New Zealand Tur 2 - 2019

8. & 9. Januar, Rejsen til sydney

Skrevet af : Lene og Christian

I dag starter New Zealand turen. Vi har glædet os i lang tid. Turen har været bestilt længe, og der har været intromøder i Haderslev, hvor vi mødte Ole, Stine og Gunnar samt alle rejsedeltagerne.

Nu står vi her så: 37 forventningsfulde danskere på vej mod sydøst. Indtjekning og sikkerhedscheck klares uden problemer for de fleste, og kl. 11.30 er vi ved gaten klar til at gå om bord i Singapore Airlines fly til Singapore.

Ifølge kortet i flyet går turen over Rusland, men reelt vælger man en rute over Østeuropa, Sortehavet, Kaspiske hav, Afghanistan, Pakistan, Indien – igen over havet, inden vi når frem til Singapore. Undervejs serviceres vi af et smilende, dygtigt kabinepersonale og får dejlige, velsmagende retter. Ved 16-tiden (dansk tid) er det pludselig mørkt: nat allerede? Det er svært at sove, men der er heldigvis masser af underholdning på tv-skærmen, og selskabet kan man bestemt heller ikke klage over.

På den sidste del af turen ser vi et voldsomt tordenvejr mod syd. Lynene er hyppige og flotte. Den første flyvetur varer godt 11 timer, men tiden går forbavsende hurtigt, og ved ankomst til Singapore har vi fløjet ca. 6600 miles. Det er allerede morgen. Urene skal stilles 7 timer frem, og klokken er næsten 7.

I Singapore skifter vi til en anden gate via shuttletog og en lille gåtur. Herfra kommer vi med et nyt fly hurtigt videre mod sydøst. Vi passerer Ækvator, og efter 7 timers flyvning (4000 miles) når vi omsider Sydney. Det er aften, og vi har været på farten i næsten 24 timer, så nu er onsdag d. 9. januar også næsten slut.

Vi slipper forholdsvist let gennem told og indrejsemyndigheder, og vores buschauffør haster mod hotellet – han har et stramt program. Ole og Anne Marie modtager os på vandrehjemmet, og efter indkvartering er vi en tur på taget for at se byen ved nat. Aftenen sluttes af med en godnat øl.

 

10. januar, Sydney

Skrevet af Annette og Birgit.

Efter en lille nattesøvn, fik vi dejlig morgenmad, information og morgensang på tagterrassen. Dagens første program var besøg i Operaen.Vi blev udstyret med audioguides. Vi blev vist rundt og fik fortalt om Operahusets historie. I 1956 blev der udskrevet arkitektkonkurrence. Der kom 200 forslag, hvor Jørn Utzon var iblandt. Hans forslag blev i første omgang kasseret, men en amerikaner skulle vurdere alle forslag,og han valgte Utzon som vinder. Utzon skulle nu i samarbejde med ingeniører finde en løsning på projektets udførelse. Det tog 3 år. Byggeriet gik igang i 1959. Man havde budgetteret med at det skulle koste 7 millioner dollars og tage 3 år. Pengene slap op i 1966 og den nye regering ville ikke bevilge flere penge. Utzon blev fyret og rejste hjem. Byggeriet lå nu stille.

Senere blev nye arkitekter sat til at færdiggøre det indre af bygningen. Det stod nu færdig i 1973, hvor dronning Elisabeth indvier Operaen. Prisen blev 100 millioner dollars.
Sydneys regering forsøgte flere gange at få Utzon til at komme tilbage og færdiggøre projektet, men det lykkedes ikke. Utzon så aldrig sit mesterværk. Imidlertid fik han den største pris, man kan få som arkitekt. Huset er kommet på UNESCOs verdens arvs liste ,og er nu et ikon for Australien. Jan Utzon er med i bestyrelsen og sørger for, at renovering og vedligeholdelse følger Jørn Utzons plan.

Efter denne spændende rundvisning, havde vi lidt tid på egen hånd og mødets derefter til frokost. Vi var omgivet af ibis og duer, og Sten var så heldig at få en fugleklat i hovedet.

Så var der lidt tid på egen hånd igen, inden vi skulle på havnerundfart. En rigtig fin tur, hvor vi så byen fra søsiden og broen nedefra.

Aftensmaden indtages ved Operaen.

11. januar, sydney

Skrevet af Kitty og Niels

Fyldigt morgenbord 7.30 med både yoghurt med diverse korn og friskbagte pandekager med honning,banan og kanel. UMM for de med en sød tand. Morgenbriefing på tagterrassen med morgensang inden afgang til Sydney Tower Eye og Darling Harbour.

Efter gåturen gennem det hektiske område med skyskrabere rækkende mod himlen og larmende aktivitet i gadeniveau hvor anlæg af letbane var i fuld gang nåede vi Tower Eye. Højeste bygning i AUS-308m. Fuld speed på elevator til toppen. Fantastisk udsigt ud over byen. Ikke helt perfekt, da der stadig hang lidt morgenskyer over Sydney – men OK.

Nede på gadeniveau igen gik turen videre til Queen Victoria Building. Smuk bygningskompleks fra 1898. Oprindelig bygget som handels/markedsplads for de lokale til udveksling af varer og handel. Da den på et tidspunkt blev for lille og nyt skulle opføres andetsteds i byen var der overvejelser om nedrivning. Heldigvis protesterede nogle fremtrædende borgere og i dag er bygningen med sine smukke gulv og glasmosaikker samt spændende ure hængende fra loftet et område med et pulserende forretningsliv og finurlige cafeer.

Alle mand samlet – troede vi – gik det mod Darling Harbour. Ole gav et opbyggende foredrag om den olympiske by og kunne fortælle at Danmark engang har vundet guld i atletik ved OL. Det var i 1900 i Paris og diciplinen var tovtrækning. Ja, ja atletik er mange ting. Så kom overraskelsen. Vi manglede 2 personer fra gruppen!!! Det viste sig de var gået stik modsat af det aftalte mødepunkt. Heldigvis fandt de selv vej og vi kunne alle drikke en genforenings øl på Slip Inn. Baren hvor Frederik og Mary’s øjne slog gnister i 2000.

Sulten begyndte at melde sig og efter en kort gåtur fandt vi vores frokoststed – Casa Italiana – her sad vi i behagelig skygge og fik Fish&Chips. Lækkert og ingen gik vist sulten fra bordet.

Dag programmet sluttede i Sydney Wildlife Center, hvor der både var giftige slanger, ditto edderkopper, kænguruer, søde koalaer og ikke mindst en monster krokodille. Spændende. Lettere udmattede af varmen gik turen for de fleste med færgebus tilbage til Circular Harbour og YHA. Efter et par timers afslapning var der aftensmad hos vores charmerende nabo Australian Hotel. En gammel bygning hvor der i dag er en velbesøgt pub og ikke mindst spisested. Her fik vi en velsmagende kænguru burger “mit alles”

En stor gruppe skulle i Sydney Opera House og høre/se La Boheme om aftenen. God “begynder” opera for dem som ikke var befarne i denne musikstil. En flot opsat forestilling men med Gunnars ord “ikke helt på toppen” hvad angår sangerne. Vi der ikke er helt vant til opera, synes dog det lød udmærket. Som forestillingen skred frem meldte trætheden sig hos flere af gruppen, og der var nogle stykker som efterfølgende meldte ud at de havde taget en “nikker” et par gange i løbet af aftenen. I pausen mellem 2. og 3. akt kunne vi se et kraftigt regnvejr stod på. Flere bed negle – havde ikke regnjakker med. Heldigvis var der kun en let støvregn da vi kom ud fra operahuset, så alle kom hjem uden at ligne druknede mus. 

Slut på en spændende og begivenhedsrig dag i Sydney.

12. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Karin og Birger samt Bridge Climb-gruppen

I dag kunne vi sove længe, da der først var morgenmad kl. 8. Da vi stod op skinnende solen fra en skyfri himmel.Det blev den varmeste dag, vi havde i Sydney, ca. 28 gr. i skyggen. På vandrerhjemmets tagterrasse har vi hver morgen nydt udsigten til operahuset. 

I nat var der kommet et stort krydstogtskib ind som skjulte operaen helt.Der er ofte krydstogtskibe i havnen, de kommer om aftenen og ligger i havn til næste eftermiddag. Det betaler de ca. 1 mill. kr. for. 

Efter morgensang havde guiderne arrangeret en gå tur som de fleste valgte at tage med på. Vi gik mod Harbour bridge for at se, hvor 6 personer fra gruppen senere på dagen skulle på bridge climb. Vi kom forbi et hyggeligt marked, som er der hver weekend ved Harbour bridge. Derefter gik turen gennem the Royal  Botanic garden, som er anlagt i 1816, og den største i Australien (30 ha). Mest kendt for sine enormt store træer. En flot park som vi dog kun så en meget lille del af.

Videre til St Mary,s Cathedral som blev påbegyndt i 1821 og stod færdig i 1835. Meget storslået både udvendig og indvendig.Derefter gik vi forbi et krigs monument for de faldne i 1. verdenskrig, ikke særligt prangende. Vi fik dog senere at vide det var bagsiden vi havde stået og set på, og at det var meget pænere fra den anden side.

Ved Queen Viktoria building var den guidede tur slut og resten af dagen var til fri disposition. Vi valgte en tur gennem en lille hyggelig gade i Chinatown, og videre til Darling Harbour. I Darling Harbour gik vi forbi et stort marine museum og videre ind og så Sydney akvarium og Madame Tussauds vokskabinet. 

Dagen sluttede med aftensmad på et hotel i nærheden, da vi skulle tidligt op næste morgen og flyve til New Zealand. En del af os har haft det sjovt med, på app’en sundhed, at sammenligne hvor langt vi har gået. På samme rute har de fleste af os gået forskellige antal km. Men i gennemsnit viser det at vi nok har gået mellem 10-15 km hver dag, så vi håber at være i god form til New Zealand.

Fra Bridgewalk gruppen:

Kl. 13 er vi klar til afgang: Birgit, Dora, Lilly, Hans, Christian og Lene. 13.45 starter vi med information og omklædning. Udstyret med heldragt (lynlås  på ryggen), kasket, lommetørklæde, sikkerhedssele og headset føres vi af vores guide, Dean, til en prøveklatring. Vi er 11 i gruppen, men 1 vælger at “stå af” inden vores sikkerhedssele fastgøres til wiren, som er på vores højre side hele vejen.

Det første stykke er passagen smal, og vi kringler os gennem stålkonstruktioner. Dernæst kommer en stejl trappe i 6 sektioner, men her står flinke guider klar til at hjælpe os på vej. Derefter er vi pludselig højt oppe, og alt føles meget sikkert med en bred gang og rækværk i begge sider. Vi kan se Hans’ kone, Birgit, stå i tårnet på en af pylonerne sammen med Kitty, og vi vinker lystigt.

Det går stille og roligt opad. Dean fotograferer og fortæller mange ting. Pludselig er vi helt på toppen. Vejret er pragtfuldt, solskin og en let brise. Vi fotograferes atter, og vi nyder udsigten. Det store krydstogtskib er på vej væk fra sin kajplads, og vi føler os meget seje her oppe ved de to flag. 

Nu går det stille og roligt nedad igen. Ved den stejle trappe bliver vi atter guidet af en ung pige, og hvor vi dog sveder, da vi endelig er nede igen. Det har været en supertur. Vi klæder om og køber billeder, og vores bridgeclimbing sluttes af med en tiltrængt øl.

13. JANUAR, SYDNEY – Queenstown

Skrevet af Steen og Siff

Ja, godmorgen, for det var virkeligt tidligt. Der var morgenmad kl. 0430, der som sædvanligt var forberedt med yoghurt og frisk frugt og en crossant med ost og skinke.

Vi kørte til lufthavnen kl. 0500 gennem den morgenstille by. Så skal vi bare vente på bording til en 3 timers flyvning, men det er jo ikke noget at regne for.

Foran venter en stille dag. Vi landede kl 1305 efter en rolig flyvning, selvom Ole var lidt bekymret for, om nu vejret artede sig, da han havde været ude for at skulle flyve til en anden by og derefter køre 3 timer tilbage pga. vejret. Det gik helt problemfrit gennem lufthavnen til Oles glæde. 

Vi mødte så Evan vores chauffør og hans nevø der skulle følge med os. Efter Evan havde fået Jørgen og Bent som frivillige kufferthjælpere, kørte vi en rundtur i Queenstown i regnvejr og videre til vores hotel som havde fået nyt navn, kaldet Kamana. 

Nu kan vi sætte tiden 2 timer frem, så nu er vi præcis 12 timer foran dem derhjemme, det er lidt nemmere at regne efter.

Det var virkelig flotte værelser i et helt nyrenoveret Hotel Aspen. Udsigten var formidabel og vi sad og nød en øl indtil vi skulle hvile os lidt inden aftensmaden kl. 1930. Vi fik serveret fin mad med rukulasalat med blomster og gedeost samt bugflæsk, også kaldet Belly Pork. Desserten var is med kage. Herefter blev vi orienteret om de næste par dage som vi ser frem til. Nu er vi blevet trætte efter en lang dag.

14. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown

Skrevet af : Birgit og Hans.

Vi stod op til dejlig solskin på vores nye hotel i Queenstown, som ligger meget smukt med udsigt til den 80 km lange sø Lake Wakatipu. Efter morgenmaden kørte vi gennem Queenstown, som er kendt fra film og reklameoptagelser. På turen så vi skovområder som var sprøjtet ned og senere skal fælles, da det er et led i naturgenopretningen. Vi kørte til Arrowtown, som er en lille guldgraverby, hvor der findes 50 autentiske bygninger fra guldgravertiden. På et tidspunkt kom der en del kineserer til den lille by for at søge lykken, men guldet var næsten væk, så det blev et fattigt liv. Vi så deres huse og hørte om deres livshistorie. Vi afsluttede med at besøge et meget flot museum, hvor vi fik en god rundvisning.

Derefter kørte vi ud til Gibbston Valley for at besøge en vingård. Vi får en god information om vindyrkning. Efterfølgende går vi på vinlageret , hvor vinen opbevares på egefade. Vi smager på 3 forskellige slags vin, som alle er gode.

Så er der blevet tid til frokost, som vi for første gang skal nyde i det frie. Den medbragte mad, borde og bænke blive flot stillet op og der er fine rødternede duge på bordene. Vi får leveret 2 fine osteanretninger og vine fra vingården,som vi nyder i det fine vejr og flotte natur. Stemningen bliver god, vi snakker om næste dags program,hvor der er 4 tilmeldte til at sejle med jetbåd på floden. Der skulle gerne være et par mere og pludselig er der 17 deltagere til turen, så det må være den gode vins virkning.

Bussen pakkes og vi kører videre til Kawarau River, hvor vi ser på Bungy Jump. Ærgerligt at vi må nøjes med at se på det, da ingen fra gruppen har modet til at prøve.

Turen går videre til Queenstown, hvor resten af dagen er til fri disposition. Nogle foretrækker at spise i byen og andre tager med bussen hjem til hotellet. 

15. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon

Skrevet af: Marianne og Aage

Vi stod op til gråvejr, som senere skiftede til høj sol – vist meget almindelig her på New Zeeland. Vi spiste en super morgenmad og steg så ind i to små busser 8.00.
Vi begav os mod Skippers Canyon og fik en udførlig historie om en guldgraverfamilie. Meget interessant beberetning om hvordan hele guldperioden startede, og hvordan man i starten bare kunne gå og samle store klumper op. Dette gav jo blod på tanden til at fortsætte eventyret.

På vej til Skippers Canyon stoppede vi op for at se på de 2 klipper som i filmen “Lord of the Rings” udgjorde “The port of Morder”.

Samtidig med at de gravede guldet, skulle man jo også ha’ noget at leve af. Man kunne jo ikke bare gå i supermarkedet, man måtte møjsommeligt slæbe alt 24 engelske mil, flere dages arbejde for at skaffe ting at spise og byggematerialer til et lille hus.
Så kunne man koncentrere sig om at grave guld, hvilket nogle også fik meget ud af, men der groede ikke træer ind i himlen.
Vejr og vind var også en fjende. Regnskyl og jordskred kom og rev deres huse væk, og de måtte starte forfra, hente byggematerialer og bygge et nyt hus.

Vi prøvede selv at vaske guld, men det blev vi ikke millionærer på. Vi var så rundt og se hele området med de aktiviteter der var foregået den gang i 1860-64.”

Dernæst gik turen mod riverrafting. Det var en særdeles sjov tur. Vi fik allesammen våddragter på og blev fordelt i 5 både. Vi padlede ned ad floden, og plaskede godt med vand efter hinanden. Og lige pludselig spænede en jet-båd forbi og gav en kaskade af vand. Absolut en succes. Det var også bemærkelsesværdig at se bjergene fra flodlejets bund.

Et andet hold skulle derefter ud og sejle jetbåd med 80 km/H, og kom hjem og fortalte, at det ikke var så sjov som riverrafting.

Så gik det retur til vores hotel. Skal lige bemærke at turen hen og hjem var interessant i sig selv. Disse næsten uberørte naturområder skal man ha’ speciel tilladelse til at bevæge sig i. Vi kørte på en meget ujævn vej, men så kører bussen jo ikke så hurtig og man har god tid til at se sig omkring.

Tilbage på hotellet sluttede vi så af med en god middag og et godt glas vin, som man sover rigtig dejlig på.

Ros til Stine der læser en særdeles relevant beretning af en mand fra Fole, der handler om de strabadser han var igennem som guldgraver. Det var så godt at han fik noget ud af det.

16. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound

Skrevet af: Kirsten og Erik.

 Vi var alle tidligt til morgenmad. Så at den varme morgenmad var for lidt stegt. Så havde vi noget nyt at tale om, vi kan jo ikke blive ved med at tale om, hvor god morgenmaden er. Morgensangen foregik på terrassen med udsigt til Wakatipu søen. 

Derefter var det afgang. Kufferterne var lastet og rygsækkene pakket det nødvendigste til overnatning på båden.

Vi kørte over den nye bro og langs søen på rute 6 gennem Kingston og videre til Granton, hvor der var pause. Derfra videre sydpå og vestpå ad 94, 97 og en mindre vej til Manapouri.

Under køreturen fortalte Ole bl.a. om K.J. og filmindustrien i New Zealand.  Når der har været optagelser, skal alle spor af kulisser og andet fjernes. Ikke noget med at sætte skilt op ”Her er filmen XXX optaget”. Og Ewan småsnakkede med sig selv om de tåbelige turister i bilen foran, som ikke kørte ordentligt.

På et tidspunkt kunne vi se tilbage mod Queenstown og bjergene bagved, hvor der stadig lå sne. 

Undervejs fik vi også nyhedsoplæsning, idet Stine kunne fortælle at det britiske parlament havde stemt nej til Mays Brexitaftale. Vi fik også det sidste afsnit om Peter Anholm.

Vi passerede et stykke af den nedlagte jernbane til Kingston. På vejen kunne vi som sad forrest se en død possum på vejen. Dem er der en del af. Død possum er godt for fuglelivet.

En af deltagerne var så uheldig at glemme sin jakke og sit kamera i Granton og da han opdagede det, var det for sent at vende om, vi skulle jo nå færgen. Men de blev fundet, og vil blive sendt til Invercargill.

Det var så heldigt at gruppen havde fået tildelt to dobbelt kahytter, som var blevet fordelt ved lodtrækning. Dagbogsskriverne var det ene af de heldige par. 

Da vi kom til Manapouri fik vi hurtigt sat os på nogle borde og madholdet fremtryllede en herlig frokost, som vi spiste inden vi skulle sejle over Manapourisøen. 

Vi kom hurtigt ombord. Man kunne sidde udenfor, oven på redningsflåderne. Vejret var strålende, så der var rift om pladserne. Men efterhånden som det blev koldere trak flere og flere nedenunder til kaffe og læ. Der var en frygtelig palaver på engelsk og dansk, så det var svært at høre, hvad der blev sagt i højttaleren. Men der blev fortalt at på en af øerne var det lykkedes at udrydde possom og andre skadedyr, så nu var de oprindelige fuglearter i fremgang.

De standhaftige, der blev ovenpå, oplevede en voldsom kastevind, medens der tilsyneladende ikke blæste inde på land.

Medens vi ventede på at få lov at stige på bussen, så vi en brun fugl på størrelse med en agerhøne. Det var en Weka, men på gruppe NZ19-2’s sprog: kortnæbbet langhalet kiwi.

Vi kørte gennem regnskoven til fjorden. Træerne var dækket af mos og lav. Det største var 6-700 år gammelt. Skovbunden var dækket af bregner.  Lidt underligt at køre på en støvende grusvej i en regnskov. Langs vejen var der opsat små røde trekanter. De angav, hvor der var possum-fælder. Ikke som advarsel til possum, men af hensyn til dem der tilser fælderne.

Vi kom ombord og fik tildelt vores sovepladser. I løbet af dagen blev der serveret flere måltider, men der blev også tid til enten at sejle i kajak eller tage ud i nogle mindre både og se lidt nærmere på vandet og kysten. Desværre forhindrede vejret badning. Vi kom ud til det Tasmanske hav og så sæler.

Om aftenen var nogen fra gruppen de sidste i baren. De så en barliste og ville gerne vide, hvad en Hugo bestod af. Kvinden i baren hentede en kollega – Hugo. Det viste sig, at det ikke var en barliste, men et vagtskemaet, de havde set på. Resultatet var efter sigende en halv times grineflip. Det forlyder, at der senere var en der fejlbedømte bredden på køjesengen, heldigvis den nederste, og landede på gulvet, så grineflippet blev forlænget.

17. JANUAR, Doubtful Sound – Invercargill

Skrevet af: Ingelise og Frank

Kl. 6.15 startede skibets motor, så holdt snorkeriet op, og det var tid til at stå op. De 4 baderum blev flittigt brugt, det fungerede fint. Det er længe siden, vi har sovet på så lidt plads.

Vi oplevede i dag regnvejr, ikke meget, kun stille regn, så det var spændende at se, hvorledes skyerne hang over bjergene. 

Efter indtagelse af morgenmad fra buffeten, med alt hvad dertil hører, sejlede vi ind i Hall Arm. Her så vi mange delfiner, som gav opvisning for os. Vi sejlede også meget tæt på kysten og fik fortalt om bevoksningen i regnskoven. Nu stoppede kaptajnen skibets motor i 10 min. For at vi kunne opleve stilheden, høre fuglene og vandfaldende.

Kl. 10.00 forlod vi Navigator og blev kørt i bus over Wilmot Pass til endnu en sejlads på Manapouri Lake.
Vel ankommet i land igen spadserede vi til Manapouri Lake Motor Inn, hvor der var frokost – pizzaer i forskellige versioner med den flotteste udsigt over søen.

Turen gik nu mod Invercargill. Undervejs fortalte Ewan om området, om sin familie samt om deres flytning fra Christchurch til Invencargill på grund af jordskælvet og de mange efterskælv. Vi gjorde nu kaffestop hos Ewan, hvor vi fik rundvisning og information om boligudgifter.

5 minutters kørsel fra Ewans bolig lå hotel Ascot Park Hotel, hvor vi fik nøgler udleveret til vores værelser og 3 timer til fri disposition.

Til aftensmad fik vi 5 valgmuligheder for hovedret og 3 for dessert. Her havde vi også mulighed for at hilse på Ewans kone, som var inviteret til at spise med på hotellet.

 

18. JANUAR, INVERCARGILL – Purakanui – dunedin

Skrevet af: Vera & Ole Madsen

Efter en god nats søvn på Hotel Ascot stod vi igen op til et veldækket morgenbord.
Godt mætte endnu engang, kørte vi fra hotellet kl. ca. 08.30 mod Catlins ruten.

Turen gik først til New Zealands sydligste by Bluff. Mange Newzealændere mener, at verdens bedste østers kommer fra strædet ud for den lille forblæste by. Der afholdes årlig østersfestival her med stor deltagelse fra hele New Zealand.
Igen fik vi solen til at bryde frem med vores morgensang fra byens udsigtspunkt, hvor man bl.a. kan se over til Stewart Island og aluminiumsfabrikken, der får sin energi fra kraftværket ved Doubtful Sound.

Vi kørte videre til Stirling Point – New Zealands sydligste punkt. Herfra er der ca. 4800 km til Sydpolen.
På en gåtur langs kysten fortalte “naturvejleder” Gunnar om fugle- og plantelivet, herunder om New Zealand oprindelige bevoksning. Der var fuglesang i trætoppene.  Det lykkedes os at se fuglene  Tuien, Fantailen og Skovduen.

Herfra gik turen videre langs Catlins kyst, hvor Ole orienterende om New Zealands historie. Stine udleverede en quiz,  som vi kunne løse undervejs. Et godt indslag, som gjorde nogle af os en del klogere.
Nu var klokken blevet frokosttid, og Ewan havde fundet et perfekt sted ved Waikva Harbour med udsigt over vandet. Hurtigt blev borde og bænke stillet op, duge og blomsterdekorationer kom på bordene og vi indtog igen en dejlig frokost i det grønne.

Turen  gik nu videre gennem det smukke landsskab. Dog blev der et lille stop, da Ewan måtte lade en kæmpe fåreflok passere.
Altid venlig og imødekommende. Ved hvert møde med  en bus eller lastbil, løftes pegefingeren til hilsen.

Næste stop på ruten var Purakaunui vandfaldet. Nu var det blevet kaffetid, efter alle havde set vandfaldet og den smukke regnskov.

På vej videre mod Dunedin, passerede vi et skohegn. Det var startet med, at en mand på vandring havde fået så  mange vabler på fødderne af sine gamle  udslidte sko, at han tog dem af og hængte dem op  på hegnet. Efterfølgende havde mange gjort det samme, så der nu er et langt hegn fyldt med udslidte sko.

Straks ved ankomst til Dunedin blev vi indlogeret på vores hotel, og så var der dømt “store vaskedag”. 
Der blev serveret en 3 retters menu kl. 20.00 og herefter blev der givet information om morgendagens program – endnu en dag vi kan glæde os til.

19. JANUAR, DUNEDIN – Otago Halvøen

Skrevet af Inga og Kirsten

Så er vi klar til en lang dag efter store vaskedag i går.

Dagen startede med en lille byrundtur forbi den kinesiske bydel og derefter morgensang ved verdens stejleste gade Baldwin Street, som også er i Guinness Book of Rekord. Alle mand på nær 3 gennemførte den 35 grader stejle gade på 359 m. FLOT GÅET.

Herefter gik vi en tur gennem den Botaniske Have, som er NZ største og ældste og på 28 ha.

Så gik turen til byens flotte universitet med det hyggelige miljø. Universitetet består af 6 under universiteter med ca. 25.000 studerende. På grund af de mange studerende i byen er boligpriserne skruet højt op, og derfor slår flere studerende sig ofte sammen om at leje et hus. Vi kom netop forbi et sådant hus, hvor der lå flere madrasser i haven. Niels spurgte om det var et bordel, men Ole måtte skuffe ham med at det nok var flyttedag for nogle studerende :-).

Herefter nåede vi frem til den flotte og mest fotograferede banegård med det flotte mosaikgulv og blyindfattede vinduer. Bygningen anvendes i dag som museum og galleri samt shops. Jernbanen blev anlagt i 1878 og nedlagt i 1960 da NZ stoppede med jernbanedrift.

Vi fik så frie tøjler til at se byen på egen hånd og shoppe i ca. 1 time. Herefter skulle vi mødes ved Skt. Pauls Cathedral ved den 8-kantede plads. Herfra gik vi hjem til hotellet. Efter at vi havde fået middag på hotellet og udleveret madpakker kørte vi på en guidet tur til Otago-halvøen, hvor vi skulle opleve “Albatros in flight” og se pingviner, sæler og søløver. Ole havde hørt vejrudsigten som lovede storm og regn, vi var derfor iført skiundertøj og regntøj, og gik som pingviner.

På køreturen derud fik vi set en del sjældne fugle. Da vi ankom til royal albatros kolonien fik vi en orientering om albatrossen, og så derefter de store flotte fugle komme svævende ned til deres reder. Et imponerende syn. Steen, den ivrige fotograf, måtte betale prisen for at tage billeder i form af en stor mågeklat på jakken. Efter denne oplevelse skulle vi se pelssæler, vi så rigtig mange, også små unger som var efterladt af deres mor, hun var på havet for at finde føde, som hun måtte klare alene, da faderen skred efter parringen.

Turen gik derefter ned på en anden strand, hvor vi skulle se søløver og guløjede pingviner. Vi så en del store søløver som lå og sov på stranden og pludselig kom 5 små pingviner op af vandet, de skulle gå den drøje tur over stranden til deres reder. De 4 kom over stranden og forsvandt op i græsset, mens den sidste stod og nød den kølige brise i vandkanten og havde ikke travlt med at komme op. Det fik den i imidlertid, da der pludselig dukkede en mægtig søløve op af vandet. Det fik den lille pingvin til at spæne. Vi fik fortalt, at denne søløve tidligere havde haft fat i en pingvin. En morsom oplevelse at se på.

Det var en spændende og anstrengende tur i flot solskin, stik imod vejrmanden Oles prognose. Alle mand svedte i al deres indpakning :-).

God trætte vendte vi hjem til hotellet ved 22-tiden, og nogle fik en evalueringsdrink i baren inden sengetid.

20. JANUAR, DUNEDIN – Twizel

Skrevet af: Lene og Christian.

Solen skinner, men vinden er kølig, da vi kører mod Signal Hill, en stejl tur opad, hvor kun få busser kommer, men Ewan har ingen betænkeligheder ved at køre her, og vi når fint op til toppen, 390 m o.h. Her nyder vi udsigten, fotograferer og synger morgensang.

Andet stop er ved den botaniske have, hvor vi i en times tid slentrer rundt og beundrer de mange vækster. Især de store træer imponerer os. Tilbage ved bussen får vi resultatet af den hjemlige håndboldkamp: Danmark vinder 25 – 22 over Ungarn i mellemrunden.

Efter en times kørsel kommer vi til Mueraki Boulders. På stranden ser vi de mystiske stenkugler, der findes her som det eneste sted i verden. De kommer fra lerlag i skrænten og er med tiden udvasket, så de nu befinder sig spredt langs vandkanten. Der findes mange teorier om deres oprindelse: dinosauræg, lavabomber, Maoribrødkrummer, men reelt ved ingen, hvor eller hvordan disse millioner af år gamle kuglerunde sten er dannet. De største har en omkreds på 4 m og vejer omkring 2 tons. Vi nyder turen langs stranden og ender ved cafeteriet, som serverer fish and chips. 

Nu venter en times kørsel mod Elephant Rocks. Undervejs passerer vi Omaru, hvor vi kan se et stenbrud. Herfra henter man den lyse sandsten, som ses i mange ældre bygninger  (togstationen og universitetet i Dunedin) – ofte kombineret med den mørke basaltsten. 

Fremme ved Elephant Rocks står vi atter over for et interessant naturfænomen: Store stenformationer, som kan ligne mammutter/elefanter på en mark med får. Reelt er der tale om, at hele området består af limsten, kalk aflejret på 75 – 100 m dybt vand for 24 – 26 millioner år siden. De er senere presset op til overflad en ved landhævninger og her udsat for nedbrydning fra vand og vind. Disse erosionsrester danner nu et flot landskab, ofte brugt som film-kulisse. 

Vi befinder os i et forholdsvist tørt landbrugsområde, som ligger delvist i regnlæ fra bjergene. Der kunstvandes tydeligvis meget, og vandet hentes via kanaler fra søer og floder. Vand udgør i det hele taget en vigtig ressource, også energimæssigt. Vi gør holdt ved den største dæmning i Waitaki-systemet og får et fint indtryk af hele projektet med udnyttelse af vandkraften.

Et kort besøg på en kvægfarm er også interessant. Der er ingen køer i malke-karrusellen, men Ewan giver en god beskrivelse af arbejdet som chauffør på en tankvogn.

Vi ankommer til Twizel sidst på eftermiddagen, og der er middag kl. 20.00

21. JANUAR, Mt. Cook

Skrevet af: Ole

 Jeg blev vækket MEGET tidligt om morgenen af indtil flere SMS fra vores lokale forsyningsselskab Provas, som ville minde om afhentning af diverse affaldsspande på Ærøvej 123 – og om at vi skulle huske “at vende håndtag” på spandende udad. Der er mange måder at blive vækket på Down Under.

Tidlig morgenmad. Vi var alle klar og spændte. Ville den flotte vandretur “Hooker Valley Track” blive gennemført ?? eller vil “Peter Vind” spænde ben herfor.
Præcise som altid sad vil alle klar i bussen 7.45. Vi kørte til flot udsigtspunkt ved søen Lake Pukaki. Vi kunne se ind mod Nationalparken Mount Cook – det så lidt mørkt ud.
Alle sang med på morgensangen i “vilden sky” – idet vi jo havde hårdt brug for godt vejr.

Vi mødte vore lokalguider Mischa og Add. På trods af det blæste “en halv pelikan” gav vore guider “grønt lys” for en hurtig tur ind gennem dalen. Alle skulle nu ind og have mere tøj på. Snart stod 38 “Michelin mænd og damer” klar.
Vi blev delt i tre hold – to turbohold og et langsommere hold anført af Stine.
Turbohold 1 og 2 klarede “Hooker Valley Track” frem og tilbage på 3 timer. Heldet tilsmilede alle, som fik toppen af Mount Cook at se helt fri for skyer. 
Mount Cook, som også kaldes for “New Zealands tag” er opkaldt efter James Cook. Han var den første hvide mand som gik i land på New Zealand tilbage i 1769.

Vi spiste dejlig frokost i Mountaineer Cafe som drives og ejes af Charlie Hobbs. Charlie er en “rebeltype” på den gode måde og har kæmpet mod det store og flotte hotel Hermitage og deres ejere i flere år. Charlie har besteget toppen af Mount Cook ikke mindre end 28 gange!

Inden aftenens buffet var det en hovedbruds konkurrence, som blev vundet af Birgit, Annette, Kitty & Niels. De var kun 1 millimeter fra den rigtige løsning. Flot flot klaret.

Alle gav udtryk for en dejlig dag – og var glade for vi ikke var blevet hjemme for at spille kort, som vi havde snakket og joket med aftenen før.

22. JANUAR, Twizel – Christchurch

Skrevet af Kirsten og Erik

Morgenmad fra klokken 7.00 men klokken  6.50 var ⅘ af holdet i gang med morgenmaden. Vi er bare overpræcise. Vi kørte kl 7.56 fra hotellet i Twizel, igen vi er bare overpunktlige. Bjergene stod klart i morgenlyset, men vi kunne ikke se Mt. Cook, den var dækkede af skyer. Dagens første stop var et fotostop ved Lake Pukaki. Flot udsigt.Under kørslen videre bumpede vi over en død possum: ”Every dead possum is a good possum” lød det i cockpittet! 

Så nærmede vi os Lake Tekapo og så på en bakketop Sct John Observatorium, det er New Zealands primære observatorium og det hører under University of Canterbury. På den anden side lå New Zealands højeste beliggende golfbane. Vi stoppede ved et supermarked hvor Stine og Ewan skulle købe nye forsyninger. Vi andre gik ned mod den lille kirke, der lå ved bredden af søen.’The Church of Good Shepherd’, som kirken hedder, er bygget i enkel stil i 1935. Vi gik ind og fyldte kirken, der var nogle enkelte, der ikke kunne forstå, at forbud mod fotografering er et forbud mod at fotografere. Birgit satte sig ved den lille salmecykel (= stueorgel) og med flot orgelspil sang vi vores morgensang efterfulgt af ‘I Østen Stiger Solen Op’. Det lød faktisk rigtig godt!.

Kirken er eftertragtet til bryllupper, men udlændinge skal forvente at betale 30000 kr. for lån af kirken, lokale betaler naturligvis ikke meget. Der er cirka 10 bryllupper om måneden. 

Dernæst gik vi over til en statue af en hyrdehund. På skiltet stod der at det var til ære for alle de gode hyrdehunde i McKenzie distriktet. Det siges at statuen er Friday, James McKenzie hund. Denne McKenzie har lagt navn til distriktet og til et mindre pas ned til Canterbury Plains, han blev fængslet for tyveri af får. Historien går, som jeg fik den fortalt for 12 år siden, på at fårene forsvandt når James McKenzie sad på pubben og sang og drak med de andre farmere nede fra Canterbury Plains, så han havde jo et skudsikkert alibi, det havde Friday bare ikke! Den gik over bjergene gennem et, for farmere på Canterbury Plains, ukendt pas, rundede en 5 til 7 får op og førte dem op gennem passet til en indhegning på den anden side. Her kunne James McKenzie så ommærke dem og sælge dem. McKenzie blev fængslet og egentlig ville man aflive den tyvagtige Friday, men nogen fik den ide at sætte den på auktion, budene gik op og op, og til sidst blev Friday solgt for en, for en hyrdehund, utrolig høj pris – køberen? Det var en af fårefarmerne fra Canterbury Plains! 

På vej tilbage til bussen fik en del afprøvet de nye super smarte toiletter, der rengør sig selv og mundtligt fortælle hvad man skal gøre!

Fra Tekapo kørte vi så mod The Tin Shed, ned gennem Burkes Pass, gennem de runde bakker med korn og majs, gennem Fairlie og Geraldine. Som altid kørte Ewan os roligt behageligt igennem de smukke landskaber. Undervejs underholdet Gunnar med fact om New Zealands erhvervsliv, særlig landbrugserhvervet. 

Da vi nærmede os The Tin Shed, skulle der udpeges et frokosthold, der skulle tilberede frokosten, og da ‘damerne’ skulle ind og handle i The Tin Shed, måtte det jo være et ‘ herrehold’ der skulle hjælpe Stine. Kuffertpakkeholdet var fritaget, det samme var Åge der tidligere havde været på frokostholdet samt naturligvis dagbogsskriveren. Ole og Gunnar havde noget de lige skulle have ordnet. Nå men det lykkedes at finde et hold: Bjarne, Ole, Steen, Christian og Hans.

Det blev en lækker frokost i skyggen under træerne udenfor The Tin Shed. Endog var der rugbrød købt i Tekapo. Kaffen var fra The Tin Shed, men der var vist også lagt en del $ der.

Så gik turen videre til Christchurch, hvor den medbragte kaffe blev indtaget i den botaniske have. Da Lone havde meddelt, at museet i Wellington havde lukket alle afdelinger undtagen Mauri afdelingen, blev havebesøget ændret til besøg på det nærliggende museum. Her fandt vi særligt Christchurch anno 1860 meget interessant, ligeledes den Antarktiske afdelingen. 

Efter museumsbesøget gik vi mod Katedralpladsen. Vi så de ryddede grunde og forskelligt nybyggeri efter jordskælvene i 2010 og 2011. Specielt den stadig stående delvis sammenstyrtede domkirke gjorde indtryk. 

Ved aftensmaden udbragte Ewan en skål og et hip-hip-hurra for Ole, der i morgen tager til Sydney for at tage imod det næste hold.

23. JANUAR, CHRISTCHURCH – Picton

Skrevet af: Marianne og Aage

 Vi stod op til strålende vejr, og det holdt hele dagen.

Evan satte næsen mod Kalkoura og Stine kom med en udførlig forklaring om skolesystemet i New Zealand. Det ligner meget det danske, hvor man så bare, de sidste 3 år man er i systemet, selv skal betale. 

Mod Kalkoura erfarer vi at man stadig reparere både veje og huse, efter jordskælvet i 2011. Mange bygninger i Kalkoura trænger også stadig til en overhaling efter jordskælvet.
Hele vejen så vi springende delfiner langs kysten, et rigtig flot syn. Og senere var der også sæler.

Vi aflagde også besøg hos en Peter Fårefarmer. Meget interessant at se hvordan arbejdsgangen er sådan et sted. Han klippede et får på 5 min. og forklarede hvordan ulden blev sorteret og rengjort.

Derefter Fish & Chips som smagte fantastisk og var sprøde og fine.

Dagen blev afsluttet på en stor vingård, den største i New Zeeland. 1100 hektar var tilplantet med vinstokke, og der var en fantastisk orden ude i marken. Automatisk vanding, maskinbeskæring og maskinplukning. Vi smagte 5 forskellige vine, alle rigtig gode vine. COOP får mange vine derfra. Peter Yelland, som var grundlægger af vingården, havde besluttet at plantagen skulle have god relation til naturen, så der var anlagt søer og plantet træer så det hele fyldte 1500 hektar. Der gik så 5000 får og 90 høns rundt i plantagen og holdt græsset nede og gødede stokkene.

Dagen endte op i indkvartering på Motel Gateway og aftensmad på Restaurant Gina.

Vi har et godt samarbejde på holdet, både når vi skal indkvarteres og ha’ frokost i det fri. 1,2,3, så er kufferterne inde på hotellet, og frokosten arrangeret  ‘ i det grønne’. Det virker som en stor familie og er bare så hyggeligt. Ros til Ole, Stine og Gunnar for deres organisationstalent.

24. JANUAR, Marlborough Sound

Skrevet af: Dora og Lilly

 Efter tidlig morgenmad, var der afgang til havnen. Dagen begyndte med en kølig brise og overskyet, solen kom senere på dagen. 

Vi sejlede i Marlborough Sounds, en flot sejltur. Vi skulle med til Resolution Bay Cabins en sejltur på 1 time. Der var et stop i Ship Cove efter 3 kvarter, her gik Marianne fra borde, men hun kom hurtig ombord igen. Marianne havde hørt at vi skulle sejle i 3 kvarter og det havde vi jo gjort.

I Resolution Bay Cabins begyndte vandreturen på 10,5 km.Vi gik i en bevoksning, der var meget lig den oprindelige beplantning på New Zealand. Vi startede med trapper for at få pulsen op. Gunnar fortalte om de meget flotte træbregner, hvor vi så de nye skud, der danner en flot spiral. Vi så New Zealands nationalblomst,som er sølvbregnen. Her fortalte Gunnar, at der havde været en afstemning om hvorvidt sølvbregnen skulle være på flaget, det blev dog nedstemt.
Vi vandrede igennem skoven, som den så ud, da kaptajn Cook gik i land. Det var pragtfuldt at gå og lytte til cikaderne og fuglenes sang, samt lyden fra den rislende bæk i fuldstændig stilhed. Vi så NZ Viftehale, Skovduer samt Cikader.

Vi ankom til Fourneaux Lodge kl. 12.45 efter en meget flot vandretur på Oueen Charlotte Track. Her spiste vi frokost,der var burger med pommes frites.

Kl. 15 sejlede vi retur til Picton. Undervejs mødtes vi med et andet skib for at få kaffe om bord. Jørgen var styrmand på noget af vejen hjem. Vi ankom til Picton kl. 16.30.
Herefter var der tid til afslapning. 

25. JANUAR, PICTON – wellington – Masterton

Skrevet af: Bente og Jørgen

Så blev det fredag.
Solen bød os velkommen til endnu en dejlig dag, og morgenmad hos Gina.

Alle gik sammen ned til færgen  Kaiarahi , med en lille omvej. Bussen var kørt ombord med vore kufferter. Vi tog afsked med sydøen , efter 12 oplevelsesrige dage.

Næsten blikstille vand, så ingen blev søsyge på turen fra Picton til Wellington. Sejltiden blev godt 3 1/2 time, så lidt længere end beregnet. Vi fik lov til at gå i bussen på færgen, så vi var hurtig fremme ved museet Te Papa Tongarewa i Wellington. En fantastisk flot bygning, og ligeså flot indvendig, 6 etager- 3600 kvadrat meter. Der var flere forskellige interesante udstillinger om New Zealands fortid. Mest interesant var udstillingen omkring Maori-kulturen, som viste at det er 750 år siden de første mennesker kom fra Polynesien. Senere kom der også Europærer, og England gjorde det til en koloni i 1840, og deres nationaldag er den 6 – 2. Også håbefulde danske familier blev lokket til Danevirke hvor de kunne købe 40 ha jord for 40 engelske pund, som de arbejdede af fire dage om ugen, ved at lave veje og jernbaner. Der var hverken vand eller el, ingen huse så de boede i telte til at begynde med. Ca 13 danske familier, og der findes stadig efterkommere.

Wellington er New Zealands hovedstad med 200.000 indbyggere.

Vi kørte nordøst på af hovedvej nr. 2, op over et pas på 980 meters højde, med en fantastisk udsigt, flere steder. De fleste sov desværre.

Kom frem til vores hotel Grand Copthorne i byen Masterton. Fik hurtig vores værelser, så var der også tid til at gå en tur i det gode vejr. Karen Marie og Bent købte tomatfrø, håber der bliver en god tomathøst i Holstebro.Mange var ude at se de store amerikaner biler som kom til hotellet, de skulle til træf i morgen.

Efter aftensmaden blev spændingen udløst (hvor mange km har vi kørt på sydøen?) svaret var 1905 km, vinderen blev Jørgen Egeskov som kun var 9 km fra. Gevinsten var to viskestykker, god arbejdslyst Jørgen.

 

26. JANUAR, Mt. Bruce – Tongariro

Skrevet af Anne-Lise Sørensen

Morgenmaden var først 0730 – hvilket er et sjældent luksuriøst sent tidspunkt – og så var det Elses fødselsdag. Nu var der jo andre gæster, men en fødselsdagssang fik hun, selvom det kun blev til to vers.

Da kufferterne var pakket og nøglerne afleveret kørte vi mod Mt Bruce Wildlive Center. Undervejs så vi smukke bjerge, hvor skyerne hang over foruden de sædvanlige skovrige bjerge, hvor træbregnerne danner smykker mønstre i det grønne. Da vi nåede frem til centret blev den sædvanlige morgensang sunget – så vi endnu en dag kunne få det bedste vejr.

Vi blev delt op i to grupper. Mariagruppen var heldig. Maria’s familie har oprettet centret for b.la. at bevare turen, kakaen og kiwien, så hun brændte for emnet. Området på 10 km2 er renset for rotter, possummer og andre skadedyr (så vidt vides). Desuden har man et område på 1.000 hektarer, som man dog mangler penge til at få renset.

Det første vi så var en Tuarara, en lille øgle, der har levet på NZ siden dinosaurerne. Den kan blive 150 år gammel. På Sydøen er der en 121-årig han, som er blevet far for nylig. Hunnen var kun 87. Det sjove ved den, er at den har et tredie øje. Oprindelig var der kun øgler og fugle, så med det tredie øje kunne den nyde fuglene over hovedet.

Det største var selvfølgelig at se kiwien, som jo er aktive om natten (derfor natbelysning) og sover om dagen. Vi var SÅ heldige. Den brune kiwi gik helt henne ved glasruden og hakkede i jorden. Fantastisk fugl – som ikke kan flyve. I næste rum så vi den hvide kiwi, som heldigvis viste sig, så vi alle kunne se den. Det er verdens eneste albino kiwi. Så fin. Mens vi så den, kaldte den brune kiwi. Maria havde ikke hørt det i lang tid, så igen var vi heldige at vi få lov til at høre den.

Vi fik vist fine kiwifjer og et kiwi æg af træ. Det er så stort at det sammenlignet med en kvinde, ville være som at være gravid med et fireårs barn. Efter at ægget er lagt, er hunnen så træt, at hannen overtager rugningen. Centret har rugekasser hvor æg hentet i naturen, udruges for at sikre bestanden bedst muligt. I naturen er overlevelses procenten kun 5%, mens den på centret er 65%. En kiwi ved navn Manakuri er en hun, der er meget stramtandet. Tre hanner er blevet afvist, men så kom Frikelpu på banen og blev allernådigst accepteret. Så nu er der endnu nogle små dunede kiwier på vej.

Derpå gik vi ud i området – igen skov med træbregner. Kæmpålen skulle fodres. Margit og Bodil var to modige fodrings damer. Modige fordi ålen har 300 små skarpe tænder. Den kan ikke se og bider i hvad som helst. Heldigvis forgik fodringen med en ske med meget langt skaft, så ingen brug for plastre eller læger. Marie kender een, der havde været i vandet med bare fødder uden uheld. En anden havde derimod fået voldsomme bid. Kæmpeålen er 80 millioner år gammel. Den har det som vores egen. Den svømmer ud i havet og kommer tilbage efter et år. Den hyppige fodring på stedet er formentlig ikke glemt.

Videre på vores vej så vi tuier, som spiste frø fra flaksen, som er en hørplante. Lidt senere så vi en grøn papegøje. Svær at se midt i den grønne busk, men meget flot. Og cd kakaerne, som er en intelligent men uartig fugl. I cafeområdet stjal de mad direkte fra gæsternes tallerkener. Så blev de forvist til et voliere, hvilket blev så hyggeligt, at de nu har fået to unger.

Et træ, som jeg ikke kan huske navnet på, har tre vigtige egenskaber. Bladene er hvide på bagsiden. De er blevet brugt til at skrive beskeder på, hvorefter bladet er spiddet og sat fast med en træpind på stien, så den kunne blive set. Bladene kan også bruges til sårheling og endelig kan de bruges som toiletpapir. Området er det, hvor mange danske invandrere kom til på deres vej fra Napier sydpå. De havde et hårdt liv, men var kendt for at hjælpe hinanden. Desuden var det gode venner med Maorierne, som måske har givet dem ovenstående råd. Man ved, at de hjalp danskerne med råd angående sygdomme, som der var mange af.

I skoven så vi også Red Wood, som er et stor smukt træ fra Californien. Disse får lov til at blive trods afstamningen. Senere kom vi til en en sprække i skovbunden, som var skabt af et jordskælv i 1942.

Vi så desværre ikke en Rifelman, en fugl på størrelse med en lillefinger, lidt som en kolibri. Til gengæld så vi en rede den bruger, nemlig et lille hul i en træstammen. Det smager jo lidt af fisk.

Et træ der var ved at dø, havde en afbarket stamme med masser af hakker i. Det er fra Kaka’fester’. Een havde ikke været med. En hun, som var i et vollier for sig selv. Hun eeeeelsker mænd med skæg og briller, så Steen blev totalt tilbedt. Kærligheden skyldes en dyrepasser, som hun ikke kan glemme. Kakahanerne forsøger sig, men uden held.

I en smal høj trækasse, som Maria åbnede, kunne man se en pænt stor edderkop. Den var ikke giftig, men til gengæld meget grim.

En meget hurtig fugl er Hihien. Nationalparken har så stor succes med at avle den, at de kan give videre til andre nationalparker. Og med den gode nyhed sluttede vores tur, som var oplysende og underholdende.

Den fortsatte køretur kom gennem smukke bjergområder, hvor der dog også var en del landbrugsområder med bla korn og majs. Nordøen har flere flade områder, men bjergene kan stadig ses tæt på eller i det fjerne. Igen så vi også mange får, køer – som også kan gå i bjergene – samt heste

Frokosten spiste vi ved Dudding Lake nær Wanganui. I løbet af ingen tid, var der dækket op og ‘buffeen’ var klar – selv det mørke brød kunne man vælge. Lige så hurtig gik oprydningen. Borde og bænke skulle sættes af i Whanganui, hvor chaufføren Sue skulle bruge dem på turen sydpå. Vi havde en oplevelse i haveudsmykning af utrolige dimensioner. Der var nisser og alskens udsmykning, som ingen kan slå 🙂

Nu har jeg jo skrevet så meget, at jeg nok hellere må begrænse Gunnar og Stine’s fortællinger om bla sociale forhold. Kvinderne i NZ fik stemmeret 1893. Mathew kan få kørekort, når han er 16. Momssatsen er på 15% Tandlæge er gratis op til det attende år. Derefter koster det nogenlunde det somme som i Danmark. En lægekonsultation koster 60 NZD. Lægefaglighed er øvrigt meget høj. NZ har været kendt for sit velfærdssystem, men meget er der nu droslet ned på, hvilket har øget afstanden mellem rig og fattig. Det værste er dog, at mange børn lever i fattigdom. Danske Gerd Banke har undervist i NZ og ved selvsyn set børn, der kom i skole uden mad, ikke havde være i bad i en uge. Andre har ikke sovet, fordi forældrene holdt fest hele natten. Og mange flere sørgelige beretninger.

Stine fortalte om Maorierne og deres ankomst til NZ, som var det sidste sted i verden, der blev befolket. Den første båd kom fra Polynesien i det ottende århundrede. Legenden siger, at Kupé forfulgte en kæmpe blæksprutte og på den måde blev ført til Sydøen. I det trettende århundrede skal der være kommet 6 Wakaer fra Polynesien. Alle maorier stammer fra de ombordværende. Skabelsesberetningen er en god og lang historie. Det skal til slut nævnes, at maorierne er utrolig dygtige til bla træskæring, som ses i deres både og hakkaer, som er forsamlingshuse, hvor alle ceremonier og festligheder bliver holdt.

Under køreturen kom vi igennem Ruaperu – en spøgelsesby i ordets egentlige forstand. De fleste huse stod tomme på den lange lige vej, der gik gennem byen. Men der var toiletter. Og supermarkedet havde åbent. Der blev købt en del is og lakrids.

Efterhånden var vi så tæt på Tongariro National Park, at vi kunne se Parkens tre aktive vulkaner, Mt. Ruapehu 2.797 meter, Mt. Ngauruhoe 2.291 meter og Mt. Tongariro 1.968 meter. Sidstnævnte skal mange forcere i overmorgen. Mt. Ruapehu har evig sne og lå helt skyfrit, så vi heldige endnu en gang. I 1894 skænkede en Maori sit land til staten – det der i dag er Tongariro National Park. Han var nervøs for at hans efterkommere ville sælge ud af området i mindre stykker. Maorien havde det forbehold, at området forblev intakt samt at området skulle drives af maorier og fortsat have råderet over det.

Vi bliver nu belønnet med hele tre overnatninger samme sted – og med besøg hos Maorierne. Hotellet er hyggeligt og ligger inde i nationalparken.

27. JANUAR, MAORI KULTURDAG

Skrevet af Karin og Birger

Dagen i dag står i maoriernes tegn. Maorierne udgør i dag ca. 15% af befolkningen i New Zealand.

Vi kører til Lake  Rotopounami hvor vi mødes med maorierne, bla. Matt og Tom. De skal være vores guider på en 6 km. tur rundt om søen der omkranses af et skovområde. Efter vores vanlige morgensang, synger Tom og Matt en sang i respekt til naturen. Matt byder os velkommen og beder en kort bøn. Vi får en smuk tur hvor vi indvies i hvordan de bruger skoven og søens ressourcer. Det er deres apotek og supermarked. Der er ca 180 spiselige planter og vi smager bl.a. på blade med peber/chilli smag. 2/3 af skovens planter kan bruges som medicin. Mange af planterne bruges også til fremstilling af te, parfume, tøj, tasker og som toiletpapir. Maorierne er tæt forbundet til naturen som det er vigtigt for dem at bevare og værne om.

Efter en lærerig tur gå det videre til Opoteka, et helligt område for maorierne. Vi får en længere historie halvt på engelsk og halvt på maori, om stammens historie, og om hvordan haka dansen ,som oprindeligt er en taknemligheds og hædersdans, opstod.Når kvinderne skulle føde kom de her og begravede moderkagen under et cabbage træ.

Det symboliserer hvor man stammer fra og at man altid kan vende tilbage. Man kommer også tilbage til området når man dør. 

Tom fortæller om at regeringen med en tunnel til et vand kraftværk har ødelagt alt liv i søen. Det har medført at man fører retsag mod regeringen for at få dem til at betale for genetableringen af søens fiske bestand og planter. Toms fortælling slutter med at maorierne opfører deres haka dans for os.

Vi kører ud til maoriernes samlingssted hvor der er en maree og et spise/forsamlingshus. For at komme ind på området skal vi gennem en velkomst ceremoni.

Vi tager plads på nogle bænke. Tom fortæller på maori sprog hvem vi er og hvorfor vi kommer. Vi bliver budt velkommen og vores til dagen udnævnte høvding Niels holder en lille takke tale. Vi hilser på alle ved at give hånd samtidig med næserne trykkes mod hinanden, og derefter næse pande. Det første næsetryk for at udveksle fysisk energi, det næste for spirituel energi. Vi bliver budt indenfor til en fantastisk lækker frokost, som indledes med en bøn, hvor man takker naturen for maden. Måltidet sammen symboliserer sidste accept og sammensmeltning med os fremmede.

Efter frokost fortæller Tamari (Toms hustru) om 4 smukke malerier hun har lavet, de hænger spisesalen.1.billede symboliserer moder jord, 2. billede fader himmel, 3. billede skovens gud, fuglene og træerne. Det sidste billede dyrkede grøntsager, rødder ,bær og havet. Derefter viser Tamari os håndværk som maorierne har fremstillet, bla. slagvåben, kurve og udsmykninger. Så er der tid til uformel hygge og afslapning, hvor alle spørgsmål er velkomne og bliver besvaret på bedste vis.

Senere på eftermiddagen bliver vi inviteret inden for i mareen som blev bygget i 1893. En flot bygning med udskæringer og udsmykninger som alle har symbolsk betydning. Mareen bærer generationers historier og er en slags bibliotek fra før skrift sproget.Den prydes af billeder af forfædre der er begravet på en plads tæt på. Mareen bliver brugt til bla. dåb, vielser, begravelser og møder.

Aftensmåltidet som har været under tilberedning i 5 timer i en traditionel jordovn kaldet hangi bliver gravet op og pakket ud. Toms søster der er lærer på den lokale maori skole ankommer sammen med ca. 20 elever i alderen 6-16 år. De underholder os med sang og dans akkompagneret af guitarspil. De går op i det med liv og sjæl og det giver en fantastisk stemning.

Vi er også på scenen for at prøve deres danse.

Efter at have nydt aftensmaden sammen, rydder eleverne af og vasker op under sang og guitarspil fra Tom.

Vi takker af efter en dejlig dag der har givet os et godt indblik i maoriernes liv.

Et stolt folk.

28. JANUAR, TONGARIRO NATIONAL PARK

Skrevet af Kitty og Niels.

Dette er dagen mange af gruppen har set frem til. Både med spænding, men også lidt frygt for om turen nu kan klares. Dagen før skulle erklæringer og oplysninger om medicin evt skavanker udfyldes, MED underskrift. Det kan blive dyrt at skulle fragtes ned med en helikopter.

GAB!!!! Morgen mad 05.15. Det er lige før man ikke kan ramme munden med skeen til morgenmad. Nå, hurtig afgang fra hotel 05.45, vi er 18 personer incl Stine der i dag skal ud på verdens flotteste 1 dags hiking tur. Den største gruppe Adventure Holidays har haft af sted i flere år.

Vi kører i mindre bus med opsamling undervejs. Vores guider på turen Matthew, Shelly og Mikieie støder også til, samt en 4.yngre mand, en trainee, var også med.

Efter obligatorisk toiletbesøg og en kort briefing beder Matthew en kort Maori bøn for en god tur. Afsted 06.40.

Shelly er i front, Mick i midten og Matthew som bagstopper. Temperaturen er behagelig, alle er i godt humør og fit for fight. Det ser ud til at rigtig mange skal på hike i dag, ruten var lukket i går pga dårligt vejr. Guiderne mente da vi nåede sidst på dagen at ca 1000 personer havde været på sporet.

Første del af turen gik på et fladt stykke med kun begrænset stigning, i samlet flok. Så gik det opad med både trapper og stejle skråninger. 1000 høje trin, “Stairway to Heaven” sagde Shelly. Gruppen begynder at spredes, vi må af med et lag tøj, da temperaturen stiger både ude og inde. Vi gik og gik og nåede op på første store plateau, hvor der både var foto/drikke og tiltrængt toiletstop igen.

Herfra kunne vi se en bjergkam og top. En masse små “myrer” gik deroppe. Det var her vi skulle nå op. Endnu både en masse trapper og fedtet bjergside. “Devils Stairway” kom det tørt fra Shelly. Gruppen blev nu for alvor delt med en lille gruppe i front med Shelly og en stor gruppe efter med Matthew og de unge guider.

Endelig nåede vi toppen, 1886 m over havets overflade. Svedige, sultne og tørstige. Solen brændte og temperaturen steg, selvom en kølig brise ind i mellem hjalp os lidt. Strabadsere var det hele værd. En fantastisk udsigt 360 gr rundt. Udslukte vulkankratere, smaragdgrønne og blå søer, damp fra bjerget og svovllugt.Vi skulle dog lige ned af en stejl bjergkam, med masser af rullesten, før vi kunne få noget at spise. Vi måtte “krabbe” os sidelæns ned, nogle få uden, men de fleste med vandrestaven til hjælp. Mange skred og satte sig på rø…, men alle kom ned i god behold.

Nu skulle der indtages frokost! Øv, vores sandwich var blevet bløde og snaskede på grund af varmen, ikke specielt appetitlige, så mange kasserede dem og nøjedes med snacks og kage fra den medbragte madpakke. Efter denne velfortjente pause på 1/2 times tid var det med at komme videre, da temperaturen nu var nær de 30 gr.

Den lange nedstigning begyndte, hård for alle, og nogle havde fået for lidt vand med så for dem blev det ekstra sejt. Vi manglede kun 7-8 km men det føltes meget længere!

En enkelt fik hedeslag og måtte have assistance. Matthew var sakket bagud med en lille gruppe, så heldigvis var der en sygeplejerske fra gruppen der tog affære. Godt med vand og af med noget af tøjet, så gik det igen. Efter en – føltes det – endeløs nedtur, hvoraf sidste del gik i skov nåede de første ned 14.40. Resten kom dryppende i løbet af den næste halve time. Alle uden skader. Forsvedte og trætte. GODT GÅET.

Flere havde misforstået hvor lang tid der var til at gennemføre turen. Troede der var 10 timer til selve turen, det var der ikke! Da vores flyvning dagen i forvejen var blevet aflyst, blev den presset ind i programmet efter Tongariro Crossing. Vi der skulle flyve skulle være ved en bus 15.15 for at komme til flyvepladsen. Alle nåede det, selvom der var en misforståelse med bussen og lidt kamp om pladserne.

Til “lufthavnen” gik det. Vi blev indvejet og sat i grupper. Der var en 3 personers og en 5 personers maskine. Vi fik en fantastisk flyvetur over vulkanerne, med både info og humor fra vores “flykaptajn”. Efter denne oplevelse stod Ewan klar med bussen, og vel hjemkommet til hotellet fik alle sig en fortjent kold øl. Dagen sluttede med middag, hvor Tom, Tamara, Matthew og hans kone deltog.

De sagde farvel med een af deres fantastiske Maori sange og vi kvitterede med “Skuld gammel venskab rejn forgå”

Godt trætte på hovedet i seng.

29. JANUAR, Tongariro  – Rotorua

Skrevet af Lene og Christian

Nu er det tid til at forlade Tongariro National Park. Efter morgenmad og pakning af bussen kører vi mod øst. Ved Lake Taupo har vi et kort stop for at synge morgensang og nyde udsigten. I Taupo bliver der tid til sightseeing, idet Gunnar, Stine og Ewan skal have handlet ind til frokost og skaffet frisk forsyning af vandflasker.

Huka Falls, New Zealands mest fotograferede vandfald, beses. Det er spændende at se den store fart, vandet løber med, når det passerer gennem en så smal kløft.

Fremme ved Rotorua leder vi efter borde, bænke og toiletter, inden vi får frokost i det grønne. Vi søger skygge under store træer, for solen skinner, og temperaturen er over 30 grader.

Vi når tidligt frem til Hotel Alpine – en god beslutning, for her er der privat, udendørs spa til alle værelserne. Vi får en dejlig, afslappet stund i vandet og nyder livet, inden Stine og Gunnar byder på vinsmagning kl. 18.30. Her præsenteres vi for tre dejlige vine: Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Pinot Noir, og vores viden om vin bliver sat på prøve. Annette brillerer med 12 rigtige svar. Den gode stemning følger med til Pepper’s Cafe, hvor vi hygger os med lækker mad og mere vin.

30. JANUAR, Rotorua

Skrevet af Lene og Christian

Efter morgenmaden på Hotel Alpine går vi til maorilandsbyen Whakarewarewa. Den søde guide vil lære os at sige byens fulde navn:

TEWHAKAREWAREWATANGAOTEOPETAUAAWAHIAD

Vi synes da selv, at vi er helt gode til det! Efter nogle forviklinger lykkes det for vores gruppe at få den gode guide helt for os selv. Hun viser rundt og fortæller med et glimt i øjet, at hvis vi falder i det varme vand, lader de os blive liggende i 5 minutter, hvorefter de vil spise os!

Maden i landsbyen tilberedes ved 6 dampende “brønde” forskellige steder. Derudover kan man koge mad i en lille sø med en overfladetemperatur på næsten 100 grader. Vi ser deres Mare, geyseren og den gamle kirkegård, inden der er tid til shopping i butikker ejet af guidens onkel og tanter.

Nu følger et fint show med sang og dans, og besøget i landsbyen afsluttes med frokost tilberedt i deres jordovne – alt er saftigt og dejlig mørt med den svage duft af svovl som et ekstra krydderi.

Efter en kort pause ved hotellet kører en del af selskabet til Polynesian Spa Pool. Her er der lejlighed til at bade i varmt vand. De forskellige bassiner indeholder vand fra 37 til 41 grader. Ind imellem er det godt med koldt drikkevand og en kold bruser.

Eftermiddagen tilbringes på forskellig vis. Ewan henter sidste hold fra byen kl. 16.30, og man forbereder sig til den sidste aften. Stine og Gunnar har sørget for en mousserende vin, og vi skåler og drikker et glas (eller 2), mens vi takker af.

Middagen på Pepper’s Cafe består af helstegt lam med tilbehør. Alt er mørt og dejligt, og snakken går livligt.

En stor tak til Stine, Gunnar, Ole og Ewan for en vel tilrettelagt og vel gennemført tur.  Det har bare været alle tiders dejlige rejse i dette skønne, fjerne land.

31. januar & 1. febrUAR, Hjemrejse

Skrevet af Stine og Gunnar 

På den sidste dag i januar måtte vi i strålende solskin sige farvel til skønne New Zealand, som vi har rejst rundt i fra syd til nord. i ca. 3 uger.  Efter morgenmaden og en kort køretur i Rotorua måtte vi tage afsked med Bente og Jørgen, der slet ikke havde lyst til at rejse hjem, men ville fortsætte turen på egen hånd. Fortsat rigtig god rejse til jer!

Vi andre fortsatte mod lufthavnen i Auckland, hvor Matthew skulle nå et indenrigsfly hjem for at begynde skolen igen efter sommerferien. Vi var lidt i tidnød, og skønt Ewan gjorde sit bedste, nåede Matthew ikke flyet, men måtte med sin far retur efter at have samlet en ny gruppe op, som skulle gøre turen den modsatte vej. Matthew var vist ikke ked af at udsætte skolestarten et par dage.

Undervejs i bussen skulle vi lige teste, om alle var parat til udslusning fra New Zealand. Det gjorde vi i form af en lille quiz, der skulle vise rejsedeltagernes basale viden om landet. En ærlig sjæl indrømmede, at vedkommende ikke havde besvaret alle spørgsmål korrekt. Det belønnedes naturligvis med en lille præmie.

I lufthavnen måtte vi igen tage afsked – denne gang med Kirsten og Erik, der heller ikke var til sinds at rejse hjem, men ville fortsætte rundt i Australien med Lone. Også god tur til jer! Det bliver vist varmt.

Den lange flyvetur på ca. 11 timer til Singapore og godt 12 timer til København blev gjort lettere af en flot service, god mad, god komfort og præcision hos Singapore Airlines. Hans og Birgit, hvis hovedtelefoner ikke havde lyd, fik endda en kompensation på NZ dollar 75, som der kunne handles for om bord. 

Vi var fremme i København lidt før kl. 6.00 fredag morgen. Helt skulle vi igen tage afsked, denne gang med sjællænderne, nordjyderne og Lene og Christian. Vi andre kom i en dejlig varm bus, der havde frisklavet kaffe på kanden og en madpakke med rugbrødsmadder til alle. Det blev rigtig godt modtaget.

Undervejs i bussen fra København mod Sønderjylland sad Niels og googlede lidt om sin vin-interesse, og minsandten om han ikke i et vinblad fandt en artikel om Peter Yealands vingård, som vi havde besøgt i området Marlborough. Artiklen hedder “Kiwi der ka’ “ og handler om Natalie Christensen, hvis familie udvandrede fra Als til New Zealand i 1872. Hun er i dag vinmager hos Peter Yealand. Det er en meget interessant artikel.

Som rejseledere vil vi gerne sige holdet tusind tak for godt humør, samarbejdsvilje, præcision, hjælpsomhed, nysgerrighed og interesse. Vi glæder os til gensynsmøde den 3. april.