Canada 2023 - Farmertour

8. Juni, Rejsen til Calgary

Skrevet af Steen Hansen.

Så kom dagen hvor turen til Canada med 24 forventningsfulde farmere skulle til Canada på farmertour. 16 af os mødtes i Billund, mens resten af holdet som er 8 startede meget tidligt fra Aalborg mod Amsterdam.
Vi forlod Danmark, det tørre Danmark med KLM 1342 midt på formiddagen og mødtes alle mand der. Alle var i godt humør og der var ikke de store problemer med at komme videre. Vi fortsatte med KLM 677 mod Calgary, en flyvetur på godt 8 timer. Det var stille og roligt, vi så ikke meget før vi kom hen over Grønland hvor Vestkysten viste sig frem på aller flotteste vis. Bjerge med sne og fjorde med masser af isbjerge, så utrolig flot.
Vi fortsatte turen med over Canada og landede efter en lille hoppetur i Calgary på vejen ned ca. 13.25.
Med alle ben på jorden skulle vi igennem paskontrol, lidt besværligt men det gik og så derefter i tolden hvor en meget utilfreds tolder skabte sig, så man tænkte, det er da vel løgn. Vi kom dog alle videre og mødte så vores buschauffør Carl Halliwell.
Turen gik ind til Glenmore Inn, vort hotel. Nu kunne alle godt bruge at strække og hvile lidt ud inden vi fik en dejlig aftensmad. Under aftensmaden fik vi hilst på Patricia og Jens samt endnu en Jens og Teddy. Vi hyggede lidt, men så var det også godnat for de fleste efter en meget lang dag.

9. Juni, Calgary – Drumheller

Skrevet af Connie og Kaj Jeppesen.

Vi vågnede op til en solbeskinnet og varm dag – og selvom der stadig var lidt jetlag at spore hos de fleste, ja, så var alle klar til morgenmad kl 06.30..et solidt måltid blev indtaget bestående af scrambled egs m/ bacon, råstegte kartofler, lune vafler, toastbrød og muffins mm.
Kl. 0750 kom kufferterne i bussen..præcise og klar til afgang.
Første opgave i bussen var at synge vores morgensang “Dagen idag er din, min ven “… og vi fik alle store roser fra vores guide Steen..han var imponeret over vores gyldne røst…ja, man skulle tro at bussen var helt fyldt..sådan gjaldede sangstemmerne ud fra vore struber.
Idag flytter vi lidt mod nordøst …med Drumheller som endestation idag.
Men først skulle vi på besøg på TWIN LAKES RANCH, hos Brenda og Philip .
Philip stammer fra Hillerød og kom til Canada som 19-årig..og siden mødte han Brenda..og de bor idag på hendes fødehjem. Brenda har en PhD i medicin til dyr.
Philip og Brenda har selv bygget deres superflotte bjælkehus på toppen…hvor de kan kigge 360 grader ud over deres ca. 400 ha og ca. 350 stykker kødkvæg, rød angus.
Sammen har de en søn på 17 år, der endnu er skolesøgende.
Stor gæstfrihed, hvor vi startede med kaffe og donuts i alle afskygninger i hans fine værksted…med plads til alt..og alt på plads!
Philip fortalte levende om årets gang på bedriften.og spørgelysten var stor.
De har cirka 100 frostfrie dage om året til dyrkning af korn og græs. Kreaturerne går ude året rundt og fodringen tilpasses herefter.
Philip er i stor stil en “ gør det selv” mand …laver ALT selv…er selvfinansieret og har aldrig lånt en krone i banken. Alt er købt og betalt.
Han har hjælp af sin gode ven Sten, der også stammer fra Danmark (Jels)…de mødtes første gang hinanden i Den dansk-canadiske klub i Canada.
Snakker de to så dansk indbyrdes i det daglige ?? ..Joh..nogle gange..men for det meste bliver det til en blanding af dansk og engelsk …” d’english” a la “De Nattergale’s The julekalender”.
Vi var rundt at se alle bygninger…og så var det tid til en tur på ladet..hvor vi alle sad på Morten Korch hø-baller i en stribe på en ladvogn efterspændt traktor….og så gik turen over stok og sten ud i marken til køerne…og i det varme og tørre vejr..støvede det til tider noget..så der var nogle på holdet der fik “ sort mascara” i hovedet.
Vi vendte tilbage til stuehuset..og SÅ blev grillen tændt og fyldt med lækre steaks fra egen avl.
Hurtigt samledes især mændene omkring grillen og hjalp til..øh..ihvertfald med at drikke den tilhørende øl. Fantastisk lækker mad med hjemmelavet tilbehør, som Brenda stod flot for..incl. dessert ( pie med bær a la blåbær) og is….
Mætte steg vi på bussen ved 15-tiden efter et fantastisk hos Brenda og Philip.
Bussen kørte videre mod Drumheller…vores med-guide Jens Kaack fortalte sin livshistorie undervejs i bussen, hvor vi også har selskab af Jens’ kone Patricia.
Landskabet skiftede nu fra det helt flade…til lidt mere kuperet terræn…næste stop var Royal Tyrell Museum med Dinosaurer. Her var ben i alle afskygninger til både store og små ..en flot udstilling om en helt anden tidsalder.
Vi blev indkvarteret på RAMADA hotel i Drumheller..og sluttede dagen af med aftensmad hos “Bernie and The Boys “
Tak for en formidabel dag!

10. Juni, Drumheller

Skrevet af Keld og Dorthe Jensen.

Ja så startede vi på en ny dag, hvor vi skulle ud til en meget stor planteavlsgård. Vi startede med at komme ind i et maskinhus med en masse gamle traktorer af mærket International, ( IH ) som vi kender derhjemme fra, familien samler på dem, der var dog også lige en flyvemaskine i det næste maskinhus. Vores værtspar er 4 generation på denne ejendom, og den ene af deres sønner, Spencer, viste os rundt og fortalte. De har 7 lastbiler, Super bees, til at køre korn fra som må laste 43 tons, det tager omkring 4 minutter at fylde en sådan med en sneglevogn. Så med 5 mejetærskere med 50 fods skærbord, vil det jo også gå hurtigt, halmen bliver snittet, en mejetærsker bruger ca. 1200 liter diesel om dagen, man må jo sige, det er godt de kan købe olie til det halve af hvad vi giver i Danmark 🙂 så kan i jo selv regne prisen ud for en mejetærsker der kører uafbrudt i 5 til 6 uger.
Det er ikke så nemt at få folk ansat længere, og til forårsarbejdet er der 8 ansatte og i høst 16.
I den sidste hal var der kontor og udstilling af de meget specielle traktorer i samlingen, som dog talte omkring 100 gamle traktorer, gamle brandbiler som dog blev brugt i høsten hvis det blir nødvendigt, sidste år gik der ild i en mark, heldigvis gled ilden mod vejen, så den blev stoppet der.
På gården er der nogle lån til jordkøb, hvorimod alle maskiner, traktorer og lastbiler er købt kontant, i 2019 købte de 5 mejetærskere, som de forventer skal skiftes ud i 2024.
Hveden giver omkring 8 tons korn pr hektar, men igen kommer det an på vejret.
Der var også 2 Golden Retriver hunde som gerne ville snakkes med, senere gik hundene meget op i at undersøge duften af mændenes fødder 🙂 Snakken gik lystigt og der var jo rigelig med dæk at sparke til, så drenge husk nu at der forventes lidt tålmodighed, når os piger skal se på butikker senere.
Så blev det frokosttid som vi måtte spise indendørs, da det blæste en hel del.

Turen går nu videre til næste sted, det er et lille landbrug hvor næsten alt jorden er lejet af Ians forældre som de har købt gården af, de laver specialfoder til får, høns og svin, på gården har de selv kalkuner, kyllinger lam og grise, som jo er prøveklud for foderet de laver. Men det må være kvalitet da nogle kører 3 timer hver vej for at købe måske kun 2 sække. Vi fik lækrehjemmebagte kager til kaffen og her gik snakken også lystigt med de ældre Herrer som flyttede hertil fra Danmark for mange år siden.

Vi skal nu afsted for at få aftensmad i Rosebud inden vi skal se musicalen Sound of Music, vi var mange der så den, men nogle fik også lidt tunge øjenlåg, ja Svend Erik var ved at vælte ud af stolen, men Jens og Keld fik en åbenbaring så nu ved Jette og jeg at de vil elske at komme med en anden gang.

Tak for en dejlig dag. Dorthe

11. Juni, Drumheller

Skrevet af Ninna og Poul Erik Kristoffersen.

Kl. 09.00 var der afgang til Dalum kirke. Vi skulle køre 20 km fra hotellet. Da vi ankom til kirken kunne vi se, at Olav allerede var kommet i sin fine pudsede røde bil. Udvendig ligner kirken en dansk kirke. Der var hejst et canadisk og et dansk flag udenfor kirken. Vi gik først en tur på kirkegården, hvor der er begravet mange danskere.

 Olav har allerede fået sit navn på sin afdøde kones gravsten. Der mangler blot hans dødsdag. Det er præstens kone, der slår græsset på kirkegården. Kirken blev bygget i 1929. I kirken blev vi mødt af orgelmusik. En statue i kirken af Jesus er lavet af Thorvaldsen. Præsten Hendrikson er af svensk afstamning. Præsten bød velkommen. Det var en meget højtidelig gudstjeneste, og præsten spillede på guitar til sangene. En smuk sang “The Words of Life” blev sunget og vist på skærm. 

Kirkerne i Danmark kunne lære noget og holde sådanne gudstjenester. Efter kirkegang blev der dækket op til frokost i kælderen, hvor vi var værter for alle kirkegængerne. Olav, Jes, Ian og Jennifer samt Ians forældre var også tilstede, og snakken gik livligt. Bagefter var vi igen samlet i kirken, hvor præsten fortalte om opmåling af jord og veje samt opdyrkning af jorden. Den første gas blev fundet i området i 1950-erne. Normalt havde der været en konservativ regering , men i de sidste fire år havde det været en socialistisk regering. Hele landet er opdelt i sektioner. 1 sektion er 1 kvadrat mil. Jens og Steen oversatte. 

Kirken blev opr. bygget til 200 mennesker, men i sognet er der nu 120 mennesker. Danskere har samlet ind og bygget kirken. Præsten kom for 20 år siden, og han kom fra Vancouver. Hans far var mekaniker. Om efteråret hjælper præsten på landet. Dem, der bruger kirken, betaler præstens løn m.v. Man byggede i sin tid kirken, før man byggede sit eget hus. Det hele foregår på frivillig basis. Ingen statsstøtte til kirken. Der er to menigheder, der er slået sammen. Præsten er en rigtig opfinder. Han kan alt med fingrene. Vi så bl.a. en hækkeklipper med nødstopper, som han selv har fabrikeret. Den kunne klippe hækken på 3 sider, så det tager ikke mange minutter at klippe hækken. 

Efter afsked med præsten (en meget behagelig og vellidt mand) kørte vi videre ca. 30 km fra Dalum til Patricia og Jens til deres sommerhus med 85 ha jord, der er udlejet. På vejen derud gjorde vi holdt ved et udsigts sted, hvor der var en storslået udsigt ud over Red Deer River floden, der løber gennem dalen skabt under istiden. Floden løber ud til Atlanterhavet. Ved sommerhuset var der hejst dansk og canadisk flag. Jens gik straks igang med at vande træer, der tørstede efter vand, og imens gik de fleste af os en lang tur langs kløften . Da vi kom tilbage havde Patricia lavet kaffe, og der blev serveret kaffe og alskens småkager i det fri. Det var et rigtigt hyggeligt sted, og snakken gik lystigt på det gæstfrie sted. 

Efter dagens oplevelser gik turen hjemad til hotellet. Dejligt med et varmt bad, og aftensmaden blev indtaget på den spændende Last Chance Saloon i rigtig cowboy stil.

 
Tak for en dejlig fantastisk dag.

12. Juni, Drumheller – Pincher Creek

Skrevet af Thomas Møller

Efter en god nats søvn pakkede vi bussen og kørte mod Pincher Creek.
Første stop var ved Stahlville Hutterite Clooney, som er en sekt bestående af ca. 150 personer.
De stammer oprindeligt fra Østrig og har været forfulgt igennem århundrede. De er ikke mormoner , men har dog egne regler. Kolonien har fælles økonomi, som sørger for alt fra arbejde ,mad , tøj, skolegang etc. Derudover får de lidt lommepenge – nogle få dollars om dagen – men hvad skal de bruge pengene til !.
Vil de ud at rejse eller have ekstra skoleuddannelse ud over de 9 år, som er et krav, kan den øverste ledelse give lov til det. De kan godt komme ind i kolonien igen, hvis de har været ude i en periode. Dog ikke hvis de er blevet gift med en udefra. Ingen udefra kan få lov at komme ind og bo i kolonien.
Produktionen består af 10000 acres ( 4000 ha ) ialt, heraf 3000 ha planteavl , 110 malkekøer , 600 fedekvæg , 300 får , 5000 høns og køkkenhave / grøntsager.
Det er indtægterne herfra der finansiere deres hverdag og drift. Når der bliver for mange i kolonien omkring de 150 , så deler de den og køber mere jord, derved presser de jordpriserne op .
Når de kommer i giftealderen flytter kvinden normalt til mandens koloni ( der findes en hel del kolonier i Canada ).
De lever et enkelt liv, hvor mændene arbejder i landbruget og kvinderne tager sig af husholdning, børn, syning, køkkenhaverne, slagtning af div. fjerkræ.
De har voksendåb, fordi de skal være “Rene” når de træder ind i troen. De kan ikke blive gift eller stemme førend de er blevet døbt.
I deres kirke var der ingen billeder, alter eller kors, som i vores kirker. Der var kun et ; deres egen tro på gud.
Vi sluttede besøget med at de serverede middagsmad . De sang et par sange for os og vi sang vores morgensang for dem.
Der var en længere køretur til næste stop Longview Hotel, hvor nogle nød en øl og andre is . Det er et af de steder i Canada, hvor der er blevet pumpet meget olie op.
På vej ned ændrede landskabet sig og vi er nu på kanten af Rocky Mountains, hvor vi glæder os til de næste oplevelser.

13. Juni, Pincher Creek

Skrevet af Susanne Odgaard og Niels Jørgen Madsen.

Dagen starter med Ranch besøg, hos Farmer Jim Lynch Stauton.

Ejendommen er startet i år 1885, af Jim’s oldefar og denne’s bror, som stammede fra Irland.
De var nogle af de første europæer i det unge Land.
Da de ankom, havde de meget hårde Odd’s en barsk natur, ingen penge eller kendskab til kreaturer.
De startede op med Long Horn fra Montana og Texas. I et åbent landskab på lejet jord/ kontrakt med staten.
Staten købte noget af kødet, som de gav til Indianer stammerne.
De slagtede og solgte også selv dyr, som de var i de omkring læggene byer, kulminer mm med.
Jim er 4 generation på ranchen, har kone og 2 børn, sønnen læser til ingeniør og datter går i High School.

De ejer ca 4000 ha, og har lejet 5000 ha.
De driver Ranch’en med kødkvæg af blandede racer, og planteavl.

Der er ca 950-970 moderdyr, og der sælges ca 10-15 tyre til alv, resten sælges til feed lots.
Dyrene er ude året rundt.
I vintertiden bliver de vinterfodret, med ca halvdelen af deres foderbehov.

Køerne kælver fra ca 15 april, officiel dato er 1 maj. Der får de ca 40-50 kalve pr dag.
Når kalvene er ca 3-6 uger, bliver de gentestet, afhornes, brændemærket,kastereret og vaccineret med IBR, BVD , væksthormoner, mm, det foregår med bedøvelse og smertestillende til kalvene.

For hver krone man investerer i hormoner, giver det ca 10 kr i gevinst.
Man regner med fodereffektiviteten stiger med 30 %
Brændemærkningen er mere tyveri sikker end bare øremærker.
Der sættes tyre til køerne igen ca d 20 juli og man går efter pollede tyre, så man fremover undgår afhorning.
1 tyr på 1 år, kan klare ca 15 kvier, og 1 tyr på 2 år eller ældre kan klare 40 køer.
Pris til slagt er 15 kr pr kilo levende vægt.

Der er store problemer med ulve og Grizzly bjørne angreb.
Ved angreb betaler staten erstatning af dyret med dyrets værdi fra efteråret, hvis man finder rester.
Ulve må skydes, men Grizzly bjørne giver ballade med myndighederne.

Man kan forsikre mod tørke og hagl, hvor staten betaler 2/3 i erstatning.
I år håber man staten, vil betale det hele til dem som er forsikret.

Der er 3 fuldtidsansatte, 1 på halv tid, Jim og hans far Hugh.
I sæsonen er der ansat løsarbejdere.

Dyrene som går i dalen, tjekkes ca 1 gang ugentlig, hvorimod dem som går i bjergene tjekkes ca hver 3 uge, det foregår på hesteryg.

Vi var på bus markvandring, hvor vi så køer med kalve, tyre som ikke mere kunne bruge til avl, de var næsten lige blevet kastereret af dyrlægen, og nuværende avlstyre.
Vi så også på marker med blandingskorn, til foder.
Der gives 25 kg N, og efter jordbundsanalyser gives der P efter behov.

Vi fik vores medbragte picnic i haven.

Næste farmer besøg var ved Doug Rawling, Wildernes Ranch.

Doug mødte os ved Jim, og kørte med i bussen
Doug er farmer cowboy, forfatter, musiker, forrest- rider= cowboy og præst.
Doug’s mor kommer fra Danmark.

Doug er lige holdt som forst rider, hvor han er blevet afløst af Logan, som er barnebarn af vores guider Patricia og Jens Kaack.

De passer et areal på 650 km2, hvor der hvert forår sættes 1600 stk kvæg på græs.
Det foregår uden indhegning, og for at få dyrene ud på de arealer længst ude, bliver der sat salt og mineral stationer op.
Græs sæsonen er fra 1 juni og til slut oktober.
Når man rider ud, har man satellit og gps med, så man kan spores ved evt uheld.

Arbejdet er til daglig 1 mand, ved udbinding og hjemtagning hjælpes man af flere.
Der kom kreaturer ud idag, og vi så flere heste, bla en 24 årig berømt hest, som også bruges til film, hvor den seneste film er med Kevin Coster.

Det sidste år, har der været et tab på kun ca 2%, man regner med det er ulve og bjørne som står bag tabet.

Vi kørte hen og så huset, som er base i sæsonen.

En meget varm dag, med et varieret program i smuk natur.

14. JUNI, PINCHER CREEK – Kananaskis – Banff

Skrevet af Birgit og Gunnar Kjær.

Dagen startede med et opgraderet morgenbord. Der var både ristet brød og frugt. Dejligt.

Pincher Creek ligger ca. 50 km. nord for grænsen til USA. Vi er på højde med Nordfrankrig.
Syd for Pincher Creek er et reservat for Black Foot-folket.

Kufferterne blev pakket i bussen og vi kørte mod Wolter og Katie Vanderkamp. Katie har udearbejde hos en dyrlæge, så hun var ikke hjemme.

På vejen til besøget fortalte Jens om de forskellige ranches og deres ejere. Interessante historier om eventyrlystne og modige mennesker. De vidste jo ikke, hvad de kom ud til. Han fortalte også om en mand, der kunne køre fra Calgary til USA på sin egen jord!

Undervejs så vi vindmøller på begge sider af vejen, også Vestasmøller. Vi så en hvidhovedet ørn, en coyote, et muledeer og nogle så en bjørn!? Vi gjorde holdt ved Galgebakken. Ved siden af var der en grav for 3 søskende, der alle var døde af difteri.

Wolters forældre udvandrede fra Holland, da han var 14 år gammel. Det var lidt svært for en dreng på 14 at flytte fra venner i Holland.

Da han voksede til, var der for lidt udfordringer for ham med at malke køer, så han rejste til Australien for at arbejde på en station med kvæg og heste. Da han kom tilbage til Canada, mødte han sin kone på en farm i BC og de rejste til sydøst Asien og igen til Australien for at arbejde med heste og kreaturer.

Hjemme i Canada blev han bestyrer AD Ranch. Ranchen ejes af en forretningsmand fra Calgary. Han har flere ejendomme downtown Calgary og er ikke interesseret i kvæg, men kommer i week-ends. Han har bygget et fint hus og drivhus, som opvarmes. Der er også bygget en husstandsvindmølle og solceller. Der er batterier til lagring af strøm.

Wolter havde en dårlig start på dagen, da han han havde mistet 3 køer. Køerne havde spist af lyserød lærkespore, som er afslappende. Hvis koen kommer til at ligge med forenden lidt nedad, kvæles den, da vommen lukker for åndedrættet. Kadaveret bliver liggende og bliver ædt af ulv og bjørn.

Ranchen er på 15.000 acres. De ejer selv 320 acres, resten lejes af staten. Jordlejen er på ca. 21 cad
pr. sæson for en ko med kalv. Ranchen lejer kun græsset. Andre kan købe tømmer eller brænde og i december valfarter folk til området for at skove juletræer.

Besætningen er på 100 køer med kalv og 50 1-årlige. Alle stude sælges om efteråret. De beholder så mange kvier og drægtige køer, at bestanden kan bibeholdes. Udsætterprocenten kan være op til 20. Det dækker bl.a ikke drægtige køer ligesom nogle bliver kørt ned og andre dør af sygdom.

Der er 2 formål med afgræsning. 1. Regeringen er glad for at biodiversiteten øges. 2. Dyrene holder vegetationen nede, så brandfare begrænses. Han tilser kvæget hveranden dag. Ellers træner han heste og holder hegn mv vedlige. Kvæget er ude året rundt og fodres med indkøbt hø om vinteren.

Wolter har ikke noget med skoven at gøre, men må hente brændsel til eget forbrug.

De 6 heste tilhører Wolter. Han kaldte racen Quarter, da den skulle kunne løbe 1/4 mile hurtigt. Det er også en udholdende hest, som man kan ride i 16 timer og stadig komme hjem. Han skoer dem selv, men synes ikke, han er for god til det. Heste er hans store interesse, og hans drøm er nok at kunne leve af at opdrætte heste.Han deltager i mindre rodeoer. Han tjener ikke penge på det. Det er som med andre hobbyer, at det koster.

Hestestalden er fra før år 1900, lavet af bjælker og efterisoleret med skum.

Han arbejder også med læder. Laver sadler og de specielle bukser, cowboys bruger. Der var gang i en saddel, som ville koste omkring 4.500 cad uden udsmykning. Han fortalte, at en ven, der er sølvsmed, havde lavet hans bæltespænde til brylluppet mod at han fik et par “cowboybukser”. Sådan handler man her.

Kadie var som ung meget dygtig til tennis og fik et scholarship til et universitet. Man skal ellers selv betale for at gå på universitet og mange har stor gæld, når de er færdige.

Så kom regnen og frokosten blev indtaget i maskinhuset.

Næste besøg var på Buffalo Head Ranch, ejet af Suzanne og Don DePauli. Udover ranchen arbejder de med heste og deltager i rodeoer. Suzanne er god til Barrel Raising, Don i Team Roping ( 2 arbejder sammen om at fange en kalv) og de har vundet mange konkurrencer gennem mange år. Når rancharbejdet er færdigt i efteråret, kører de i hver sin bil med hestetrailer til Arizona, hvor de også deltager i shows og konkurrencer og bliver der vinteren over. Det tager 3 dage at køre derned.
Suzanne træner også heste og har en form for rideskole.

Det er stadig regn, så de kan ikke vise os deres sport.

Don og chauffør Karl kørte ud for at bese den vej, vi skulle med bussen. Imens fortalte Suzanne om ranchen. Hendes svigerforældre overtog den i 1949. I 1982 blev Don og Suzanne gift og kom til ranchen i 1985. Dons bror blev dræbt i en trafikulykke. De har 2 drenge på 36 og 38 år og 5 børnebørn.

Børnene har et firma indenfor olieindustrien, men hjælper gerne på ranchen og vil gerne tage over, når den tid kommer. Ranchen vil så blive drevet med en bestyrer.

Ranchen er på 4000 ha. Meget er lejet af dels den lokale regering, dels den føderale regering.

I foråret køber de 900 1-års Anguskalve, som sælges til feedlots i efteråret. Kalvene har brændemærker fra både sælger og denne ranch. Kalvene tilses på hesteryg og med hunde, og de flyttes til nyt græs efter behov, både hvad angår græs og vand ( hver uge eller omkring 10 dage). Hvis en kalv skal behandles, fanges det med lasso, bindes om benene , behandles og slippes fri igen. En af de lidelser, kalvene behandles for er pinkeye, som er alvorlig, hvis ikke der behandles i tide. Ulv og bjørn tager også her sin del. Sidste år havde ulven taget 2% af kalvene. Ulven dræber, og bjørnen rydder op. Der er erstatning for tab af dyr til ulv og bjørn, men de skal jo finde resterne som bevis.

Hjemme på ranchen blev der i 1930-erne bygget nogle hytter, som blev lejet ud til turister. På et museum i Calgary havde man gæstebøger, der fortæller, at gæsterne kom helt fra østkysten. En rejse, der med tog kunne tage 3-7 dage.


Det er ok at køre ud for at se det område, som kalvene går i, og vi kører på en lukket vej, som i sin tid blev lavet til nogle olieboringer i bakkerne. Der er åbne pladser omgivet af skov af både nåle- og løvtræer. Vi kører langs Flat Creek og passerer flere hegn med færiste. Længere inde er der en plads, hvor der kan camperes. Man stiller bilen hos Suzanne og Don og cykler derud (på elcykel).

Enkelte af kalvene sælges privat. En dag kom 3 mexicanere og købte 3 kalve. De slagtede dem på stedet og kørte væk med dem i kølebokse. Det er ok at slagte og sælge direkte! Kødet er ellers bedst, hvis det hænger i op til 28 dage, da kalvene kun har levet af græs.

Der er meget vildt i området. Man kan købe licens til at skyde et dyr. Steen virker meget interesseret.

Hjemme på ranchen igen så vi stuehuset, som er bygget i 1905, udvidet i 1920 og nu renoveret i en meget personlig stil. Flot og hyggeligt. Her bliver man overrasket, når man kommer ind.

Så gik turen videre mod Banff. Den smukkeste og korteste rute åbner først i morgen. Vi kørte ind i et reservat for First nations. De ejer meget land og oliekilder og bygger bl.a. hoteller.

Her er også området, hvor langrend og skiskydning blev afholdt ved OL i 1988. Vi møder også jernbanen med de lange togstammer og flere lokomotiver. Den ser og hører vi nok mere til. Jernbanen transporterer bl.a kali fra Saskatshewan, som er meget efterspurgt, da meget ellers kom fra Rusland, Belarus og Ukraine.

Nu er vi kommet til Banff, blevet indlogeret på Banff Park Lodge, fået en dejlig middag ( svampesuppe, laks og citronkage).

15. Juni, Banff

Skrevet af Annette og Peer Nygaard Christensen.

Bussen holdt fri, så der var “fri leg” til alle.
Steen og Jens tilbød en fælles gåtur, som alle deltog i. Vi gik langs Bow River, forbi Bow Fall og hen til et udsigtspunkt. På turen kunne vi nyde synet af floden, smukke bjergtinder (dog lidt diset) og et imponerede bygningsværk i form af hotellet Banff Spring Hotel på den modsatte side af floden. Der er 764 værelser og 12 restauranter.
Bow Fall kom ikke rigtigt til sin ret set fra vores side af floden, men vi kunne skimte det mellem træerne og høre flodens brusen.
Blandt bjergene, der omgav os, er de mest berømte Cascade og Mount Rundle.
På udsigtsplatformen var der samling og Jens fortalte om omgivelserne, og historier derfra, og snakken faldt også på tilblivelsen af jernbanen og forhold generelt.
Et uddrag af emnerne:
Ved Bow River er filmen “The River of no return” optaget – under optagelserne brækkede Marilyn Monroe sin ankel.
Det prægtige hotel, Banff Spring Hotel, er bygget i forbindelse med at jernbanen kom hertil. Da man skulle igangsætte byggeriet, havde arkitekten vendt tegningen omvendt, så bagsiden af hotellet vendte mod vejen. Det havde bygherren svært ved at tilgive, og på hotellet hænger der i dag et billede af arkitekten, som vender på hovedet til minde om historien.
Banff ligger i nationalparken Banff park, og der er flere nationalparker på vej i området.
Jernbanen var nødvendig for at skabe sammenhæng i Canada – og for at forhindre, at USA ville tage den endnu øde prærie i besiddelse. Ved tilblivelsen af jernbanen fik man mulighed for at opmåle, kortlægge og gøre bosætning mulig.
Man startede byggeriet af jernbanen i 1880 og den var færdig 3,5 år senere. USA forstyrrede ikke i den periode, for de havde travlt med deres egen borgerkrig.
Lønnen til banearbejderne var en dollar om dagen. Der var svære strækninger, hvor mange mistede livet. Især kom mange kinesere, som ikke blev regnet for ret meget på det tidspunkt i historien, ikke derfra med livet i behold. Senere er der rejst et mindesmærke for de omkomne kinesere.
Finansieringen af jernbanebyggeriet var svær. Pengene blev rejst ved aktiehandel og et, i forhold til de samlede udgifter, mindre tilskud fra regeringen. Jernbanen er stadig et aktieselskab.
Olie er en stor industri her i området, men regeringen har forbudt udskibning af olie. Derfor er man nødsaget til at sælge til USA til spotpris. Der er ikke forståelse for, at man fra regeringens side ikke prioriterer olieindustrien, da olie er meget andet end brændstof – 40% af olien bliver brugt til at producere andre ting.
Snakken faldt også på lønninger. Gennemsnitslønnen er 60.000 dollars i Alberta – i resten af landet er den 37.000 dollars.
Der er egenbetaling for mange ting, som vi i DK betaler over skatten, f.eks. koster det omkring 10.000-50.000 dollars pr. år at gå på universitet, og der er egenbetaling på sundhedsvæsenet.

Således beriget med ny viden, begav flokken sig tilbage til hotellet. Nogle valgte at stille frokost an af vores medbragte mad fra bussen, andre begav sig ud i byen og på sightseeing og indtog frokost andre steder.
Dagens skribent med ægtefælle og 8 rejsefæller (Dorthe, Kjeld, Connie, Kaj, Anna, Svend Erik, Jette, Jens og os – Annette og Peer) delte 5 udsøgte pizzaer, og kom igennem måltidet næsten uden uheld – dog væltede der en øl undervejs, men Anna, som ellers drak cola, blev hurtigt tør igen. Vi tjekkede byen og nød ikke at skulle nå noget, og fandt efter en del søgen også en dagligvarebutik (præcisering: Kaj fandt en dagligvarebutik), hvor der, foruden at forrette ærinder, blev sammenlignet priser og udvalg med samme i DK. Især skulle landmændene studere kød- og mælkepriser – konklusion: det meste er dyrere end i Danmark.
Mændene led ingen overlast, da kun en enkelt dametøjsbutik blev besøgt undervejs. Vi afsluttede med kaffe og kage – til Kjelds, Svend Eriks og skribentens store fortrydelse havde de ikke is – til gengæld var der læ til den frysende Jette. Efter kaffen var der tid til en pause på hotellet inden aftensmaden.

Til aftensmaden kom det dagens skribent for øre, at:
Susanne, Niels Jørgen og Marius havde været på bustur til Lake Minnewanka og havde set, foruden en fantastisk natur, en elg, en ræv med bytte og bagenden af en bjørn.
Tilbage i byen blev der også tid til en mindre bytur, en tur i poolen og happy hour i baren.

Ninna, Karen, Anders, Birgit, Gunnar, Anna, Mathias og Steen tog en anden bus til The Hoodoes Viewpoint – et sted, Birgit og Gunnar var blevet anbefalet af deres søn. Der var virkelig pragtfuld natur at se på, og Birgit er i alt kommet op på 17.000 skridt i dag, hvilket slår Connies 16.000.

Thomas, Gitte og Poul Erik lejede el-cykler og tog på en naturskøn rundtur i omegnen, og var bl.a. ude ved Banff Spring Hotel. Efterfølgende tjekkede Thomas, hvad en overnatning derude ville koste – svaret er 7000 kr.

Jens og Patricia benyttede fridagen til at gå på museum.

Således gik fridagen i Banff – i morgen er bussen igen klar til at fragte os ud til nye oplevelser.

16. Juni, Lake Louise – Moraine Lake

Skrevet af Connie og Kaj Jeppesen.

Morgenen viste sig fra sin skønneste side med sol og klart vejr.
Kl. 800 var der afgang fra vores hotel Banff park Lodge…præcise som altid .. morgensangen blev afsunget og Steen fortalte kort om baggrunden for denne sang…..en kræftsyg kvinde , hvor essensen er at nyde hver en dag og være positiv.
Vores anden guide Jens fortalte levende om Canada og deres befolkning, som idag har rundet de 40 millioner indbyggere.
Rundt om Banff ligger mange ca. 3000 m høje bjerge og vores første fotostop ved Mountain Temple, ca 3500 m højde….her var dog også interessante jordegern , som folk fotograferede ivrigt, “tamme” som de var.
Første stop Lake Louise (bygget af Canadian Pacific railway)..I parentes bemærket koster en overnatning her ca. 8700 kr….
Vel tilbage ved foden af søen fik vi en tiltrængt kop kaffe og herefter kørte vi videre mod Moraine Lake .. Gik op ad en klippesti, som de fleste forcerede og blev her belønnet med …ikke med en “one million dollar view” ..men med en “ 20 dollar view” ..idet denne sø er afbildet på ældre udgaver af den canadiske 20 dollar seddel.
Næste stop ved Spiral tunnel :
Her så vi toget køre ind i spiraltunnelen for at komme højere op på bjerget og forcere det …Inden den sidste togvogn var væk i tunnelen,så man lokomotivet køre ud på bjerget højere oppe. Ca. 3-4 km lange tog…så rigtig mange vogne er koblet på her. Max 32 togsæt passerer her pr. døgn.…yderst fascinerende. Vi var heldige, at toget kom forbi ligesom vi steg af bussen….men det tager jo nogen tid at passere, så vi fik samtidig rigget borde med rødternede duge an og anrettet frokosten . Og spist den også .
Der blæste noget op med lidt smådryp…så vi fik snart pakket sammen og kørte til næste stop : Emerald Lake…også en fin turkisgrøn sø , hvor vi gik lidt rundt en 3/4 time…igen lidt lunere vejr …og tørvejr.
Senere tid til fotostop ved “ Natural Bridge” (naturbroen)….igen kunne vi høre det legendariske tog i skoven ved siden af..og det lykkedes også for nogle af os, at skimte toget mellem træerne…ja, for nogle blev det næsten devisen : pyt med den naturlige bro…bare vi får set toget !
Vi kørte videre mod Banff ..og på det første stræk fulgte vi toget parallelt med vejen…men så holdt det stille…det strakte sig helt til næste lille by Field, hvor der sandsynligvis skulle skiftes lokomotivfører mv.
Så blev der tid til en lille “morfar” i bussen inden vi nåede vores hotel i Banff ca. 1715.
“Fri leg” indtil 1930, hvor middagen blev indtaget på hotellet .
Tak for endnu en god dag, hvor vi rigtigt fik brugt bevægeapparatet..18500 skridt stod skridttælleren på.

17. Juni, Banff – Icefields PArkway – Jasper

Skrevet af Dorthe og Keld Jensen

Så starter vi på en ny dejlig dag, og da vi mangler både chaufføren og Steen, kommer vi til at holde for toget, og der må jo siges, det er ikke Nebelgrisen med sine 2 vogne.

Vi kører nu afsted mod Bow Lake og det er jo bare fantastisk smuk, vi er så heldige at solen skinner.
Så går turen videre til Peyto lake hvor vi nyder en dejlig kop kaffe inden vi går på opdagelse i området. Igen en fantastisk natur at færdes i.

Nu er det så blevet tid til frokost, der er mange borde og bænke, men vi ser lige tiden an for det styrter ned, men så klarer det op og Patricia skynder sig at anrette vores frokost, men glæden var kort, og det styrtede ned og blæste meget. Så hverken borde/bænke blev brugt. Men en lækker frokost fik vi da.

Så kører vi og det går opad, og der er jo mange flotte klipper rundt om os, der er i dette område ved at gå sygdom i træerne, træbiller. Jens konstaterer blot at området trænger til en skovbrand. Vi holder på toppen, og vi kan nu se vejen vi kørte op på.

Vi skal nu hen og se Athabasca Falls som er et vandfald, utroligt smukt og man kan se det fra mange vinkler.

Så bliver vi indkvarteret på Marmot Lodge, og det viser sig at Jette og Jens er blevet opgraderet til at bo nærmere ved os andre.

Kl 19.30 skal vi spise, og får en skøn veltillavet 3 retters menu, med American brisket som hovedret på Whiskey Jack Grill.
Godnat herfra.

18. Juni, Maligne Lake – Miette Hotsprings

Skrevet af Gitte og Thomas Møller.

Bussen kørte først kl. 9 , det var jo søndag, og de havde lovet regn hele dagen?
Vi kørte mod Magline Canyon, hvor vi skulle gå en tur langs floden.
Søen ovenfor hedder Medicine Lake, og den har ingen afløb, men siver igennem sprækker og revner ned i jorden. Vandet bliver presset igennem jorden og har efterhånden skåret sig igennem klipperne og dannet en flod.
Heldigvis holdt det tørvejr så vi kunne gå turen langs floden på 2,5 km.
Flere steder så vi vandet komme ud gennem klipperne, så der efterhånden blev mere og mere vand i floden, Magline River.

Så kørte vi længere op i bjergene og fandt et par flotte søer mere, vejret var dog noget overskyet , så vi fik ikke de bedste billeder…
Heldigvis så vi en bjørn både på op og nedturen , vi så også en ørnerede.

Vi kørte derefter tilbage til Jasper og fik en sandwich, som vi spiste på vore værelser, da det nu var begyndt at regne.

Vores rejseleder Jens Kaack er en god fortæller i bussen og ved en masse om Canadas historie, dyreliv, jernbanen, kulturen og hvad vi ellers spørger om.
Han er gift med Patricia. Han har været selvstændig møbelpolster i Calgary i mange år.

Der lever ca. 65.000 inutitter og ca. 1.000.000 1.nations indbyggere i Canada. De lever i reservaterne, som der er 66 af i Canada, og de har 50 forskellige sprog samt delvist selvstyre. De ejer 38% af jorden, hvor der er mange ressourcer bl.a. nikkel og diamanter. De har skattefrihed, momsfri, fri jagt….. Selv på deres casinoer har de egne regler.

På vejen ud til Miette Hot Spring, hvor vi skulle bade i de varme kilder, fortalte Jens lidt om de store afstande. Han havde været på jagt her lige uden for Nationalparken, for flere år siden. Da de var længst væk fra bilen, var de 80 km inde i “The wilderness”. De havde nogle heste med til at bære bagagen og det de nedlagde.
Kilden vi badede i var 40 gr. varm og der var også 2 kolde bassiner . De fleste incl. Steen fik også en dukkert i det iskolde vand.

Der er store afstande i Canada, og alene Jasper Nationalpark fylder 11000 km2 svarende til 25%af Danmarks areal.

Vi har i flere dage kørt og passeret de lange togvogne. De er op til flere kilometer lange, og har en totalvægt på helt op til 18000 tons. Der er
2 togstrækninger, der går tværs over Canada, Canadian National og Canadian Pacific Railway.
Jernbanen var færdigbygget i 1911 og havde kostet rigtig mange penge. Den gik fallit i trediverne . Herefter overtog staten banerne og i 1995 blev de til to aktieselskaber. Efter den tid kom det til at gå rigtig godt. Nu ejer selskabet mange kilometer skinner i USA også. Rigtig meget af godset herover bliver flyttet på skinner.

19. Juni, Jasper – Icefields Parkway – Innisfail

Skrevet af Annette og Peer Nygaard Christensen

Vi stod til alles overraskelse op til snevejr, men bussen blev som planlagt pakket til afgang kl. 7.45.
Ved 10-tiden var der “toilet-og strække ben pause” ved Icefield Visitorcenter. Mange købte is, for uanset vejr – vi er på ferie. Dog var der en flok, der spærrede øjnene op og udbrød “ICECREAME”!!!
Steen serverede herefter kaffe og the i bussen grundet de knap så gode vejrmæssige indendørsforhold – Thomas mente godt nok, at
“stewardesser HAR set anderledes ud”.

Ved 11-tiden var vejret slået over i regn og slud, og snedækket forsvundet. Udsigten til bjergene måtte vi tænke os til på den ellers smukke Icefield Highway, men heldigvis har vi haft en par dage, hvor vi har kørt rundt til mange flotte udsigtspunkter og en del af strækningen, vi kørte i dag, var den samme som vi kørte for et par dage siden.
Det planlagte frokoststed måtte vi køre forbi, da vejret ikke indbød til ophold uden tag over hovedet, og der begyndte at gå rygter om et besøg på MC. Donalds – men pludselig dukkede der en rasteplads med overdækkede borde og bænke op, og frokosten blev indtaget der.

Hen på eftermiddagen ankom vi til Danish Canadian National Museum i Dickson, og blev modtaget af en veloplagt Svend (Erik) Nielsen.
Svend kom til Canada i 1971 for at arbejde i et halvt år på en gård. Da han rejste hjem var han sikker på, han skulle tilbage og det kom han i 1973. I 1978 fik han egen gård i samarbejde med Erling Hansen, som vi skal møde tirsdag. De startede med 24 køer, og arbejdede sig op til en større besætning. Siden splittede de op, og gik hver til sit. Svend er nu pensionist, men da han stoppede, havde han 150 køer, heraf 110 malkende. Han ejer stadig 360 ha, som han selv driver.
Svend fortæller os også om vejnettet i Canada – som vi har hørt om før. Da prærien i ca. 1890 skulle opdyrkes, blev det hele målt op, og vejnettet planlagt. Alle veje går øst-vest eller nord-syd. Der er 1 mile mellem de øst-vest vendte, og 2 miles mellem de nord-sydvendte. Inden for hver “firkant”, er der 4 sektioner, og hver sektion vil altid have direkte adgang til offentlig vej. Tilflytningen til prærien foregik således i god ro og orden, og ikke som i Amerika, hvor det drejede sig om at komme først og indtage et stykke jord som sit eget. I Canada kunne man erhverve sig en allerede udmatrikuleret sektion.

Svend har stået i spidsen for museet siden 1989. Dengang troede han, det var midlertidigt, men sådan gik det ikke. Svend har været formand i næsten halvdelen af tiden museet har eksisteret.
Museet er stiftet for at sikre historien om alle de mennesker, som brød op fra Danmark for at slå sig ned permanent i Canada, og skabe sig en tilværelse der. Museet har skiftende besøgstal, men der er stor interesse for deres arrangementer. Foruden indtægterne fra besøgende, modtager museet donationer og af og til bliver der testamenteret et beløb til museet.
Svend fortalte i øvrigt også, at det er nødvendigt at skrive testamente i Canada, også til egne børn. Hvis der ikke foreligger et testamente, er der ingen sikkerhed for, hvor arven ender.
På museet er bl.a. en model af et vikingeskib, som er opført for pengene fra en arv. Børnene ønskede, at arven skulle gå til noget konkret og ikke bare indgå i driften, og derved kom skibet på tale. Det står i et hus, som Svend selv har bygget sammen med en tømrer/snedker, som også arbejdede frivilligt. Byggematerialerne var en donation.
Der er også opført en kirke, inspireret af de typiske danske kirker med rødt tag og hvide mure. Kirken er ganske lille, og kan kun rumme 24 personer, men den bliver af og til brugt til både bryllup, barnedåb og højtideligheden i forbindelse med en begravelse.
To huse er blevet flyttet i original stand, og står nu på museet som et stykke historie om tiden, der var.
Det ene hus kalder Svend for et “legohus”. Det skyldes, at man kunne bestille det som “samlesæt”. Alt var med, både hængsler og skruer foruden brædder, tag og vinduer. Konceptet var brugt af nybyggerne på prærien, og huset på museet er fra 1911. Det blev opsat af familien Nielsen, som bestod af en familie med 8 børn. Ægteparret boede i huset i omkring 55-60 år, hvorefter de opførte et nyt hus på grunden. Efter deres død overdrog børnene huset til museet i 2007.
Det andet hus er opført at familien Thomsen, som var en familie med 7 børn. Det var et bjælkehus, som blev opført i ca. 1930. Det var væsentligt ringere plads end i huset fra 1911. Det er ukendt, hvor længe familien boede i huset, men da museet overtog det omkring 2006, var det i så ringe stand, at det var tvivlsomt, om det kunne reddes.
I en sø sidder den lille havfrue, som på museet hedder “Our mermaid” for ikke at krænke ophavsretten.
Over et vandløb er opført en bro, inspireret af en dansk bro der er mellem Gørding og Nees i Vestjylland.
Også HC. Andersen har sin plads. Der er opført en buste af ham, og man kan følge en rute, hvor man bliver præsenteret for hans eventyr.
Museets fremtid er muligvis usikker, da det kan være tvivlsomt, om efterkommere af danske emigranter vil være lige så engagerede i historien, som emigranterne selv er.
Engageret er Svend i hvert fald. Man må håbe for museet, at der kommer en ny ildsjæl efter ham.

Vi sluttede mandag aften med spisning på en græsk restaurant, og i morgen kan vi tage det roligt inden vi skal afsted til dagens program.

20. Juni, Innisfail – Calgary

Skrevet af Susanne Odgaard og Niels Jørgen Madsen.

Dagen starter med at der er mulighed for at sove længe, da vi først skal køre kl 10:30 fra Innisfail.
Vejret er en regnvejrsdag, der er kommet ca 80 mm de sidste dage.

Vi skal køre på farmbesøg hos Wilma og Erling Hansen og deres 4 børn.
Erling stammer fra Haderslev området, han startede som udvekslingsstudent i 1973 i Canada, var hjemme på Bygholm landbrugsskole. Med en sviptur over Australien, rejste han igen til Canada i 1977, hvor han købte jord sammen med Svend som vi besøgte igår.
De drev landbrug sammen til 1993 hvor de delte køerne og i 1998 delte de jorden. Wilma har hollandske aner.
De har 2 sønner og 2 døtre. De har alle 4 været på højskole i Danmark, ved Kalø. Der er 10 børnebørn, 2 piger og 8 drenge, de hjælper også.

De driver en kvægbesætning på ca 200 malkekøer, opdræt og ca 500 ha.
De laver selv alt deres grovfoder; derudover har de raps og hvede; som salgsafgrøde. De laver også lidt maskinstationsarbejde for et par naboer.

Arbejdet på gården udføres sammen med de 4 børn, 1 fuldtids og 1 halvtidsansat.
Sønnerne Glenn og Craig, står for foder og malkning, søster Susanna står for kalvepasning og Maria for en del af bogholderiet. Hver mandag holdes et fællesmøde om hvad der skal ske i den kommende uge.

Stalden er bygget i 2007, den kan holdes frostfri ned til minus 40 grader.
Malkningen er i en 10 x 2 Deval side by side, de er altid 2 under malkning, og bruger ca 5 1/2 time pr dag, der malkes 2 gange.
De har en vældig pattevasker, som desinficere, vasker og tørrer, og efter malkningen, var der sat ekstra slanger på pattesættet, som giver jod.
Deres celletal ligger på ca 130.000, grænsen ligger på 250.000 for 1 kl tillæg. Kimtal lå på 4 – 5000. De ligger som nr 10 ud 480 besætninger i Alberta.
Mælkeleveringen er på ca 13000 liter hver anden dag, ca 36 l pr ko.
De har ca 1 yverbetændelse om ugen.

Køerne er delt op i 3 hold, 1 nykælver hold, 1 skånehold og 1 almindelig hold. Der køres med ca 30-35 % udskiftning og der bruges kønssorteret sæd. Ved udsætter køer bruges kødkvæg, tyrekalvene sælges, når de er 14 dage gamle, når der er kødkvæg i, gives der overpris.
Udsætter køer på ca 700 kg koster omkring 6000 kr
Kvierne kælver omkring 24 mdr.
Kravene for at levere mælk i Canada, svarer næsten til Arla Gården’s krav, dog fodres køerne her med gmo foder.

Der er stadig kvote på mælk i Canada, prisen er idag på 4,50 kroner.
Mælkeprisen reguleres efter foderpriser og inflation.
En leveringsrettighed ligger på 375.000 kr pr ko.
Derudover kan man købe/sælge kvote hver måned, så mejerierne får en meget jævn indvejning af mælk.
Man regner med et afkast på 10 % på denne meget veldrevne gård.

Vi fik frokost i maskinhuset.
Pizza med salat, sodavand, øl og vand
Canadisk pie med saskatoon berry, serveret med is og frisk frugt.

Vi tog afsked med familien Hansen, og fortsatte mod Calgary ad motorvej High Way 2, kaldet Queen Elizabeth Highway, vejen går fra Sydamerika og hele vejen op til Alaska, ca. 18.000 km.

Undervejs gjorde vi holdt ved Outdoor World, det er en kæmpe butik, som er udsmykket med vandfald og udstoppede dyr fra Canada’s natur.

Der kan købes alt fra sikkerhedsudstyr, både, fiskeudstyr, telte, påklædning, sko/støvler og meget, meget mere til fritidslivet.

Indkvartering på Hotel: Glenmore Inn. Kl 19.00 mødtes vi, og kørte ind til Den Danske Club, hvor vi spiste aftensmad. Igen en yderst vellykket dag.

21. JUNI, CALGARY

Skrevet af Birgit og Gunnar Kjær.

Dagen startede med en dejlig morgenmad på hotellet.

I dag kunne vi se de sneklædte bjerge i horisonten, sol og blå himmel.

Vi måtte vente lidt på Jens, som havde sovet i sin egen seng.

Dagens første programpunkt var byrundtur i Calgary med Jens som meget vidende guide. På vejen derind fortalte Jens, at da han kom hertil, var Calgary Tower den højeste bygning. Nu kan man næsten ikke se det for alle skyskraberne.

Han fortalte om Calgary Stampede, der starter den 1. fredag i juli og varer 10 dage. Der er store pengepræmier til vinderne af de forskellige discipliner. Young Canadians (børn fra 10-17 år) øver hele året for at optræde med sang og dans.stampde starter med en stor parade, hvor Den danske Klub også har deltaget. Eftermiddag og aften er der nogle fantastiske shows med mange tilskuere. Ærgerligt, at vi skal hjem inden.

De veje, der går øst-vest er Avenuer, nord-syd er Streets. Højhusene vi først kommer til er til beboelse, mens bygningerne i downtown er kontorhuse. Ca. 30% af kontorhusene er ledige, da det ikke går så godt for olieindustrien som tidligere, men også fordi mange er fortsat med hjemmearbejde efter COVID-19.

Vi kører forbi Arts Common, Theatre Calgary.

Vi blev sat af ved rådhuset. Det gamle rådhus var bygget i kalksten, som ikke holder længe. Ved siden af er det nye rådhus bygget. Vi var inde i hallen, hvor vi så faklen, som blev brugt til at tænde den olympiske ild med. Faklen var formgivet af Georg Hansen, der stammede fra Bylderup-Bov. I det hele taget fortalte Jens om flere danskere, der havde været involveret i byggerierne.

En løve vogtede ved rådhuset. Den svarer til løverne på Trafalgar Square i London.

Borgmesteren i Calgary er en kvinde af indisk afstamning.

Det er Indigenous Day, hvilket byen bærer præg af. Uden for rådhuset er der en installation, der hedder Every Child Matters. Jens fortalte om, at børn blev fjernet fra First Nation-reservaterne for at gå i skole – både dag- og kostskoler. Nogle børn døde af børnesygdomme og der er efterfølgende givet undskyldning og erstatninger for de beslutninger, der blev taget på daværende tidspunkt.

Vi gik videre til biblioteket, der var formet som en omvendt båd. Der var 2 norske arkitekter, der havde tegnet den imponerende bygning.

Der skal udarbejdes en plan for Downtown og opgaven er givet til en dansk arkitekt. Man vil måske omdanne nogle af kontorbygningerne til beboelse. Lejlighederne er så dyre, at nogle ikke har råd til at bo i dem og antallet af hjemløse vokser.

På vores gåtur ser vi Drop-in Center, hvor hjemløse kan sove og få noget at spise. Dette center og tilsvarende drives af frivillige med sponsorater eller af kirkelige organisationer. En dansk kvinde ved navn Karen Nørgaard var meget involveret i det frivillige arbejde.

Vi ser toppen af bygningen, der rummer kontorer for den føderale regering og fortsætter over mod et imponerende højhus på 58 etager over og 6 etager (parkering) under jorden. Huset, der hedder The Bow, rummer 158.000 m3 og er 236 m højt. Soklen er 3-4 m tyk og da de støbte den, kørte alle betonbiler i området i døgndrift i 3 dage.

En nabobygning blev bygget 10-11 m højere. Stort skal det være! Man kan gå mellem bygningerne i nogle glasbroer, så man ikke behøver at komme ud. Vi kom over i næste bygning, hvor der hang en vandflyver i hall’en. Firmaet havde sponseret OL i Vancouver i 2010 og havde som tak fået en totempæl, der også stod i hall’en.

Ved siden af er opført en bygning, der er tegner af Bjarke Ingels. En flot bygning, der snor sig mod himlen.

Jens fortalte her, at downtown i 2013 var oversvømmet og at parkeringskælderen selvfølgelig var fyldt med vand. Vandet stod så højt, at det nåede 8. række af tilskuerpladserne i hockeyarenaen, Saddledome. Oversvømmelsen skete kort tid før Stampede, men frivillige hjalp til med oprydning og Stampede blev gennemført. 80.000 mennesker blev evakueret under oversvømmelsen incl. Patricia og Jens, der boede i Jens’s værksted, mens det stod på. Huset blev ikke oversvømmet.

Så nåede vi gågaden og fik fri mod at være tilbage ved rådhuset kl 11.55, da bussen ikke måtte holde der, med kun læsse af og på.

Der var en del, som besøgte en butik med alt hvad et cowboyhjerte kan begære. Der var støvler i alle farver og med udsmykninger, hatte, skjorter mv. Vi var nok kun osere. Resten af gaden var caféer og en enkelt souvenirbutik. Der kunne fås golfbolde med det canadiske flag på, så kan golfspillerne da kende deres kugler.

Ned mod rådhuset kom vi over Olympic Plaza, hvor medaljeoverrækkelserne under OL fandt sted. Om vinteren er der skøjtebane. Her er også mindesmærke for kvinders stemmeret i Alberta i 1927. Det er 5 kvinder. Den ene bærer et skilt, hvor der står “Women are persons”. Der var musik på pladsen i anledning af Indigenous Day.

Vi blev samlet op af Karl og kørte så til “ Strathfield Potato Farm” i regnvejr. På vejen derud fortalte Jens om, at der skal bygges en flyfabrik i området. Den endelige placering kender han ikke, men den vil da give arbejde til mange.

Nogle dansk-canadiere begyndte for ca. 20 år siden at plante træer og sætte et lille skur op på et stykke jord, som ejes af Inger Rask. Alt gøres med frivillig arbejdskraft og af materialer, som de forskellige medlemmer finder. Farmen bruges hele sommeren som campingplads for medlemmerne og der holdes forskellige arrangementer, som tiltrækker op til 100 deltagere.
Det seneste byggeri er et toilet med træk og slip.

De har køkkenhave og dyrker foruden kartofler også mange andre grøntsager. Der er et drivhus med tomater og en del frugttræer. Inger bor selv i et hus lidt derfra.

De havde forberedt frokost til os. Vi fik “byg selv burgere”, hotdogs, kartoffelsalat og baked beans. Dertil drikkevarer, hjemmebagte småkager, vandmelon og kaffe.

Snakken gik lystigt, alle havde lyst til at fortælle om deres liv i Danmark og Canada og mangle fandt fælles bekendte. Tiden fløj afsted og et tordenvejr undervejs gjorde nogle så våde, at Inger måtte hjem og tørre tøj i tørretumbleren.

Vi tog afsked og kørte tilbage til hotellet til afskedsmiddag. Vi havde samlet ind til et par flasker vin til Patricia og Jens. Dorte takkede dem på holdets vegne. Senere tog Steen ordet og takkede Patricia, Jens og os, og så skulle Jens da også lige sige tak. Til sidst takkede Dorte Steen. Så kom den alvorlige del med betaling af drikkevarer i bussen.

Måske er der en eller anden, der havnede i baren efter middagen.

22. & 23. JUNI, CALGARY – Danmark

Skrevet af Steen Hansen.

Dagen startede med at vi fik pakket vores ting sammen og sagt farvel til Carl, vores buschauffør. Han skulle men en anden gruppe i dag, så derfor fik vi en ny til at køre os op til den danske kirke. Her mødte vi pastor Charlotte Berg, en meget farverig præst der har været tilknyttet kirke i 13 år.
Charlotte fortalte om kirkens nu 110 årlige historie, kirken der blev bygget af datidens emigranter og at den er uafhængig af både andre trossamfund, men også økonomisk. Kirkens økonomi er baseret på donationer, frivilligeindbetalinger via meningheden samt en masse frivilligt arbejde.
Vi fik fortalt, at kirken bl.a. har startet en gruppe for mænd der laver mad sammen, at man var involveret i at bygge en lille kirke oppe i bjergene i Nepal, at man deltager i det sociale arbejde i byen, bl.a. ved at hjælpe de hjemløse som der efter sigende skulle være lige så mange af i Calgary som i Danmark. Derudover arrangerer kirken forskellige former for sammenkomster til at samle penge ind til kirken eller projekter som mangler økonomisk hjælp.
Efter et par timer i selskab med pastor Charlotte og kaffe i kirken kælder, tog vi videre til lufthavnen. Her mødte vi Teddy og Ole. Ole skulle med sammen flyver som os og vi hjalp hinanden med at blive checket ind til KLM 678 til Amsterdam. Midt på eftermiddagen lettede vi så og det blev en ganske stille og rolig 8 timers flyvetur. Det samme kedelige mad, ikke ret mange fik sovet da man ikke rigtigt er træt, men det hævner sig måske lidt senere for nogle.
Efter fly skifte i Amsterdam, tog de fleste med KLM 1343 til Billund, andre med KLM 1333 til Aalborg. Alle kom godt hjem og forhåbentlig fyldt med mange nye indtryk fra Canada.
Jeg vil godt benytte lejligheden til at takke alle for en god tur, jeres måde at være på, hjælpsomhed og det altid gode humør.