. Som altid er der styr på det, og de frivillige kaster sig ud i udpakningen og maden indtages i let regn. Regnjakker blev taget af og på – det var træning for idag. Det var også. Nødvendigt at spraye os i myggespray, for de små sand flies var meget flittige, og bider værre end de myg vi kender til. Lone og AnneMarie havde selvfølgelig også sørget for at der var myggespray nok til os alle.
Efter frokost gik vi ombord på en båd i havnen i Manapouri “Pearl Harbour”, som skulle sejle os på vej til regnskovs stykket. Vi er nu i Fjordland National Park, som udgør 1,35 hektar uden veje, men med 400 vandreruter. Vi sejlede i 50 minutter, hvor nogen af os nød kaffe og the indenfor, og andre stod i stiv kuling på øverste dæk. Spektakulær naturistisk udsigt igen – den stopper aldrig! Endnu flere bjerg billeder kom i kassen, og mon ikke der kommer flere endnu??
Vi blev hentet af en bus med chauffør John, som skulle køre os det smukke stykke gennem regnskoven. Han fortalte med en vidunderlig tør humor om natur og historie. Her blev vi mødt af enestående vegetation og mængder af regnfald og scenerier der var et “million dollar” skue.
For enden af “grusvejen” ventede båden Fjordland Navigator, båden vi skal overnatte på, på Doubtfull Sound.
Vi startede med som altid, at få gennemgået sikkerhedsprocedurerne. Både i Australien og på New Zealand er sikkerhed meget vigtig. Så fik vi the, kaffe og kage.
Vi blev indlogeret i små kahytter, med kun et forhæng for (for nogle af os). Flere af os sammen i 4 mands kahytter med køjesenge. Spændende hvor mange der snorker 😉 Om eftermiddagen var der 2 aktiviteter – vi kunne vælge kajak eller motorbåd. Begge dele blev prøvet af. I motorbåden fik folk muligheden for, at komme helt tæt på bjergenes vegetation. I kajakkerne blev grænser overskredet (især for vores chauffør Yvonne), vi blev våde, både af søvand og silende regn, men det var en fantastisk oplevelse.
Herefter var vi en lille flok på 3, heraf os 2 undertegnede og Anne Marie, der trodsede kulden og hoppede i baljen som kun var 13 grader.
Betjeningen på skibet var uovertræffelig. Efter aktiviteterne blev der serveret suppe, 2 slags kunne man vælge imellem. Aftensmaden var ubeskrivelig fantastisk! Smagsløgene blev virkelig forkælede. Kaptajnen, naturvejlederen og resten af personalet har skønne personligheder og smittende humoristisk sind. Selv introduktionen til aftensmaden var en fortælling med grin og latter.
Efter maden sejlede vi ud til klipper med en pelssælkoloni. Der var både mødre og små bitte unger og store hanner. Vi fik at vide, at det var mødrene, som udførte den totale pleje af ungerne. Hannens eneste bedrift er at plante en celle og så læner han sig tilbage for veludført arbejde. Dette gav anledning til mange kry kommentarer fra mændene i vores gruppe. Ja, man kan jo bare tænke sit. Nu sejlede vi ud i rum sø til stor udfordring for balancen. Bølgerne var faktisk af en vis størrelse. Her oplevede vi albatrosen i flugt.
Under kajak turen blev der for sjov talt om, at det kunne være sjovt med lidt musik og dans til aften. Det var den franskfødte kajak guide Hugo så venlig at huske. Så stakkels Yvonne, vores chauffør, kom i rampelyset da Hugo bød hende op til dans – det endte dog i en lille fællesdans hvor flere af os deltog i latter.
Aftenen sluttede af med foredrag fra naturvejlederen om Manapouri vegetation og dyreliv, både over og under vand.
Godnat!
14. JANUAR, Doubtful Sound – Invercargill
Skrevet af Tove og Torben
Dagens etape bestod af retursejlads fra Doubtful Sound til Manapouri og via Tuatapere, Riverton, Wallacetown til Invercargill.
Efter en stille og rolig nat på vandet satte Fjordland Navigator maskineriet i gang 06.20 for at lette anker. 140m ankerkæde blev rullet ind på 10 minutter.
Efter et dejligt morgenbord fortsatte sejladsen, og vi sejlede tæt på et stenskred. Bevoksningen består mest af 3 slags mos, bregner, små træer og større bøgetræer på næsten lodrette klippevægge. Når mosset ikke længere kan fastholde taget i klippevæggen, styrter træerne ned og efterlader et ar i klippesiden. Det restitueres i løbet af de næste 80 til 100 år.
Endvidere rammes området af ca. 1500 jordskælv om året, men de allerfleste sker ubemærket.
Der skal tilladelse til for at færdes i det fredede område, og kun Fjorland Navigator har både denne tilladelse og sejler ud på det Tasmanske Hav. Der er kun få andre mindre både, der må færdes på søen. Derfor kunne det lade sig gøre at sejle alene ind i bunden af en sidegren til Fjorden. Det blev både foreslået og efterkommet, at vi standsede skibets motor, lå placeret tæt på regnskoven, stod stille på ståldækket, afstod fra at fotografere og bruge mobil.
Det blev til 10 betagende og rørende minutter, hvor kun vandfaldenes stille rislen dannede baggrund for fuglenes fløjten. En fantastisk form for stilhed, “Sound of silence” hvor alt fra hverdagen blev udelukket. Vi afsluttede med dagens morgensang. En god og stærk oplevelse var til ende, men vil blive husket langt frem i tiden.
Senere blev vi overrasket af skibets varslingssystem med hyletoner og hvad dertil hører. Vi opholdt os i en “cabin” og reagerede sent på hyletonerne. Da vi endelig trådte ud på gangen, blev vi af besætningen gennet op på øverste dæk. Der var tale om en brandøvelse for besætningen.
Frokosten, som efter en lidt længere gåtur end forventet, blev indtaget på Lake View Motor Inn, og bestod af boller med pålæg og pizza.
Efter en kølig formiddag gik busturen mod syd i rimeligt vejrlig med både sol og skyer. Vi passerede vidtstrakte græsmarker, hvor der græssede utallige får, kreaturer eller hjorte. Der var ingen stalde bortset fra, hvor køerne kortvarigt var inde for at blive malket. Alle dyr kan gå ude året rundt. På flere marker var der produceret hø, som var pakket i plast. Det skal bemærkes, at der på denne del af turen var ualmindeligt stille i hele bussen.
På Sydkysten var der huse, som var oppe på “stylter” af hensyn til tidevandet. Vindtunneler (flere meter høje og klippede hække) skulle dække for den voldsomme og kolde vind, som kunne ramme ude fra havet.
Fremme i Invercargill besøgte vi Ewan’s (den anden chaufførs) bolig i et villakvarter. Det kunne udefra være et dansk hjem, men det var indendørs indrettet ganske anderledes. Have, græsplæne og køkkenhave hørte til. Alt var rammet ind af et stort brunt træhegn. Her indtog vi alle en forfriskning. Invercargill bemærker sig som værende byen med færrest solskinstimer i New Zealand med kun 1600 timer pr. år.
Vi blev indkvarteret på Hotel Ascot, som tilbød valg mellem 5 forskellige hovedretter og 3 desserter. Alle var godt mætte, da vi brød op ved 22-tiden.
15. JANUAR, INVERCARGILL – Purakanui – dunedin
Skrevet af: Mie og Bente
Efter en dejlig morgenmad på Hotel Ascot kørte vi til supermarkedet Countdown for at proviantere.
Turen til Motu Pohue gik igennem et område med typisk New Zealandsk landbrugsdrift, køer, hjorte og rigtigt mange får.
Vi gjorde stop ved Motu Pohue og Bluff outlook, hvilken udsigt.
Ved Stirling Point, som er New Zealands sydligste punkt, gik vi en tur langs med kysten, nogle var heldige at få gode billeder af skovduen og viftefuglen. Inden vi kørte videre blev der serveret kaffe, te og cookies.
Ved Waikava Harbour fik vi en lækker frokost, alle hjalp alle, som altid.
I Curio Bay blev der gjort et længere stop, vejret var bare så godt. Der var mange delfiner i bugten som sprang. På klipperne stod der en stor flok Stewart skarv ungfugle.
Selv om klokken var blevet mange, nåede vi heldigvis også Purakaunui Falls. Man gik først igennem en smuk regnskov, inden man kom til Purakaunui vandfaldet.
En times tid forsinket, kl. 18.30, kom vi til Dunedin og blev tjekket ind på Hotel Distinction. Atter et super lækkert hotel med vaskemaskine og tørretumbler, alle fik vist hurtigt sat maskinerne igang.
Kl. 20 blev der serveret en dejlig treretters menu.
Vi var godt trætte efter den lange bustur med mange stop med flotte naturvues.
16. JANUAR, DUNEDIN – Otago Halvøen
Skrevet af: Henning og Edith
Efter en dejlig morgenmad, kørte vi på byrundtur i Dunedin, Dunedin har et stort sygehus og servicerer hele det sydlige NZ, der er en helikopter landingsplads på taget af sygehuset, der uddannes en del læger her og uddannelsen er velanset rundt omkring i verden.
Vi kørte videre til verdens stejlestes gade, 350 m lang, vi sled os op i flot stil og sikken en udsigt vi blev belønnet med. Herefter blev morgensangen sunget, og vi begyndte nedstigning med bremserne sat til.
Vi kørte forbi et plejehjem, der ifølge Lone er ret så sjældent i NZ, Dunedin har også et hospice. Vi kørte videre til Signal Hill, hvor udsigten over hele Dunedin kunne ses, man ser tydeligt herfra hvordan gaderne ligger i en lige bane. Lone fortalte om Dunedin, som er det køligste sted i NZ.
Vi kørte herefter videre til Universitet, der har 20.000 studerende pr. Semester, der er omkring 10 danske studerende på et semester og en dansk professor. Især læger og tandlæger uddannes her, dog er der kommet mange nye uddannelser til. Alle uddannelser betales af eleven selv, dog er der undtagelser, hvor Maorierne delvis får betalt via den stamme de kommer fra.
Næste stop på byrundturen var banegården, hvor de gamle togvogne holdt på skinnerne ved banegården, selve banegården er smukt i gammel stil, der er et flot galleri, toiletter og mulighed for køb brugskunst.
Vi havde herefter en time fri, hvor vi gik i forretningerne, der blev købt forskellige beklædningsting ind og nogle fik kaffe/vin.
Vi mødtes herefter ved Skt. Pauls Cathedral, hvor Lone fortalte om huset og menigheden, herefter kom præsten tilfældigvis forbi, hun fortalte et par ord og vi tog lige morgensangen en gang til, det var ret stemningsfuldt. Det er kun præsten der er på lønninglisten, alt arbejdet bliver gjort frivilligt. I Cathedralen ved indgangspartiet sad der en knipledame og bekendt af Lone, hun fortalte at kun kommer til Kniplefestival i juni måned i Tønder, festivalen afvikles hvert 3. År.
Vi kørte retur til hotellet, hvor der ventede os varmt mad og madpakke, resten af dagen og aftnen foregik på halvøen Otago, vi blev afhentet i 2 minibusser hvor en lokal og Lone eller Anne Marie var guider, vi var i bussen med lokal guide Annie og Lone, vi kørte først til Royal Albatros-kolonien, det var en fantastisk oplevelse, vi så mange Albatros flyve rundt over vore hoveder. I centret var der foredrag og en film, så vi var godt forberedt.
Herefter kørte vi til pingvinreservatet for gul-øjet pingviner, vi kørte til toppen af bugten, gik herefter stille og roligt ned på stranden, pingviner har deres reder i skrænterne langs med bugten, vi fandt dog ingen her. Efter at vi kom ned på stranden, begyndte der at komme pingviner op fra vandet, vi kunne følge en ret tæt på, den gik op af den sti som vi var kommet ned af. Vi gik videre til næste observations hytte, vi var heldige op af vandet kom der en 6 – 8 pingviner, de stod på standen for at tørre sig, viftede lidt med halen og listede ind mod skrænten.
På standen sov der flere søløver, vi kunne komme lidt tæt på, det var sjovt.
Da vi gik tilbage til stien vi skulle op af, vågnede søløverne rigtig, flere sloges, det havde vi ikke forventet. Fantastisk at vi skulle opleve det og var heldige ifølge Lone.
Herefter kørte vi til sælernes bugt, hvor der er en børnehave for babysælerne, der var stor aktivitet, når hun sælen kom med føde til babyen, bliver der kaldt, det var sjovt at se og høre.
Af fugle vil vi nævne Isfuglen og skestorken, det havde vi nok ikke forventet vi skulle se.
En helt igennem dejlig og interesant aften med store oplevelser.
17. JANUAR, DUNEDIN – Twizel
Skrevet af: Ronald
Så blev det min tur til at skrive dagbog, et helt særligt privilegie, for så får man lov til at sidde på 1. parket i bussen med samme fulde udsyn som chaufføren.
Efter endnu et dejligt morgenmåltid gik turen nu til Twizel.
Første stop er den botaniske have i Dunedin. Det er den ældste botaniske have i New Zealand, anlagt i 1863. Vi fik 1 time på egen hånd, hvilket ikke var nok til at se hele haven, men nok til at give os et godt indtryk af de mange blomster, planter, træer og fugleliv.
Haven ligger i et kuperet område med flade og stejle stier, ligesom Dunedin selv gør det. En del af os fandt også frem til nogle folierer med mange af Australiens og New Zealands papegøjer og parakitter. Forskellige kunstværker er med til at give haven et spændende særpræg. Her kan man sagtens bruge mange timer, men vi fik et godt indtryk af den botaniske have i Dunedin.
Herefter gik turen mod Timaru. Undervejs fik vi som på alle bus strækninger fra A til B masser af information fra Lone om hvad vi ser af planter og dyr, men også om mange af Maoriernes legender. Der er også plads til information om hvad vi skal opleve næste dag og hvad tøj vi skal huske at have med. Og så ikke mindst om oplevelserne fra Peter Anholm fra Fole i Sønderjylland, som kom til New Zealand i forbindelse med de store guldfund, bl.a. ved Arrowtown, som vi har besøgt tidligere på turen.
Vi gjorde et stop ved Mouraki Boulders, der er et helt specielt naturfænomen. Helt nede ved stranden ligger der nogle helt runde sten, som er dannet i klipperne for mere end 60 mio. år siden og som for ca. 4 mio år siden så er blevet fritlagte. Mauorierne har en legende om at stenkuglerne er forsteninger af søde kartofler. Området har ca. 50 stenkugler med størrelse fra 30 cm og op til 2,2 m og med en vægt om til 7 tons.
Der var godt gang i fotografiapparaterne og pga. let højvande var der nogle, der fik våde fødder, når det perfekte motiv skulle tages.
På caféen ved Mouraki Boulders fik vi Fish and Chips, tilberedt af friskfanget torsk. Det smagte himmelsk. Nogen fik også handlet lidt i den lokale souvenirbutik med et ganske pænt udvalg.
Inden busafgang fik vi sunget vores morgensang for at få skyerne til at lette helt og så gik turen til Elephant Rocks ved Oamaru. Det er nogle klipper, som også udvindes og anvendes i byggeri, under navnet Oamaru Stone.
Vi gik en lille tur blandt klipperne, for i første omgang at finde den klippeformation, der har givet navnet til området. Der var nogle der fandt klippen, det ligner en fuldvoksen elefant med snabelen i græsset. Men der var også andre klippeformationer, der kunne ligne forskellige dyr, vi fandt blandt andet en falk og en haj.
Nu skulle videre til et lille kaffestop, tæt på næste seværdighed, Lake Benmore, New Zealands største kunstige sø. Kraftværket ved Lake Benmore er en del af et stort samlet kraftværksanlæg kaldet Wataki, hvor vandet løber gennem i alt 5 kraftværksanlæg via 11 sluser med separate søer. Kraftværket er nummer 2 af de 5 og ligger direkte på faldlinjen mellem de to kontinentalplader, hvis sammenstød forårsagede jordskælvet i Christchurch.
Via de mange sluser opsamles der mange Mw, hvoraf kraftværket ved Lake Benmore alene producerer 540 Mw. Den samlede mængde Mw opsamles i anlægget ved Twizel.
Vi gik en tur over selve dæmningen og fik udsigt til kraftværket med de 6 turbiner og det skønne landskab.
På det sidste stykke frem til vores bestemmelsessted, Twizel, fik vi Yvonne, vores chauffør’s livshistorie, der involverer så forskellige ting som fløjtespil på højt niveau, landbrug og buskørsel, som nu er Yvonne’s primære job om sommeren, hvor landbruget et det om vinteren.
Vel fremme i Twizel blev vi indkvarteret på MacKenzie Country Hotel, hvor vi efter et tiltrængt bad kunne gå til bords til en dejlig 3-retters menu.
Efter sådan en dejlig dag var det tid til at se dyner.
18. JANUAR, Mt. Cook
Skrevet af: Marck og Gitte
Så blev det vores tur til en dag på bussens kommandobro sammen med “styrkvinden” Yvonne og “kaptøsen” Lone, og det var lidt af en oplevelse at være vidne til. Indtil da havde vi nemlig kun haft plads i bussens bagerste halvdel og dermed ikke oplevet Lones koordineringsevner. Lone der hver eneste dag guider os trygt igennem New Zealands seværdighederne, og hvis hun ikke taler i bussens mikrofon, taler hun i telefon. Der blev utroligt nok også plads til, hvad vi tror må være verdens hurtigste powernap et par gange i løbet af dagens program.
Når Lone er boss kan intet gå galt, og det demonstrerede hun på bedste vis, da skyerne hang over nationalparken omkring Mt. Cook. Med ordene “Skyerne er brændt af i løbet af formiddagen” og morgensang ved Scenic Lookout, hvor en noget rustik bænk blev fotograferet næsten lige så mange gange, som den smukke udsigt over den turkisblå Lake Pukaki. Vejrguderne måtte bøje sig, og Lone fik sin vilje. Skyerne over Mt. Cook var pist væk, da vi ramte Hooker Valley efter en flot timelang køretur, der igen bød på underskøn natur – bl.a. lavendelmark i fuldflor og sneklædte bjergtinder.
I Hooker Valley mødtes vi med dagens to lokaleguider, og vi blev hurtigt inddelt i 3 grupper alt efter hvor langt man ønskede at hike. Vandresko og støvler blev snøret og afsted det gik på den længste af dagens ruter. Knap 12 km i fladt terræn over tre let gyngende hængebroer med endestation ved Mt. Cook gletchersøen. Fantastisk flot hike og igen med flere “one million dollar views”. Gletscher kælvede, og vejret var med os hele vejen, som Lone havde lovet. Ved målet blev vi mødt af endnu et storslået view af isbjerge i søen og selvfølgelig Mt. Cook i baggrunden. Det var en varm tur tilbage. Solen skinnede, så Marck fik bygget på kuløren på trods af solfaktor.
Desværre fik vi ikke set Keaen, den intelligente bjergpapegøje, på trods af, at guiderne før vores ankomst havde set ca. 10 stk. flyve fra p-pladsen mod bjergkæden. De havde sandsynligvis søgt ly pga. solen. Til gengæld fik vi smagt på de smukke røde snebær, der ikke er giftige som i Danmark, og har en sødmefuld smag – mums!
Frokost med udsigt til Mt. Cook blev indtaget på “Old Mountainers Cafe”, og vi nåede lige at hilse på indehaveren Charlie.
Pga. det ekstremt gode vejr havde Lone lyst til, at vi skulle lave et lille “sidespring” fra den oprindelige plan, nemlig en lille afstikker til Tasman gletcheren. Charlie kunne dog oplyse, at broen derud desværre var under renovation, så bussen ikke kunne komme over. Ingen problem for “kaptajn” Lone der ændrede kurs, så bussen sejlede i stedet for ind til et lynvisit på Farmer Tims ene af tre gårde, hvor 2000 malkekøer stod på rad og række til dagens anden tur i malkekarrusellen – imponerende at man kan få en ko til at slå i bakgear, når den skal ud af karrusellen igen.
Efter et par timers hvil på værelserne, mødtes vi før aftensmaden, der skulle nydes på hotellet, til et lille glas vin i det gode vejr. Vinen var fra vinbonden, vi havde besøgt først på turen i Gibston Valley og faldt i god smag
I morgen indtager vi igen de bagerste rækker i bussen, hvor Anne Marie har fast plads og gør en kæmpe indsats i forhold til at holde styr på tropperne før afgang på nye eventyr..…
19. JANUAR, Twizel – Christchurch
Skrevet af: Gitte og Liss.
Vi forlader Twizel kl. 8.00 og kører langs Pukaki søen et længere stykke tid.
Vi kører 50 km i timen gennem vejarbejde på en tospors landevej.
Skifter så pludselig til 100 km i timen, hvilket er normalt her i NZ.
Det skal også nævnes, at det er ved lov, at et større køretøj (som vores bus) har pligt til at holde ind til siden for at lade bagved kørende biler passere.
Vi kommer til Lake Tekapo, hvor der er 3 kraftværker A+B+C. Søen er den 9. største i NZ og ligger 210 m over havet. Vi gør holdt og besøger først 1 uld forretning hvor flere shopper. Det første vi ser, er 5 gutter i en gammel, men yderst velholdt bil – Lones kommentar er “Potential Vitaminos” – hæhæ. Vejret er fantastisk, sol og godt lunt.
Derefter går vi hen til en lille enkel kirke – The Church of Good Shepherd, hvor vi synger vores morgensang – aldrig har det lydt så godt! Alle skyer spredes på himlen.
Kirken er ganske lille med den smukkeste altertavle i verden, hvilken er udsigt over gletsjer sø (helt turkis) og bjerge. Det var et krav ved opførelsen, at det var almindelige vinduer og ikke glasmosaikker, for at man netop kunne nyde udsigten. Den er opført i 1935 for fåre hyrderne, og bød flere forskellige religioner indenfor. Alle er fælles om brug af den kirke. Lone læste op fra Johannes Evangeliet kap. 10-17, om at rumme hinanden. I nærheden af kirken stod en bronzestatue af en hund som hyldest til fårehunden.
Vi kører videre til et sted udenfor Geraldine, som hedder The Tin Shed, hvilket stedet hedder fordi forretningen startede i et blikskur.
Her blev atter handlet uld til den store guldmedalje. På stedet var der også får, 2 ualmindelig grimme men charmerede svin, 3 alpacaer, 1 æsel (der ifølge skiltet god kunne bide lidt), utallige fuglereder, mange gamle redskaber og en antik traktor og bil. Alle bygningerne var i blik, så vi havde vores betænkeligheder vedr. toiletterne, som til vores begejstring var så indbydende med alt lige ned til håndcreme.
Dagens frokosthold rettede an og vi spiste endnu engang i det grønne.
Videre til Ashburton hvor folk måtte bo efter jordskælvet (6,3 på Richter skalaen) 2/2-2011 i Christchurch. Ved jordskælvet blev hele bymidten i Christchurch ødelagt og Katedralen beskadiget. Epicentret lå 10 km fra byen, 5 km under jorden. Undergrunden bestod af sten, som faldt igennem og dannede huller. Derfor blev det så slemt.
1200 m af Tasman gletsjeren faldt ned i Pukaki søen og skabte en flodbølge på 3 m.
Næste destination er Christchurch, som er NZ ældste by med 370.000 indbyggere. Den er meget engelsk, også i byggestil og med mange parker. Vi besøger først Cantabury museum, hvor Lone giver os en kort gennemgang af NZ historie fra begyndelsen. Om polynesierne, som var de første folk på NZ. Om moaen (en 2 og en halv meter høj fugl, som uddøde på grund af jagten på den). Vi så trækunstværk udsmykket med øjne. Maori børn lærer stadig at bruge øjnene til at udtrykke følelser. Vi så udstilling om jaden og overværede, hvordan forarbejdningen foregik in person. Endelig var Ivan Maugers speedway motorcykler udstillet. Ret spøjst.
Herefter gåtur i den botaniske have, som blev anlagt i 1863.
Videre bruges bevægeapparatet gennem byen, hvor det er tydeligt at der stadig bæres præg af ødelæggelserne som følge af jordskælvet. bl.a. var det sørgeligt at se skaderne på katedralen.
Vi kører nu til Hotel Elms, hvor vi har en overnatning. Aftenen rundes af med en fantastisk aftensmad i top lækkert selskab!
Lone er igen et omvandrende leksikon af viden! De små indfald med historier fra årenes oplevelser, er uvurderlige og sætter kolorit og dybde på vores oplevelse af NZ. Må tage hatten af for hendes altid tilstedeværende overblik og fixe gen. Anne Marie er den altid tålmodige bagtrop, der med kærlighed rummer vores “udfald” af shoppe lyst, og derfor ikke altid lige følger trop når der kaldes til samling – TAK Anne Marie!
Nu lidt info om forskelligt, som Lone fortalte under kørslen idag:
Om NZ:
- Befolkning 4,9 millioner, 75 % på nordøen og 25 % på sydøen. 20 % er maorier. 85 % bor i byerne. 45.000 indvandrere får indrejsetilladelse hvert år. Der er ligeså mange biler som mennesker, da flere har 2 biler og landbefolkningen lader børnene køre i skole selv, da der ikke er offentlig transport derudefra. Børn må køre fra de er 15 med learners permit.
- For newzealænderne er de 5 V´er meget vigtige: veluddannede, velhavende, veltilpassede, veltalende og venlige. Newzealænderne er meget berejste. bl.a. rejser de unge mennesker ud af landet på overseas experience.
- Der er 2 sprog: engelsk og Maori, som består af 15 bogstaver. De hvide hedder pakeha og består af Briter, jugoslaver, tyskere og skandinaver. Hver 5. Maori er helt Maori, hvilket betyder, at der skal være 30 % maoriblod i personen.
- Englænderne kom som de første til Christchurch i 1852, hvor Redfield sendte 4 skibe afsted med over 700 særligt udvalgte mennesker, både nogle til at lede og nogle til at arbejde. De gik i land i Lyttleton.
- Krigene samlede pakehaerne og maorierne, som begyndte at kalde sig kiwier som samlet betegnelse. Kiwierne var meget heltemodige i krig. Montgomery udtalte: giv mig en deling maorier og jeg vil vinde krigen.
- Et københavnsk arkitektfirma vandt blandt mange at stå for genopbygningen af Christchurch. De inddrog til stor forbavselse befolkningen ved at spørge dem, hvordan de helst ville have, at byen kom til at se ud. De fik 106.000 svar.
Det må være nok for nu.
20. JANUAR, CHRISTCHURCH – Picton
Skrevet af: Thomas og Anja.
Tomme tønder buldrer mest siges der… Der var ingen tomme tønder og bulder da vi kørte fra vores nat logi Elms i Christchurch, med fyldte maver der matchede den fyldte last af bussen, begiver vi os afsted mod Kaikora.
Lone fortæller undervejs om religion og skolegang her på New Zealand.
På vejen der det første stykke er ret fladt, ser vi kvæg, får og kæmpevandingsmaskinerne, til vi når et lidt afbrændt område, derefter følger vinmarker.
Efter en times tid snor vejen sig som en slange rundt og op og ned, frodigt natur og grønne bakker…og pludselig der på toppen får vi det smukkeste syn af havet ved bugten i Kaikora, men man skal ikke lade sig narre af det smukke, her er en farlig understrøm og mange er druknet her. Stedet er et trækplaster mange kommer for at tage på hvalsafari og se delfiner, man kan både kommer med båd og fly/helikopter. Men grundet blæsevejret vi har i dag er ingen ude på de høje bølger. Vi blev imponeret over hvor utrolig blåt vandet er man skulle tro det var en reklame film.
Hist hvor vejen slår en bugt, der bor der bor Peter fårefarmer. Han hilste os velkommen med sit barnebarn ved hånden og et lille lam der skulle have sutteflaske. Der var et par stykker der fik stillet behovet for moderhjertet og gav den lille fyr flaske, men det tog ikke lang tid inden flasken var tom.
Bagefter så vi en flot vædder og herefter en demonstration af en klipning af et får. Det tog ikke lang tid, men det må være et knokkelarbejde for de som lever af det. Peter fortalte om fåredriften, arter og historier. Vi så også hvordan han arbejder sammen med hundene via forskellige kommandoer, det mindede utrolig meget om hvordan fruerne på vores tur tiltaler deres mænd…..
Vi gik langs vandet fra Peter fåreavler, gjorde et wc stop der havde dejlig udsigt til badenymfer med spændstige kroppe og havuniform. Solen skinnede flot på os hele vejen ind til byen, men blæsten var lidt kold og hidsig. Inde i byen fik vi en hurtig frokost som Lone havde arrangeret så alt gik glat, og alle munde blev mætte.
Vi forsatte dagen i bus mod vingården Yealands. Landskabet var utrolig flot kysten med alle sine farver og sæler vi så undervejs, der var nogle der også så en hval men så heldig var vi ikke. Alt denne ubeskrivelige set up af bjerge, dale hav og ager, tager vejret fra en, dog får man også en barsk reminder om hvor grusomt her også kan være , når man ser hvilke ødelæggelser jordskælvene har gjort, veje og broer der stadig er under genopbyggelser og huse der ikke er mere….
Fremme ved vingården som ligger med snorlige vinstokke så langt øjet rækker, her er styr på tropperne og ikke et strå ligger forkert. Det kunne mælkebonden fra forleden lære lidt af. Vi kommer ind i biffen og ser en film om stedet og bagefter er der vinsmagning, med mulighed for at købe flasker til kældertrappe pris, det var der nogle der gjorde dog ikke os.
Alle mand i bussen, afsted rundt i vinmarken med en sød guide, der fortale undervejs, vi så de sødeste grise , høns og får. Vi stoppede på en bakketop hvor vi endnu engang fik en helt enestående kig ud over havet mod nordøen som vi jo snart skal over på, en udsigt med vinstokke i fine geledder og havet med sin turkisblå farve, sammen med lupiner og andre blomster på toppen får man det ikke bedre. Efter klapsalve til guiden begav vi os nu afsted mod vort hotel i Picton.
Det gik tjept så der var tid til et glas rose på terrasserne der hørte til værelserne.
Aftensmad ved Gina og så skal vi på skjoldet så vi er klar til en ny dag i morgen med nye eventyr, hvor Lone svinger staven med oplevelser over os igen.
21. JANUAR, Marlborough Sound
Skrevet af: Annette og Flemming
Vi stod op til en overskyet dag, hvor vi i dag skal ud og sejle og vandre i Marlborough Sounds.
Først var der samling på restaurant Gina ved siden af til morgenmad. Maden var lidt forsinket, men den blev lavet efter alle kunstens regler og endda fotograferet af personalet, da det færdige resultat stod klar.
Vi er jo så vant til at blive forkælet, at vi slet ikke tænker på at yoghurt ikke er noget de plejer at servere til en morgen buffet, men selvfølgelig har Lone sørget for det, ost havde de ikke, så det blev hentet fra egne depoter.
Derefter gik vi ned til havnen og vi tog på tre forskellige ture. Vi var 17, der havde valgt gåturen på 10.5 km.
Den startede på en hurtiggående katamaran, med 40 km i timen og vi nærmest fløj afsted. Der var skumsprøjt og kraftigt vind, og vi skulle holde på hat og briller. En dejlig frisk tur ud til noget vi slet ikke kunne forestille os.
Vi blev sat af ved Revolution Bay og startede vores tur gennem den subtropiske regnskov. Det vil sige, efter en lille opstigning – sang vi vores Morgensang, og ganske som det plejer, blev vejret helt fantastisk og det holdt på hele vores tur.
Vi var så heldige at have Lone med på vore tur, og hun kunne fortælle om en masse af de ting, vi så undervejs. Blade der kan bruges som notes bog eller toiletpapir, giftige bær som blev brugt af Maorierne til tatoveringer og massevis af flotte bregner i alle størrelser.
Der blev fotograferet og snakket, nogen så en fugl andre så en cikade, som for øvrigt larmede helt vildt hele tiden. Vi blev præsenteret for mindst 5 ”one million dollar vue” som Lone kalder det, og kunne vi sælge alle de flotte panorama udsigter ville vi ganske rigtigt være millionærer, det er vi nu alligevel, ikke i penge men i gode oplevelser.
Vores tur endte i Furneaux Lodge, hvor alle de andre også sluttede, nogle efter en sejltur i postbåden, helt der ud, og andre efter en mindre gåtur på ca. 6 km.
Der skulle vi mødes og have en burger på hotellet. Maden var desværre noget forsinket, men vi kunne nyde vores velfortjente kolde øl og sodavand imens. Vi måtte dog springe kaffen over, og det var et rigtigt hårdt slag for mange, men dog mest for Mark, – vores Java mand.
Klokken ca. 15 gik turen tilbage til Picton, og det var en stille og rolig, men blæsende tur, hvor en del fik en lille lur. Der blev spejdet ud over vandet, og Gitte var helt sikker på at vi så pingviner. I det flotte solskin kunne vi rigtigt nyde de flotte fjorde og bugter omgivet at høje grønne bjerge, og hvide skumsprøjt over havet, NZ kan bare det med flot natur. Vi gik i land og fandt en købmand, hvor vi kunne købe snoller, som blev nydt med kaffe og te på vores meget solrige terrasse.
Aftensmad igen hos Gina. Perfekt fisk og muslinger, og så havde de lavet en konkurrence om to flasker vin som Ken og jeg tror Janne vandt, meget sjovt, personalet havde da også fået det helt store hip hip hurraaaaaa.
Den Irske pub skulle lige besøges, inden vi trætte og glade går til ro.
Tak for endnu en dejlig dag til hele holdet.
22. JANUAR, PICTON – wellington – Masterton
Skrevet af: Anna og Poul
Efter dejlig morgenmad hos Gina, var vi atter på vej. I dag startede dagen med færgen fra Picton til Wellington. Overfarten tog godt 3 timer, vejret viste sig fra den bedste side, kun lidt vuggen og ingen søsyge.
Yvonne var begejstret, nu var vi i hendes “Mainland”. Wellington levede op til sit øgenavn, som er Windy Wellington, da en frisk vind mødte os.
Vi besøgte Nationalmuseet Te Papa. Vore 2 lokale guider førte os igennem museet på forskellig vis. Vores guide var meget grundig. Lone syntes han var lidt “langhåret”, men hun oversatte dog pligtskyldigt alt. For 750 år siden kom de første mennesker til New Zeeland. Det er i dag bevist at de var Polynesere. Blandt andet er det bevist at kartoffler og rotter er den samme afstamning som i Peru.
Wellington ligger ovenpå de brudlinjer, der går op gennem hele landet. De tektoniske plader ligger og gnider mod hinanden, og dermed forårsager det hyppige jordskælv. De fleste skælv er dog så små, at de ikke mærkes. Årstal vi skal bemærke er 1893, som er året hvor kvinderne fik stemmeret, og året 1947, hvor New Zealand blev en selvstændig stat efter engelsk herredømme. I 1830 blev fattige emigranter lokket til New Zeeland. 1873 kom der 13 danske familier til Dannevirke, hvor biskop og tidligere danske statminister Monrad solgte jordlodder til danskerne. Som betaling for jordlodderne, skulle de arbejde 4 dage om ugen med at anlægge vej og telegraf. Det var bestemt et hårdt liv de mødte, da de i starten boede i telte, uden el og vand. Til sidst på den guidede tur, fik vi os godt placeret i en sofa, hvor nogle af os fik en lille powernap.
Efter guideturen, blev bevægeapparatet rørt lidt, med en rask tur på havnekajen. Lone og Yvonne havde samtidig travl med at proviantere til de næste dage, vi mangler bestemt aldrig noget. Som altid havde Anne Marie styr på om alle var ombord på skib og bus.
Yvonne styrede derefter bussen med sikker hånd over Seventy Mile Bush. Hun fik heldigvis hjælp af den anden “motor” der gik igang da Poul og andre i bussen tog sig en powernap. Undervejs til Masterton holdt vi en hurtig fotostop på Rimutaka Crossing, hvor vi fik sunget vores sang.
Efter dejlig indkvartering og middag på Grand Copthorne er vi klar til nye eventyr i morgen.
23. JANUAR, Mt. Bruce – Tongariro
Skrevet af: Karin og Egon.
Vi fik lov til at sove længe i dag. Bussen blev pakket, og vi forlod Masterton kl. 08.30.
Vi kører mod Pukaha Mount Bruce Wildlife Center for at høre om fuglelivet på New Zealand og især se de truede fugle: Kiwi, Tui, Kaka og øglen Tuatara.
Kiwien er landets nationalsymbol. Det er et natdyr, kan ikke flyve og blive op til 55 år.
Man forsøger at øge bestanden af kiwier ved at udruge æggene, så de ikke ædes af skadedyr, som øen er meget plaget af.
Stedet er ejet af en fond og er på 22 HK med start i 1996.
Vi så bl. a. Red-Crowned Kakariki, Kokako (ville gerne snakke med mænd med briller og skæg), den brune og hvide Kiwi, Hihi, Kaka og Tui.
Til sidst kom vi til de store ål, hvor en fra selskabet tabte sin telefon ned i bassinet. Ålene var meget interesserede i den. Guiden måtte trække i vaders og gik ned til ålene. Fik den fisket op uden at blive angrebet af de store ækle ål.
Ålene er fredet. De kommer ind i centret og parrer sig, og så svømmer de ud til Tonga-øerne igen. Et spændende besøg og endelig så vi kiwien.
Så kørte vi videre nordpå gennem Eketahuna (her sker flest jordskælv på New Zealand) videre til Woodville. Så går turen vestpå til Bulls, hvor alt handler om tyre.
Det er også i denne by, de flytter huse på blokvogne.
Vi spiser frokost i det fri ved Dudding Lake.
Det blæser voldsomt i området, men vælger alligevel at fortsætte mod Whanganui.
Vi kører langs floden Whanganui, hvor der afholdes ro konkurrencer og riverrafting.
Flot tur og fotostop med grønne bjerge og dybe kløfter, græssende køer og får. Vi kommer forbi flere fårestationer, hvor de samler fårene til klipning.
New Zealand eksporterer meget træ til især Japan og Korea.
Landet ligger på et hotspot, dvs. aktivitet i undergrunden, og kontinentalpladerne møder hinanden, og bevægelser af disse er årsagen til jordskælv, som er almindeligt i New Zealand.
Vi kommer til Tongarino Nationalpark, hvor vi skal bo 3 nætter på Hotel The Park. Her er der udsigt til de 3 vulkaner: Mt. Ruapehu, Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongarino, men vi kan ikke se dem pga. dis og skyer.
Dagen slutter med en lækker 3-retters menu.
Igen en god dag og en flot køretur – hatten af for vores chauffør Yvonne pga. terrænet og blæsten.
24. JANUAR, Maori kulturdag
Skrevet af Jette og Christian
For første gang på turen driller vejret lidt i dag. Det har regnet en del her til morgen, og det er meget tåget. Så det er ikke muligt at gennemfører det oprindelige program, og fredagens program bliver nu torsdagens.
Vi skal vandre rundt om Lake Rotopounami, en tur på ca. 6 km. På vej i bussen fortæller Lone bland andet , at det er New Zealands største nationalpark på 188 hektar, og at New Zealand er jordens yngste nation.
Vi blev mødt af Shirly, Tom og Matt, da vi nåede frem til skoven, som ligger omkring søen. Shirly og Matt skulle være vore guider for dagen. Før vi kunne begynde vores tur, bad Matt en lille bøn i respekt for naturen. Vi blev delt i to hold, og gik hver vores vej rundt om søen, en dejlig tur med fortællinger om planter, dyr og søen. Efter et par timer var vi retur, og kunne ikke forlade skoven uden en bøn som tak.
Herfra skulle vi videre på besøg i Maorilandsbyen, et besøg som skulle vise sig, at vi aldrig vil glemme. For at komme ind i landsbyen skulle vi accepters, et ritual hvor kvinderne går først efterfulgt af mændene ind af porten til landsbyen, man bliver inviteret ind af beboerne og vores talsmand svarer. Vi bliver anbragt på bænke nu mændene først og kvinderne bagerst. Tom var nu vores talsmand, og fortalte på Mauro sprog hvad vi var for nogle karle, og hvad vi ville. Efterfulgt af Marck som fortalte vi var en gruppe fra Danmark, som glædede os til at se hvordan de levede. Vi blev accepteret og var velkomne. Vi hilste alle på Maorierne ved at “trykke” næse 2 gange og give hånd.
Det var nu tid til frokost, som Maurierne havde stillet an, dejligt. Da vi har færdig med frokost fortalte Tamari lidt om udsmykningen i Mareen (forsamlingshuset), en udsmykning som hun selv havde lavet, hun fortalte om håndværk fra forfædrene, som der var fine eksempler på. Der var nu tid til hvile, det var der så en del der benyttede sig af.
Det var nu tid til at blive budt velkommen i deres hellige bygning/hus, man kan vel nærmest sige, det er det der svarer til vores kirke. Der er her børnene bliver døbt, her man bliver gift og her man bliver begravet fra. Vi fik historien om udskæringer på vægge og loft, om forfædre, om Tamaris mukka, som er en tatovering på kvindes læber og underkæbe. Vi var alle meget velkommen til at stille spørgsmål, og de virkede meget åbne til at svare på alt. Vi var nu alle, som en del af dem, og kunne bevæge os rundt på området som vi ville.
Maden, som nu havde været stegt i jorden i ca. 5 timer var nu færdig, og skulle “graves” op og pakkes ud, vi fik set hvordan. Sådan en “ovn” kaldes Hangi.
Inden maden blev serveret, var der underholdning af nogle børn fra den lokale maoriskole, en skole med 230 elever. Det var nok dages højdepunkt, Hold da op hvor de kunne synge, danse og fortælle deres historie med mimik. Vi fik alle mulighed for at prøve kræfter med dansen, og der var tydelig plads til forbedringer :-).
Aftensmaden blev serveret og alle store som små var inviteret med. Maden smagte dejligt, men det største indtryk gav de unge mennesker på opvaskeholdet, vi ved ikke hvor mange der var i køkkenet, men opvasken blev taget med et smil og masser af sang og musik. På græsplænen blev der nu taget afsked med endnu en sang/forestilling, hvor vi blev skrækkelig bange for landsbyens unge.
Der blev nu “næset” af. Tak for i dag.
25. JANUAR, Tongariro National Park
Skrevet af Minna og Svend Erik.
Dagen startede kl. 5.15 for dem der skulle ud at gå Tongariro Crossing , som er en tur på 21,4 km, der var 6 fra gruppen, der var så seje at de havde mod på den tur.
Os andre kunne vente med at komme til morgenmad kl. 7.30. Vi kørte fra hotellet kl. 8.30 ud til Optaka, hvor Tamari og Tom tog imod os. Her bad Tom først en bøn, og vi sang vores morgensang. Derefter gik vi ind i området, hvor de fortalte om, hvordan moderkagen efter en fødsel blev gravet ned ved roden af Cabbage træet (kåltræet), så man altid ved, hvor man stammer fra og kan kommer tilbage til området. Når man dør, kommer man også tilbage til området.
Tamari fortalte at hun var opkaldt efter vulkanen Tamari, og Tom sagde “ at når hun skulle herfra, ville hun dumpes ned i krateret”. De fortalte også om, at der var bygget et kraftværk, hvor man havde jævnet alle husene omkring søen med jorden, og om at der var boret en tunnel over til kraftværket, som havde bevirket at livet i søen var suget ud gennem den, det havde bevirket at den var helt død, Der var kræfter igang for at få økosystemet reetableret.
Fra Optaka kørte vi til den lille turflyvereplads, da vi var nogle der havde tilmeldt os til en flyvetur over Tongariro Nationak Park, de første 8 blev sendt af sted. Mens vi andre ventede, blev der delt madpakker ud, som Lone havde sørget for. Da de 8 kom tilbage, var der kommet skyer, så der var ikke mere flyvning på daværende tidspunkt.
Vi kørte ud og gik en guidet tur med Tamari og Tom ud til Taranaki Falls. Det var en smuk og dejlig tur med højdeforskel, turen var på ca. 6,5 km. (Længden var der lidt uenighed om). Vi fik set det smukke vandfald. da vi kom tilbage til bussen, var det hurtigt afgang tilbage til turflyvepladsen, da flyvningen var genoptaget. Vi var heldige at være blandt de første 5, der skulle have flyvetur. Det var en fantastisk oplevelse, piloten fløj først så den ene side vendte mod vulkanerne og derefter så den anden side, så alle fik det samme at se. Der er tre vulkaner, hvoraf Mt. Ruapehu var i udbrud i 1995 og 2007. Oppe fra ligner det et månelandskab. Af respekt for Maorierne flyver de ikke hen over kraterne. Flyveturen varede ca. 3 kvarter, det var en super god oplevelse. Da vi forlod flyvepladsen var de næste 5 i luften. Et hold mere nåede at komme op at flyve, det sidste hold nåede det ikke i dag, vi ønsker for dem at de får deres flyvetur i morgen, inden vi forlader dette sted.
Til aftensmaden kom Tamari, Tom, Matt og hans hustru,Shirley og hendes to børn og spiste sammen med os. Tom havde guitaren med, så han startede aftenen med at spille og synge for os. Under middagen spillede og sang de alle for os. Vi sang også nogle danske sange for dem. Som afsked spillede Tom og de sang alle for os.
Det var slutningen på endnu en pragtfuld dag med godt vejr.
Tongariro Alpine Crossing.
Skrevet af Asger og Lene
Vi var 6 der skulle på Tongariro Alpine Crossing – Ken, Christian Christensen, Gitte Møller, Marck, Asger og Lene.
Asger og jeg havde set frem til turen, og vi havde trænet hjemmefra, for at være i god form.
Dagen begyndte tidligt, vækkeuret ringede kl. 04.40. Vi spiste morgenmad kl. 05.15, Lone kom med madpakker, og kl. 05.45 blev vi hentet af shuttlebussen, der skulle køre os ud til startstedet.
Vi mødtes med vores guide Shelly, som vi allerede havde mødt i går til Maori-dagen. Det var også planen at Matt også skulle have været guide, men han var syg. Kl. 06.15, var vi klar til at begynde den 21,4 km lange vandretur.
Vejret var lunt, men der var stadig tåge/skyer, så vi var spændte på om solen ville bryde igennem. Vi gik et stykke tid på fladt terræn, der var lavet “træbroer” ligesom ved Mount Cook, for her var meget fugtigt. Efterhånden kom der mere og mere stejlt terræn med skiftende underlag, trapper og sten. Solen var stadig ikke brudt igennem og indimellem var vi indhyllet i tåge.
Der var kig til den flotte vulkan fra Ringenes Herre – Doom – i virkeligheden Mt. Ngauruhoe, utrolig flotte røde farver.
Vi blev enige om at kalde solen frem med vores morgensang ved Soda Springs sletten, og det virkede. Solen brød straks frem og vi begyndte opstigningen ad Devils Staircase. Det var det helt rigtige navn, meget stejlt terræn med 1000 trappetrin. Vi var måske nogle, der kom i tvivl om, vi kunne klare turen. Men alle klarede opstigningen i flot stil. Det var al umagen værd, da vi kunne skue over South Crater og omgivelserne i flot solskin.
Da vi havde haft fotostop, begav vi os videre til Red Crater. Det var en lidt farefuld færd, der var meget stejlt, underlaget var glat ( næsten leragtigt).
Men endnu engang kom vi alle op i fin stil, og sikken en flot udsigt til Red Crater. Solen stod lige ind på vulkanens sider og de flotte røde, brune og sorte farver kom rigtig flot frem, et smukt skue. Vi blev nok lidt “høje” af det utroligt flotte syn.
Lidt længere fremme kunne vi se ned til 3 kratersøer – Blue Lake, Emerald Lakes. De havde forskellige blå, grønne og turkise farver – det kan næsten ikke beskrives – et betagende syn, og så stadig i fuld sol. Vi følte os meget heldige og taknemmelige.
Nedstigningen til søen var meget stejl og fyldt med løst vulkangrus, så vi skulle gå meget forsigtigt ned. Nede ved Emerald Lakes spiste vi vores medbragte og velfortjente madpakke og fik et tiltrængt hvil. Shelly sagde til os, at vi holdt et fint tempo og var foran den forventede tidsplan. Det blev vi selvfølgelig stolte af at høre, måske sagde hun det kun for at motivere os, men i så fald virkede det også.
Efter cirka en halv times pause var vi klar til at gå videre over mod Blue Lake. Der kom vi hurtigt frem, der var ikke så langt, og stigningerne var moderate i forhold til hvad vi ellers havde oplevet.
Vi holdt et kort fotostop, så vi kunne fotografere den skønne udsigt til både den store flotte vulkan Mt. Ngaruruhoe, og søen til den anden side. Vejret var stadig solrigt og klart. Alle var i super humør. Vi havde fortsat et fælles tempo, både opad og nedad, det var rigtig dejligt. Shelly roste os igen, og sagde vi var et godt team – det synes vi også selv (smiley).
Nu begyndte nedstigningen på siden af Mt Tongariro (toppen er 1967 m) Det gik i friskt tempo nedad til Ketetahi Shelter. Da vi havde haft pause hvor vi kunne spise vores æble, kage eller nødder, skulle vi på en lille afstikker fra den officielle sti. Vi skulle ind på det areal som var ejet af Shellys Maori stamme ( dem vi besøgte i går). Shelly havde været i kontakt med Tom fra stammen for at få tilladelse til at gå ind på området, da der var et helligt sted derinde.
Vi gik ad den lukkede sti der var ved at gro til, kom frem til det hellige sted – Ketetahi Hot Springs. De varme kilder har i tidernes morgen været brugt til begravelsesplads for Maori stammens medlemmer. Det stank meget af svovl, eller nærmere beskrevet – meget rådne æg. Det var en bevægende oplevelse at stå ved stammens hellige sted, og vi var meget taknemmelige for at få den oplevelse med.
Vi fortsatte et stykke vej endnu af den “forbudte” sti indtil vi igen stødte på den officielle sti ned mod slutstedet. Et godt stykke inden slutstedet gik vi igennem et flot skovområde med rislende vandløb og fuglene pippede rundt omkring os. Vi havde overhovedet ingen dyr set oppe på vulkanerne.
Vi var nede kl. 14.45, og var trætte, men også meget stolte af og glade for, at vi havde haft en fantastisk tur. Asger og jeg havde til fulde fået vores forventninger opfyldt.
Tak til Christian, Ken, Marck, Gitte og Shelly for en fantastisk oplevelse på de vilde vulkaner.
26. JANUAR, Tongariro – Rotorua
Skrevet af af Ronald
Efter et par skønne dage i Tongariro National Park og uforglemmeligt samvær med den lokale Maori stamme, går turen nu mod Rotorua.
Første stop er New Zealand’s største sø, Lake Taupo på 606 km2, men forinden er der lige tid til et fotostop ved et af Lone’s 1 mio dollar udsigtspunkter, hvor vi synger vores traditionelle morgensang.
Lake Taupo er en ferskvandssø, som er opstået ved et vulkan udbrud og er derfor temmelig dyb. Tæt ved søen ligger byen, der har givet navn til søen, en by med masser af aktiviteter. Her fik vi 1 1/2 time på egen hånd med tid til køb af de sidste souvenirs og gaver til dem derhjemme.
Herefter lavede vi picnic i en lille park inden vi efter en kort køretur kom til Huka Falls, som ligger på den 425 km lange Waikato flod, Lake Taupo’s eneste afvandings-mulighed. Det er New Zealand’s mest besøgte vandfald. Vandfaldet har ikke så stort et fald, men det kompenseres i fuld grad af en rivende strøm, der gør vandet skumhvidt. Her vil river rafting, som vi prøvede i Skipper’s Canyon nok være lidt for voveligt, men for de eventyrlystne var en tur med jetboat en mulighed. Vi havde dog ikke tid hertil, men vi så én, der sejlede ret tæt på vandfaldet.
Herefter gik turen ad den såkaldte termalske Highway, som hedder sådan fordi der lige under overfalden foregår en masse vulkansk aktivitet. Snart kom vi til vores bestemmelsessted, Rotorua, som er Maorierne’s første bosættelsessted. Byen er også kendt som stedet, hvor den første dansker kom til New Zealand. Hans Falk, som tog navneforandring til Philip Tapsell, fordi det med det engelsk klingende navn lykkedes ham at får hyre på en engelsk skib. Han var hvalfanger, men oprettede i 1830 en handelsstation her i Rotorua. Han giftede sig ad flere omgange med flere Maori kvinder bl.a. fra Arawa stammen og fik en masse efterkommere. Derfor ser man flere gravsteder, hvor navnet Tapsell fremgår.
Vi fik en lille rundvisning og så Marae’n for den lokale stamme samt New Zealand’s eneste kristne kirke, der også har Maori udsmykning. F.eks. er en Kristus figur her iklædt en Maori kåbe.
Med udsigt til Mokai øen på Rotorua søen fik vi af Lone en kærlighedshistorie om en prinsesse fra én stamme, Hinemoa, der blev fortryllet af fløjtespil fra Mokai øen. Det var Totokai. Hun ville for enhver pris over til øen, for at mødes med denne fortryllende fløjtespiller, men blev forbudt det at sin far, stammens høvding. Hun trodsede dog sin far og svømmede over til øen og fandt til sidst Totokai, der tilhørende en anden stamme, som ikke var velset af Hinemoa’s stamme. Men det endte alligevel lykkeligt, de to stammer sluttede fred med hinanden og Hinemoa og Totokai blev gift under stor festivitas og levede lykkeligt til deres dages ende.
Herefter forsatte vi til vort hotel, Alpin, som vi ankom til kl. 17.00 i god tid til vores middag på Pepper’s Café lige overfor hotellet. Vi blev trakteret med roastbeef tilberedt på en udendørs grill med diverse tilbehør og brun sovs, vi følte os næsten hjemme og nu er der heller ikke lang tid til. Middagen afsluttedes med is med frugter samt kaffe, hvortil Lone havde fremskaffet en Bailey.
Endnu en pragtfuld dag er til ende.
27. JANUAR, Rotorua
Skrevet af Anne Marie.
Dagen startede med morgenmad på Motellet. Derefter gik vi over vejen til Whakarewarewa Thermal Village.Vi fik en fortælling af Lone om Hans Falk alias Phillip Tapsell, som levede 1777 – 1873. Han var en dansker som tog ud at sejle ganske ung og var allerede som 20 årig erfaren sømand. I 1823 kom han til Bay of Islands på New Zealands nordø. Han solgte våben til Maorierne, i bytte med flaksen til at lave reb og klæder af. Han giftede sig 3 gange med Maori kvinder og fik 6 børn med hans sidste kone. Nogle af hans efterkommer lever den dag i dag i den landsby vi så. Vi fik en demonstration af hvordan man fik fibrene ud af flaksen, for at lave nederdele og andre ting af flaksen.
Derefter fik vi en rundvisning i landsbyen. Vi blev mødt af en stærk svovllugt, men Lone sagde. at vi skulle tage nogle kraftige indåndinger, så blev vi 10 år yngre. Det sydede og boblede i hele den lille by. Der er gulv/jord varme over hele byen.
Vi hørte om hvor hurtig grønsager, rejer og hummer kunne tilberedes i det bundløs hul midt i byen, hvor vandet var 100 grader ved overflader og endnu varmere længere nede og lige ved siden af var der nogle kasser (mikroovnen) hvor kødet blev kogt eller kagen bagt. (Hangi).
Så gik turen videre til forbi souvenirers butikker op forbi kirken og gravsteder (som er over på jorden, pga varmen) op for at se gejseren Puhutu, som sprang flot for os, imedens vi sang morgen sang.
Så fik vi lidt fri til handel, inden vi mødtes kl. 11 til Maori show. Det var et flot show, hvor vi så hakka og fik forklaret dens betydning. Vi hørte kærlighedssangen om 2 unge maorier, som ikke måtte få hinanden pga kampe imellem stammerne, en fortælling Lone fortalte i går. Showet sluttede af med at vi kunne blive fotograferet med nogle maorier.
Vi gik så på Hangi Cafe og fik en dejlig frokost af Kylling og grøntsager kogt i deres jordovne, samt en dampbagt kage til dessert. Kl. 13.30 gik bussen til Polynesian spa og vi var 12 der tog ud i de varme kilder, resten tog på handel 
eller gik i spabadene på motellet. Polynesian spa er varm vands bade imellem 37 – 41 grader varmt vand i det fri med en dejlig udsigt over en dampende sø. Blev det for varmt kunne man lige få et koldt brus. Det vi havde nydt det i ½ times tid, var vi alle halv møre, så var det tid at komme op og gå på handel.
Kl. 19 mødes vi på græsplænen til at kold glas vin og en afskedstale fra Lone.Hun takke den dejlige stemning der havde været på hele turen. En stor tak til Yvonne som havde kørt så godt under hele turen, på kendte og ukendte veje og hendes altid glade smil. Så var det tiden at gå over til Pepper Cafe og få dejlig afskedsmiddag.
Under middagen blev resultatet på , konkurrencen om hvor mange km. vi har kørt på NZ konkurrencen afsløret. Den heldige vinder var Karin som fik bordskåner, lavet som lives begyndelse i træ i præmie. Endnu en dejlig dag er til ende.
28. & 29. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Birthe og Christian.
Efter en oplevelsesrig tur var kufferten pakket med fantastiske oplevelser efter en flot og spændende tur med alt fra stammefolk til liv i gaderne i Sidney.
Den 28. var også dagen, hvor Flemming kom med en dejlig meddelelse – Danmark var blevet verdensmestre i håndbold efter sejren over Norge. Efter den glædelige meddelelse og fulde maver gik turen videre til Auckland. Yvon førte os med sikker stil til destinationen – ligesom hun havde gjort gennem det New Zealandske landskab. Vi fik sagt farvel og tak til vores trofaste og kyndige chauffør, Yvon.
Nu stod den på check-in i den fyldte lufthavn i Auckland. Lone og Anne-Marie sørgede for, at turisterne kom med det rigtige fly. Nu ventede der os en flyvetur på 10 timer til Singapore. En mellemlanding i Singapore lufthavn, hvorefter turen fortsatte mod Kastrup. Efter en 23 timers flyvetur ankom vi til Kastrup lufthavn – og var nu på dansk jord igen efter 24 dage. Vi fik udleveret vores bagage og var klar til turen videre.
Den 29. var også dagen, hvor vi skulle sige FARVEL:
Først til Mie, Liss, Gitte, Janne, Tove, Torben, Anja og Thomas i Kastrup Lufthavn. Dernæst gik turen videre med bus til Nyborg, hvor vi fik sagt farvel til Grethe, Karin og Egon. Næste stop – Odense. Her fik vi sagt farvel til Anette, Flemming, Helle, Ken, Ronald, Minna og Svend Erik. Ved næstsidste stop fik vi taget afsked med Jette, Christian, Lene, Asger, Gitte, Mark og Bente. Efter mange timer i bussen ramte vi endestationen i det sønderjyske. Her fik vi sagt farvel til Edith, Henning, Anna, Poul.
Destinationen, Løgumkloster var nået. Turen lever videre med en masse gode oplevelser og indtryk. Det har været en HELT FANTASTIK tur. Dette skyldes ikke mindst vores to fantastiske guider Lone og Anne Marie og selskabet på turen. I har givet os en kæmpe oplevelse for livet, og vi vil åbne den mentale kuffert med jævne mellemrum.
