Ecuador/Galapagos 2019 - Tur 2
8. November, Rejsen til OtAVALO
Skrevet af Nina og Henrik.
Så blev det endelig vores tur til en eventyrlig rejse til Ecuador. Vi havde glædet os i månedsvis, og det var lige det rette tidspunkt at rejse på, for det var blevet rigtig mørkt og koldt i Danmark. Os fra Sjælland skulle rejse fra Kastrup. Vores datter kørte os til Kastrup kl. 3.00 om natten. I lufthavnen mødte vi straks Else og flere andre fra gruppen.
Flyveturen til Amsterdam var helt efter planen, og i Amsterdam mødte vi vores medrejsende fra Jylland og Fyn efter en længere gå tur gennem den flotte lufthavn. Der var god tid tid til at få hils på alle. Klokken 10.00 lettede flyet med 23 forventningsfulde gæster. Synnøve havde lovet, at i flyet ville vi få en god service. Der første drink bestod nu af en flaske vand, men KLM kom efter det senere. Der blev læst, spillet, hørt musik, og set film efter behov. Men 12 timer i et fly er nu lang tid. Der var lidt turbulens det sidste stykke over Andesbjergene. Vi landede lidt før tiden, og formalia med pas, og bagage gik så fint.
Udenfor ventede Fausto, og kort efter kom buschaufføren Jaime med bussen. Solen skinnende og der var udsigt til Andesbjergene. Fra lufthavnen er der 85 km til Otavalo, ca. to timer i bus, primært af Pan American Highway, som strækker sig fra Alaska til det sydligste Ildland. Lufthavnen ligger i 2500 meters højde og Otavalo ligger lidt højere i 2.870 meters højde. Der var nu ikke ret meget trafik den fredag aften, men det er der ellers omkring Quito.
Synnøve gav os en række praktiske oplysninger om bla. at huske at drikke rigeligt vand, og om ikke at smide toiletpapir i toilettet. Det skal i en spand ved siden af. Der var mange oplysninger om afgrøderne på markerne, avokado, lime og om den store rosenindustri. Vi kørte igennem Tabacunda, med masser af rosen farme, og boder med roser ved vejen. Fausto fortalte meget om Ecuadors geografi, befolkning mm. Det skal jeg nok spare jer for her.
Det var efterhånden blevet mørkt, og i Otavalo drejede vi op af en smal brostensbelagt vej. Efter 4 km kom vi til Casa Mojanda. Der stod personalet parat med lygter, og vi forlod bussen og gik ned af en stejl vej til hovedhuset. Der ligger en rækker hytter, og huse omkring hovedhuset, hvor vi skal bo de næste 3 dage. Vel nede, gik vi til spisesalen, der er meget charmerende.
Aftensmaden, som var rigtig god, kom hurtigt på bordet. Den ene ejer bød os velkommen. Straks derefter blev vi fulgt til vores huse. Vi bor utroligt hyggeligt i et hus med pragtfuld udsigt til bjergene. Hyggelig stue og køkken, Der var tændt op i den store pejs, og varmen tændt på soveværelset. Vi var så trætte efter den lange tur, så vi gik hurtigt i seng.
9. NOVEMBER, Marked i Otavalo
Skrevet af Karin og John Nielsen
Åh hvor var vi spændte på at slå øjnene op og se ud af vinduet her til morgen. Der mødt os et rigtig smukt syn af bjerge og flotte skyer.
Morgenmaden stod klar kl 7.30 og bestod af hjemmelavet youghurt, friske frugter, ristede brød og spejlæg samt frisk lavet juice. Så var vi i gang.
Kl 8.30 kørte vi med bussen ned til Otavalo, som har ca 90.000 indbyggere. Vi startede med at besøge det nye dyremarkede, som ligger i udkanten af byen, hvor de lokale køber og sælger, men også bytter alle mulige dyr. Derefter kørte vi ind til Sydamerika’s største markede, som har alt hvad hjertet kan begære af tekstiler, sko, grøntsager, uldtøj og ikke mindst indiansk kunsthåndværk. Der var fri leg i 2 timer…..
Vi mødtes ved bussen, hvor der også kom 3 søde lokale søstre med, som fortalte om deres klædedragt. Bl.a. hvis knuden på sjalet er bundet på den ene skulder, så er hun single og er den bundet midt for, er hun gift.
Derefter kunne vi købe tørklæder, som deres familie fremstillede og dermed bidrage til at de 11 søskende kan gå i skole.
Frokosten indtog vi på Hacienda Chorlavi, som er en gammel 4 længet gård med tilhørende 300 ha. Under frokosten blev vi underholdt med sang, musik og dans. Super hyggeligt og lækker mad.
Så gik turen videre til den lokale væver, Miquel, hvor vi så uldens vandring fra rå uld, over til garn og til sidst færdig vævet tæpper. Virkelig imponerende måde at væve på, da tæpperne er ens på begge sider og altså ikke har løse tråde på bagsiden.
Sidste stop i dag, var ved et panfløjteværksted, hvor vi så hvordan en panfløjte bliver lavet. Det tog såmænd bare 5 min….. og den virkede!! Til slut spillede og sang hele familien for os.
Nu var dagen ved at være godt brugt og vi vendte næsen hjemad, hvor vores værtsmor, Betty, havde fyret op i hot tuben og den var MEGET HOT.
Kl 19.30 fik vi endnu et lækkert måltid mad samt en lille fortælling om Casa Mojanda. Stedet er bygget af stampet ler i 1990 og med en grundtanke om at være et hjem og et sted hvor man har lyst til at blive, frem for et hotel. De forsøger at være mest mulig selvforsynende.
Dag 2 på turen, har virkelig budt på mange indtryk og vi går trætte i seng.
10. NOVEMBER, Laguna Cuicocha & Cotacachi
Skrevet af Anna Lise & Niels
Tidlig morgentur ud mellem markerne cirka en halv time op og ned ad smalle og fedtede stier frem til et vandfald på i alt 25 meters højde, delt i to på hhv. 15 og 10 m. Det er et lokalt kultsted med helsebringende vand (8 – 9 c). De lokale bruger det til renselse mod ondskab. De få der ikke gik med fik god tid til morgenmaden – efter sigende i rigtigt godt selskab.
Vi kørte op til Cotacachi-vulkanen i ca. 3.000 meters højde. I to hold vandrede vi ad kraterranden med både geologisk og biologisk undervisning undervejs. Vejret var for en gangs skyld solrigt, så det blev en varm tur. Vulkanen er en såkaldt levende vulkan, selvom den ikke har været i udbrud i 3.500 år. Søen i krateret er op til 150 meter dyb og ret død i det, da vandet er noget basisk. Søen kaldes en lagune, da søen ikke har noget afløb. Det ene hold vandrede 250-300 meter op – og ned igen – mens det andet hold blev i nærområdet.
Efter at have været på vulkanen, kørte vi til byen Cotacachi, hvor dagens frokost ventede. 3 retter som sædvanligt + en smagsprøve på marsvin. Samme dyr som er kæledyr i Danmark. En spise der normalt absolut skiller folk – også her. De smager ikke af noget særligt og dagens eksemplar var endda ret fed.
Byen Cotacachi er fyldt med læderforretninger. Der blev vist handlet en del, og vi var nogle stykker, der fik en forsinket formiddagskaffe (formiddagskaffe er i øvrigt en generel mangelvare på denne tur).
Hjemturen til Casa Mojanda blev lidt forsinket, da “the dream team” var faldet i en øltønde – eller var de blevet forsinket af de sidste læderindkøb ?.
Efter hjemkomsten var der besøg i køkkenhaven for en del af gruppen (lamaerne ville ikke hilse på) og derefter besøg i hot-tub’en af en udsøgt skare.
Synnøve inviterede på et glas (glasset skulle vi selv medbringe, invitationen gjalt indholdet) før middagen i et af husene, hvor der er et stort køkken/alrum. Meget hyggeligt.
Middagen bestod af suppe, kød og kage – surprise. Efter Synnøves gennemgang af morgendagens program, kom aftenens overraskelse: Et seks mand stort band med diverse kendte og ukendte instrumenter, fx en 15-strenget banjo med strengene fordelt 5×3. Succes, der var meget ivrig dans og klappen, tror at alle var på gulvet.
Tak for en varm og indholdsrig dag. Og tilbage til de temmelig kølige hytter for natten.
11. NOVEMBER, Otavalo – Papallacta
Skrevet af Bente og Jørgen.
Vi stod op til regnvejr i hytterne. Efter igen en dejlig morgenmad sang vi afskedssang for hele personalet,som fik velfortjent ros af Synnøve.
Så startede dagens bustur med første stop, hvor vi fik fortalt om Panamahattens historie, da den er fra Ecuador. Flere af gæsterne handlede hatte, som straks blev taget i brug.Herefter fik vi en improviseret oplevelse ved et bageri, hvor vi smagte deres berømte …..
Så gik turen til blomsterfarmen Rosala. Vi fik en meget interessant rundvisning, især pakkeafdelingen var spændende at se . Der blev forarbejdet op til 60.000 roser pr dag af de 120 ansatte. De skulle hver sortere 23 bundter a 25 roser pr. time ellers var der ekstra arbejde om lørdagen. For dette arbejde tjente de 390 dollar pr. Måned. Roserne blev eksporteret til hele verden. Firmaet fik ca. 1/3 dollar pr rose, og i bla. Ruslandkunne de sælges til 6 dollar pr rose. Ved afslutningen fik vi alle 3 roser hver.
Næste stop var ækvatorlinien, hvor vi fik en fin gennemgang af stedets betydning helt tilbage fra før inkatiden. Allerede før inkatiden vidste man , hvor ækvatorlinien gik via solen og bjergenes placering. Efterfølgende har man fundet 200 punkter i bjergene, som man har brugt til at finde ækvator linien.
Herefter gik turen i 4000 m. højde og videre ned til vores hotel.
Her var alle hurtige til at komme i “de varme kilder”, som var lige uden for vores værelser.
Bussen blev fyldt op af diesel kort før ankomsten til vores resort Termas de Papallacta. Prisen var kun ca. 2 kr. pr. l.
En gin og tonic inden aftensmaden med hygge og snak sammen med de øvrige gæster/rejsende.
Igen en god dag. Godnat
12. NOVEMBER, Papallacta – Misahualli – Amazonas
Skrevet af Marie Og Herluf.
Dagen starter med en gåtur langs papallata floden med Fausto som guide.
En meget interessant tur på små stier i den tætte regnskov. Og efter godt en time, kom vi hjem til en velfortjent morgen mad, (en stor flot buffet).
Herefter fortsatte turen gennem Andesbjergene til Amazon junglen/regnskoven som i dag var en tur på ca 170 km.
Første stop var et fuglereservat (Gaugo logde) hvor vi så masser af sjældne kolibrier, og der blev filmet og fotograferet og studeret fuglearter. Den mindste kolibri i verden findes kun her i Ecuador , det var en spændende oplevelse.
Nu fortsatte turen igennem i Andesbjergene til en restaurant som lå i ca 1800 meters højde .
Kørerturen var meget op og ned, og på grund af den megen regn i den seneste tid var der jordskred mange steder med ødelagte veje og broer..men med lidt forsinkelse ankom vi til byen hvor vi spiste frokost bestående af fisk – talapia
pakken ind i bananblade og stegt over grill ..
Restauranten som var udendørs havde en mega flot udsigt over REGNskoven ..
Så det var godt der var tag over..
Herefter kørte vi videre til byen Tena (ca 60.000) indbyggere, hvor vi besøgte et marked hvor Fausto viste os rundt. Der var utrolig mange forskellige madvarer som vi ikke kendte, bl.a. Store fede sprællevende laver som fandtes under barken på træer. Der var dog ingen af os der havde lyst til at smage.
Ca kl 16.30 ankom vi til Junglelodgen hvor vi skal bo de næste 3 nætter.
Det er et utroligt flot sted med fulgleliv, vandsøer og flodens rislen i nærheden..
Vi blev orienteret om praktiske ting mm og havde “fri” indtil kl 19.30 hvor der blev serveret aftensmad – udendørs.
I mellemtiden var Lone ankommet fra Galapagos, så det var spændende at høre om hendes tur med det 1. hold som nu var på vej hjem. Godnat og tak for i dag
13. NOVEMBER, Sejltur på Napo floden
Skrevet af Kalle.
Vågner langsomt, Lytter. Der er kun et myggenet mellem mig og junglen. GÆK GÆK – KVÆK KVÆK. Floden bruser beroligende i baggrunden. Må hellere komme op. Det sædvanlige morgenbad er droppet til fordel for et før middagen. Jeg er alligevel snart gennemblødt af sved.
Kommer op til en dejlig morgenmad i det fri under tag. Juice og marmelade fremstillet af havens frugter, frisk frugt, hjemmebagte lune boller og røræg.
En grøn papegøje kravler rundt på stolene og tigger røræg. Får den ikke som forventet, bider den i øret. En farvestrålende ARA flyver hen over vores hoveder. Jeg tror den driller.
Tilbage til værelset efter dagens udstyr. Gummistøvler, solhat og rigeligt med vand. Lone og Synnøve har fyldt billard bordet med penalhuse, stilehæfter, linealer, blyanter, blyantsspidsere, viskelæderne, hårbånd og andre dejlige sager til børn. Det hele skal sorteres og pakkes i poser: Sorte til drenge og farvede til piger. Der er også en masse børnetøj. Det skal sorteres i størrelser og i mærkede poser. Snart er alle sat i gang. Efter endt sortering udstyres alle med et antal poser og en lommefuld balloner. Formiddagens tema er hjælp til de børn, der bor i landsbyerne langs floden Napo River. Direkte hjælp fra folk til folk. Vi har fokus på skolerne. Børnene undervises i landsbyerne til ca. 4. Klasse, hvorefter de hentes ind til skolerne i de større byer.
Kl. 09.00 er alle klar til afgang og vi kører til den nærliggende by Misuhualli. Her fordeles vi i to store kanoer med påhængsmotor. Der er meget varmt og en høj luftfugtighed. Så går turen op ad floden ind i regnskoven.
I den første landsby bor der ca. 30 familier. Vi var meget velkomne. Børnene fik poser med puslespil og bolde og skolen fik blyanter. Vi fik en rundtur i landsbyen og fik en forklaring om deres afgrøder og ernæring. De glade børn sang for os. Vi fik en demonstration i traditionel ølbrygning. Øllet hedder Chicha. Vi blev underholdt af et tremandsorkester og fire piger i traditionel klædedragt dansede. Et rigtig godt show. Den lokale troldmand tilbød uddrivelse af dårlig samvittighed. Han demonstrerede dette på en tidligere ansat i Den Danske Bank! Det var også muligt at få en privat seance med troldmanden, som ingen dog tog imod. Det var også muligt at købe lokalt fremstillede smykker. En god mulighed for direkte hjælp. Et rigtigt hyggeligt besøg, der gav et godt indblik i deres hverdag. Den er meget forskellig fra vores i Danmark, men alle virkede tilfredse trods de beskedne vilkår.
Kl. 11.00 var vi i den næste landsby. Her bor de såkaldte cacaobørn, som ikke ofte får besøg af turister, men de blev besøgt af sidste gruppen og skolen manglede meget papir, whiteboardpenne til tavlen. Vores ophold var ganske kort. Børnene fik blyanter og balloner og skolen fik forskelligt materiale. Dette besøg var også meget velkomment.
På den forsatte tur op ad floden så vi guldgravere og fiskere.
Den næste landsby ligger tilbagetrukket fra floden og får sjældent besøg af turister. Vores besøg var derfor meget velkomment. Børnene fik de før omtalte poser med skolemateriale og skolen fik forskelligt materiale. Børnene sang nationalsang for os og vi kvitterede med den danske nationalsang. Læreren var meget taknemmelig for vores besøg og opfordrede til, at vi kom lidt oftere.
Refleksion over besøgene: Skolerne får hjælp fra regeringen, men har behov for støtte. Børnene var velnærede og rimeligt rene. De virkede glade og velopdragne. De var meget taknemmelige over vores besøg og de medbragte ting. Jeg har stor respekt for de lærere, som gør et stort stykke arbejde i landsbyerne for at få uddannet den næste generation. Det er den, der skal bringe landet videre op af stigen.
Så var det tid til medbragt frokost i junglen. Sammenkogt et eller andet med saftevand til. Eftermiddagens stop var i en lidt større landsby.
Her besøgte vi et værksted, hvor vi fik demonstreret fremstilling af keramik på den originale måde. Alle materialer er lokale og penslerne fremstillet af menneskehår! Ikke alle i gruppen kunne bidrage til fremstilling af pensler.
Vi fik en forklaring på, hvordan man fremstiller pusterør. Der var mulighed for selv at prøve at skyde med pusterør. Jylland vandt over Øerne på point.
Under en gåtur i landsbyen fik nogle af os øje på en købmand, der solgte koldt øl i flaske på 1,5 liter. Det var uimodståeligt. Andre fokuserede på at stimulere deres shopping gen.
Ca. 1 times sejltur tilbage. Motorstop under vejs. Et nyt tændrør klarede problemet. Tilbage på lodgen: Et videoopkald til kæresten, en svalende tur i poolen, et bad, rom og cola, tre-retters middag – Livet er ikke det værste man har.
14. NOVEMBER, Jungle Hike
Skrevet af Ove og Anna.
Denne dag blev noget helt specielt. Marie og jeg blev 70 år – og hvilken dag det blev!
Morgenbordet var dækket op med 2 “dronningestole” en for hver ende af det ene lange bord – pyntet med grønt fra haven, på bordet blomsterdekorationer, flag m.m. Vore rejsefæller ønskede os tillykke med håndtryk og kram, det var helt overvældende. Tjenerne kom ind med en kage med lys i (dog ikke 70 stk.) og der blev sunget fødselsdagssang, først for Anna, så Marie. Meget højtideligt og rørende.
Efter denne festlige morgenstund fulgte dagens program hvor vi blev delt op i 2 hold.
Vort hold med Lone startede i haven ved El Jardin Aleman, hvor vi blev vist rundt og fik fortalt om de forskellige planter, frugter, træer m.v. og deres anvendelse i dagligdagen. Bregneblade bliver anvendt til bl.a. tage på huse, reb, og skørter til piger. Kakaofrugten smagte vi på, det kan dog ikke gå for de lokale at dyrke den til eksport i dag, det er ikke en god forretning pt.
Vi besøgte den lille katolske kirke, som bliver brugt af de lokale i området. Den blev bygget af Bernhard, den tyske ejer af lodgen. Hans bror var katolsk præst og kom her flere gange om året for at holde messe.
Efter havevandringen gik vi på junglehike. Den lokale guide førte an med macheten, og fortalte os om mange af de planter og dyr, der lever der, og hvordan man kan bruge dem i hverdagen, både medicinsk og ernæringsmæssigt. Pludselig åbnede himlen sig og vi blev fuldstændig gennemblødte, selv gummistøvlerne blev fyldte med vand. Det blev alligevel en rigtig spændende og sjov tur som vi aldrig vil glemme.
Inden frokosten skiftede vi alle til tørt tøj, og derefter kørte vi til Pununo, en lille landsby, hvorfra vi sejlede i kanoer i lagunen for at se fugle og de små aber, som lever på en ø midt i lagunen. Den lokale guide var god til at spotte dyrene, som ellers er svære at få øje på, men helt fantastisk ro og stilhed var der, bortset fra dyrelydene. En stor oplevelse i Amazonas smukke regnskov.
Næste stop var ved et kæmpe kapok træ, som var 450 år gammelt. 30 personer skal der til for at nå rundt om det. Det er et løvfældende tropisk træ, som kan blive op til 40 m høj, frøene anvendes sjældent, derimod anvendtes den silkeagtige frøuld kapok, tidligere som fyld i madrasser, puder og svømmebælter.
Tilbage til landsbyen med kun ca. 100 indbyggere, hvor vi fik lov at fotografere (mod betaling) en lille familie fra en stamme langt inde i regnskoven, som havde vandret 4 dage for at komme ind til byen og sælge lidt smykker, kurve og andet for at overleve. Børnene i byen fik lidt papir, blyanter m.m. som vi delte ud til dem.
Tilbage til hotellet, hvor aftensmaden skulle nydes, og igen blev Marie og jeg fejret ved det flot pyntede bord. Lone og Synnøve overrakte os hver en gave, en lækker halsedisse af alpaka uld, som har rigtig mange anvendelsesmuligheder.
Super, super lækker, dem er vi virkelig glade for – og de er taget i brug.
Efter middagen fortalte Bernhard lidt om, hvorfor og hvordan han var havnet som ejer af en lodge langt ude i regnskoven. Meget interessant.
På denne helt specielle fødselsdag sluttede vi af med en drink i baren, en dag vi aldrig vil glemme. Kæmpe TAK til Lone og Synnøve samt alle de andre “fødselsdagsgæster”, vor dejlige og positive rejsefæller.
15. November, Amazonas – Puyo – Banos
Skrevet af Else.
Dagen startede noget tidlige end de fleste af os havde forestillet os. Kl 0505 brød det kraftigste tordenvejret løs lige over vores Lodge. Det lynede og bragede og regnen væltede ned. Ikke uden grund det hedder regnskov.
Selv den store Ara var trukket i tørvejr på den hævede terrasse, de andre gøjer glimrede ved deres fravær.
Morgenmaden blev indtaget under megen snak om regnen som stadig stod ned i stænger men hov, der var 2 ledige pladser ved bordet . ‘Fy og Bi’ manglede, hvad pokker var der galt? Det viste sig de var helt uskyldige, dynerne ville bare ikke gi’ slip på dem.
Lidt forsinkede blev vi samlet, takkede personalet for et dejligt ophold med god forplejning og ud af 5 stjerner blev de enstemmigt tildelt 5.
Og så kom vi omsider afsted. Distancen stod på 150 km før vi Nåede Banos men det var bestemt ikke kedeligt. Afsted gik det på Pan America Highway.
Vi nåede til starten af The Amazone Bassin og fik fortalt, at der i dette område faldt i snit 2000 mm vand om året, 2m, det er lidt af en sjat. Kombineret med temperatur og jordforholdene kan det ikke undre at alt er frodigt og dejligt grønt.
Afsted afsted gik det gennem vandfaldenes alle, solen brød frem og vi kørte langs floden igennem det smukkeste landskab med bevoksede grønne bjerge og masser af større og mindre vandfald der banede sig vej ned til floden.
Lone underholdt med historier om befolkningens sammensætning, sprog, erhverv og hvordan de lokale udviklede sig fra bytning af guld for spejle til nutiden.
I Pastaza provinsen havde man for at lokke folk til at bosætte sig i det meget tyndt bevoksede område, tilbudt gratis jord for at lokke folk til at bosætte sig og dyrke jorden. Markerne var domineret af sukkerrør og kinesiske kartofter (som nok ikke er en kartoffel vurderet ud fra bladene, men google kan ikke give et svar) Ud over de dyrkede marker så vi en del dambrug og en glad gris på ladet af en bil, her kunne vi absolut lære noget om dyretransport, Vi stoppede i Puyo hvor vi så de dygtige balsatræ-arbejdere i fuld gang med at skære, pudse og male de flotteste dyr og fugle. Der blev shoppet igennem inden vi kastede os over ‘husmorbenzinen’ i mange forskellige former. Utroligt hvad man kan med sukkerrør. Vi smagte på sukkerrør, sprut i den rene form og den sødere form brygget med brombær. Kan kun konkludere, det er godt jeg ikke er ‘husmor’, det var umenneskeligt stærkt, ca 50% ethanol.
Vi indtog en fantastisk frokost på Bienvenidos Hosteria Miramiramelindo MED RUGBRØD, så den dejlige have og så spadserede vi til Isla Del Pailon, fantastisk sted.Turen gik over stok og sten og hængebroer. Udsigten var fænomenal, vandfaldet overvældende, det var en super tur.Så kørte vi til vores dejlige hotel i Banos. De fleste af os overså ‘Happy Hour’ skiltet ved indgangen, vi havde alt for travlt med at komme til massage, men det tror jeg næppe vi gør imorgen.
Middagen var superlækker, avokado med rejehalløj og dejlig mør bøf. Vi blev underholdt af 2 lokale på guitar og et guitarlignende 10 strenget instrument som før i tiden blev lavet af bæltedyr men nu laves af træ. Kvinden havde den skønneste vokal så det var ren fornøjelse.
Så var det slut med en meget lang oplevelsesrig dag.
16. NOVEMBER, Vandfaldenes Alle – rio Verde
Skrevet af Finn og Vibeke.
Vi skal blive en nat mere på hotellet, så vi kan blive lidt længere tid i sengen i dag, når der ikke er noget der skal pakkes. Vi er klar til morgenmaden kl. 7.30. Der er rugbrød på bordet idag, som Lone har skaffet fra vores frokoststed i går. Det er et hit.
Nu skal vi ud og se vulkaner. Det første mål er La Casa del Arnold, der ligger 2660 m over havet. Herfra er der, hvis det ikke er skyet, udsigt til vulkanen Tungurahua 5016 m. Det er temmelig skyet fra morgenstunden, men alt kan jo ske her i Andesbjergene. Vulkanen har været i udbrud mange gange, den seneste i 2016. Pga udbruddene er området meget frodigt og på vej op ad bjerget kan vi se, der dyrkes mange grønsager, både på friland og i drivhus. Jaime bringer os sikker til toppen. Vel oppe afsynges morgensangen – og minsandten om vi ikke har fordrevet skyerne. Nu er der frit udsyn til vulkanen med sne på toppen.
Området viser sig at være en lille oase med flotte planter og kolibrier. Desuden er der et udsigtstårn og nogle gynger, som bringer en ud over afgrunden. Det var lige noget for os legebørn.
Vi blev stuvet sammen i Carlos lille hytte. Han fortalte meget engageret om “sin vulkan”. I gamle kaffedåser havde han vulkansk aske fra de mange udbrud. Det var et spændende besøg.
Vi kørte nedad bjerget igen, stoppede ved RunTun. Til tonerne af lydsporet fra Jurassic Park begyndte gåturen til et udsigtspunkt med et fantastisk view over byen Banos og bjergene. Herfra skiltes vores veje. Finn valgte sammen med andre, der ville spare benene, at tage med bussen tilbage til hotellet. De øvrige gik ned af bjerget af en smal og til tider stejl sti. Der var hele vejen en fin udsigt så turen blev taget i eget tempo.
Dejlig frokost – som sædvanlig 3 retter. Minestronesuppe, stegt ørred og dessert.
Nu er vi klar til eftermiddagens strabadser. Vi skal til vandfaldenes alle. Vi skal med en svævebane/gondol over en bred kløft med et vandfald. De højdeskrække overvinder sig selv og alle tager turen frem og tilbage.
Forinden er der mulighed for de eventyrlystne for, at gøre turen liggende vandret og hængt op i 2 stropper. Det lød da for spændende. 8 melder sig.
Det blev en utrolig sjov og grænseoverskridende oplevelse.
Efter dette adrenalinkick bydes der på en rask gåtur langs floden. Det er en flot tur, men Synnøve skynder på os, vi skal være tilbage kl. 16.
Vi når tilbage på hotellet og har nu 3 timer til fri disposition. Vi skal jo ikke kede os, så rejselederne har fremkommet med adskillige forslag til aktiviteter. Der er mindst til halvanden dag. Vi vælger at få massage på et nærliggende hotel. Dejligt at få rørt musklerne på en anden måde. Der blev også tid til en tur til kirken, hvor vi overværede lidt af en gudstjeneste.
Dagen sluttede med middag på en italiensk restaurant. Igen i aften var der underholdning af et par lokale musikere. I aften spillede de heldigvis “Toms karameller”, som vi kunne synge med på.
Endnu en dejlig dag er slut. Vi er taknemmelige for at opleve alt dette.
17. NOVEMBER, Banos – Cotopaxi – Quito
Skrevet af Eva & Per.
Efter morgenmaden startede vi i det fineste vejr fra Banos. Turen er på 210 km. Og på vej ud af Banos kørte vi forbi et område hvor huse er blevet forladt på grund af lava og aske fra vulkanudbrud i 1999 og 2006. Der var gravemaskiner i gang med at fjerne aske. Det er et meget frugtbart område.
Ved små huse langs vejen dyrkes stiklinger til blomster og grøntsager som sælges fra små boder eller på markeder i Banos.
Lidt senere var der et fotostop med udsigt til den aktive vulkan Tungurahua 5.029 moh og den smukke dal. Her sang vi morgensang.
Vi gjorde et stop i byen Salasaka og indbyggerne var i fint søndagstøj. Der var et lille marked hvor mange af os gjorde gode handler.
Næste stop var hos Milton og hans familie i Pujili hvor vi så han malede på gedeskind. Vi så hans flotte malerier, masker og andre ting. Vi så også hans private bolig og familien i søndagstøj.
Vi fik frokost i en hyggelig “landevejskro” Rotandor i 3.200 moh Ejeren kom og spillede og sang for os. Efter frokost kom den lokale guide Pauline i flot lokaldragt, og hun fulgtes med os til Nationalparken Cotopaxi.
Vulkanen Cotopaxi er 5.875 m og er verdens højeste aktive vulkan. Vi var meget heldige med vejret og fik nogle flotte billeder.
Vi gik en tur rundt om lagunen på 1,5 time. På turen rundt så vi planter og fugle samt 2 condorer som er en af de største fugle med et vingefang på 3,2 meter. Det var et fantastisk og sjældent syn.
Efter turen rundt fik vi Coca-the som er godt mod højdesyge. Vi stod udenfor bussen og fik the, og så begyndte det at regne.
Efter besøget i Nationalparken gik turen til vores hotel i Quito hvor vi var fremme ca. Kl. 18.00. Efter aftensmaden på hotellet blev der udleveret tasker til Galápagos turen.
18. NOVEMBER, Quito
Skrevet af Else
Morgenen startede med eftersøgning af Henriks gymnastikpose som var pist forsvundet og gensynsjublen ville ingen ende ta’ da den omsider dukkede frem i lyset.
Og så gik det afsted gennem Quito mens Lone fortalte om byens forskellige forstæder. Vi hørte om, hovor svært det var at finde en bolig tæt på City pga de lave lønninger kombineret med høje boligpriser. Det kan ikke være sjovt at være på mindsteløn og måske ikke få indbetalt til social security, fordi man måske ikke har midler til både mad , bolig og social security og dermed mister man retten til pension.
Mindsteløn 390USD pr. Måned. Mellemklasse 800-1600 USD pr. Måned – alt efter hvor mange års anciennitet man har på bagen. Selvom folk på mindste løn slipper for at betale skat, får de en form for boligsikring – er der ikke meget at rutte med.
Vi nåede op til Pulalahua og det var et fantastisk syn der mødte os. Bønderne har bosat sig på Calderaen og dyrker den frugtbare jord i dalen. Det er dog sin sag at bo på en aktiv vulkan – men man kan åbenbart vænne sig til alt. I 2014 var der aktivitet i form af svovlholdige gasser som dræbte kvæget, tænker det må skabe megen utryghed.
På vej tilbage til Quito gjorde vi holdt i Intinan Museum. Museet ligger på ækvatorlinien og vi fik en rigtig fin helt nede på jorden forklaring på ækvators kraft. Bla. Skulle vi gå med lukkede øjne på ækvatorlinien hvilket var helt umuligt. Teorien vi lærte i Cayambe blev skudt i sænk, for vandet roterede skiftevis til højre og venstre eller lige ned ,alt efter hvor karret var placeret. Vi legede med vores egne kræfter ved at skulle skille samlede fingre, samt flytte knyttede næver udenfor samt på linien, det var godt nok en spøjs oplevelse.
Det eneste de manglede var en vægt så vi med egne øjne kunne konstatere at vi i snit vejede 1 kg mindre pga tyngdekraften.
Museet rummede en del hytter der demonstrede det oprindelige folks levevis- Det der gjorde mest indtryk var de udstillede skrumpehoveder, skønt det var kopier gjorde de indtryk. På opfordring fra Synnøve kom den ægte vare frem. Den skulle beskyttes godt og måtte ikke fotograferes med blitz så det billede måtte vi undvære. For pokker hvor var de dygtige til at overleve på det naturen bød på.
Ud over indianerkulturen fik vi viden om fremstilling af chokolade – resultatet kommer nok venner og familie i Danmark til gode.
Vi spiste gode sandwich i bussen på vej tilbage til Quito, og vi hørte noget om politikken vedrørende den voldsomme tilflytning af folk fra Venezuela. Det er problematisk for arbejdsmarkedet når der kommer tilflyttere som vil arbejde under mindstelønnen og uden social Security. Vi så dem faldbyde alverdens varer på vejen, de gik på vejen mellem bilerne og faldbød vand, frugt, slikkepinde og cigaretter og meget andet. Det er næppe et nemt liv.
Så kørte vi op til Jomfruen af Quito. Statuen er imponerende, ankom som løsdele og så var det det bare med at kaste sig over et megastort 3D puslespil og få hende samlet. Udsigten deroppefra var suveræn 3016 moh. Byen så festlig ud med masser af farver på husene. Vi fik fortalt, at det flotte spraglede udtryk skyldtes at der forud for en miss World konkurrence i 2004 var blevet uddelt gratis maling så byen kunne tage sig godt ud.
Så kørte vi ned til byen og beså jesuitter kirken. Flot, flot kirke nærmest pakket ind i bladguld. Vi sang morgensang med fantastisk klang i det store kirkerum. Så var der sørme FRIKVARTER.
Vi gik efter en god god kop kaffe, så efter at have passeret en flok flittige skopudsere gik vi i centret ved siden af parlementbygningen. Vi blev så grundigt snydt, kaffen var super, men vejret slog om og det stod ned i stænger så vi fik ikke rigtigt udnyttet frikvarteret til at gå rundt i gaderne.
Hjemme på hotellet tror jeg alle nu er igang med at pakke til Galapagos. Kufferterne skal afleveres lige om lidt, aftensmaden venter og så siger vi farvel til Ecuador efter en stribe forrygende dage.
19. NOVEMBER, Quito – San Christobal
Skrevet af Erik H.
Alle tidligt oppe, de fleste efter en noget urolig søvn. Morgenmadsbuffet i hotellets Hall..Haime som vanligt på pletten – denne gang i en noget mindre, men ligeså fin og ren bus som vanligt. Galapagostaskerne blev læsset og så afsted mod lufthavnen på en vej, som allerede var stærkt befærdet ind mod byen af folk, som skulle på arbejde. Politiet dirigerede trafikken over i modsatte kørebane, så der var 4 baner ind mod byen og kun en ud.
Der blev sagt stor tak til Haime og Fausto, som under hele turen har været fantastisk dygtige, hjælpsomme og altid med godt humør. Fra deres side udtrykte de glæde ved at arbejde for bureauet og danske gæster grundet vores uhøjtidelige væremåde, medmenneskelighed og ligeværdige omgangstone. Udtrykte også taknemmelighed over den støtte, der blev ydet til lokalbefolkningen. Et kuriosum var Haimes telefonitis og Faustos tiltagende gravide mave.
Vi kom uproblematisk gennem check in i lufthavnen og afgik til tiden på de snævreste pladser, jeg til dato har oplevet i et fly. For mig overraskende, at Stillehavet hele vejen var dækket af skyer.
Klarede dog lidt op, da vi landede i San Cristobal. Blev modtaget af Pablo, Christian og David – også kaldet Pavarotti. San Cristobal er den politiske hovedstad og øen har 8000 indbyggere, næststørste – Isabella 3000. Der er 4 beboede øer på Galapagos. 97 % er nationalpark. Højeste punkt 178 m. Så kan Himmelbjerget være med igen.
Efter indkvartering og en hurtig frokost på Blue Marlin fik vi introduktion til øerne og blev kørt op i “højlandet”, hvor de første beboere slog sig ned i 1535 grundet den frugtbare vulkanske jord og nedbør, som gav rent drikkevand. Vi kunne se til Kicker Rock også kaldet Sleeping Lion og Sea Lion Island.
Retur til byen på mountain bike nærmest i friløb. Fik Galapagoskaffe og kage på halvvejen på et besynderligt sted med et kæmpe Ceibotræ med brudesuite i toppen og hule under rodnettet samt en strandet redningsbåd i toppen af et andet træ !!!! hvordan den var kommet derop meldte historien intet om. Videre ud til stranden for at se de første søløver og havleguaner. Vi endte på Wreck Bay Diving Center, hvor der blev udleveret snorkeludstyr og grinet en del over folks problemer med at sno sig ned i våddragterne.
Dagen sluttede med en dejlig fiskemenu på nærliggende restaurant. Kalle nåede at blive smækket ude af sin suite. I morgen venter en ny dejlig dag.
20. NOVEMBER, Kicker Rock
Skrevet af Anna Lise & Niels.
God morgen til turens første snorkeldag. Vi er delt i 3 hold, et superhold og så os andre på de to andre hold. Alle er vist ret spændte på hvordan det vil spænde af:
- Bliver det koldt eller varmt ?
- Er der meget at se ?
- Passer udstyret ?
- Gynger båden (for) meget ?
.. og mange andre gode spørgsmål.
Havde forberedt dagen med at trimme overskægget, for at masken skulle slutte tæt. Havde også fået nogle prøvelinser hos optikeren derhjemme, for at kunne se noget under vandet uden de sædvanlige nærsynede briller.
Med high-speed båd gik det ud til en lækker strand, hvor vi afprøvede udstyret. Der var sand i vandet pga. brændingen, så der var ikke noget at se under vandet under afprøvningen. Derefter gik vi en lille tur langs stranden inden vi igen kom ombord, for at sejle til Kicker Rock/Løveklippen.
Sejlede langsomt rundt om klippen og fik udpeget fuglene på de små klippefremspring. Pablo og bådføreren blev enige om hvor vi skulle i vandet, så nu gjalt det for alvor !!!
Vi var et lille hold, stakkels Bente lå syg hjemme, og to, Kirsten og Anna Lise, afstod fra mere snorkling. Det var fantastisk syn der mødte os heldige, næsten lige så flot som i BBC’s naturfilm. Dels mange havskildpadder i forskellige størrelser, dels mange farvestrålende havplanter på klippevæggene og, ikke mindst, dels mange forskellige fisk, små og store – alle fisk også meget farvestrålende. En stor stime fisk stod stille i kanalen under klippen indtil Pablo dykkede ned og skildte stimen i to. Da han kom op igen samledes stimen lynhurtigt igen. Skildpadderne havde hver især deres egne fiskearter til at “græsse” skjoldet.
For at give os tryghed svømmede Pablo rundt med et redningsbælte, som vi kunne hænge på, hvis vi følte os mere sikre på den måde.
Det føltes som om vi var meget længe i vandet, ved ikke hvor lang tid der reelt gik. Men til sidst måtte vi op i båden og have tørt på.
Bådfolket serverede sød te og kage, og senere en kyllingetallerken. Ingen skulle gå sultne fra borde !
Tilbage i byen efter en ny high-speed tur over vandet, var der tid til et bad før dagens næste program, som var en gåtur til et infocenter om øernes historie fra deres opståen for ca. 5 mio. år siden over menneskenes spredte besøg fra 15xx – herunder Darwins besøg i 1835 – og frem til i dag. Øerne rykker sig 5-10 cm. mod fastlandet om året og synker tilsvarende 5-10 cm., så det er godt at vi kommer nu og ikke først om 1/2 mio. år, for til den tid vil meget være forsvundet !!
Fra centeret fortsatte vi på en vandretur til Darwin’s Bay, der hvor han gik i land i 1835, hvor der er opstillet en statue af ham, med nogle typiske Galapagos-dyr omkring sig. Proportionerne på statuen er dog ikke i orden, hænderne er næsten lige så store som hovedet, og hovedet er til gengæld lidt for lille i forhold til kroppen. Men det var en dejlig tur med både firben, fugle og søløver. Og at vi endte med en flot solnedgang og nogle gode kolde øl, gjorde ikke turen dårligere.
Og så kom vi til turens første hummer. Alle på holdet havde sagt ja-tak til hummer. Samme restaurant som dagen før, næsten samme forret – kæmpereje på bananleje – og så en hel hummer til hver, dog en type hummer tilsyneladende uden klo ?? Hummer er en dejlig spise !!! Glæder os til at gentage succesen i de kommende dage på de to andre øer.
21. NOVEMBER, San Christobal – Floreana – Isabela
Skrevet af Erik.
Nedenstående skrevet med forbehold for unøjagtigheder og svigtende hukommelse grundet udsættelse for Synnøves heksekunster med søsygepiller, som man roligt kunne tage, da de slet ikke virker sløvende. Ikke desto mindre har jeg gået rundt som en anden søvngænger det meste af dagen incl. Fået en lur under snorklingen på Floreana.
Nå, men vi blev chaluppet ud til de ventende motorbåde og kom ombord i Luna Azul. Efterspændt 900 heste gik det over stok og sten i 2 1/2. time med 30 knob. Boobierne blev hurtigt indhentet og agtersejlet af dreamteam Sea Lions. Lidt havfugle på turen, men ingen delfiner. Ud over forfatteren fik de fleste en lur. Ingen søsyge. Flot at se de store Stillehavsdønninger rulle.
Vi nåede frem til en spektakulær vulkanø – Devils Crown – som vitterlig ligner en halvkrone med en masse pikke. Rigt fugleliv omkring, specielt en som hedder shear water, oversættelse følger.
Kort efter var vi fremme ved Floreana, sydligste Galapagosø. Den blev i 1700 tallet benyttet af pirater, i 1800 tallet af hvalfangere og derefter delvis forladt indtil en tysk tandlæge og filosof Dr. Ritter i 1930’erne emigrerede til øen med sin sekretær og elskerinde. Det var driftige mennesker, de rev deres tænder ud for at erstatte dem med metalproteser. De levede som vegetarer. Hvor svært kan det være! Dr. Ritter skrev breve hjem og de blev offentliggjort i en tysk avis.
Disse blev læst af Heinrich Wittmer og han blev enig med sin kone Margaret, om at tage til Galapagos. Heinrich havde en syg dreng på 10 år han hed Rolf. De mente klimaet ville være godt for ham.
De 2 familier hadede hinanden og lå i evig strid. Hr. Ritter døde få dage efter at have indtaget kylling leveret af Wittmerfamilien. Rolf Wittmer gjorde sig senere bemærket, han blev udnævnt til Øernes første turistminister. Parret fik en datter som hedder Ingeborg, som i dag er 82 år og stadig driver stedet sammen med sin datter. Senere kom en baronesse med 3 elskere. Der bor i dag ca. 150 mennesker på øen.
Vi fik en skøn frokost bestående af “Gemüsensuppe und Gullash mit Sauerkraut und Kartoffeln”
Vi så de flotteste havleguaner med hanner i rød parringsdragt. Så var det tid til dagens snorkling, som dog var lidt af et antiklimaks sammenlignet med gårsdagens fantastiske dyk ved Kicker Rock. Sigtbarheden var dårlig grundet uroligt vand. Vi så dog en del havskildpadder, lidt koralfisk, en enkelt rokke og søløver, som vi legede med.
På sidste stræk til Isabela gjorde vi stop ved Tortuga Island, hvor der var et fantastisk fugleliv, og vi så de flotteste fregatfuglehanner med udspilet kropose samt suler og masser af stormsvaler.
Vel fremme på Isabela i hovedbyen Puerto Villamil blev vi indkvarteret på hotel Casita del Marita og fik en dejlig aftenmenu. På dette tidspunkt var forfatteren nogenlunde vågnet op af Synnøves heksekunst.
Et langt livs erfaring har lært mig at skrive referater af kongresser rundt i verden, selvom man nu og da har fået en lille en på øjet. Ret til ændringer forbeholdes.
22. NOVEMBER, Isabela – Sierra Negra
Skrevet af Hans Erik og Flemming.
Det er jo faktisk en nem dag at skrive om, for vi gik jo bare en tur frem og tilbage….men dagen blev god !!!
Vi startede jo med at fejre Bente’s fødselsdag under den gode morgenmad. ..fælles fødselsdags sang og hurra og til Bente’s ros må hun have opført sig godt for den var en dag med flot vejr, startede dog men kølighed og let regn, men den side har hun så også…
Taxa for dem som ville på tur til Sierra Negra vulkanen, med udleveret vand og madpakke. Der var 3 valgmuligheder for tur.. nemlig en på 16 km, en på 8 km og resten kunne nyde dagen omkring hotellet.
Jeg kan jo kun fortælle om vores tur på de 16 km . Der var god fælles transport derop, men herefter delte vi os…
Vi havde fået at vide at solen kunne være hård… Den Røde Smed (Hans Erik) havde lært lektien og den fik ikke for lidt faktor 50 på de magne røde ben. Jeg har hørt at hjemme er der varsel ved solindex 4-6, men her er der 12-14 på skalaen. Ikke sært at mange lignede den hummer i farve, vi fik forleden. Her nede kunne man let bruge faktor 100 !!!!!
I ført regnjakke gik vi pænt opad det første stykke..vi fik forklaret, at jorden til højre var landbrugs land og det var national park til venstre, men de fritgående køer var sådan set lige glade. Vi fik set Darwin bush , som havde udviklet en speciel taktik overfor fx larver. De så ret visne ud på nær den yderste spids af grenene, hvor der sad lidt grønne blade og mange små tusindfryds lignende blomster, når så fx en larve ville op og æde det grønne, tænkte de på vej op at her er der kun visne grene, og så kravlede de ned igen. SMART BUSH?
Af fugle på vej op så vi Darwin finker, nogle små med flot gult bryst og så efter Pablo’s(guide) udsagn en sjælden lille fugl med rødt bryst ( Vermillion Flycatcher), som kun fandtes lige i dette område på Isabela. Disen lettede og varmen kom og regnjakkerne kom af…men så var vi også steget 200 højdemeter. Krateret kom tilsyne så småt og det var et betagende syn at se dette kæmpekrater..næsten cirkulært med en diameter på 9 km. I bunden bare sort størknet lave , op mod en græsgrøn kant hele vejen rundt. Bagerst i krateret så vi røg komme ud og op mod himlen. Kiggede vi lige ned, kunne vi også se gule pletter og lavaklipper af svovl.
Efter en lille vand pause gik vi mod vulkan Chico. Pablo forklarede, at vi skulle lægge mærke til vegetationens ændring på vej ned af bjerget, i forhold til hvor gammel lavaen var. Og det var tydeligt. Vegetationen aftog for, at ende i den kun 40 år gamle nøgne lava. Lige ved siden af så man flere tusind år gammel lava med kantelabre kaktus, som kun vokser 1 cm om året. Nogle var op til 3 meter høje dvs 300 år gamle.
Ud over den gamle lava, kunne man se asken fra 1979 , som et lag af løst sortblankt smågrus…Der var faktisk et sted hvor varmen klart kunne mærkes fra undergrunden(åndehul ??) Lavaen fra det sidste udbrud fra 2018, kunne vi ikke se, da det dels var i krateret og dels lidt ned af en side , vi ikke kunne komme til.
Fra dette smukke udsigtspunkt hvor vi stoppede hiken, kunne vi idag se mange af de andre øer her på Galapagos. Bla. en mindre klippe i bugten (som jeg ikke lige kan huske hvad hedder) hvor der var den tætteste koloni af pingviner hernede. Og det skyldes fænomenet med den kolde syd fra kommende Humbolt ( havstrøm) som kom lige ind i bugten. Det gav en havtemperatur på 13 gr medens der på den anden side af halvøen var 20 gr pga strømmen fra Panama. Fantastisk.
Der var også en historie om, at der før havde været geder herude, som langsomt fordrev dyrene (læs fx skildpadder) , fordi de åd al vegetation, men heldigvis satte regeringen ind med regulering. Der blev bortskudt ca 84.000 stk
Vi gik op igen , spiste frokost med kraterudsigt for dem som ikke lige nappede en lille lur !!!(svært for de andre havde stadig munddelerium)
Ja så gik vi bare tilbage til taxaen og blev kørt ned til hotel, havbad, bad og en drink i nabobaren..her spurgte jeg Jørgen om fødselaren havde fået en fin fødselsdags gave, nej det havde hun ikke, for hun skulle have en ko når de kom hjem.
En sidste ting jeg snakkede med Pablo om, var hvordan man blev “statsborger” på øerne og man kan kun gifte sig til det, eller hvis man er under 18 arver, man det fra forældrene..og man skal være gift i 10 år.!!!!!!! Med den samme….
23. NOVEMBER, Isabela – Los Tintoreras
Skrevet af Hans Erik og Flemming.
Idag er det Per’s fødselsdag-hurra hurra hurra lød det ved morgen maden…og alle stemte behørigt med.
I dag skulle vi -the Sealions- sejle ud til Los Tintoreas , hvor der skulle være 100vis af havleguaner og det var der. Øen er rede sted for de ynglende leguaner. Tiden er til, inden længe, at hunnen ligger 3-4 æg i et 30 cm dybt hul, hun graver i det varme lava sand. Ungerne klægges efter 3 mdr. Under æglægningen ses det, at frigat fuglen dukker op og stjæler et æg lige idet det droppes i reden..De små leguaners fjender er fx slanger og rovfugle. Der var mange både voksne og babyer..de små kunne godt ligge i klynger af 50 eller flere. Leguaner lever af søgræs og alger. De kan ikke selv danne varme, så de er nødt til at at varme sig op inden de plomber i vandet. Hanner bliver fx rødfarvet i paringsperioden og har flotte pigge på rad på rygraden..Hannen hidser hunnen op, ved at nikke med hovedet flere gange efter hinanden.
Min erfaring er, at det ikke virker hos menneskene!!!
Vi så også den hvidtippede haj(hvid tip på rygfinnen og på halen) i en kanal i samme område…de stod og hvilede. Vel op til 2 meter. Det så flot ud.
Herefter sejlede vi lidt ud til et skær, hvor der stod en lille koloni af blåfodede suler. De fisker, fra høj højde ved at kaste sig ned i en fiskestime og de kan faktisk også bruge vingerne til at “svømme” med. Foran på hovedet er der ligesom en airback /stødpude, som tager mod stødet, når de kaster sig ned i høj hastighed efter en god sild….ja naturen er forunderlig..
Retur til øen, hvor vi hoppede i vandet for at snorkle lidt. Det blev en god tur med masser af fisk, skildpadder og den ene græssede ufortrødent, selvom vi kom ganske tæt på. Diameter ca 75cm.
Så blev det vores tur til at sejle i sit on top kajakker..rundt langs mangrovekanten. Vi tøffede rundt og så hvilende pelikan, Stenpikker og et par stykker som jeg ikke kendte. Vi så også 2 stk pingviner som forøvrigt ikke er ret store.
Herefter oplevede vi flere gange på vej tilbage pirateri fra andre fartøjer ..det var ikke rart og eneste våben var vandkanonen fra pagajbladet. Longjohn og miss Parat var slemme, guide Synnøve holdt os væk med sin smittende latter, men vore vandkanon nåede dem alligevel. Kommandør kaptajnen sejle sin egen sø !!!
Rigtig fin tur. Frokost og resten af dagen “fri” , dog blev der så lige indlagt en extra dykkertur kl 16, til dem som ville. I øvrigt en fin tur også, hvor vi så en padde samt flere kuglefisk og masser af andre fisk i mange flotte farver. Fint lille dyk.
Nu venter vi på hummeren til aftensmad kl 19.30
24. NOVEMBER, Isabela – Santa Cruz
Skrevet af Finn og Vibeke.
Vi vågner inden vækkeuret sætter igang med sin brummen. Hotel Casita del Marita, som vi nu har boet på i 3 nætter ligger lige ud til stranden. Det er skønt at ligge lidt og høre på bølgernes skvulpen. Så er det ud af fjerene, morgenmaden venter kl. 7 og inden da skal taskerne være pakket.
Vi er delt i 2 hold idag, Seelions og Blue Bobbies, som vi tilhører. Vi kører til et skildpaddecenter stiftet at Pablo´s bedstefar i 1998. På centret ydes en stor indsats for at redde de udrydningstruede skildpaddearter fra alle Galapagosøerne.
Alene på øen Isabella, hvor vi befinder os, er der 10 forskellige arter. Grunden til, at nogle arter næsten er udslettet skyldes, at de søfarende tidligere gik i land på øerne og tog skildpadderne med om bord til proviant. En skildpadde kan overleve op til 6 måneder uden vand og mad. Det var især hunnerne de bragte med sig, da de er væsentlig mindre end hannerne og derfor nemmere at bære.
Æg fra de truede arter indsamles og ruges ud i rugekasser. Skildpaddernes køn bestemmes af den temperatur, de udruges ved, dermed kan man sørge for at det hovedsagelig er hunner, der klækkes. Ungerne bliver i centret til 5-årsalderen, hvor de sættes ud i naturen i det habitat, de tilhører. Man prøver at reducere de dyr, som er skildpaddernes fjender og som er bragt hertil af mennesker. Det kan være geder, rotter, myrer m.fl. Christian fortalte om skildpadderne og Lone viste meget engageret og levende, hvordan en skildpaddeparring foregår. Ingen af os længere i tvivl om, at skildpadden har 2 tissemænd og den bruger halen til at sætte af med.
Nu skal vi på udkig efter flamingoer. Vi går gennem et mangroveområde, vi ser adskillige fugle og til sidst viser der sig også de flotte lyserøde flamingoer.
Farvel til Isabella Island. Da vi kommer til havnen viser det sig, at vi ikke har fået vores “egen båd” igen. Det er i stedet en lukket båd uden udsigtsmulighed, hvis man altså ikke står op. Det er også umuligt, da båden hopper meget. Vi kom dog frem til Santa Cruz. Værre gik det for Seelions, som fik motorskade og blev forsinket en times tid. Efter en kort spadseretur er vi ved Cafe Deli. Vi må med skam melde, at Seelions` trængsler ikke havde ødelagt vores appetit. Vi spiste pizzaer og hjemmelavet is med stort velbehag.
Efter indkvartering på vort hotel Posada Del Mar er vi klar til at tage til Charles Darwin centret. Her møder vi Diego, som er en saddelskildpadde og far til flere hundrede. På øen Espaniola var kun 12 hunner og 2 teenagehanner, det kom der ingen unger af. Så kom Diego til og Boing-Boing (strøget af censuren). Arten overlevede. Vi har stadig billedet af Lones optræden om formiddagen på nethinden.
Vi hørte også om Lonesome George, der blev fundet på øen Piata som den sidste af sin race. Han er den længstlevende skildpadde, han døde i 2012, 169 år gammel. Forinden var der der gjort ihærdige anstrengelser for at få ham til at parre sig, forgæves. Turens clou er et besøg på Lonesome George´s mausolæum. Personligt synes vi, at man hellere skal bruge midlerne på de levende dyr.
Afslutningsvis har vi mulighed for at shoppe i Darwinbutikken. Jeg køber en t-shirt, jeg egentlig ikke har behov for, men da overskuddet fra forretningen går til centret, er det jo en god undskyldning.
Vores guide fra fastlandet Fausto er medejer af et bryggeri her i byen. Han byder på smagsprøver af fadøl, som efterfølgende suppleres med et større glas af favoritten. På første sal nydes drikken og udsigten over gaden og den lille havn, mens Fausto fortæller, hvordan forretningen startede.
Der bliver lige tid til et hurtigt bad, inden vi skal ud og spise. Det er søndag og der er tradition for at spise på gaden. Vi ledes op til en gade, hvor alle restauranterne har udstillet dagens udbud af fisk og skaldyr. I midten af gaden er opstillet borde og stole.
Der var sørget for pladser til os under overdækning og vi smovsede igen i hummer og en fisk, jeg nu har glemt navnet på.(Skorpionfisk)
Selvom vi er godt mætte, kan vi ikke modstå fristelsen for en is, da vi kommer forbi cafeen. Så bliver det ikke bedre. Tak for i dag og godnat.
25. NOVEMBER, Santa Cruz – Højlandet
Skrevet af Nina og Henrik.
Vi vågnede tidligt for at overvære samlingen på skolen, der lå lige overfor. Eleverne stod i rækker og flaget blev hejst og der var flere taler. Det tog en krig, og det er forhåbentligt kun om mandagen de holder sådan en parade.
Morgenmaden spiste vi på Deli’en,der lå lige bed siden hotellet. Maria Augusta var en særdeles dygtig og effektiv dame. Hun er gift på Ærø, og gift med en inder. Og hun har lært at bage godt brød af sin hollandske lærer.
Ja, og morgenmaden var skøn med dejlig kaffe fra Galapagos og hertil frugt, smør,ost,pølse, æg, juice. Dejlig begyndelse på en ny spændende dag.
Kl. 8,30 kørte vi med bussen og de tre musketerer var sidst ombord. På vejen til højlandet kørte vi forbi det lokale sygehus, som håndterer mindre alvorlige skader, mere alvorlige sygdomme skal til Quito. De mange apoteker sælger alskens medicin og omtrent alt kan købes.
Mange beboere fra øerne komme til Santa Cruz for at handle i de mange butikker. Mange varer sejles ud til de små øer. I byen sås også en del el-biler og knallerter. Men kvoten er nu næsten nået, da elproduktionen skal følge med. El køretøjerne oplades hjemme.
Vi så det lokale solcelle anlæg og lamper med solceller alle skænket af Korea. Der var en del rod og indstillingen til oprydning og sortering af affald forsøges nu ændret.
Lone fortalte, at mange dygtige unge, sendes til udenlandske universiteter i 3 år for statens regning, hvis de binder sig for at vende hjem og bruge deres kundskaber i mindst 5 år. Gennemsnits indkomst er USD 760 på Galapagos.
Nå, tilbage til køreturen til højlandet. Der var advarsels skilte med skildpadder. Efter en kort køretur kom vi Trapice, drevet af en ældre gut Adriano. Her viste han hvordan han i 1966 kom til Santa Cruz, og startede en produktion af sukkerrør, banan, papaja, kaffe under meget primitive forhold.
Adriano var en munter gut,som har et godt øje til kvinder og Synnøve i særdeleshed.Han dyrker 36 ha i alt, med sukkerrør, kaffe, cacao. Han demonstrede sin primitive æseldrevne sukkerrørspresse, kogte melassen i 2-3 timer, og hældte den op bakker til råsukker. Vi så de røde kaffe bønner på buskene. De tørres og afskalles, og ristes over primitivt over ilden. Adriano var foregangsmand for kaffeproduktionen på Santa Cruz.
Så blev der lejlighed til at se det primitive destinations apparat, og to smagsprøver på det rævepis han laver. Kaffen og sukkerrørsjuicen smagte heldigvis bedre. Der var salg af kaffe, råsukker, cacao. Anna Lise var omsværmet af æselet, måske fordi hun havde godter i lommen.
Der blev handlet godt i den lille landsby. Der blev solgt kaffe, snold, og kager hos bageren.
Så kørte vi længere op i højlandet til Nationalparken og Rancho El Manzanillo. Iført gummistøvler gik vi i to grupper rundt og så de kæmpestore landskildpadder. De badede i et par søer for at køle sig ned og blive fri for parasitter. De kan svømme. Vi passede meget på Fire-ants, som er små meget ubehagelige myrer. Hun skildpadderne går 20-25 km ned til lavlandet, når der har været boing-boing. Så må ungerne klare sig selv og er først tilbage i højlandet efter 5-7-10 år.
Lækker buffet på ranchen, med salater, tun og kylling.
Så et sidste besøg i Charles Darwin centerets shop. Ved halv tretiden kørte vi retur til hotellet, til nogle timers fri leg. Fiskemarkedet var lukket, med det var det ikke onsdag morgen.
Lone havde inviteret til godt lokalt øl på Faustos øl-bar. Dn meget hyggelig eftermiddag hos Fausto. Øllet var rigtig godt, og der var en dejlig udsigt til den lille fiskeri havn.
Tilbage til hotellet og hjælpe Else med en sang til Synnøve og Lone. Om aftenen gik vi til en dejlig restaurant. Her var der en skøn middag med dele forretter, tun og rejer, hovedretten med nænsomt stegt tun. Dejligt. Så optrådte Synnøve og Lone med Elses sang, mens hele holdet sang med på omkvædet.
Til sidst på restauranten fik vi sagt farvel til Christian, Pablo og Fausto. De var begge glade for,at vi havde besøg øerne, og vist stor interesse for naturen. Så var en dejlig dag og fornøjelig aften ovre.
26. & 27. NOVEMBER, Santa Cruz – Baltra – Guayaquil – Danmark
Skrevet af John og Kirsten
Vi tager afsked med vores dejlige hotel på Santa Cruz og kører op gennem øen nede fra vandet og byen. Op gennem højlandet hvor der er meget tåget, men til gengæld meget frodigt.
Pludselig er vi i lavlandet igen ved kanalen, hvor der meget tørt men fin solskin og varmt.
Vi forlader nu Santa Cruz sejler ca. 10 min. over kanalen til Baltra hvor vi ser en hel flok blåfodet suler,som dykker efter fisk – et meget flot syn.
To busser venter os i Baltra, de kører os til lufthavnen,som er bygget under 2 verdenskrig af amerikanerne, desværre har de glemt at rydde op efter sig, så der ligger endnu en del fundamenter(ruiner).
Her på stedet findes den gule land-iguana, der er kun 13 stykker, vi var så heldige at se den ene , da vi gik ud til vores fly som skulle flyve os til Guayaquil.
Her får vi udleveret vores bagage som er kørt hertil fra vores hotel i Quito.Vi ”maser” os sammen i en kuffert hver og det går lige.
Vi skal flyve ca. 11 timer til Amsterdam. I Amsterdam er vi nået dertil hvor vi skal til at sige farvel til hinanden, nogle skal til København andre til Aalborg, og så er vi en lille flok som tager turen til Billund.
Hermed slutter en fantastisk og uforglemmelig tur.
John og Jeg siger 1000 tak til alle
Rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår og på gensyn først på året.