New Zealand Tur 4 - 2019

22. & 23. Januar, Rejsen til sydney

Skrevet af Hans Chr. og Anna Grethe

 Vi har glædet os rigtig meget til at skrive om dag 1 og 2 til dagbogen, for da startede vi alle forskellige steder fra for at kunne komme til København, for der starter drømmerejsen til Australien og  New Zealand. 

På 2 rejsemøder har vi fået hilst på hinanden og hørt lidt om, hvad vi hver for sig har bedrevet i vores liv, alder, bopæl mv En dejlig måde at få mødt hinanden på inden rejsen. Da alle var i bussen, fik vi kaffe/te, franskbrød mv, og så gik snakken lystigt. God chauffør og god forplejning af Birgitte og praktikant Christina. 

I lufthavnen ventede Birte, og alle blev guidet flot igennem til der, hvor vi skulle på det store fly, der i 6 1/2 time skulle flyve os til Dubai. Kort efter start skinnende solen ind til os. Mad blev serveret, og trætheden kom lidt over os alle, da vi natten i forvejen nok knap havde sovet så godt og samtidigt var stået tidlig op. Dubai lufthavn er mega stor, elevatoren gik og ned, og med tog var vi også. Lidt ventetid, hvor vi nok alle følte os lidt svedige. Den lange flyvetur var på 13 1/2 time, og efter første servering af mad, blev der stille i flyet. ENDELIG landede vi i Sydney, af sted mod vores opholdssted , hvor indtjekning gik fint, og så gik vi alle til vore værelser for at få en meget kort nattesøvn, for dagen efter ventede en spændende dag.

24. januar, sydney

Skrevet af: Helen Bøgenæs

 Efter en, for nogens vekommende – for andres ikke så meget, god nats søvn efter den lange flyrejse fra Danmark er det tid til at starte dag 1 på den rejse, vi alle har set frem til med glæde og spænding.

Kl. 07.15 mødtes vi alle til et dejligt morgenbord. Efterfulgt af vores morgensang.

Herefter gik vi en tur rundt i The Rocks og Circular Quay, som er navnet på området, vi bor i. Det er det område i Sydney, hvor straffefangerne landede, når de blev deporteret fra England. Men det også er et område, hvor man i dag med nænsom hånd har restaureret de oprindelige bygninger, så de falder så smukt ind med den moderne del af Sydney. Der bor i dag ca. 5 millioner og byens areal breder sig op til 50 km.

I samlet flok gik vi over til Sydney Operahus, som er en af de mest ikoniske bygninger, ikke kun i Sydney men i hele verden, og det kan vi som bekendt takke vores egen Jørgen Utzon for. Hans tanke var at bygge operahuset i form som et skib, med de karakteristiske skaller formet som sejl. Han havde gennemtænkt sit projekt ned til mindste detalje, men på et tidspunkt mødte han modstand fra Australiens politiske del af Australien, som skyndede på ham og samtidig var utilfreds økonomien på projektet. Men Utzon lod sig ikke kue og endte med at rejse hjem til Danmark for aldrig mere at sætte sine ben i Australien, og derved ikke se Operahuset, men fik senere den hæder, han fortjente. Prisen dengang var sat til 7 millioner Australske Dollar, men endte med at løbe op i 107 millioner. Et gigantisk beløb, som på ca. 5 år tjente sig ind via lotterier.

Vi blev ført igennem Operaen af en meget dedikeret guide og fik forevist de imponerende sale både for musikopførelser og for ballet og operaopførlser.
Der sker hele tiden ændringer og forbedringer på og i operaen, og de ledes i dag af Jørgen Utzons søn, Jan.

Modsat bugten af Circular Quay ses den ligeså ikoniske Harbour Bridge. Den er speciel kendt for 2 ting:
Bridgewalking, hvor man under kyndig vejledning når toppen af buen, samt og ikke mindst, når Nytår kl 24.00 rammer Sydney. Så går et gigantisk fyrværkeri igang, både fra broen og fra de 5 øer i floden. Det er ledsaget af tilpasset musik og varer ca. 12 minutter.
Det kan ses på Sky News kl. 14.00 dansk tid, og glimtvis på CNN.

Efter en let frokost fik vi 1 time på egne hånd til at udforske The Rocks inden vi to på sejltur på floden.
Vi kom forbi Botanisk Garden, Naval Yard, Toronga Zoo, under Harbour Bridge, og et kort ophold i Darling Harbour, hvor forbi os sejlede en kopi af Capt. James Cooks skip. Capt. Cook var manden, som kortlagde og opdagede Australiens østkyst og New Zealand.
På vej tilbage passede vi det nye Barangaroo Reserve. At se udefra et skønt rekreativt grønt område.

Aftensmaden bestod af en kænguru burger. Et spændende bekendtskab.

Det var så tiden for operagæsterne at tage afsted. Den oplevelse fortæller morgendagens dagbogsskriver om.
Nogle af vi resterende besøgte i stedet Sydneys ældste pub, The Fortune of War.

Godnat og tak for en dejlig dag

 

Torsdag aften: Skrevet af: Jette Hvidtfeldt  

Fredagens mange oplevelser sluttede for de fleste med en operaforestilling “Turandot” komponeret at Giacomo Puccini. Oplevelsen af at sidde inde i Operaen var storslået, men det var vist begrænset hvor meget de fleste hørte og så af de to første akter. Tidsforskellen havde bidt sig fast, så vi nikkede søvnigt med hovederne.

Tredie akt startede med en en stor arie, og et fantastisk sceneopsætning. Sangeren fik stor applaus midt i forestillingen, hvilket jeg ikke har oplevet før i en operaforestilling.

På trods af det lejlighedsvis udfald i koncentrationen, blev det en fin aften.

25. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Jette Hvidtfeldt

Formiddagen startede med en gåtur til Sydney Tower Eye. Vejret var fint, solen skinnende og det blev varmere op af dagen.

Udsigten fra tårnet der er 309 m højt, var fantastisk. At se Sydney derfra gav en storslået fornemmelse af hvor stor byen er med sine 5 mill. Indbyggere. Byen bredder sig over et et meget smukt område med masser af vand og grønne områder. Desværre lidt diset så vi ikke kunne se den Olympiske By.

Efter turen i højden besøgte vi Queen Victoria Building, og hilse på majestæten der sad uden for med en kondisko i skødet. Bygningen har oprindeligt været grøntsagmarked.

Idag omdannet til et fashionabelt handelscenter med mange mærkevarer forretninger og fine cafeer.

Derfra en tur til “the place “Slip Inn” where Frederik meet Mary”. Under Olympiaden år 2000 et In-sted i Darling Haubour. Idag en mexicansk drop inn cafe hvor de ikke forhandlede australsk øl. Vi spise frokost ved havnefronten i Darling Haurbour, Fish and Chips. Derfra besøg i Sydney Wildlife center.

Hjemturen foregik for nogle med båd, andre vandrede gennem byen. Nogle tog båden til Sydney Harbour Bridge og gik over broen, både på vandret og op over.

Om aftenen spiste vi ved Operaen, en stor Steak med Pommes Anna, med ekstra Chips.Til dessert et fint ostebræt.

Vi havde fantastik udsigt til generalprøven på morgendagens fest i anledning af The Australien Day som fejres den 26. januar. Landet er grundlagt i 1788, og fejre således i år 231 års fødselsdag. Mens mørket sænkede sig tændtes lysene i mange forskellige farver Hourbour Bridge, og vi blev underholdt med Jetboads sejlads og Jetstream.

En Stor afslutning på vores dage i Sydney. 

 

26. JANUAR, SYDNEY – Queenstown

Skrevet af Gustav og Eva.

Dette er så dagen, hvor der siges farvel til et par begivenhedsrige dage i Sydney, og senere idag goddag til Queenstown, New Zealand. Meget tidlig op, efter lækker(“hurtig”) morgenmad på vandrerhjemmet, afhentes vi i bus og køres til Sydney lufthavn. Alt forløb planmæssig, og man må konstatere, at migrationsmyndighederne i New Zealand tjekker alt med en nidkærhed, der ikke lader noget tilbage at ønske.

I Queenstown bliver vi mødt med en tilsyneladende frisk, veloplagt og smilende chauffør Sue Hughes, som skal være med på hele turen. Vi kører direkte til Queenstown, hvor vi nyder det første af et endnu ikke udforsket land. Efter en kort bytur, hvor Ole fortæller lidt om byen, sættes vi af ved vores centrale hotel Hurleys ( bestående af lejligheder i to etager, i hver tilfælde for nogle af os).Der aftales, at vi mødes i receptionen kl:19:15 for at gå ud og spise sammen. Inden da er der tid til “ fri leg”. Det viste sig, at der, hvor Ole havde arrangeret en rigtig dejlig velkomstmenu, var på nabohotellet Millennium , hvor vi også skal spise morgenmad de dage vi er i Queenstown. Kl: ca. 21:30 gik alle hver til sit efter en kort briefing fra Ole om dagen imorgen.

27. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown – Gibston vally

Skrevet af Lieselotte og Svend Lorentzen

Efter en dejlig morgenmad, kørte vi de 19 km. gennem det smukke skisportområde til Arrowtown. Efter at have sunget morgensang, mødtes vi med Dave og Jane fra museet. Vi blev delt i hold, og var så på en guidet rundtur, startende i den kinesiske by halvdel og videre op til den New Zealandske halvdel. Vi sluttede på museet, hvor vi så de redskaber, de havde brugt, hvor banken var, og skolen, som dog ikke var den originale. Mest interessant var dog knoglerne fra Moa fuglen, som er uddød. Hunnen var 4 meter høj, hannen 1 meter høj.

Guldgarvningen begynde i 1862, da Jack Teva fandt guld, og ikke kunne holde det for sig selv. Det betød, at der kom mange og gravede guld (gold Rush). Da det blev for besværligt at udvinde guldet, og New Zealand havde brug for skatterne på guldet, inviterede man kineserne til at udvinde guld. 

Vi så de primitive hytter, som er meget små og simpel bygget. Der boede op til 8 personer i hvert hytte. Det har været meget hårdt, da der er meget koldt om vinteren. Efter rundgangen, var der en time på egen hånd i byen.

Så kørte vi til Gibbston Valley, hvor der var frokost. VI hjælpes ad med at sætte bænke og bord op, og så var der ostebord med lokale specialiteter og lokale vine. Meget hyggeligt. Efter at have pakket sammen, besøgt vi en vinbonde, så vin grotten, og smagte deres vin. Så kørte vi til Kawarau River, til dagens hoved attraktion. Knud skulle springe Bungy Jump. Godt gået Knud.

Kl. 15.30 var vi tilbage på hotellet, og resten af dagen var til fri disposition. Vi var nede i byen og spise, og det regnede for første gang, så senere på aftenen kunne man se 9 små blå mænd/kvinder gå hjem. 

28. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon

Skrevet af Lis og Lars

Dagen startede tidligt for os (L+L). Kl 5.30 ringede vækkeuret og vi stillede ind på DR1 på vores iPad. Nu var der finale i VM håndbold Danmark mod Norge! Fantastisk kamp. Ret hurtigt tog danskerne overmagten og kampen endte 31-22. Godt gået drenge! Guld til Danmark.

 I dag gik turen til Skippers Canyon i 2 minibusser, da det er umuligt at køre ad de små kringlede grusvejen med bus, og Sue, vores dejlige chauffør, skulle have en hviledag. Ole fortalte ved morgenbordet, at riverrafting var aflyst, da det havde regnet hele natten og vandstanden i floden var steget over 1 meter, hvilket betød megen stærk strøm og derfor farligt at riverrafte for os gamle mennesker! ØV, ØV. Men sikkerhed frem for alt. Afgangstidspunket blev udsat til kl. 9.00. Ved det første stop sang vi vores morgensang tilsat et ekstra vers – “og det var Danmark” så det rungede ud over dalen. De 2 busser kørte ud af de kringlede veje. Når man sidder på forsædet, ser det af og til ud til lidt langt ude i svingene, men de har naturligvis styr på tingene, selv om chaufføren fortæller og gestikulerer undervejs.

Flere fotostop undervejs, og Birte læste et afsnit om Peter Anholm, den danske guldgraver. Ved et stop fortælles om optagelser til Ringenes Herre og vi fik taget gruppebilleder med de flestes kameraer. Der er blevet optaget mange film, både spille- og reklamefilm i NZ.

Vi kommer ud til Skippers Bridge, hvor Bungy Jump blev opfundet med et spring på 102 m. Det er ikke aktivt længere, da det er for besværligt at komme derud. En tiltrængt kop kaffe, inden vi holdvis skal vaske guld og besøge museet. Der blev fundet enkelte guldstøv, men der skal godt nok mange til en medalje!!! I mellemtiden er der stillet op til lækker BBQ med pølser, lammekød og lækre salater.

Da riverrafting var aflyst, var der flere der meldte sig til jetboat.  Efter sigende en fed oplevelse, som vi valgte fra. Gennemsnits hastighed ca 80 km/t. og flere skarpe rundture.

Retur til kaffe og ingefærkage før turen gik hjemad. Stoppede ved Marys point, hvor vejen sluttede. Der er kun one way, så altså samme vej retur. Vi så flere visne nåletræer undervejs. Det er indvandrede sorter som man ikke ønsker. De bliver sprøjtet fra helikopter og går ud, da man ønsker at vende tilbage til den oprindelige natur. Træerne bliver ikke fjernet, så det ser ret trist ud. Tænk hvis vi sprøjtede alle vore hyben buske i Dk og bare lod dem visne. Frygtelig tanke.

Om aftenen middag i Lonestar nede i Queenstown. Store anretninger med enten fisk eller ribeye i stakkevis.

Nu skal der pakkes rygsæk til turen i morgen, hvor vi skal overnatte på sejlskibet “Navigator”

En ny dag truer!!

29. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound

Skrevet af Susan & Knud Puggaard

Efter endnu en dejlig morgen buffet, blev kufferterne afleveret til Sue og hendes profesionelle kuffert hjælper, som læssede bussen, og gjorde klar til afgang kl 08:15. Kufferterne skulle blive i bussen, og vi måtte kun medtage, hvad der kunne være i en rygsæk!

Turen gik sydpå til Manapouri via Lake Wakatipu søen, Kingston og Mossburn. I Granton sang vi vores dejlige morgensang “Dagen i dag . . . “.

Under turen fortsatte beretningen fortalt af Birthe om Peter fra Fole, som har forfattet bogen Sømandsliv og guldfeber. En beretning om forsøget på at find guld i New Zealand, et meget hårdt liv, som bestemt ikke er misundelsesværdigt.

Dagens mål var Fjordland reservatet, og første stop var Lake Manapori, hvor vi skulle sejle fra. Her fik vi en dejlig frokost i det blå, ved hjælp af det hurtige madhold. Vi krydsede søen, som er New Zealand’ s 8. største sø med ca 30 øer, og lagde til ved et kraftværk, som forsyner aluminimum fabrikken i Bluff med el.

Herfra fortsatte turen med bus via New Zealands dyreste vej anlagt pga. konstruktionen af kraftværket. De 22 km gik igennem en flot regnskov, hvor vi stoppede ved Wilmot passet i 700 meters højde. Her tog vi de flotteste billeder af området og ind over Doubtful Sound fjorden, hvor vi skulle “udskibes”. Vi gik ombord i båden Fjordland Navigator og sejlede ud på Doubtful Sounds indtil vi nåede udmundingen i det Tasmanske hav.

Ole havde tidligere fortalt os, hvem vi skulle dele 4 mands kahytterne med, så det var nemt, og vi fandt hurtigt kahytterne. Meget flot udsejling, lække kaffe og kage ombord. Så blev det tid til kano- og tenderboats tur, 20-25 kanoer og 2 tenderboats. Fantastisk, i det meget flotte vejr, og rigtig sejt af dem, der aldrig havde prøvet, at seje kano før. Afslutningsvis var der nogle, der svømmede en tur i vandet – 15 grader varmt. Besætningen havde hele tiden fokus på sikkerheden.

Efterfølgende fik vi en fantastisk oplevelse med delfiner i vandet, og derefter en kæmpe flok sæler, som hyggede sig på klipperne i fjordmundingen. De har været ved at uddø, men nu formerer flokken sig igen. Her fik vi lidt søgang, men det blev hurtigt roligt igen.

Aftensmaden, som bestod af buffet og kagebord var bare helt fantastisk. Meget lækkert. Almindelig inden vi fandt vores køjer.

Tak for endnu en fantastisk dag i New Zealand som blev afsluttet med et kik på en flot stjerne himmel.

30. JANUAR, Doubtful Sound – Manapouri – dunedin

Skrevet af Margit og Jan

Efter en stjerneklar nat stod vi op til regn på Fjordland Navigator. På grund af regnen var vi så heldige at se utallige vandfald, vel vidende at disse udtørrer hurtigt igen når regnen stopper. Vi smagte på det reneste vand fra Moder Natur, da Navigator sejlede ind under et vandfald, så vandet kunne opsamles og efterfølgende uddeles som smagsprøver.

Efter gårds dagens solbeskinnede bjerge, fik vi nu de mystiske, tågede, skyomkransede bjerge at se, et fantastisk drømmeagtigt landskab. 

Efter at have forladt Navigator, fortsatte vi over Wilmot Pass, der gik gennem regnskoven. Vi kørte forbi nye jordskred der skyldtes regnen. Turen gik videre over søen Lake Manapouri, og ved endestationen stod Sue klar med bussen. Kl 12.15 spiste vi pizza hos Motel Manapouri med udsigt ud over Manapourisøen. Turen fortsatte mod Dunedin.

Udenfor Gore besøgte vi Don Morrison fåreavler, 5. generation, stammende oprindelig fra Skotland. Han fortalte om udfordringerne ved at være fåreavler i New Zealand, om de unge fra hele verden som arbejdede i perioder hos ham, om fårehunde o.m.a. Vi fik vist en fåreklipning.

Turen fortsatte til Dunedin, hvor vi tjekkede ind på hotel Distinction.

Kl. 20 blev der serveret dejlig mad med efterfølgende dessert og kaffe.

31. JANUAR, dunedin – Otago halvøen

Skrevet af Birte

Efter en god nats søvn stod vi op til et veldækket morgenbord. Snakken gik lidt om vaskemaskinerne, ikke alle havde været lige heldige med programmeringerne!

Dagen startede med byrundtur i Dunedin, vi gik til St. Pouls Cathedral. Her hentede Sue os og kørte os til Signal Hill i knap 400 meters højde. Vi sang morgensangen og nød den smukke udsigt over byen og Stillehavet. Vi blev kørt ned til Verdens stejlestes gade, Baldwin Street, hvor vi alle pustende kom op. Gaden har en stigning på 35%. Bagefter gik vi igennem NZ ældste Botaniske have, til NZ ældste Universitetet, Otago University som er grundlagt af Skotske nybyggere i 1848. Der går omkring 25000 studerende på universitetet. Bygningerne er utrolig flotte og meget velbevarede, bygget i typisk Engelsk stil. Vi var omkring banegården meget imponerende og smuk bygning fra 1902. Den mest fotograferede i New Zealand. Inde var der nogle fantastiske mosaikker både på gulvet og på trappen. På gulvet var der i midten et lokomotiv og på alle trappetrinene stod forbogstaverne til New Zealands Railway. Banen kom i 1878 og var i mange år en vigtig samfærdselsåre. Nu kører der kun gods og veterantog på banen. Banen er lidt mere smalsporet end vi kender fra DK. Der er nu restaurant i noget af bygningen og ovenpå er der bl.a en kunstforening der holder til.

Selve byen er grundlagt i 1848 af Skotske bosættere. Skotterne var fordrevet af englændere fra Christchurch. Byen ligger smukt ud til Stillehavet og har 125000 indbyggere incl. de studerende.

Ole opfordrede os til at gå ind at se Skt. Pouls Cathedral, bygningen er fra 1919 hvor den blev genopbygget efter en brand. Altertavlen og alterbordet er meget moderne, og fra 70’erne. Efter min mening for moderne til den bygning og inventar iøvrigt.

Vi fik middag på hotellet ved frokosttid, samtidig fik vi udleveret en madpakke til eftermiddag/aften udflugt. Vejret havde ændret sig, der kom hvide skyer som næsten nåede jorden, så vi var spændt på udsynet. Klokken 3 blev vi hentet af Elm tours og kørt ud til albatrodskolonien. Det gik på skrumplede veje, men der blev kørt godt til på trods af huller og bump! Det er det eneste sted i verden albatroserne ruger på land. Vi så et par der kom og kiggede til en Albatros med unge. Moren reagerede ikke men forholdt sig helt rolig, ungen blev vejen og kigget på og derefter sat tilbage under sin mor. Samtidig fløj de store albatrodsfugle forbi udkigsstedet hvor vi var, et fantastisk syn, når de kom “sejlende” gennem luften med et vingefang på over tre meter.

Herefter kørte vi ud til et andet sted og så sæler i alle størrelser, vejret var klaret op så der var fint udsyn. Til sidst skulle vi ud at se guløjede pingviner, som af de 18 pingvinarter er den mest sjældne. Vi var ved en lille koloni som Elm tours passer godt på. Vi så hvordan pingvinerne ved aftenstid kom ind fra havet, gik henover stranden og op i klitterne hvor de bor om natten. Der var en 10-12 søløver og nogle enkelte sæler, på stranden så nogen af pingvinerne holdt sig lidt tilbage. Søløverne småsloges, det så sjovt ud. Vores chauffør/guide snakkede konstant og hurtig, hun var ikke så let at forstå. Hun fortalte hun havde været ansat ved Elm tours i 15 år, der er ingen tvivl om hun havde meget viden hun gerne ville give videre.

Vi var tilbage ved hotellet i Dunedin kl. 22, efter en fantastisk dag

1. FEBRUAR, DUNEDIN – moeraki boulders – lake benmore – twizel

Skrevet af Nida og Erik 

I dag har vi igen flyttedag efter 2 dejlige dage i Dunedin til Omarama.
Efter en dejlig morgenmad blev kufferterne afleveret ved bussen, turen gik til den botaniske have i Dunedin, hvor vejret desværre ikke artede sig som vi gerne ville have, da det begyndte at regne og turen gennem haven gik lidt hurtigt.

Efter den botaniske have gik turen langs kysten  til Mouraki Boulders. Under turen fortalte Ole os om den første tur som Lone og Ole arrangerede til New Zeeland med “ pensionerede” gymnaster fra Ollerup Gymnastik højskole der var begyndelsen til etableringen af Adventure Holidays.

Vi kom til Mouraki Boulders stadig i regnvejr så det var på med regnjakkerne og ned på stranden for at se de store runde stenkugler som er dannet i klipperne for 60 mio år siden. Der er sten af mange størrelser og udformninger og en struktur i stenene hvor nogle var brækket over.

Efter turen på stranden nød vi en dejlig frokost på Mouraki Boulders Cafe kørte vi videre mod Lake Benmore. 
Turen  gik gennem et mere fladt landbrugsområde med kvægfarme og mange køer på markerne hvor vi holdt et stop ved en klippeformation Elefant Rocks. På marken der tidligere havde været havbund lå mange store sten af forskellige størrelse og formationer og den største sten er ca. 10 m. høje. Der blev med god vilje og fantasi set formationer af albatros, pingvin, elefant, hvalros og isbjørn. Stenene blev anvendt til mursten som blev brugt til at bygge kirker, da det var kostbart at få dem produceret.

Efter stoppet fortsatte vi turen og tættere vi kom på Lake Benmore kom bjerglandskabet igen. Da vi ankom til Lake Benmore dæmningen mente Sue at vi havde “godt” af at få frisk luft og en gåtur over dæmningen, der er 823 m lang med et fald på 92 m.

Efter gåturen fik vi kaffe – dejligt.
Da kaffen var drukket satte vi kursen mod Omarama hvor vi blev indkvarteret på Hotellet Heritage. 
Vejret var dejligt varmt med høj solskin som indbød til en øl eller glas vin på græsser foran værelserne. Bordene blev stillet op og de rødternede duge kom på, hvorefter vi hyggede os en times tid inden vi skulle spise aftensmad som bestod af en buffet.

En dejlig dag med gode oplevelser er ved at være slut og vi ser frem til en ny spændende dag. 

2. febrUAR, Twizel – mt- cook

Skrevet af Lisbeth og Egon. 

Endnu en dejlig morgenmad, en lidt kølig morgen 7 gr. Turen går idag til MT. Cook National Park, MT. Cook er New Zealands højeste bjerg 3724 m vi gør holdt halvvejs på en rasteplads , skyerne hænger lidt over MT. Cook men efter vi har sunget morgensang letter skyerne.

Vi kommer helt ind til Hooker Valley Track, hvor vi bliver delt i tre hold, og med lokalguider begynder turen på vandrestien, solen skinner og himlen er blå og det bliver varmere, en ubeskrivelig, fantastisk flot tur.
Vi går helt ind til MT. Cook Gletchersøen . Passerer 3 hængebroer og et mindes mærke over nogle af de mennesker der har forsøgt at bestige bjerget, men som er omkommet i forsøget.

Tilbage turen går lidt hurtigere, og efter som temperaturen stiger smider nogle tøjet især Eva får det varmt. De to grupper gik hele turen på 12 km. den tredie gruppe lidt mindre. Efter turen var der nogle der fik en velfortjent øl, og vi kørte op til “ Old Mauntainers Cafe” til en velfortjent god frokost, Lakse bolle og Pizza.

Efter frokost går turen hjem til vores hotel vi gør ophold hos New Zealand største kvægfarm 6400 stk. malkekvæg der blev malket i en malke robot karrusel.

Dagen sluttede med dejlig mad på vores hotel kl. 20.00 Endnu en dejlig dag med store oplevelser.

3. februar, twizel – lake tekapo – christchurch

Skrevet af Kirsten og Eva.

Til lykke til Lisbeth der har fødselsdag i dag, Hurra!

Klokken er 9.00 og vi er på vej videre i flot solskinsvejr. Vi har en lang køretur foran os i dag. Vi skal ca. køre 270 km fra Omarama til Christchurch.

Første stop er ved søen Lake Pukaki, ustrålingen er lige så flot som på et postkort.
Her blev der sunget fødselsdagssang for Lisbeth.

Undervejs videre på turen fortæller Sue noget historie omkring området fra fortiden.

Anden stop er ved søen Lake Tekapo, et sommerhus og camping område, hvor vi går langs søen op til fårehyrdernes kirke The Church of the Good Shepherd. Hyrdernes kirke, bygget i 1935. “Her at prise Gud, og vise styrke og enkelthed”. Vi sætter os i kirken og synger morgensang og første vers af I østen stiger solen op.

Vi er nu atter på vej til vores tredje stop Ten Shied (blikskuret) hvor vi piger har skruet forventningerne lidt op. Vi håber på nogle gode uldkøb af Merinould m.m. Så må mændene slå bordene op, og Birthe med hjælpere fremtryller en frokost i det fri.
Sikke et dejligt besøg her ved Blikskuret, god frokost ved de rødternede duge.
Mange gjorde en god handel i butikken. Merinoulden var i høj kurs. Vi sluttede af under et stort træ ved siden af:” Et æsel, to grise, nogle får og lamaer”.
Som prikken over i’et gav Lisbeth et glas ros’e vin os alle. Tak.

Vi fortsætter nu mod Christchurch, hvor vi skal bo på hotel Elms 2 nætter.

I aften skal vi spise middag på hotellet, hvor vi kunne vælge forskellige menuer, Suppe, kylling, en bøf eller dagens fisk.

Mange tak for endnu en dejlig dag.

4. februar, Christchurch

Skrevet af Iris og Erik. 

Efter en lækker morgenmad kørte Sue os til den danske bager, hvor Ole købte rugbrød og franskbrød. derefter gik turen til Den Botaniske Have og Canterbury museet. Undervejs fortalte Ole om Christchurch.
Det er den største by på Sydøen og den næststørste på New Zealand, med 375.000 indbyggere. Byen er opført, hvor 2 kontinental plader mødes og er derfor udsat for mange jordskælv. Det værste var dog det, der skete den 22. feb. 2011 kl. ca. 13.00. Store dele af midtbyen blev stærk beskadiget,og selv MT Cook mistede 10 meter af toppen. Der blev oprettet en rød zone i selve midtbyen, hvor skaderne var størst. Her måtte kun komme de, der arbejdede med nedbrydning og genopbygning. Forretningerne oprettede containere uden for området, hvorfra de drev deres forretninger. Denne zone blev opretholdt i ca. 5 år. Omkring 20% af de daværende indbyggere forlod dengang byen efter skælvet.

Vi sang morgensang i Den Botaniske have, mens mill. af cikader sang med, dog på en anden melodi.
Så var der mulighed for selv ar gå på opdagelse i den botaniske have og på museet. Der var mange flotte store træer og mange interessante blomster, som vi mest kender som sommerblomster hjemmefra, men som her var store og meget rigt blomstrende. På museet kunne man blandt andet se en jadeudstilling, og et flot sceneri fra maorifolkets hverdag.

Sue fik parkeret bussen, og mændene bar borde og mad over hegnet ind i haven. Her fik madholdet snart stillet en lækker frokost på bordet. Vi havde den skønneste udsigt til parken, samt sol og cikadesang til frokost.

Efter frokost gik vi en tur ned i byen, i det, der dengang var den røde zone. Vi så på de mange nye bygninger, der erstattede de ødelagte. Og vi så de mange der stadig stod, men var så skadede, at de skulle rives ned, eller hvis de var bevaringsværdige, genopbygges. Selv om der er gået næsten 8 år siden skælvet, var der et kæmpemæssigt arbejde tilbage, og det er først forventet afsluttet i 2028.
Vi gik ned til mindepladsen for de døde, og så skulpturen der var lavet. Det var en hvid stol for hver. Bagefter var vi inde i den “nødkirke “ der blev opført på 2 år, og som var lavet af plast udenpå og pap indvendig.

Herfra blev vi hentet af Sue og kørt til Summer, hvor der var mulighed for at gå en tur langs stranden, eller bade i det dejlige Stillehav.

Bagefter var vi mange, der nød en ret stor isvaffel. Kl 16.45 kørte vi tilbage til hotellet efter en dejlig oplevelsesrig solskinsdag.

5. februar, CHRISTCHURCH – kaikoura – Picton

Skrevet af Hans Chr. og Anna Grethe 

Vækkeuret ringede kl. 5.45, for vi skulle af sted mod nye oplevelser kl. 08.00.
Som sædvanlig mødte alle præcis, og med dejlige Sue ved rattet kørte vi af sted mod Kaikoura – on the Road again – Liselotte med en repareret sandal.
Ole sagde, at der havde været brandalarm på 3. sal, alle havde været ude at kikke i underbukser og natkjoler, medens alle andre sov på 2. sal.
Ole fortæller godt om de oplevelser, som han og Lone har haft med hhv. gæster, drenge, gymnastikhold mv. 

Der blev kikket på kort og om afstande, og hvordan man bevæger sig fra den ene side til den anden. Pludselig blev HC hvid i hovedet, min pung er væk. Fandt den på toilettet, hvor han lige havde været. 

New Zealænderne har 5 V: Veluddannede, veltalende, velhavende, venlige og veltilpassede. De er berejste, og flytter gerne til andre steder. Vil gerne flytte derhen, hvor græsset er grønnere.
Ole fortalte også om maorierne, skikke, kultur og om deres nationaldag i morgen. Dejligt at opleve. Også de vigtigste indtægtskilder blev omtalt, landbrug, turisme og filmindustri, og at arbejdsløsheden var 5%.
Folkeskolen blev nævnt. Børn starter på deres 5 års fødselsdag og skifter klasse hvert halve år, og forældrene hjælper til med lidt af hvert. Sport blev også nævnt, rugby, cricket, sejlsport, golf mv. Før start på en rugby kamp danses der en krigsdans. Det bedste er, hvis de vinder over Australien!
En populær rejseform er med bus fra Auckland og til bunden af sydøen. 28 dage, hvor man hopper på og af, fra 7 år og opefter, mest for unge.
Der blev også fortalt om jordskælvet ved Kaikoura den 14.11.2016, ændring af havbund og hvalernes midlertidige forsvinden. For at se hvaler nu skal man 10 km ud for at se dem. 

Vi kørte på kystvejen, som nu er repareret, og hvor vi så delfiner springe i vandet. Meget flot. 

Så nåede vi Kaikoura. Navnet betyder stedet hvor man spiser skaldyr. Vi gik ca. 4 km for at spise Lemon Fish og Chips. Lækkert! 

Så afgang igen til vingården Peter Yeland startet i 080808 (8. august 2008). Vi fik en fin køretur rundt i området med Jess, som fortalte om høstning mv, hvorfor der gik høns, små får (de små kan ikke nå druerne), svin og ænder rundt på området, selv musik var der for vinen. Film og vinsmagning var der også. Et fantastisk sted at besøge, og så flot der var. Ole fortalte under turen til Picton om vinproduktion i New Zealand. 

Der var en hel del, der fik en morfar både om formiddagen og om eftermiddagen. Hovederne dinglede lidt til siderne og fremad. Men vi trængte nok alle til en lille lur. Der var under turen meget vejarbejde. Det må godt nok være varmt at være ude i solen hele dagen. Vi er heldige turister, som bliver fragtet rundt omkring og kommer til dejlige hoteller og får meget lækker mad. 

Atter en dag sammen med alle vore gode og sjove rejsekammerater, Ole, Sue og Birte. Godnat

6. februar, picton – Marlborough Sound – wellington

Skrevet af Helen, suppleret af Susan og Knud. 

Vi overnattede i Picton, som ligger på nordspidsen af Sydøen. Den er kendt som transportbyen, som forbinder Sydøens vej- og jernbanenet med Nordøen.

Vi var delt i 2 vandrehold, Hold 1, som skulle gå 10,5 km på vandrestien Queen Charlotte Track – og Hold 2, som hyggede sig igennem 2,5 km.

Begge hold vågnede dog op til blæst og regn, som dog svandt i løbet af dagen.

Da jeg valgte Hold 2 turen, har jeg allieret mig med Susan og Knud, som beretter om tur 1.

Hold 1, som bestod af 19 personer, startede meget tidligt, morgenmad kl. 06.30 og derefter gik vi den korte vej ned til havnen, hvor vi skulle med Cougar Linne kl. 07.45. Sejlede godt en time, inden vi anløb Resolution Bay, hvor vores gåtur så startede. Efter 10 minutters gang, sang vi vores dejlige morgensang. Vejret var perfekt til denne gåtur, ikke for varmt og ingen regn. Selvom vi hele tiden skulle se efter, hvor vi satte vores fødder, oplevede vi dog den fantastiske natur, de meget flotte bregner, store som træer. New Zealands national træ. Udsprungne bregner symboliserer “livets begyndelse”, ifølge Maorierne. Derudover så vi en del fugle, blandt andet Tui, viftefuglen (fantail) og Vegaen. Cikaderne både hørte og så vi også. 
Efter 3,5 times gang og 10,5 km. i fantastisk natur, nåede vi Furneaux Lodge, hvor vi skulle mødes med hold 2, og spiste frokost.

Hold 2. startede op kl 08.00 med morgenmad, hvorefter vi gik til den lille færge, som kl. 10.00 transportere os til en lille bugt, hvor vi blev sat af. Inden afsejlingen sang vi vores morgensang. Selve sejlturen var rigtig hyggelig, omend vi blev bumpet lidt i vinden. Fik snakket lidt både med unge studerende fra Dunedin, et par amerikanske damer på trackingtur og et hold mountinbike ryttere. Vi fik også lige leveret “Sejle op af åen”, til glæde for de andre rejsende, sagde de!!!
Iført vores bedste trackingudstyr begyndte vi vores spændende lille tur i regnskoven.

Vores guide var vores chauffør Sue, og hun var en super guide og fortæller.
Vi blev introduceret til New Zealands Nationale identitet, nemlig Silver Fern/sølvbregnen:

  • Da Maorierne i tidens morgen kom til NZ, var skovene mørke og uden stier. Så maorierne tog blade fra sølvbregnen og lagde dem på jorden med sølvsiden opad, så månens stråler ramte dem og derved vist vej. Den sidste i en vandreflok ændrede retningen på de lagte bregner, så evt. fjender ikke kunne vide, hvad vej de var gået.
  • Desuden er bregnens første skud, kuro, er på halerorene på New Zealand Air.
  • Tui fuglen, som er kendt for sin hvis bule under hagen, og spec. Hui, hui lyde.
  • Rimu træets bark og Manuka/“tea tree” bladene kan bruges tilsammen til at give smag til øl. Også i øllen, som kunne hele skørbug på Cpt. Cooks sømænd.
  • Kawa træets blade, som bruges til te. Må dog kun indtages 4 gange dgl. , da man ellers skal befinde sig meget tæt ved toilettet!!!

Frokosten, som bestod af lammeburger og Pommesfrites, som vi spiste på en lodge langt ude på vandreområdet.

Sejlturen hjem var også lidt bumpy, men gik fint.

Efter lidt inspektion i de få åbne butikker (gr. Nationaldag) gik vi ombord på færgen til Wellington. Vi var så heldige at have fået VIP-billetter, så vi sad i fin salon og fik lækker mad (laks og ost/kage) og vin/øl til maden. Forkælelse, ja.

Kort afstand til vores hotel, hvor det nu er godnat efter en lang og begivenhedsrig dag.

7. februar, wellington 

Skrevet af Mona Marie og Karsten Thalund 

Første morgen i Wellington. Wellington er hovedstaden på New Zealand, der bor ca. 200.000 mennesker. I byen blæser det næsten altid og den bliver derfor kaldt windy Wellington.
Byrundtur hvor vi sang morgensang på en bro som så lidt vind og skæv ud på grund af en masse kunstværker lavet af drivtømmer. Den var nu solid nok. Ole sagde, nu går vi stille og roligt videre. 

Vores næste mål var Te Papa museet som var et kunstværk i sig selv. Museet er sikret for jordskælv op til 10 på Richter skalaen ved ar stå på tykke gummiklodser. Vi havde lidt tid til museet åbnede så vi så på en række figurere som var efterligninger af nogle Terracotta soldater fra Kina. De var brugt som kunst ved OL. De var nu af plastic og meget farvestrålende modsat dem som var ægte og udstillet inde i museet. Vores mål var Maori udstillingen med det hellige hus hvor vi blev nidstirret af udskårne figurer med temmelig onde øjne, men underlægningsmusikken var meget smuk.
Vi så et andet sted Waitangi traktaten hvor man i 1840 underskrev en fredserklæring mellem 500 maorihøvdinge og den britiske trone. Her blev Maori befolkningen frataget det meste af deres land og det har de til trods for erstatninger været sure over lige siden.

Frokost i det fri i Lady Norwood Rose Garden og efterfølgende besøg på Mount Victoria med udsigt over byen og lufthavnen.
Efter kaffen, som blev lavet af Sue og Birte kørte vi hjem og Sue fortalte levende om alt hvad vi kom forbi, mens hun styrede busser sikkert gemmen hårnålesving og tæt trafik.

Om aftenen skulle vi ud i et beskyttet område som hed Zelandia for at se Kiwi fuglen, som er et natteaktivt dyr.
Vi blev delt i tre grupper og vores gruppe så længe på to kiwi fugle, som var ude og finde mad i skoven. Helt fantastisk. En rigtig god tur hvor vi også så en sjælden ugle, nogle leguaner, papegøjer og en kæmpestor ål.

8. februar, masterton – wanganui – Tongariro national park

Skrevet af Iris og Erik. 

Vi kunne sove længe idag, fordi vi først skulle være ved bussen 9.30.
Vi kørte fra Wellington ad rute 1 mod Palmerston North, og skulle via Whanganui til Tongariro National park.
Undervejs fortalte Ole om bl.a. Kiwien, den New Zealandske nationalfugl, som der er sat meget ind på at redde fra at uddø. Mange frivillige er med til at samle æg ind og sætte fælder, for de rovdyr, der efterstræber æggene. Også skolebørn bliver involveret. 
Ved at samle æg og udruge dem kunstig samt fodre kyllingerne bliver 10 til 12 klar til at blive sat ud igen. Hvis kiwien selv yngler, er der kun 2 ud af 10, der overlever.
Endvidere fik vi at vide at kæmpe ål findes overalt på New Zealand og kan blive op til 80 år og op til 2 meter lang.
Senere fortalte Sue lidt om sin familie, og sit liv. Som 18 årig købte hun sit første hus, hvor hendes mor nu bor til leje. Senere købte hun endnu et hus, som nu er lejet ud.

Efter et kort stop i Bull besøgte vi Sues hus og hilste på hendes mor og mormor. Katten løb sin vej da vi kom.
Vi spiste frokost foran huset sammen med Sues mor og mormor og havde en hyggelig tid, Inden turen fortsatte nordpå.

Undervej kunne vi lige prøve vores viden af med et par test.
Vi hørte også om skatter, afgifter og løn i New Zealand.

Det var en meget smuk tur gennem de græsklædte bjerge.
Vi holdt en lille pause i en lille by, der mest af alt lignede en forladt western by.
På det sidste stykke havde vi udsigt til vulkanerne. Nu var der meget Flax (græsart) som ændrede landskabets udseende.

Vi ankom til The Park Hotel kl. 17.00, hvor der var mulighed for afslapning og “underholdning”…. eller tøjvask som man nu syntes. Kl. 20.00 var der middag.

9. februar, Tongariro National Park

Skrevet af Jette Hvidtfeldt. 

Dagen startede tidligt med morgenmad kl. 7.00. Afgang kl. 8.15.

Vi skulle mødes med Tom og Matt, begge lokalguider af Maorifolket.

Formiddagen blev til en vandretur om Lake Rotopounami, i Tongariro Nationalpark.
Vi blev delt i to hold, og da der samtidig skulle afvikles flyveture for dem der havde lyst, blev turen kortet af for de første der skulle på flyvetur.
Vandreturen om søen var 6.45 km. Meget flot med flere besøg langs stranden af søen.
Området er beliggende i ca 850 m o.h. Maorifolket har et tæt fællesskab med naturen, og fortolker den ind i deres værdier og er stolte af den.

I Tangariro Nationalpark er der 3 vulkaner, Mt. Tongariro, Mt. Ruapehu og Mt. Ngauruhoe. Vi så alle toppene skyfrie, lidt på skift.

Vi blev af Tom inviteret til at besøge Otohuga Marae, som er Maoriernes hjemsted i Tongariro Nationalpark.
Vi gennemgik en ceremoni, hvor vi blev budt velkommen.
Vi tog opstilling i porten til deres Marae, kvinderne forrest, mændene bagved.
Toms kone kalder på os. Vi går langsomt op i mod hende. Vi tog plads under et tag, mændene forrest, kvinderne bagerst.
Tom kom ud på plænen og bød os velkommen.
Ole rejste sig og fortalte  på engelsk, hvem vi er og hvad vi lavede i deres land.
Maorierne synger en sang for os, og vi kvitterer ved at synge første vers af vores morgensang.
Ceremonien sluttede af med at vi på ræd og række gik forbi 8 beboere og støde næse med hver 2 gange.

Derefter en rigtig fin frokost.

Tom og konen forklarer billedet over i spiserummet. 
Hustruen Samari 
fortæller at jorden, skoven og havet hænger sammen.
Huset er en fællesspisestue.
Tom velsignede maden inde vi spise.
Maoriernes skabelsesberetning fortæller at Moderen er jorden, faderen Rananue er himmelen.
Mellem Moder jord og Fader himmel, er børnene.
Tana, skovens Gud, Tui, skovens due, og Kiwi er symbolet for kultiveret, tilberedt mad.
Der er ialt 27 børn. Der var børnene der lagde sig i mellem moder jord og fader himmel og til slut fik skilt dem ad.

En Marae er en slags tempel for sammenhængen mellem de levende og døde.
De nyfødte bydes velkommen og der gennemføres en dåbsceromoni og
 der tages afsked med de døde.
En lang fortælling om sammenhængen
 mellem generationerne.
Maoriernes fornemmeste opgave er at tage vare på
 alt levende, hele naturen, jorden, himlen og alle dyrene og menneskene.
Før europæerne kom til New Zealand sloges de forskellige
 Maori stammer indbyrdes.
Maorieren kan godt have forskellig tro, fx. 
kristendom og muslimsk tro, samtidig med at de tror på deres egen skabelsesberetning.

Til aften blev vi først underholdt med et stort sangprogram udført af eleverne fra den lokale Maori skole, drenge og piger klædt i lokaledragter, sang og dansede for os, og vi blev inviteret til at deltage. Mere end en time underholdt de os, inden vi fik serveret aftensmaden, der var en Hangi, lavet i en underjordisk brændeovn, bestående af sten, brænde, klæde og jord. Maden var gravet ned i forskellige kurve, 3 slags kurve med kød, en med søde kartofler. Dertil forskellige salater. Til dessert frugt med creme og kaffe.

En fantastisk stor dag, med mange oplevelser. Stor respekt for et oprindeligt folk der stadig tager vare på dem selv og naturen på en gang.

10. februar, tongariro national park – Maori kulturdag

Skrevet af Nida og Erik

 Nu starter endnu en dejlig dag med solskin, og det er dagen hvor Margit, Jan og Egon skal på Tongariro Crossing på ca. 21 km.

De skulle meget tidligt op, da de skulle afsted kl. 05.45 UHA!

Vi andre i gruppen kunne sove længere, for morgenmaden var først klar fra kl. 7.00

Den resterende gruppe kørte først til søen Lake Rotorua hvor vi mødtes med Tom og Tamari.
Vi startede med morgensang og derefter bad Tom en bøn for os alle og de 4 “vulkanbestigere”.
Her fortalte Tom og Tamari om Tongaria Nationalpark  på 31.000 ha. og skoven er et spisekammer ligesom nogle planter anvendes til medicinsk behandling.
Nationalparken tilhører stammen af Maorierne i området og det er en “bestyrelse” som bestemmer hvad der skal ske i Parken.
Tom fortalte at regeringen havde eksproprieret en del af Nationalparken for at hæve vandstanden i søen da vandet skulle anvendes til drift af vandkraftværk.
Dette bevirkede at alle husene omkring søen blev fjernet og alle beboerne skulle flytte. Det er noget som gennem generationer har berørt maorierne at det skete.

Efter besøget ved søen, kørte vi til Taranaki, hvor vi gik en dejlig Vandreture på ca. 7 km. ud til Taranaki Falls.
Da vi kom retur til bussen havde Sue madpakker til alle, som vi nød på græsplænen ved Visitor Centret.

Vi skulle herefter ud til et vandfald hvor der er optaget en scene i Ringenes Herre og dette sted ville Helen gerne se, da hun har set filmene. På hjemturen kørte vi et stykke op ad en vulkanen Mt. Ruapehu hvor vi rigtig kunne se asken fra udbrudene og det seneste skete i 2012. Vi skulle herefter hjem på hotellet hvor vi skulle modtage de 3 vandrere og vi mødtes på terrassen til velkomst ceremoni med en øl eller glas vin.

Ved aftensmaden fik vi besøg af Tom og Tamari – Matt og hans kone og efter middagen underholdt de med musik og sang – dejligt. Vi siger godnat efter en dejlig dag. 

Tongariro crossing, skrevet at Margit og Jan. 

Morgenmad 5.15 hvor køkkenet havde arrangeret et større måltid for os og Egon.
Bussen kom præcis 5.45 og i mørket samlede vi vores guide Mathew op og fortsatte mod Tongariro. 
Vi startede vandreturen kl. 6.30 hvor det både var mørkt og koldt. Temperaturen steg dog hurtig og omkring 7.45 kunne jakkerne pakkes væk.
Mat var virkelig god til at fortælle om Maroiernes fortællinger bag navnene på bjergene, søerne, deres placeringer oma. Planterne fik også omtale, bla er der meget lyng i bjergene men det skal udryddes hvortil de bruger en speciel Bille, der selv dør når den har spist lyngen.
Vi tre gennemførte ruten, så vulkanerne og de fantastiske farver på bjergene, så de meget smukke og grønlige søer.
Vi fik også mulighed for at gå på en ellers lukket rute, der førte hen til et område, hvor varmen fra Jordens indrestrømmede ud som damp og kogende vand med svovlduft.
Afslutningen af ruten gik gennem et smukt skovområde – med mange trappetrinene.
Afslutningsvis spurgte Mat om ruten var stairway to haven eller djævelens vej til helvede. Vi mente helt klar det første.

En smuk tur der varmt kan anbefales til dem der har bentøjet i orden.

11. februar, Tongariro national park – lake taupo – Rotorua

Skrevet af Lieselotte og Svend Lorentzen 

Efter dejlig morgenmad mødes vi ved bussen 8.50 med vore kufferter, får bussen pakket, og kører 9.00 mod Rotorua, Maoriernes hovedstad.

Efter en kort køretur, er vi ved Lake Taupo ved et udsigtspunkt, hvor vi synger morgensang. Malerisk flot.
New Zealandske største sø, med et areal på 606 km2 o
g en omkreds på 193 km.
Dannet ved et vulkan udbrud for 26500 år siden.
Der er mange ørreder i søen, og udskæringer i klipperne omkring søen.

Derefter kørte vi til Taupo by, som ligger smukt ned til Taupo søen.
Øen man kan se, er toppen af Tongarino vulkanen iflg. gamle Maori savn.
Byen er midtpunkt for verdens 2. største Ironman konkurrence.
Fin by, hvor vi havde tid på egen hånd, og hvor mange vist fik luftet dankortet.
Køkkenholdet fremtryllede en fin frokost, som vi spiste i parken.

Så gik turen til Huka falls, som er New Zealandske mest fotograferede vandfald.
Det forstår man godt. Storslået.
Der løber 200 m3 igennem i sekundet.
Vandet 
forsyner 9 kraftværker, som producerer 15 % af landets el.

Så var der en times køretur til Rotorua, hvor der var mulighed for en middagssøvn.
Rotorua er en by på 60.000 indbyggere, hvor ca. de 20.000 er Maorier.
Byen lugter af råddent æg og svovl, og kaldes også verdens røvhul. 
Vi stoppede ved Lake Rotorua og gik en lille tur, hvorefter vi blev kørt til hotellet.

Fint hotel med spabad på terrassen ved hvert værelse, og svimmingpool i baghaven.
Efter indkvartering, var der som sædvanlig hyggelig sammenkomst over et glas vin eller øl.
Nogle fik lige en dukkert i poolen.

Aftensmaden blev indtaget på Peppers Cafe. Fantastisk mad og en super hyggelig aften.

Alt i alt en rigtig god dag.

12. februar, Rotorua

Skrevet af Gustav og Eva 

Dette er så den sidste “rigtige”dag på vores vellykkede NZ tur.
Det synes som en evighed siden, vi var i Sydney. Den evighed er mindre end tre uger, tiden er fløjet afsted, og “harddisken” er ved at være fuld.

Morgenmad på Motel Alpine efter 7.00, og kl. 8:30 afgang til Whaka—Maorilandsbyen, som ligger et ejendomsmægler stenkast fra vores motel.

Efter en kort briefing fra Ole og en lille anekdote fra Birte om den første dansker Hans Falk, der ville til NZ. 
Da Danmark var med i Napoleonskrigen, måtte han lyve sig til det engelsk klingende navn Philip Tapseen, på denne måde lykkedes det ham at nå målet.
Dog med forhindringer, 3 ægteskabr med Maori kvinder,
 den første forsvandt hurtig efter hendes medgift var leveret, men 3. gang var lykkens gang.
Han fik seks børn og døde i NZ 94 år gammel.

Kl. 9:00 kom vores guide, en Maori kvinde iført Piu Piu (skørt forarbejdet af flax).
I landsbyen bor 65-70 personer fordelt på 23 familier.
Nogle arbejder udenfor byen andre inde i byen, børnehave (15 børn i alderen 6 mdr. til 5 år), småhåndværk, gartneri (har indført højbede, med tilført jord udefra) m.m.

Det meget markante er, at undergrunden syder og bobler, og der ses damp overalt, duften/ dunsten (svovl) er ligeledes markant.
Beboerne kan faktisk være selvforsynende med energi, der er vandhuller hvor vandet koger, kan endog blive 200-250 ˚C.
Dette udnyttes til madlavning ved, at der er indrettet trækar, hvor mad tilberedes direkte ved sænke råvarerne ned i dampen eller vandet.
Der er forskellige termiske bade, som de bruger kollektivt, efter landsbyen er lukket for publikum (skulle efter sigende være meget helsebringende).
Spændende var det også at se gejsere springe, hvilket de gør ca. en gang i timen, vandsøjlen kan blive op til 30m.

Efter rundvisning, et 1/2 times Maori  Kultur Show, kunne der efterfølgende tages billeder sammen med de optrædende.
Der blev set og handlet en del i de små butikker, og den hyggelige formiddag blev afsluttet med frokost i den lokale cafe.

Eftermiddagen blev brugt på forskellig vis: Polynesiske Spa Bade/ Hobbiton/ og ellers fri leg.
For vores vedkommende fri leg, med påstigning på Sue´s hjemadkørende bus 16:45 fra centrum.

Kl. ca. 17.30 samledes de fleste i motellets have iførende sig et glas vin/øl eller vand for at deltage i en konkurrence, hvor man kunne ønske sig “ Målelemandens målebånd” alias Søren Østergård.
Kl. 19.00 et glas vin i haven (skænket af Adventure) inden afskedsmiddagen på Peppers Cafe, som ejes af genboerne Judy og Mike, der er “gamle venner“ til Lone og Ole
K
l. 21.45 er alle gået hjem efter en skøn aften på den udendørs terrasse.
GODNAT!! 

Hobbitonskrevet af Helen 

Så kom dagen, hvor jeg som den store Hobbit/Lord of the Ring’s fan skulle besøge Hobbiton, som ligger i Matamata godt 1 times kørsel fra Rotorua.

Jeg var instrueret fra Sue, vores chauffør, om at holde mig tæt på guiden. Det lykkedes også det meste af tiden.

Jeg troede jeg ville være eneste dansker i vores gruppe, men med i bussen var 2 unge jurastuderende, en ung dansk kvinde på rundrejse og en dansktalende ung New Zealænder med dansk mor. Så jeg var i gode hænder. 

Til optagelserne til Lord of the Ring skulle Peter Jackson finde et område, hvor der både var en sø, stor træer og kuperet område.
Området, han fandt, er beliggende på Russel Alexanders store fåre- og kvægfarm.
Men det tog dog PJ en rum tid, inden han fik overtalt Alexander til at måtte lave området til filmkulisse.

Vejen op gennem Alexander farmen til Hobbiton blev bygget af soldater fra NZ’s hær. De fik som løn “æren” af at kæmpe som orker i slagscenerne.
Alle kulisser blev bygget op i flamingo og blev efter sidste optagelse fjernet, så der i bakkerne kun var tomme huller tilbage. 
I 2011 skulle optagelserne til Hobbitten igang.
PJ og R. Alexander blev enige om, at bygge området op i rigtige materialer.
Det tog 2 år. Bl.a. fik rækværket foran husene en blanding af noget eddike og yoghurt, så det kunne se 400 år gammelt ud.

I 2014 blev område åbnet for offentligheden. Åbent hele året, dog ikke juledag. 
Man passer på området og græsset må ikke betrædes. Og så man dyrker grøntsager i området, så det passer til kulisserne. 

Det var en fantastisk oplevelse at bevæge sig rundt i området og få fortalt, hvordan optagelserne foregik.
Hvordan proportionerne på de små hobbitter og store Troldmand Gandalf blev optaget. Jo, vi fik sandelig et grundigt indblik i det hele. 

Der er 44 hobbithuller, vi måtte ikke komme ind i hullerne, men gerne blive fotograferet tæt på.
Hvad håndværk den enkelte bedrev, kunne vi se på de små borde ud for de enkelte boliger, f.eks. ud for bageren lå brød på bordet, ud for mejeristen lå oste. 
Træet på toppen af Bilbo Baggins bolig er kunstigt, og har påsat ca. 220.000 blade!!

På et tidspunkt i optagelserne gav det et forkert lys.
Hvad gør man så: ja man maler bare alle bladene i den rigtige farve!!!
Et pæretræ skulle være et blommetræ. Så plukker man bare alle pærerne ned og sætter kunstige blade på træet, vips, så har man et blommetræ.

Hobbitterne spiste 7 retter daglig: 2 morgen, 2 middag, 3 aften. 

En lille sekvens fra 1. Hobbitfilm som afslutning på min historie:

Bilbo Baggin ses i løb ned af stien, møder anden Sækker, som spørger:

  • “Mr. Bilbo, where to so fast?”
  • Bilbo: “Can’t stop, I am already too late.”
  • “Too late for what?”
  • “I am going on an adventure.“

Måske med Adventure Holidays, who knows?

13. & 14. febrUAR, Hjemrejse

Skrevet af Søren & Oda.  

Efter dejlig morgenmad på Hotel Alpin og kufferten lukket var der afgang kl. 9.00 mod Lufthavnen. 

Der var et lille fotostop på vejen, området vi passerede var opdræt af fine Vædeløbsheste og Hjortefarme.

Næste stop var Hamilton Botaniskhave hvor vi sang vores dejlige morgensang.
Gåtur i haven, samtidig nød vi vores medbragte madpakke fra Peppers Cafe.

Kørslen fortsatte videre, en lille konkurrence undervejs lød på hvor mange km vi havde kørt med Sue i bussen?
Der var mange forskellige bud, 
vinderen blev Erik Francek, 2600 km.

Vi ankom til Auckland Lufthavn ca kl. 15.30 tog afsked med vores fantastiske Buschaufør Sue…

Før vi Checkede ind fik vi lidt varmere tøj på…
Så tog vi afsked med Ole og tak for en fantastisk samvær og rejse…

Efter 4 1/2 times ventetid var der afgang til Dubai. En lang lang flyvetur på 17 1/4 time men god Fly Airbus A380 meget behagelig..
Ventetid lød på 3 timer for at komme videre til København som så tog 7 timer..
Der tog vi afsked med vores gode og omsorgsfulde Birte…
Gik til vores ventende bus der skulle fragte os til de forskellige afstignings steder.

Der var madpakke til hjemturen samt drikkelse og kaffe så det var dejlig..

Vi sang vores morgensang og sagde farvel til hinanden efter en dejlig og oplevelsesrig tur sammen Syd til Nord på New Zealand… Tak til alle….