Peru & Bolivia 2019
23. Oktober, Rejsen til Lima
Skrevet af: Jessi
Kl 07.30 mødte vi forventningsfulde op i Billund Lufthavn. Det var intet problem at finde hinanden – bare følge de gule bånd! Er man mange nok, kan man få sin egen skranke åbnet til indtjekning.
Efter en times flyvning var vi i Amsterdam, hvor flere stødte til fra Kastrup. Vi havde nu et lidt hurtigt flyskifte, men med Gunnar forrest i strakt galop, nåede vi det i fin stil.
Kl 12.45 lettede KLM 743 planmæssigt med ca. 400 passagerer ombord mod Lima, som er 10900 km væk. Da vi flyver i en Boeing 777-300 ER, kan turen gøres på godt 12 timer i 30000 fods højde (dog 34000 fod over Andesbjergene) og en marchhastighed på ca 900 km/t.
Vel fremme finder vi vores fine bus og kører til hotel Britania, som er et søsterhotel til det oprindelig planlagte i Miraflores (betyder: se på blomsterne). Køreturen er på 20 km, men tager tager 1 time pga. heftig trafik. Hotellet er 14 dage gammelt og meget flot. Efter en øl og en sandwich er det ved at være sengetid, klokken er 04 dansk tid.
24. OKTOBER, Lima
Skrevet af: Jessi
I Lima bor 11 mio indbyggere, hvilket er en tredjedel af Perus befolkning. Solen går op kl 6 og ned kl 18. Lima får kun 3 cm regn om året.
Guiderne Ernesto og Martin havde sørget for, at vi kunne veksle til lokal mønt på hotellet, før vi startede dagens tur. Dejligt og nemt.
Vi startede med en gåtur gennem Miraflores til Kennedyparken, som er et rent katteparadis. Videre til stillehavskysten og langs Strandpromenaden, hvor vi beundrede Park del Armor. Her hentede bussen os og kørte os gennem et ambassadekvarter, og vi hørte om landets økonomi og historie.
Vi nåede at overvære vagtskiftet ved præsidentpaladset på Plaza de Armas og besøge Katedralen. Så var det tid til frokost, som blev indtaget på Gran Hotel Bolivar, hvor også bla. Kennedy, Hemingway og De Gaulle har spist. Det var også godt nok til os!
Tre retter: fritterede rejer, mørbradbøf i overstørrelse samt mango mousse. Lækkert.
Vi sluttede af med et besøg på Huaca Pucllana, som er et præinka tempel lavet af mursten af mudder.
Meget spændende dag med mange indtryk og fin forklaring/tolkning på spansk, dansk og engelsk af Ernesto, Martin og Ole.
25. OKTOBER, Lima – Cusco
Skrevet af: Hanne og Aage.
Dagen starter med fælles vækning kl. 05.00. Hvem havde bestilt den ? Afsked med hotel Britania Miraflores, sjovt at være med til at “indvi” et nyt hotel.
Kl 6.15 afgang mod lufthavnen og nye højder (Andesbjergene), under køreturen fortalte Martin om sin tilknytning til Danmark, hans bedsteforældre udvandrede til Argentina i 1917. Han har holdt tilknytning til Danmark ved bl.a. et højskoleophold på Viborg gymnastik højskole og gennem sit arbejde ved bl.a. LEGO og rejsearrangør/guide for mange danske rejsende.
Ernesto fortalte kort om Cuzco og den generelle udviklingen i hele Syd Amerika, vi nåede lufthavnen og her tog vi afsked med en rigtig god guide.
Efter ca. 1 times flyvning ankommer vi til Cuzco, en meget flot flyvetur over Andesbjergene, med både grønne og sneklædte tinder. Vi er nu i 3400 meters højde.
I lufthavnen blev vi modtaget af vores lokalguide Angela, en ny bus og ny chauffør.
Kl. 11.30 klar til afgang mod “Den Hellige Dal”, undervejs besøger vi en lille farm med lamaer, alpaka, guanaco og vicuna, her fik vi en gennemgang af de forskellige typer af uld og hvad man bruget det til. Videre det går og Angela finder et sted, hvor vi må spise vores medbragte madpakker. Undervejs til næste stop som er inkaruinerne ved Pisac, fik vi udleveret Coca blad, som skulle modvirke højdesyge, endvidere fik vi en gennemgang af inkaernes levemåde. På efterfølgende gåtur fik lungerne den tynde luft at mærke. Sidste stop på turen var markedet i Pisac, her var der rig mulighed af at lave indkøb.
Efter en lang og oplevelsesrig dag nåede vi hotel San Agustin i Urubamba. Dagen sluttede med spisning, fælles fødselsdagssang for Agnete og orientering om, hvad der venter os næste dag. Alle gik meget trætte i seng.
26. OKTOBER, Den Hellige Dal
Skrevet af Henrik.
Efter morgenmaden gik turen gennem den hellige dal, hvor floden Urubamba løber. Floden løber i sydøstlig retning, og har faktisk forbindelse til Amazonas. Vi fortsætter gennem byen Olllantayatambo og videre op i bjergene, hvor vi skal besøge en familie/samfund som lever som de har gjort i mange hundrede år. At sige at tiden har stået stille her er nok ikke helt rigtigt, men bortset fra el er der ikke mange af nutidens bekvemmeligheder. Man dyrker stadig jorden med oksespand og ”træplov” og harve. Der dyrkes især majs og kartofler, som findes i mange forskellige arter. Selvom det regner en del i bjergene løber vandet så hurtigt af at man enten skal dyrke jorden i terrasser og lede vandet ned gennem disse eller kunstvande.
Provinsen vi besøgte består af 15 landsbyer med hver ca. 30 husstande, der hver består af 5 – 7 personer. Typisk har de 5 børn. Som sådan holder landsbyerne sig for sig selv, og interagerer ikke med det øvrige samfund. I løbet af året holder man nogle sammenkomster landsbyerne imellem. Her kan unge fra forskellige landsbyer så lære hinanden at kende. Familierne har ikke mange penge at gøre godt med. Der er landbrug og så fremstilling af tekstilvarer som duge, bordløbere, sjal m.m. alt i meget strålende farver. Man bruger primært uld fra får, men også lidt fra lamaer. Ulden farves med farver fra naturen, det kan være blomster, rødder, og f.eks. den blå kartoffel.
Familien som vi skulle besøge modtog os med musik og fælles fremmøde. Alle fik en blomsterkrans om halsen. Det var blomster fra Peru’s nationalblomst, Cantuta (Cantua buxifolia). Herefter blev vi inviteret på coca the. Vi er vist ved at blive lidt afhængige, coca blade uddeles med rund hånd. Det siges at skulle hjælpe mod højdesyge, og da ingen har haft det må det jo hjælpe (frit citeret fra Holbergs Erasmus Montanus). Efter the gav de lokale et lille danseoptrin på græsmarken assisteret af deres lokale musikere. Efterfølgende blev vi så trukket med i dansen, hvilket må have været et ”ømt” syn.
Som tidligere nævnt har de som bibeskæftigelse tekstilproduktion, og vi så hvorledes de farvede garn, vævede m.m. Typisk laver de dette håndværk som fritidsbeskæftigelse, vel noget aftenarbejde eller sidder ved et barn der skal sove o.l. Vi kunne så købe det de lavede. Og ellers gik de ned til marked i Ollantaytambo for at sælge det. En vandretur på flere timer. Ligeledes havde børnene også lang vej til skole, og der er ikke skolebus, så skolegang blev det kun til i meget beskedent omfang, måske 2 – 3 timer pr. uge.
Herefter gik turen tilbage gennem Ollantaytambo og op mod Pumamarka’s ruiner. Igen er vi oppe i ca. 3.500 m. Inden vi gik op til ruinerne holdt vi dog frokost. Og her fik vi et førstehåndsindtryk i brug af landbrugsredskaber i området, 3 mand og 2 okser til at rode i jorden (pløje er for meget sagt). En mand går foran, en styrer plov og en går i renden og sætter afgrøder. Nå men efter frokost en lille vandretur op til Pumarka’sruiner. Dette var Inkaernes borg/fæstning til spaniolerne invaderede landet i 1530 erne. Man har siden undret sig over Inkaernes hurtige fald. En forklaring går på våbenforskel, spaniolerne havde skydevåben, inkaerne kun bue, pil og lanser. Men dette vurderes ikke at være den væsentligste. Mere sandsynligt er at Inkaerne faldt for den sværm af sygdomme som spanierne medbragte, gul feber, kolera m.m. En anden og måske mere hypotetisk går på at Inkaernes gud var lys i huden, havde blå øjne og skæg, alt sammen noget som lignede spanierne lidt. Dertil vil rygtet også vide at spanierne medbragte store hunde (Granddanois o.l.) og slap kobbel af hunde løs på befolkningen. Dette og de gudelignende spanioler skulle have fået Inkaerne til at opgive.
Efter et par gruppebilleder ved borgruinen tilbage til rastepladsen og tilbage til byen, hvor der så var mulighed for lidt markeds handel eller stimulere tørsten.
Tak for i dag, endnu en solrig og dejlig dag.
27. OKTOBER, Den Hellige Dal
Skrevet af: Birthe og Hans
Vi bor i Den Hellige Dal i byen Urubamba med 75.000 indbyggere. Det er søndag i dag, så vi bliver vækket af musik fra bjergene kl. 6.30, som man gør hver søndag.
Skolesystem.
Man har børnehave, som nogle bruger og almen skole fra 6-11 år og gymnasium fra 11-17. Men det er svært for bjergbørnene, der nogen gange skal gå 2 timer for at komme i skole.
Her i landet er der 1 universitet pr 1 mio indbyggere, og hvert år bliver der 80 optaget ud af 3-4000 ansøger. Der er også private universiteter, men de er dårligere. Generelt er Peru det næstdårligste uddannede land i Sydamerika. Landet er meget korrupt, så her i Cuscoområdet klarer beboerne selv tyveri med piskning, hvilket bekendtgøres med skilte ved indgangen til byen.
Vi starter dagen med at køre til Ollantaytambo by for at se ruinerne af, hvorledes inkaerne byggede forsvarsværker af granitsten, som de hentede 4 km fra stedet. Stenene vejer op til 8 tons og er tilhugget fuldstændigt plan på alle sider, så de kiler sig fast i hinanden. Hvordan de kunne det, ved ingen. Vi havde en flot udsigt fra toppen, men de høje trappetrin derop kunne godt tage pusten fra nogen.
Undervejs smagte vi en lokal brygget øl lavet på majs, der havde gæret i 2 dage med 0,2-0,3 pct alkohol. For ganske få år siden var det almindeligt for både børn og voksne at drikke den i stedet for vand. De fleste foretrak nu vand på flaske i stedet. Ølstederne markeres med en pose på en skråstang.
Derefter kørte vi op i 3.800 m højde, hvor vi så på landbrug. Og her var der enkelte traktorer og 1 mejetærsker. Hver ejer har op til 5 ha jord og hovedafgrøden er kartofler, som bjerges 2 gange årligt. Grise og får spiste resterne.
Så så vi inkaernes svar på vores forsøgsmarker, hvor man i cirkulære terrasser, afprøvede nye sorter af majs og kartofler mm. Fantastisk hvad de kunne på den tid med vandtilførsel og regulering af temperaturen ved hjælp af antracitsten, idet temperaturforskel er op til. 15 grader i et døgn.
Her i bjergene udvinder man også salt ved af vand fra kilder med 4% salt. Der er 6000 bassiner, og hver bassin giver 300-1500 salt pr måned, som eksporteres til hele verden. Det er lokale der ejer bassinerne, som er gået i arv siden inkatiden.
En udbytterig dag med mange indtryk og megen ny viden.
28. OKTOBER, Ollantaytambo – Machu Picchu
Skrevet af: Birthe og Bent.
Godmorgen klokken er 5 og der er morgenmad, bussen afgår kl. 5.30 retning Ollantaytambo togstation.
Toget afgår planmæssigt, stemningen og forventningerne var høje under togturen. Turen igennem den Hellige Dal var fyldt med flotte naturscenerier og inkaruiner.
Vi stod af ved KM104, blev checket ind med stempler i pas og det hele, klar til at lægge ud på den af Ole såkaldte “ lette” del af turen op mod Machu Picchu.
Vi startede i 2250 meters højde ved Chachabamba, som har været kro og handelsstation. Turen op mod Winay Wayna ( 2700 m ) gik igennem skiftende landskaber, med orkideer og begonier, der var vandfald og flere rastepladser undervejs, som vi benyttede os af. Ikke en tur for folk der lider af højdeskræk. Der blev tilmed tid til lidt undervisning i quechua.
Ved Winay Wayna, som er en fantastisk inka ruin med et meget flot terrasse anlæg. Her var det, at vi for alvor fik afprøvet vores benmuskler. For de fleste af os var disse trappetrin nok den hårdeste del af turen. I følge Hugo skulle der være 322 trin op af terrasserne. Belønningen på toppen var en fantastisk udsigt ud over hele anlægget, bjergene, dalen og en velfortjent frokostpause kort efter. Den holdt vi på det sted, hvor vores rute mødes med den 4 dages Inka trail.
Resten af turen op med Solporten (2730 m) gik igennem frodig skov, hvor der blev spottet kolibri. Det var også her vi måtte en tur op af Monkey trapperne (70% stigning), men da der er kun 50 trin, var dette ingen større udfordring.
Synet af Solporten og den udsigt der fulgte med ned over Machu Picchu var turens højdepunkt, og nok det scenarie vi alle havde set frem til. Det billede vi fik ind på nethinden ved Solporten, var som de bedste fotos i turistbrochurerne.
Efter de obligatoriske billeder gik turen ned til Machu Picchu (2400m), hvor vi mødtes med resten af holdet.
En fantastisk flot, men ikke helt let tur på 14,5 km var vel overstået for alle, og holdet tog bussen ned til Aquas Callientes, til et velfortjent bad og for nogen en stor øl på byens torv.
Aftensmad ude i byen, hvor der også blev sunget fødselsdags sang for Gunnar.
Transportgruppen
Dagen startede stille og roligt med god tid til det hele. Meeeeeeen, så blev tiden knap. Kuffertbussen var forsinket, så læsning af samtlige kufferter gik i lyntempo. Derefter startede trængslerne: fest i byen dvs lange omkørsler ad grusveje med ankomst til togstationen i sidste sekund, og i vildt trav nåede vi den sidste vogn.
Vores belønning var en fantastisk, lækker frokost og resten forløb under god ledelse af Martin og Angela.
29. OKTOBER, Machu Picchu – Cusco
Skrevet af: Klaus og Conni
Efter en god lang nattesøvn mødtes vi til morgenmad, nogle med lidt stive ben efter en 14,5 km lang gåtur på Inkastien.
I går så vi Machu Picchu både fra Solporten og fra udsigtsposten foran ruinerne, et fantastisk syn. I dag skulle Machu Picchu opleves indefra. Vi forsøgte med vores morgensang umiddelbart efter indgangen, men nåede kun 3 linjer inden vi blev afbrudt af en emsig vagt. Herefter blev vi delt i 2 grupper. Vi gik med Hugo og Martin og den anden gruppe med Ole og Angila
Hugo fortalte med stor iver. Det var tydeligt, at han var meget stolt af området. Han fortalte bl.a. om en amerikaner, der i 1911 var på opdagelsesrejse til området. En lokal vagt gav ham i tip om, at der var nogen spændende oppe i bjergene. Han fandt på vejen op et lille hus, hvor der boede en gammel mand og en lille dreng.
Drengen førte ham til toppen af bjerget, hvor det eneste der var synlig var det øverste af en del af ruinerne. Alt andet var dækket af jord og beplantninger.
Han blev så begejstret, at han tog 3000 billeder på de 3 timer han var der, tog hjem og skrev en rapport, som fik National Geografic og Yale universitet til at støtte projektet med 6500 dollar som startkapital til påbegyndelse af oprydningen.
Der blev fundet 165 mumier i ruinerne, heraf var 13 % børn. Der var to lig, som var ukendelige. Man antager, at der har fundet medicinsk forskning sted, da hovederne havde normal størrelse, men fingre og arme var små, og kroppene var smalle.
Mange forsker stadig i området. Machu Picchu er et stort mysterium på mange planer. Man mener Machu Picchu er et pre Inka rige, som er opstået 3000 år før Kristus fødsel.
Det regner meget i området. Vandet bliver ført ned til 16 fontæner, som står med 100 meters afstand og er forbundet med hinanden. Det giver vand til hele området.
Ud af de mange terrasserede plateauer er 70% anvendt til sikring af de overliggende bygningskonstruktioner, 20% er anvendt til afgrøder og 10% til medicinforskning.
Machu Picchu er bygget på følgende tre niveauer:
- Kondoren symboliserer himlen.
- Pumaen symboliserer livet.
- Slangen symboliserer underverdenen.
Derefter fik vi fri i 1 time til selv at udforske de mange ruiner, og få taget de sidste billeder af de mange detaljer og udsigter i ruinerne. En fantastisk oplevelse at stå i ruinerne og betragte bjergene, hvor vi gik dagen i forvejen. Ved udgangen fik vi et stempel i passet som bevis på, at vi har været i Machu Picchu.
Vi indtog en dejlig buffet i byen, inden afgang med toget til Ollantaytambo. En 1 1/2 times togtur gennem dalen. Fra Ollantaytambo gik turen videre til Cusco med bus. Med en 1/2 times forsinkelse på grund af en trafikprop, kom vi endelig afsted ad hullede grusveje til vi nåede asfaltvejen.
På et tidspunkt kørte vi i 3.800 meters højde, hvilket betød, at enkelte fik lidt hovedpine. Alle, der havde lyst, fik lidt stærk sprit, som skulle gnides ud i hænderne og derefter i ansigtet og indåndes.
For at spare tid kørte vores chauffør en genvej via en smal stærk hældende vej, det medførte at 15 personer måtte forlade bussen i bunden, hvor vi skulle svinge, for ikke at bussen skulle skrabe bunden på vejen. Vi sluttede dagen af med middag på lokal restaurant i nærheden af hotellet. Der var flot underholdning af fire dansere i forskellige flotte dragter. De fire dansere sluttede showet af med at byde fire fra vores selskab op til dans.
30. OKTOBER, Cusco
Skrevet af Bente og Jens.
Vi fik lov til at sove længe i dag, idet vi først skulle være klar kl 9.00, hvor vi blev afhentet af bussen. Vejret var skønt med sol og varme. I dag skal vi udforske byen Cusco der har 450.000 indbyggere og ligger i 3.400 m.o.h.
Cusco – som i dag er på UNESCO’s Verdensarvsliste – var Inkaernes hovedstad fra det 13. århundrede, indtil spanierne ankom 1535. Byen var oprindelig formet som en Puma, men i dag skal der en god fantasi til at se det er en Puma.
Vores første besøg var “Pumaens hoved” Saqsaywaman ruinerne. Det var et kæmpe fæstningsværk, som Inkaerne havde bygget, men aldrig helt blev færdig med pga. Spaniernes ankomst i 1535. Det blev bygget for at beskytte byen og vise Inkaernes magt.
Stedet er det 2. mest besøgte sted i Peru. Machu Picchu er det mest besøgte. Vi fandt et sted for os selv, hvor vi sang morgensangen, kun alpacaerne trak hen for at lytte med i dag.
Af fæstningsværket er der i dag kun ca. 20% tilbage.
Indtil 1950 blev stenene fra bygningsværket hentet af Spanierne og de lokale, til at bygge klostre og huse i byen. I dag er stedet fredet. Af det der er tilbage, kan man stadig se sten op til 120 tons.
Som i Inkaernes tid, bliver der i dag stadig holdt solfest på området hvert år den 24/6. Det kan koste op til 70-90 USD at komme ind. Fra fæstningsværket var der en fantastisk flot udsigt ud over hele byen.
På vej tilbage til byen besøgte vi Q’uengo – “Pachamama templet”- som er et helligt sted, hvor Inkaerne ofrede dyr til moder jord.
Derefter besøgte vi Qoricancha Templet (Soltemplet) som var Inkaernes vigtigste tempel. Fantastisk bygningsværk hvor væggene havde været dækket af guld.
Templet blev delvist ødelagt under Inkaernes kamp mod Spanierne, som også tog alt guldet. Soltemplet dannede fundament for det senere byggede Santo Domingo tempel. Ved et jordskælv i 1950 blev templet delvist ødelagt, dog ikke det inkaerne havde bygget.
Herefter sluttede formiddagen med et besøg i Cusco’s domkirke. Byggeriet startede i 1560, og det tog ca. 100 år at bygge den. Kirken er fyldt med guld og sølv, ædle træsorter og malerier, som alle er lavet af kunstnere fra Cusco. Bl.a. maleriet af “Den sidste spisning” (som Martin frit oversatte) med dyr fra Peru. Domkirken er en af de smukkeste Katedraler i Lantinamerika.
Eftermiddagen var til fri disposition og Ole gav forskellige ideer til hvad vi kunne se. Solen skinnende og der var 25 grader, så måske en cafe/bar også kunne bruges.
Aftensmaden blev indtaget på en god lokal restaurant på Plaza de Armas. Her var musik, show og dans, og nogle festede mere end andre. En fin aften med god mad fra flere verdensdele.
31. OKTOBER, Cusco – Puno
Skrevet af: Ruth og Ove.
Dagen i dag var der nok delte forventninger til. Der var udsigt til en lang dag med 400 km. kørsel i bus fra Cusco til Puno på veje af svingende kvalitet og det kunne måske godt blive lidt udfordrende. Det blev endnu en god dag.
Efter tidlig morgenmad var vi klar til at køre fra hotellet kl. 06.00 i 2 minibusser til en turistbusstation, hvor vi skulle skifte til en større bus til turen. Sikken en bus, det var kvalitet for alle pengene, lækre “flysæder” i læder og der var rigtig god benplads.
Vi kørte ud kl. 06.25 og så byen vågne. Hundene var godt i gang med at gennemrode affaldsstakkene og vi så også enkelte personer der ledte efter “godter” i affaldsdyngerne.
Vi kom igennem forskellige mindre byer, som efterhånden kan betragtes som forstæder til Cusco. Byerne havde forskellige særpræg. I en blev der opdrættet marsvin, i en anden havde de brød som specialitet og i en tredje var det byggematerialer, der var i fokus. Vi gjorde et stop, hvor der blev indkøbt et brød som vi alle smagte.
Vi kørte fortsat i dalen med store bjerge på begge sider af vejen, og Inka ruiner sås stadig flere steder.
Under køreturen fortalte Ole om et interessant museumsbesøg han var på dagen i forvejen. Da Machu Picchu blev opdaget i 1911 blev en masse genstande udført til USA, og en del af disse genstande blev i 2011 – 100 år efter fundet – leveret tilbage til Peru og opbevaredes nu på museet. Det var en aftale der blev indgået mellem præsident Obama og Peru’s præsident. Samtidig blev vi orienteret om mange fakta om Peru såsom størrelse, indbyggerantal, turistattraktioner m.v.
Efter en times kørsel ankom vi til byen, Andahuaylillas hvor vi skulle se kapellet Barroco Andino, det lå ved et torv omgivet af smukke 600 år gamle træer. Det lokale navn er Pisonay og det latinske er Erythrina falcata. De havde store tykke stammer, smukke orange blomster og masser af spansk mos hængende fra grenene. Selve kapellet var kæmpe stort og overdådigt udsmykket med masser af bladguld. Tillige var der store væg- og loftsmalerier. Der var udsmykninger overalt i kirkerummet. Det blev bygget i perioden 1590 til 1630 af jesuitterne i god forening med lokalbefolkningen.
Turen fortsatte sydpå med 1 1/2 times kørsel i flot natur og kl. 09.45 ankom vi til byen Raqchi, hvor vi skulle se Inka-ruiner. Disse ruiner er med en noget anden byggestil, end vi tidligere havde set. Her indgik f.eks. lettere materialer i form af lavasten og adobe (byggesten lavet i en blanding af ler, halm og kaktussaft som bindemiddel). Det specielle her var, at husene var bygget høje, og der var mange af dem til mange forskellige formål, bl.a store opbevaringsmagasiner til årets høst, således udbytte fra gode år kunne gemmes til år med mindre høstudbytte. Det var fordelt på et meget stort areal og udenom var der bygget en ringmur. Det havde været en politisk administrationscenter, som der fandtes 4 af i Inka-riget udover det centrale sted for inkaerne i Cusco. Disse var placeret ca. 100 km. fra Cusco ud mod de fire verdenshjørner.
Ved siden af ruinerne var der tilfældigvis endnu en markedsplads hvor der kunne købes mange gode ting.
Turen gik videre kvart i tolv og Martin fortalte inspirerende om Argentina og sin opvækst med dansk baggrund. Der var mange gode historier om Martins oplevelser med julen, kirken og begravelser og hvordan forskellighederne mellem hans danske baggrund og ægtefælles argentinske baggrund blev håndteret. Martin er en fantastisk fortæller. Han fortalte tillige om sjove oplevelser med politiet og lærere som er lavtlønnede contra folkevalgte politikere hvis løn og pensioner var mange gange større.
Turen var fortsat utrolig flot, og der var mange indtryk. Vi så bl.a. køer, grise og æsler græsse i vejkanterne, en ko blive håndmalket på marken, majsmarker blive passet ved håndkraft med hakker med ganske korte skafter.
Frokosten blev indtaget 12.30 på en lille restaurant hvor vi fik en god buffet og is og kaffe til dessert. Også her var der en lille bod udenfor, hvor der kunne gøres en lille handel.
Næste mål var udsigtspunktet Abra la Raya, der ligger i 4.335 m.o.h. og vi begyndte derfor stille og roligt at komme højere og højere op. Lidt før kl. 14.00 passerede vi 4.000 m i højden og det blev mere øde og småtbefolket. Ingen træer, men stadig græs og bjerge på begge sider. Lidt efter nåede vi udsigtspunktet, som ligger på grænsen mellem region Cusco og Puna. Vi havde udsigt til Andesbjerge med evig sne. For få år siden var endnu flere af bjergtoppene dækket med sne. Bevoksningen var nu kun græs af typen ichou som er stift højslettegræs som kan blive op til 1/2 meter i højden. Græsset kan bruges til foder til lamaer.
Også lige der var der et kæmpe marked, hvor der igen kunne handles.
Vi fortsatte igennem øde områder hvor der var spredte bebyggelser/smågårde og vi så nyklippede lamaer og alpakaer. Vi havde i lang tid fulgt jernbanen og det virkede som der stort set ikke var andre veje.
Ved seksten tiden nåede vi kaffebyen Puccara. Efter sigende var her verdens bedste kaffe. Angela fortalte om processen, hvor en lille næsebjørn (coati), i Amazonas lever af kaffebønner. Når kaffebønnerne er spist og kommet med afhøringen ud, indsamles dette og bønnerne renses. Denne proces, som er det unikke, fjerner bitterheden fra bønnerne. Hver dyr kan producere 25 gr. kaffe pr. døgn. Vi fik alle en smagsprøve på kaffen. Samme sted var et lille museum for Puccera stammen. Kulturen stammer 100 år før Kristus og slutter 300 år efter Kristus. Stammen var krigere, landmænd og keramikere. Og endelig fik vi forklaringen og baggrunden for de mange keramiske tyre vi havde set på mange tage. Tyrene sidder parvis midt på tagrygningen og symboliserer, der er harmoni i familien. Mange gange er det en rød og en sort tyr, hvor den sorte symboliserer fred og ro og den røde symboliserer energi.
Klokken var nu ca. 16.30, og der var endnu 2 timers kørsel til Puna. Den sidste og eneste større by før Puna var Juliace med ca. 250.000 indbyggere og det er den mest korrupte og kaotiske by i Pero, og vi vurderer, at det måske også er den mest beskidte by i Peru. Overalt så vi affald og skrammel, ufærdige huse, uafsluttede broprojekter, hullede veje og kaotisk trafik, en by vi var glade for ikke at skulle gøre stop i. Vi var nødt til at køre lige igennem byen, da der ingen omfartsvej er, hvilket tog temmelig lang tid.
Vi nåede Puna kl. 18.45. Blev sat af bussen lidt før hotellet og vandrede det sidste stykke. Vi blev indkvarteret på dejlige værelser og kl. 20 gik vi til en nærliggende restaurant, hvor vi fik en dejlig tre retters menu.
Selvom det blev en lang dag, har vi haft endnu en rigtig god og begivenhedsrig dag i Peru.
1. NOVEMBER, Titicacasøen (Peru)
Skrevet af: Rikke og Rasmus
I bus ned til havnen fra det vanskeligt tilgængelige hotel. Stå ved et fyrtårn og synge vores morgensang mens skyerne blev mere og mere sorte. En ny lokalguide var troppet op og blev præsenteret ved lejligheden.
Så ombord på “vores skib” og afgang ud af havnen medens regnen så småt begyndte. Imens vi kunne se sivområder i store mængder, blev det besluttet at vores start på dagen skulle ændres, så vi ikke blev våde. Vi udskød besøget hos sivøernes beboere og fortsatte sejladsen ud til øen Tequile. Det tog et par regnvejrstimer, for der er store afstande på Titikakasøen. Ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning at søen er væsentlig større end Sjælland.
På Tequila skinnende solen. Vores nye guide bød velkommen til øen og så gik vi op over øen, hvor vi så en rigtig flot lille sandstrand. Ingen havde dog lyst til at bade, da søens vand altid har en temperatur på max. 14 grader. Det skyldes højden over havet, som er 3810 m.
Den højde kunne vi også mærke meget tydeligt, fordi vi blev inviteret på en lang vandretur på øens “Highway”, en mange km. lang 2m bred flot nyanlagt gangsti op til øens højeste punkt 3920m. Vi var tvunget til at gå meget langsomt fordi vi blev meget forpustede og trætte.
I pauserne undervejs blev vi så underholdt af guiden med alle mulige oplysninger. Mange var regulære statististik tal, så som 2800 indbyggere samt resultaterne af deres arbejde på de mange terrasser. Indimellem fik vi at vide, hvilken plante man kunne lave te af og hvilken der blev brugt til hvidvask af fåreuld. Vi fik også at vide, hvordan man kunne skelne mellem gifte og ugifte mænd og damer ud fra deres påklædning.
På vejen op stoppede guiden op ved et par cementkister med metalkors monteret i cementen. Her fik vi at vide at befolkningen på øen omsider havde fået regeringens tilladelse til at de måtte begrave deres døde på øen.
Efter frokosten ville en bonde demonstrere hvordan man brugte tidselplanten til hvidvask af fåreuld. Det var spændende at se, hvordan planten alene ved muskelkraft og vand kunne blive til grøn sæbe.
Tilbage i båden blev det til en to timer lang morfar for de fleste inden vi kom til Urus-folket på sivøerne. Vi kiggede længe på enkeltgrise på sivøerne vi sejlede forbi. Vi havde fået at vide at grisene tilhørte ø folkene, og at de, altså grisene, alene levede af sivene.
Vi fik en meget venlig modtagelse. Guiden gav os en forklaring omkring folkets historie og levemåde. Det var noget med 90 beboede øer med 4 – 9 familier pr. ø og ca.2300 indbyggere ialt. Hver ø sin præsident, mand eller kvinde.
Vores ø’s præsident gav en fin demonstration af, hvordan man kunne lave nyt øsamfund. Man savede firkanter på 3 x 7 m ud af eksisterende øer og bandt dem sammen. Vi kunne se at øernes tykkelse var i underkanten af en halv meter, så savningen var overkommelig. Herefter blev den nye ø overdækket med mange lag siv, og når der så var gået et års tid, havde man en ny ø.
Herefter sejlede vi til Puno, bussede til hotellet hvortil vi kom kl. 17 (Adventure tid). Vi skulle sige farvel til vores “gamle” guide Angela, og så var dagens program ovre.
2. NOVEMBER, Puno – Copacabana
Skrevet af: Karin og Birger.
I dag siger vi farvel til Peru vi skal videre til Copacabana i Bolivia. En tur på ca. 145 km.
Puno er grundlagt af 2 spanske familier som ejede sølvminer i området og brugte de indfødte som slaver. Det var en rig by. I dag er sølvminerne udtømt og Puno lever fortrinsvis af turister som skal opleve Titicacasøen. Pga. Titicacasøen har Puno et klima hvor der sjældent er minusgrader, bare 5 km. længere væk er der om vinteren -8 til -12 gr. Det er en flot tur ud af Puno langs Titicacasøen. Man må køre 80 km/t, men vi kører ca 40 – 50 km/t. Der ligger meget affald langs vejene, men man prøver at få styr på det. Der er siv langs søen som bruges til mange formål bla. som foder til husdyr. Der er også stor produktion af grøntsager langs søen, der kan dyrkes hele året pga. det specielle klima. På den anden side af vejen ses bjerge, mange af dem med terrasser til dyrkning af afgrøder.
Vores guide José Louis fortæller at de traktorer og små toilet skure vi ser er skænket af en tidligere præsident Fujimori. Han er nu i fængsel for korruption, men stadig meget populær i Puno regionen. Vi kører gennem byen Llave. med 30.000 indbyggere. I 2004 blev byens borgmester pga. korruption pisket ihjel af befolkningen, som tog sagen i egen hånd. Området er stor producent af quinoa som tørres i byens gader.
Der sker mange trafik ulykker på vejstrækningen, som er markeret med kors og små monumenter. Vi har flere stop under vejs, herunder et udsigtspunkt hvor vi kan se til Bolivia og sol øen i Titicacasøen. Der er også store dambrug med ørreder. Vi gør et kort stop ved en kirkegård.
I dag er det de dødes dag hvor familier samles på kirkegården for at mindes de afdøde.
Man medbringer ting/mad som den afdøde holdt af. Man er der fra middag og til sidst på eftermiddagen. Man spiser medbragt mad og musikanter går rundt og spiller ved gravstederne. Om aftenen samles familien til fest hjemme. Har man mistet en nær pårørende er man iklædt sort klædedragt i mindst 3 år (børn undtaget).
Vi ser beboelser hvor husene har bliktag og ved siden af er der en lille bygning med stråtag som er køkken. I køkkenet fyres op med dyregødning, så meget smart at røg og lugt kan sive ud gennem taget.
Vi når til grænsen hvor vi “stemples” ud af Peru og går over grænsen til Bolivia med vores bagage. Grænsekontrollen i Bolivia går hurtigt og efter 10 min. kørsel når vi hotel Rosario i Copacabana hvor de fleste af os skal bo de næste 2 dage. 8 fra gruppen indlogeres på hotel Gloria tæt på for 1 nat og flytter til hotel Rosario i morgen.
Vi bor meget flot med udsigt til Titicacasøen, og efter en lækker frokost går vi op og ser byens Basilica. En flot bygning i maurisk stil fra 1600 tallet som huser jomfruen af Copacabana.
Uden for kirken er der boder hvor man kan købe forskellige små modeller af ting man gerne vil have men ikke har råd til f.eks. bil og hus. Derefter kan man få det velsignet af en præst og så går det meget lettere med at opnå det man ønsker. Man kan også få velsignet sin bil, som bliver pyntet med blomster i dagens anledning, det skulle gøre den mere trafiksikker. (Pris uvis).
10 fra gruppen gik en hård tur op til et udsigtspunkt for at se solnedgangen, mens andre så den fra byen og hotellet. Endnu en dejlig dag afsluttes med fælles aftensmad på hotel Rosario.
3. NOVEMBER, Titicacasøen (Bolivia)
Skrevet af: Ingrid og Thorkild.
Flere møder op om morgenen udkørte p.g.a. dårlig mave, alle får piller. Guiden Jose er forsinket og Martin bliver lidt sur, men Jose dukker op og vi kører med bus ned til båden og sejler ud på den 8100 kvadratkm store Titicacasø med retning mod Måneøen. Sejlturen starter i regnvejr, vi synger morgensangen, så efterhånden stopper regnen og det klarer op, efter en noget gyngende sejltur på ca 1,5 time ankommer vi til Måneøen i strålende solskin.
Øen Isla de la Luna var fra starten beboet af jomfruer på 10 -15 år ca. 200 stk, de lavede smykker, strikkede tøj, såede cinoa og lign., som blev solgt, og udførte ceremonier til ære for Solguden. Præster og det øverste hieraki sejlede til øen og udvalgte sig en pige og tog hende med. Der kom nye piger til, som blev oplært. Piger, der ikke blev udpeget, blev ofret. Man har i bjergene fundet rester af pigerne.
I 1950 blev der lavet et fængsel, bygget af stenene fra templet, hvor jomfruerne havde boet. Fængslet fungerede til 1975, hvor fangerne flygtede til Andesbjergene i Peru, vi kan se de 6000 m høje bjerge herfra. Ved det åbne tempel mødtes folk til oplysning og undervisning.
Fra Måneøen fortsætter vi til Soløen kl. 14. Soløen er den største ø med 3 små landsbyer, øen er beboet af 3000 indbyggere og 3000 æsler. Før levede man af fiskeri og dyrkning af kartofler og grøntsager, nu lever man af turisme. Der er ingen motorcykler eller biler på øen.
Øen er attraktiv p.g.a. En hellig sten, Titicaca betyder grå pumasten. Den sten blev brudt op og har givet sol til hele verden.
Man kan se placeringen af de 3 landsbyer på et maleri fra 2. August 2019.
Vi starter nu spadsereturen op til vores frokostrestaurant, det er meget stejlt og anstrengende og undervejs møder vi 2 unge piger fra Tarm, der rejser rundt i Sydamerika i 3 måneder.
Kl. 14 stiger vi ombord på vores skib og sejler om til en lokal restaurant, hvor vi spiser frokost. Vi sidder udenfor og får serveret en specialitet fra øen, som består af kartofler, ørred,kylling, æg og majs. Banan og mandarin til dessert. Vi tager afsked med værtsparret ved at give dem en hurrasalut. Vi tager så den stejle nedstigning til vores båd og sejler tilbage til Copacabana. Vejret er køligt, men det er skyfrit og flere af os kan sidde på øverste dæk og nyde udsigten og sejlturen.
Tilbage i Copacabana går vi langs stranden hjem til hotellet og Ole fotograferer hele flokken foran statuen med de 2 inkaer.
Aftensmad på vores hotel.
4. NOVEMBER, Capacabana – La Paz
Skrevet af: Agnete.
Kufferterne læsses i bussen kl. 9, og så begynder turen til La Paz. Vi kører langs Titicacasøen og får det sidste glimt af Peru. Efter en times kørsel når vi til det smalleste sted på Titicacasøen – 800 m.
Vi forlader bussen for at blive sejlet over af to private både. Inden vi kommer afsted fra San Pedro til San Pablo kan vi se, at prammen med bussen er svær at få fra land. Heldigvis er der ingen, der træder gennem bunden af motorbåden, som sejler os over. Man vil ikke bygge en bro, da der i øjeblikket er arbejde til mange mennesker.
I juni afholdes svømmestævne, hvor det gælder om at komme først over. Vandet er 10 grader, og deltagerne bliver smurt ind i olie/fedt.
Bolivia har 11,2 mill indbyggere, 1.098.581 km2, landet er delt op i 9 regioner, 112 provinser og 339 kommuner. 70 procent er aymara, 20 procent andesfolk og 10 procent hvide.
Præsident Evo Morales har været præsident siden 2006 og har delt div. gaver ud for at få befolkningen til at genvælge ham. F.eks. er der for nylig indført støtte til alle – tidligere var det kun fra fødsel til 15 år samt fra 62 år og op. Så siger det sig selv, at man også stemmer på Morales. Service sektoren udgør 52 procent, industri 37 procent og landbrug 11 procent. Bolivia er største producent af quinoa.
Sucre er landets hovedstad og hjemsted for Bolivias Højesteret. La Paz er den administrative hovedstad, hvor parlamentet og regeringen har hjemsted. 36 procent af befolkningen i Bolivia lever under fattigdomsgrænsen (I Peru er det under 20 procent). 44 procent har internet (I Peru 80-90 procent).
Med i bussen har vi i dag Maja og Lin, der fortæller om deres oplevelser på en fem dages travetur til Machu Picchu med overnatning i telt. Om natten frøs det 5 grader. Den tur glemmer de vist aldrig.
Der er ikke ret meget trafik i dag pga. demonstrationer mod præsidenten i La Paz. Der har været valg den 19. oktober, men mange ønsker nyt valg pga. svindel.
For at kunne leve skal man tjene mindst 700 US dollar. Nogle tjener kun 350 og må arbejde flere steder. Lærerne tjener 6-700, politi op til 1000, direktører over 1000 US dollar og politikerne 10 gange så meget. Såvel skat som moms er på 12 procent, men befolkningen udenfor byerne betaler ikke skat. Virksomheder betaler fra 12-20 procent. Middelklassen udgør halvdelen af befolkningen, 20 procent er meget rige og 30 procent er fattige.
Da vi når forstaden El Alto, står vi af bussen og går til stationen. Vi fortsætter med Gondolbanen. Guiden alene i den forreste og vi andre i de tre følgende. Fra gondolen ser vi tydeligt de fattiges dårlige leveforhold. Affald flyder overalt, og floden er fyldt med alt muligt. Også her bliver husene ikke bygget færdige. Efter ca. 20 minutter står vi af og følger guiden i en lang række til vores Hotel Rosario. Der er ingen private biler at se pga. demonstrationen. Efter indlogering spiser vi dagens første middag kl. 14. Et par timer senere kommer der masser af vand, og vi ser biler med sne / hagl.
Martin fortæller, at en helikopter med præsidenten tippede rundt, da den skulle lette her i La Paz, men præsidenten kom ikke til skade. Resten af eftermiddagen handler nogle mens andre nøjes med at trave gennem gaderne for at ende med Happy Hour på en engelsk pub.
Mens vi spiser den lækre aftensmad på hotellet (capaccio af lama, ørred med kartoffelmos og is), kan vi se og høre, at demonstranter går forbi hotellet, mens de slår på bunden af gryderne. Det ser meget fredeligt ud.
Det blev til endnu en dag med mange indtryk, men jeg er sikker på, at ingen kan tænke sig at bo her i byen.
5. NOVEMBER, La Paz
Skrevet af: Stine og Gunnar.
Så står vi op til vores sidste dag på en oplevelsesrig tur i Peru og Bolivia. I La Paz skinner solen, men skyerne hænger lavt, så vejret ser ud til lidt af hvert, men da det er Birgers fødselsdag, så det skal nok gå med vejret.
Vi starter med en lille kort morgenbriefing ved Martins yndllingsguide. Ole og Martin har måttet ændre lidt i programmet p.g.a. demonstrationer i byen, og vi fik lidt at vide om baggrunden. Evo Morales er den første indianske præsident i Sydamerika og iflg. vores guide er han den bedste. Det er der i dag dog kun 50%, der synes – de andre 50% er imod ham. Han fik ændret grundloven, så han kan genvælges flere gange, og det protesteres der nu imod. Bolivia er et rigt land med mange råstoffer, men alt er nationaliseret, og det kniber slemt med fordelingspolitikken.
På vores gåtur rundt i byen oplevede vi fredelige demonstrationer, for det var pro Morales demonstranter vi mødte. Der var et kæmpe opbud af politi overalt, og igen i dag var al privatkørsel indstillet.
Vores gåtur startede på Indianermarkedet, men det må man ikke kalde det i offentligheden, og nu risikerer vi 24 timers fængsel for at bruge udtrykket. De handlende på markedet er udelukkende kvinder, som primært sælger frugt, grønt og blomster. Mange bærer deres fine bowlerhat med stolthed og vil ikke fotograferes. En del af markedet var gademarked – en del var under tag.
Derefter besøgte vi Heksemarkedet. Her sælges magiske amuletter, håndplukkede urter, lamafostre og mange andre mærkelige ting. Vi fandt sågar blandt andre nationalflag også Dannebrogsflag. Lamafostrene m.m. bruges den dag i dag selv i forbindelse med store byggerier, hvor et lamafoster nedgraves i fundamentet som en ofring til Moder Jord (Pacha Mama).
Næste stop var Plaza de San Francisco med den store katedral mest kendt for sin stilart Barroco Andino. Det var den første katolske kirke her, og den blev oprindeligt opført i 1549.
Vi fortsatte stadig i tørvejr til Plaza Murillo, opkaldt efter Bolivias nationalhelt Pedro Murillo, som grundlagde La Paz. En statue af ham står midt på pladsen. Det var Murillo, der den 16. juli 1809 proklamerede Bolivias uafhængighed. Han måtte dog flygte fra byen med spanske soldater i hælene, og han endte med at blive arresteret og henrettet i 1810. Pladsen flankeres af Regeringsbygningen og Præsidentpaladset. Bag ved Præsidentpaladset har Morales ladet opføre en hypermoderne “tilbygning”, som ikke just passer ind i arkitekturen.
Nu var byrundturen slut, og nu begyndte regnen, men det gjorde ikke noget, for nu skulle vi på gondoltur med udsigt over hele La Paz. Vi kørte med både blå, gul, grøn, violet og grå linie med skift på moderne stationer. Det er et fantastisk netværk, og den første svævebanelinie blev bygget i 2014 af det østrigske firma Dobbelmayr. Det er umuligt at bygge undergrundsbaner i La Paz, og det forstår man for alvor, når man har set det hele lidt fra oven. Uden den ville trafikken i byen være totalt kaotisk. Fra gondolen havde vi udsigt til landskaber, der ligner Moon Valley, som p.g.a. trafikken måtte udgå af vores program. Vi kunne også tydeligt se forskel på de fattige og rige områder i denne enorme by, der ligger så smukt i Andesbjergene.
På vej tilbage fra den flotte gondoltur løb vi igen ind i kæmpe politiopbud og menneskemængder, der var forsamlet for at høre Morales tale på pladsen foran katedralen. Vi kunne se ham senere på TV – ærgerligt, man ikke kan spansk.
Vi nåede tilbage til hotellet ved 2-tiden og fik suppe, lasagne og tiramisu. Her meddelte Ole og Martin, at lufthavnen var spærret for bustrafik p.g.a. demonstrationerne, og vi måtte afvente nærmere besked vedr. vores afrejse.
6. & 7. NOVEMBER, La Paz og hjemrejse
Skrevet af: Gunnar og Stine.
Man må stå tidligt op for at få noget ud af dagen, så vi blev vækket kl. 3.30 og gik ned til et flot morgenbord. Bussen, der skulle køre os til lufthavnen, skulle komme kl. 4.30, men den var forsinket ca. 20 min. Vi kom uden problemer med bussen hele vejen ud til afgangshallen, da afspærringen var ophævet. Efter indcheckning til Santiago, Chile, rullede vi et langt stykke ud ad rullebanen, inden maskinen lettede til den smukkeste flyvetur, man kan forestille sig over Andesbjergene. Vi fløj over store saltsletter, vulkansk område og Sydamerikas højeste bjerg Aconcagua, som er 6962 m højt og ligger i Argentina nær den chilenske grænse. Vi landede i Santiago efter ca. 2,5 timers flyvetur, og nu var vi nede i ca. 600 m højde. “Ved jorden at blive” passer os danskere bedst.
Nu venter vi bare på flyet til Paris, som afgår kl. 16.30, og forude venter en 14 timers flyvning – hvor vi altså bare glæder os!
Vi havde en meget behagelig flyvning hjem med Air France, idet flyet var langt fra fyldt op, så vi kunne bytte rundt og få god plads. Endvidere kan franskmændene noget med at byde drinks, vin og mad i den rigtige rækkefølge, så vi led absolut ingen nød. De 14 timers flyvetid blev reduceret til knap 13, så det var dejligt.
Fremme i Paris tog vi afsked med Karin og Birger, der skulle flyve til Kastrup. Kort efter opstod der lidt panik, da Agnete meddelte, at hun ikke kunne finde sit pas. Hele rygsækkens indhold blev grundigt gennemsøgt, og vi tænkte, hvad gør man nu? Som ved et trylleslag dukkede “det rødbedefarvede” op af kaos – hurra! Så kom Agnete også med til Billund.
Planmæssigt ankommer vi til Billund, hvor vi alle tager afsked med hinanden, og Ole takker for turen.
Vi siger også tak til alle vore dejlige rejsefæller for gode oplevelser sammen og til Ole for en indholdsrig og vellykket tur. Nu ved vi meget mere om Inkaerne, Peru og Bolivia, end nogensinde før. Vi glæder os til gensyn i uge 6.