New Zealand - Farmtour 2019

3. & 4. Januar, Rejsen til auckland

Skrevet af: Birgit og Gunnar Kjær.

 

 Afrejse fra Niels Jørgen og Susanne torsdag morgen kl, 6.45. Alle 13 var mødt og bilerne var parkeret i laden, men hvor var bussen. Gps er åbenbart ikke nået til Bork Vestemark endnu, men chaufføren fandt os og vi kom af sted mod Korskroen, Kolding, Odense og Kastrup, hvor nordjyderne stødte til.
Rejsen gik planmæssigt og vi landede i Auckland ved 6-tiden lørdag morgen. “Frugthunden” kunne lugte, at jeg havde haft en banan og en klementin i rygsækken, så jeg måtte have alt ud. Heldigvis havde vi smidt det ud, inden vi mellemlandede på Bali, eller havde det kostet 400 $

 

5. januar, auckland – Rotorua

Skrevet af:  Birgit og Gunnar Kjær

Vi blev hentet i lufthavnen af Sue og kørte til Botanisk Have, hvor vi fik dejlig morgenmad. Herefter kørte vi mod Rotorua og vores 1. gårdbesøg hos Richard og Diana Maxwell. De har 110 køer i forskellige variationer af limousine, som går på græs hele året, af og til suppleres med lidt hø, men intet andet. Kalvene sælges direkte fra koen til viderefedning inden slagtning. Farmen ligger på en bjergskråning, og Richard har en aftale med New Zealands naturstyrelse om at afgræsse statens arealer.
Richard krydser flere forskellige racer med limousine, så dyrene har flere forskellige farver fra lys beige over chokoladebrune til sort. Der blev spurgt, hvorfor han gør det, og svaret var, at det er for at se, hvad der er bedst. Han har fået at vide fra det lokale slagtehus, at det bedste kød kom fra et af hans dyr, som var en krydsning af limousine og welch black.
Han fik ca. 15 kr. pr kg. levende vægt.

Richard fortalte, at alle jægere kunne gå på jagt på statens arealer, og at de har ret til at gå over hans marker. De må ikke køre, og de må ikke have hund med, så det begrænser nok antallet, da det ville være ret besværligt at skulle bære evt. bytte ned igennem det meget kurerede terræn.

Der blev snakket lidt landbrug generelt. Der er ikke så langt til Auckland, som breder sig og derfor opkøbes der jord nær byen. Sælgerne af denne jord opkøber så gårdene her på egnen og betaler omkring 6000$ pr. Ha. Nogle mælkefarme omdannes til hestegårde eller der dyrkes grøntsager.

 

Næste besøg var på Osaka Deer Farm, som ejes af Ian Scott og Jackie Rowarth. Jackie har været medejer af dyrene siden 2011, mens Ian har haft gården i 27 år. Ian er også dyrlæge, og har udover Wapiti og krondyr også malkekvæg. Vi startede med at se krondyrene og wapitierne. Det er nogle flotte dyr, der bliver fodret godt. Den største er er wapiti ved navn Flash, som Ian har flasket op. Han mener, at dens gevir vejer 26-27 kg. Vi opgav at tælle takker.
Hjorteavl har 4 indtjeningsmuligheder:

  • Kød sælges til Europa og USA
  • Gevir sælges til Kina – Ian viste gevir, der fornylig var savet af og viste os, hvordan han håndterede dyrene, når der skulle ske noget med dem.
  • Sælge dyr til jagtparker, hvor rige jægere kan betale masser af penge for at skyde et halvtamt dyr, for derefter at prale med gevirets størrelse
  • Sælge dyr til andre farme.

Desuden sælger han også sæd.
Ian har købt en del krondyr i Europa, bl.a fra DDR og Joguslavien og også lige fra Dyrehaven. Han har også eksporteret levende dyr til Europa, hvor fragten blev dyrere end dyrene.

Mens vi så på dyr, havde Lone og Sue dækket op til frokost i det grønne. Dejligt at sidde ude og spise den 5. januar.

Efter frokost kørte vi ud til Ians malkestalde, hvor han malker 350 køer i sildebensmalkestald.
Ian opdeler New Zealands malkefarme i 5 kategorier fra dem, hvor der udelukkende bruges afgræsning til der, hvor der også fodres med ensilage året rundt. Hans tilhører den sidste kategori og giver derfor mere mælk end gennemsnittet. Her udregnes i værdistof pr. ha, som er på 3.500 kg. mod gms på 1000.

Dyrene går i små folde i 1 til 2 dage inden de flyttes til en ny, så der er masser af indhegninger. De hentes til det åbne opsamlingssted inden malkning i en 2×40 sildebensmalkestald. I opsamlingsstalden var der dybstrøelse af træflisen, hvilket iflg. Ian binder kvælstoffet. Træflisen skiftes 2 gange om året og bruges som gødning på majsmarkerne.
Vi kørte videre til endnu en gård, som Ian ejer, og hvor han er i gang med at reetablere en tørvegrav til naturområde. Han og en datter har indtil nu plantet 20.000 træer. Under arbejdet med det, fandt han en 2 mio. år gammel østersskal.

Så var det meste af dagens program overstået, og vi kørte mod hotel Alpine i Rotorua. Terrænet er meget kuperet og der er mange enkeltstående, store træer. Der er mange græsmarker og enkelte majsmarker.
Efter indkvartering trængte vi nok alle til et bad og noget rent tøj, inden turen gik over gaden til Peppers Cafe, hvor en dejlig middag ventede – og så var det ellers godnat.

 

6. JANUAR, rotorua

Skrevet af Dorthe Jensen og Susanne Odgaard

Vi har nu spist lækker morgenmad, og skal nu gå over i den lokale stammelandsby som hedder Whakarewarewa, de første kom for 800 år siden i kano, og hver stamme kan fortælle hvad kano de stammer fra.

Der bor 60 personer i landsbyen, men de er 1000 medlemmer af stammen. I 1886 flyttede de fra området hvor de havde terrasser i farverne gul, lyserød og hvid grundet naturkræfter. Det er nu Rotorua, også kaldet Verdens røvhul. Hvor vi fik en rundvisning i landsbyen, vi så både skoler og kirker, ja også et sted som var beregnet til sure gamle mænd “ der var squ ikke nogle af vores der hoppede i “. Vi var også ved Geyseren Pohutu som sprang lidt mens vi var der, om eftermiddagen kl 17 må børnene og deres fætre og kusiner bade i den blå sø ved gejseren. Så var vi inde og se en Forestilling lavet af de lokale, som hed the Living Maori Village. Det er sådan, når man hilser på hinanden trykker man næser, men maks 2 gange, og det holdt Gunnar sig heldigvis til, men dog med et lille nys, så kære Birgit, han blev hos dig. For gør man det 3 gange betyder det at man vil evig kærlighed. Det kunne måske ellers have været godt med nogle nye danske aner i stammen, da det jo var i 1790 at den danske hvalfanger blev gift med høvdingens datter. Efter showet gik vi tilbage til hotellet, hvor vi spiste en lækker frokost.

Nu går turen så ud til en kiwi frugtfarm , farmeren er tidligere Rugby-spiller og fortæller at han kun har 4 hektar m/kiwitræer. Og efter en god fortælling om hvordan det hele fungerer, og hvor mange kiwier det gi´r kan man bedre forstå det. Kiwitræet har evnen til at skyde rødderne helt ned til 30 m dybde så man skal ikke vande dem, og da det jo er askejord fra vulkanen som er utrolig næringsrig er det jo fantastisk. For arbejdet med at befrugte kiwitræet er en videnskab, for hver 3 hunplanter skal der være en hanplante, og de blomstrer begge to på samme tid, men, hanplantens blomster sender befrugtning/celler ud, og de har kun en levetid på max 8 timer, så han har travlt med blomstringen i de 8 dage det står på, for bierne bestøver ikke blomsterne, men man har dog en biavler der sætter nogle bier ud for at der er cirkulation i luften.

Der kommer omkring 1500 mm vand om året her og der er omkring 2500 soltimer.

Når høsten står på er der 7000 medarbejdere som arbejder 24-7 i sæsonen. Og lønnen bliver først udbetalt når sæsonen er slut, kiwierne bliver sorteret efter størrelse og ca 5o gange blir den fotograferet, for at tjekke om der er skader, derefter kommer de på køl. Så blev vi kørt hen til et forsamlingshus, hvor der var smagsprøver af juice, marmelade, likør og creme, intet går til spilde af produktionen. Hvorefter vi fik kaffe, “ som iflg Conni ikke ku bestå snapsetesten”, men vi fik lækre Scones til.

 

7. JANUAR, rotorua – Tongariro

Skrevet at Connie og Kaj Jeppesen

Endnu en dejlig morgen med sommervejr, hvor vi startede med morgenmad kl 7.15 …. herefter afgang fra hotellet kl 830. Det er skiftedag idag….så kufferterne skulle også med på Tour…
Første stop var et gårdbesøg hos Jane & Kevin McDonald samt sønnen Jeff og hans danske hustru Nicola.. Nicola er uddannet dyrlæge i Danmark og praktiserer som kvæg- og hestedyrlæge her i New Zealand. Sammen har de tre døtre. Sammen med Jeffs forældres har de en gård her på 180 ha, 100 Hereford avlskøer samt ca 30 avls- tyre. Derudover opfeder de ca. 400 “whiteheads” stude ( krydsning mellem en SDM ko + Hereford tyr).

Tyrekalvene købes fra 4 dage gamle og fremad. Fodres med mælk og tilskudsfoder . Ved 75 kg stoppes mælkefodring og kalvene studes. (kastreres) … frem til ca 100 kg fortsættes med tilskudsfoder, derefter fodres udelukkende med græs indtil 30 måneders alder, hvor de slagtes. 

Vi så også 2 avlstyre, 18 mdr. , der skulle til auktion 12.maj,19. Tre måneder før auktion skal avlstyrene til forsøgsstation med ens fodring for at give en mere fair konkurrence blandt alle avlstyrene inden auktion.
Avlstyrene sælges bl.a. til malkekvægsbesætninger plus andre avlsbesætninger.

Hos Jeff blev ca. 80 % af køerne insemineret…resten blev løbet ved hans avlstyr. 

Markdriften er enkel : Græs ,græs…og atter græs. Græsset på de kuperede jorde bliver tildelt gødning med helikopter 1 gang årligt. På de flade arealer tildeles gødning 2 x årligt . Majs bruges ikke her…er for omkostningstung plus risiko for frost på kritiske tidspunkter i vækstsæsonen. Familiens slogan : Low input = low output.

New Zealand vil gerne være antibiotikafri i 2020….men er dog udsat til 2022.

Familiens fremtidsplaner: ønske om mere jordarealer…(Jeff) …ligesom ønske om malkekvægsbesætning på ca 300 køer (Nicola), for at være selvforsynende. Måske også noget med heste, som også er Nicola’s hobby.
Jeff’s far har også auktionshal ved gården,hvor de små kalve videresælges fra mælkekvægsbesætninger. I kælvningssæson er der auktion 2 gange om ugen…ca 700 kalve pr gang.

Herefter var der tid til kaffe i haven med hjemmebag mv…og det blev nydt med stort velbehag. Blandt andet var der også en lækker dip….opskriften fik vi med … og kan ses i slutningen af dette referat.
Til slut sang vi stående vores morgensang “ Dagen idag “…og den gik bare rent igennem..godt brølt!

Så trillede vi videre i bussen og vores chauffør Sue har sans for, hvad vi også skal se…så uden for programmet blev der lige tid til et fotostop Wairckee terraces…her er Kraftværker …der laves borehuller, hvor dampen hentes op og transporteres i mægtige pipelines …….20 % af energien på Nordøen stammer fra geotermisk aktivitet..

Næste fotostop Huka Falls…N.z. Mest fotograferede vandfald.Dette vandfald gav ligeså meget vand på 30 sekunder svarende til 2 fyldte OL svømmebassiner på 50 m.

Herefter kørte vi mod Lake Taupo….New Zealands største sø…tid til lunch og picnic med de rødternede duge i nærheden af søen ..og herefter var der fri leg en halvandentimes tid….til at udforske området til shopping eller måske “en Skive rugbrød” ( = en øl) ..vi sluttede af med 1 kop kaffe inden vi sagde farvel til Lake Taupo og kørte nu videre mod vores hotel i Turangi.

Undervejs mod hotellet fortalte Lone og Sue om området samt lidt om newzealændernes levevilkår. Vi kører nu op i højderne og er lidt tættere på skyerne og bjergene her i Tongariro national park.

En lille regnbyge kom også forbi her …dette område skal vi nu udforske de næste 2 dage…

Sidste stop for idag er Park Hotel. Vi blev indkvarteret og nogle af os fandt vej til baren til en lille appetizer….hvor vi blot kunne konstatere at vi kom 5 minutter for sent til “ Happy Hour” 1/2 pris…men man jo åbenbart ikke være lige heldig hver gang….

Middag i restauranten bestod af kartoffel-porre-selleri suppe til forret. Til hovedret fik nogle af os lammeskank, mens andre fik laks med eller uden rejedressing ( hvis man ellers kunne huske ,hvad der var blevet bestilt …) og til dessert lækker osteanretning med kiks til.

Batterierne var flade hos undertegnede ved 22-tiden……og så var godnat og tak for idag herfra. Ser frem til en ny spændende dag i morgen.

Opskrift på KAIRURU DIP :

Her er regnes i kopper !

  • 1/4 kop mayonnaise
  • 1 hel kop yoghurt naturel
  • 1/2 kop flødeost naturel
  • 1/4 kop creme fraiche 18 eller 9 procent

Blandes. herefter tilsættes:

  • 2 teskefulde sweet chili relish
  • 2 spiseskefulde lemonjuice / lime
  • Purløg

Værsgo, lækkert som dip. Tilbehør diverse kiks.

 

8. JANUAR, Blue duck Station

Skrevet af Annette & Peer

Turen gik til Blue Duck Station i en mindre bus, da turen derud er for uvejsom for Sue’s store turistbus.

Stedet ejes og drives af Sandy og Dan Steele, som har en stor passion for at bevare NZs historie samt det fantastiske plante- og dyreliv, som det var oprindeligt, inden den hvide mand indførte andre arter end de naturligt forekommende.

Et naturligt plante- og dyreliv, herunder the blue duck, som har lagt navn til stedet, er vigtigt for hele økosystemet.

Det hele finansieres af turisme og dyrehold, samt et mindre tilskud fra staten – her er guidede ture af alle slags, jagt på de uønskede dyrearter, og kvæg-, fåre- og hjortehold.

Vi blev inddelt i tre grupper, og var på skift rundt med jetbåd, jeep og traktor. Vores gruppe startede med en dejlig tur på floden med jetbåd, hvor vi fik en fantastisk naturoplevelse, og mange gode historier og facts omkring områdets historie. Efter vores bådtur samledes vi alle til en dejlig middag bestående af helstegt oksefilet med lækkert tilbehør.

Herefter var vi på en meget beskidt tur med jeep rundt til køer, får, hjorte (red-deer), og igen fantastiske naturscenarier. Støvet stod om ørerne på os, og især os, der kørte bagerst, blev ret grå at se på. Stedets hunde var med rundt, og sprang af og på undervejs. Vi havde undervejs en betagende udsigt ud over området med Mount Ruapehu i baggrunden, og vi passerede den legendariske bro, Bridge to Nowhere, som Dan har restaureret for fem år siden.

Herefter var der kaffe, og så skulle vi på traktortur – igen en fantastisk naturoplevelse, hvor vi hørte om planter og fugle, og så, hvor Blue Duck havde sit levested, men desværre så vi ikke anden. Vi fik fortalt, at den gemmer sig, når der er meget varmt. Vi sluttede en skøn og udbytterig dag med en stærk gryderet med gedekød efterfulgt af is og kage.

Her følger nogle af dagens mange indtryk, historier og oplysninger.

På lange strækninger langs floden befandt vi os blandt urskov, altså uberørt natur, ganske som man ønsker den. Dog er der langs flodbredden enkelte områder, som har været afgræsset frem til 1957, men hvor den oprindelige beplantning derefter fik lov at få fat. Vandstanden kan variere med op til 20 meter efter årstiden. I vandkanten og mange meter op kan man se fjeldvæggene fra dengang landet blev dannet efter at have løsrevet sig fra Australien, og genopstået fra havet, men det er en helt anden historie.

Efter 1. Verdenskrig fik soldaterne foræret et stykke jord i området. Det kunne dreje sig om alt mellem 250 og 700 ha, men områderne blev fordelt meget tilfældigt, og de fleste fik jord, hvor det ikke var muligt at skabe et levebrød. Alting blev også besværliggjort af, at staten ikke lavede veje som lovet. Den eneste mulige trafik var derfor via floden, så alt hvad beboerne i området skulle bruge, blev sejlet dertil med flodbåde. På traktorturen så vi det gamle depot, hvor forsyningerne dengang blev bragt til.

Bådføreren Steve har selv danske aner, og har (fortalte han med et glimt i øjet) for et par år siden “truffet” sin danske tipoldemor, da man i Dannevirke skulle etablere ny vej, og blev nødt til at flytte kirkegården. Tipoldemor’en skulle derfor genbegraves. Steve har tidligere, fra 1988 og 17 år frem, været possomjæger. Det blev til 105.000 skind, som han solgte til Copenhagen Fur til varierende priser – når det var bedst til 30 dollars pr skind.

Cirkatal på dyrehold: Der er 4000 får, 1000 gimmere og 5000 lam. Der er 750 kreaturer, herunder 350 køer (Angus og Hereford). Der er 17 heste, som bliver brugt til turistformål. Der er 70 “red-deer”. Der er 3000 ha.

Dan oplyste, at han vil kunne få et tilskud på 1000-1500 dollars pr ha for de arealer, han undlader at afgræsse for at lade dem springe i skov. Herefter vil han kunne sælge CO2-kvoter, og har mulighed for skovdrift på 20 % af arealerne. Der er 14 par af The Blue Duck, og ca 30 kiwier. En af kiwierne er sat ud med gps, så man kan følge dens færden og tilstand. Der bruges fælder, våben og gift i jagten på uønskede dyrearter, blandt andet rotter og possoms. Der står 400 fælder rundt i området.

På hele turen så vi områder, der står som oprindelig urskov, og andre områder, der er i forskellige stadier i arbejdet med at genoprette den gamle skov. Manukatræer er en vigtig del af beplantningen, og også til indtjeningen, da man her fremstiller den ret kostbare manukahonning. Vi så bistader overalt.

Området er også domineret af bregner af forskellige slags, samt mange andre arter, vi ikke har talt om. Vi så også Cabbage-trees. Også Flax (rød blomst) og Toitoi (hvid fjerblomst), som vi har talt en del om på turen, er vigtige planter, men ikke som skovplanter, da de kræver lys. Flax findes dog også i en variant, der gror i skoven.

Dette var essensen af en meget oplevelsesrig dag på Blue Duck Station. Vi tog alle hjem trætte, beskidte og meget tilfredse med dagen.

9. JANUAR, Maori kulturdag

Skrevet af Jette og Jens

Formiddagen skulle for de fleste bruges på flyvetur over vulkanerne. Dette blev dog aflyst pågrund af for meget dis. Så gik vi igang med plan B, der stod på tøjvask. Flere af mændene var forundrede over, hvor enkelt det er at vaske tøj.

Ved middagstid tog vi til en nærliggende maoristamme og blev modtaget af stammens høvding Tom. Han talte først en del på maorisproget. Her efter Fortalte Steen, at vi var venligtsindede landmænd fra Danmark. Vi blev godkendt og kom ind og hilste på. Det foregår ved at man trykker næsen 2 gange mod hinanden medens man kikker hinanden dybt i øjnene. Trykker man næsen tre gange betyder det frieri. Stammen har 30-40.000 medlemmer, som er delt op i 34 underafdelinger.

Vi fik frokost i et velindrettet forsamlingshus med et stort køkken. Huset var udsmykket med malerier, som Tom’s kone Tamara have lavet. De viste Moder Jord og Fader Himmel samt deres børn. Efter frokosten lagde Tom madrasser ud i et andet hus, så de der havde behov fik en god middags søvn.

Efter middagssøvnen var vi inde i Maraen, som er deres helligste sted. Her Lukker de normalt ikke fremmede ind. Huset symboliserer et menneskeligt legeme. Enhver uenighed skal klares udenfor. Inde i huset må der ikke være ufred. Maraen bruges til bla. Bryllupper og begravelser. Ved en begravelse samles alle Gæster i tre døgn, så man spiser, sover og fortæller om oplevelser med den døde. Efter de tre døgn kan man komme lettere over tabet.

Det var Tamar’s slægt vi besøgte. Tom kommer langvejs fra, så når han engang dør, vil hans slægtninge hente ham og begrave ham på deres kirkegård, også mod hans vilje.

Tamara havde tatoveringer over overlæben og på underlæben og ned på hagen. Sådan havde hendes bedstemor haft det og Tamara havde altid drømt om at få det ligesådan. Siden 1981 er børnene fra helt små blevet undervist i maorisproget foruden engelsk.

Sidst på eftermiddagen kom den lokale skoles børn,sang og underholdt os. De havde en fantastisk udstråling og en synlig glæde ved at underholde os. Vi danskere blev også hevet op, for at efterligne dem. 

Middagen bestod af lam og kylling, kartofler, sødekartofler, græskar og salat.

Alt sammen varmet med sten, der havde ligget i ilden. Dernæst var det dækket med klæde, sække og til sidst jord.

Da vi havde spist legede de mindste børn. De største stod nærmest i kø for at vaske op, samtidig med at de sang.

Vi sluttede af med at trykke næser endnu engang.

10. JANUAR, Tongariro – Palmerston North

Skrevet af Margit og Erik Egsgaard

GODMORGEN, klokken er 7, vi har i dag sagt farvel og TAK til Lone, som skal videre til  den næste gruppe. Kufferten er pakket , vi skal flytte hotel. Dagen er startet med lidt regn, mens turen går mod Wanganui. Vi kører gennem Tongarino national park, smukt, imponerende, storslået……….

 Første stop, Wanganui Sue`s  hjemstavn, hvor hendes mor og mormor besøger os, mens vi får et kop kaffe på havnen, i dejligt solskin. Mormor på 93 tager med os på turen i dag, super frisk dame.

Kl 11.30 ankommer vi til Randi Stud farm, ejet af Lindsey og Maria Johnstone. De har 2 farme, den første vi skal se ligger i 600 meters højde, mellem bjergene. Her så vi hvordan de håndterede fårene. De har hydralic, til at holde dyrene, mens de gør det ved dem, som de skal. Det er skånsomt for dem. Også ikke så hård for medarbejderne. Det gik igen over hele linien, at alt skulle foregå så lidt stressende for dyrene som muligt. Dyrevelfærd er i højsædet. De har også noget jagt på gården, som en gut tog sig af.  Så skiftede vi bekendtskab med hvide Hereford dyr, en flok på ca. 30 moderdyr. Det var startet hos hans bedstefar, en kvie blev født meget lys, da hun blev mor, var kalven helt hvid, det blev starten på den hvide stamme, vi så hos dem. Det er kun hobby for ham, der havde været mere økonomi i at bytte dem ud med Angus.

Så kørte vi ned på nr 2 farm, den er fonds ejet, her havde medarbejderne, lidt medarbejderskab i dyrene.  Det er Angus dyr, de så rigtigt godt ud, og igen, her er dyrevelfærden i top. Det er virkelig en avls besætning. De går rigtigt meget op i temperament, de skal ikke skeje ud, for så lander de lyn hurtigt på panden. De afholder auktion 2 gange årligt, hvor de sælger 80 dyr, langt flest tyre.  Dyrene er gennem testet på mange måder, før de bliver solgt, han vil være sikker på at det er gode dyr. Vi fik en byg selv burger, hvor de stegte en 180g fillet steak til os.

 Når de afholdt auktion på gården, foregik det i en hal de selv havde bygget. Den er 8 kantet, i træ, der er så god augustik, at de havde afholdt en opera i den.

Kl ca 16 fortsatte vi turen mod Palmerston North, hvor vi skal bo 2 nætter, hos Susan Bukholt, som har danske forældre, som vi også hilste på, de er bosat på New Zealand, og stammer fra Oksbøl.

Aftensmaden blev indtaget på Destinction hotel.

Godnat og tak for i dag

 

11. JANUAR, Palmerston North – Takapau

Skrevet af af Erik og Birte

 Efter en god lang nats søvn fik vi sen morgenmad på parkeringspladsen ved motellet ejet af Susan Bukholt. Denne morgen med en ekstra delikatesse hjemmebagt rugbrød. Kl.10 afgang mod Fielding sale Yards. Undervejs gav Peter lidt information vedr. landbrugsproduktionen i New Zealand Hvede 2600 hektar på Nordøen, udbytte 6 T/Ha og 52000 på Sydøen 9,1 T/Ha Byg 9000 Hektar på Nordøen, udbytte 5,3 T/Ha og 56000 på Sydøen 6,9 T/Ha Majs 19000 hektar på Nordøen og 5000 hektar på Sydøen, som mest bruges til ensilage, derudover meget lidt havre.

New Zealand er kun 42% selvforsynende med grisekød. Bestand 660000, men produktionen er stigende. Antallet af får er halveret på grund af lav uld pris, og man er gået over til mere kødproducerende dyr. Et slagtelam vejer ca. 20 kg.

Da vi kom ud på markedet fik vi en kort introduktion om markedet. Markedet er opført i 1880, og er i dag et af de største i verden, med årligt salg på ca. 80000 stykker kvæg og 450000 stykker får. Der blev handlet 3 til 4 dage ugentligt, mandag primært med dyr til slagteriet, de andre dage primært til salg til andre landmænd med henblik på færdig fedning. Der er en daglig omsætning på 4 til 5 millioner dollar. Vi var heldige at ramme en dag med meget salg.

Først så vi auktion over får og efterfølgende på kvæg. Det var muligt at følge med i pris og vægt. SDM og kødkvægs tyre 2,9 dollar pr. Kg Unge stude 2,6 dollar pr kg.  Gode kødkvæg kvier op til 3,4 dollar pr. Kg Lam på 120 til 130 dollar pr. stk.

Herefter frokost i den lokale park. Turen fortsætter til Dairyland’s Stewart Family farm, som er en meget veldreven farm. Hans landbrug består af 2 farme. I alt 600 hektar og 800 stykker malkekvæg. Han er 5 generation på gården, men den første, som har kvæg.

Vi fik information om stedet, mens køerne kom ind fra marken og efterfølgende så vi starten på malkningen. Han startede med at være sharemilker hos hans far, da han ikke selv ønskede at arbejde med får. Han gik meget op i detaljer, hvilket også kunne ses på den meget velholdte drift.

De fandt ud af, at det var en god forretning, hvorfor de har opkøbt mere jord og udvidet kvægbesætningen til 2 besætninger af ca. 400 køer. Det er nu blevet til et familie foretagende. Det overskydende græs bliver til ensilage, som anvendes på den ene ejendom. 

Der var 4 mænd ansat, som arbejdede 50 timer om ugen til en løn på mellem 17 til 22 dollar i timen. Stor ydelse 75 kg fedt og protein over gennemsnittet.

Besøget sluttede med kaffe ved bussen, og efter en lang og flot køretur via Danevirke og Norsewood kom vi lidt sent frem til Hanne og Chris Hardy. Indkørslen til ejendommen var vanskelig på grund af smal ledåbning og efterfølgende store træer. Grenene blev savet af og vi kom frem.

Hanne er sammen med sine forældre flyttet til New Zealand som 7-årig, taler fint dansk.

I 1996 var planen, at de skulle overtage Chris’s fars ejendom, men dette var faderen alligevel ikke klar til, så derfor begyndte de at leje jord, hvorpå de havde op til 35000 får enheder. Siden har de købt det meste af den lejede jord, så de i dag har 1600 hektar.

De har 5000 moderfår og 5000 lam og ca 600 stk avls kronhjorte hinder + kalve. Samtidig feder de tyrekalve op, hovedsagelig SDM, som købes som et årige og slagtes når de er 2 et halvt år.

Der dyrkes roer og lucerne til vinterfoder.

Efter en rundtur på ejendommen i bussen, fik vi serveret en super middag , hvorefter vi skulle skynde os hjem.

12. JANUAR, Palmerston North – Wellington – Picton

Skrevet af Marius og Morten

Morgenmad kl.7 Derefter blev Dannebrog hejst af Jens Bukholt mens vi sang vores morgensang, derefter sang vi skul gammel venskab ej forgå. Derefter tog vi afsked med familien Bukholt.

Vi kører derefter mod Wellington undervejs fortalte Peder om NZ landbrug.

10 mill. ha græs heraf 2,3 mill. vedvarende ,1,6 mill. ha frugt og vin, 2.3 mill. ha korn,majs og kartofler m. m.

1992-93. 2017-18

Mælkeproduktion. 7,63 mia. l. 20.72 mia. l.

Antal besætninger. 14458. 11590

Antal køer. 2,6 mill. 5,0 mill.

Antal køer pr. besætning. 180. 431.

Antal køer pr. ha. 2,43. 2,84

Samlet oksekødseksport 391.000 T 51% til USA og Canada 35% til Østasien. men kun 2% til EU.

Kl. 11 ankom vi til Wellington hvor vi fik 1 times rundvisning NZ lands historie om Maorierne og landbrug iNZ land,som vi havde hørt en del om i forvejen.Frokost på museet 12.30. Derefter kørte vi til færgen hvor vi efter 3 timers rolig sejltur i solskin ankom til Picton på sydøen.Kl. 18 blev vi inkvarteret på Motel Gateway.

Aftensmad på Restaurant Gina 19.30.

13. JANUAR, Picton

Skrevet af Gitte og Thomas Møller.

Besøg hos Lone Melling

Dagen startede på Cafeen Te Papa lige ved siden af Motellet, hvor vi bor. Vi indtog vores morgenmad og sang fødselssangen for både Peder og Jesper, som havde valgt at holde deres fødselsdag hernede sammen med resten af holdet. 

Dagens eneste besøg var hos Lone Melling. På vejen derud passerede vi et af de største vinområder i New Zealand. Der er 1500 vingårde og de producerer en stor del af hvidvine på New Zealand. Vi ankom til Lone´s farm kl. 10 , godt vi ikke ankom før, da Lone havde hjulpet med malkningen denne morgen og lige skulle være færdig (vi ankom også 1 dag før end aftalt ! ). Lone er hårdt spændt for, hun mistede pludselig sin mand Tony i oktober 2018. Han var faldet sammen ude på marken, man fandt ham der sammen med sine hunde.

På gården har de 340 køer, som Lone er manager for. Der afgræsses mest muligt. Man supplerer med lidt palmekager og ensilage, hvis det bliver for tørt. Der er sæsonkælvninger, som starter i august, derfor malkes der ikke i juni og juli.Hun vil gerne levere ca. 1,7 millioner kg mælk, men nåede dog kun 1,6 sidste år.

Lone og Tony emigrerede til New Zealand i 1992, hvor de først købte en farm ovre på Vestkysten. Her var det meget barskt med megen regn op til 8 meter regn / år, som svarer til ca. 22 mm hver dag hele året rundt. De oplevede både jordskælv og jordskred, og engang i mellem forsvandt der køer ned i nogle af disse huller . De kunne også være spærret inde i op til 3 dage, hvor vejen var lukket pga oversvømmelser.

Vejen op til gården var på 3 km kørsel i bjerge. Lone holdt utrolig meget af dette sted.

For Tony skulle der gerne ske noget nyt ca hvert 3. år, så derfor flyttede de i 1996 til Long Valley, hvor deres søn Frederik bor nu. Der er et meget mildere klima her. De startede med en Jersey besætning på 165 køer.

Efter 3 år flyttede de til deres nuværende gård. Den er vokset til 1500 ha, 12-1400 får og 350 køer . Frederik har en angusbesætning på 120 køer og han malker 350 køer på shire milkning. Ovre hos Frederik er de påbegyndt arbejdet på en malkekarrusel med 54 pladser, en meget stor investering, som forventes færdig til april. Med denne investering får han mulighed for at udvide koantallet til ca 600 køer. Arealerne på de 2 gårde når næsten sammen, så de kan drive køerne mellem de 2 gårde i den periode, de ikke skal malkes.

Lone har også sønnen Jonathan , som hjælper til på gården ligenu , da der er travlt efter Tony´s død. Han vil hellere lave andet end landbruget. Han er uddannet indenfor musikken, men forsøger nu pilotvejen.

På New Zealand er det også svært at skaffe god arbejdskraft, selvom de sociale ydelser ikke er særlige høje. At skaffe visum eller forlænge visum er også meget besværligt – megen papirarbejde, men det kender vi jo hjemmefra. Miljøkrav breder sig også ud over New Zealand . Krav til hvordan dyr skal behandles er også steget meget de sidste par år. DET var netop DETTE Lone og Tony rejste fra i 1992.

Vi fik frokost i haven hos Lone. Hun fortalte om, hvorfor de var emigreret hertil og hvordan det er at leve hernede. Til kaffen og lagkagen gav Peder Kiwi snaps .

Lone´s forældre flyttede hertil for 17 år siden. Efter faderen´s død købte Lone´s mor på 99 år en lejlighed ved et plejehjem. Vi kan kun ønske Lone og hendes familie held og lykke fremover – for der er meget arbejde endnu, der skal laves.

Resten af dagen holdt vi fri til sightseeing i Picton. Aftensmad på baren Te Papa.

14. JANUAR, Picton – Kaikoura – Christchurch

Skrevet af Jesper Hedegaard og Per Spleth

Vi startede igen med morgenmad kl 7.30 og de fleste var friske og klar til en ny spændende dag. Vi havde kun 12 gr og lidt småregn fra morgenen så det var lidt anderledes end de foregående dage.

Kl 9 var alle i bussen og klar til afgang. Vi skulle omkring Blenheim for at få påfyldt Adblue på bussen. Blenheim er en by med 35.000 indbyggere. Her er bla NZ eneste pilot uddannelse. Her lærte de bla at lette og lande uden brug elektronisk udstyr.

Fra Blenheim kørte vi sydpå mod Yealand Winegaard. NZ har et rigtig godt klima til vindyrkning. Der er 10 hovedområder og 3 områder ligger omkring Blenheim. De marker blev plantet i 1851 og de blev indført fra Frankrig og Kroatien. I starten blev der satset på Portvin og Sherry men gik så over til hvidvin og rødvin.

Der satses på hvidvin da det kniber med at lave en god kvalitet af rødvin. De mest udbredte sorter er Sauvignon Blanc, Pinot Noir, Risling Chardonay. Rødvin er mest Merlot, Cabernet Sauvignon. Der udvikles forskellige smage afhængig af jordbonitet og klima. NZ har en forholdsvis god fugtighed og kølig sommer og mild vinter.

Arealet med vindyrkning er nu ca 24.000 Ha og det er ca 1 % af verdens produktion. Der er ca 8 % økologisk af NZ vin. areal. Det er fordelt på 700 vingårde og den samlede produktion er nu ca 335 mill liter. I NZ bruges nu 95 % med skruelåg da der er mangel på corkeg. Man har fundet ud af det ikke har betydning for kvaliteten.

Kl 10 var på Yealand WinYard.

Peter Yealand var startet op med opkøb af jord i 2002. tidligere var der fårefarme i området. De fleste af vinstokke er plantet fra 2008 og frem. Produktionen vin blev startet op den 8.8.2008. Der er nu ca 2500 Ha med 2 mill vinstokke. Det giver en årlig produktion af 20 mill liter vin.

Der er 120 fastansatte + 80-90 sæsonarbejder til druehøst og presning i marts-april.

De forsøger at lave en bæredygtig produktion. Der satses på solceller til energikilde og brug af afklip fra vinstokke til brændsel. Rester af vindruer efter at de er presset laves til kompost og anvendes til gødning til vinstokke.

De forsøgte at holde et optimalt mikroklima mellem vinstokke med forskellige planter og blomster. De brugte høns, grise og får(Baby Doll der kun bliver 60 cm så de ikke kan nå druerne) til at holde vækst nede mellem stokke. De kunne ikke have grisene til at gå mellem vinstokkene når druer var ved at modne da grisene fandt ud af at stå op på hinanden for at nå druerne. Får få år siden blev Vingården solgt til NZ største Elselskab.

Vi havde smagte 4 slags vin. Det var 2 hvide, en rosé og rød. Det var Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Baby Doll rose og Pinot Noir. Der var forskellige meninger om smagen. Vi synes at Rosé var den bedste.

Kørsel mod Kaikoura. Vi kørte videre sydpå. Steen fortalte om det store Jordskælv i november 2016 der ramte området omkring  Kaikoura. Det var 6,8 på Richter scala. Kaikoura blev afskåret fra omverdenen. Der er 3500 indbyggere men bliver årligt besøgt af 500.000 turister der gerne vil se hvaler. Vi gjorde et stop hvor vi så mange sæler med unger der ligger på klipper på stranden.

Det var en meget flot køretur langs med havet og bjerge på den anden side. Vi kunne flere steder se skader efter jordskælvet og de reparere vej og jernbane alle steder.

Ved jordskælvet skete der en hævning af kystlinjen og havnen blev hævet med ca 7 meter og der måtte laves ny havn.

Cook opdagede området i 1770. Byen levede hovedsageligt af hvalfangst frem til 1920 hvor antallet af hvaler var meget lille. Her begyndte de så med landbrug og senere turisme som nu er den største aktivitet i byen.

Vi spiste frokost i Kaikoura hvor vi fik Fish and Chips. Det smagte Ok men lidt fed. Mågerne ventede på om der var rester.

Efter frokost gik vi tur langs havet for at se om vi kunne se hvaler eller delfiner.

Vi kørte så videre mod Christchurch igennem flot natur. En del så ikke den flotte udsigt da de holdt Siesta 🙂

Vi gjorde stop i Amberley hvor vi fik kaffe og Jesper gav fødselsdagskager –  uhmm.

Vi hørte om det store jordskælv der ramte Christchurch området den 2.2 i 2011. Den ødelagde en stor del af den gamle bydel. Det var 6,3 på Richter skala og 10 km ude i havet i 5 km dybde. 185 mennesker mistede livet og 60.000 flyttede bort fra byen men nogle er nu kommet retur igen.

Christchurch er den ældste by på NZ og blev grundlagt i 1856 af folk fra Oxford området i England så Christchurch er meget engelsk inspireret. I dag bor der ca 362.000 mennesker i byen.

Byen har gennem flere år været udgangspunkt for arktiske ekspeditioner af kendte bla Scott.

Vi nåede til hotel i udkanten af byen kl 18 og blev indkvarteret på fine værelser. Vi spiste aftensmad på hotel.

15. JANUAR, Christchurch

Skrevet af Arne og Margit

Efter morgenmaden, kørte de fleste af os mod Darfield, hvor vi skulle besøge mejeriet Fonterra Milk Factory.Der var en “udbrydergruppe “ på 10 damer , som havde lyst til at få luftet dankortet!!

På vej til Fonterra kørte vi gennem noget af det mest flade jord i NZ. Her var der mange store vandingsanlæg. Fonterra i Darfield er det største mejeri i NZ, bygget i 2012. Normalt er det ikke et sted at udefrakommende kan komme ind. Vi skulle have lukkede sko på, og blev ved ankomsten iført veste og sikkerhedsbriller.

Der kommer 7,2 million liter mælk ind hver dag, kørt af 40 tankbiler,hvorpå der var 3 chauffører. De laver kun mælkepulver og smøroste. Det meste af deres produkter exporteres til Kina, Indonesien, Asien. Der er ingen export til Rusland og USA. De producer til 40 markeder i verden. De bruger 5 millioner liter vand i døgnet, blandt andet blev vandet fra mælken genanvendt . De går meget op i bæredygtighed( men de brugte dog kul til energifremstillingen) Hver dag blev der sendt 45 container med jernbanen til udskibning fra havnen.

Juni og juli blev fabrikken lukket helt ned. Dem der eventuelt havde mælk til levering, måtte sende det til andre mejerier i denne periode. Herfra kørte vi til til DLF forsøgsgård, hvor Sue diskede op med vores frokost. DLF startede på NZ for 14 år siden, og har nu opkøbt en af deres konkurrenter.

De har en forventning om at komme op på 60- 70 % af fodergræs frømarkedet,samt 80-90% af plænegræsmarkedet.

Der skulle være kommet en dame kl. 12.30. Men først kl. 13 kom der en mand, som startede rundvisningen. En time forsinket dukkede damemennesket op. Vi gik ud i marken og så deres forsøgsområder, hvor det primært var udvikling af nye rajgræssorter til foder vi så.

Det tager 10-15 år at udvikle en ny græssort. Det kan koste op til 1 million dollars inden sorten er færdigudviklet. De havde også forsøg med hvidkløver, som egnede sig bedst til de New Zealandske forhold.

Inden vi forlod DLF blev der kikket på de forskellige maskiner , som de brugte til at rense og sortere frøene med. Herefter kørte vi mod Botanisk have i Christchurch, hvor vi skulle møde “ udbryderne”. Vi gik rundt en times tid og så på alle de store flotte træer.

Derefter var der kaffe ved bussen , og afgang på gåben for at komme ned og se den sammenstyrtede katedral. Sue samlede os op og vi fik en rundtur i byen for at få et indtryk af hvad der var sket under jordskælvet i 2011. Vi så nogle højhuse, som ikke var renoveret endnu, de skulle nok rives ned!

Hun kørte os også ud til en kirke, som var blevet opført som midlertidig tilholdssted for katolikerne. Her så vi også en ting der gjorde stort indtryk på os alle. Indbyggerne havde lavet en mindeplads over de omkomne under jordskælvet. Det bestod af en hvid stol, for hver af dem som var omkommet, der var både en barnestol, gyngestol, og kørestol.

Vi ankom herefter til hotellet, og spiste aftensmad en time senere, som bestod af en dejlig steak.

Tak for i dag

16. JANUAR, Christchurch – Fairlie

Skrevet af: Anna og Svend Erik

Farvel til Christchurch. I dag skal vi på Økologisk gårdbesøg hos Bryan og Jackie Clearwater. De købte gården i 1999 og lagde den hurtigt om til økologi. De har 100 ha og 100 køer på ejendom nr. 1. På ejendom nr, 2 har de også 100 køer, lejet 30 ha og ejer selv 40 ha. De er eneste økologer på Sydøen.
De har egen gårdmejeri , hvor 20% af mælken bliver lavet til yoghurt – 3 slags. Det bliver kun solgt til butikker og der er 6 ansatte til gårdmejeri og køerne.
80 % bliver solgt til mejeri Frontera og prisen er 6-8,15 kr .Yoghurten koster ca 35 kr pr. 2 kg i butikkerne. Mælken kan leveres til mejeriet hele året, da de har malkekøer på begge gårde. Kælvningssæsonen på en ene ejendom er forår…- på den anden ejendom efterår.

På de økologiske jorde gives kalk hvert anden år + mineraler. Økologi drives som i Danmark.

Dagen afsluttes på Farmstay. Vi blev fordelt på hold, 4-6 personer pr sted. Vi kom besøg hos Carmel. Dejlig hyggeligt sted. Hun har tidligere haft gård med festarrangementer sammen med manden . Vi fik dejlig aftensmad : Lammesteg og kylling med grønsager…samt dessert. Morgenmaden var spejlæg ,bacon og tomater. Hyggelig familie.

På vegne af Jesper, Per, Sonja og Vagn, Gitte og Thomas:

Vi var 6 personer , der overnattede hos Anita og Alan Blakemore, som nu driver et Bed & Bredfast. De havde solgt deres farm på 150 ha i 2001 for at gå på pension og et stort ønske om at komme ud at se verden. De har været i England, USA, Tjekkiet , Ungarn etc.

Efter salg af gården i 2001 købte de 14 ha jord , byggede et stort dejligt hus på toppen. De plantede 400 oliventræer op ad skråningen, som de får ca. 4000 liter olivenolie ud af om året, som de sælger på markeder til en pris af 80 dollars pr. liter.
Til at afgræsse de øvrige arealer har de 20-25 tyre/stude , som købes som 8 ugers og sælges efter ca. 2 år.
Et meget flot sted med en kæmpe stor have og mange flotter blomster og udsigt.

 

17. JANUAR, Fairlie – Wanaka

Skrevet af: Hans-Jørgen og Birgitte.

Efter en god aften og nat hos vores værtsfamilie samles vi igen og kørte videre mod vores næste stop Tekapo hvor nogle af os skal ud at flyve.
Undervejs op mod Tekapo kom vi forbi 3 store vandkraftværkerne som producerer meget strøm.
Endvidere kom vi forbi et planatarium hvor der er mulighed for at kikke ud i rummet. Hvis der er klar stjernehimmel, så bliver al flytrafik lukket om aften og natten, for ikke at forstyrre dem der vil se stjerner.

Vi var nogle af dem som kom ud at flyve og det var en vidunderlig udsigt. Resten af gruppen var på shopping tur i Tekapo.

Efter flyveturen mødtes vi i en kirke, som var 84 år og den var bygget af beboerne fra byen, og der sang vi vores morgen sang.
Efter besøget ved kirken, fandt vi et sted ved søen hvor vi fik vores frokost.
Vi så en Havmand (Jesper var ude at bade).

Vi kørte videre og undervejs gjorde vi ophold ved en rigtig flot opdæmmet sø.
Der var 29 graders varme.

Så kørte vi videre mod byen Twizel hvor Sue vores buschauffør skulle have tanket bussen op og vi andre fik os en is.

Undervejs så vi mange vandingsmaskiner som er af forskellige størrelser.
Vi har set forskellige størrelser fra 4 til 29 sektioner. En sektion koster ca. 100.000 kr.

Vi kører op over et bjergpas for at komme over til Jayne og hendes mand som ejer en fårefarm hvor de har 4000 Merino får (uldfår).
De har også 1700 kødfår (dem med det sorte hoved) som er til at slagte.

Jayne går meget op i at avl nogle gode uld og kød får. Fårene sorteres til avl og slagtning.
I August klippes de og hunfårene bliver skannet for at se om de er drægtige. De sorteres i hold om de har et eller flere fostre. Dem som ikke er drægtig bliver slagtet. De får som har et foster kommer op i bjergene ca. 2 kilometers højde. Og dem med 2 og flere fostre bliver tættere på farmen hvor der er bedre græs.
Halen amputeres ved at man sætter en stram ring om halen og så falder halen. Fårene får øremærke i højre eller venstre øre, alt efter deres køn.
Fårene bliver klippet i et stort stykke og så sorteres ulden efter kvalitet. Bedste kvalitet giver ca. 18 dollar og det er ca. 90 kr. pr. kg. Hvert får giver ca. 5 kg uld.

Efter rundvisningen kom vi over i haven og får kaffe og kage. 
Jaynes mand viser hvordan man driver får med hunde og de er virkelig dygtige.
Jayne kom ud med 2 små hundehvalpe og vi var alle klar til at tage hvalpene med hjem.

Efter besøget hos Jayne og hendes mand kører vi mod Wanaka hvor vi skal overnatte.

Ca. kl. 19.15 kørte vi ud til en hjortefarm som ejes af Jeff og Mandy Bell, hvor vi fik noget lækkert aftensmad.
Jeff fortalte hvordan han blev ejer af gården.
Gården er på ca 2500 ha. kuperet terren hvor hjortene går på græs. De har ca 3500 hjorte.

Fortsættelse følger fredag….

Godnat og sov godt

18. JANUAR, Wanaka

Skrevet af: Erna og Svend Ove Lønborg.

 

Efter en god morgenmad kører vi mod hjortefarmen igen.
Det startede med at ejeren Jeff Bell, ledte os lidt op i bjergene, hårnålesvingene er Sue blevet helt god til.
Grunden til at vi skulle med op til et bestemt sted, var at derfra kunne vi se hvordan 1500 hinner med alle deres kalve, kom løbende ned af bjergsiden.
Grunden til at de skulle flyttes i dag var, at der skal være et større cykelløb oppe i højderne hvor de ellers går det meste af året.
Farmeren har før oplevet at dyrene er blevet så forskrækket at de er løbet ind i hegnet og brækker halsen, så det vil han gerne undgå denne gang.
De var blevet drevet sammen af en helikopter aftenen før, og nu var det kun to personer, hvoraf den ene kørte på motorcykel, der kom med dem ned over bjergsiden.
Det var et fantastisk syn med alle de dyr som bevægede sig og kaldte på hinanden. De kom på bedre græs/lucerne som øger kalvene tilvækst.
Kalvene vejer ca 100 kg når de er 10 måneder, de bliver kørt til slagteri på lastbil, 140 af gangen, ca. 3 timer tager køreturen. Prisen han får pr. kg slagtet vægt er 10 NZD, og de har en slagteprocent på 50.
Via avlsarbejde og godt foder, har han forbedret det fra 15 måneder til 10 måneder, det var han stolt af.
Foderet der bliver brugt er foderroer som stribegræsses, den måde de spiser dem på er ved at udhule dem og spise indmaden, på den måde kan de undgå at få for meget jord med som vil slide deres tænder.
Der bliver lavet wrapballer til vinterfodring, ca. 115 dage, maj – september.
Der bliver også avlet grønkål som de også afgræsser.
Han har de fleste år overskud af græs, og så køber han lige 2-3000 får til at afgræsse det. De bliver solgt umiddelbart efter, de bliver brugt som afpudser.

Efter 2. Verdenskrig blev der stor efterspørgsel efter hjortekød. Så stor at der var indfangning fra helikopter, i stor stil, med net og bedøvelsespile og man hoppede fra helikopteren og ned på ryggen af hjortene og fangede dem, det gik vildt for sig og det var med livet som indsats. Det tog folk der styrtede ned med helikopter, det var det rene vilde vesten.
Efterspørgsel og priser har gået op og ned i alle årene, det har været meget svære tider. Nu har de en stabil afsætning til Kina og de kan bruge ALT på hjorten, også de dele som vi ikke vil bryde os om at spise.

Ang Brexit, som der lige har været afstemning om igen i parlamentet i England, så er Jeffs holdning at de kan ryge og rejse, fordi i 1972 da de gik med i EU, blev der lukket for al samhandel mellem New Zealand og England, og derfor kunne de ikke komme af med deres landbrugsvarer.

I alt er der ca. 500.000 hinner i New Zealand.

Vi har talt om flere gange på turen at deres hegn det er virkelig i orden, ser det ud til, også oppe i bjergene. Han fortalte at hegn koster 3 dollar pr m, (knap 15 kr) og han har her på farmen over 100 km hegn.
Han var en meget spændende mand at lytte til, og han var rigtig godt inde i landbrugspolitik.
Ham og medhjælperen, som han ikke lagde skjul på, var dygtig til håndteringen af dyrene, fik frokost sammen med os i haven, hvor der også er Glamping, store telte man kan leje sig ind i med dobbeltsenge i.

Eftermiddagen var til fri leg, og da vi boede klods op af en dejlig sø, Wanaka, var der flere der var ned og bade, andre på bytur og resten sov vist en lille middagslur. Dejlig dag med afslapning om eftermiddagen.

 

19. JANUAR, Wanaka – Arrowtown – Queenstown

Skrevet af: Jytte og Knud Skorstengård

Afgang fra Wanaka kl. 8.00, med udsigt til regn.
Historie fortælling i bussen som altid spændende, når Steen fortæller om stort og småt. I dag handler det om bungyjump og guldgravning.
New Zeeland, er jo bungyjumpens fædreland og opstod i Queenstown, og vi har en modig mand på holdet som vil prøve!

Stop kl. 9.00 ved kæmpe frugtbod, alle slags frugt og andre lækre ting – olie, chokolade, marmelade og tørret frugt.

Vi kørte igennem et guldgraver område – spændende landskab og originale guldgraverhytter.

Et besøg på guldgraver museum i Arrowtown, med guidet tur til den kinesiske koloni, med næsten originale guldgraverhytter.
Guiden gav en rigtig god gennemgang af guldets historie, som startede i ca. 1862.

Derefter et besøg på Gibbston Valley Winery og Cheesery, som er den ældste vingård i central Valley og de har den største vingrube i New Zeeland.

OG SÅ SPRANG THOMAS!!

Ankomst til Holiday Inn Queenstown kl 16.00

Dagen afsluttes på restaurant nede i byen.

 

20. JANUAR, Skippers Canyon

Skrevet af: Gitte og Torben.

 

Dagen startede naturligt med morgenmad på hotellet, hvilket jo er helt almindeligt, det ualmindelige denne morgen var, at kaffemaskinen ikke virkede optimalt, så der var lang kø til kaffen. Til gengæld var udsigten vanvittig flot fra restauranten. Men afsted vi kom på en enkelt kop kaffe. Vi blev mødt på parkeringspladsen af KJ og 2 chauffører, da det var Sue’s fridag. Vi kom i bussen med Matt som chauffør. 

Første stop på vejen ud til Skipper’s Canyon var et udsigtspunkt, hvor vi gik af bussen og fik lidt information om området og geologien. Vi havde udsigt til The Remarkables – den store bjergkæde, som ligger her. Gletschere havde været med til at danne kæden og området i det hele taget. Bjergkæden går direkte fra nord til Syd, hvilket er bemærkelsesværdigt og har givet navn til Bjergkæden.
Vi havde også derfra udsigt til Wakatipu søen ved Queenstown, som er 87 km lang.
Gutterne sagde, at vi skulle nyde det, for det var det sidste civilisation, vi ville se på vejen, indtil vi måske kom tilbage.

KJ fortalte, at der i dalen havde været dyrket humle, man var uenige om, at det måske var for koldt i derned. Men nu havde de jo besøg af en flok danske landmænd og danskere er glade for øl, så han synes bare, at vi skal komme til New Zealand og dyrke noget humle.

Vores chauffør, Matt, havde været i Danmark for godt 20 år siden for at arbejde med kartoffler hos Nørtoft Kartoffelcentral i Give. Så han syntes, at det var sjovt at køre med danskere. 

Turen ud til Skippers Canyon hører til en af de mest spændende og nervepirrende, som jeg har deltaget i. Vejen vi kørte på var hugget ud af klippen – kunne med nød passere biler forbi hinanden, dog ikke alle steder. Vejen er den originale guldgravervej. De havde brugt 25 år på at bygge den – vejen er et historisk sted – og som sådan vil den aldrig blive asfalteret. Grusvej hele vejen med tilhørende bump og sprækker.
Der var den onde lyneme langt ned – og når vi kiggede ned på Shotover River, så vi samtidig på grænsen mellem to store farme, der driver land og får. Moonlight Station på 80.000 acres og Coronet Peak station – 60.000 acres – leverer Merino uld til Icebreaker mærket og manden på farmen udmærker sig ved, at have været gift med Shania Twain, sangerinden – ja han var fuld af nyttig information ham Matt. Grunden til at højlandsbedrifterne går så godt i New Zealand skyldes bl.a. manglen på rovdyr.

Vi kom igennem Hell’s Gate på gåben og gik ned til et klippefremspring, hvorfra vi kunne beskue to klippeformationer, som er brugt i Ringenes Herre. Den ene blev endda også brugt til den Heineken reklame, hvor en bjergbestiger kravler op til en top for at åbne en Heineken. Det var ganske pudsigt at se det live.

Herefter gjorde vi holdt ved resterne af Welcome Hotel og fik historien om det. Vi fik på vejen hele guldgraverhistorien, som vi også fik i Arrowtown, så det går vi ikke dybere ind i her. Han kunne også nogle gode historier om hotellet – som nok var meget karakteristiske for dem vi har set i westerns på TV eller i biografen. Men i den her Canyon var der 5.000 mennesker konstant i lang lang tid. De boede herinde i kanvastelte – der var ingen træer dengang, så man kunne ikke bygge huse eller lave brænde. Så det siger sig selv, at vinteren var en af guldgravernes store udfordringer – kunne blive ned til minus 15 grader – den anden store udfordring inden i dalen var oversvømmelser, som også forekom jævnligt.

Vi så øvrigt på turen, hvordan de sprøjtede træer væk. Vel at mærke importerede træer – ikke naturligt New Zealand træer. Man udnytter de visne træer til brændsel.

Der har gennem tiderne boet spændende mennesker i dalen i enkelte huse, bl.a. Megan, der ernærede sig ved at brygge og sælge alkohol. Der bor nu 6 familier inde i dalen – og nogle af dem har ingen vand, ingen el, men dog en bil til transport.

Busturen var som sagt spændende. Jytte sad og kiggede ud over bjergsiden og så spørger Per S. – går det nedad Jytte ? – Ja det går rigtigt ned, er svaret. Så spørger Per, hvad er forkert ned, Jytte ? – og det tog kun et splitsekund at få svaret tilbage. Det er sgu da opad Per. Jytte ville også på et tidspunkt vide, hvor mange biler og busser, der var røget ud over skrænterne – og så mente resten af bussen altså, at vi skulle lukke munden på den dame.

Vel fremme fik vi en rundvisning i Winky’s museum, Winky er 5. generation guldgraver og bor inde i området stadig. Vi fik også lov til at prøve at vaske guld og det lykkedes vist kun for Gitte M. og Susanne rent faktisk at finde et lille stykke guld. Det kan stadig lade sig gøre at finde guld i floden. Herefter var der BBQ frokost – lammekoteletter og pølser med salat. Det var godt. Herude så vi også broen, fra hvilken de første bungy jumps blev foretaget – 102 meter. Det er stadig muligt at bungy jumpe fra broen efter speciel aftale – jeg skal dog ikke nyde noget. Mens vi så ned over floden i blæsevejr, så vi også, hvor meget broen vippede.

Så var det tid for nogen – at komme i wetsuit og afsted til rafling og jetbåd – for dem, der var afsted var det en rigtigt spændende tur. Der skulle også springes fra en klippe med tilhørende fotografering. Mens de andre var afsted hjalp jeg KJ med at vaske op, så han kunne komme hjem – og dernæst slappede jeg af sammen med Anna og Kaj indtil de andre kom tilbage til kaffe. Jeg snakkede lidt med en af guiderne som var engelsk. Han var kommet hertil for 10 år siden for at stå på ski og var så blevet her. 

Matt, vores chauffør. Uddannede sig til sygeplejerske, da han kom hjem fra Danmark. Så stod han på ski, når han havde fri og fandt så ud af, at han ligeså godt kunne tjene lidt penge på at køre derud i dalen med folk, så han blev registreret til persontransport i bjergene og havde så kørt disse ture i 20 år.
Matt viste os et billede af sin søn på 1 år – han har også en på 8 år. Og specielt med den ældste, kunne vi godt blive enige om, at vi har en global udfordring, der hedder at få de unge væk fra computerne. Men han var insisterende overfor sønneke – og som han sagde – det er de første meter fra computeren og ud til hoveddøren, der er de værste, herefter så nyder de det.

Efter kaffe og kage og søde sager gik turen tilbage ad guldgravervejen som på vejen ud, så nød jeg virkelig at se ind i de høje klipper – jeg skulle ikke nyde noget af at se ned. Vejen var smal og selvom bussen var mindre en Sues bus, som vi har kørt i nu siden den 5. Januar, så hang enten for- eller bagenden jævnligt ud over klipperne.
Jeg skulle tage noter på turen, det blev ikke til så meget, da jeg havde besvær nok med at holde fast i sædet og kun kigge ind i klippesiderne. Havde jeg vidst, at det var sådan et terræn, vi skulle køre i, så var jeg nok blevet på hotellet. Mine ben er holdt op med at ryste, men sjovt var det faktisk ikke.

Det skal dog ikke forhindre mig i at synes, nu når det er vel overstået, at det har været endnu en fantastisk dag på vores New Zealand rejse – og så vil jeg slutte af med, at sige, at nu har vi endelig noget at klage over. Flere gange de sidste par dage, har jeg hørt nogen sige, at det er sgu træls – den tur her – der er ikke rigtigt noget at klage over. Men nu har jeg fundet noget – det er altså virkelig træls, at skulle skrive dagbog på en iPad, når man er vant til en PC – så har den stavekontrol og kan ikke skrive ø og å. Jeg måtte gå den tunge gang, at gå over til Steen på hans værelse og få hjælp til det her dyr. Og dæleme om det ikke lykkedes ham at hjælpe mig. Tænk sig, at det skulle komme over mig, at få ekspertbistand hos Steen Hansen – nu står verden ikke længere.

Tak for idag – det har sgu været hyggeligt.

21. JANUAR, queenstown – Milford Sound

Skrevet af: Margit og Erik Egsgaard.

 

Godmorgen, klokken er 9, bussen er pakket, efter et super skønt ophold i Queenstown, går det mod Milford Sound.
Busturen startede, med morgen sang og fødselsdags sang for Svend Ove Lønborg, tillykke med dagen.

10.30 tisse pause i Mossburn.
11.30 dankort tur og frokost på Moose i Te Anau.

Dagen i dag , er en transport dag, men med fantastiske store natur oplevelser. Det er helt uforklarligt.

Vi stoppede ved Ellington Valley, Mirror Lakes, Knops Flat, kørte langsomt forbi Falls Creek, Monky Creek, kørte gennem Homer Tunnel (1219 m lang), The Chasm, hvor vi fik kaffe, før vi landede i Milford kl 16.
Her skulle vi ombord på en båd, for at sejle ud gennem fjorden (Milford Sound) til det åbne hav.

Vi sejlede et stykke ud på fjorden, hvor vi fik kaffe, sejlede meget tæt på nogle vandfald, så sæler og så blev der ankret op, hvor der var mulighed for at få en speedbådtur fra moderskabet, eller at ro kajak.
Efterfølgende var der middag om bord, så var der et foredrag , men her valgte de fleste at blive tilbage, hvor vi spiste. Det udviklede sig til en sang og danse aften, (super hyggeligt). Det endte med at både de øvrige gæster og de ansatte deltog, fantastisk.

Så var det tid til at kravle til køjs, efter endnu en dejlig dag.

22. JANUAR, Milford Sound – Gore

Skrevet af: Connie og Kaj Jeppesen

 

Overnatning ombord i kahytter på færgen ved Milford Sound. Færgen har ligget for anker (helt bevidst) og startede først op igen ca. 07.30, da morgenmaden var overstået. Nu sejlede vi videre ud af Milford Sound til vestkysten, hvor vi mødte det åbne hav (Det Tasmaniske Hav…. Næste nabo: Australien).
Gennemgående rolig tur… først da vi mødte havet var der lidt bølger, men… så vidt vides… var ingen alvorlig ramt af søsyge.

Medens det havde regnet kraftigt i nattens og morgenens løb, var der nu stort set klaret op… Sådan at vi kunne følge sejlturen fra dækket.
Flotte scenarier, utallige vandfald fra bjergene…. Bjerge, der tårnede sig henved 700 m op i vejret og en vanddybde på sige og skrive 300 meter.
Derudover så vi sæler samt delfiner, der boltrede sig i vandet.
Retur ad Milford Sound til udgangspunktet, hvor bussen heldigvis stod, hvor den var blevet forladt i går.

På land igen, turen går nu mod byen Gore, til et gårdbesøg hos Don Morrison over middag.
Tid til en “lille morfar” bussen. Strække ben pause i Te Anau, hvor især iskiosken blev flittigt besøgt.

Ankomst til Dan Morrison, hvor solen nu stod højt på himlen.
Vi mødtes i forsamlingshuset og startede med en superdejlig frokost og kaffe, anrettet af Dan og familie/ansatte.
Dan Morrison bor på Rosedale fåre farm, som han driver med sin far og bror.
Vi fik en god fortælling om slægtens historie 200 år tilbage og Steen fik nu sin sag for med stamtræet, da han på glimrende vis skulle oversætte for os, det kneb dog mere med Steens hukommelse i bussen, hvor en af deltagerne gerne ville have gentaget famileforholdene…

Dan Morrison far kendte lidt til Danmark og havde bl.a sejlet på Silkeborg søerne og “besteget” Himmelbjerget… velsagtens kun en bette bakke i hans verden.
Familien ejer ca. 1500 ha. For 100 år siden startede de med 894 får, i dag har de ca. 8000 får.
Dan er meget engageret i avlsarbejdet med får, de får meget kød på fårene samtidig med en meget god smag- som han vægter utroligt højt.
Han ligger i toppen i New Zealand inden for dette område.
Vi fik en fin rundvisning og så også, hvordan fårene fik orme- og selenbehandling, de demonstrerede også vejesystemet for os.
Til slut fik vi lige et kig ind i kirken  presbytorianske), som lå lige ved siden af forsamlingshuset.

Sidst på eftermiddagen kørte vi så videre mod hotellet i Gore med et par stop undervejs i en farmbutik (køb af legetøjs lastbiler til små og store legesyge) samt gartneri (til køb af frø til den kommende sommer…. Gad vide hvor mange New Zealandske haver vi så ser i Danmark til sommer?!).

Aftensmad på hotellet…. også her gik kabalen op… så vidt vides… med hensyn til fordeling af de forudbestilte menuer.
Der var rigeligt af mad…. så meget at størstedelen af os blev sat skakmat mht desserten.

Don Morrison var inviteret til middagen her, så bagefter blev der lejlighed til at stille spørgsmål.
Dette benyttede vi os flittigt af. Vi hørte bl.a om økonomiske og sociale forhold for New Zealænderne

Godnat… og gå nu lige hjem.
Tak for en fin dag !

23. JANUAR, Gore – Dunedin

Skrevet af

24. JANUAR, Dunedin – Otago Halvøen

Skrevet af

25. & 26. JANUAR, Christchurch – Hjemrejse

Skrevet af