Ecuador/Galapagos 2025 Tur 1

14. Oktober, Napo River

Skrevet af Mette og Bøje.

Efter en dejlig morgenmad, satte vi kurs mod Misahualli og Amazon bassinet. Vi blev fordelt på 3 både, med god oppakning af ting til skole børnene.
Første stop var Cacao børnene, hvor vi afleverede 30 poser til de 15 børn. Skolen mangler penge, derfor de ekstra pakker. De mangler desuden papir, det prøver Lone at få ud til dem hurtigst muligt.

Skolen blev grundlagt af canadiske Elisabeth, som købte farmen, alt for dyrt, for at dyrke Cacao selvom hun ingen forstand havde på det. Elisabeth endte med at blive syg og næsten konkurs, men de lokale som havde nydt godt af hendes velgørenhed hjalp hende.
Skolen Elisabeth grundlagde går fra 1. til 5. klasse, derefter skal børnene til Misahualli. Læren kommer fra Tena hverdag , ca 1 times transport hver vej. Der undervises i Quechua og spansk.

Langs Napo floden ligger mange bitte små landsbyer, der lever af at sejle turister og dyrker jorden, de gror blandt mango, bananer, Yucca Manoc, som er den lokale kartoffel og andet.
Mange graver desuden efter guld langs floden, nogle bruger den gamle metode med at pande efter guld, mens andre har investeret ca $5000 i mekanisk udstyr.
Den er en god til at grave efter Guld, mens floden står højt. Med mekanisk udstyr kan de ofte finde ca 4 gram om dagen og kan dermed holde den månedlige minimum indtægt selvom de er flere om det. Guld priser ligger i øjeblikket mellem $40 og $80 grammet.

Napo floden løber ind i Amazon floden, hvor kvinder fra (lokale stamme) ofte går 4-5 dage for at komme til Misahualli, blandt andet for læge besøg. De går ofte i stamme beklædning og uden sko og kan være lidt sølle inden de når frem. Stammerne lever af smal kost, med meget lidt kød, hvilket regeringen prøver at afhjælpe ved regelmæssig sundheds tjek og udlevering af kød.

Næste landsby vi lagde indtil var Galapagos, som er et af de fattigste samfund langs Napo floden. Læren Arturo komme også fra Tena hver dag. Lærerne vælger ikke selv, hvor de vil undervise, men tjener til gengæld over minimum indtægt, med $600-$700 om måneden.
Der er ikke mange børn tilbage i landsbyen, 10 familier med gennemsnitlig 2 børn, de er derfor i fare for at miste skolen.
Grundet oversvømmelser er familierne flyttet længere ind i regnskoven.
Skolen har for nylig fået nye bøger, som kræver et nyt system.
Også her kniber det med kosten, derfor for alle børnene mælk og salt kiks til morgenmad på skolen. Grundet økonomiske forhold kommer meget få børn fra landsbyen ind på videre skolegang i Misahualli.

I Galapagos landsby gror de lige, som andre steder Yucca Manoc som vokser hurtigt og kan høstes efter ca 6 måneder, man genplanter ved at skære toppen af roden og sætte den i jorden igen. Det er en vigtig afgrøde som bruges både til at spise og lave drikke af, med eller uden alkohol.
De lokale bruger saften fra Dragon Blood træet, mod sår og dårlig mave.

Efter vi havde afleveret fodbolde og pakker til skolebørnene sejlede vi videre, til Bernhards 100 ha primær regnskov, som han har opkøbt for at forhindre udenlandske interesser i at bygge turist Lodges.
Her nød vi en dejlig frokost ved flod bredden.
Et andet tiltag af Bernhards, var under Coronakrisen, at oprette Ris Ekspressen, for at sikre de små landsbyer fik nok at spise.
Næste stop var ved en flok kvinder, som pandede efter guld, den ene havde fundet ca 1/2 gram over to lange dage.
Dagens sidste stop var ved Shiripuno Visitor Center, Kongens Sted, hvor vi blev budt velkommen af stamme leder Janet. Centret bliver drevet at 34 kvinder der opererer som et Coop. Der bor 67 familier alt i alt 280 mennesker, hvoraf 22 børn går i skolen som går til og med 5. klasse.
Deres organisation blev oprettet i 2005, med formålet at tiltrække turister og vise hvordan de lever i regnskoven. Samt at deres unge mennesker beholder deres kultur og traditioner.

Al indtægt fra turisme investeres i uddannelse og bedre forhold for alle. De har flere penge til sundhed og lægehjælp end mange andre landsbyer.
Vi lærte hvordan Chicha øl produceres fra Manoc planten. Førhen tyggede kvinderne massen for at fermentere den. Og spyttede den derefter ud, det gør de dog ikke længere. I dag blander de massen med sød kartoffel og pakker det ind i banan blade og lader den ligge nogle dage. Ved længere tid bliver det til alkohol, udover drikke fra Manoc planter drikker de meget wayuzu te, som giver god energi, ofte går skålen med wayuzu te på omgang.
Herefter viste Tante Alicia os, hvordan de laver deres keramik, med lokal ler og farver fra sten de finder langs floden. Keramikken farves udvendig med et stykke stof, indvendig bruger de ofte en lille pensel lavet med deres hår til et fint mønster.
Efter Tante Alicia viste 6 af kvinderne os en af deres danse, hvor vi blev inviteret til at være med.

Til sidst så vi deres pusterør lavet i jerntræ.Pilene bliver dybbet i bedøvelsesmiddel og viklet ind i et stykke kapok som tætning i røret, dyret lammes og først herefter bliver de slået ihjel. Således ender de ikke med at forgifte sig selv. Igen blev vi inviteret til at prøve. Det er slet ikke så nemt, som de får det til at se ud.
Vi satte os endnu engang i bådene, som hele dagen blev håndteret til perfektion af vores dygtige bådfører. Det er ekstremt vigtigt at de kender strøm og forhold, det er et yderst uheldigt sted at kæntre i en flod med både piratfisk og penisfisk.

Vi siger tusind tak for endnu en dejlig indholdsrig dag.