New Zealand Tur 2 - 2019

8. & 9. Januar, Rejsen til sydney

Skrevet af : Lene og Christian

I dag starter New Zealand turen. Vi har glædet os i lang tid. Turen har været bestilt længe, og der har været intromøder i Haderslev, hvor vi mødte Ole, Stine og Gunnar samt alle rejsedeltagerne.

Nu står vi her så: 37 forventningsfulde danskere på vej mod sydøst. Indtjekning og sikkerhedscheck klares uden problemer for de fleste, og kl. 11.30 er vi ved gaten klar til at gå om bord i Singapore Airlines fly til Singapore.

Ifølge kortet i flyet går turen over Rusland, men reelt vælger man en rute over Østeuropa, Sortehavet, Kaspiske hav, Afghanistan, Pakistan, Indien – igen over havet, inden vi når frem til Singapore. Undervejs serviceres vi af et smilende, dygtigt kabinepersonale og får dejlige, velsmagende retter. Ved 16-tiden (dansk tid) er det pludselig mørkt: nat allerede? Det er svært at sove, men der er heldigvis masser af underholdning på tv-skærmen, og selskabet kan man bestemt heller ikke klage over.

På den sidste del af turen ser vi et voldsomt tordenvejr mod syd. Lynene er hyppige og flotte. Den første flyvetur varer godt 11 timer, men tiden går forbavsende hurtigt, og ved ankomst til Singapore har vi fløjet ca. 6600 miles. Det er allerede morgen. Urene skal stilles 7 timer frem, og klokken er næsten 7.

I Singapore skifter vi til en anden gate via shuttletog og en lille gåtur. Herfra kommer vi med et nyt fly hurtigt videre mod sydøst. Vi passerer Ækvator, og efter 7 timers flyvning (4000 miles) når vi omsider Sydney. Det er aften, og vi har været på farten i næsten 24 timer, så nu er onsdag d. 9. januar også næsten slut.

Vi slipper forholdsvist let gennem told og indrejsemyndigheder, og vores buschauffør haster mod hotellet – han har et stramt program. Ole og Anne Marie modtager os på vandrehjemmet, og efter indkvartering er vi en tur på taget for at se byen ved nat. Aftenen sluttes af med en godnat øl.

 

10. januar, Sydney

Skrevet af Annette og Birgit.
Efter en lille nattesøvn, fik vi dejlig morgenmad, information og morgensang på tagterrassen. Dagens første program var besøg i Operaen.Vi blev udstyret med audioguides. Vi blev vist rundt og fik fortalt om Operahusets historie. I 1956 blev der udskrevet arkitektskonkurrence. Der kom 200 forslag, hvor Jørn Utzon var iblandt. Hans forslag blev i første omgang kasseret, men en amerikaner skulle vurdere alle forslag,og han valgte Utzon som vinder. Utzon skulle nu i samarbejde med ingeniører finde en løsning på projektets udførelse. Det tog 3 år. Byggeriet gik igang i 1959. Man havde budgetteret med at det skulle koste 7 millioner dollars og tage 3 år. Pengene slap op i 1966 og den nye regering ville ikke bevilge flere penge. Utzon blev fyret og rejste hjem. Byggeriet lå nu stille.

Senere blev nye arkitekter sat til at færdiggøre det indre af bygningen. Det stod nu færdig i 1973, hvor dronning Elisabeth indvier Operaen. Prisen blev 100 millioner dollars.
Sydneys regering forsøgte flere gange at få Utzon til at komme tilbage og færdiggøre projektet, men det lykkedes ikke. Utzon så aldrig sit mesterværk. Imidlertid fik han den største pris, man kan få som arkitekt. Huset er kommet på UNESCOs verdens arvs liste ,og er nu et ikon for Australien. Jan Utzon er med i bestyrelsen og sørger for, at renovering og vedligeholdelse følger Jørn Utzons plan.

Efter denne spændende rundvisning, havde vi lidt tid på egen hånd og mødets derefter til frokost. Vi var omgivet af ibis og duer, og Sten var så heldig at få en fugleklat i hovedet.

Så var der lidt tid på egen hånd igen, inden vi skulle på havnerundfart. En rigtig fin tur, hvor vi så byen fra søsiden og broen nedefra.

Aftensmaden indtages ved Operaen.

11. januar, sydney

Skrevet af Kitty og Niels

Fyldigt morgenbord 7.30 med både yoghurt med diverse korn og friskbagte pandekager med honning,banan og kanel. UMM for de med en sød tand. Morgenbriefing på tagterrassen med morgensang inden afgang til Sydney Tower Eye og Darling Harbour.

Efter gåturen gennem det hektiske område med skyskrabere rækkende mod himlen og larmende aktivitet i gadeniveau hvor anlæg af letbane var i fuld gang nåede vi Tower Eye. Højeste bygning i AUS-308m. Fuld speed på elevator til toppen. Fantastisk udsigt ud over byen. Ikke helt perfekt, da der stadig hang lidt morgenskyer over Sydney – men OK.

Nede på gadeniveau igen gik turen videre til Queen Victoria Building. Smuk bygningskompleks fra 1898. Oprindelig bygget som handels/markedsplads for de lokale til udveksling af varer og handel. Da den på et tidspunkt blev for lille og nyt skulle opføres andetsteds i byen var der overvejelser om nedrivning. Heldigvis protesterede nogle fremtrædende borgere og i dag er bygningen med sine smukke gulv og glasmosaikker samt spændende ure hængende fra loftet et område med et pulserende forretningsliv og finurlige cafeer.

Alle mand samlet – troede vi – gik det mod Darling Harbour. Ole gav et opbyggende foredrag om den olympiske by og kunne fortælle at Danmark engang har vundet guld i atletik ved OL. Det var i 1900 i Paris og diciplinen var tovtrækning. Ja, ja atletik er mange ting. Så kom overraskelsen. Vi manglede 2 personer fra gruppen!!! Det viste sig de var gået stik modsat af det aftalte mødepunkt. Heldigvis fandt de selv vej og vi kunne alle drikke en genforenings øl på Slip Inn. Baren hvor Frederik og Mary’s øjne slog gnister i 2000.

Sulten begyndte at melde sig og efter en kort gåtur fandt vi vores frokoststed – Casa Italiana – her sad vi i behagelig skygge og fik Fish&Chips. Lækkert og ingen gik vist sulten fra bordet.

Dag programmet sluttede i Sydney Wildlife Center, hvor der både var giftige slanger, ditto edderkopper, kænguruer, søde koalaer og ikke mindst en monster krokodille. Spændende. Lettere udmattede af varmen gik turen for de fleste med færgebus tilbage til Circular Harbour og YHA. Efter et par timers afslapning var der aftensmad hos vores charmerende nabo Australian Hotel. En gammel bygning hvor der i dag er en velbesøgt pub og ikke mindst spisested. Her fik vi en velsmagende kænguru burger “mit alles”

En stor gruppe skulle i Sydney Opera House og høre/se La Boheme om aftenen. God “begynder” opera for dem som ikke var befarne i denne musikstil. En flot opsat forestilling men med Gunnars ord “ikke helt på toppen” hvad angår sangerne. Vi der ikke er helt vant til opera, synes dog det lød udmærket. Som forestillingen skred frem meldte trætheden sig hos flere af gruppen, og der var nogle stykker som efterfølgende meldte ud at de havde taget en “nikker” et par gange i løbet af aftenen. I pausen mellem 2. og 3. akt kunne vi se et kraftigt regnvejr stod på. Flere bed negle – havde ikke regnjakker med. Heldigvis var der kun en let støvregn da vi kom ud fra operahuset, så alle kom hjem uden at ligne druknede mus. 

Slut på en spændende og begivenhedsrig dag i Sydney.

12. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Karin og Birger samt Bridge Climb-gruppen

I dag kunne vi sove længe, da der først var morgenmad kl. 8. Da vi stod op skinnende solen fra en skyfri himmel.Det blev den varmeste dag, vi havde i Sydney, ca. 28 gr. i skyggen. På vandrerhjemmets tagterrasse har vi hver morgen nydt udsigten til operahuset. 

I nat var der kommet et stort krydstogtskib ind som skjulte operaen helt.Der er ofte krydstogtskibe i havnen, de kommer om aftenen og ligger i havn til næste eftermiddag. Det betaler de ca. 1 mill. kr. for. 

Efter morgensang havde guiderne arrangeret en gå tur som de fleste valgte at tage med på. Vi gik mod Harbour bridge for at se, hvor 6 personer fra gruppen senere på dagen skulle på bridge climb. Vi kom forbi et hyggeligt marked, som er der hver weekend ved Harbour bridge. Derefter gik turen gennem the Royal  Botanic garden, som er anlagt i 1816, og den største i Australien (30 ha). Mest kendt for sine enormt store træer. En flot park som vi dog kun så en meget lille del af.

Videre til St Mary,s Cathedral som blev påbegyndt i 1821 og stod færdig i 1835. Meget storslået både udvendig og indvendig.Derefter gik vi forbi et krigs monument for de faldne i 1. verdenskrig, ikke særligt prangende. Vi fik dog senere at vide det var bagsiden vi havde stået og set på, og at det var meget pænere fra den anden side.

Ved Queen Viktoria building var den guidede tur slut og resten af dagen var til fri disposition. Vi valgte en tur gennem en lille hyggelig gade i Chinatown, og videre til Darling Harbour. I Darling Harbour gik vi forbi et stort marine museum og videre ind og så Sydney akvarium og Madame Tussauds vokskabinet. 

Dagen sluttede med aftensmad på et hotel i nærheden, da vi skulle tidligt op næste morgen og flyve til New Zealand. En del af os har haft det sjovt med, på app’en sundhed, at sammenligne hvor langt vi har gået. På samme rute har de fleste af os gået forskellige antal km. Men i gennemsnit viser det at vi nok har gået mellem 10-15 km hver dag, så vi håber at være i god form til New Zealand.

Fra Bridgewalk gruppen:

Kl. 13 er vi klar til afgang: Birgit, Dora, Lilly, Hans, Christian og Lene. 13.45 starter vi med information og omklædning. Udstyret med heldragt (lynlås  på ryggen), kasket, lommetørklæde, sikkerhedssele og headset føres vi af vores guide, Dean, til en prøveklatring. Vi er 11 i gruppen, men 1 vælger at “stå af” inden vores sikkerhedssele fastgøres til wiren, som er på vores højre side hele vejen.

Det første stykke er passagen smal, og vi kringler os gennem stålkonstruktioner. Dernæst kommer en stejl trappe i 6 sektioner, men her står flinke guider klar til at hjælpe os på vej. Derefter er vi pludselig højt oppe, og alt føles meget sikkert med en bred gang og rækværk i begge sider. Vi kan se Hans’ kone, Birgit, stå i tårnet på en af pylonerne sammen med Kitty, og vi vinker lystigt.

Det går stille og roligt opad. Dean fotograferer og fortæller mange ting. Pludselig er vi helt på toppen. Vejret er pragtfuldt, solskin og en let brise. Vi fotograferes atter, og vi nyder udsigten. Det store krydstogtskib er på vej væk fra sin kajplads, og vi føler os meget seje her oppe ved de to flag. 

Nu går det stille og roligt nedad igen. Ved den stejle trappe bliver vi atter guidet af en ung pige, og hvor vi dog sveder, da vi endelig er nede igen. Det har været en supertur. Vi klæder om og køber billeder, og vores bridgeclimbing sluttes af med en tiltrængt øl.

13. JANUAR, SYDNEY – Queenstown

Skrevet af Steen og Siff

Ja, godmorgen, for det var virkeligt tidligt. Der var morgenmad kl. 0430, der som sædvanligt var forberedt med yoghurt og frisk frugt og en crossant med ost og skinke.

Vi kørte til lufthavnen kl. 0500 gennem den morgenstille by. Så skal vi bare vente på bording til en 3 timers flyvning, men det er jo ikke noget at regne for.

Foran venter en stille dag. Vi landede kl 1305 efter en rolig flyvning, selvom Ole var lidt bekymret for, om nu vejret artede sig, da han havde været ude for at skulle flyve til en anden by og derefter køre 3 timer tilbage pga. vejret. Det gik helt problemfrit gennem lufthavnen til Oles glæde. 

Vi mødte så Evan vores chauffør og hans nevø der skulle følge med os. Efter Evan havde fået Jørgen og Bent som frivillige kufferthjælpere, kørte vi en rundtur i Queenstown i regnvejr og videre til vores hotel som havde fået nyt navn, kaldet Kamana. 

Nu kan vi sætte tiden 2 timer frem, så nu er vi præcis 12 timer foran dem derhjemme, det er lidt nemmere at regne efter.

Det var virkelig flotte værelser i et helt nyrenoveret Hotel Aspen. Udsigten var formidabel og vi sad og nød en øl indtil vi skulle hvile os lidt inden aftensmaden kl. 1930. Vi fik serveret fin mad med rukulasalat med blomster og gedeost samt bugflæsk, også kaldet Belly Pork. Desserten var is med kage. Herefter blev vi orienteret om de næste par dage som vi ser frem til. Nu er vi blevet trætte efter en lang dag.

14. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown

Skrevet af : Birgit og Hans.

Vi stod op til dejlig solskin på vores nye hotel i Queenstown, som ligger meget smukt med udsigt til den 80 km lange sø Lake Wakatipu. Efter morgenmaden kørte vi gennem Queenstown, som er kendt fra film og reklameoptagelser. På turen så vi skovområder som var sprøjtet ned og senere skal fælles, da det er et led i naturgenopretningen. Vi kørte til Arrowtown, som er en lille guldgraverby, hvor der findes 50 autentiske bygninger fra guldgravertiden. På et tidspunkt kom der en del kineserer til den lille by for at søge lykken, men guldet var næsten væk, så det blev et fattigt liv. Vi så deres huse og hørte om deres livshistorie. Vi afsluttede med at besøge et meget flot museum, hvor vi fik en god rundvisning.

Derefter kørte vi ud til Gibbston Valley for at besøge en vingård. Vi får en god information om vindyrkning. Efterfølgende går vi på vinlageret , hvor vinen opbevares på egefade. Vi smager på 3 forskellige slags vin, som alle er gode.

Så er der blevet tid til frokost, som vi for første gang skal nyde i det frie. Den medbragte mad, borde og bænke blive flot stillet op og der er fine rødternede duge på bordene. Vi får leveret 2 fine osteanretninger og vine fra vingården,som vi nyder i det fine vejr og flotte natur. Stemningen bliver god, vi snakker om næste dags program,hvor der er 4 tilmeldte til at sejle med jetbåd på floden. Der skulle gerne være et par mere og pludselig er der 17 deltagere til turen, så det må være den gode vins virkning.

Bussen pakkes og vi kører videre til Kawarau River, hvor vi ser på Bungy Jump. Ærgerligt at vi må nøjes med at se på det, da ingen fra gruppen har modet til at prøve.

Turen går videre til Queenstown, hvor resten af dagen er til fri disposition. Nogle foretrækker at spise i byen og andre tager med bussen hjem til hotellet. 

15. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon

Skrevet af: Marianne og Aage

Vi stod op til gråvejr, som senere skiftede til høj sol – vist meget almindelig her på New Zeeland. Vi spiste en super morgenmad og steg så ind i to små busser 8.00.
Vi begav os mod Skippers Canyon og fik en udførlig historie om en guldgraverfamilie. Meget interessant beberetning om hvordan hele guldperioden startede, og hvordan man i starten bare kunne gå og samle store klumper op. Dette gav jo blod på tanden til at fortsætte eventyret.

På vej til Skippers Canyon stoppede vi op for at se på de 2 klipper som i filmen “Lord of the Rings” udgjorde “The port of Morder”.

Samtidig med at de gravede guldet, skulle man jo også ha’ noget at leve af. Man kunne jo ikke bare gå i supermarkedet, man måtte møjsommeligt slæbe alt 24 engelske mil, flere dages arbejde for at skaffe ting at spise og byggematerialer til et lille hus.
Så kunne man koncentrere sig om at grave guld, hvilket nogle også fik meget ud af, men der groede ikke træer ind i himlen.
Vejr og vind var også en fjende. Regnskyl og jordskred kom og rev deres huse væk, og de måtte starte forfra, hente byggematerialer og bygge et nyt hus.

Vi prøvede selv at vaske guld, men det blev vi ikke millionærer på. Vi var så rundt og se hele området med de aktiviteter der var foregået den gang i 1860-64.”

Dernæst gik turen mod riverrafting. Det var en særdeles sjov tur. Vi fik allesammen våddragter på og blev fordelt i 5 både. Vi padlede ned ad floden, og plaskede godt med vand efter hinanden. Og lige pludselig spænede en jet-båd forbi og gav en kaskade af vand. Absolut en succes. Det var også bemærkelsesværdig at se bjergene fra flodlejets bund.

Et andet hold skulle derefter ud og sejle jetbåd med 80 km/H, og kom hjem og fortalte, at det ikke var så sjov som riverrafting.

Så gik det retur til vores hotel. Skal lige bemærke at turen hen og hjem var interessant i sig selv. Disse næsten uberørte naturområder skal man ha’ speciel tilladelse til at bevæge sig i. Vi kørte på en meget ujævn vej, men så kører bussen jo ikke så hurtig og man har god tid til at se sig omkring.

Tilbage på hotellet sluttede vi så af med en god middag og et godt glas vin, som man sover rigtig dejlig på.

Ros til Stine der læser en særdeles relevant beretning af en mand fra Fole, der handler om de strabadser han var igennem som guldgraver. Det var så godt at han fik noget ud af det.

 

16. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound

Skrevet af: Kirsten og Erik.

 

Vi var alle tidligt til morgenmad. Så at den varme morgenmad var for lidt stegt. Så havde vi noget nyt at tale om, vi kan jo ikke blive ved med at tale om, hvor god morgenmaden er. Morgensangen foregik på terrassen med udsigt til Wakatipu søen. 

Derefter var det afgang. Kufferterne var lastet og rygsækkene pakket det nødvendigste til overnatning på båden.

Vi kørte over den nye bro og langs søen på rute 6 gennem Kingston og videre til Granton, hvor der var pause. Derfra videre sydpå og vestpå ad 94, 97 og en mindre vej til Manapouri.

 

Under køreturen fortalte Ole bl.a. om K.J. og filmindustrien i New Zealand.  Når der har været optagelser, skal alle spor af kulisser og andet fjernes. Ikke noget med at sætte skilt op”Her er filmen xxx optaget”. Og Ewan småsnakkede med sig selv om de tåbelige turister i bilen foran, som ikke kørte ordentligt.

På et tidspunkt kunne vi se tilbage mod Queenstown og bjergene bagved, hvor der stadig lå sne. 

Undervejs fik vi også nyhedsoplæsning, idet Stine kunne fortælle at det britiske parlament havde stemt nej til Mays Brexitaftale. Vi fik også det sidste afsnit om Peter Anholm.

 

Vi passerede et stykke af den nedlagte jernbane til Kingston. På vejen kunne vi som sad forrest se en død possum på vejen. Dem er der en del af. Død possum er godt for fuglelivet.

 

En af deltagerne var så uheldig at glemme sin jakke og sit kamera i Granton og da han opdagede det, var det for sent at vende om, vi skulle jo nå færgen. Men de blev fundet, og vil blive sendt til Invercargill.

 

Det var så heldigt at gruppen havde fået tildelt to dobbelt kahytter, som var blevet fordelt ved lodtrækning. Dagbogsskriverne var det ene af de heldige par. 

 

Da vi kom til Manapouri fik vi hurtigt sat os på nogle borde og madholdet fremtryllede en herlig frokost, som vi spiste inden vi skulle sejle over Manapourisøen. 

 

Vi kom hurtigt ombord. Man kunne sidde udenfor, oven på redningsflåderne. Vejret var strålende, så der var rift om pladserne. Men efterhånden som det blev koldere trak flere og flere nedenunder til kaffe og læ. Der var en frygtelig palaver på engelsk og dansk, så det var svært at høre, hvad der blev sagt i højttaleren. Men der blev fortalt at på en af øerne var det lykkedes at udrydde possom og andre skadedyr, så nu var de oprindelige fuglearter i fremgang.

De standhaftige, der blev ovenpå, oplevede en voldsom kastevind, medens der tilsyneladende ikke blæste inde på land.

 

Medens vi ventede på at få lov at stige på bussen, så vi en brun fugl på størrelse med en agerhøne. Det var en Weka, men på gruppe NZ19-2’s sprog: kortnæbbet langhalet kiwi.

 

Vi kørte gennem regnskoven til fjorden. Træerne var dækket af mos og lav. Det største var 6-700 år gammelt. Skovbunden var dækket af bregner.  Lidt underligt at køre på en støvende grusvej i en regnskov. Langs vejen var der opsat små røde trekanter. De angav, hvor der var possum-fælder. Ikke som advarsel til possum, men af hensyn til dem der tilser fælderne.

 

Vi kom ombord og fik tildelt vores sovepladser. I løbet af dagen blev der serveret flere måltider, men der blev også tid til enten at sejle i kajak eller tage ud i nogle mindre både og se lidt nærmere på vandet og kysten. Desværre forhindrede vejret badning. Vi kom ud til det Tasmanske hav og så sæler.

 

Om aftenen var nogen fra gruppen de sidste i baren. De så en barliste og ville gerne vide, hvad en Hugo bestod af. Kvinden i baren hentede en kollega – Hugo. Det viste sig, at det ikke var en barliste, men et vagtskemaet, de havde set på. Resultatet var efter sigende en halv times grineflip. Det forlyder, at der senere var en der fejlbedømte bredden på køjesengen, heldigvis den nederste, og landede på gulvet, så grineflippet blev forlænget.

 

 

17. JANUAR, Doubtful Sound – Invercargill

Skrevet af: Ingelise og Frank

Kl. 6.15 startede skibets motor, så holdt snorkeriet op, og det var tid til at stå op. De 4 baderum blev flittigt brugt, det fungerede fint. Det er længe siden, vi har sovet på så lidt plads.

Vi oplevede i dag regnvejr, ikke meget, kun stille regn, så det var spændende at se, hvorledes skyerne hang over bjergene. 

Efter indtagelse af morgenmad fra buffeten, med alt hvad dertil hører, sejlede vi ind i Hall Arm. Her så vi mange delfiner, som gav opvisning for os. Vi sejlede også meget tæt på kysten og fik fortalt om bevoksningen i regnskoven. Nu stoppede kaptajnen skibets motor i 10 min. For at vi kunne opleve stilheden, høre fuglene og vandfaldende.

Kl. 10.00 forlod vi Navigator og blev kørt i bus over Wilmot Pass til endnu en sejlads på Manapouri Lake.
Vel ankommet i land igen spadserede vi til Manapouri Lake Motor Inn, hvor der var frokost – pizzaer i forskellige versioner med den flotteste udsigt over søen.

Turen gik nu mod Invercargill. Undervejs fortalte Ewan om området, om sin familie samt om deres flytning fra Christchurch til Invencargill på grund af jordskælvet og de mange efterskælv. Vi gjorde nu kaffestop hos Ewan, hvor vi fik rundvisning og information om boligudgifter.

5 minutters kørsel fra Ewans bolig lå hotel Ascot Park Hotel, hvor vi fik nøgler udleveret til vores værelser og 3 timer til fri disposition.

Til aftensmad fik vi 5 valgmuligheder for hovedret og 3 for dessert. Her havde vi også mulighed for at hilse på Ewans kone, som var inviteret til at spise med på hotellet.

 

18. JANUAR, INVERCARGILL – Purakanui – dunedin

Skrevet af: Vera & Ole Madsen

Efter en god nats søvn på Hotel Ascot stod vi igen op til et veldækket morgenbord.
Godt mætte endnu engang, kørte vi fra hotellet kl. ca. 08.30 mod Catlins ruten.

Turen gik først til New Zealands sydligste by Bluff. Mange Newzealændere mener, at verdens bedste østers kommer fra strædet ud for den lille forblæste by. Der afholdes årlig østersfestival her med stor deltagelse fra hele New Zealand.
Igen fik vi solen til at bryde frem med vores morgensang fra byens udsigtspunkt, hvor man bl.a. kan se over til Stewart Island og aluminiumsfabrikken, der får sin energi fra kraftværket ved Doubtful Sound.

Vi kørte videre til Stirling Point – New Zealands sydligste punkt. Herfra er der ca. 4800 km til Sydpolen.
På en gåtur langs kysten fortalte “naturvejleder” Gunnar om fugle- og plantelivet, herunder om New Zealand oprindelige bevoksning. Der var fuglesang i trætoppene.  Det lykkedes os at se fuglene  Tuien, Fantailen og Skovduen.

Herfra gik turen videre langs Catlins kyst, hvor Ole orienterende om New Zealands historie. Stine udleverede en quiz,  som vi kunne løse undervejs. Et godt indslag, som gjorde nogle af os en del klogere.
Nu var klokken blevet frokosttid, og Ewan havde fundet et perfekt sted ved Waikva Harbour med udsigt over vandet. Hurtigt blev borde og bænke stillet op, duge og blomsterdekorationer kom på bordene og vi indtog igen en dejlig frokost i det grønne.

Turen  gik nu videre gennem det smukke landsskab. Dog blev der et lille stop, da Ewan måtte lade en kæmpe fåreflok passere.
Altid venlig og imødekommende. Ved hvert møde med  en bus eller lastbil, løftes pegefingeren til hilsen.

Næste stop på ruten var Purakaunui vandfaldet. Nu var det blevet kaffetid, efter alle havde set vandfaldet og den smukke regnskov.

På vej videre mod Dunedin, passerede vi et skohegn. Det var startet med, at en mand på vandring havde fået så  mange vabler på fødderne af sine gamle  udslidte sko, at han tog dem af og hængte dem op  på hegnet. Efterfølgende havde mange gjort det samme, så der nu er et langt hegn fyldt med udslidte sko.

Straks ved ankomst til Dunedin blev vi indlogeret på vores hotel, og så var der dømt “store vaskedag”. 
Der blev serveret en 3 retters menu kl. 20.00 og herefter blev der givet information om morgendagens program – endnu en dag vi kan glæde os til.

 

19. JANUAR, DUNEDIN – Otago Halvøen

Skrevet af Inga og Kirsten

Så er vi klar til en lang dag efter store vaskedag i går.

Dagen startede med en lille byrundtur forbi den kinesiske bydel og derefter morgensang ved verdens stejleste gade Baldwin Street, som også er i Guinness Book of Rekord. Alle mand på nær 3 gennemførte den 35 grader stejle gade på 359 m. FLOT GÅET.

Herefter gik vi en tur gennem den Botaniske Have, som er NZ største og ældste og på 28 ha.

Så gik turen til byens flotte universitet med det hyggelige miljø. Universitetet består af 6 under universiteter med ca. 25.000 studerende. På grund af de mange studerende i byen er boligpriserne skruet højt op, og derfor slår flere studerende sig ofte sammen om at leje et hus. Vi kom netop forbi et sådant hus, hvor der lå flere madrasser i haven. Niels spurgte om det var et bordel, men Ole måtte skuffe ham med at det nok var flyttedag for nogle studerende :-).

 

Herefter nåede vi frem til den flotte og mest fotograferede banegård med det flotte mosaikgulv og blyindfattede vinduer. Bygningen anvendes i dag som museum og galleri samt shops. Jernbanen blev anlagt i 1878 og nedlagt i 1960 da NZ stoppede med jernbanedrift.

 

Vi fik så frie tøjler til at se byen på egen hånd og shoppe i ca. 1 time. Herefter skulle vi mødes ved Skt. Pauls Cathedral ved den 8-kantede plads. Herfra gik vi hjem til hotellet. Efter at vi havde fået middag på hotellet og udleveret madpakker kørte vi på en guidet tur til Otago-halvøen, hvor vi skulle opleve “Albatros in flight” og se pingviner, sæler og søløver. Ole havde hørt vejrudsigten som lovede storm og regn, vi var derfor iført skiundertøj og regntøj, og gik som pingviner.

 

På køreturen derud fik vi set en del sjældne fugle. Da vi ankom til royal albatros kolonien fik vi en orientering om albatrossen, og så derefter de store flotte fugle komme svævende ned til deres reder. Et imponerende syn. Steen, den ivrige fotograf, måtte betale prisen for at tage billeder i form af en stor mågeklat på jakken. Efter denne oplevelse skulle vi se pelssæler, vi så rigtig mange, også små unger som var efterladt af deres mor, hun var på havet for at finde føde, som hun måtte klare alene, da faderen skred efter parringen.

 

Turen gik derefter ned på en anden strand, hvor vi skulle se søløver og guløjede pingviner. Vi så en del store søløver som lå og sov på stranden og pludselig kom 5 små pingviner op af vandet, de skulle gå den drøje tur over stranden til deres reder. De 4 kom over stranden og forsvandt op i græsset, mens den sidste stod og nød den kølige brise i vandkanten og havde ikke travlt med at komme op. Det fik den i imidlertid, da der pludselig dukkede en mægtig søløve op af vandet. Det fik den lille pingvin til at spæne. Vi fik fortalt, at denne søløve tidligere havde haft fat i en pingvin. En morsom oplevelse at se på.

Det var en spændende og anstrengende tur i flot solskin, stik imod vejrmanden Oles prognose. Alle mand svedte i al deres indpakning :-).

God trætte vendte vi hjem til hotellet ved 22-tiden, og nogle fik en evalueringsdrink i baren inden sengetid.

20. JANUAR, DUNEDIN – Twizel

Skrevet af: Lene og Christian.

Solen skinner, men vinden er kølig, da vi kører mod Signal Hill, en stejl tur opad, hvor kun få busser kommer, men Ewan har ingen betænkeligheder ved at køre her, og vi når fint op til toppen, 390 m o.h. Her nyder vi udsigten, fotograferer og synger morgensang.

Andet stop er ved den botaniske have, hvor vi i en times tid slentrer rundt og beundrer de mange vækster. Især de store træer imponerer os. Tilbage ved bussen får vi resultatet af den hjemlige håndboldkamp: Danmark vinder 25 – 22 over Ungarn i mellemrunden.

Efter en times kørsel kommer vi til Mueraki Boulders. På stranden ser vi de mystiske stenkugler, der findes her som det eneste sted i verden. De kommer fra lerlag i skrænten og er med tiden udvasket, så de nu befinder sig spredt langs vandkanten. Der findes mange teorier om deres oprindelse: dinosauræg, lavabomber, Maoribrødkrummer, men reelt ved ingen, hvor eller hvordan disse millioner af år gamle kuglerunde sten er dannet. De største har en omkreds på 4 m og vejer omkring 2 tons. Vi nyder turen langs stranden og ender ved cafeteriet, som serverer fish and chips.

Nu venter en times kørsel mod Elephant Rocks. Undervejs passerer vi Omaru, hvor vi kan se et stenbrud. Herfra henter man den lyse sandsten, som ses i mange ældre bygninger 
 (togstationen og universitetet i Dunedin) – ofte kombineret med den mørke basaltsten. 


Fremme ved Elephant Rocks står vi atter over for et interessant naturfænomen: Store stenformationer, som kan ligne mammutter/elefanter på en mark med får. Reelt er der tale om, at hele området består af limsten, kalk aflejret på 75 – 100 m dybt vand for 24 – 26 millioner år siden. De er senere presset op til overflad en ved landhævninger og her udsat for nedbrydning fra vand og vind. Disse erosionsrester danner nu et flot landskab, ofte brugt som film-kulisse.
 

Vi befinder os i et forholdsvist tørt landbrugsområde, som ligger delvist i regnlæ fra bjergene. Der kunstvandes tydeligvis meget, og vandet hentes via kanaler fra søer og floder. Vand udgør i det hele taget en vigtig ressource, også energimæssigt. Vi gør holdt ved den største dæmning i Waitaki-systemet og får et fint indtryk af hele projektet med udnyttelse af 
vandkraften.

Et kort besøg på en kvægfarm er også interessant. Der er ingen køer i malke-karrusellen, men Ewan giver en god beskrivelse af arbejdet som chauffør på en tankvogn.

Vi ankommer til Twizel sidst på eftermiddagen, og der er middag kl. 20.00

21. JANUAR, Mt. Cook

Skrevet af: Ole

 

Jeg blev vækket MEGET tidligt om morgenen af indtil flere SMS fra vores lokale forsyningsselskab Provas, som ville minde om afhentning af diverse affaldsspande på Ærøvej 123 – og om at vi skulle huske “at vende håndtag” på spandende udad. Der er mange måder at blive vækket på Down Under.

Tidlig morgenmad. Vi var alle klar og spændte. Ville den flotte vandretur “Hooker Valley Track” blive gennemført ?? eller vil “Peter Vind” spænde ben herfor.
Præcise som altid sad vil alle klar i bussen 7.45. Vi kørte til flot udsigtspunkt ved søen Lake Pukaki. Vi kunne se ind mod Nationalparken Mount Cook – det så lidt mørkt ud.
Alle sang med på morgensangen i “vilden sky” – idet vi jo havde hårdt brug for godt vejr.

Vi mødte vore lokalguider Mischa og Add. På trods af det blæste “en halv pelikan” gav vore guider “grønt lys” for en hurtig tur ind gennem dalen. Alle skulle nu ind og have mere tøj på. Snart stod 38 “Michelin mænd og damer” klar.
Vi blev delt i tre hold – to turbohold og et langsommere hold anført af Stine.
Turbohold 1 og 2 klarede “Hooker Valley Track” frem og tilbage på 3 timer. Heldet tilsmilede alle, som fik toppen af Mount Cook at se helt fri for skyer. 
Mount Cook, som også kaldes for “New Zealands tag” er opkaldt efter James Cook. Han var den første hvide mand som gik i land på New Zealand tilbage i 1769.

Vi spiste dejlig frokost i Mountaineer Cafe som drives og ejes af Charlie Hobbs. Charlie er en “rebeltype” på den gode måde og har kæmpet mod det store og flotte hotel Hermitage og deres ejere i flere år. Charlie har besteget toppen af Mount Cook ikke mindre end 28 gange!

Inden aftenens buffet var det en hovedbruds konkurrence, som blev vundet af Birgit, Annette, Kitty & Niels. De var kun 1 millimeter fra den rigtige løsning. Flot flot klaret.

Alle gav udtryk for en dejlig dag – og var glade for vi ikke var blevet hjemme for at spille kort, som vi havde snakket og joket med aftenen før.

 

22. JANUAR, Twizel – Christchurch

Skrevet af Kirsten og Erik

Morgenmad fra klokken 7.00 men klokken  6.50 var ⅘ af holdet i gang med morgenmaden. Vi er bare overpræcise. Vi kørte kl 7.56 fra hotellet i Twizel, igen vi er bare overpunktlige. Bjergene stod klart i morgenlyset, men vi kunne ikke se Mt. Cook, den var dækkede af skyer. Dagens første stop var et fotostop ved Lake Pukaki. Flot udsigt.Under kørslen videre bumpede vi over en død possum: ”Every dead possum is a good possum” lød det i cockpittet! 

Så nærmede vi os Lake Tekapo og så på en bakketop Sct John Observatorium, det er New Zealands primære observatorium og det hører under University of Canterbury. På den anden side lå New Zealands højeste beliggende golfbane. Vi stoppede ved et supermarked hvor Stine og Ewan skulle købe nye forsyninger. Vi andre gik ned mod den lille kirke, der lå ved bredden af søen.’The Church of Good Shepherd’, som kirken hedder, er bygget i enkel stil i 1935. Vi gik ind og fyldte kirken, der var nogle enkelte, der ikke kunne forstå, at forbud mod fotografering er et forbud mod at fotografere. Birgit satte sig ved den lille salmecykel (= stueorgel) og med flot orgelspil sang vi vores morgensang efterfulgt af ‘I Østen Stiger Solen Op’. Det lød faktisk rigtig godt!.

Kirken er eftertragtet til bryllupper, men udlændinge skal forvente at betale 30000 kr. for lån af kirken, lokale betaler naturligvis ikke meget. Der er cirka 10 bryllupper om måneden. 

Dernæst gik vi over til en statue af en hyrdehund. På skiltet stod der at det var til ære for alle de gode hyrdehunde i McKenzie distriktet. Det siges at statuen er Friday, James McKenzie hund. Denne McKenzie har lagt navn til distriktet og til et mindre pas ned til Canterbury Plains, han blev fængslet for tyveri af får. Historien går, som jeg fik den fortalt for 12 år siden, på at fårene forsvandt når James McKenzie sad på pubben og sang og drak med de andre farmere nede fra Canterbury Plains, så han havde jo et skudsikkert alibi, det havde Friday bare ikke! Den gik over bjergene gennem et, for farmere på Canterbury Plains, ukendt pas, rundede en 5 til 7 får op og førte dem op gennem passet til en indhegning på den anden side. Her kunne James McKenzie så ommærke dem og sælge dem. McKenzie blev fængslet og egentlig ville man aflive den tyvagtige Friday, men nogen fik den ide at sætte den på auktion, budene gik op og op, og til sidst blev Friday solgt for en, for en hyrdehund, utrolig høj pris – køberen? Det var en af fårefarmerne fra Canterbury Plains! 

På vej tilbage til bussen fik en del afprøvet de nye super smarte toiletter, der rengør sig selv og mundtligt fortælle hvad man skal gøre!

Fra Tekapo kørte vi så mod The Tin Shed, ned gennem Burkes Pass, gennem de runde bakker med korn og majs, gennem Fairlie og Geraldine. Som altid kørte Ewan os roligt behageligt igennem de smukke landskaber. Undervejs underholdet Gunnar med fact om New Zealands erhvervsliv, særlig landbrugserhvervet. 

Da vi nærmede os The Tin Shed, skulle der udpeges et frokosthold, der skulle tilberede frokosten, og da ‘damerne’ skulle ind og handle i The Tin Shed, måtte det jo være et ‘ herrehold’ der skulle hjælpe Stine. Kuffertpakkeholdet var fritaget, det samme var Åge der tidligere havde været på frokostholdet samt naturligvis dagbogsskriveren. Ole og Gunnar havde noget de lige skulle have ordnet. Nå men det lykkedes at finde et hold: Bjarne, Ole, Steen, Christian og Hans.

Det blev en lækker frokost i skyggen under træerne udenfor The Tin Shed. Endog var der rugbrød købt i Tekapo. Kaffen var fra The Tin Shed, men der var vist også lagt en del $ der.

Så gik turen videre til Christchurch, hvor den medbragte kaffe blev indtaget i den botaniske have. Da Lone havde meddelt, at museet i Wellington havde lukket alle afdelinger undtagen Mauri afdelingen, blev havebesøget ændret til besøg på det nærliggende museum. Her fandt vi særligt Christchurch anno 1860 meget interessant, ligeledes den Antarktiske afdelingen. 

Efter museumsbesøget gik vi mod Katedralpladsen. Vi så de ryddede grunde og forskelligt nybyggeri efter jordskælvene i 2010 og 2011. Specielt den stadig stående delvis sammenstyrtede domkirke gjorde indtryk. 

Ved aftensmaden udbragte Ewan en skål og et hip-hip-hurra for Ole, der i morgen tager til Sydney for at tage imod det næste hold.

23. JANUAR, CHRISTCHURCH – Picton

Skrevet af

24. JANUAR, Marlborough Sound

Skrevet af

25. JANUAR, PICTON – wellington – Masterton

Skrevet af

26. JANUAR, Mt. Bruce – Tongariro

Skrevet af

27. JANUAR, Tongariro National Park

Skrevet af

28. JANUAR, Maori kulturdag

Skrevet af

29. JANUAR, Tongariro  – Rotorua

Skrevet af

30. JANUAR, Rotorua

Skrevet af

31. januar & 1. febrUAR, Hjemrejse

Skrevet af