New Zealand Tur 2 - 2020
7. & 8. Januar, Rejsen til sydney
Skrevet af Esben og Agnethe
Efter at have fulgt med i nyhederne vedr. de voldsomme brande i Australien, og investeret i et par støvmasker, blev det så vores tur til afgang mod Down Under.
På vej til lufthavnen ringede Ole for at fortælle, at bussen, som kørte tværs over landet med rejsende fra vest, blev forsinket grundet et uheld på motorvejen. Vi fik fortalt at der i bussen blev serveret tiltrængt morgenkaffe til de morgenfriske, hvoraf nogle har været i gang siden kl 3.
Os der ikke var med bussen checkede selv ind, samtidig med en narkohund tjekkede os.
Det bli’r en god dag!
Hele gruppen mødtes ved gaten hvor der var afgang kl 12.30 mod Singapore, 12 timers flyvetur i alt 20361 km.
Frokosten en fiskeret serveret af toplækre stewardesser blev nydt og så tid til læsning, snak, sudoku, skak, film, lur mm.
Ved indflyvningen til Changi Airport Singapore, lå en mængde oplyste skibe i vandet, det var endnu ikke blevet lyst, derfor et flot syn.
Uret blev nu stillet 7 timer frem og vi fik tid til at strække benene på de lange gulvtæppebelagte gange i Changi, før vi igen boardede nu med destinationen Sydney.
Feriestemningen begynder så småt at indfinde sig hos os.
Flyveturen på 7 timer blev også hurtigt overstået, da mange af os sov under 1-2 tæpper. Hundekoldt i flyet, men tæpperne var gode og de smilende stewardesser i deres smukke farvestrålende dragter ekstremt hjælpsomme.
Selfservice paskontrol i Sydney blev anvendt uden problemer – smart, og vi måtte have set meget tilforladelige ud, da hele gruppen gik igennem diverse kontrolsteder uden ekstra tjek. Ole havde ellers advaret os om evt. tjek af jord under vandrestøvle og negle
Rejsen den halve klode rundt blev oplevet overraskende behagelig og hurtig.
Da Ole mente vi trængte til lidt motion ovenpå rejsedagen, indlagde han en lille gårunde med fuld bagage ifm., at finde bussen til vandrehjemmet.
Temperaturen 22 grader, luften fugtig og med røglugt.
Brandene tætteste på Sydney er i en afstand på 100 km, brandene længst væk i 700 km, jo Australien er stor. De nuværende brande er de værste i ca. 140 år. Første brand opstod ved et lynnedslag i november.
De australske brandmænd er ved at være slidt op, canadiske og amerikanske brandmænd hjælper nu til.
Busturen til vandrehjemmet blev udvidet ned forbi Darling Harbour, så vi kunne se stedet med lys ved nattetid.
På vandrehjemmet Sydney Harbour YHA kom Lone og var med til at byde os velkommen da tur 1 og 2 lapper lidt over. Lones gruppe har fået aflyst “bridge climbing” i dag pga. sigtbarheden, ny mulighed i morgen.
Nogle gik i seng og andre på bar.
Forventningsfulde ser vi frem til nye eventyr i de kommende dage, i selskab med søde mennesker.
Det BLEV en god dag, ja faktisk næsten to.
9. januar, sydney
Skrevet af Arne og Margit Stycke
Vandrehjemmet vi bor på er tidssvarende, bygget på en udgravning fra den gamle bydel, hvor de under udgravningen fandt over en million effekter. Den gamle bydel stammer fra fangernes bosætning i 1788. Det var Captain Cook, der fragtede dem hertil fra England, hvor de her fik deres frihed.
Sydney er en storby på størrelse med Fyn med 5 mill. Indbyggere.
Sydney og Melbourne konkurrere om status, hvor Sydney er kulturens by med Operahuset, som har ord for at være den mest besøgte bygning i verden, med Sydney Harbour bridge som baggrund. Sydney er en eftertragtet studie by, der tiltrækker mange unge mennesker fra mange forskellige lande.
Melbourne er sportens hovedstad, hvor bl.a. Karoline Wozniacki spiller Australien Open. Hovedstaden er Canberra.
Der tales 250 forskellige sprog 1/3 engelsk i Sydney.
Vi fik en guidet tur i det imponerende Operahus, tegnet af Jørn Utzon. I første omgang blev hans forslag fravalgt, ved et tilfælde blev hans forslag nr. 260 dog valgt. Han stod for selve bygningen, indretningen har andre stået for. Jørn Utzon forlod projektet, da han fik skylden for de løbende høje udgifter. Han havde dog ikke anslået en pris.
Hver lille detalje er nøje gennemtænkt. Ikke 2 stykker materiale er ens. Den udvendige del af huset er vedligeholdelses fri, ikke engang tagrender er der, vandet løber ned mellem fliserne og ud i havet.
Bygningerne både indvendig og udvendig er svære at beskrive, så imponerende og smukke er de.
Så var der tid til Frokost, som blev indtaget ude i det gode vejr i The Rocks.
Havnerundfarten startede fra Cirkulær Quay, hvor vi så en af verdens flotteste havne. Blandt andet så vi store nyde bygninger, den nyrenoverede Aboriginal park.
Der er ca. 250 forskellige flag et for hver stamme, som har hvert sit sprog. Premierminister boligen lå stor og prangende lige ud til havet. Han er meget upopulær, da han opleves ikke at have gjort noget effektivt i forhold til de voldsomme naturbrande, der har forvoldt store natur og menneskelige katastrofer.
Efter turen valgte nogle at slappe med en øl, andre gik på shopping inden aftensmaden på vandrehjemmet. Den stod på salat, kylling samt chokolade kage med is.
Alle interesserede gik med Anne Marie på en aftentur på Harbour bridge, som blev bygget fra 1924 til 32. Det var flot at kunne se alle lysene i de store bygninger og Operahuset, som nu er synlig igen efter det store krydstogt skib til 3000 personer er sejlet.
Vejret har været med os i dag, vi har overhovedet ikke været generet af de brande landet er plaget af. En rigtig god og meget interessant dag.
10. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Birgit og Poul
Dagen i dag – bliver en god dag.
Vi starter med et dejligt morgenmåltid (sundt og nærende). Vejret ser ud til at være perfekt til dagens program.
Ved morgenbriefing på tagterrassen – (ih altså – nu ligger der igen en mega cruiser og ødelægger udsigten!) – hører vi i dag lidt om flagtraditioner i Australien.
Hver delstat bruger 3 flag. Australiens nationalflag, her i Sydney New South Wales flag og det 3. Aboriginernes flag med farverne gul, sort og rød. Farverne symboliserer solen, hudfarve og jorden (den røde jord – Ayers Rock).
Ole fortalte også, at danske arkitekter igen er på banen her i Sydney. Ombygningen af et eksisterende højhus er i fuld gang, efter tegninger fra arkitektfirmaet 3xN.
Morgensang og af sted det går mod Sydney Tower Eye. Turen går ad George st. hvor vi ser og hører fra Ole, at letbanen langt om længe er færdig – meeen den skal vi jo ikke bruge – vi tager apostlenes heste – bedste transportmiddel til sightseeing.
Sydney Tower Eye er et flot udsigtssted, vejret perfekt og ingen smoke fra de mange omkringliggende brande.
Inden vi kører til toppen – heldigvis er der elevator – får vi udleveret 4D-briller og skal ind og se en 4-5 min. film med diverse effekter. En sjov og anderledes oplevelse.
Næste mål er Queen Victoria bygningen. Tidl. marked og bibliotek – nu stort butikscenter. Bemærkelsesværdige mosaikgulve og imponerende store ure.
Herefter går turen til Darling Harbour, som blev etableret/bygget til OL i år 2000. Igen, igen kan Ole berette, at danske arkitekter har vundet en opgave i Sydney – ombygning/udvidelse af et allerede eksisterende stort fiskemarked og igen er det NNN.
Nu er det tid til pitstop inden frokost – og hvor ellers end på Slip Inn – stedet, hvor Mary og Frederik mødte hinanden første gang.
Efter et dejligt koldt glas øl – solen fremme og en temperatur på 30-31 C – og Fish and Chips på restaurant ved havnefronten, går turen til Wild Life Center.
Wild Life Center er stedet hvor man ser de endemiske dyrearter, der er i Australien. Koalabjørnen tiltrak mange – store som små, voksne som børn. Vi selv blev så fascineret, at vi straks måtte købe med hjem – i bamseudgaven og til børnebørn forståes!
Herefter skilles gruppens veje i nogle timer. Nogle skal på bridgeclimbing, nogle shoppe og andre med færgen hjem til Circula Quay, YHA og afslapning.
Esben og Agnete, Kim og Vibeke – 4 modige fra gruppen, vover sig ud på bridgeclimb og de beretter om en fantastisk tur/oplevelse.
Sidste oplevelse er middagen på havnefronten ved Operaen. Et smukt syn, dejlig mad og skønt vejr. Vi så mange flyvende hunde ud over vandet mod broen. Mågerne måtte vi lige være noget mere opmærksomme omkring – de synes også det var lækkert mad vi fik.
Dagen i dag – har været en god dag.
11. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Vibeke og Kim.
G,Day til alle
Endnu en dejlig dag startede her i skønne Sydney, med at Marcia og Alex serverede en dejlig sund og forfriskende morgenmad kl. 07.00. Det har været en fornøjelse ,at blive mødt hver morgen af deres venlighed og gode service, derfor er en af dagens billeder også af dem
Hertil morgen kan vi for første gang rigtig lugte, at det brænder i Australien, en reminder til os alle om at store arealer på størrelse med Fyn brænder lige uden for Sydney . Kengaru Island blev evakueret den 10.1.2020. Men ellers har vi ikke set og mærket til brændende, som vi hørte så meget om i de danske medier inden afrejsen.
I dag er sidste dag i Sydney, byen med den smukke havne promenade og med skyskraberne som en flot silhuet. Den gamle og nye by komplimenterer hinanden godt.
Dagens vandre program var som følgende :
Turen gik først under broen hvor vi kunne se plancher af hvad der var inden broen blev bygget. Der er her en grøn oase hvor mange vælger at få taget deres bryllupsbilleder taget, så de har operahuset i baggrunden .Turen gik derefter op forbi operahuset og ind i den botaniske have . Den botaniske have er kendt for sine mange store træer og ikke blomster. Der var et område med store bambus hvor man kunne se, at de unge mennesker havde skåret deres navne ind.
Det var en stor fornøjelse af høre Ole fortælle, om hans STORE viden indenfor botanikken,der var ikke det træ eller blomst han ikke kendte navnet på.
PS. Humor kan forkomme
I botanisk have så vi en stor udgave af en Koala Bjørn udført i naturmaterialer. Som symbolik på “ Ingen planter ingen dyr“ de to går hånd i hånd
Her blev Rainer foreviget på et billede, taget af Ole med koala bjørnen, for som Ole sagde, han ville gerne have et billede af Hobbitten og koala bjørnen. Dejligt befriende ,at vi som gruppe kan hygge og grine sammen. Der er lagt op til kærlige drillerier ; så pas på “Olle” .
Efter et lille ophold i kiosken i botanisk have. Hvor Margit var ved at gå ind på herre toilettet men fik sig sådan et chok, at hun måtte løbe over på dame toilettet“ hvad mon hun så” ??
Efter botanisk have gik turen videre til Sct. Mary`s katedral . Det er den længste katedral i hele Australien og er meget kendt sine smukke farverige mosaikker. Vi undre os over ,at ingen havde behov for at skrifte? Helga tilbød ellers at ligge øre til nu hvor præstens var fravær
I Hyde park som iøvrigt er opkaldt efter Hyde park i London , spiste vi vores medbragte madpakker fra vandrehjemmet ( endnu engang lækkert mad)ved krigsmonumentet .
Hyde park har siden 1810 fungeret som Folkepark til afslapning og hygge for familierne og andre besøgende. Inden da blev den brugt til jagt, som kan ses symboliseret i figurerne på det store springvand midt i parken med dyr og jægere. I Hyde park fik vi taget et gruppe billede ved mindestatuen af Captain Cook . De kort som Captain Cook tegnede blev brugt i over 150 år. Da han første gang så Queenstown, sagde han at dette var så flot, at det var en dronning værdi , deraf navnet Queenstown. Bliver spændende at se, om vi tænker det samme når vi ser byen i morgen.
Turen gik videre igennem China town, hvor vi lige var så heldige at komme imens der var drage dans , et meget fascinerende syn.
Men nu var tiden altså også langt over “Olle tid” så turen gik ned til havnen hvor vi denne gang gik igennem det store børne venlige område med restauranter ,legepladser ,soppebassiner m.m. Et familie skønt område . Sydney har virkelig formået, at forbinde havn og by til glæde og gavn for alle aldersgrupper. Der er mange fine åndehuller. En af de ting vi dog undrede os over, var at der faktisk næsten ingen cyklister er eller katte og hunde som man ser i andre stor byer.
Nå men nu tilbage til Olle tid , vi fandt et hyggeligt bryggeri på havnefronten ALL HANDS Brewing House et rigtig hyggeligt sted vi varmt kan anbefale at besøge. Derefter var der alment opbrud nogle gik turen hjem langs havnen , mens andre gik via byen.
Klokken 17.45 mødtes vi alle igen ved Australien House i den gamle by i Sydney som også nåede at blive stamværtshus for flere her fik vi kænguru burger med pomfritter (kødet har en sødlig smag, en favorit bliver det nok aldrig, men nu er det prøvet )
Vi var 23 der derefter gik i operahuset og så operetten Carmen , gæt selv hvad resten foretog sig
Det var en fantastisk oplevelse at være i operaen , det var et moderne stykke af Carmen virkelig flot scene opsætning og sikke nogle flotte farverige dragter.
Operetten Carmen var den dag dedikeret og til ære for alle de brandmænd der hver dag sætter deres liv på spil for at slukke de masse ødelæggende brænde der er i Australien i år. Der var penge indsamling efter forestillingen og uden på operahuset var der i dagens anledning et billede at brandmænd hvor på der stod Thank You Fires, Det var stort og rørende på samme tid at være en del af.
Alt i alt endnu en dejlig dag i gæstfri Sydney / Australien Tak for i dag sov godt vi ses i morgen hvor turen går videre til New Zealand
Koala knus fra to af de endnu arbejdende deltager.
12. JANUAR, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Karen og Oluf.
I dag skulle vi ekstra tidligt op, da vi skulle flyve til New Zealand. Det blev ikke til mange timers søvn for dem der havde været i Operahuset og oplevet Carmen!
Men alle var spændte og glædede sig til turen.
Vi skulle tage sengetøjet og håndklæderne med til vask samt tage kufferterne med til fællesrummet inden morgenmaden.
Der var morgenmad kl 5.45 og afgang til bussen en 1/2 time senere. Som vanligt var der en dejlig portion skyr med mysli og frugt og juice mv.
Turen til den Internationale lufthavn gik fint, der var kun let trafik sådan en tidlig søndag morgen.
Indtjekningen klarede vi selv, så var der kun ventetiden tilbage.
Afgang mod Queenstown kl 9.25 og ca. 3 timer senere landede vi efter en utrolig flot indflyvning til dejlig solskinsvejr. Frokosten samt kage og frugt fik vi ombord.
Haere Mai. Velkommen til NZ. Nu er der 12 timers tidsforskel ifh. til Danmark.
Det er forbudt at have madvarer med ind i landet. Vi skulle udfylde en Arrivalcard/indrejseformular, hvor vi blandt andet skulle skrive under på at vi ikke medbragte mad/frugt mv.
Der var et par stykker, der kom ind og blev tjekket, de havde ikke noget med og slap hurtigt igennem kontrollen.
Vores chauffør, Yvonne Jacobs, var klar med bussen, og et par friske mænd hjalp med at få kufferterne ind på plads.
I bussen, efter kontrollen, ville Vibeke lige høre om der var nogen, der ville have et æble…. det vakte stor morskab hos selskabet.
Vi kørte til lægen med et par af vores medrejsende. (som heldigvis kunne få hjælp og snart var tilbage i gruppen igen).
Imens kørte resten af selskabet til Lake Wakatipu, hvor vi fik en lille forsmag på hvad der ventede os i morgen, når vi har et par timer på egen hånd i Queenstown.
Derefter gik turen til hotellet, for de næste 3 nætter, Holiday Inn. Mens mændene fik kufferterne ud, gik damerne ind og fik nøglerne udleveret.
Resten af eftermiddagen havde vi fri, så nogle fik en kop kaffe mens andre fik en “morfar”.
Jeg havde dog helt glemt, at jeg havde en pose med mandler, fra sidste fly, liggende i en taske. Men det opdagede jeg heldigvis først, da vi var kommet til hotellet… puh ha…
Inden aftensmaden på hotellet blev den tidligere chauffør, Ewan, præsenteret og Yvonne fortalte lidt om sig selv.
Der blev serveret lam og kylling, kartofler, grøntsager og salat samt cheese cake til dessert.
Efter aftensmaden fortalte Ole lidt om i morgen. Det er spændende, om der er nogen, der skal Bungy Jump!
13. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown
Skrevet af Grethe og Erik.
Fascinerende – fantastisk! Vores første møde med New Zealand blev ved ankomsten søndag ledsaget af det ene superlativ efter det andet. Vi er HELT klar til at nyde disse to spændende øer.
Vi har nu mandag morgen, og Holiday Inns overdådige morgenbuffet har lagt en god bund for den oplevelsesrige dag, der venter os. Humøret er højt i Yvonnes bus fra morgenstunden, som det i øvrigt altid er i vores – verdens bedste – rejsegruppe.
Turen i dag går til Arrowtown, en lille guldgraverby, hvor der findes 50 autentiske bygninger fra guldgravertiden. Vi startede med at få udleveret et kort over Sydøen, sådan at vi kan følge turen på kortet. Fra Queenstown fulgte vi Lake Wakatipu, New Zealands længste sø (80 km). Søen er 380 m dyb, og på denne smukt beliggende sø foregår alverdens former for vandaktiviteter. Ud over de mange sommeraktiviteter er området omkring Queenstown et populært skisportssted om vinteren omgivet af den høje bjergkæde The Remarkables.
Dagen i dag er din min ven – ja, naturligvis startede vi dagens program med vores dejlige morgensang. Den kan vi ikke undvære.
På Lake District Museum i Arrowtown blev vi modtaget af museumsinspektør David og hans hustru Wendy, som viste os rundt i det imponerende museum. Ildsjælen David har interviewet ca. 200 personer, og med udgangspunkt i disse interviews er det lykkedes David at samle områdets historie til stor glæde for alle besøgende. David fortalte om guldgravernes ankomst til stedet og de store guldfund, der blev gjort. Efterhånden som der blev mindre guld at finde, led økonomien herunder, og regeringen i New Zealand besluttede at invitere kinesere til at komme og arbejde og være med til at stimulere økonomien.
Fra museet spadserede vi til Chinese Settlement, hvor de primitive små huse talte deres eget sprog om de usle vilkår, kineserne fik stillet til rådighed under deres hårde tid i New Zealand. De små huse blev anbragt forskudt for hinanden for at imødegå onde ånders indtrængen. Disse bevæger sig i lige linje. Derfor de forskudte indretninger. Mange af kineserne blev begravet l New Zealand. Dog resulterede regeringens dårlige samvittighed i forhold til kineserne sig i, at der blev samlet penge ind til at kunne sende de jordiske rester af kineserne hjem til Kina. Det fortælles, at et af skibene, der transporterede 500 kister, gik på grund. Man opgav at bjerge disse og fredede som følge heraf ulykkesstedet.
Fra Chinese Settlement spadserede vi tilbage til Arrowtown, byen, der emmer af historie. Vi fik lejlighed til at se på byen, gøre lidt indkøb og nyde byen i det dejlige solskin.
Tilbage i Yvonnes bus gik turen nu til Gibbston Valley, hvor vi besøgte en vinbonde, der – repræsenteret ved Emely – indførte os i vinbondens historie og fortalte os om de udfordringer, vinbonden møder på dette sted i New Zealand, især pga temperaturforskellen dag og nat samt især risikoen for frost i oktober. Alan Brade, der startede som vinbonde på stedet, har afprøvet mange forskellige sorter og har fundet frem til, at druen Pinot Noir har de bedste vækstbetingelser. Vi fik lejlighed til at smage en Riesling og to Pinot Noir, som blev skænket af Emely med sikker hånd.
Under Emelys vinforedrag havde Anne Marie og Yvonne fremtryllet det mest fantastiske frokostbord i de skønne omgivelser udenfor vinbondens forretning. Borde med rød- og hvidternede duge, de lækreste oste og pølsespecialiteter, oliven, chutney, brød og kiks. Dertil vinbondens vine. Et kongemåltid i det hyggeligste selskab.
Ved Kawarau River, hvor de modige springer bungy jump mv., aflagde vi besøg, selv om vi desværre ikke havde modige springere med i gruppen. Men vi havde rig lejlighed til at iagttage og beundre de unge og ældre mennesker, som havde det fornødne mod til at foretage spring fra den 43 m høje bro. Ole kunne fortælle os, at den tungeste, der har sprunget, vejer 235 kg, den letteste 35 kg, den yngste er 10 år, den ældste 94 år.
Mætte af dagens mange spændende og lærerige oplevelser sluttede vi af i Queenstown, hvor vi havde lejlighed til at se nærmere på byen på denne dejlige sommerdag. Vi tilbragte nogle dejlige timer der – igen i det dejligste selskab med vore rejsefæller.
Aftenen var til fri disposition, og den blev nydt i fulde drag, dels i byen og dels på hotellet.
TAK TIL JER ALLE FOR EN HERLIG DAG.
14. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon
Skrevet af Helga og Rainer
Efter endnu en dejlig morgenmad og en smule kø især ved kaffemaskinen på vores hotel Holiday Inn, mødtes vi på parkeringspladsen. Alle veloplagte og forventningsfulde klar til en ny og spændende dag. Vores chauffør Yvonne havde en fridag, som hun (naturligvis) valgte at tilbringe i selskab med os – den skønneste rejsegruppe til dato.
Udflugtsmålet i dag var Skippers Canyon, hvortil en del af den helt exceptionelle vej Skippers Road ikke er mulig at passere for store busser, hvorfor vi skulle opdeles i to små busser. Oles gode ven og forretningsforbindelse gennem mange år, KJ, bød os alle velkommen sammen med de to chauffører Matti og Tim med et friskt ‘Godmorning Guys’.
KJ har i en lang årrække arbejdet som filmmaker med mange af de store fra Hollywood og er netop blevet hyldet med en stor pris for den mest fantastiske film (desværre fik vi ikke spurgt om hvad den hedder).
KJ kunne fortælle mange gode og særdeles underholdende historier også om Ole. Dog ikke alle med hånden oppe (sandfærdig)
Forventningerne var høje til dagen program, hvor vi fulgte den danske guldgraver Peter Anholms fodspor til Shotoverriver i Skippers Canyon, som er stedet for verdens 3. største guldfund. Da guldfeberen var på sit højeste omkring 1860 boede her 5000 mennesker, der i dag reduceret til 5 familier i Skippers Canyon. Ole oplæste flere kapitler af Peter Anholms nedskrevne erindringer. En spændende fortælling med indblik i guldgravernes hårde, farlige og ikke mindst slidsomme liv.
Reelt set viste de to små busser at være ‘pænt store’ set i forhold til den smalle vejbane på Skippers Road, der er hugget ud i klipperne ved håndkraft af guldgraverne med det eneste formål at nå hurtigere og lettere frem til guldet. Det tog dem 25 år. Inden da måtte de til fods følge en lille sti, der i dag benyttes af mountainbikere. Efter Ulla havde fået Matti til at slukke for bussens ‘aircondition’ (lukket vinduet) fik vi en helt ubeskrivelig smuk tur med høje skrænter på den ene side og klippevægge på den anden. Et af svingene er kaldet ‘bus scratch corner’ og som den muntre chauffør Matti sagde: Luk øjnene, hvis I bliver bange… det gør jeg. Der er god humor i New Zealand.
Et par høje klippeformationer på begge sider af vejen er navngivet af guldgraverne, som Helvedes port på vej ind og Himlens port på vej ud. Det har ‘sletter ikk’ været sjovt’ (sagt med en Ole-vending).
Vi startede med et besøg på det helt særlige museum, som er etableret og ejet af Wenky, der er efterkommer af guldgravere. Hun bistod os med at vaske guld og en del af selskabet havde store forhåbninger om fund, der kunne finansiere gårsdagens indkøb i Queenstown eller meget gerne mere til… og det lykkedes i større eller mindre grad for en 8 – 9 stykker af os!
KJ havde forberedt en lækker frokost, der bestod af en BBQ med lam og hjortepølse. Den blev indtaget i det fri med masser af frisk luft og skøn udsigt i det dejligste solskinsvejr.
Idet Ole havde optjent et mindre udestående efter mobning af visse gæster, var det blevet tid til ‘pay back-time’. Dette udspillede sig i form af et lille event med to hold, hvor hofte-arguke-øje-koordinationen kom på en prøve. Det blev drengene mod pigerne og Ole påtog sig (næsten) helt frivilligt opgaven, som drengens holdleder. Anne Marie var frisk, som pigernes holdleder og de lagde sig hurtigt i spidsen og leverede en sikker sejr. For en stund blev skuffelsen over håndboldresultatet helt glemt (?)
Dernæst tog vi på en spektakulær riverrafting i gummibåde med de mest fantastiske guider. Vi nød til fulde det smukke landskab fra flodsiden og muligheden for vandkrig fik ‘drengerøvene’ frem i alle og nok især Arne. På et lille stop undervejs var der mulighed for udspring fra klipperne direkte i floden og de absolut modigste i selskabet sprang gladeligt i den kolde flod.
Som en heftig afslutning tog halvdelen af selskabet på en 200% action sejltur på floden med Skippers Jet Boat – 6,2 l motor med 450 HK – der kan sejle på 25 cm vand og opnå en fart på 80 – 90 km/timen. Hold på hat (hjelm) og briller, der var fart på og heldigvis havde den unge bådfører fuldstændig styr på sin båd og ikke mindst alle flodens kurver, sten og klippefremspring. Trods sin unge alder havde han 10 års erfaring med at sejle.
Turen tilbage gik samme vej ad Skippers Road og da vi nærmede os Queenstown kunne vi forstå, at vejen var spærret pga. et slemt trafikuheld med to biler og en MC. Vi kom på en mindre detuor og slap derved at skulle bruge apostlenes heste resten af vejen hjem.
Mætte af en vidunderlig dag med fantastiske oplevelser og en god middag på hotellet gik vi på værelserne for at pakke til turen til Doubtful Sound.
15. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Lis og Hans Jørn
Dagen startede igen med dejligt vejr – solskin fra morgenstunden.
TIL LYKKE til Ingeborg med den runde dag.
Efter morgenmaden var det farvel til Holiday Inn og herefter gik turen mod Manapouri Lake og Fjordland Nationalpark – 1 ud af 10 nationalparker på Sydøen. New Zealand har i alt 14 nationalparker. Denne park er ca. 21.000 km2. Vejret skiftede under turen til meget diset. Ole underholdt under køreturen med et par kapitler fra Peter Anholms bog. Vi kørte gennem landbrugsområder med store fåremarker. Fåreavlen er i tilbagegang og bliver erstattet af hjortefarme. Her er også kvægfarme og vingårde.
Lake Manapouir er 142 km lang, 440 m dyb og 35 små øer. Under søen er bygget et underjordisk kraftværk, hvor der er etableret en tunnel på 17 km til havet med et fald på 170 m og med en gennemstrøm på 19 mio. liter i minuttet.
Ole fortalte, at størstedelen af NZ `s energi kommer fra vandkraft og mindre dele fra sol og vind. Der er opsat en del vindmøller fra Vestas her.
Efter frokost en pragtfuld tur over søen til Deep Cove Wharf, hvor kraftværket er beliggende – helt ubeskrivelig udsigt langs søen. Efterfølgende bustur gennem regnskoven med den specielle fauna underholdt af den lokale naturguide – igen med flotte udsigter til bjerge, små vandfald mm. bl.a. ved Wilmot Pass Lookout.
I Wilmot Pass Road gik vi ombord på Skibet Navigator, som skulle sejle os ud i fjorden til Doubtful Sound og Hares Ears. En meget storslået sejltur med udsigt til uspoleret natur, helt uberørt af mennesker. Vi så sæler, som solede sig på klipperne.
Eftermiddagen sluttede med aktiviteter på vandet. De fleste valgte en tur med en turbåd, hvor vi kom tæt på klippernes fauna og så naturens kræfter, hvor træer bliver skyllet væk af store vandmasser. De modige sejlede i kajak. Ole havde fortalt, at de aldrig havde haft nogen, der faldt i. Denne statistik blev brudt – Oluf dykkede to gange (han skulle have afprøvet sit nye regntøj).
Om aftenen blev serveret en dejlig buffet og sidst på søgte vi efter Sydkorset på stjernehimmelen.
Endnu en dejlig dag var slut og vi gik til køjs i vores 4 sengs kahytter.
16. JANUAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Ise og Jens
Tidlig op efter en god nats søvn i køjesenge. 4 køjer pr rum. Fælles bade- og toiletrum øgede kun det gode morgenhumør. En dejlig morgenbuffet på Fjordland Navigator og vi var klar til at nyde dagen på fjorden. Morgenen startede med morgendis/ skyer mellem bjergene.
Naturguide Carol fortalte flittigt om naturens scenerier. Vi så på vandfald og grønne bjergsider. Særlig opmærksomhed fik nogle pingviner som vi dog kun lige kunne se lidt af i vandoverfladen. En sæl fik også stor opmærksomhed, da den boltrede sig og viste sælrul tæt ved skibet.
En speciel oplevelse var det også da skibets motor blev stoppet og alle blev bedt om at være totalt stille i 5 min. Alle kunne så nyde den totale stilhed hvor de eneste lyde var fuglenes sang og vandets rislende fra et lille vandfald.
Mange var også på “broen” dvs. var på besøg styrehuset og snakke med kaptajnen, som beredvilligt fortalte.
Kl. 10 forlod vi Navigator og igen blev vi kørt over Wilmort Pass igennem regnskoven, hvor der er en ret særpræget bevoksning af bregner og mosser på grund af den meget store nedbør på 6 – 8 m pr år.
Ventetiden indtil vi igen skulle sejle over Manapouri Lake blev tilbragt med at smøre solcreme og myggespray, samt selvfølgelig også at nyde det dejlige solskinsvejr. Man kunne også se en udstilling om det underjordiske vandkraftværk i ventetiden og andre nød synet af en lille vandflyver der landede og startede.
Uanset det flotte solskin var der lidt frisk fartvind og mange fandt ned i den lune salon under turen.
Vi steg på Yvonnes bus og turen gik mod Dunedin via Mossburn, Riversdale og Gove ialt ca. 4 timers kørsel. I Gove var der stop kl. 14 til sen frokost, hvor vi fik sandwich, pie og salat på Hotel Heartland. Dagen var således også en rejsedag, hvor vi rejste på tværs af det sydlige New Zealand.
Turen gik gennem et varierende landskab, hvor der både var mange får og kvæg, men også nogle agermarker med korn og vårraps.
Ole underholdt med at fortælle om New Zealandske forhold samt historie. Vi kvitterede med at synge et par sange fra sangheftet. Vi tjekkede ind på hotel Heritage Dunedin Leisure Lodge.
Et dejligt sted med have og tæt ved botanisk have.
Vi spiste aftensmad på hotellet.
17. JANUAR, DUNEDIN – Otago Halvøen
Skrevet af Lene og Karl.
I dag er det den sjette dag på vores tur her på New Zealand. Vi er nu på østkysten i Dunedin. Her i denne by er vi muligvis så langt hjemme fra Danmark som vi kan komme, altså lige på modsatte side af jordkloden af Danmark. Tankevækkende, de fleste af os kommer nok aldrig så langt hjemmefra igen.
Dagen er delt i to: Først bytur om formiddagen her i Dunedin og eftermiddag og aften tur til Otago-halvøen.
Vi har haft dejligt flot vejr alle de foregående dage her på New Zealand. Mon vi også er så heldige i dag?
Dagen startede godt. Alle talte ved morgenbordet om, hvor tilfredse med værelserne de var og hvor godt de havde sovet. Der var en fin morgenbuffet og i dag var der endda også mormorsukkerskåle på bordet.
På byturen var vi først på Signal Hill, hvor der var flot udsigt over byen. Der var et monument med en kvinde og en mand. De sad ved hver sin ende og kiggede hver sin vej. Forklaringen var at manden kun kunne se tilbage i tiden, mens kvinden kunne se ind i fremtiden! Det affødte straks nogle kønspolitiske kommentarer, som vi ikke vil uddybe her!
Næste punkt var Baldwin Street, verdens stejlestes gade på hele 35 %! Vi mødte en nydelig ældre herre som fungerede som “lokal guide”. Han tog turen 5 gange hver dag og fik samtidig en snak med turisterne.
Så gik vi gennem Botanisk Have. Et flot og interessant sted, som godt kunne have fortjent mere tid. Måske kan vi nå det i morgen.
Vi gik også gennem området med de ældste bygninger til byens verdensberømte universitet “University of Otaga”. Mange af de studerende deler villaer at bo i. Vi så et hus hvor der var plads til 28 personer.
Derefter besøgte vi byens banegård. Den er meget flot. Den er bygget i flot gammel engelsk stil og meget velholdt. Gulvet i banegårdshallen er med et flot mønster. Alt er symmetrisk – men hov det var det så ikke alligevel. Se selv på billedet og find fejlen! Ovenpå var der kunstudstilling og en kunster som hed Mary Jane Sneyd lavede de flotteste kunstværker med en teknik som hun kaldte “Fabric Collage”. Med symaskine syede hun små stofstykker ovenpå hinanden. Byturen sluttede af med shopping og cafebesøg, hvorefter vi besøge byens kirke.
Efter middagen blev vi delt i to busser. Vi skulle nu opleve naturen på Otago Halvøen. Vores chauffør og guide hed David. Han var rigtig dygtig, meget vidende og havde et letforståelig engelsk. Først så vi forskellige vadefugle, så var vi på et albatroscenter. Der blæste godt, så vi var heldige at se fire albatrosser i luften samtidig. Albatrosserne kan man følge live på: www.doc.govt.nz/royalcam Senere var vi på en strand, hvor vi så søløver som lå og gassede sig inden de skulle ud i havet på nattejagt. Pingvinerne derimod, havde været på dagjagt og kom nu med fyldte maver tilbage fra havet og vraltede op over stranden. De skulle langt op og finde deres unger undervejs gik de ganske i stå for at samle kræfter til den videre færd. Til sidst kørte David os tilbage til hotellet, og vi takkede ham for en fin tur.
Trætte gik turdeltagerne nu i baren for at slutte dagen af. Det blev vist en lang og festlig aften der. Men det ved vi dagbogskribenter egentlig ikke noget om. Vi gik nemlig direkte på værelset for at skrive dagens oplevelser ind. En ting ved vi dog; Vi var heldige. Det blev virkelig endnu en god dag med dejligt vejr.
18. JANUAR, DUNEDIN – Twizel
Skrevet af Ingeborg og Ingemand.
I dag var der god tid til at nyde den dejlige morgenbuffet, idet vi først skulle pakke bus 9.50 og køre kl. 10.
De morgenfriske var en tur i botanisk have.
Da vi kørte mod Mouraki Boulders, fortalte Ole, at området, vi kørte igennem, kalder man Rolling Country pga. de mange bakker. Vi så togskinner, som vi har set flere steder. Men vi har endnu ikke set et tog. Det offentlige transportsystem adskiller sig væsentligt fra det danske, idet det er næsten ikke-eksisterende. Transport er folks eget problem!
I New Zealand sælges huse tit på auktion eller ved budgivning. Husene er letsælgelige og forholdsvis dyre, da folk fra nordøen gerne vil bo på sydøen.
Der bor ca 5 mill. mennesker i landet, hvis størrelse er ca. 8 gange Danmarks areal.
Første stop på turen er Mouraki Boulders, som er store runde stenkugler, der er dannet inde i klipperne for 60 mill. år siden som en lille snebold. Stenkuglerne på stranden findes her som det eneste sted i verden. Når lerlagene i skrænten i tidens løb er vasket væk, er lerkuglerne kommet til syne langs strandkanten.
De største sten er omkring 4 m i omkreds og vejer ca 2 t. Der findes adskillige teorier om, hvordan kuglerne er dannet. Konklusionen er, at man ikke ved det.
Efter turen langs stranden fik vi frokost bestående af fish & chips og salat – meget velsmagende.
Nu ventede en times kørsel mod Elefant Rock. Undervejs kørte vi forbi Omar, hvor der er et stenbrud, som man har hentet sten fra til bygning af byggeriet af Universitetet og Banegården i Dunedin.
Vi stoppede for at se endnu et naturfænomen nemlig Elefant Rocks. Her så vi en masse stenblokke på en “almindelig” mark. Stenblokkene kan forestille mange forskellige dyr. Vi så pindsvin, pingvin elefant mm.
Hele dagen har vi kørt igennem et smukt landskab, hvor jorden bruges til landbrug. Området har før været skov, men træerne er fældet og der er sået græs til primært køer. De går ude hele året rundt og bliver malket på malkestationer ved marken.
Området er meget tørt og blæsende, så landmanden har store udgifter til vanding. Man har plantet “vejtræer” som læbælter for at give læ til dyr og planter. Det er høje slanke træer, der ser smukke ud i landskabet.
Vi kørte forbi flere kraftværker på vej til New Zealands største kraftværk, der ligger ved Lake Benmore. “Vandbassinets” bredde er 883 m, 92 m fald og 6 turbiner og producerer ca. 20% af New Zealands elforbrug. Elenergien fremkommer enkelt fortalt som følger: Tyngdekraften sørger for hastigheden af vandet, som “driver” en turbine, der har forbindelse til en generator, som producerer el- energi. Drivkraften er næsten gratis. Nogle kalder vandet “det hvide kul”, (selvom det ikke har været i vaskemaskinen).
Da vi fik kaffe ved foden af kraftværket, dukkede der pludselig en isbil op -til glæde for mange, også for ismutter.
Indkvartering på MacKenzie Country Inn, hvor vi spiste en dejlig aftensmad i restauranten.
PS. Solen skinnede fra en skyfri himmel det meste af dagen.
19. JANUAR, Mt. Cook
Skrevet af Ise og Jens
Tidlig op til en dejlig solskinsdag. Morgenmad 6.30 af sædvanlig høj standard.
7.45 var der afgang mod Mt. Cook Nationalpark. Vi kørte langs Lake Pukaki og nød den flotte udsigt. Midtvejs på turen holdt vi et fotostop, hvor vi sang morgensang.
Ved ankomst til dalen, blev vi modtaget af Charlie Hobbs og hans guider, som skulle føre os på turen ud på Hooker Valley Track. Vi blev delt i tre grupper. De to grupper gik hele turen ud til Mt. Cook gletsjersøen. Den sidste gruppe afkortede turen lidt.
Vi var meget heldige med vejret, idet det var klart og solrigt.
Vi kunne se Mt Cook og alle de andre bjergtoppe på hele turen.
Guiderne fortalte lidt om blomster og andre planter på turen. Endvidere var der flot udsigt til floder og vandfald. Hængebroerne i alt tre af slagsen var flotte, og man følte sig helt tryk, selv om de gyngede lidt.
Gletsjersøen var også en stor oplevelser med små og et enkelt lidt større isbjerg. Nogle unge var friske og badede i søen. Dvs. 5 – 6 svømmede endda ud til det lille isbjerg, og kravlede op, inden de igen svømmede retur. Vi måtte nøjes med at se på, da vi ikke havde badetøjet med.
Efter ca. en halv time, gik vi tilbage.
Mt. Cook Nationalpark er 1/3 dækket af evig sne/is og er NZ højeste bjerg på 3.755 m.
29. maj 1953 besteg Sir Edmund Hillary, som 33-årig, som den første Mt. Everest efter at han havde trænet på Mt. Cook.
Efter en ret varm gåtur, kørte vi den korte tur til The Old Mountainers, som er Charlie Hobbs Cafe, bar & restaurant. Vi fik en dejlig frokost bestående af en Bagels med laks samt slicede pizza stykker. Vi blev godt mætte, og tørsten blev slukket med vand og fadøl.
Derefter var der mulighed for at se Aoraki / Mt, Cook Nationalpark Park Visitor Centre. Det var meget interessant, men nogle valgte også at nyde solskinsvejret.
Turen gik tilbage til vores hotel, og før aftensmaden mødes vi med Lone og hendes NZ hold 1, som også skal overnatte her, inden de kører syd på, og vi nord på. Vi skal mødes med dem, inden aftensmaden på terrassen medbringe vin glas, da Lone har vin med. Det vil vi glæde os til.
Det var hyggeligt at møde den sydgående gruppe over et glas vin. Lone havde bestilt en fiskepakke med lokal laks og muslinger og rejer tilberedt indpakket i folie med kartofler og grønsager som smagte dejligt. Snakken gik på de høje tangenter.
Tak for endnu en fantastisk dag.
20. JANUAR, Twizel – Christchurch
Skrevet af Grethe og Erik.
Efter den dejlige morgenmad tog vi afsked med Twizel for at begive os til Christchurch, hvor vi forventer at ankomme ca. klokken 18. Første stop var ved Lake Tekapo, hvor vi besøgte fårehyrdernes kirke. I denne vil vi synge vores morgensang, en fantastisk tradition synes vist de fleste.
Ruten i dag: Lake Tekapo, Fairlie, Geraldine, Winchester, Ashburton og Christchurch. Vejret var, som vi kun kunne ønske os: Solskin, blå himmel og behagelig temperatur. Ole har tjekket vejrudsigten, som lover flot vejr hele den næste uges tid.
Trafikken var på det meste af turen stadig stille og rolig, som vi har oplevet den på hele sydøen. Den kunne vi nyde lidt endnu, men da vi nærmede os Christchurch, ændrede trafikken sig radikalt. – Der findes i øvrigt kun tre veje, der forbinder øst- med vestkysten. Man skal derfor foretage en nøje planlægning, når man bevæger sig rundt på sydøen.
En del af området, vi kørte i i dag, kaldes Dark Skye Reserve. Det er perfekt til stjernestudier. På Mt. John Observatory kan man observere stjernehimlen. I samme område finder man også den højest beliggende golfbane.
I den lille kirke, The Church of Good Shepherd, fårehyrdernes kirke, sang vi vores fine morgensang. Den dejlige tradition og den udtryksfulde sang blev ikke mindre højtidelig af at blive sunget i den lille kirke. Vi supplerede morgensangen med nogle vers af I østen stiger solen op. Så kunne dagen ikke få en bedre start. Kirken blev bygget i 1935 og symboliserer styrke, enkelhed og sammenhold for områdets fårehyrder. Kirken er også et yndet mål for vielser af brudepar fra hele verden. Pris 2000 dollars. Statuen af colleyhunden nær kirken er rejst til ære for hunden som uundværlig følgesvend for fårehyrderne og deres arbejde med fåreflokkene.
Kraftværket ved Lake Tekapo blev bygget i perioden 1938–43 og er New Zealands niende største. Søen er 83 km2 og ligger 700 moh. Byen Lake Tekapo har 500–700 indbyggere og er i stadig vækst. Der bygges mange sommerhuse i området, hvor søen er attraktiv for mange fritidsaktiviteter. Om vinteren er området et attraktivt skiområde, som new zealændere rejser til i stort tal. New zealænderne rejser meget i deres eget land og i verden generelt.
New Zealands vigtigste erhverv er landbruget, som udgør 14 mio hektar (DK 2,6 mio). Heraf 10 mio ha græs, 2,4 mio. ha afgrøder og 1,6 mio. ha frugt og vin. NZ, som bebos af flere køer end mennesker, er verdens største eksportør af mælkeprodukter. I 1990’erne 7.629 mia. liter. I 2017–18 20.424 liter. Ud over kvægdrift har NZ, som vi også har oplevet det på vores tur, masser af bl.a. får, hjorte og svin. Når det gælder frugt, er NZs vigtigste frugt kiwien, som kan have rødder hele 30 m ned i jorden. Af samme grund behøver man sjældent at vande disse.
Turisme er NZs næstvigtigste erhverv. Tre mio. turister gæster landet om året. Erhvervet er I stærk stigning. De fleste er fra Australien. Også film- samt vinproduktion hører til blandt vigtige erhverv på NZ. – NZs eksport går primært til Kina, Australien, USA og Japan.
Dyrelivet er igennem tiden tilpasset den unikke natur, der findes her, og under tilpasningen er det de stærke, der har overlevet. Fuglenes fjender er mange, og mange frivillige – herunder også mange skoleklasser – deltager til stadighed i bekæmpelsen af fuglenes fjender. Det sker ved opsætning af fælder. – NZ har ingen slanger, giftige edderkopper eller andre dyr, man behøver være bange for.
Efter Geraldine gjorde vi stop hos Tin Shed (blikskuret), hvor vi skulle nyde frokosten og få mulighed for at handle i butikken. Tin Shed blev oprindeligt bygget af bølgeblik og brugt til hestestald. Siden til opmagasinering af korn. Senere konverteredes Tin Shed til butik med salg af uld- og lanolinprodukter. I 1999 fik butikken merino t-shirts mv. Butikken, der i sandhed er et blikskur, viste sig at rumme en masse lækker beklædning af den fineste uld, cremer, manuka honning og meget andet.
Medens pigerne handlede – dog vist nok i beskedent omfang – fik Anne Marie og mændene fremtryllet en herlig frokost bestående af brød, pålæg, salat og ost, og da vi satte os til bordet, brød solen frem. Ud over vores konstant store held med vejret KUNNE dagens solskin dog også tilskrives Jens, som har fødselsdag i dag. Vi sang fødselsdagssang det bedste, vi har lært, og til gengæld bød Jens os alle på en lille rom til kaffen. En hyggelig og smagfuld gestus af fødselsdagsbarnet. – Efter frokosten i det fri, en af Adventure Holidays’ hyggelige aktiviteter, blev alt ryddet op, og vi kunne fortsætte turen til Christchurch.
Ny infrastruktur, nye veje – en masse anlægsarbejder er i gang i Christchurch. Byen blev anlagt i 1856 i regionen Canterbury, som er lidt større end Danmark. Byggestilen er britisk. Byen omtales også som The Garden City. Byen har ca. 380.000 indbyggere og er sydøens største by og New Zealands næststørste.
Ved ankomsten til byen besøgte vi den flotte Botanisk Have og det store Canterbury Museum, som var en stor oplevelse. Fra museet spadserede vi til Christ Church Cathedral, som havde lidt store skader under jordskælvet i 2011. Det fandt sted den 22. februar kl. 12.51 og blev målt til 6.3 Richter. Epicenteret var “kun” 5 km under jorden og 12 km udenfor centrum, hvilket var skyld i de voldsomme ødelæggelser over et stort område. Man har været i tvivl omkring katedralens genopbygning, hvorvidt den skulle ske i gammel eller ny stil. Formentlig sker det i gammel stil. 185 mennesker blev dræbt ved jordskælvet.
Rolleston, City of The future, som er en forstad til Christchurch, blev også ramt af voldsomme ødelæggelser, og mange (75.000–100.000) valgte at flytte væk fra området af frygt for nye jordskælv, herunder Adventure Holidays’ chauffør Ewan og familie. I dag er mange vendt tilbage igen.
Efter det store jordskælv stod byen som en spøgelsesby. I 4–5 år var området spærret af for alle andre end dem, der skulle varetage nedrivning og oprydning af de mange ødelagte bygninger. Vi spadserede ind i området, der havde været hårdt ramt, og kunne se bygninger, der venter på nedrivning, og nye bygninger, der er skudt op i området. Øverst på det nye Art Gallery var skrevet med diskrete, om end store bogstaver: Everything is Going to be Alright. Til eftertanke. I 2026 forventer man at blive færdig med genopbygningen, som også danske arkitekter er involveret i.
185 mennesker mistede livet i forbindelse med det voldsomme jordskælv. Disse mange ofre har man æret ved opsætning af 185 tomme, hvide stole af vidt forskellig størrelse og udseende. Stole til unge, stole til ældre, ja, sågar børne- og babystole. Alle et udtryk for, at ulykken ramte alle aldre. Et stærkt mindesmærke.
Nær dette er opført en midlertidig kirke, Cardboard Cathedral eller papkirken, som erstatning for en anden ødelagt kirke. Den blev bygget i løbet af blot 11 måneder takket være den japanske arkitekt, Shigeru Ban, hvis navn og oplysninger blev fundet i en annonce under oprydningen på stedet. Byen tog kontakt til japaneren, som gennemførte byggeriet af den midlertidige kirke. Denne fik vi lov at komme ind og se takket være vores chauffør Yvonnes fortjeneste. Yvonne havde under vores byvandring kontaktet kirken og forespurgt, om et besøg kunne være muligt, hvilket hun fik ja til. Vi var taknemmelige for at få denne oplevelse med. Tak til Yvonne.
En oplevelsesrig dag nærmede sig sin afslutning, da vi tjekkede ind på Hotel Elms – denne gang kun for en nat. En dejlig aftensmad, lam, kylling eller risotto, efterfulgt af en dejlig dessert satte et velsmagende punktum for dagen.
Tak til jer alle for en fantastisk dejlig mandag i januar.
21. JANUAR, CHRISTCHURCH – Picton
Skrevet af Ulla og Peter.
Turen i dag går fra Christchurch til Kaikura og Picton.
Vi mødtes alle til morgenmad efter en god nats søvn på Hotek Elms. Der var lidt let nedbør og Ole mente, at hvis vi senere sang vores morgensang 2 gange ville solen komme senere på dagen, da der skulle være 25 grader i Picton.
Da vi kørte i bussen mod Kaikura, fortalte Ole om at mange af dem der kom til New Zealand købte en bil til f.eks. 1.000 $ – købte alt udstyret, herunder telte, cykler m.v.. Når de var færdig med den satte de den til salg, således at andre kunne få glæde af den. Hvis man skal have cykler med til NZ koster det kr. 4–5.000 pr. Cykel.
NZ er også forbillede for hele verden med deres skolesystem. Piger og drenge er stadig adskilte og der bæres skoleuniform. Der er offentlige skoler, som er gratis for alle indtil de er 16 år. Der laves en handlingsplan for hver elev, når de starter i skole, i det år de fylder 5 år. De skifter klasse hvert halve år. Forældrene er meget engageret i børnenes skoleophold. Der er dog stor afstand i NZ, så der er mange børn der undervises hjemme over nettet. Skoleuniformer skal man selv betale og den koster ca. 5 – 1.000 §.
I NZ er der der en arbejdsløshed under 5 % og pensionsalderen er nu hævet til 65 år. Lønningerne er ikke for høje, men der betales skat fra 10,5 % til 33 % afhængig af hvad man tjener. Levealderen i NZ er for kvinder 83 år og for mænd 81 år.
NZ er også meget villige til at flytte hen hvor der er arbejde. Såfremt man vil flytte til NZ er der meget høje krav for at komme ind i landet. Engelsk er en selvfølge, ligesom man skal have mange penge på kontoen, hvis man kommer som pensionister. Det er ikke nok at man har pengene bundet i ejendomme m.v., da man skal være 100 % sikker på ikke at ligge NZ til last.
Vi kom så efter en dejlig tur gennem landskabet med får, køer, toiletophold og morgensang til Kaikoura, hvor vi skulle besøge Peter Fårefarmer. Vejen langs Hayway 1 har været ramt af jordskælvet i 2016 og derfor var der en del vejarbejde pga. jordskælvet. Byen var ved at dø hen, men så fandt man ud af at man kunne tage turister med ud og se på hvaler, så nu kommer der igen mange turister til byen.
Vi blev sat af i byen og gik en dejlig tur langs kysten hen til Peter fårefarmer. Peters kone er desværre død sidste år, så nu får han hjælp af sine døtre til at drive bed & breakfast m.v. Peter fortalte, at væddere, der er 2 år gamle, klippes 2 gange om året. Ulden bruges til tæpper og de andre typer får klippes 1 gang årligt.
Peter fortalte ligeledes om, hvad man kunne tjene ved salg af ulden, som blev solgt efter at det blev presset i store 150 kg. Sække. Der er mange der ikke mere har får, idet prisen for uld er meget lav. Flere har derfor skiftet fårefarmene ud med andre erhverv. En god fåreklipper kan klippe og til 450 får på en dag.
Peter gav et lam sutteflaske og der var flere der prøvede at holde lammet, medens det blev fordret.
Vi kom derefter ind og så, hvordan han fodrede en vædder, samt klippede et af hans får. Vi prøvede derefter at røre det bare skind, der var ligesom lanolin. Vi kunne bagefter købe produkter med Lanolin, hvilke flere benyttede sig af.
Anne Marie og Yvonne havde i mellemtiden sørget for en dejlig frokost, der blev indtaget i Peters have.
Vi kørte derefter videre til vingården Peter Yeland og på vejen derop, så vi sæler langs kysten. Nogle mente at de så pingviner….eller var det fugle…. der sad på en pind… det var der lidt morskab omkring.
Vi så først en film om grundlaget for opstarten af vingården, hvor der blev lagt vægt på, at det skulle være CO2 neutral produktion fra starten af. Der blev lagt stor vægt på mineralerne i jorden. Man brugte strandskaller mellem rækkerne og høns, får og små grise til at holde rækkerne rene for ukrudt m.v. Vi prøvesmagte 4 forskellige slags vine, hvorefter vi fik en guidet tur i vores egen bus gennem vinmarkerne, der lå med en helt fantastisk beliggenhed ud mod Stillehavet.
Fra vingården kørte vi til vores overnatningsted i Picton, hvor vi blev indkvarteret på Motel Gateway. Vi gik efterfølgende hen på Restaurant Gina, hvor vi nød en 3 retters menu. Endnu en spændende og godt tilrettelagt dag blev gennemført. Mange tak for i dag til jer alle.
22. JANUAR, Marlborough Sound
Skrevet af Vibeke og Kim.
Godmorgen til Picton byen ved havet.
I dag skal vi ud og udforske Malborough Sound med mange små øer og halvøer. Her er et smukt landskab med skovklædte bakker og små rolige bugter. Nogle steder kan du kun komme til byen via vandvejen. Lidt langt, hvis du lige pludselig for trang til lakridser.
Efter morgenmaden var det afgang ned til havneområdet i Picton. Vi er i dag delt i to grupper, en større gruppe, der skal ud på en 10.5 km vandretur i regnskoven og en mindre gruppe “dreamteam”, der tager en kortere rute, men vi mødes alle til frokost – en af dagens store sociale højdepunkter.
Kl. 8.00 sejlede den store gruppe med Marlborough Tour Company med Captain John Beavon ved roret og guide Tori ud med båden Mantra Picton.
Sejlturen igennem Queen Charlotte Sound tog 1 time og 15 minutter. Captain John Beavon fik på turen øje på et par konge Skarver, der sad på et klippe fremspring ned mod vandet. Konge Skarven er meget sjælden og findes kun på New Zealand.
En dejlig sejltur – med tid til at nyde det maleriske og den fortsatte betagende natur her på New Zealand. Et land, der helt klart skal opleves “Natura”, da billeder ikke kan gengive, hvor stor slående det er.
På turen var der fri kaffe og der var rig mulighed for at sidde og nyde havet og det imponerende landskab. Det var tid til hyggesnak, meditation og ikke mindst refleksion.
Delfinerne var desværre heller ikke med os i dag – Ole blev venligt drillet med, at det måtte være falsk reklame og at vi burde have nogle penge tilbage, nu havde han jo fortalt flere historier, om alle de mange delfiner, ja flere hundrede, han havde set de andre år, overdrivelse kan forekomme.
Vejret viste sig igen fra sin smukkeste side.
Vi stod af båden i Resolution Bay og gik til Furneaux Lodge.
Ship Cove er opkaldt efter Captain Cook , da det var her han lagde for anker første gang. Hele Queen Charlotte vandre stien er i alt 71 km, men vi gik kun de 10,5 km.
En vidunderlig tur i regnskoven. Vi sang morgensangen, da vi var gået i land ved Resolution Bay. Vi så mange forskellige bregne arter, deraf også sølvbregnen, som er symbolet på blandt andet deres rugby trøjer, med et bregneblad fra sølvbregnen. Der har været snak om på et tidspunkt, at et blad fra sølvbregnen skulle på nationalflaget, men det er det ikke kommet.
Sølvbregnen har fået sit navn, fordi det er sølvfarvet på undersiden. I gamle dage lagde man et blad fra sølvbregnen på stierne, med den sølvfarvede del opad, når man f.eks. skulle finde fælderne til dyrefangst. Sidste mand skulle så vende bladet om igen, så evt. fjender ikke kunne finde deres fælder.
Annemarie fandt Manuka blomsten til os, den er hvid og dufter ikke, men flot er den. Vi så også nogle bær, der minder om bærende på den danske hyldeblomst, den New zealandske er dog giftig. Mauierne brugte den sorte farve fra bærrene, når de tatoverede med nålene fra buskene.
Om de store træbregner, siger Maurierne, at de helt nye friske skud i toppen, som ikke har foldet sig ud endnu betyder, “At nu starter der et nyt liv “, dette kalder de Guro.
Cikaderne sang for os på hele turen, endda til tider meget højlydt og knækkende. Oluf fik et fint billede af en.
På turen var vi også så heldige, at se den fugl (wekaen), som mange forveksler med Kiwien. Vi så den to steder begge gange, hvor vi holdt en lille pause, hvor der var bænke! De var ikke menneske sky, nok fordi de var vant til, at når der kom mennesker, betød det krummer – så de var lidt, som de danske duer! Den ene “sang” for os en meget dyb ligesom knurrende lyd meget specielt.
På turen havde vi to mindre uheld, Grethes snørebånd sad pludselig fast i hinanden og det kostede en tur i gruset, heldigvis skete der ikke noget, hun var ok. Lidt værre gik det med Hans Jørgen, som overså en træstub og måtte en tur i gruset, han pådrog sig en hudafskrabning på knæet, det blødte, men han undgik dog en blodtransfusion, ps. overdrivelse kan forekomme! Han ville dog ikke have det renset, sit knæ…. for så ville han ikke få så meget opmærksomhed.
Vi spiste alle en dejlig frokost i det grønne – Cæsar salat, det kan varmt anbefales virkelig lækkert. Efter frokost gik turen tilbage Picton, hvor vi havde et par fri timer – hvor der skulle shoppes igennem. Vi spurgte Margit; skal vi have handlet på vej hjem, hendes svar, ja er du tovlig mand!!! Det blev dog kun til et par småting, for byen bød ikke på så meget. Vi vil jo gerne købe noget autentisk og ikke noget “made in China”
Vi mødtes alle kl. 18.45 på plænen ved motellet, hvor vi skålede i dejlig vin fra vingården, vi besøgte tidligere på ugen og så blev der dystet i matematikopgaver. Vi blev delt i 5 grupper, en ren herre og en ren dame gruppe, hver på 6 personer og så 3 blandede grupper á 5! Det var selvfølgelig herreholdet, der vandt Stort, tillykke med sejren.
Dagen sluttede af på den hyggelige Bar og Restaurant The Barn ejet af Gina.
Et rigtig hyggeligt sted fyldt med minder og ting, om en tid der var. Man bliver for en kort stund mindet om ting fra ens barndom eller ungdom.
Tak for endnu en hyggelig dag i super godt selskab. I morgen siger vi farvel til sydøen, for da går turen mod nordøen – Uha, hvor tiden lige pludselig flyver af sted.
Kl. 22.30 bankede en gruppe på Ole´s dør og sang godnat lille Ole for ham, det havde han lige godt aldrig prøvet før. AnneMarie var hurtig til at filme seancen.
Oluf sluttede dagen af med bagefter, at fortælle, at han havde fundet syd korset og pegede op på et lysende kors på en kirke.
Godnat og tak for i dag til alle.
23. JANUAR, PICTON – wellington
Skrevet af Doris og Peder.
Vi vågner op til en ny dag, hvor vi skal sige farvel til Sydøen. Vi har haft rigtig mange skønne oplevelser og et fantastisk vejr. Og tænk, om en uge er vi tilbage i Danmark!
Vi afleverer vore kufferter før morgenmaden, for Yvonne skal have bussen pakket og køre ned til færgen. Hun har helt styr på, hvor mange kufferter der er, og hvordan de skal stå.
Vi går til Restaurant Gina og får en dejlig morgenmad. Ole er frisk og veludhvilet, har aldrig sovet bedre! Han rejser sig og takker for “Godnatsangen”.
Vi mødes kl. 7.55 og går i samlet trop ned til færgen, der skal sejle os fra Picton til Wellington, afgang kl. 9 og ankomst kl. 12.40 efter en flot ud og indsejling, hvor vi kunne sidde på dækket og nyde udsigten. Da vi kom ud på det åbne hav, blæste det meget, så vi gik indenfor, og købte os en kop kaffe.
Nogle få fra gruppen var heldige at se et par delfiner.
Hovedstaden kaldes “Windy Wellington”, fordi det ofte blæser meget her. Området rammes ofte af jordskælv, fordi her mødes to kontinentalplader, hvilket giver uro. Der bruges milliarder på at jordskælvssikre byen.
Wellington har 400.000 indbyggere og er en by i stadig vækst. Den er kåret blandt de 10 bedste byer, på grund af et stort kulturudbud.
Fra færgen kører vi til område ved Botanisk have, hvor der hurtigt ved fælles hjælp bliver stillet frokost an. Det smager skønt og er rigtig hyggeligt med picnic. Vi kører herefter til udsigtspunkt Mount Victoria, (200 moh.), hvor der er en fantastisk udsigt over byen.
Efterfølgende besøg på Nationalmuseet Te Papa (som betyder container/kasse med mange skatte). Ole foreslår, hvad vi kan kikke på, og så har vi tid på egen hånd til at se på, hvad vi nu har lyst til. Der er bl.a alt om Maorikulturen, fauna, flora, geologi, jordskælv med meget mere. Et meget flot museum på 36.000 m2 i 6 etager. Bygningen er den mest jordskælvssikrede bygning og skal kunne klare et skælv på 10 på Richterskalaen. Det har 1,5 million besøgende om året, og der er gratis adgang.
Herfra gik vi til hotel West Plaza, hvor vi skal sove 1 nat. Der var tid til en tur i byen, før vi nød en lækker buffet i restauranten på hotellet kl. 20.
Tak for endnu en dejlig dag til alle, og ikke mindst Yvonne, for god og sikker kørsel.
24. JANUAR, Wellington – Tongariro national park
Skrevet af Helga og Rainer
Efter et spændende besøg i hovedstaden Wellington bestod næste etape på rejsen af den sidste lange køretur til Tongariro National Park, hvor vi skal overnatte de næste 3 dage på et dejligt hotel i selve parken.
I bussen lægger Ole ud med at fortælle både faktuelle oplysninger om Wellington, Tongariro m.m. og ikke mindst fortælle gode historier. Det er altid underholdende at høre en fortæller som Ole, der både er god til det og som også kan lide at gøre det 🙂 Tilmed med en behagelig fortællerstemme, der minder om en blanding af Thomas Winding og Morgan Freeman.
Der er 4 nationalparker på nordøen, hvor Tongariro er den største på 188.000 hektar.
Tongariro National Park er kiwiernes foretrukne feriested både sommer og vinter. Om vinteren er det NZ’s største skisportsted.
Mange scener fra Ringenes Herre er optaget her.
Nationalparken domineres af 3 aktive vulkaner. Mt. Ruapehu den største er 2.797 m høj var sidst i udbrud 1995 og 2007.
Mt. Ngauruhoe er 2.291 m, kegleformet og det er lige som blødt sand at gå på den.
Mt. Tongariro er 1.968 m høj – seneste større udbrud var i 1926
På den lange køretur blev tiden også fordrevet med bl.a. småsnak, smålure, fotografering af flere forskellige ting. Herunder Yvonnes konsekvente hilsen til modkørende lastbiler og busser samt en særlig ‘Road Inspection lastbil’ med 2 kameraer, der filmede 2 vejbaner – smart og sandsynligvis en nødvendighed i et stort land som NZ
Ole underholdte med lidt statistik over de 10 bedst betalte jobs på New Zealand.
Nr. 10 Advokat 111.400,- dollar
Nr. 9 Mellemleder 111.900
Nr. 8 Software ingeniør 112.000
Nr. 7 Construction manager 114.300
Nr. 6 Investment banker 117.200
Nr. 5 Oil and gas ingeniør 117.960
Nr. 4 Accountant – revisorer 120.560
Nr. 3 Ejendomsmægler 122.500
Nr. 2 Aktuar 123.760
Nr. 1 Arkitekt 127.690
Vi undrede os en hel del over at ‘Stop and Go-mændene’ ved vejarbejder ikke var repræsenteret på listen, når nu Ole havde fortalt, at det er et godt lønnet job, fordi det er så kedeligt…
Skatten ligger mellem 11 og 33 % ved en indkomst på over 70.000 og 10,5 % op til 14.000. Ejendomsværdiskat findes ikke, så når huset er betalt, er det kun vand, strøm og evt. varme, der skal betales, hvilket er noget billigere end i Danmark.
En af de mest kendte danske emigranter er Biskop Monrad, tidligere statsminister i DK, rejste til New Zealand i 1865 boede i Palmerston. Lærte Maorisproget. I et oprør mod ham gravede han alle sine værdigenstande ned. Han vendte tilbage til Danmark i 1869.
Dagens første stop var ved Lake Dubbing, hvor vi fik sunget morgensangen og fik kaffe med cookies. Morgensangen, Dagen i dag, lavet af Anna Torstein i 1985 til hendes kræftsyge mand og den blev indført på turen med gymnastikforeningen GYS.
Vi er ikke i tvivl om effekten af sangen, idet skyerne efter morgensangen blev brændt af og solen brød igennem.
Maorierne kom til New Zealand for 800 år siden omkring 1280, og som er det sidste land på jorden, der blev bosat af mennesker. Maorierne har en legende om en maorier ved navn Kupe, der jagtede og forfulgte en blæksprutte og derved endte på nordøen. Maorierne består af flere stammer, der ofte var i krig med hinanden. Et af de mest hellige steder for dem er deres Marae, der er et samlingssted med fester og sang. Den er kort fortalt opbygget i forståelsen af, at det er som at komme ind i en krop, hvor armene spredes ud til siden og ribbenene er siderne.
Der gik lang tid inden Maorierne fik et skriftsprog, derfor er det de mange træudskæringer, der fortæller deres historier. Der er stærke traditioner hos Maorierne bl.a. symbolske tatoveringer hos både mænd og kvinder.
Efter endnu et stykke af køreturen og flere af Oles fortællinger blev frokosten arrangeret i det fri på en holdeplads på rute 4 lidt udenfor Whanganui på toppen af en bakke, hvor alle bordene med de rødternede duge blev stillet op i en lang række. Vi havde en dejlig udsigt ud over et bakket terræn med både får og kvæg på begge sider af vejen.
Mange af de forbipasserende biler og lastbiler hilste med et trut i hornet og vinkede til os. Vi må have set rigtigt hyggelige ud og Vibeke mente, at nogle af dem tilmed kørte retur for at tage billeder af os 🙂
Vi fortsatte af den utroligt smukke rute, der havde været lukket pga. store stenskred i den foregående vinter. Flere steder så vi den gamle vejbane ligge nede af skrænterne. Velankommet til hotellet The Park kunne vi nyde eftermiddagssolen med øl/vin i gården, hvor der også var mulighed for et dyp i de varme spa-pools.
Maorien Tom og hans hustru Tamari deltog i middagen. På maori bød Tom os velkommen med velkomsttale, Tamari velsignede maden inden vi spise og under middagen sang Tom og Tamari for os. De er meget musikalske og det var meget ærefuldt og gjorde stort indtryk på os alle. Vi ser i den grad frem os til at skulle besøge dem i deres Marae i morgen og få meget større indsigt i deres smukke og enestående kultur.
Da Tom og Tamari havde taget en smuk afsked med os, meddelte Ole, at vi til morgendagens velkomstceremoni hos maorierne skulle vælge en høvding blandt os. Umiddelbart var der ingen ivrige frivillige og i disse M/K tider tilbød Vibeke at påtage sig rollen. Dette medførte, at vi for første (og måske sidste?) gang så Ole være fuldstændig mundlam og lidt lang i ansigtet… høvdingen skulle være en mand! En lille detalje han ikke lige havde fået nævnt.
I dag har bestemt også været en god dag – ja, nærmest god langt ud over det rimelige 🙂
25. JANUAR, Maori kulturdag
Skrevet af Keld.
Efter morgenmad på vores Hotel The Park var der busafgang ved solopgangstid mod vulkanbjergene Mt. Ruapehu, Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongarino, der om vinteren er alpint skiområde. I starten var det åbne vidder med græssende kvæg og får og enkelte bygninger. Senere skov og vi passerede Te Porere, et betydningsfuldt sted for Maorierne, da de her i 1869 vandt det sidste slag over de hvide og hermed retten til jorden. Maorierne overgav retten til staten på betingelse af, at de 188.000 hektar, der nu udgør Tongariro Nationalpark ikke måtte deles.
Vi kom også forbi en sø med en lille ø, hvor Maoriernes krigsdans Haka har sin oprindelse.
Fremme ved vores bestemmelssted Lake Rotopounami mødte vi vore lokalguider Tom, Matt og hans fætter og blev opdelt i 2 grupper. Vi sang morgensang, og Tom bad en bøn for os. Vi gik en 6 km tur rundt på skovstierne omkring søen. Området er Maoriernes køkken (127 spiselige planter) og apotek med utallige helbredende og kosmetikplanter. Befolkningen gør en stor indsats med at indfange indførte dyrearter for at beskytte og bevare de oprindelige. Vi hørte rigtig mange fugle og så bl.a. en keruru, en grey duck og en kakaruai.
Natfuglen kiwi så vi ikke, og den er meget truet. Matt, som arbejder i nationalparken, oplyste at inden for de sidste 3 måneder, var 30 stk. fundet dræbt af rovdyr.
Maorierne er et folk/kultur, der værdsætter deres fortid og forfædre og gennem overlevering og fortælling til næste generation ønsker kontinuitet i livet med udgangspunkt i Far Himmel og Moder Jord.
Vi ankom til deres samlingssted, der består af mareen (til spirituelle/åndelige højtideligheder), forsamlingshuset til bespisning m.v., opholds og servicerum.
Vi blev budt velkommen ved en ceremoni foran mareen, hvor Tom inviterede os indenfor i deres verden og bad en bøn. Vi sang et par af vore sange og vores til dagen udvalgte høvding Rainer holdt en tale…………………..inden vi udvekslede ånder ved hånd- og næsetryk med vore værter.
Hangimiddagen blev igangsat på de forvarmede nedgravede sten og dækket med våde klæder, sækkelærred og jord over. Der var lam, gris, kylling og rodfrugter og det skulle være klar efter 4 timer.
Frokosten blev nydt i forsamlingshuset efter at Tom havde velsignet maden.
De fleste af os havde tilvalgt en flyvetur over vulkanbjergene. Det foregik i 3 eller 5 personers fly i klart og flot solskinsvejr. En fantastisk flot tur med god guidning af piloten ind over vulkankratre med grønne og blå søer, rødbrune og sorte lavarester, damp op af en sprække og sne på toppen af Mt. Raupehu. Der blev taget mange fotos.
Efter tilbagekomsten til forsamlingsstedet gav Tom og Tamari i mareen en lille indføring i maorikulturen. Maorierne er et folk bestående af mange stammer, der kan leve sammen på kryds og tværs af stammerne, men når de dør, begraves de hos den stamme de oprindelig kom fra, men alle mødes et højere sted efterfølgende. Mareen symboliserer kroppen med hoved, arme, ben, rygsøjle mv.
I forsamlingshuset var der så optræden af et lille udsnit af skolekoret fra Toms hjemegn, hvor hans søster er lærer. Det var imponerende, hvad de 3 piger og 5 drenge og deres musiklærer kunne præstere af kraftig vellydende sang og dans, der fyldte lokalet og udstrålede livsglæde. En af sangene var en velkomstsang fra, da Maorierne for 28 generationer siden kom her til New Zealand i 8 kanoer. Efter deres instruktion af først kvinder og så mænd, fik vi også lov at optræde, til stor morskab for alle.
Den hangitilberedte middag blev nydt sammen med nogle salater og medbragte drikkevarer. Det var mørt og meget velsmagende og blev afsluttet med dessert og kaffe. Tom og hans søster sang og det glade kor sang med, mens de klarede opvasken.
Endnu en rigtig god dag sluttede med solnedgang under busturen hjemad.
Af øvrige væsentlige nyheder fra udlandet kan nævnes, at der i Kina er udbrudt en smitsom dødelig virus og at Sønderjyske ishockey igen vandt, denne gang over Ålborg.
Høvding tale
Vi er en gruppe rejsende fra Danmark, der kommer med fred – vi kommer fra et lille land i det kolde nord på den modsatte side af jordkloden. Vi er meget betagede af jeres storslåede land, hvor vi har besøgt sydøen og nu skal se flere steder på jeres smukke Nordø.
Det er en virkelig stor ære, at få lov til besøge jer og vi alle meget taknemmelige for jeres venlighed og gæstfrihed – og på hele gruppens vegne vil jeg takke jer fra alle vores hjerter.
Engelsk version
We are a peaceful group of travelers coming from Denmark – a small country from the cold North on the opposite side of the earth
We are very amazed by your beautiful country, where we have already visited the South Island and we are now going to visit various places on your beautiful North Island.
It is a real honor that we have the possibility to come and visit you and are very grateful for your kindness and hospitality and on behalf of the hole Group I thank you from all of our hearts.
Mvh. Rainer
26. JANUAR, Tongariro National Park
Skrevet af Arne og Margit Stycke
Tongariro Alpin Crossing er på 19,4 km. Vores blev på 21.4 km., da vi tog en afstikker. Turen er kategoriseret, som en af verdens smukkeste vandreture.
Det var lidt svært at falde i søvn, spændingen om turen og kunne vi nå vågne op i tide.
Kl. 5 sad alle 11 bænket ved morgenmaden, kl. 5.30 af sted og kl. 6 startede vi turen op i bjerget.
Vi havde fået at vide, at vi skulle have varmt tøj på, men heldet er igen med holdet. Solen stod lige fra tidlig morgen højt på himlen. Vejret var så klart, at vi kunne se et bjerg på Vestkysten, som ligger 300 km. væk. Turen startede i 800 m’s højde med en stigning til 1800 m. Den endte i ca. 700 m’s højde.
De første kilometer var Easy, Peasie, som Ole siger. Næsten fladt terræn, lærkesang og lyng, der var ved at springe ud, det var helt hjemligt.
Vi gik over Sydkrateret, meget specielt, det må vi fortælle børnebørnene, at vi har gået igennem et krater.
Så kom udfordringen, stien, af nogle blevet betegnet, som djævelens trappe til himlen og andre himmerigs trappe, fordi udsigten på toppen, er som at komme i himmerig. Det sidste kan jeg bifalde, selv om turen derop var en udfordring. Vores guide Matt var fantastisk til at sørge for pauser, så alle kunne være med og nå at få vejret igen.
Nået helt til tops kunne vi se ned i et andet krater og ud over de 3 farvestrålende søer. Den storslåethed tog helt vejret fra os.
Så startede nedstigningen, løs sand og sten 300 m. Hvor vi var udstyret med stok og handsker, da der var fare for, at nogle fik en rutsjetur. Heldigvis skete der kun 3 små uheld.
Krateret Tamari var i udbrud i 2012. Store sten blev slynget så langt omkring, at de smadrede et skur, der ellers blev brugt til at sidde og hvile i. Vulkansk aske, sorte, gule og røde lavasten prægede sammen med en masse lavt voksende vegetation området og små rislende kilder løb stille og klukkende forbi os uden for stierne. Selv om vandet kom fra bjergene og så klart og rent ud, måtte det ikke drikkes, da det på grund af lavaen, var fyldt med arsenik. Dette betyder også, at der næsten ingen dyreliv er i området.
Afstikkeren var vores dejlige Mauri guide, der inviterede os ud i et område, der tilhører Maurierne. De ser området, som deres skat og inviterer kun personer med derud, som efterlader fodaftryk og tager billeder med derfra. Området bød på varme kilder, store huller med kogende, boblende vand, samt svovlholdige dampe.
Nedstigningen bød på mange trappetrin, heldigvis var sidste del gennem en skov og langs et fossende vandløb.
Vi var med vores ømme fødder fristet til at gå i vandet, men undlod.
Til vores store glæde, blev vi af Tom modtaget med tilbud om en kold øl. Det fristede så meget, at selv ikke øldrikkere tog imod. Selv om der på turen blev drukket op til 2 – 3 l. væske.
Sværhedsgrad, ja det er som øjne ser og benene er vant til at gå. Der skal for nogen overskrides grænser, da 21 km. I Danmark ikke kan sammenlignes med disse 21 km. Det er i perioder hårdt, når det går stejlt opad, og når fødderne er ømme og det går nedad. Det er dog hurtigt glemt, når turen er forbi, er det kun de gode minder tilbage.
Om aftenen kom Tom, Tamara, Matt og hans kone til aftensmad og sluttede af med at synge nogle sange på maori.
Skrevet af: Doris og Peder
Gruppe 2: Mt. Ruapehu
Vi starter kl. 8.30 efter morgenmaden og kører til Taihaw Falls, hvor vi møder Tamari og Tom, som skal være vores guider i dag. De starter med en bøn, hvorefter vi går gennem skoven ned til det flotte vandfald, hvor scener til Ringenes Herre er optaget. Vandfaldet er opkaldt efter træerne, som vokser omkring det. Tom gjorde stop flere steder og fortalte om de forskellige planter, som bruges til medicin mm. Der var mange lyngplanter, som er indført af Skotterne. Disse betragtes som skadeplanter, som man gerne vil udrydde, fordi de spreder sig meget.
Efter et fotostop på vejen, kører vi op mod Mt. Ruapehu. Vegetationen skifter efterhånden, som vi kører opad, der er mange blomstrende Manukaer og til sidst kun lav. En rigtig flot tur.
Vi kører op med gondolen til (2.013 m), hvorefter vi bliver udstyret med vandrestokke og er så klar til at bestige vulkanen. Det er den højeste vulkan (2.797 m), og også den livligste, og var sidst i udbrud i 1995, efter at have røget i flere måneder og til sidst sprøjtede med klippestykker. Tom fører an og leder os over stok og sten, til vi næsten når toppen (ca. 2.290m). Vi gør mange stop på vejen, hvor vi tager dybe vejrtrækninger, som giver os luft til at komme videre til toppen. Her møder der os det mest fantastiske panoramaveiw over området og de andre vulkaner.
Vi synger vores morgensang her, helt specielt!
Vi tager fine billeder også i sneen, med høj sol og klar himmel.
Nedturen går fint, og vi nyder en sandwich, før vi kører ned med gondolen igen.
Ingeborgs glemte kasket fik en ekstra gratis tur!
Vi kørte til Tangariro`s, Visitorcenter, hvor Tamari fortæller om maorierne og hendes stammes skabelseshistorie ud fra de udskæringer, der er lavet på søjlerne.
Hjemme igen kl. 15.30 efter en super god og fantastisk tur igen, igen med det bedste vejr.
Aftenen sluttede med en lækker middag sammen med vores nye venner. Tom, Tomari, Mat og hans hustru deltog og sang nogle maurier sange som afsked. Det var som at tage afsked med en familie, vi har kendt i mange år.
Som respekt for deres beskyttere, har de ritualer, der gør, at de beder en bøn både før og efter maden. Det samme inden de starter vandreture.
27. JANUAR, Tongariro – Rotorua
Skrevet af Karen og Oluf
Efter et dejligt morgenmåltid, blev bussen hurtigt pakket. Vi forlod Hotel The Park for at komme ud og nyde dagens nye oplevelser, inden vi nåede turens mål, Motel Alpine, i Rotoura, hvor vi skulle bo for de næste 2 nætter.
Undervejs gjorde vi stop ved Scenic Lookout. Der blev vores morgensang sunget, så skyerne forsvandt, og vi fik op til 30 grader inden vi nåede Rotoura. Der var en utrolig smuk udsigt over Taupo Volcano / Lake Taupo.
Turen fortsatte til Lake Taupo, NZ største sø. En utrolig flot sø på 616 km2.
Den har en omkreds på 193 km. Den ligger i et gammelt krater, skabt ved et udbrud af en super vulkan for 26.500 år siden. Verdens største udbrud. Udbruddet kunne ses mange steder i verden, bla. på solen i Kina…. Så der ligger meget energi gemt under overfladen.
Lake Taupo får vand fra mange forskellige floder. Smeltevand fra bl.a. Tongariro, Vaitahanui, Tauranga og selve søen har et udløb til NZ’s længste flod, Waikato River, der er 425 km lang og munder ud ved Port Waikato.
Vi kørte forbi mange sommerhuse og campingpladser, et godt tegn på at det er et smukt område, til udfoldelse i naturen med vandreture, ørredfiskeri mm.
Lake Taupo bliver også kaldet Nordøens svar på Queenstown.
Der bor ca. 27.000 i Taupo.
Der foregår mange sportsarrangementer ved søen. Bl.a. verdens næststørste Ironman, cykel- og golf arrangementer mv. Der ligger en platform i søen, så dem, der ar lyst, kan prøve at få hole in one, og vinde 10.000 NZ dollar
Inden vi nåede byen blev der hurtigt lavet et madhold og ved ankomst var der god tid til at handle, og det blev der….
Frokosten blev indtaget i en park tæt på Hovedgaden.
Derefter gik turen videre til Huka Falls, NZ’s mest fotograferede vandfald.
Et meget kraftigt vandfald, 220.000 l pr. sekund. Et rigtig smukt vandfald med is-blåt og sne-hvidt vand. Vandet kan udnyttes til strøm 9 gange på vej til havet efter samme princip som på Sydøen. Vi gik en tur på begge sider af vandfaldet.
Mens vi kørte videre, fik vi et resume af bogen om Hans Falck’s livshistorie, den første dansker der kom til NZ. “Blandt Hvalfangere og Kannibaler”.
Han døde i 1873 og ligger begravet i Maketo.
Han udgav sig som englænder, da danskere ikke på dette tidspunkt kunne få hyre, under navnet Phillip Tapsel (top-sejl) og kom fra øen Isle of Man, derfor den mærkelige accent. Så fik han hyre på et skib, der førte ham til NZ. Han oprettede en handelsstation i 1830`erne, hvor han solgte våben mv.
Han blev gift 3 gange, hver gang med en Maori-kvinde.
Ved ankomst til “Maoriernes hovedstad”, kørte vi først ned til vandet, Lake Rotoura, hvor den første Maouri – landsby er, for at køre langs søen/Strandpromenaden. Der var meget byggeri i gang, så vi kørte videre til Goverment Gardens, hvor der var mange smukke blomster og bagved en 11-kantet betonmur var der et 212 grader F. varmt svovlbad, Rachel Spring, med en god “duft” af råddent æg og svovl. Ikke så sært at byens øgenavn er “verdens røvhul”… I dag udnyttes den energi, som der er i undergrunden.
På hotellet var der en hot pool ved hver lejlighed og et større bassin for alle til fri afbenyttelse.
Der bor 60.000 i Rotoura. Ca. 1/3 er maourier.
En lækker aftensmad blev nydt ved genboen, Peppers Café. Judith og personalet stod for maden, da Mike stadig er syg efter en skulderoperation. Vi sad udenfor i den dejlige have.
Stor Tak til Ole, Anne Marie og Yvonne, samt alle vores rejsefæller for endnu en smuk og dejlig dag.
28. JANUAR, Rotorua
Skrevet af Lene og Karl Krogh
Efter endnu en nat er vi vågnet til det, der er vores sidste hele dag på ferien. Vi er nu i Rotorua, stedet som stinker langt væk af Moder Jords uddunstninger op til Far Himmel. Her er vi jo tæt på jordens indre – eller rettere, jordens indre er tæt på os. Og så er det i dag, Kiwiens mysterium skal løses. Vi skal se levende Kiwier! I dag har vi også en konkurrence. Alle kan gætte på, hvor mange kilometer bussen har kørt. Vinderen vil blive afsløret til aften.
Efter en dejlig morgenmad, kørte bussen til Kiwi Encounter. Et center hvor man forsøger at hjælpe Kiwien med at overleve. Vores guide præsenterede sig som Piwi, hvilket affødte en del morsomhed. Han viste os først rundt i parken, hvor der var forskellige dyr fra regnskoven. Men kæmpeålen havde gemt sig. Til sidst kom vi til kiwierne. Først skulle vi gætte kiwiens lyd. Det lykkedes hele flokken at gætte forkert! Vi så en lille unge, som var kommet ud af ægget sidste nat. Den trillede rundt og havde svært ved at finde sine ben at stå på. Kiwien kan lægge 2 æg med 5 dages mellemrum. Det kan den gøre op til 6 gange om året. I naturen har kiwien mange fjender og kun 5 % overlever og bliver voksne, derfor samler man æggene ind og ruger dem ud. Når de små kiwier har været på centeret, så længe at de er blevet voksne og har en chance, bliver de sat ud i naturen præcis samme sted, hvor ægget blev fundet.
Efter gennemgangen sagde vi farvel til Piwi og gik så rundt på egen hånd. Mange spejdede efter kæmpeålen, men så viste Ole sit værd som guide. Helt på egen hånd fik han spottet kæmpen nede i vande og så fik han travlt med at suse rundt og fortælle det til hele selskabet.
Efter frokosten, gik vi til Whakarewarewa en maorilandsby, som er en blanding af turistboder, træhuse til beboelse og varme kilder, som det sydede og boblede op fra. Først så vi hvordan maorierne kunne lave skørter og andet af flaxplanten. Så fik vi en rundvisning, hvor vi fik at vide, hvor mange der boede i byen og hvornår byen blev grundlagt. Husene i byen kan ikke sælges, men går i arv i familien. De varme kilder har forskellige temperaturer og nogle kan nemt være over 120 grader! Når landsbyen er lukket for turister, bader maorierne nøgne i 45 grader vand – også børn! Det skulle efter guidens udsagn være sundt for mange ting, f.eks. gigt.
Vi så deres Maree udefra. Ole var hurtig til, overfor guiden at sige, at vi havde besøgt en anden Maree på vores tur, så hun kunne godt gøre det kort. Så begyndte hun i stedet at overhøre os. Ups – vi kunne jo ikke helt svare på hendes spørgsmål, så stod vi – og Ole også der lidt med røde øre.
Vi så også et maorikulturshow. Det var voksne og ikke børn, som vi tidlige havde set lave det sammen. De var professionelle og dygtige, men havde ikke børnenes udstråling.
I landsbyen er der også tre gejsere. Den højeste, som hedder Puhutu, springer op til 30 meter. Desværre ikke helt regelmæssigt. Ingemand, Ingeborg og Keld var tålmodige, ventede og blev belønnet. De så den springe.
Lidt over kl. 18 samledes vi på græsplænen bagved lejlighederne til et glas vin for at tage afsked med hinanden. Esben takkede på deltagernes vegne Anne Marie, Yvonne og Ole for en dejlig tur. En håndfuld af deltagerne – ingen nævnt, ingen glemt – havde forfattet en sang til Anne Marie og Ole og der var også en sang til Yvonne. Sangene blev sunget og vi råbte hurra. Ved samme lejlighed blev vinderne af kilometerkonkurrencen udråbt: Hans Jørgen vandt. Han havde regnet sig frem til at bussen havde kørt 2.568 km. Han var tæt på. Det rigtige tal var 2577 km.
Endnu en god dag endte med en fin afslutningsmiddag på Peppers Cafe på den anden side af gaden.
Her er sangene, den en var lavet på: Vi er børn af sol og sommer…
1.
Vores ferie til Down Under
den er ved at være slut,
vi vil derfor alle gerne,
give jer en stor salut.
I har gjort det helt “fantastisk”
“Easy Peasy “ fulgte vi
over alt i jeres fodspor,
hvor I stod og hvor I gik.
2.
Ferien startede i Sydney
luften den var fyldt med røg.
Ole ej ku bussen finde,
i geledder gav det støj.
Trasked byen tynd vi måtte,
før lidt “ølvetid” vi fik.
Metropolen vi besøgte,
på “kineservis” det gik.
3.
Ole elsked at fortælle,
om de ting vi skulle se,
lidt om facts og mange vitser
åh så synd vi sov – en to tre.
Vi har alle nydt New Zealand
helt fra syd og så til nord,
fundet guld og sjældne fugle
set hvor ma-o-rier bor.
4.
Ole kan ej kende forskel
på en poppel og en fyr,
vi har set en mængde “vejtræer”
flotte bjerge, sjældne dyr.
Dagene de flyder sammen,
minderne de lagres tæt.
Her er lutter sol og sommer,
gruppen sjov og Ole kæk.
5.
Anne Marie er en eener
hendes lige findes ej,
så usynlig som en go’ ånd
knokler du afsted så sej.
Passer på os alle – og Ole,
mon du nogensinde har fri?
Selv om natten må du døje
med et højlydt snorkeri.
6.
Vores madmor Anne Marie
du har styr på alle ting,
ganske stille og helt roligt
fikser alt og køber ind.
Medicin du har i tasken
vand og vin til vor behov,
du har tal på hele flokken,
tæller ikke kun for sjov.
OBS OBS OBS
NY MELODI: Livstræet….
1.
We have made a song for you Yvonne
we have made it just for you.
You are such a sober driver
loves your burger and your chips.
Omkvæd:
Let her live a happy life forever
returning the kindness she gives
We are so happy, that we have met you,
for all – the help you us give.
2.
Yvon have got a lot of talents
15 languages you speak.
When you meet another driver
you raise your hand into a V.
Omkvæd:
3.
The buss the whole day you are driving
you clean it nicely every day.
When your telephone is ringing,
it says muh and muh and muh
Omkvæd:
With love from the the goodlooking group
29. & 30. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Lis og Hans Jørn
Afgang fra Rotorua med kurs mod Auckland præcis kl. 8.00 med stop i Huntly, hvor vi fik mulighed for at bruge de sidste dollars. Vejret skiftede til overskyet og lidt regn. NZ græder med os, fordi vi tager hjem!! Efter morgensang i bussen kom solen dog frem.
Vi kørte gennem landbrugsområder og forbi lodges med hesteopdræt primært til væddeløb. Den sidste del af turen langs med floden Waikato med forskellig artede træer ved flodbredden.
Undervejs fik vi løbende stillinger fra hjemlige ishockey kampe ( Sønderjyske tabte efter straffeslag).
Der blev ikke talt så meget i bussen i dag – vi er vist ved at være fyldt op af fantastiske oplevelser – måske er vi ved at være lidt trætte.
Nu har vi den lange flyvetur foran os og Ole har foreslået, at vi sover alt det vi kan, uden at tænke på, hvad klokken nu er i Danmark osv.
Vi flyver til Singapore med en Airbus 380, som er 10 år gammel og har plads til 414 passager – ifølge oplysninger fra Ingemann.
Efter ca. 4 timers ventetid i Singapore fortsætter flyveturen mod sidste lufthavn Kastrup og kl. 6 torsdag morgen var vi igen på dansk jord.
Vi tog afsked med seks af deltagerne i Kastrup og resten fortsatte turen i bus mod Jylland. Ole proklamerede en overraskelse, som “vi kunne glæde os til”. På første rasteplads blev serveret kaffe/te og 4 rugbrødsmadder. Det faldt i god jord hos alle.
Der var altså fuld forplejning på hele turen.
Vi vil afslutte dagbogsskrivningerne med, at vi alle har haft en fantastisk og ubeskrivelig tur. En tur for hele livet. Vi har været begunstiget af to dejlige, dygtige og behagelige rejseledere og en chauffør, som har ført os sikkert rundt i dette skønne land. Turen levede fuldt ud op til vores forventninger – og vejret var med os på hele turen.
TAK TIL ALLE FOR EN SPÆNDENDE TUR OG DEJLIGT SAMVÆR.