Ecuador/Galapagos 2024
7. November, Rejsen til OtAVALO
Skrevet af Anne Marie
Godmorgen til de friske som skal ud på eventyr•
Vi mødes kl 4:00 , 2 i Ålborg, 5 i Kastrup og 18 i Billund.
Fik et hurtig tjek ind og kl 6 fløj vi mod Amsterdam, hvor vi alle mødtes ved gate F 6.
Efter 2 timers ophold fløj vi videre mod Ecuador.
KLM fløj til tiden. Betjeningen var fin og alle fik tiden brugt på en eller anden måde.
Lone fik lavet en masse kontorarbejde.
Efter 11,5 timers flyvning landede vi i Quito i 2800 m højde.
En flot indflyvning ved Andesbjergene. Quito, den højeste beliggende hovedstad i verden.
Urene blev sat 6 timer tilbage, og så måtte vi tjekkes ind i Ecuador, det gik ganske let, ved at vi blev kaldt hen til en skranke og hvor vi, fortalte hvor lang tid vi ville være i Ecuador og hvorfor. Så fik vi et stempel i passet. Alle fik deres kufferter udleveret.
Derefter gik vi ud og mødes med Fausto (lokal guide) og Jaime (chaufføren).
Bussen blev pakket og folk kom ombord og afsted mod Otavalo.
Fausto begyndte at fortælle om landet, hvordan det er delt op.
De har haft en meget lang tør periode, så der er ikke så meget vand i vandfaldene, det går ud over elproduktionen, så der er pauser i strømmen et par timer om dagen.
Et fotostop hvor vulkanen “Cayambe” 5790 m. høj viste sig flot.
Vi kom forbi rosen drivhuse i masservis og masser af boder med roser til 5 $ for 75 roser.
Kl. 18:30 ankom vi til Casa Pinsaqui i 2520 m højde.
Vi fik nøglerne udleveret og fuldt til værelserne af de søde tjenere, som også kom med vores kufferter. Det var et være slæb ned over alle brostenene.
Da alle var indkvarteret, mødtes vi til en treretters menu.
Kl 21:30 var alle klar til at gå i seng.
Pejsen på vores værelse var tændt op og sengen var varmet op af en varmedunk.
Så det var bare at hoppe i seng og jeg tror alle hurtig faldt i søvn efter en lang dag.
8. NOVEMBER, LAGUNA CUICOCHA & COTACACHI
Skrevet af Jessi
Efter en god og tiltrængt nats søvn vågner vi til en dag med høj sol.
Kl 8.30 er alle klar ved bussen.
Her kan vejret hurtigt skifte, så alt fra sommerbluse til hue, hat, vanter og regnfrakke medbringes.
Under køreturen giver Fausto bl.a. en forklaring på vulkanerne omkring os, Andesbjergene og den oprindelige befolkning. Undervejs ser vi æsler på marken og en (formodentlig) slagter, der er ved at partere en gris ude på fortovet.
I byen samler vi 2 lokalguider op. De skal med os til Laguna Cuicocha.
Her bliver vi delt i to grupper med hver sin guide.
Alle skal på vandretur, hvilket er dejligt efter en lang flyvetur i går.
Guiderne er meget grundige i deres fortælling/forklaring om inkaernes ritualer samt brug af diverse planter.
Vejret viser sig stadig fra sin bedste side.
Frokosten indtages på lokal restaurant med bl.a. tomatsuppe med popkorn, friturestegt marsvin (som især vores chauffør syntes var en stor delikatesse) og dessert. Disse marsvin er meget dyre i indkøb og er absolut “gæstemad”.
Nu kører vi tilbage til Cotacachi – læderbyen. Her blev der mulighed for at se på byen på egen hånd.
Efter endnu lidt kørsel kommer vi til et værksted med panfløjter. Den oprindelige ejer har – udover produktion – også turneret verden rundt med panfløjtespil. I dag har familien overtaget værkstedet.
Så går turen hjem til hotellet, hvor nogen måske skal give solcremen en opdatering.
Kl 18.30 skal vi samles til et arrangement med et lokal band og stedets ejer vil fortælle om Pinsaquis historie.
9. NOVEMBER, LØRDAGS MARKED I OTAVALO
Skrevet af Agnete
Efter en god morgenmads buffet med udsigt til kolibrier i haven.
Kl 8:30 kørte vi afsted mod markedet i Otavalo.
Markedet afholdes hver onsdag og lørdag. Allerede kl. 4 begynder dyremarkedet, hvor der er mange, der bytter dyr.
Der er mere kontrol end tidligere – dyrene bliver vaccineret mod blue tongue, og de skal øremærkes, men det var de ikke allesammen. Vi så mange kyllinger og høns i små bure eller i forskellige poser.
Fra dyremarkedet fortsatte turen til markedet med masser af indiansk kunsthåndværk men også meget andet. Der var inddraget adskillige sidegader, da markedspladsen ikke var stor nok.
Da vi kørte fra markedet, havde vi tre søstre med, som Lone har kendt siden den første tur til Ecuador. De var fra en søskendeflok på 11, og hjalp med at tjene penge til familien ved at sælge deres vævede tørklæder. De fortalte om deres nationaldragt, som de brugte hele tiden. Man kan f.eks. se på den måde tørklædets knude er placeret på, om det er en gift eller ugift kvinde, og et rødt bælte inderst fortæller, om man er kommet i puberteten. De sang også nogle sange, inden de gik rundt og solgte tørklæder, bælter og armbånd.
Fra markedet kørte vi til Hacienda Chorlavi, der var bygget af jesuitterne i kolonitiden, og senere blev den første hacienda, der blev ombygget til hotel i Ecuador. Det var nu 4. generation, der ejede stedet. På den overdækkede og ret så luftige terrasse fik vi serveret en tre retters menu, inden vi rundede besøget af med at se en flot optræden af 8 lokale dansere i skiftende kostumer omkring fontænen i gården.
Fra haciendaen gik turen videre til en lokal væver i Peguche. Familien forsøger at bevare den gamle “backstrap” vævning, som de er nogle af de eneste, der kan i Ecuador. De afholder kurser for at lære flere teknikken. Miquel fortalte og demonstrerede, hvordan ulden blev kartet og spundet, og vi så, hvad der blev brugt til at farve garnet med. Vi så også, hvordan datteren, svigersønnen og sønnen vævede siddende på gulvet. Derefter kunne der købes fine hjemmelavede ting i deres butik.
I dag var der flere gange udsigt til en skyfri vulkan fra bussen.
Hjemme igen nåede vi at synge morgensangen udenfor, inden solen gik ned.
Det er nu sidste overnatning her på stedet, og kufferten skal pakkes til flere gode oplevelser.
10. NOVEMBER, Otavalo – Papallacta
Skrevet af Dorthe og Bjarne
Det er i dag tid til turens første skift, og derfor også et farvel til det søde personale.
Vi har på vores første busture kunnet se, hvor fattige rigtig mange mennesker er her i Ecuador, og det fik vi på en lidt sjov, men samtidig også trist måde at se her til morgen.
Da hele personalet står linet op for at sige farvel, ser Lone lige pludselig, at en af mændene står i en t-shirt fra DBU fodboldskole med Schulstad på brystet. Det er en bluse skolelæreren fra Toftlund har haft med som sovebluse og så smidt ud, fordi den var tyndslidt. Den havde han så fundet.
Tilbage til dagen, som er en transportdag med flere pit stops.
Efter et kort første stop ved San Pablo søen kørte vi til Quitsato, hvor den officielle ækvatorlinje er her i Ecuador. Den har man i sin tid kunne placere nøjagtig her ved hjælp af de høje vulkaner, som er her. Det er et helt center med flere små haller, hvor vi fik en orientering om jorden og stjernehimlen i forhold til ækvator. Det var mega interessant.
Samme sted skråt overfor besøgte vi et lille bageri, som kun bager en slags brød: Bizochos. Det er en slags kage (smør, mel, vand), som bages i to omgange. Vi så hele processen og smagte dem selvfølgelig. De smagte super.
Samme sted hørte vi også om chokolade fra Ecuador. Vejen fra kakaobønne til butikshylden. Her fik vi også smagsprøver på forskellige chokolader – kun mørk chokolade. Det smagte fantastisk.
Det er jo søndag og dermed fridag, og vi så derfor vildt mange cykelryttere, som kæmpede sig op ad de enorme stigninger der er her. Og måske var der en ny Carapas imellem dem?
Så var der tid til frokost. Kartoffelsuppe og til dessert chirimoya. Det er en helt speciel frugt her fra Ecuador, som Fausto efter svære forhandlinger om prisen købte ved en af de utallige småhandlende, som står langs landevejen. Den smagte for øvrigt godt.
Derefter gik turen så til Papallacta og vores næste hotel.
Det er et resort med varme bade. Et lækkert sted og fantastisk og dejligt at komme i det varme vand.
Undervejs kom vi op over turens højeste punkt – 4060 meter!
11. NOVEMBER, Papallacta – Misahualli – Amazonas
Skrevet af Lene
Vi skulle i dag forlade de varme kildres paradis. Tænk at starte dagen i et varmt bassin omgivet af blomster, kolibrier og med udkig til vulkanen.
En gruppe havde været på en god morgentur og andre badede. Efter morgenmad kørte vi til et fuglereservat for en utrolig mængde kolibrier og den sjældne bjergtukan. Det var herligt at se de vimse fugle drikke sukkervand og. Også tage nektar fra blomsterne. Hele gruppen var dybt fascineret og fik taget mange billeder. Der var til sidst en udflugt op og måske se tukanen. Det lykkedes.
Så startede den lange bustur mod frokoststedet og vores nye indkvartering i Amazonas jungle. Altså helt nede ved jorden. Den bustur var en af en skønhed som sjældent ses. Stejle grønne bjergsiderne med solen som ind i mellem fik bjergsiden til at ligne gammelt mos, for derefter igen at fremhæve spillet i træer og blomster. Blomster og træer som jeg ikke kendte. Dybe frodige dale. Vi kom forbi deres olie ledning. En lille til Bolivia og en stor til Equador. Mange skurlignende huse hvor mangel på materielle ting måske var der men det at generationer bor sammen, hjælpes ad kunne vi måske lære lidt af. Jævnfør deres omsorgsfulde religion. De er også altid glade,ifølge Lone, og imødekommende
Vi nåede frem til vores frokost sted der lå med en fantastisk udsigt og vi fik en skøn frokost med fisk pakket ind i banan blade. Vi kørte videre til en større by hvor der skulle købes myggespray og vi fik lidt tid til at gå rundt. Det vi betragter som dagligvarer var meget dyre med udgangspunkt i 480 usd om måneden.
Vi nåede frem til vores lækre lodge. Bernhard tog imod os og værelserne er mere end i orden. Poolen er skøn og der var en papegøje og løsgående geder som bidrog til underholdigen under badet.
En skøn aftensmad med afpassede portioner.
Udenfor mit vindue er lyden af frøer og flodens plasken en perfekt sovepude.
12. NOVEMBER, JUNGLEsafari – punumo
Skrevet af Gunnar
Efter en nat med mange eksotiske lyde uden for vinduet, vågner vi op til en ny dag her i El Jardin Aleman. Nogle starter dagen med et dyp i poolen, andre er nede og kigge ved floden, hvor skolebussen buldrer over en bro på vej til skole med områdets børn.
Der dukker flere spændende fugle op i området, bl.a ravnegrib.
Efter lækker morgenmad mødes vi til gummistøvleprøvning, hvor de fleste finder et par, der passer.
Vi deles i 2 hold, som udforsker området nærmere i de næste timer.
Vores dygtige guide Jason forklarer, at der er 125 hektar jord, som er under beskyttelse af hotellet. Der er tale om såkaldt ‘sekundær skov’, hvilket betyder, at området er ‘genskovet’ inden for de seneste 35-40 år efter tidligere kvægdrift. Det springende punkt er at få etableret 5 cm humus som basis for den nye skov, og det kan være vanskeligt, fordi voldsomme regnskyl fjerner den nydannede jord. I dag er det ikke til at se, at området tidligere har været en græsmark med spredte træer. Vi så en af de planter, som bruges, når et område skal genskoves, da den er med til at skabe livgivende skygge.
På 5 hektar dyrkes kakao (økologisk), bananer og yucca/maniok. Vi smagte på en rå kakaobønne.
Jason var heldig at finde en giftig frø på kæmpebambussen, som vi kunne studere nærmere. Alle overlevede heldigvis, inden vi hørte om giftedderkopper på bananplanter.
På vej ind i selve regnskoven måtte vi passere et hvepsebo på bagsiden af et blad, inden vi gjorde holdt ved en vandrende palme. Ved hjælp af luftrødder kan den faktisk flytte sig en smule efter lyset. Palmen spredes ved hjælp af frø, som flagermusen har som føde. I barken lever spiselige orme som dem, vi så på markedet i Tena i går.
Vi så den fugl (en art fluesnapper), som laver hængende reder i mange træer. Hannen laver adskillige reder, hvorefter hunnen har frit valg – ja, der er nogen, der kan…
En plante laver symbiose med myrer, hvor de gensidigt beskytter hinanden – smart.
I regnskoven udsættes vilde dyr, bl.a. ozelot (en art vildkat), når de er klar til at overleve vildt i naturen.
Vi hørte og så – i hvert fald nogle af os – flere spændende fugle, bl.a. egerngøg og rødstrubet caracara, og i en lavloftet grotte holdt en skorpionedderkop og flagermus til.
Tilbage i haven så vi den palme, som bruges til at lave panamahatte af. Vi erfarede, at den har meget stærke fibre. Der var også 3 slags bananer, hvoraf sorten Cavendish er den, som eksporteres til Europa, da den er sød i smagen. Ecuadorianerne foretrækker selv mindre søde sorter.
Efter en spændende formiddag satte vi os til et veldækket frokostbord efterfulgt af et tiltrængt middagshvil.
Eftermiddagen bød på en tur til et 70 m højt kapoktræ, som er 400 år gammelt. Kapok blev tidligere brugt bl.a. som fyld i madrasser. Der blev taget adskillige panoramabilleder for at forevige træet i sin fulde højde, ligesom vi 29 mennesker akkurat kunne omfavne træet, når vi strakte armene helt ud. Jason og Fausto kappedes om at tage det bedste gruppebillede på stedet.
En kort bustur førte os til Misahualli, hvor vi skulle passe på hat og briller på torvet, hvor cappuccinoaberne huserer. Bodil fristede skæbnen, men fik så vidt vides alt sit habengut med videre.
En ultrakort bådtur fik os over floden, hvor en bro tidligere dannede forbindelse til den anden side. Dernæst blev vi pr. tuk-tuk og på ladet af en varebil kørt et par kilometer til en lagunesø, hvor vi entrede to kanoer i overstørrelse. Det blev en afslappende og oplevelsesrig tur, hvor spændingen dog steg på tilbagevejen, da den bagerste kano mistede sin pagaj. Nu var gode råd dyre, men med ihærdig padlen med hænderne fik bådføreren fat på pagajen. Miseren skyldtes, at en tæmmet ‘bambi’ var hoppet i vandet for at få mere mad af bådføreren og var gået i land på den forkerte side af vandet, hvor den var i fare for at blive jaget.
Bambi kom tilbage til sin ‘mama’, og vi andre kom sikkert i land og tilbage til bussen, hvor det i mellemtiden var blevet mørkt.
Bussen skumplede ned ad den hullede vej til Bernhards lodge, hvor nogle valgte at nyde en svalende dukkert i poolen inden den veltillavede 4-retters aftenmenu.
13. NOVEMBER, napo river
Skrevet af Tove og Kurt
Endnu en dag med fantastisk vejr – 25 grader om morgenen og 30 midt på dagen.
Vi startede med dejlig morgenmad bl.a. ananasjuice, vandmelon, hjemmebagte boller, æg og bananpandekager.
Efter en kort køretur til Napo River sejlede vi ud i 3 kanoer.
Oppe af floden lagde vi til land ved flere indianerlandsbyer. Quechuaindianerne her ved Napo er meget fattige, men glade! Vi besøgte skoler, hvor børnene fik poser med skrivehæfter, blyanter, tandbørster og balloner – det sidste var virkelig et hit.
I den ene landsby fik vi demonstreret, hvordan kvinderne, af planteblade, laver fibre til vævning,laver lerskåle og fade med dekoration af naturfarver, laver alkoholiske drikke og sidst men ikke mindst tilbereder cacao/chokolade af tørrede cacaobønner. Over bål blev det kogt op med en juice og steviablade til en tyk chokoladesovs. Frisk frugt blev overhældt med sovsen, og så fik vi lov at smage – mums.
På sejlturen så vi også, at de lokale mænd vaskede guld langs flodbredden – udbyttet var vist ikke så overvældende.
Frokosten – varm risret – fik vi serveret på flodbredden i skyggen af de store træer – et dejligt udsigtspunkt med langborde og bænke.
Vandstanden i floden var temmelig lav, da der har været meget tørt i en længere periode. Det gjorde også, at vi måtte kravle, skubbe og trække, når vi skulle i land – men vi fik alle med….
Dagen blev afsluttet med pop-up bar ved Lone – rum and coca-cola…
14. November, Amazonas – Puyo – Banos
Skrevet af Bodil
i morges vågnede vi op til et meget trist syn.
I løbet af natten havde et frygteligt uvejr (tornado) hærget gennem området, så der lå væltede træer overalt.
Heldigvis var der ingen mennesker kommet til skade.
Efter morgenmaden, hjalp mange til med lidt oprydning.
Kl ca 10 kørte vi så fra El Jardin Aleman til Puyo, som er en provins med produktion af sukkerrør.
I Puyo besøgte vi et træværksted, samt en stor souvenir butik.
Herefter fik vi smagsprøver af sukkerrør, samt spiritus produceret fra sukkerrør 5 forskellige smagsvarianter.
Derfra kørte vi til Rio Verdi, hvor vi spiste frokost på Mira Melindo.
Vi kørte gennem et meget smukt område , gennem vandfaldenes allé.
Kl ca 16.45 ankom vi til Banos i ca 1800moh, hvor vi startede med en lille by rundtur, besøgte bl.a en meget smuk kirke.
Efter ankomst til hotel La Floresta var der flere af os, der trængte til en omgang massage.
kl 20.00 spiste vi en lækker middag på hotellet.
15. NOVEMBER, Vandfaldenes Alle – rio Verde
Skrevet af Else Marie og Mikael.
Efter dejlig morgenmad, starter vi på dagens aktiviteter.
Vi bor i Banos by, som ligger 18oo m over havet. En dejlig og livlig by, som er kendt for sine varme kilder/Hotsprings, som er både varme og svovlrige kilder- Terma de La Virgin.
Byen er også kendt som en boheme/ kunstnerby, hvor der bor mange nationaliteter. Omkring byen er der mange aktiviteter som: Riverrafting, Bunky Jump, Zip Line o.a. Desuden caféer, restauranter, spabade og barer.
Vi kører først til et udsigtspunkt ved vandfaldet “Brudesløret”, hvor vi synger vores morgensang. Her var der mulighed for at køre i kabelbane over kløften til et fantastisk view til vandfaldet. Mange tog chancen til denne tur.
Vi går på den gamle vej kaldet “Vandfaldenes Alle” ( 1 km)og ser flere flotte vandfald. Lone fortæller om Hydrokraftværkernes funktion, som leverer el til landsbyer og byer. Klimaforandringerne har forårsaget mangel på vand på grund af tørke her i Ecuador-dette forårsager kæmpe problemer med mangel på el overalt.
Vi har også mærket manglen på el på vores tur.
Herefter kørte vi til Rio Verde, hvor vi her kan krydse kløften via en hængebro og vandre ned ad stejle trapper og stier for at se det fantastisk smukke og store vandfald “ Djævelens Gryde”- helt spektakulært.
Vi kørte tilbage mod Banos, med et stop, hvor vi prøvede en kabelbus over kløften, dem der have lyst.
Herefter spiste vi frokost på vores hotel.
Om eftermiddagen kørte vi med bussen og vores fantastisk dygtige chauffør Jaime til 2650 m.o.h. til “Casa del Arbol”, hvor vi derfra kunne se over på den aktive vulkan “Tungurahua 5029 m.o.h.
Vejret er med os i dag- højt solskin, så vi kan se toppen af vulkanen og der er mulighed for at gynge i specialgynger ud over kløften, så man kan få et “One million dollar picture” med vulkanen i baggrunden.
Mange tog chancen og fik en tur i gyngerne.
Tungurahua har haft udbrud i 1999 med en 10 km høj askesky, hvor byen blev ødelagt. Mindre udbrud i 2015.
Jorden på bjergsiderne er utrolig frugtbar vulkanjord, så der er rigtig mange jordbrug på bjergskråningerne, hvor der dyrkes: Mandariner, citroner, trætomater, majs og andre grøntsager. Hårdt arbejde.
Hvis man gerne vil vide noget om vulkaner, kan man læse om dem på: www.Vulkaneksperten.dk
“Casa Del Arbol” er et meget smukt og velholdt sted med mange smukke blomster, kolibrier og en fantastisk udsigt over bjerge og kløfter, som er meget smukke og grønne her i Andesbjergene.
Mange fik held med at fange de vævre små fugle i træerne på et fotografi.
Herefter var der mulighed for at vandre ned til byen fra et udsigtspunkt længere nede. En stejl tur, som tog ca. 45min. De fleste valgte denne vandretur- de andre kørte ned med bussen til hotellet.
Afslapning på hotellet indtil vi skal følges ad til en restaurant i nærheden, hvor vi skal have aftensmad.
Det har været en rigtig dejlig dag med mange flotte oplevelser.
16. NOVEMBER, Banos – Cotopaxi – Quito
Skrevet af Erik og Winnie
Vi startede på endnu en tidlig dag, helt præcis kl 6.45 var der morgenmad. Det var 15 min. før restauranten åbnede, men Lone havde beordret personalet tidligere på arbejde, for vi havde et langt program.
Jaime rustede sig til den lange dag ved at få et par hiv af Eriks cigaret.
Første stop var for at få sukkerrør med hjem til Jaime’s kone, nu hvor han havde været væk i lang tid.
Vi kom igennem en by, hvor Regeringen havde flyttet en del borgere hen i forbindelse med det sidste vulkanudbrud.
Lidt senere kom vi igennem Pellilco, byen hvor der produceres jeans i mængder. De kan købes for 10-12 dollars pr par.
I hovedbyen Ambato bliver der samlet biler og busser. Den første el-bus er netop samlet og bruges på Galápagosøerne.
Vores første rigtige stop var hos Milton i hans privat hjem. Milton maler motiver på gedeskind, alle motiver er fra Cotopaxi. Det er måden, han har kunne betale for hans børns uddannelse, hvilket han er meget stolt af. Milton har 2 drenge og 2 piger.
I byen bærer alle mænd en særlig hat, der koster 80-100 dollars, så de forhandles også brugt. Kvinderne går i sko med en lille hæl, hvilket ellers ikke er noget vi har set.
Rosen produktionen er vigtig for Equador, da det er en stor del af deres eksport. Roser udgør ca 75 % af blomster eksporten, der også tæller orkideer.
Vi besøgte Rose Succes, der er en stor rosen farm. De råder over 10 hektar, hvilket svarer til 10 store drivhuse. Her produceres 62 forskellige typer af roser.
Der er ansat 96 medarbejdere til varetage produktionen. Der produceres 23.000 pr dag, i højsæsonen er de helt oppe på 60.000 pr dag.
Når der skal udvikles nye typer foregår det på et laboratorium i Holland.
Derefter nåede vi til Cotopaxi Nationalpark, der er 334 km2 stor.
Her havde vi Paulina og Sonja med som guider, da der er et krav om at man altid skal have både uddannet guide, samt certificeret lokalguider med.
I Nationalparken kan man se en lille bjerg puma, hvis man er meget meget heldig, det var vi ikke. Vi så til gengæld et lille Hvidhalet rådyr.
Inden vi skulle ud at gå blev vi forsynet med coca te og en dejlig bolle.
På vejen rundt om lagunen viste og fortalte Paulina om mange forskellige planter, der kan anvendes mod nyre problemer, prostata, højdesyge osv.
Halvvejs på tures lavede Paulina og Sonja en ceremoni, hvor de takkede Moderjord og vi fik sunget fødselsdagssang for Sonja og vi fik også lige presset vores morgensang ind selvom kl nærmede sig 15.00.
Efter vi havde forladt Nationalparken lykkedes det os at se Cotopaxi vulkanen uden skyer med dens flotte iskappe.
Herefter var det tid til en noget sen frokost og tænk vi fik suppe.
Det var dagen sidste stop og vi satte kurs mod Quito.
17. NOVEMBER, Quito
Skrevet af Finn og Hanne
Vi forlader Hotel Reina Isabel ad bagvejen, da en rute på 27 km er lukket for bilister om søndagen for at fodgængere, cyklister… kan motionere.
Vi kører igennem Quito mod vulkanen Pululahua. Undervejs fortæller Fausto nogle faktuelle ting om, at der er stemmepligt i Ecuador for 18-65 årige. Han fortæller desuden om skatte og arveafgifter.
For at begrænse trafikken i Quito er nyindkøbte biler bestemt til kun at måtte køre på forudbestemte ugedage – nogle omgår det ved at have to biler – den anden bil må køre andre ugedage.
Offentlig transport i Quito er billig, der er netop åbnet en Metro.
Vi når vulkankrateret. Et fantastisk flot vue ud over et stort, frodigt landbrugsområde, hvor der bor 100 familier, der dyrker jorden nede i krateret.
Så går turen videre til Ækvator Museet.
Vi får en spændende rundvisning i de oprindelige folk – Guaraniernes levevis og en gennemgang af skrumpehovedernes uhyggelige tradition.
Derefter er der “forståelses lege” på Ækvatorlinien med vand, solur, balance, styrke og æg.
Tilbage i bussen til en lækker goodiebag, som nydes på busturen til det gamle Quito.
Fra et højdepunkt ser vi over på “jomfruen af Quito” og den gamle bydel med de spanske kirker.
Vi kører ned og bliver sat af ved San Francisco kirkeplads. Den ligger omkranset af smukke spanske huse – renoveret omkring år 2000.
Derfra går vi videre til Jesuitter kirken La Compania, som er rigt udsmykket med
guld.
Ved siden af kirken ligger Ecuadors første universitet, der stadig fungerer.
Vi slutter ved regeringsbygningen/Uafhængighedspladsen.
Herefter “fri leg” i 1,5 time.
Hjemme på hotellet 17.15 og så starter pakning til Galapagos.
18. NOVEMBER, Quito – San Christobal
Skrevet af Lene og Hugo.
Morgenmad 5.45, busafgang 6.15…….i dag skal vi flyve til Galapagos, hvilket for de fleste af os er rejsens højdepunkt.
Vi siger farvel til fastlandet, hvor der har været flere timer uden strøm hvilket skyldes lav vandstand – vandet fra floderne bruges til at lave elektricitet.
Vi flyver over Guyayaquil, hvor vi er nede med passagerer og for at tanke. Fly til Galapagos skal have brændstof nok til at kunne returnere til fastlandet igen. Ingen brændstof på øerne, da man ikke vil risikere et udslip/brænd mv.
På San Cristobal bor ca 4000 indbyggere og 8000 søløver!
Hotellets restaurant ligger på 1. sal, med en dejlig udsigt over bugten med mange både for anker.
Efter frokost blev vi delt i 2 hold, og kørte til et højtliggende udsigtspunkt på øen.
Fint kig til Kicker Rock, hvor vi skal snorkle i morgen.
Cykler blev afprøvet og en tur på 11 km, fortrinsvis ned ad bakke, blev gennemført. En super måde, at se øen, San Christobal på.
Cyklerne blev afleveret, hvor stranden startede og vi gik en tur til en koloni med Galapagos søløver.
Solen står op kl 6 og ned kl. 18.00. Efter mørkets frembrud besøgte vi et dykkerfirma, hvor alle fandt våddragter, svømmefødder og snorkeludstyr.
Aftensmaden blev indtaget på en lokal restaurant: gulerodssuppe med popcorn og tunfisk i en lækker sovs med ris og salat. Der er bred enighed om, at vi vil sove godt i nat…..morgenmad kl. 7 i morgen!
19. NOVEMBER, Kicker Rock
Skrevet af Charlotte .
Efter en god nats søvn, hvor vi faldt i søvn til lyden af søløve-gøen, var alle friske og udhvilede til dagens program.
Første punkt på dagsordenen var turens første snorkle tur. Vi blev delt i tre grupper, og blev med en lille taxabåd fragtet ud til en større turbåd.
Første stop for gruppe tre var en passage mellem “Søløve-øen” og San Cristóbal.
Her så vi bl.a. blåfodede suler, søløver, skildpadder og fregatfugle. Pablo fortalte, at sulerne dykker ned, men første fanger deres føde, når de igen går mod overfladen, mens fregat fuglene finder deres føde i vandoverfladen. De blåfodede suler har i øvrigt deres blå fødder netop pga. deres kost – sardiner. Fuglene får først deres blå fødder i toårs alderen, og hannerne har turkis fødder, mens hunnernes er mere mørkeblå.
Næste stop var Kicker Rock, der også kaldes løveklippen, fordi den fra en bestemt vinkel ligner en sovende løve. Den er 148 meter høj, og det kræver klatrecertifikat at få lov til at klatre op.
Vi sejlede først rundt om øen, hvor vi igen så forskellige fugle, bl.a. en meget flot tropical bird (aner ikke, hvad den hedder på dansk), der har en meget lang og tynd hale.
Efter en kort introduktion blev vi derefter hejst ned i vandet (de mere modige hoppede selv) i kanalen mellem Kicker Rocks to dele – og så begyndte eventyret. Vi så utallige forskellige farverige fisk, eagle ray, small mantaray, samt to forskellige typer skildpadder. En helt igennem fantastisk oplevelse.
En anden af grupperne var endda så heldige at se hammerhajer.
Vel oppe på båden igen gik turen til en fantastisk sandstrand, hvor vi gik en lille tur, og bl.a. så spøgelseskrabber samt skeletdele fra en skildpadde, samt fik lov til at slappe lidt af.
På magisk vis havde besætningen fået tryllet en fantastisk frokost frem, som vi nød på vej tilbage til San Cristóbal.
Nu kunne man måske godt have brugt en lille middagslur – men dette er ingen daseferie, så efter en kort pause gik turen til Information Center. Her hørte vi om øens geologi såvel som historie. Galápagosøerne er dannet af vulkaner, og udvikler sig stadig. Nogle af øerne har således stadig aktive vulkaner, mens andre er mere fredelige. Øerne blev officielt opdagede i 1535, men der er beviser på, at der har været mennesker her langt tidligere. I 1832 erklærede Ecuador, at øerne tilhørte dem, og de første egentlige beboelser blev opført – herunder et fængsel.
Efter besøget på Information Center gik vi en tur og så den bugt, hvor Charles Darwin med skibet Beagle først menes at have gået i land på Galapagos – der er i den forbindelse rejst en meget fin statue af ham.
Dernæst gik vi ned på stranden, hvor der lå flere søløver og dasede, og så så vi vores første leguan – der stillede pænt op til foto.
Aftensmaden blev indtaget på gårdagens restaurant – og stod på hummer og chokoladeis.
I morgen står den igen på nye oplevelser.
20. NOVEMBER, San Christobal – Floreana – Isabela
Skrevet af Elsebeth og Henning
Onsdag er der afgang fra San Cristóbal kl. 8 med taxa båd ud til vores turbåd for dagen, med pølsetasker og snorkel udstyr.
Vi drøner derud ad med 22 mil. i timen.
Vi sejler langsomt forbi Devils Crawn, for at se fuglene der. Det er et specielt fint sted.
Derefter går turen videre til Floreana en ø med ca. 130 beboere.
Her møder vi leguanerne i de fineste farver. Og fik tager en masse gode billeder.
Det er her vi skal snorkle.
Vi møder Skildpadder, en rokke og mange andre små fisk i flere farver.
Vi spiser en god middag hos Erika og Ingeborg på Hotel Wittma, de stammer fra Tyskland. Vi fik først en grønsagesuppe og derefter fik vi gullasch med hjemmedyrkede kartofler.
Lone fortalte om Wittma familien. Og om et gammel mysterium om en Baronesse med tre elsker, som alle forsvandt og døde. Der er lavet en film over det.
På vores videre sejlads kommer vi forbi øen Tortuga.
Her så vi mange Fregat fugle i parrings dress, Suler, hav Leguaner og et par sæler.
Turen gik videre i retning øen Isabella, hvor vi skal bo på Puerto Willamil de næste tre dage.
Her nåede vi lige at se en flot solnedgang.
21. NOVEMBER, Isabela – Sierra Negra
Skrevet af Dorthe og Bjarne.
Så blev det Volcán dag.
I dag var der flere valgmuligheder og vi valgte at tage med på den lange vulkantur på 15 km. Vi skulle op til kraterkanten på øen Isabela’s største aktive vulkan Sierra Negra. Vi (9 personer) blev kørt 800 m op og skulle så gå de sidste 250 meter. I superflot vejr startede vi opstigningen, og på det første og mest frodige stykke skulle vi lege “ornitologer”. Vi skulle meget gerne se den flotte vermilion flycatcher. Hannen er virkelig flot rød og hunnen er gul. OG det lykkedes at finde begge og komme så tæt på, at vi fik nogle gode billeder.
Langs hele ruten op mod krateret voksede der Guayaba. Det er en busk med gule frugter på størrelse med en mandarin. Og selvom det ikke har direkte noget med turen at gøre, synes vi, at I skal have en lille historie.
Vores guide Pablo blev jo arbejdsløs under corona epidemien og var nødt til at tjene penge til ham og hans familie på anden vis. Så han lånte en hest ved naboen, tog en stor kurv på ryggen og red ud og plukkede Guayaba. Han tog hjem og kogte dem i langtid over bål. Fik tilsat vanille og kanel. Og efter et par dages hårdt arbejde var han klar til at hælde den siede saft på glas og havde lavet den fineste guayabamarmelade. Fordi processen var så bøvlet, var der ikke mange der lavede marmelade af guayaba, så han fik hele 3$ for et glas. På den måde klarede han og familien sig gennem coronaen.
Nå tilbage til turen. Efter 4 km kom vi til kraterkanten og kunne se ud over et kæmpe krater fyldt med størknet lava. Det et fascinerende syn.
Vulkanen Sierra Negra er en aktiv vulkan og var i det århundrede i udbrud i 2005 og 2018.
Vi kom også om på den anden side af vulkanen og kunne her se aflejringer fra flere udbrud op gennem tiden. Lavaen havde forskellige farver alt efter, hvor gammel det var.
Det var en super tur, hvor vi gik op i strålende solskin og til sidst hjem i lavthængende skyer.
22. NOVEMBER, Isabela – Los Tintoreras
Skrevet af Birgitte og Ole.
Dagen startede med fødselsdagssang for Bente Hjertelig tillykke.
Efter morgenmaden tog vi afsted i 2 hold.
I våddragter kørte vi til havnen for at starte med en kajak tur. Efter en grundig instruktion stævnede vi ud – på klipperne blev vi mødt af Galapagos pingvinen, som er den mest sjældne og truede pingvin art. De store pelikaner sad majestætisk på klipperne og den lille Galapagos Strandskade løb forbi.
På land igen – derefter i båd til snorkling omkring ved Los Tintoreras.
Her blev vi overrasket af flere havskildpadder, farverige fisk og havleguaner svømmede forbi. Herefter op af det kolde vand og i tørt tøj. Videre til lavaområdet, hvor havleguanen lægger sine æg.
Så blev det frokosttid. Bussen hjem til hotellet!
Snorkel udstyret siger vi farvel til.
Efter en god frokost kørte vi ud til Lagunen med flamingoer og derefter til det lokale skildpaddecenter, som er center for genopretning og sikring af øens 10 forskellige skildpadde arter. Flere af arterne har været ved at uddø. I første omgang sikre centeret, at arterne ikke bliver blandet. Når hun skildpadden har lagt sine æg, tages de til udrugning i kontrolleret rammer. Her bestemmes det, hvilket køn skildpadden får. Temperaturen bestemmer kønnet: Hunkøn udruges ved 28 grader – Hankøn ved 29,5 grader. Efter 5 år i centret udsættes de forskellige arter på øen i deres forskellige habitat. Centret har en succesrate på 70 %, hvorimod skildpadderne uden for centeret efter 5 år kun har en overlevelsesprocent på 10 %. Skolebørnene kommer til centret for at lærer om skildpadderne og hvordan de passer på dem. Vigtigt! er ikke længere udryddelse truet. Skildpadderne kan blive op til 175 år.
Vi forlod centret gennem en forunderlig mangroveskov og ved landevejen blev vi hentet af minibussen.
Herefter kørte vi til en strandbar nær vores hotel, hvor mange valgt den spændende drink: Cocoloco.
En dag med mange oplevelser sluttede vi af med middag på hotellet og takkede det søde personale for nogle gode dage.
23. NOVEMBER, Isabela – Santa Cruz
Skrevet af Bente
Med lyden af bølgeslag i ørerne forlod vi med vemod vores Bountyland-paradis på Isabela. Her havde vi lyst til at blive meget længere.
Efter, at vi ved havnen var blevet kontrolleret for, at vi hverken havde medbragt frugt, planter eller pingviner i bagagen, fik vi lov til at sætte kursen mod Santa Cruz.
Stillehavet viste sig i dag ikke fra sin mest venlige side. Der var store bølger med hvide skumtoppe, og vi følte det som om, vi blev kastet rundt mellem bølgerne. Op og ned med hårde bump. Krængninger frq side til side. Kaptajnen så dejlig afslappet og rolig ud, men han havde også gjort korsets tegn for sig inden vi stævnede ud. Så ingen panik, og enkelte fik da også en velfortjent lur undervejs.
Vi der sad i styrbord side havde ‘glæde’ af skumsprøjt, når båden landende hårdt mellem bølgerne. Selv om vi havde regnjakker til at beskytte os, blev især jeg meget våd, da et bølgeskvulp landede på sædet, hvor jeg sad. Så resten af turen sad jeg med våd nederdel og trusser.
Efter 2 timers sejlads nåede vi til Pueorto Ayora på santa Cruz, den største by i Galapagos med 20.000 indbyggere. Byen er så stor, at den endda har et lyskryds. Inden vi blev indkvarteret på vores hotel, fik vi pizza og is på Café Deli. Pizzaen var god med dejlig sprød skorpe.
Om eftermiddagen tog vi til Charles Darwins researchcenter og så et mausolæum for Lonesome George, der døde i 2012. George var den eneste tilbageværende skildpadde af sin art. Trods utallige forsøg med villige hun skildpadder lykkedes det ikke for ham, at befrugte dem med sit DNA. Det viste sig nemlig, at han havde fået diabetes i sit fangenskab på grund af forkert kost. Og diabetesen havde gjort ham steril.
På centret hørt vi også om deres avlsprogram for øernes forskellige skildpadder, og vi så mange forskellige skildpaddearter i flere størrelser. Et spændende og informativt sted, hvor de gør et stort og vigtigt arbejde med at sikre, at der også i fremtiden er unikke skildpadder på Galapagos.
På hjemvejen besøgte vi guide Faustos og hans fætters mikrobryggeri og fik smagsprøver på bryggeriets seks forskellige og velsmagende øl, som de har modtaget mange priser for.
Man mærker tydeligt, at man er landet i ‘storbyen’. Her er mange turister, restauranter, barer og et væld af butikker, hvor man hurtigt kan købe sig fattig.
En stor kontrast til det stille og rolige paradis på Isabela.
Aftensmaden fik vi på en restaurant i ‘restaurantgaden’, hvor spisestederne ligger side og side. Her får man ikke lov til at gå i ro, da hver eneste restaurant har folk på gaden til at lokke turisterne ind på netop deres restaurant.
Maden var utrolig lækker, vi fik skorpionfisk eller hummer.
Således mættet af endnu en dag med mange oplevelser.
24. NOVEMBER, Santa Cruz – Højlandet
Skrevet af Charlotte.
Sidste hele dag på Galápagosøerne- snøft.
Dagen startede med morgenmad på caféen ved siden af vores hotel. Derefter kørte vi op i højlandet til den lille kaffe, sukkerrørs- og kakaoplantage ved navn El Trapiche. Her blev der fortalt om fremstilling og destillering af sukkerrør samt traditionel fremstilling af kaffe.
Imidlertid blev dagens skribent afledt fra fremvisningen af et helt fantastisk sløruglepar, der sad og sov under taget. Og med muligheden for at tage billeder af uglerne (det blev til 329) startede dagen helt fantastisk.
De, der ikke havde fået nok af kaffe, fik mulighed for at købe mere i Bellavista. Her kostede en pose 5 dollars, mens samme pose dagen efter i lufthavnen kostede 4 gange så meget.
Efterfølgende skulle vi forsøge at finde og sé landskildpadder på Rancho el Manzanillo. Undertegnede var noget nervøs for, om vi ville få nogen at se, men kunne roligt have sparet sig bekymringen. Allerede på vejen til El Manzanillo var vejen blokeret af flere af disse herlige skabninger – og der blev taget billeder fra alle ender og kanter. Men det var slet ikke slut – på vores tur rundt i terrænet estimerede guiderne, at vi så over 200 skildpadder i forskellige aldre. Når hunnerne skal lægge æg vælger de altid den samme mark, og det kan tage dem 2 måneder at nå til stedet og tilbage til højlandet igen. Hannerne går ingen steder – og i det hele taget er der ikke meget yngelpleje fra nogen af forældrene. Skildpadderne er i øvrigt totalt fredede og har fortrinsret overalt. Det betyder også, at man pænt må vente, når en skildpadde vil krydse vejen.
Vel tilbage i Puerto Ayora stod eftermiddagen på fri leg og de sidste indkøb af souvenirs. Middagen, der var yderst lækker, blev indtaget på en restaurant med udsigt til vandet, og sluttede af med et musikalsk indslag (godt nok fra YouTube) med afspilning af Ivans (udlejeren af vores våddragter mm) hyldest til Galápagosøerne. Galápagos, Galápagos, I want to be in paradise……..
25. NOVEMBER, Santa Cruz – Baltra – Quito
Skrevet af Else Marie og Mikael.
Så kom dagen, hvor vi må tage afsked med de fantastiske Galapagos med deres helt unikke natur og dyreliv. Hvor HAR vi nydt disse dage, vi har været her. En stor tak til vores fantastiske naturguider- Christian og Pablo, som sammen med Lone og Anne Marie har været med til at gøre disse dage med aktiviteter og oplevelser SÅ fantastiske.
Sikke en viden, venlighed, forståelse og humor Christian og Pablo har. Vi er ikke i tvivl om, hvor stolte de er over at være Galapaginos og hvor højt de elsker deres øer og natur.
Vi har virkelig fået oplevelser for livet her i dette skønne paradis.
Efter en god morgenmad er vi klar til afgang.
Først med bus til den nordlige del af øen- en meget fin lige vej på 40 km, som går fra syd til nord på Santa Cruz. Herefter færge over strædet til øen Baltra og så bus til lufthavnen.
Baltra fik sin første lufthavn under 2. Verdenskrig finansieret af USA, som ønskede at beskytte Panamakanalen. Nu ligger der en fin ny lufthavn på stedet, som er eneste flyforbindelse for Santa Cruz til fastlandet. På Baltra så vi flere af de gulfarvede leguaner, som er specifikke for øen. Vi fik nogle rigtig flotte billeder af disse spændende dyr.
Vi fik sagt farvel til Christian og Pablo og fik sunget den dejlige sang af Ivan Lopez, der handler om paradiset Galapagos.
Link til YouTube med sang/video kommer senere.
Der blev mulighed for at købe frokost sponsoreret af Lone, før afgang eller i flyet til Quito.
Birgitte, Ole og Anne Marie var booket til et senere fly end os andre. Dette fly blev forsinket p.g.a. landingsvanskeligheder grundet stærk blæst og den korte landingsbane. De kom først til Quito kl. 20.30 – tids nok til aftensmad sammen med os andre.
Vores glade chauffør Jaime, tog imod os med bussen i lufthavnen og kørte os til hotellet, hvor kufferterne pakkes inden hjemturen.
På motorvejen til hotellet så man salgsboder ud til vejen med salg af blomster og frugt og der var konditionsløbere, som løb i vigesporet- meget anderledes end i DK.
Lækker aftensmad- så en god nats søvn, inden vi er klar til den sidste dag i Quito, inden hjemrejsen.
26. & 27. NOVEMBER, Quito – Amsterdam – Danmark
Skrevet af Anne Marie.
Så kom dagen, hvor vi skal forlade Ecuador. Men først skal vi ud at opleve verdens højest beliggende gondolbane.
Morgenmaden kl. 8:00 på hotellet. Kufferterne blev af leveret på værelse nr 508, hvor de kunne står, til vi skulle rejse om eftermiddagen.
Kl 9 var vi på vej til nye eventyr.
Jaime hentede os i sin bus og så kørte vi opad, forbi verdens højste beliggende legeplads, hvor børnene nok bliver noget forpustede i den tynde luft. Videre opad i nogle hårnåle sving, men Jaime og hans bus klare det.
Endelig ankom vi til TeleferiQo.
Faustro købte billetter til bane. 3,25$ per person.
Vi kom i gondoler med plads til 6 personer, så fik turen opad.
Længden af banen er 2,5 km og tager 18 min. inden vi nåede toppen af banen.
I ca. 3980 m over havet nød vi udsigten over Quito. En fantastisk udsigt.
Nogle gik højere op, så de kom over 4000 m.o.h. og fik en gyngetur.
Men vi kunne nok alle mærke, at vi var kommet i højden igen. Vi gik langsomt ,men blev hurtig forpustet.
Man kunne enten gå eller tage mountainbiken ned igen på anlagte stier. Men vi tog gondolen ned igen, hvor Jaime ventede på os.
Tilbage til hotellet, hvor restauranten, serverede pizza.
Så var det tid til at skifte til rejsetøj .
Jamies bus blev pakket for sidste gang på denne tur, og kl. 14 kørte vi mod lufthavnen.
Så lige et sidste indtryk af Quito med livlig trafik og generatorer i gang ved de forskellige butikker, da de stadig mangler strøm pga. vandmangel.
Vi fik sagt farvel og tak for mange dejlige oplevelser til Fausto og Jaime.
Tjek in ved KLM gik smertefrit. Flere havde kufferter som vejede ml. 22-23 kg, så der var nok købt nogle souvenirers med hjem.
kl. 17:30 lettede flyet fra Quito til Guayaquil, hvor vi lige skulle opholde os en timers tid, inden vi fløj videre til Amsterdam.
Flyveturen gik fint med god service. Flere fik sovet lidt, ja og så flyttede viserne på uret sig lige 6 timer frem.
Så vi landede kl 13:25 i Amsterdam i et vældig møgvejr. Hvilket gav nogle aflysninger af fly.
Det resulterede i, at Tove og Kurt fik en overnatning i Amsterdam, da flyet til Ålborg var aflyst. Så de kom hjem en dag senere.
Vi fik sagt farvel og tak for nogle dejlige dage til hinanden, da vi nu skulle skilles, da 5 fløj til Kastrup og resten til Billund.
Vi ankom rettidig til Billund, som modtog os med regnvejr.
Lone og jeg vil gerne sige tusinde tak til alle for jeres altid gode humør og gå på mod, når I skulle ud at opleve paradiset i Ecuador og på Galapagos.
I ønskes en glædelig jul og godt nytår.
Vi ses på gensyn d. 26. februar 2025.
