New Zealand Tur 4 - 2025
28. & 29. januar, rejsen til sydney
Skrevet af Nina.
Som nogle gæster sagde, ENDELIG skal vi på vores længe ventede tur.
Snakken gik lystigt allerede dagen før, på Comfort hotel. God stemning. Det bliver en god tur med en skøn gruppe tænkte jeg.
28 gæster overnattede på Hotel Comfort i Københavns lufthavn.
Alle mødtes kl. 8:30 som aftalt og vi gik i samlet flok, ja nogen kom lidt før.
De sidste 7 gæster ventede allerede i terminal 3 da vi kom.
Vi kom i køen til indcheckning som de første og alle gæster samlet. Gruppe billede blev taget inden Security, tid til egen “leg”. Alle var ved gaten i god tid.
Vel ombord på SQ351, og afgang sharp kl. 12.
Gruppen sidder næsten samlet. 12 timers flyvetid inden ank.til Singapore. Fordrives med strikketøj,, film, bøger/lydbøger ugeblade og en lur.
3 timer i Singapore, benene blev bevæget og/ og eller placeret i luften på en bagagevogn.
Afgang til tiden mod Sydney, læg mærke til der er metal bestik og ikke træ. På begge strækninger dejlig mad, drikkelse, som man kunne supplere selv.
Ankomst i Sydney til tiden, udfordringer med emigration ved de elektroniske skannere, men det lykkedes og alle kom igennem uden at skulle vise vandre sko/ støvler.
Igennem og mødtes med Lone som stod klar. Bustur til hotel Grace, og flere gik med til en godnat øl.
Tak for turen og samværet i gruppen bliver godt på resten af turen.
30. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Solveig & Mads Lund.
Dagen startede med morgen buffet på vores hotel.
Vi begav os i samlet flok, med dejligt vejr ca. 22 grader, til havneområdet. Vi så bl.a. værtshuset “Slip Inn” hvor kronprins Frederik mødte Mary. Det var til ol i år 2000.
Vi så en perlerække af spændende bygninger, som blev etableret til ol år. 2000. Hotellet Crown er det højeste i Sydney med 271,30 m. og har 75 etager med dyre lejligheder især foroven til 20 millioner dollars stykket.
Den udendørs “senge biograf” som vi aldrig har set mage til, var helt speciel med masser af senge som kunne overdækkes. Der blevet også dyrket yoga.
Næste stop var den fantastiske smukke, Sydney Harbour Bridge som åbnede i 1932 og kostede godt 4,2 millioner pund. Vi gik en tur på broen, hvor vi senere skal på bridgeclimbing.
De gamle pakhuse på vej til broen, var blevet lavet om til lejligheder og var meget attraktive. Det var spændende at høre om de engelske straffefangers ankomst i 1788 og se hele “The Rocks” området som de boede i.
Vi havde alle mange fotostops undervejs.
Frokosten som bestod af sandwich, serverede Lone og Nina i The Rocks,
hvor vi nød udsigten til et kæmpestort krydstogtskib og operahuset.
Havnerundfarten gav mulighed for virkelig, at tage nogle flotte billeder af operahuset og Harbour Bridge fra alle vinkler. Vi kom tæt på.
Halvdelen af gruppen gik hjem til hotellet og resten tog letbanen.
Derefter var der fri leg indtil aftensmaden, som skulle spises på restaurant
Casa.
Vi fik cæsar salat til forret, hovedretten bestod af velsmagende havaborre med gemyse.
Alt i alt en rigtig hyggelig dag.
31. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Birte og Peter
Jetlag tager sin tid, og flere var stadig ramt, men planen var lagt. Kl 08.30 blev der kaldt til samling efter endnu en dejlig morgenmad. Der var, som altid med Lone i front, styr på det, og vi kan jo sove, når vi bliver gamle, som en sagde.
I samlet flok tog vi med letbanen efterfulgt af en kort gåtur ud til dagens højdepunkt – Sydney Opera House, som jo har sit store danske stempel af Jørgen Utzon. Fantastisk rundvisning med kig ind i flere af de mindre sale og de 2 store. Vi blev fulgt rundt af en entusiastisk og dejligt humør-smittende guide (Fransk, men med et glimrende engelsk). Det var en fantastisk intro til aftenens koncert, som de fleste havde tilvalgt. Historien om huset og alle besværlighederne frem til det færdige byggeri blev fortalt og foldet ud. Det færdige resultat, som det står nu, er meget imponerende, og bestemt noget der skal opleves både på guidet tur og med en koncert, eller forestilling.
Fra den guidede rundtur i operahuset gik vi i samlet flok tilbage til hotellet, hvor vi undervejs fik oplevet både Botanisk Have, kirke, park, shopping strøg og mærket lidt af den hektiske stemning i en stor multietnisk by som Sydney.
Frokosten var sandwich, og derefter var vi flere, der lige tog en på øjet, så vi var klar til La Traviata om aftenen – troede vi….
Mødetid til aftensmad kl 17.45 under operahuset med udsigt til Sydney Harbour Bridge, og derefter lige rundt om hjørnet til Opera kl. 19.30. Stor kærlighed og begær, rivalisering, svigt og genforening, sygdom, død. Kort sagt: opera med hele svineriet! Nogle af os nød det hele, imens flere kæmpede med jetlag – men så var de da udhvilede bagefter!
Slut på dag 2 Down Under. Mætte af indtryk og godt brugt. I morgen er der atter en dag
1. Februar, SYDNEY
Skrevet af Else og Birthe.
Dagen startede med at de danske håndbolddrenge vandt over Portugal med en overbevisende sejr 40 – 27, så nu er vi klar til finalen mod Kroatien. Vi håber at få mulighed for at se kampen mandag morgen i New Zealand. Mon ikke Lone arrangerer storskærm
Efter dejlig morgenmad skulle vi fælles udfylde indrejseformular til New Zealand. Herefter på gåben til Sydney Tower Eye – højde 309 moh. Her fik vi et fantastisk view over Sydney og fornemmede, hvor stor byen er. Vejret var godt og forholdsvis klart, så vi kunne se langt omkring.
Frokosten spiste vi på “Slip Inn” – baren hvor kronprinsen – nu Kong Frederik mødte Mary ved OL i 2000. Som altid blev der sørget godt for os af Lone og Nina, og der manglede ikke noget.
Herefter blev gruppen delt, dvs nogle havde tilmeldt sig BrigdeClimb og andre besøgte Sydney Wildlife Center og SEA Life Aquarium.
BridgeClimb. Ni deltog, og vi var i gruppe med 2 fra Sydney, 2 fra Hong Kong og 2 fra Kina. Efter instruktion og påklædning af udstyr blev vi guidet af Emily, der bl.a. fortalte, at highwirekunsteren Philippe Petit gik på wire, der var spændt ud mellem de nordlige pyloner på Harbour Bridge. Trafikken gik i stå i mere end en time. Han blev arresteret og fik en bøde på 200 dollars. Han har siden haft en drøm om, at går fra Sydney Opera House til den sydlige pylon på Sydney Harbour Bridge, men det er aldrig blevet til noget. BridgeClimb har været muligt siden 1988, og det er absolut en tur værd. Vi var heldige med sol og nogenlunde klar vejr, og der blev taget mange billeder undervejs.
Sydney Wildlife Center: Lone guidede os rundt og fortalte om dyrene, hvor vi bl.a. så kænguruer, krokodille, koalaer m.m. – hel sikkert et besøg værd, hvis man ønsker at opleve dyrene i Australien.
Herefter var der mulighed for at se fiskelivet i Sea Life Aquarium, som var overrraskende stort og med mange forskellige fisk.
Aftensmaden blev nydt på restaurant Casa i Darling Harbour – forretten var Cæsar Salat og til hovedret fik vi meget lækkert langtidsstegt lammekød med pasta. Aftenen sluttede af med flot fyrværkeri ved Darling Harbour – nogle mente, at det var Lone der havde arrangeret fyrværkeriet til ære for os, da vi nu forlader skønne Sydney i morgen tidlig.
2. FebrUAR, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Vivi og Ove Eriksen
Skiftedag!
Farvel til Sidney, og mod nye mål i New Zealand
Dagen startede tidligt; morgenmad på hotellet kl. 6 og afgang mod lufthavnen 6.30. Hotel personalet var mødt tidligt ind for at vi kunne få den sædvanlige
velassorterede morgenbuffet. Hotellet var absolut en positiv oplevelse, central placering med gode værelser og fin betjening.
Kufferterne kom på bussen og turen gik mod lufthavnen. Indtjekning til Virgin-flyet gik ubesværet, og med kort forsinkelse afgik det over det tasmanske hav med kurs mod Queenstown; New Zealands (og verdens) outdoor centrum.
En smuk indflyvning i sol og klart vejr over Fiordland, golde bjergområder med sne på toppen, vandfald og dybe fjorde; at være pilot på denne rute må være blandt verdens bedste jobs
Det gik glat gennem immigration i NZ, ved biologisk kontrol blev vi mødt af en dansktalende kontrollør, så det gik let.
Vores buschauffør Sue og hendes mand tog imod, kufferter blev stuvet, og turen gik mod byen, hvor vi kørte igennem, mens Lone gav info. Vi blev sat af bussen, den kørte til hotel Millennium og læssede bagage af, mens vi gik til hotellet gennem turistområdet.
Byen er smukt beliggende ved Lake Wakatipu og omkranset af bjergkæden The Remarkables. I turistsæsonen fordobles indbyggertallet fra 120.000 til 1/4 million hvilket også gør det til en meget dyr by at opholde sig i.
Inden middagen var der mulighed for en øl i haven mens dagens oplevelser blev gennemgået. Dagens applaus gik til Sue, da hun meddelte at der kunne arrangeres TV til Danmarks guldkamp mod Kroatien i morgen tidlig.
3. FebrUAR, Arrowtown – Gibbston Valley
Skrevet af Ilse og Asger
Efter en god nat søvn på det fine Millennium Hotel stod vi tidligt op, så vi kunne se VM finalen i herrehåndbold imellem Kroatien og Danmark kl. 6.00 om morgenen.
Lone havde reserveret et konferencelokale med stor skærm, og Søren og Lone havde i fællesskab sørget for opkobling så kampen kunne ses til stor glæde for hovedparten af gruppen.
Der var rigtig god stemning, så vi sad alle og jublede når Danmark med Gidsel og Pytlich lavede mål eller Emil Nielsen reddede mange bolde.
Slutresultatet 32-26, så Danmark er nu VM mestre for 4. gang i træk.
Herefter var der kl. 7.30 tid til det store morgenbord med mange specialiteter, herunder æg på mange måder.
Kl. 8.30 sad vi i bussen på vej til Arrowtown en lille guldgraverby. På vej ud af Queenstown kørte vi ved siden af den store smukke sø Lake Wakitepoo. Byen Queenstown havde i år 2000 ca. 20.000 indbyggere, og er nu vokset til mere end 120.000 indbyggere.
I Arrowtown besøgte vi Lake District Museum, hvor direktøren gav et inspirerende oplæg om stedet og guldgraverne i 1860, hvor man fandt guld. En ansat gav herefter en rundvisning og orientering om byen. Vi fik også en rundvisning i Chinese Settlement, og Lone gav en god orientering om kineserne og de små huse som kineserne havde boet i under guldgravertiden.
Vi kørte herefter videre til Gibston Valley, hvor der bl.a. er optaget scener til Hobbitten og Ringenes Herre.
I Gibson Valley besøgte også vingården Winery Kinrose, hvor vi fik orientering om vingården og fik gode smagsprøver af deres rød-, hvid- og rosévine.
Efter smagsprøver af vin var der tid til frokost med en utrolig lækker tapasanretning med vin fra vingården. Selskabet havde en god frokost og der var super stemning, hvorfor vi fik fejret håndboldlandsholdets guld med nationalmelodi og håndboldsange.
Så kørte vi videre til Kawarau River, hvor vi fik set flere springe Bungy Jump fra 47 meters højde, men ingen i selskabet havde mod til at prøve.
Herefter kørte vi til helikopter landingsbanen, hvor vi så 4 fra selskabet og Nina lette i en helikopter til en 1/2 times flyvning.
Fantastisk udsigt på vores helikoptertur. Det skønneste vejr så der kunne ses landskaber langt ud. Vi havde en landing på gletscher, med 10 minutters stop. Her var god vind så alle blev blæst i gennem.
Efter dette kørte øvrige tilbage til vores hotel, hvor selskabet havde resten af dagen fri til egen disposition. Nogle nød en forfriskning i haven, andre en svømmetur og andre en gåtur. Dagen sluttede for mange med shopping og spisning på en af de mange restauranter hånd i Queenstown.
4. FebrUAR, Skippers Canyon
Skrevet af Anders og Jette.
I dag skal vi i guldgravernes fodspor, og hvem ved om vi også er heldige at finde guld .
Vi kører i 2 små busser da det er en ret så speciel tur der venter os, på grusveje med dybe kløfter hvor dem bag i bussen hænger lidt ud over kanten. Det er en utrolig flot tur ,med skyerne hængende over bjergene, tror vi kigger mest op og ikke ned i de dybe kløfter langs grusvejen. Vi skal besøge en guldgraverfamilie, se deres museum og høre fortællingerne om de modige og utrættelige guldgravere der trodsede vind og vejr for at finde lidt eller meget guld.
Enkelte skal ud og sejle med Jet både så de bliver sat af og drøner ud over vandet hu hej hvor det gik
Vi mødes alle igen til en superlækker BBQ som vi nyder ude i solen med udsigt til. Skippers Bridge hvor Bungy Jump startede.
Det er nu lukket, men man kan stadig se hvor de sprang 102 m ned.
Dagens højdepunkt for os alle er riverrafting som vi næsten alle har tilvalgt.
På med badetøjet og alle skrues ned i våddragten, støvler, jakker hjelm og redningsvest på, så nu ligner vi alle Michelin mænd og damer.
Ned i 4 gummibåde med hver vores guider der styrer båden med ordre til dem med pagajerne, ned af floden det går. Vi stopper et par gange hvor guiderne syntes vi alle skal i vandet enten flydende, hoppende eller gående i vandet så ingen er tørre da vi kommer hjem.
8 af os får hurtigt det våde tøj af fordi vi skal flyve med helikopter hjem med
endnu en flot og fantastisk tur hen over bjergene.
Ps : ingen fandt guld eller også “glemte “ de at fortælle det, men det var en tur til en stor guldmedalje.
5. FebrUAR, Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Alice og Arne
En ny dag “truer” her på dronning Marys fødselsdag.
Vi forlod det lækre hotel Millennium i Queenstown i et flot solskinsvejr og kørte imod Manapouri – en køretur på alt 180 km.
De første mange kilometer kørte vi langs Wakatipo River, hvor vi så et fantastisk flot landskab med masser af bjerge langs søen. Der var indlagt en kort tissepause i den lille by Garston, som er den midterste by på New Zealand (altså den by, der har længst til enhver kyst). Herefter kørte vi ind i et landbrugsområde, hvor vi så New Zealands mange får og kvæg, men også et stort antal hjortefarme med i alt ca. 2,5 mio. dyr. New Zealand er verdensførende med produktion af hjortekød. Alle dyr går ude 365 dage om året.
Efter ca. 3 timers kørsel ankom vi til havnen i Manapouri (Perl Harbour). Her fik vi ved fælles hjælp stillet det helt store tag-selv burgerbord op. Vi nød maden og den efterfølgende kaffe i det dejlige solskinsvejr.
Vi sejlede fra Perl Habour ca. kl. 13.00 over den flotte Lake Manapouri. Søen er 26 km lang og har 35 småøer. Den er den næstdybeste sø i New Zealand og er 440 m dyb på det dybeste sted.
Vi ankom en times tid senere til West Arm, hvor der er etableret et kæmpe vandkraftværk i undegrunden (New Zealand største). Herefter gik turen med bus over Wilmot Pass (671 m o.h.) – busturen gik igennem en tæt regnskov i Fiordland nationalpark og på vejen passerede vi bl.a. mange beechtrees (de talende træer fra Ringenes herre).
Fiordland nationalpark er et særpræget område med mange høje bjerge. Her regner det omkring 200 dage om året. Der falder mellem 8 og 10 meter regn om året.
Efter køreturen ventede båden The Milford Wanderer i havnebyen Deep Cove. Båden sejlede os med ud på den flotte Doubtful Sound – Kaptajnen bød os velkommen og vi fik anvist en kahyt inden kaffen og de hjemmebagte scones. Turen er ekslusivt for Adventure Holidays gæster.
Efter en times sejlads lagde vi for anker på fjorden, hvor vi blev tilbudt en tur i kajak eller en tur med motorbåd. 17 af os valgte kajakturen og resten tog den fladbundede motorbåd med en lokal guide. Nogle valgte desuden også at svømme en tur i søen.
Vi spiste ombord og der blev tilbudt valgfrit dyrekød, kylling eller fisk med efterfølgende dessert.
Aftenen blev afsluttet med kaffe/te, kage og fællessang.
Tak for en endnu fantastisk dag.
6. FebrUAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Leila og Per
Alt imedens tågen letter sejler vi igennem fjorden. De morgenfriske fik taget en morgen dukkert og Alice er blevet syg.
Morgenmaden på båden er cornflakes, toastbrød m.m pludselig lyder det fra disken nu er der bacon og pølser samt grillet grønsager på en bund af kartoffel, lækkert.
Under morgenmaden fik vi endnu et afsnit om den danske guldgraver.
På vejen igennem fjorden nyder vi det smukke sceneri, som kunne være taget fra en scene fra Jurrasci park.
Vi sejlede ud af fjorden mod det Tamanske hav, på øen Nee Isles var der sæler i hobetal, båden blev vendt og ind i fjorden igen.
Det er betagende flot i bjergene, skyerne hænger lavt og laver scenariske flotte billede, nu har jeg vel taget 200 billeder.
Vi kom forbi Seymour Island.
Manden Seymour invarderde øen på grund af kærestesorger, båden blev smadret mod klipperne og han måtte leve af trærødder eller var det Flaxen, det skal vi ikke, beværtningen er i top på “The Wanderer” , vi går ikke sultne fra borde.(Seymour blev senere reddet).
På vejen tilbage blev motorerne slukket, nu skal de være fuldstændig tysnar shh……………….. en dejlig ro, pludselig blev stilheden brudt da solen bragede igennem, og det hele blev endnu pænere.
Motoren startede igen og vi anløber Deep Cover wharf.
Via bus kører vi tilbage til kraftværket hvor vi skal med næste båd MV TITIROA over Manapouri lake til Pearl Harbour.
Det havde regnet lidt, så vejen var våd, et lille stop ved sø og et vandfald ellers er turen den samme som igår, hen over Wilmots pass.
Undervejs ser vi den lille fugl ?… som minder om Kiwien, den her kommer ud om dagen og Kiwien om natten.
I vejkanten står der maleriske træer som er typisk for Ringens herrer.( Beech Three)
Fra Manapouri går bussen mod Dunedin dog gjorde vi holdt i Mossburn hvor Lones køkken brillerede med en udsøgt frokost lavet af hendes gæve gudinder og gutter, opvasken klarede New Zealand`s hurtigste opvaske hold.
Det var dejligt “KØR SUE.”
Nævnte jeg, det var Mossburn hvor Lone stak hånden ned i baljen med knive, uha det skulle hun ikke have gjordt, hun skar sig slemt, nu er det “One hand Lone”.
Turen til Dunedin går via Lumden, Gore, Balclutha, Milton, Dunedin. På turen
så vi hjortefarme, vindmøllepark, får og Lone fortalte lystig om alt hvad vi ellers så.
Den friske brygget kaffe blev indtaget i Gore, medens den blev brygget gik herrerne på brugt bil marked.
En lille historie om dyret Possum ( ej stavet rigtigt) et skadedyr, der yngler som kaniner, regeringen spenderer 1,5 mill i ugen for at udrydde dem, dog kan skindet benyttes til frakker.
En af de byer vi køre igennem er Balclutha en by med det skots-klingende navn, som går igen for byerne syd på i denne region.
Man kan sige om ruten til Balclutha til tider ligner det landskabet derhjemme.
Hvornår får får får
får får ikke får
får får lam.
Der er mange af dem.
Nu nåede vi Dunedin, og Hotel Dunedin Leisure Lodge
indtaget, her skal aftensmaden også spises.
7. FEBRUAR, Otago Halvøen
Skrevet af Marianne + Steen.
Old Zealand.
Dagen startede med køligt gråvejr. Vi kørte i Sues lune bus op til Signal Hill, som bød på et rigtigt flot udsyn over Dunedin og omegn. Her var det naturligt at synge vores morgensang i den rene luft.
Vi kørte til University of Otago med ca. 22.000 studerende fra mange lande. Universitet sørger for boliger, men de er lidt pebrede med leje på 800 – 1.000 NZ$. SU er ikke ‘opfundet’, og studiet skal, der også betales for. Der kan dog søges stipendier. Uni ligger delvis i et smukt grønt område og med mange klassiske bygninger fra 1869 og en del nyere bygninger.
Efterfølgende blev banegården besigtiget. Flot arkitektur fra 1903. Imponerende murerarbejder med fine mosaikker.
Vi blev ‘sat på fri fod’ med mulighed for powershopping, inden vi mødtes i St. Pauls Cathedral. Koret øvede sig her inden et kommende bryllup. Vi fik lov til at synge vores morgensang. Det lød rigtig fint.
Nu var det tid til frokost og ølsmagning på Speight´s Ale House. En rejsefælle udtalte til reporteren om frokosten: ´Alt for god´!!
Sue fragtede os sikkert til Otago-halvøen, hvor vi hørte om og heldigt så albatrosser live i den kraftige vind. Imponerende fugl. 3 m vingefang og ca. 8,5 kg. Flyver op til 120 km/t.
Vi kørte videre i 4 mindre busser og så søløver, sæler, pingviner og rigtig mange vadefugle i den fri natur. Imponerende med dyrelivet og de smukke bølgede bakker i den unikke natur ud til Stillehavet. Solen brød frem og skabte flotte kontraster i landskabet.
Sidst men ikke mindst så vi mange, mange, mange får.
Vi var retur ca. kl. 21, og hotellet serverede varm buffet, inden vi drog på rummet.
8. FEBRUAR, Moeraki Boulders – Twizel
Skrevet af Gitte og Ejvind
Efter morgenmad og en skøn tur i den smukke Botaniske Have i 17 gr. og fint solskin, var der afgang fra Dunedin Leisure Lodge til den 360 m lange Baldwin Street – verdens stejleste gade iflg. Guinness Book of Records med en gennemsnitlig stigning på 35 gr. Årligt afholdes Jaffa Race, der involverer 30.000 appelsiner. – Der var gode ben og mindre gode ben!
Herefter smuk tur gennem vekslende terræn til Mouraki Boulders. Stedet med café og shop, udformet som store Boulders, ejes nu af Maorierne. Vi spiste fish & chips, inden vi beundrede de 50 ca 60 mio. år gamle kæmpestore runde sten, som løbende popper ud af skrænten som det eneste sted i verden.
Turen fortsatte gennem “Bjerge Dal” og frodige landbrugsområder med hø, majroer, majs og enkelte vinmarker.
Vindruerne fragtes med godstog til destillerier i Auckland.
Markerne vandes af kæmpe vandingsanlæg til en pris af op til 230.000 kr. – Desuden kæmpe arealer med græssende malke- og kødkvæg, diverse fåreracer og hjorte. Grise har de ingen af!
Vi så utallige malkestationer med køer i kø for at blive malket.
Var heldige at få lov at bese en malkestation (mod passende antal øl) med 800 køer, som bliver malket 2 gange i døgnet og giver 20.000 l mælk pr. dag.
I dag går alle dyr i NZ ude året rundt, men på sigt skal de have mulighed for at gå i ly i overdækkede stalde.
Fulgte ind imellem A20 – en cykelsti, som går hele NZ rundt. Der kører kun busser mellem de store byer i NZ – ingen lokalbusser. Der findes mindre indenrigslufthavne rundt om i landet.
På vej mod Lake Benmore gjorde vi stop ved Elephant Rocks med imponerende millionårgamle kalkstensformationer.
NZ har planer om at være 100 % grønne via vind og vandkraft i år 2030. Arne fortalte om sin svigersøn, som pt. arbejder med vedligeholdelse af Siemens vindmøller i NZ.
Fik udleveret skitse over Waitaki anlægget med 8 vandkraftværker, som alle bruger det samme vand fra Mt. Cook til at generere El. Vi gjorde bl.a. stop ved Lake Benmore Dam, NZ’s 2. største vandkraftværk – et imponerende bygningsværk med en utrolig smuk udsigt.
Indkvartering på MacKenzie Country Inn i Twizel, hvor vi bl.a. fik en lækker lakseanretning.
Tak til Lone for – igen igen – at dele ud af sin utrolige faktuelle viden om alt og alle – blandet med fantasifulde mauriske legender – “stor smiley”.
9. FEBRUAR, Mt. Cook
Skrevet af Lisbeth og Søren
Vi vågnede op til en fantastisk dejlig morgen. Vejret var næsten skyfrit, da vi kl. 7.45 var klar ved bussen til vores tur til Mount Cook (på Maori Aoraki). Efter en kort køretur var der fotostop ved en rasteplads, hvor vi havde søen og Mount Cook i baggrunden. Her sang vi vores morgensang. Det var en smuk køretur, hvor vi næsten hele vejen havde udsigt til det sneklædte Mount Cook i baggrunden. I bjergkæden er der 22 bjergtoppe over 3000 meter, hvor Mount Cook er den højeste med 3.754 meter. Et jordskælv i 1991 reducerede højden med ca. 10 meter. Den var derfor lidt højere, da Sir Edmund Hillary brugte Mount Cook som træningsbjerg inden han i 1953 som den første besteg Mount Everest.
Vi kunne ikke forestille os bedre vejr til de 12 km ind til søen for foden af Mount Cook og retur. For de som af forskellige årsager ikke kunne klare hele turen var der en kortere tur på ca. 6 km.
Ved foden af bjerget står et monument for de mere end 80 der i tidens løb har mistet livet ved forsøg på at bestige bjerget.
Vi kunne ikke helt forstå, at turen startede med 75 trappetrin nedad, da vi troede vi skulle gå op til foden af Mount Cook, men tiden har lært at der er så meget uforståeligt.
På turen passerede vi 3 hængebroer, hvor vi passerede brusende floder. Der måtte max være 20 på hængebroerne af gangen. Det gyngede en del på turen over hængebroerne, så når vi var kommet over, kunne det føles som om det havde været en sejltur, men flot var det. Da vi havde gået et par kilometer forsvandt skyerne fra toppen af Mount Cook, så vi fik et helt fantastisk syn til bjerget.
Midtvejs var der et toilet. Når tankene skal tømmes bliver de hentet med helikopter.
Efter et par timers vandring nåede vi en lille sø ved foden af Mount Cook. Temperaturen skønnes til at have været tæt ved 25 grader, især den sidste halve kilometer var rigtigt hedt, så det var dejligt med en lille rast inden turen tilbage. I søen var der et lille isbjerg. Vi forsøgte at få guiden til at hente lidt is til os, som vi kunne afkøle vores drikkevarer med, men selvom Sue er helt fantastisk både som guide og buschauffør meldte hun pas. Der var et par andre, der tog en lille dukkert i søen. Formentlig var vandtemperaturen ikke over 4 grader(hver sin lyst).
Efter turen kørte vi til hotel Hermitage, hvor vi fik en helt fantastisk frokost. Hotellet ligger med udsigt til Mount Cook, en overnatning på hotellet kan koste op til 1500 NZ dollar, men så er der også udsigt til Mount Cook fra værelset.
Efter frokosten var vi på et visitor center, hvor vi kunne læse lidt mere om området, herunder hvilke fugle og dyr der lever i området. Sue fortalte, at hendes yndlings fugl var Kea’en, ifølge Sue en intelligent jordlevende papegøje art, der kan blive op til 46 cm. Det er en truet art, men antallet har været lidt stigende de seneste år. Af en eller anden årsag har Kea’en set sig glad for gummilister og vinduesviskere på biler. Der advares mod at vi fodrer den, da unge fugle helst skal lære at klare sig med den mad, som de finder i naturen.
Efter at Sue havde kørt os sikkert hjem til hotellet kunne vi se frem til en vinsmagning på terrassen.
Vi fik smagt 3 dejlige vine fra Marlborough området. Vinen hed Babydoll. De laver 9 forskellige vine. vi smagte de 3. Henholdsvis en Rose’ lavet på Pinot Noir druen. Endvidere 2 hvidvine på henholdsvis Sauvignon Blanc og Pinot Gris. Det var 3 virkelig fine vine og som et ekstra plus, var de alle lavet af en winemaker med danske rødder – Natalie Christensen.
Aftenen sluttede med endnu en god middag på hotellet, hvor snakken gik meget lystigt – tør ikke sige om det var dagens mange oplevelser eller vinsmagningen, der gav det høje “støjniveau”.
10. FEBRUAR, Twizel – Christchurch
Skrevet af Connie og Jens
Klokken 8.05 var bussen pakket og klar til afgang fra Twizel. Lidt frisk og skyet morgen, så der var ikke meget at se af Mt Cook.
På vej til Lake Tekapo så vi stadig masser af landbrugsarealer, køer og får og også en stor flok krondyr.
I Lake Tekapo gjorde vi holdt ved Church of The Good Shepard. Kirken blev opført af indsamlede midler for at skaffe et samlingssted for fårehyrderne. Kirkens udtryk skulle vise styrke og enkelhed. Kirken ligger smukt på en lille forhøjning med udsigt til Lake Tekapo.
Inden vi gik ind i kirken, tog vi et kig på statuen af hunden Friday.
I kirken fik vi en god fortælling om historien bag kirken. Kirken er samlingspunkt for alle trosretningerne i området: metodister, presbytanier, anglicanere og katolikker.
Først læste Lone et vers op, som passede præcist til kirkens historik og tankegang og bagefter sang vi først vores morgensang og derefter I østen stiger solen op – det lød meget smukt. Vi kunne desværre ikke stille med en organist til det 140 år gamle orgel. Ketty fik dog spillet en lille strofe inden vi gik ud.
Kirken kan rumme 40 fatties eller 45 skinnies.
Efter besøget i kirken fik vi fri en time til shopping og “sjove toiletbesøg” på det meget sci fi toilet.
På turen videre gav Lone information om landbrugets udvikling og input om de forskellige steder vi passerede.
Næste stop var ved Tin Shed, som i den grad passede til navnet. Der var gjort klar til frokost ved siden af butikken og smart nok bestod frokostholdet alene af mænd, mens damerne fluks gik på shopping af lækre merinotrøjer m.m. Vi nød maden, der var lækker som altid, i det skønneste vejr.
Så gik turen videre mod Christchurch og nogle fik sig vist et lille hvil.
I Christchurch var første stop Papirkirken. Vi nåede det lige inden lukketid. Et meget specielt byggeri af pap, betongulv, containere og plasttag. Kirken er kun midlertidig, men kommer nok til at stå der en del år endnu.
Vi tog derefter en rundtur i byen på gåben, hvor vi så områder, der var blevet genopført efter jordskælvet og områder som var under genopbygning og nogle, der afventede, hvad der skulle ske. Det er en lang tidshorisont, for jordskælvet skete i februar 2011. Jordskælvet blev målt til 6,3 på Richterskalaen.
Vi tog turen til hotellet på gåben og er nu klar til aftensmad og overnatning her, inden turen i morgen går videre med nye oplevelser i vente.
11. FEBRUAR, Christchurch – Kaikoura – Picton
Skrevet af Flemming og Martha
Godmorgen Christchurch – det er 1. regnvejrsdag på vores rejse
der er afgang fra hotellet kl 8, og vi kører mod Kaikoura, hvor vi forventer at være fremme omkring kl 11.30
Nina brugte tiden i bussen til af fortælle omkring New Zealand –
hun fortalte om skolevæsnet- og forskellige sociale instanser / pensioner / skatte og moms regler. Hun oplyste omkring mindsteløn og pensioner og arbejdsløshed
Vi gør et lille stop i Cheviot, regnen er nu ved at stoppe – efter endnu en times kørsel passerer vi bjergkæden og ser ud imod det blå Stillehav – vi ser en turistbåd i havet og Lone fortæller at dé sikkert er ude med turistet som vil bade med delfinerne.
Vi gør stop og ser mange delfiner som leger i vandet og nogle som laver kolbøtter i luften, hvilket er en del af deres parringsleg.
Lone opfordrede “ rejsens hanner “ til at se godt på delfinernes leg, måske kan det give inspiration.
Vi ser også en enkelt sæl som ligger meget tæt på bussen
Efter den dejlige oplevelse i havet. fortsætter vi mod Kaikoura til Peter Fårefarm, hvor vi nyder en dejlig frokost i hans have, med dejlig rugbrød fra en dansk bager i Christchurch
Efter frokost skal vi se Peter klippe et af sine får. Han viser os først 2 får – den ene er en 16 år gammel Vædder med kæmpe stor horn – det var en Dry Style.
efter klipningen fortæller han omkring uld og priser.
Peter Fårefarm vil gerne tage et billede og Steen tager imod tilbuddet – flot billede med lange vædder horn og en tot uld i panden
“wauu en lækker style” og Marianne kvitterer med et kys.
efter besøget på fårefarmen, går en del af os langs kysten tilbage til byen, hvor vi ser de ændringer som opstod ved jordskælvet i 2016/2017 hvor der i løbet af 5 minutter ændrede kysten fra hav til klippekyst i ca 2 mtr. højde. Jordskælvet blev udløst at de 2 havplader som ligger under området.
Efter at have nydt kaffen ved bussen på Strandpromonaden , var tiden kommet til at køre den sidste del af turen imod Picton, den første del af turen var i meget tørre områder hvor der var stor fare for brande.
Jo tættere vi nåede Picton jo flere store områder hvor der var mange vingårde og derfor flotte grønne vinmarker
Vi har sluttet endnu en dejlig og oplevelsesrig dag med middag på DA’s Barn restaurant & Bar
12. FEBRUAR, Queen Charlotte Track
Skrevet af Irene og Morten
Vækkeuret ringede kl.6:15
Shorts og t-shirts klar. Morgenmad på DAs Barn, så er vi klar til samling.
Kort gåtur til havnen forbi den smukke havnefront hen til vandtaxien
Under sejlturen til Marlborough Sound spottede vi både delfiner, rokker og hurtige havfugle.
En kort briefing af Lone så er vi klar. Turen går af stien Queen Charlotte Track, og vi skal gå ca 10 km af den. Stien går gennem tæt skov med for os ukendte træer og planter – Lone fortæller med stor ildhu om maoriernes anvendelse af blade og fibre.
Det blev ofte gjort små fotopauser på de flotte udsigtspunkter.
På en plads med lidt borde/bænke hvor der blev holdt pause kom et par Wakaer på besøg for at tigge mad (fodring absolut forbudt).
Tui fuglen hørtes ofte og et par NZFantail ( viftefugl) stillede beredvillige op til foto. Vi kom også forbi bugten hvor Cook’s skib Endeavour lå for anker da de som de første europæere kom til NZ.
Frokosten blev serveret på Furneaux Lodge, hvorfra turen i båden gik retur til Picton.
Efter hjemkomsten og bad blev der hygget ved langbordet, hvor vi udvekslede oplevelser fra dagen
Aftensmad på DAs Barn og så til køjs efter endnu en oplevelses rig dag.
13. FEBRUAR, Picton – Wellington
Skrevet af Irene og Morten
Sov længe – ingen vækkeur.
Morgenmad kl 8 med flag på bordet og fødselsdagssang for dages fødselar Asger.
De fleste var kommet sig efter gårsdagens strabadser og klar til en ny dag med oplevelser. Kuffertener pakket og afleveret ved bussen kl 9. Derefter var der fri leg ( shopping m.v.) indtil det var tid at tage afsked med sydøen og gå til færgen.
Turen ud gennem fjorden i solskin og blå himmel bød på det ene “one million dollar” udsigt efter det andet.
Cook strædet viste sig fra den blide side med små krusninger på vandet, så alle fik en god overfart.
God dag til Wellington, en moderne storby og hovedstad med pulserende liv i stor modsætning til sydøen’s mere stille liv præget af store landbrug og smalle veje.
1. punkt var en lille busrundtur i byen med stop på Mt. Victoria, hvor der blev holdt kaffepause, derefter fortsatte vi til vores hotel for indkvartering. Der var så tid til fri leg ( shopping, bar, café, eller måske bare en lille travetur) for at bruge bevægeapparatet.
Før aftensmaden holdt Sue vinsmagning der blev en særdeles sjov og uforglemmelig oplevelse, når der blev grint så tårerne trillede.
Godnat og tak for endnu en dag med gode oplevelser.
14. FEBRUAR, Wellington
Skrevet af Ketty og Frank.
Åh my darling , Åh my darling, åh my darling Valentine
I dag d 14.02. Det er Vallentin dag. Dagen hvor alle mænd selvfølgelig giver røde roser til deres kærester, koner, kvinder.
Sidst jeg var her til Valentine dag, så jeg ingen kvinder uden røde roser.
Og hvad skete der så i dag? ikke en eneste af mændene havde overhovedet tænkt på dette
Kære mænd. Tusind tak fordi I ikke hopper med på det amerikanske fis
Vi samler på stjernestunder og idag var der atter mange stjernestunder.
Lone tog os med på byvandring i Wellington.
Vi så først City plads. Arkitekten til dette smukke torv blev valgt, da han ville bruge drivtømmer til at udsmykke pladsen med.
I marts måned er der Wellington dragon boat festival. Vi så de kæmpe både, som bruges til denne begivenhed. Meget specielt.
Jordskælv har fyldt meget på disse breddegrader. Vi passerede rådhuset og politistationen, der er ved at blive jordskælv sikret. Ikke særlig pænt . Vil muligvis tage 5 år endnu.
Nye bygninger bliver fremadrettet bygget på “ luftpuder” der stabiliserer bygningerne mod jordskælv .
Den smukke bregne ser man mange steder bl.a. på bygninger og på smykker.
Det symboliserer livets begyndelse og livets slutning…ting tager tid.” everything will be fine again”
Der var stor frivillighed og empati efter jordskælvene. Folk donerede mad, tæpper og man hjalp virkelig hinanden.
Adventure travels var her med en gruppe folkedanser. De valgte at give 3 gratis opvisninger. Det beløb de fik ind, fordoblede staten. Så også hjælpsomhed fra danskerne.
Også i Wellington er der en kærligheds bro, hvor man hænger hængelåse op. “ kærligheds låse”
Ofte bliver hængelåsene klippet ned. Hurtigt kommer der nye op igen. Måske et tegn på at mange bliver skilt.
Ud over mange smukke og spændende bygninger, så vi også en bygning, hvor man konstant kunne følge aktiekurserne.
Dagens højdepunkt var nationalmuseet Ta papa. Også kaldet skattekisten. Museet er verdenskendt, og på 10 mdr. besøgt af 1.7 mill mennesker.
Et ubeskriveligt spændende sted.
Vi var så heldige, at vi ankom til den smukkeste sang med et kor der bestod af både Maoier og Pakeha`er
Deres bløde bevægelser symboliserede havet og vindens bølger. Så smukt og stemningsfyldt. De sang pga museet 27 års fødselsdag.
Museet viste os på forskellige visuelle måder, hvordan Australien og New Zealand blev skabt for milliarder af år siden. Hvordan de første vækster -gobbler kom hertil, dyrene og senere maorier, der kom sejlende fra Polynesien.
Forskellige film og planter viste også, hvad der skete, da Pakehaerne kom.
Vi fik vist, hvad der sker når der er jordskælv, og hvorfor det ofte er her. Så og følte, hvordan et jordskælv er.
Den bedste oplevelse fik vi på 3 sal, hvor en kunstner har lavet et ufattelig flot kunstværk, hvor man forener Maorier og Pakehaernes levemåder.
Hvordan vi udnytter hinandens kompetencer og til sidst vises fredsduen, som symboliserede fred og fordragelighed i fremtiden. Smukt!!
Uden for museet så vi en Marae ( forsamlingssted). Hver eneste stamme har sådan et sted. Er der uenigheder løser man konflikterne udenfor, og går først ind i selve samlingsstedet når man er enig. Huset er bygget op som et menneske med rygsøjle, arme , ben og ribben. I midten af huset er hjertet.
Øverst sidder høvdingen.
Man er ligeglad med status og ussel mammon, men stræber efter fællesskab og at børnene kan få en uddannelse.
Maorierne har deres helt egen skabelseshistorie, lige som vi har historien om Eva og Adam.
Vi tog en kabelbane ned i byen igen.
Om eftermiddagen havde vi “ fri leg “.
Nogen købte garn, andre gik til barber og mange samledes ved havnen og nød det smukke vejr, en øl og sejlads.
Tænk at have to skønne guider med på sådan en tur.
Dette var atter en dag hvor Lone viste overskud på hendes faste, bestemte og kærlige måde, med omsorg og empati for os alle. Hvilket overskud og humor. Mor Lone klarer lige ALT!!!
Hvis Duracell batterierne vil lave god reklame for deres batterier med ekstra power, skulle de lave en film med Lone.
Åh my darling, åh my darling , åh my darling Wellington.
Tak for et par skønne dage
15. FEBRUAR, Wellington – Tongariro
Skrevet af Bente & Birke
Vi siger farvel til Wellington og kører mod Whanganui.
Morgensangen blev i dag sunget i bussen. Dejligt, for kort tid efter kom solen frem.
Fra Wellington kører vi op langs vestkysten. Det er et meget bjergrigt område, med træbeklædte bjerge. Langs vejen står mange flax, som tidligere blev brugt til snor og tovværk.
1. stop i dag var i Foxton ved en Hollandsk mølle, hvor der blev købt rigtige lakridser som derhjemme.
Næste stop var i Whaganaui, ved Durie Hill.
Nogle valgte at bestige det høje tårn på ca. 40 meter, andre valgte det mindre tårn.
Flot udsigt over hele området.
Efterfølgende havde vi en lille vandretur, ned ad trapper eller elevator. Vi endte ved en flod. Nede ved floden var der stort marked med lokale tilbud.
Sue, vores chauffør, havde inviteret os hjem til kiwi-BBQ i hendes og Poul’s have.
Poul og vennerne havde lavet maden. Det var rigtig hyggeligt.
De, der havde lyst, kunne få en tur på motorcykel.
Der var rigtig mange veteranbiler, Pouls interesse.
Efter nogle hyggelige timer kørte vi op mod Tongariro nationalpark. Turen derop var gennem et meget smukt område med snørklede bjergveje. Nationalparken domineres af 3 aktive vulkaner, senest i udbrud 1995 og 2007.
Fra hotellet havde vi udsigt til den nærmeste vulkan.
Undervejs fortalte Lone, (vores guide) om Maori kulturen, og om de første europæere der kom til NZ.
Vi ankom til hotellet, The Park Hotel Ruapehu, hvor vi skal ha’ 3 overnatninger.
Lidt om geografien:
Det nordlige New Zealand ligger ca. på samme breddegrad som Sydney og Cypern, og det sydlige svarer ca. til Østrig.
Solen står op i øst og står i nord til middag.
Især på Sydøen regner det meget, i den sydvestlige del 7-8 m årligt.
Vi var heldige, der var aldrig regn, når vi var ude.
Her er en tidsforskel på 12 timer i forhold til Greenwich, London.
16. FEBRUAR, Tongariro Crossing
Skrevet af Else og Birthe
11 deltagere har valgt at gå Tongariro Crossing, der er udråbt som den bedste endagsvandring i New Zealand.
Vi starter med morgenmad kl. 06.
Der er afgang fra hotellet kl. 06.45, hvor vi bliver hentet af vores 2 lokale guider Tanja og Even samt chauffør.
Vejret er overskyet og der blæser en frisk vind.
Desværre ligger der en tåge hen over Red Crater som , men de flotte blå og grønne søer er fantastiske smukke.
Frokosten indtages i læ for vinden, og med udsigt over det flotte landskab.
Herefter starter nedstigningen ad snoede stier og trapper.
Turen på 20,2 km tilbagelægges på 7 timer og 35 minutter incl. pauser, så der er fart over feltet. Vi går ca 34500 skridt og 204 “etager”
En rigtig flot tur, og vi har alle haft en fantastisk dag.
16. FEBRUAR, Mt. Ruapehu
Skrevet af Else og Birthe
Dagen starter med fødselsdagssang for Steen og herefter morgenmad.
Afgang kl. 8.30 – Lone og Dennis vil guide os sikkert gennem dagen.
Første stop gøres ved Tawhai Falls Walk – en kort vandretur på 800 m ned til et vandfald hvor scener fra Hobbit on er indspillet. Undervejs fortalte Lone lidt om beplantningen, der vokser bl.a. en del lyng på stedet og dette er uønsket vækst på New Zealand og forsøges nu udryddet.
Området er kiwi land og vi ser flere skilte, hvor man gør opmærksom på, at her findes kiwier. Da kiwier er et nat dyr, ser vi desværre ikke nogen.
Herefter går turen mod Mt. Ruapehu, vi kører i gondol et stykke op af bjerget.
Mt. Ruapehu er den største vulkan på New Zealand og det højeste punkt på Nordøen. Den har en højde på 2.797 moh. Mt. Ruapehu er en aktiv vulkan – seneste udbrud var den 25. september 2007. På trods af morgensang og Per der fandt Carl Nielsens – “Tågen letter” så hjælp det ikke! Så det blev begrænset hvad vi fik gået op ad bjerget, da dette ikke var forsvarligt. Vi fik frokost og derefter var der mulighed for at se film om stedet i Knoll Ridge. Knoll Ridge er et meget flot cafeteria m.m. – 2020 moh og med en flot udsigt under de rigtige vejrforhold.
Så gik turen retur i gondol og vi gik en lille tur for enden af gondolen – her var tågen væk og vi fik oplevet lidt “højde” og flot natur.
På hjemturen besøgte vi Visitorcentret, hvor der var mulighed for at få yderligere information om Tongariro National Park.
Hjem til hotellet og nogle valgte at gå i hot tubs på hotellet, mens andre hyggede med lidt koldt. Endnu en begivenhedsrig dag tager sin afslutning.
Ps : glemte at fortælle, at Arne glemte sin AaB kasket i cafeteriet, men mon ikke hellere han vil have en brugt VB kasket eller i værste fald en SønderJyske?
17. FEBRUAR, Maori Kultur Dag
Skrevet af Agner
Efter morgenmaden var der afgang til Tongariro National Park, hvor vi gjorde stop ved Lake Rotopounami.
Søen er omgivet af skov, der også kaldes maoriernes supermarked. Her mødtes vi med Tom fra en lokal maoristamme. Tom skulle være en af vores guider gennem hele dagen. Efter Toms velkomst blev vi delt i flere hold heraf 2 hold som gik rundt om søen ad en kuperet ca. 6 km lang sti i skoven, der denne dag – i hvert fald på det sidste stykke – kunne betegnes som en regnskov pga regnvejr. Under turen blev vi informeret om skovens dyre- og planteliv og også uddelt smagsprøver af blade. Undervejs så vi flere fælder for invasive skadedyr som possums.
Noget våde trods brug af regntøj ankom vi til et samlingssted for maoristammen med det ”hellige” hus mareen og en samlingssal, der minder om et forsamlingshus.
Tom bød velkommen til stedet, og vi så, hvorledes han og et par unge mænd/drenge gjorde et af de første trin i tilberedelsen af vores aftensmad. Maden var indpakket og samlet i en kurv, der blev placeret på store med brænde forvarmede sten. Kurven blev dækket med jord og maden skulle nu stå i nogle timer og blive ”mør”.
Ved den officielle modtagelse skulle vi ind ad ”hovedporten” i geled, herrerne forrest dernæst damerne. Her bød Tom officielt velkommen. Der var indlæg ved andre maorier fra lokalstammen heriblandt onkel Poul og Toms kone Tamari. På vores hold var udnævnt en person til at sige et par ord. Dernæst skulle vi op og hilse på flere af de lokale maorier med hånd og trykke næse. Så var vi accepterede hos maoristammen.
Regntøjet kunne nu placeres til tørre i det overdækkede velkomstområde og i forsamlingshuset var der stillet an til en fin frokost som værtsfolkene forestod.
Efter frokosten fortalte Tamari historien om hendes 5 malerier, der er ophængt i salen. De er inspireret af maoriernes skabelsesberetning. Tamari viste også arvestykker og kunsthåndværk.
Vi skulle nu i mareen. Inden vi gik ind skulle vi sætte fodtøjet udenfor i et overdækket område. Herrerne først, dernæst damerne.
Tom og Tamari fortalte om maorierne, deres tro, historie og om stedet. Der var lejlighed til at stille spørgsmål.
Maden kunne nu pakkes ud af jorden, den var tildækket med, og blev sendt ind i køkkenet til videre tilberedning.
Toms søster er leder af den lokale maoriskole med knap 300 elever i 13 skoletrin. Hun står også i spidsen for et lokalt sangkor, (5 drenge og 13 piger) som kom til stede og fremførte flere sange bl. a. inspireret af maorierne verden.
Men vi skulle også deltage. Damerne fik hver udleveret en snor med en rød pompon i den ene ende og en hvid i den anden ende, som de efter instruktion kunne optræde med. Den vakte moro. Det gjorde herrernes optræden i bar overkrop med en slags krigsdans også.
Middagen var nu klar. Den bestod af pork, kylling, lam, diverse salat samt dessert med kaffe. God mad.
Efter middagen optrådte Tom med sang og guitar, siden bistået af dele af sangkoret og Toms søster, mens andre dele af koret stod for afrydning af bordene.
Kl. 20:30 kunne vi køre til hotellet efter endnu en god dag.
18. FEBRUAR, Lake Taupo – Rotorua
Skrevet af Annette og Christian
Efter morgenmaden tog vi rettidigt afsted mod dagens oplevelser – dog uden Lone som skulle flyve hjem i dag. Fra alle skal dér endnu engang lyde en kæmpe tak til Lone for nogle helt fantastiske dage, som vi alle vil huske for livet.
Vejen ud af Nationalparken gik nordpå mod Lake Taupo – 1,5 times kørsel i støvregn. Vulkanerne på vores vej var indhyllet i tåge og tunge skyer.
Næste stop var Turangi – med indlagt tisse pause.
Byen er opstået omkring arbejdet med Tongariro Hydro-elektrisk energi udviklingsprojekt (1967-1982), hvor der udvindes energi af den voldsomme termiske aktivitet, som er i undergrunden i hele området – her produceres 25% af NZ energi. Byen er også kendt for 2 “fængsels farme “, som blev etableret i 1920. Disse fængsler arbejdede med at producere forskellige fornødenheder til byen.
Turen førte os også forbi andre Maroier’s enheder da dette område har Maroiernes største befolkning. Turen fortsatte op ad NZ største sø Lake Taupo – imponerende stor med sine 616 km2 – opstået efter et vulkanudbrud for 2000 år siden. Her blev vi enige om at synge vores morgensang, da skyerne og tågen stadig lå tæt omkring os.
Lake Taupo er et meget aktivt ferieområde med mange vandsports aktiviteter og her afvikles også den årlige Taupo Ironman, med deltagere fra mange forskellige lande. Søen er også kendt for sin store fiskebestand af bl.a. ørred. På vejen kom vi også forbi klipper hvor unge springer ud fra ca. 20 meters højde – selvfølgelig har vores skønne chauffør Sue også prøvet dette da hun var ung. Vi passerer også store skovområder hvor træerne bliver opstammet for at de kan vokse sig høje og lige. Dén vulkanske jord betyder at de vokser 4 gange hurtigere.
Inden frokost er der “fri leg” fra 10,15 til 12,00, dem der ønskede det blev kørt til en uld forretning som var specialister i Merino uld og nogle blev i byen for at shoppe og der skulle også handles ind til frokost. Ret hurtigt sås flere mænd efterladt alene i bybilledet – nok blevet shopping trætte. Så gik turen til frokost i det grønne ved Taupo Boat Harbour. Frokosten blev som vanligt hurtigt etableret og solen viste sig på himlen som vi skulle til at spise. Frokosten var i dag blevet “peppet” op med hjemmelavet tun salat – til stor nydelse for alle. Heldige var vi – for nu begyndte det at dryppe igen da vi var færdige med frokosten.
Vi kørte videre langs den 425 km lange og op til 100 meter brede flod Waikato River som også via et Hydro Elektrisk anlæg producerer strøm. Herefter kørte vi til Huka Falls som er NZ’s mest fotograferede vandfald. Meget imponerende og flot blågrønt vand som løber med 220.000 liter pr. sekund (svarer til at fylde et OL bassin med vand på 12 sekunder). Derefter nød vi kaffe og kage i det fri med lidt støvregn.
På vejen passerede vi også 45 grader varme bade som er en stor turistattraktion. I Wairakei kørte Sue os op til et udsigtspunkt for at se et af de meget stort Hydro Termiske anlæg. Sue kørte os derefter hen til et meget spændende “mudderbad “ med 60-80 graders aktivt boblende mudder med en kraftig lugt af svovl – det var for alle en meget spændende og ildelugtende oplevelse.
Herefter fortsatte turen til vores hotel i Rotorua – en by omgivet af 15 vulkanske søer hvor man kan fiske i de 11. Inden vi nåede hotellet fik vi 1. afsnit af historien om danskeren Hans Falk som etablerede en handels station i Rotorua og resten kommer i morgen – da de fleste så det indvendige af deres øjenlåg.
Dagen sluttede med aftensmad hos Judy og Mick som er gamle venner til Lone og de havde lavet grillet oksekød med tilbehør og dessert.
19. FEBRUAR, rotorua
Skrevet af Dennis
Så stod vi op til den sidste hele dag på New Zealand.
Vi forlod hotellet, til fods, kl.08:30 og begav os mod Te Puia Rotorua geothermal park.
Vel ankommet foran indgangen, sang vi morgensangen, der var lige nogle skyer på himmelen.
Straks efter blev vi modtaget af denne dags Maori guide Manika, som efter min ringe erfaring, var den bedste guide vi har haft i Te Puia, han talte højt, langsomt og et meget tydeligt engelsk, kun ganske lidt måtte oversættes.
Det første punkt på rundvisningen var Kiwi centeret, hvor vi så de 2 voksne Kiwier helt tæt på glasset, og den 3 måneder gamle Kiwi fik vi også at se, givetvis fordi vi var den første gruppe her til morgen. Næste stop var mudpools og efter det gejserne, ikke mindst Puhuto, den fjerde største i verden. Vi var så heldige, at ved at blive lidt længere tid ved gejserne, fik vi de 2 store at se i udbrud.
Derefter kørte vi med det elektriske tog tilbage, og fik en hurtig rundvisning i de arbejdende værksteder. Først var det smykke sliberiet, dernæst træskæring og flax fletning værkstederne. Efter besøget i værkstederne blev vi gelejdet over til Marai’en, hvor vi skulle overvære et Maori show.
Efterfølgende var der flere der udtrykte, at det var da godt at vi havde set børnene hos Tom og Tamari.
Frokosten blev indtaget på Te Puia, og der manglede bestemt ikke noget.
Morgensangen havde holdt vejret tørt og solrigt da vi herefter kørte til Ohinemuto, en levende Maori landsby, hvor vi besøgte ST. Faith’s Church og fik et foredrag af Bruce, som er en slags pedel for kirken.
Nu var dagens program slut, og en 11 stykker blev sat af i byen, og ville selv gå retur til hotellet. Desværre holdt vejret ikke til længere end kl.15:05, inden det begyndte at regne. Mødetid i lobbyen kl.18:20 med afgang 18:30, ud til Judy og Mick, hvor dagens barbecue bliver helstegt lam.
Som vanen tro beder vi gæsterne byde ind med turens kørte kilometer i Sues bus.
Og vinderne blev Birthe og Ilse. Begge modtog en kiwi.
En dejlig sidste aften med grill mad, vin og sang og en stor tak for arrangementet til Judy og Mick.
Sue fik naturligvis også nogle gode ord med på vejen, hun er jo en pige med humor og ben i næsen, og selvfølgelig skulle hun så kvitterer med et par vejrmøller ned igennem salen.
Tak for i dag og god nat.
20. & 21. FEBRUAR, Hjemrejse
Skrevet af Else og Birthe
Efter dejlig morgenmad var der afgang kl 08.15 fra Distinction Hotel.
Under køreturen fortæller Sue om nogle aktiviteter, der foregår i Rotorua, men vi kan desværre ikke nå mere.
Hun fortæller, om manuskriptforfatter og filminstruktør Peter Jackson, der optog en del at Ringenes Herre og Hobbitten i området omkring Hamilton hos en lokal farmer.
Nina læser resten af historien om Hans Falk.
Vi ankommer til lufthavnen i Auckland kl. 11.30, og Sue synger afskedssang, og hun får masser af knus. Sue har været en fantastisk chauffør og guide under hele vores tur, og hun har altid været klar med en hjælpende hånd og godt humør.
Flyveturen tilbage til København via Singapore gik planmæssigt.
Tak til alle for en fantastisk hyggelig og oplevelsesrig tur.
