New Zealand Tur 3 - 2019

17. februar, Skippers Canyon

Skrevet af Birgit og Verner 

Sidste hele dag i New Zealand, og den skulle udnyttes, så der var allerede morgenmad kl. 7.00.
Vi vågnede op til skyet vejr, koldt ca. 6 grader og vindstille.
Morgenmaden var som på hele turen fantastisk: Yoghurt, frugter, mysli i flere afarter, ost samt engelsk breakfast.
I dag skulle vi høre mere om guldgraverne og udfordres i et par Quenstown aktiviteter.

Vi pakkede rygsæk til aktion-dagen med håndklæde, badetøj og vand.
Kl. 8.00 var der afgang i 2 små busser til Skipper Canyon.
Undervejs fortalte chaufføren i vores bus om hvordan den hvide farmer, William Rees, var gået 300 km fra Dunedin for 150 år siden til Queenstown.
I Queenstown fandt et område, han godt kunne lide. Herefter gik han tilbage til Dunedin og købte jorden af regeringen.
Han tog sin familie og dyr med til Queenstown, hvor han byggede en lille farm. Dvs. han gik 900 km af små uvejsomme stier igennem landskabet.
I 1862 kom guldgraverne til byen, da det var rygtes, at der var guld her. 
Så W. Rees fik besøg af 5.000 guldgravere, der boede på hans lille farm. 
Regeringen mente at W. Rees ikke kunne beholde jorden, så de ville have den tilbage, og gav ham en erstatning på 10.000 rigsdaler. 
Så kunne regeringen tjene penge på at udstykke i små jordlodder til lykkeridderne.
Efter 4 år var de fleste guldgravere taget videre, hvorefter regeringen indbød kinesere til at grave guld.
Det fandt de ikke meget af, men så blev de sat til at lave vejen op til Skipper Canyon, med hakke og skovl og dynamit. Det tog 25 år.

Vores tur op til stedet, hvor vi skulle starte River Rafting, tog ca. 1 time og undervejs fortalte Synnøve også om PeTer Anholm, fra Fole, der som 21 årig også ville prøve lykken som guldgraver.

På vej op drev de fleste skyer væk, og der blev flot solskin, og vi så en luftballon i luften.
I 1950’erne blev vejen udvidet opad, så man også kunne komme op til skiterrænnet længere oppe i bjergene.

Vi gjorde nogle stop undervejs, hvor vi fik udpeget Morthers Port fra filmen Ringenes Herre.
Flere scener i filmen var optaget her, ligesom nyere film også er optaget her.
Faktisk har NZ en stor filmindustri, fordi de har så fantastisk et landskab at filme i.
KJ, som hjælper med at det praktiske til filmselskaberne fulgte os på turen.
Og han kendte rumlen, for pludselig mente han, at nu skulle vi synge morgensang, og det gjorde vi så.
Efter landbruget og turistindustrien kommer filmindustrien ind på tredjepladsen i indtjening i New Zealand.

Vi fik også lov til at gå lidt på vejen med en bus foran og en bagved, så var vi nogenlunde sikret mod andre biler/busser.
Fantastisk at se, hvordan kineserne for 150 år siden med dynamit, hakke og skovl lavede vejen.

Da vi kørte videre fortalte chaufføren, at nu kom vi til ridse-bus-corner-hjørnet.
Havde vi højdeskræk, skulle vi bare lukke øjnene, for det gjorde han. 

5.000 guldgravere skal også have en bar, så undervejs så vi resterne af Welcome Home Hotel, hvor ejeren havde annonceret efter den grimmeste barpige, så håbede han, at han kunne beholde hende. Men der var en guldgraver, der løb med hende.
Hotellet blev bygget i 1863, brændte i 1930, men blev genopført. I 1940’erne var alle guldgraverne væk, så hotellet blev solgt og revet ned.
I dag lever kun 5 familier i området.

Vi kørte igennem et fantastisk landskab, som skal opleves, for helt at blive forstået.
Dybe dale og høje, stejle klipper med mærkelige formationer.
Vi kom op til Winkys plads, hvor vi skulle bruge de næste timer.
Her var den gamle bro: The Pipeline Walkway, hvor udspringet til bungy jump var 102 m.
Det var første sted man lavede bungy jump, men den blev lukket for 10 år siden. 

KJ ville holde øje med vores ting, medens vi kiggede på det lille museum, og forsøgte at finde guld.
Det lykkedes for 10 af os, og Winky havde en lille plasticpose klar til de heldige.
Winky og hendes familie havde i 1960’erne samlet ting fra guldgraver- og landbrugstiden sammen, som vi kunne se på det lille museum.
Hakker, hestesko, ovne, spritflasker, gamle landbrugsredskaber og mange andre ting, som viste hvor primitivt, de må have levet.
Vanskeligt at forestille sig i dag. Winkys hus var tæt på museet, og hun havde indtil for få år siden boet uden el og vand, men klaret sig med en generator.
For 3 år siden havde hun dog fået tv.
Landskabet omkring Winkys land bar præg af guldgravning.
I et område kunne vi se, hvordan klipperne var blevet spulet, for at få guldet vasket ud.
Et andet sted var der masser af grus, som i 1980’erne var blevet bearbejdet med moderne maskiner, for at udvinde guld.
Uden det store resultat, så i dag er det næsten kun turister, der graver guld.

Efter en kold men solrig morgen, var temperaturen nu kommet højere op, og vi nød en frokost som JK havde lavet til os med salat, pølser og lam.
JK vidste godt at danskerne gerne ville have kaffe, så det havde han selvfølgelig også lavet.

Nu skulle vi i gang med river-rafting.
Vi fik en introduktion i påklædning: våddragt, sko, regnjakke, hjelm og redningsvest, og så kom vi i busserne for at blive kørt hen til startstedet.
En kort instruktion i, hvordan vi skulle agere i bådene, så blev vi alle 28 fordelt i 4 både, og så gik det bare nedad floden i det flotteste solskin, og med en fantastisk klar flod, hvor stenene var synlige på bunden.
Et sted kom vi forbi et sted, hvor guldgraverne for 100 år siden havde forsøgt at opdæmme floden, og herfra udvinde guld.
Maskinerne var fra Australien og som guiderne sagde, kunne de slet ikke holde til de store sten, som var i floden, så forsøget måtte opgives, men de store maskiner og pladerne er der stadig 100 år efter.

Vi fik også øje på nogle geder på bjergsiderne.
Vi havde fået styr på padlen – den kunne også bruges til at sprøjte de andre til med vand, meget forfriskende da vejret var rigtig godt.
Vores guide var god til at give os nogle hvil, så vi kunne nyde udsigten både opad og tilbage, når vi drev baglæns, samt selvfølgelig fremad, hvor vi med mellemrum dumpede ind i klippesiderne, og over store sten.
En fantastisk tur, hvor vi blev som børn igen, og pjaskede på hinanden, og råbte til hinanden, når nogle gik på grund.

Synnøve havde ikke sagt, at vi alle skulle i vandet, men pludselig ville guiderne ikke længere, fordi de ville tage billeder af os, når vi sprang i vandet.
Så det fik vi også prøvet fra en lille klippe.
Så drev vi med strømmen nogle meter, indtil vi blev trukket i land af guiderne og de andre rejsedeltagere.
Efter ca. 1 ½ time var turen slut, og vi steg i land, hvor Jet-boaten startede. Her havde 7 meldt sig til.

Verner fortalte:
Det gik bare derudaf med en 420 hk-motor.
Bådføreren lavede cirkler i luften med hånden, og bagefter gjorde han det med båden.
Det gik bare stærkt og var hylende skægt.
Så sejlede han fra side til side, så vandet rigtig kunne sprøjte, og da vi var helt oppe, sagde han, at  nu sejlede han tilbage med fuld fart, og vi skulle ikke tage os af, at vi ramte bunden, bare holde fast.
Og jeg skal love for at han sejlede stærkt.
Så var turen ovre, og vi blev kørt op til de andre ved Winkys plads, hvor JK havde lavet kaffe og kage til alle.

Vi sluttede af med at Synnøve fortalte lidt mere om Peter Anholms oplevelser som guldgraver, og vi takkede guiderne fra Family Adventure.
KJ havde lige en overraskelse til Synnøve en lagkage af vingummi med 7 lys, og så sang vi Happy Birthday for hende.
En fantastisk eftermiddag, hvor vi slet ikke havde haft tid til at tænke på, at i morgen går det hjemad.

Hjemad med bus, var der ikke nogle stop, men Synnøve udpegede dog bjerggorillaen i klipperne og vi så et par biler, som nok var ude at jage geder, for de måtte godt skydes.

Lidt inden kl. 19.00 skulle vi mødes på Synnøves værelse, til en lille overraskelse.
Vi kunne være på Synnøves værelse, hvis vi stod lidt tæt sammen og tog sengene i brug.
Synnøve og Anne Marie havde vin klar til os, og nogle havde også tænkt på chips.
Ewan sagde tak til Synnøve for mange gode år, som de havde rejst sammen og sagde også at vi havde været en god gruppe, hvor alle hjalp hinanden.
Så faldt Jørn i med en sang til Ewan og bagefter fik Synnøve også en lille sang.
Lillian havde lavet et ekstra vers til morgensangen, så vi sang hele morgensangen for Synnøve, og 4 vers lød således:

Nu er det snart den sidste gang,
Synnøve synger sin morgensang,
Her på New Zealand er det slut.
Har hun det mon fortrudt?
Dage med solskin, regnvejr og blæst,
Vi takker alle som vi kan bedst.
Kom bare alle op og stå.
Sig så hun kan forstå: (klap i lår – i hænder -sshhhhh)

Vi fik også afgjort Synnøves konkurrence, og Lisbet vandt nok engang, ligesom da hun fik hul in one ved Jens og Karen.

Kl. 19.30 var der afskedsmiddag på hotellet.
Vi fik en forret bestående af oliven og hvidløgsbrød med en dressing, som vi ikke rigtig fandt ud af hvad var, men det smagte udmærket.
Hovedretten var BBQ, græskarmos, sovs og 2 slags salat.
Salaten var kommen ind ved forretten, så den troede vi faktisk hørte til forretten men da den ikke blev taget ud, nød vi den også under hovedretten.
Udmærket BBQ og græskarmosen måtte de finde mere af, for den smagte forbavsende godt.
Til dessert fik vi et lunt stykke æblekage og kaffe/the.

Jens Peter takkede Synnøve og Anne Marie for alt hjælpen, da Margrethe kom galt afsted, og Ewans datter fik også en stor tak, fordi hun hjalp med at komme af med bilen i lufthavnen i Dunedin.
Poul var overrasket over alle sønderjyderne i gruppen, men han mente ikke det var så galt endda.
Det var svært at bryde op, men godt 22.00 var de første klar til at trække sig tilbage, for at fordøje indtrykkene fra den sidste hele dag i New Zealand.