Ecuador/Galapagos 2025 Tur 2
6. November, Rejsen til Quito
Skrevet af Anne Marie
Godmorgen til de 29 morgenfriske, som mødtes kl 4 i Billund lufthavn, for at komme med til Ecuador.
I Billund blev gruppen tjekket ind sammen, og det gik hurtigt i sikkerhedskontrollen, med deres nye super system.
Flyveren gik til tiden mod Amsterdam. Sikken en flot solopgang, vi kunne nyde fra flyet.
I Amsterdam kom vi igennem et paskontrol og så skulle der veksles penge, til dollars.
Lise og Lennart kom fra Kastrup og sluttede sig til gruppen. Vi mødes alle ude ved gaten for at konstatere at flyet blev lidt forsinket.
Vi kom afsted kl 10:30. Så nu var det bare med at få tiden til at gå i ca tolv timer. Der var noget søvn, dér skulle indhentes. Ellers blev der læst og set en masse film.
Uret skulle lige stilles 6 timer tilbage. Så vi landede i Quito kl 16:15 (22:15 dansk tid)
Ud af flyet og igennem immigration, det gik nu let, da Lone mente, at vi kunne bare stille os i køen for de indfødte, den var nemlig ikke så lang, som den anden kø. Så det gik hurtigt.
Bagagen var lang tid om at komme, der var et eller andet med båndet. Øv der manglede en kuffert, den måtte vi hen og efterlyse. Nu krydser vi fingrene for at den kommer i morgen.
Fausto stod og ventede på os. Han er vores lokal guide i Ecuador.
Ud til bussen, hvor Jaime, vores chauffør hoppede ud af bussen og vupti så var kufferterne pakket under bussen.
Alle fik en vand i bussen og nu kørte vi ud i aften myldre trafikken, imedens Lone fortalte lidt om Quito.
kl. 19:15 ankom vi til hotel Hilton. Alle fik deres værelserne og mødtes igen til aftensmad kl. 19:45.
Vi fik en dejlig suppe- så kylling og til dessert en fromage.
Der var underholdning af fire dansere med og uden masker. Et fint indslag.
Alle var nu trætte og gik hurtigt i seng.
7. November, Quito
Skrevet af Marianne og Søren
Efter tiltrængt nattesøvn fik en dejlig morgenmad.
Afgang med bussen 8:30, solen skinnede fra en lyseblå himmel, og der var højt humør.
Hovedstaden Quito er den højst beliggende hovedstad i verden, og ligger ca. 2.850 meter over havet. Byen ligger i en dal med Andesbjergene på begge siger, den er 42 km lang, og på det smalleste sted 2 km bred, og det bredeste 10 km.
Medens vi kørte op til Ækvator Linien 0, fortalte Lone en masse om området, hvor der ligger ikke mindre end 3 vulkaner, og vi var så heldige at kunne se den højeste vulkan som have sne på toppen – flot med den lyseblå himmel i baggrunden.
Vel ankommet til Intinan museum, blev vi delt op i to hold. Vi havde en spændende guidet tur i parken, og fik et indblik i Indianernes levevis og kultur. Vi fik information om produktion af chokolade, og var så heldige at få lov til at smage den ægte vare. Besøget bød også på div. aktiviteter/forsøg lige akkurat på Ækvator Linien.
Næste stop var vulkanen Pululahua viewpoint, hvor der var var den mest fantastiske udsigt til krateret, hvori der bor over 100 og som dyrker jorden, som er meget rig på gødning, pga af vulkan asken.
Morgensangen blev sunget.
Vi fik udleveret vores madpakker, der skulle spises i bussen inden vi kom ned til næste udsigtspunkt, og herfra kunne vi se statuen Jomfruen af Quito, der er 70 m høj. Vi havde også en fin udsigt ned over Quito’s gamle bydel.
Turen gik dernæst ned til den charmerende gamle bydel, hvor vi bl.a. så en katolsk kirke, der var flot dekoreret med bladguld.
Så var der lidt tid på egen hånd, hvorefter vi kørte retur til hotellet i uvejr med torden og en masse regn.
Det var heldigvis blevet tørvejr, da vi skulle gå hen på en restaurant og spise aftensmad.
8. November, Quito – Mindo Cloud Forest
Skrevet af af Inge og Lars.
Dagen startede med laaang kø ved omeletterne. Håber alle fik hvad de ønskede for kl. 8 var det afsted med bussen.
Første punkt på dagsordenen efter vi var draget afsted var, at vi sang fødselsdagssang for Ingrid..
Afsted gik det mod nord ud af byen, hvor trafikken var rimelig og ikke så forstoppet som i går.
Inden vi skulle passere ækvator instruerede Lone os i brugen af mobiltelefonernes indbyggede kompas, så vi kunne få et screen shot af kompasset når vi passerede nullinien. Billedet blev taget efter minutiøs nedtælling.
På køreturen mod vores første stop forklarede Fausto meget om den frodige vegetation, vi ville få at se i løbet af dagen, og da omtalen faldt på dyrelivet, kan det nok være, at Fausto store viden foldede sig ud i en rivende ordstrøm.
Første stop var ved lodgen Alambi Reserva, hvor vi fik en kort introduktion til kolibrier, de mange arter og deres levevis.
Herefter lod vi os fascinere af de små vimse skabninger og deres dans omkring fodringsbeholderne med sukkervand og ikke mindst når fuglene kom helt tæt på, når vi med små beholdere på hånden eller på hovedet kunne lokke fuglene helt hen til os, og ligefrem mærke suset fra vinge slagene (60-80 slag pr.sekund).
Inden vi forlod lodgen sang vi morgensangen som tak for vores besøg.
Efter en kort køretur (tidsmæssigt lidt længere) for vi måtte køre 7 km. på en smal grusvej med maks. 30 km i timen.
Bussen kunne ikke køre helt op, så vi måtte gå det sidste stykke, men så kom vi også frem til den helt fantastiske lodge Guaycapi, hvor vi fik en “let” let frokost
med udsigt til et frodigt grønt landskab og kolibrier summende lige for næsen af os.
Efter frokost blev vi delt i to hold og gelejdet på rundtur i det frodige område, hvor vi hørte om den meget afvekslende vegetation, og spejdede efter fugle. Det ene hold kom på en lidt strabadserende tur, hvor der efter sigende ligefrem måtte dannes kæde for at få alle mand gennem pløret.
Dagen var startet med fin solskin, men mens vi var på Guaycapi fik vi anskuelighedsundervisning i hvorfor området hedder “tågesloven”. Tågen kom rullende og blev så tæt, så vandreturene krævede regntøj.
Efter kaffe gik turen hjemad og kl. 19.15 landede vi ved vores hotel med samling til aftensmad kl.19.45. Der var ikke meget tid til at hvile skankerne
Tak for en god dag.
9. November, Quito – Papallacta
Skrevet af Lennart og Lise
Vi mødtes kl. 9 ved bussen og fik intro til dagen.
Søndag er store motionsdag og nogle veje bliver lukket så folk kan cykle , løbe eller gå i sikkerhed. Lone gav råd om, forebyggelse af dehydrering.
Vi gik en kort tur til det lokale marked, hvor shopping og forhandlingsgenet blev udfoldet, der blev købt alt fra penalhuse til nytårs duge, regnfrakker , T-shirt og meget mere.
Vi gik derefter over over vejen og besøgte en hatteforretning, der sælger panamahatte. Fausto fortalte, hvordan de fremstilles af en speciel fiber, fra palmetræer. Der er 2 byer i Ecuador hvor hatten fremstilles, hattene er håndlavet, man starter fra toppen , og fletter i det mønster og facon man ønsker. Hattens naturlige farve er hvid og prisen afhænger af hvor fine fibrene, der er bruges til hatten . Fik vist hatte til 600 dollar, den billigste koster 35 dollar, og i den kan man ane lyset igennem på skyggen. Et vævet bånd fuldender looket.
Forretningen havde også tasker l alle prisklasser, og der blev handlet flittigt. Der er mange familiemedlemmer, der får julegaver indkøbt i Equador!. De ekstra gode kunder blev udstyret med fine håndknyttede armbånd.
Efter udtjekning fra hotellet startede turen mod Papallacta , der var Ikke meget trafik , det er jo søndag, men flere gange kørte vi gennem politikontroller, der tjekkede kørekort, at forsikringen var betalt , samt kontrol af nationalitet, da der er mange flygtninge fra Venezuela. Mange flygtninge ernærer sig ved salg på gaden eller andet illegalt arbejde, og kan på den måde risikere at blive opdaget i en sådan kontrol.
Vi kørte forbi drivhuse, der producerer roser. De største og flotteste roser produceres i 3200 m højde og går til det russiske og amerikanske marked.
Køretid var ca. 2 timer og lodgen ligger i 3300 m højde, og vi skulle passere et pas i 4060 m højde. Vores Lodge ligger i den nordlige del af Napo provinsen.
Undervejs passerede vi den ekslusive del af quito, hvor husene koster 2000 dollar pr km2.
Vi gjorde pitstop ved en tankstation, hvor der blev indkøbt rigeligt chips og chokolade. Lone har jo sagt, vi skal have meget salt og sukker.!
Lone fortalte om Ecuador og dets historie. I 1830 blev landet endelig selvstændigt . Præsidenten er 37 år og søn af meget rig mand, der forsøgte at blive valgt 4 gange , sønnen vandt 1 gang . Der er 17 mill indbyggere, hvor de 3 og 4 millioner bor i de 2 største byer. Det officielle sprog er spansk, men der er mange dialekter, Kito indianerne f.eks. taler deres egetsprog. Landet er 7 gange Danmark i størrelse og er 1100 km langt og har en kyststrækning på 2000 km. Der er 24 provinser der reageres af ét lokalt råd.
Galapagos er en selvstændig region.
25 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, der er på 480 dollars pr måned.
Vi kørte over trægrænsen i 3400 meters højde og så hvordan landskabet ændres . For hver 1000m s stigning falder temp 6 grader.
Vejen skær sig gennem landskabet, og der er mange vandfald undervejs og masser af pampasgræsser.
Mange smukke kig til de u-formede grønne dale.
Vores lodge er et spa resort med varme kilder, der kommer fra den nærliggende vulkan Artisana, der 5712 m høj, et populært bjerg bestignings sted.
Lækker frokost med suppe, velvoksen bøf, ikke frokostbøf på 100g! Og afsluttende med chokoladekage og kaffe/te.
Værelserne var klar kl. 15 og der gik ikke mange minutter før hele selskabet lå i de dejlige varme kilder. Bassinerne blev afprøvet på skift, nogle var mere glade for det kolde, andre foretrak de varme bassiner.
Eftermiddagen var til fri leg og mange benyttede tiden til at udforske området.
Aftensmaden kl 20 bestod af kyllingesuppe, hovedret var ørred fra lokalt dambrug med grøntsager og pommes frites, desserten var lun kage.
Resten af aftenen var der fri badning i de varme kilder. Her opdagede vi, at dresscoden, var badehætte. Men det var der kun en der havde hørt !
10. November, Papallacta – Tena – Amazonas
Skrevet af Lissi og Troels.
Vi mødtes i receptionen kl. 07.00 for at tage på morgen vandretur i 3300 meters højde op langs floden.
Heldigvis er vi alle samlet igen, selv Ritas kuffert er kommet frem.
Undervejs så vi køkkenhaven, en lupin, (lupinen vokser her som en lille busk)køer på græs og en flok lamaer. Nogle af os så også en lille kanin, og en lille ørred i floden. Skyerne hang desværre så lavt, så vi ikke kunne se Antisana vulkanen, som er 5753 m.o.h. Vi så heller ikke tapiren.
Efter ca. 1 1/2 times vandretur var vi tilbage på resortet, og klar til morgenmad.
Efter morgenmaden var der nogle, som fik endnu en tur i de varme bade.
kl. 10.45 stilles kufferterne udenfor døren, og vi skal selv være ved bussen kl. 11.
Kl . 11.00 afgang mod Baeza, hvor vi skulle have frokost.
Vi kørte hele vejen langs floden, som blev større og større, da det regnede temmelig meget. Flere steder under vejs kunne vi se voldsomme jordskred.
P.g.a. det voldsomme regnvejr var der mange smukke vandfald.
Langs med vejen kunne vi se den ene af to olie pipelines der førere olien 400-500 km. fra regnskoven til Esmaralda hvor den udskibes. Ecuador producerer ca. 500.000 tønder olie om året.
Vi spiste frokost i Baeza, hvor vi fik suppe, koteletter med grønt, og banan overtrukket med chokolade. Endvidere skulle vi smage grillstegt marsvin
(det smagte ikke af noget særligt).
Efter endt frokost ankom vores pas m.m. med bud, de var blevet glemt på Resortet i Papallacta.
Så kørte vi videre i bedre vejr, til marked i Tena.
Her fortalte Fausto om alle de forskellige lokale frugter og grøntsager og vi fik tilbudt nogle levende larver. Der var dog ingen der havde lyst til at smage denne delikatesse.
Vi ankom til El Jardin Aleman, lige omkring solnedgang.
Et fantastisk sted, som vi glæder os til at udforske i morgen.
Det har været en lang, men utrolig smuk og spændende køre dag.
Vi sluttede dagen af med intet mindre end en 4 retters menu og en præsentationsrunde.
11. November, Junglesafari – Punumo
Skrevet af Tove og Bjarne .
Efter en nat med kvækken fra frøer, fik vi en dejlig morgenmad med friskbagte boller og så var vi klar til dagens program.
Lodgen er smukt beliggende med udsigt til floden. Området består
af 125
hektar regnskov hvoraf det meste er sekundær regnskov, hvilket vil sige, at regnskoven er genoprettet de sidste 25 år.
Vi blev delt i 2 hold: et, der skulle udforske nærområdet omkring haven og derefter ud i udkanten af junglen og et andet, der var på et 3 timers junglehike og vi blev alle udstyret med gummistøvler og vandrestok, hvilket viste sig at være en god idé.
Jason var vores lokalguide med en kæmpe viden omkring faunaen og dyrelivet.
Fausto og Anne Marie oversatte fra spansk
Til start viste Jason os cacaoplanter og flækkede også en frisk cacaobønne med sin lille kniv i form af en machete.
Vi fortsatte ind i junglen og Jason opsporede en lille giftig frø i flotte farver. Derudover en edderkop med lange ben og kæmpe følehorn, så den kunne komme ind i sprækker i klipperne og finde bytte. Inde i en grotte så nogle af os en flagermus. Vi så også en palme, der med sine spredte rødder faktisk kan vandre få centimeter.
I haven omkring lodgen så vi palmen, der bruges til panamahatte, til tagdækning og reb.
Efter en dejlig frokost tog vi til en nærliggende lille by Pununo, hvor børn og mødre var forsamlet på overdækket sportsplads- det styrtede ned. Her fik børnene små skolegaver. Derefter kørte vi få hundrede meter for at se et 450 år gammelt Kapoktræ med en højde på 50-60 meter og omkreds på 30 mennesker – der blev taget mange panorama optagelser.
Nye oplevelser ved floden. Vi krydsede floden i store kanoer og kørte med Tuk-Tuk til en mindre flod og, hvor vi sejlede stille og roligt til en ø, hvor vi ad små mudrede skovstier så en del større og mindre aber i trætoppene. På vejen tilbage i bådene så vi en kæmpestor 1m orange og sort stribet fisk.
Hjemme igen fik vi en skøn middag på deres dejlige overdækkede terrasse, hvor snakken gik livligt efter en begivenhedsrig dag.
12. November, Napo River
Skrevet af Lene og Peter.
Vi startede kl. 9.15 i tre både ned ad Rio Misahualli med mindre strømfald, som gav lidt skumsprøjt. Ind imellem sejlede de tre både lidt om kap, hvilket resulterede i at Lene (og måske også andre) fik en omgang buksevand. Efter kort tids sejlads passerede vi det store Kapoktræ, som vi så i går. Derefter sejlede vi ind på Rio Napo ved den abeskov, som vi også besøgte i går. Havde vi fortsat endnu 1100 km., var vi kommet ud på Amazon-floden.
Men vores mål var at besøge to små Quechua-landsbyer (Puka Urko og Bajo Pusuno) med hver deres lille skole. Her gik der ca. 15 elever på hver skole fordelt i alderen 5-11 år. Vi forærede børnene forskellige skolesager samt fodbolde og balloner. Ballonerne resulterede straks i en masse glade børn, sjov leg og højt humør. Desuden sang, dansede og pjattede vi med børnene.
Under det andet af besøgene fik vi et voldsomt regnvejr, hvilket bevirkede, at besøget blev noget længere end planlagt.
Herefter spiste vi medbragt mad fra El Jardin Aleman på et overdækket rastested, Havnino, ejet af vores vært Bernhard.
Nu stoppede regnen, og hjemturen foregik i tørvejr.
Undervejs oplevede vi en masse ting langs floden.
Vi så bl.a. en masse fugle: Gribbe, Isfugle, Fiskehejrer, Skarver og en enkelt uidentificeret høg.
Ved hjemkomsten blev vi mødt af en flok “Yellow Rumped Cacique” med flotte gule haler. (Det er dem, der bygger deres reder hængende ned fra træerne som store net med en klump i enden).
Vi så også mange, der vaskede guld fra sandet, som var aflejret langs floden. Vi lagde til og snakkede med nogle af dem. Ved ca. 5 timers arbejde om dagen kan man på gammeldags måde med et fladt vaskekar finde ca. 1 gram guld på 2-5 dage.
1 gram guld kan sælges for ca. 100 dollars.
Nogle har investeret i mere moderne udstyr, som består af en pumpe anbragt på flydepontoner. Pumpen suger via en slange sand op fra bunden af floden og sender det ud på en sliske med filtermåtter, som tilbageholder det fineste slam, hvor guldet findes.
Inden vi nåede helt hjem, besøgte vi endnu en Quechua-landsby med 350 indbyggere. De prøver at bevare deres gamle kultur og er i færd med at oparbejde et kulturelt centrum, hvor turister kan få et indtryk af deres oprindelige levevis.
Vi oplevede at se dem danse i bastskørter til trommemusik og blev selv inddraget – til stor morskab for alle. Desuden så vi en pottemager i arbejde. Dorthe og Lene var også oppe og formede to små skåle med fingrene, men de skal lige tørre tre dage, før de kan gøres klar til brænding.
Vi prøvede også at skyde giftpile med et to meter langt pusterør (dog var pilene uden gift).
Herefter gik det hjemad i høj fart, med skumsprøjt over det hele.
Vores båd gav den fuld gas og kunne bryste sig at overhale både “Ballonbåden” og “Pelicanen” og komme først til målstregen.
Lige nu sidder vi og glæder os til rom og cola i nr. 15 om 10 minutter. Vi kan høre gennem væggen, at Lone og Anne Marie er i fuld gang med at stille stole og borde klar.
13. November, Amazonas – Puyo – Banos
Skrevet af Ingrid og Eggert.
I dag skulle vi forlade det skønne El Jardin Aleman.
Midt under morgenmaden begyndte det så småt at regne, så de heldigste hentede allerede der de sidste ting på værelserne. Vi havde god tid, så vi ventede. Det var en fejlsatsning. REGNskoven sagde farvel med STYRTREGN! De søde medarbejdere måtte hente vores kufferter og læsse bussen i silende regn.
Vi sang morgensangen i forbindelse med afskeden med personalet, men det tog lang tid at få leveret tørvejr.
På turen mod Banos fortalte Fausto om det kommende valg på søndag. Der er stemmepligt for alle mellem 17 og 65. Stemmer man ikke, får man en bøde på 45$. De fleste skal holde fri fra torsdag (uden løn), så de kan nå frem til at stemme i deres region. Salg af alkohol er ikke tilladt fra fredag på grund af valget.
Første stop var i Puyo, hvor vi først så et arbejdende værksted med fremstilling af fine figurer i Balsa træ (en meget let træsort) og den tilhørende souvenirbutik. Derefter gik vi over gaden til smagning af alkoholiske drikke fremstillet af sukkerrør, som er en afgrøde, der betyder meget i regionen.
Vi smagte på ren alkohol lavet af sukkerrør med ca. 50%. Dernæst smagte vi en variant med solbær med “kun” 15-20%, en regnskovswhisky med 60-70+%, en passions variant og til sidst den rene sukkerrørs”juice”.
Så fortsatte turen mod Banos. Vi kørte forbi en lufthavn, der betjener regnskoven – herunder olieindustrien. Her uddannes også piloter og der var Amazonas politi.
Vi nåede nu ind til indgangen til Amazon bassinet, som afvander ca. 40% af Sydamerika. Vi kørte langs Rio Verde ad Vandfaldenes allé.
Frokosten blev indtaget på Hotel Miramelindo. Vi fik som altid virkelig lækker mad, men særligt forretten, en gulerodssuppe smukt anrettet med rødbede og spinat, var en fryd for øjet. Opskriften kommer nederst.
Hotel Miramelindo var i det hele taget helt ekstraordinært. Farver og kunstværker overalt, atelier lige ved siden af restauranten, tropisk gårdhave og flotte, ekstraordinære værelser, som vi frit kunne se os omkring i. Wauu!
Efter frokosten fortsatte vi langs Pastaza floden, gennem en del tunneler og forbi et vandkraftværk. Snart ankom vi til Banos og blev sat af til en lille byvandring.
Banos er en udpræget turistby med vægt på oplevelser i naturen. 70% af befolkningen er beskæftiget med turisme.
Planen var at starte i Basilikaen, men en begravelse kom i vejen, så vi gik ind og tændte lys i sidefløjen, og må så selv besigtige kirken senere. Inge og Lars siger, den absolut er et besøg værd.
Lystændingen handlede om at skaffe sig velsignelse – først skulle lyset stryges over eventuelle skavanker eller bare forskellige steder på kroppen. Velsignelse af alt muligt betyder meget for menigheden. Selv nyanskaffede biler køres op foran kirken og velsignes med en tår indviet vand – også ind af de åbne døre.
Fausto udpegede de vigtigste fix-punkter i byen og vi gik forbi danske Nynnes café. Herefter gik vi til Hotel La Floresta, hvor kufferterne var bragt på værelserne. Selv om vi ved, at hotelstandarden er høj, overraskede også dette hotel positivt med en charmerende indretning.
En del havde bestilt tid til massage, og ellers var der tid på egen hånd indtil middagen kl. 20.
Gulerodssuppe – tak for opskriften til Lise
Gulerødder koges 30 min. – tilsæt 2 gram ingefær til 6 pers. – blendes
Rødbeder koges 30 min. – blendes
Spinat lægges i kogende vand i 3 min. – blendes
Tilsæt grøntsags- og hønsebouillon til passende konsistens
Smag til med salt og peber og anret i skåle i smarte mønstre
14. November, Vandfaldenes Alle – Rio Verde
Skrevet af Anne Marie og Morten.
Så har vi haft vores første regnvejrs nat på Hotel La Floresta i den smukke by Banos.
Efter morgenmad er vi klar ved bussen i tørvejr og solskin kl 8.35, så dem, som har glemt regntøjet, kan ånde lettet op.
Turen i dag går langs vandfaldenes alle, og allerede på vej ud af byen, møder vi mælkemanden, som hælder mælk i mælkebøtter.
Den meget populære vandfalds alle indeholder i alt 12 vandfald og er 61 km. lang.
Undervejs kører vi forbi Hydro vandkraftværket, som er bygget helt tilbage i 1887. Værket leverer strøm til hele området, hvis området ellers har fået tilstrækkelig regn. Dette var ikke tilfældet sidste år, hvor området også måtte bruge generatorer for at få strøm.
Første korte stop er ved udsigtsposten Skytsenglens brudeslør, og mange mobiler kom frem.
Anden stop er ved den gamle landevej, som vi går ned af. Turen på ca. 1,5 km nyder vi i solskin, og man kan undre sig over så mange turister i lange bukser.
På den anden side af floden ligger små huse på bjergsiden. Der dyrkes afgrøder, som vokser godt på grund af asken fra vulkanen.
Der spottes også en bondekone,som malker en ko på bjergsiden.
Tredje stop er ved en gondol bane. Udsigten nydes og vi fik en tur i gondolen over floden med stop for foto af endnu et vandfald, oppe bagved vandfaldet ligger flere huse og deres transportvej er gondolen. Fed tur drevet af en gammel diesel motor med 6 cylinder.
Vi så blandt andet også et stort aktivitetsområde med svævebane hvor man kunne “flyve” over floden ligesom kolibrierne.
Sidste og fjerde stop var ved djævlens vandfald, som var en kæmpe oplevelse. Vi følger floden indtil højde punktet hvor vandet falder ca. 80 meter ned hvorefter vi går via hængebro næsten ned til bunden hvor man virkelig mærker vandets kraft.
Vi fik taget et gruppebillede ved det man kalder djævlens hals. Kort tid efter så vi en smuk regnbue for enden af djævlens hals, måske man også kan kalde det djævlens bryst. Hele oplevelsen taler næsten for sig selv.
Efter fjerde stop hjemad det går, hvor vi får frokost spagetti med rejer. Der aftales at vi skal mødes igen kl. 14, så ingen middagslur i dag.
Nu går turen til et udsigtspunkt og haven, som hedder Casa Del Arbol 2600 højdemeter. Solen skinner og vi håber nu at skyerne blæser væk, så vi kan se den stadig aktive vulkan Tungurahua, som er 5029 m.o.h. Var sidst i udbrud i 2015. Man har siden forsøgt at sikre mod lava skader bl.a. via de skabte kløfter. Man er også hurtigere til at evakuere befolkningen. Desværre forsvandt skyerne ikke så ingen udsigt til vulkanen i dag.
Vi brugte tiden i haven med forklaring af træ tomater, så smukke blomster og alle fik vist prøvet gyngeturen med tilhørende “hyl” .
Vi begynder nedkørsel fra de ca. 2600 meter og nu går det lettere end op, hvor vores dygtige chauffør Jaime kun kom til 1 gear. Vi stopper ved endnu et udsigtspunkt over Banos og heldigvis lykkedes det for Fausto, at bryde døren op, da nøglen til den rigtige dør ikke passede. Herefter tog nogle bussen ned og andre tog turen ned på gåben, via en forholdsvis stejl sti. Gåturen gik fint og der var vist kun 2 mænd, som lige satte sig på numsen.
Resten af eftermiddagen skulle nogen til massage. Andre havde “fri leg”. Nogen havde lyst til en øl nede i byen, men det var dog ikke så nemt, da der er valg om 2 dage. Derfor er det ulovligt, at sælge øl, da befolkningen, skal være friske i deres hoved inden valget. Det lykkedes dog alligevel at købe en øl, da de også var der i går og blev genkendt. Aftalen blev at de fik deres øl i et stort kaffekrus, og skulle sidde i det bagerste lokale. Hvis politiet kom ind, skulle de hurtig hælde deres øl i blomsten og gå fra stedet. De kunne heldigvis nyde deres øl i fred og ro med et par andre gæster, som også sad med kaffekrus.
Tak til alle for endnu en dejlig dag med masser af oplevelser.
15. November, Banos – Cotopaxi – Quito
Skrevet af Pia og Jens.
Dagen begyndte med en lækker morgenbuffet efterfulgt af fødselsdagssang for Marianne.
Bussen bliver pakket, og vi forlader Banos og kører op i højden igen. Vi kører igennem et frugtbart område op i mod Pelileo, hvor vi havde vores første foto stop med flot udsigt ud over dalen. Her sang vi også vores morgensang.
Efter kort tids kørsel observerede vores chauffør Jaime et lokalt marked i en lille by, hvor vi gjorde et impulsivt stop. Et marked hvor de lokale solgte masser af farverigt og lækkert frugt samt grøntsager. De lokale ville gerne sælge, men med vores sarte maver, blev det kun til et kig
Turen gik videre til Salasaka, hvor vi besøgte et marked, som bliver kaldt Plaza of the arts ( kunstens plads) Her kommer lokale håndværker og sælger alt fra tæpper, tasker, ponchoer og tørklæder. Der blev handlet og prutter flittigt om priserne, og især tørklæder blev der købt en del af.
I Salasaka møder vi Jorge, som er lokal guide. Han tager os med ud til hans landsby, hvor der bor Quechua- talende Salasaka- folk. De går meget op i at bevare deres kultur.
Kendetegnet for Salasaka- folket er at kvinderne bærer et uldtørklæde over skulderen, og mændene går med et sort poncho.
Der bor 80 familier i landsbyen, hvoraf de 12 familier er med til at fortælle deres kultur og vise deres landsby for turister. Deres primære levevej er landbrug.
Efter velkomst med musik fra instrument( lavet af kohorn og sukkerrør), fløjte og tromme, så vi hvordan de laver ponchoer og andre ting fra råstof til færdig håndværk. Farverne som de indfarver med, får de fra blade og frugter. Efter en flot præstation blev vi vist rundt i byen. Fik en lækker middag bestående af lokale råvarer, kylling, forskellige bønner, majs og kartofler. Hjemme presset juice og til dessert fik vi sorte majs med frugter. En nationalret som kun bliver lavet i november, hvor man fejre de dødes dag.
Vi tager afsked og kører mod vores hotel i Salcedeo. Vi kører ind på Pan-American Highway, der strækker sig fra Alaska til Argentina. 18.000 km.
Ankomst kl. 16 hvor vi tjekkede ind, fik skiftet til lidt varmere tøj, for derefter at forsætte vores dagsprogram. Vi kørte til byen Pujili, hvor vi besøgte Milton og hans familie. Milton er en meget dygtig og kendt kunstner, som maler på gedeskind. Han har tjent mange penge på sine malerier, så han har kunnet betale for sine børns uddannelser. Der blev handlet malerier, og efter besøget kørte vi tilbage til hotellet efter en lang, men dejlig dag
16. November, Cotopaxi – Quito
Skrevet af Dorthe og Alfred
Efter en “kølig” nat i Salcedo med søvn til pejsens knitrende varme stod vi op til regnvejr. Morgenmaden kom vi let igennem ……
Jeime førte os med stor elegance gennem porten og videre til Rose Succes. På trods af søndag og valgdag, hvor alle har fri, fik vi en fantastisk rundvisning. Farmen er på 10 ha, og 120 kvindelige ansatte (de er jo bedst – hi hi). De producerer 65 slags roser, hvoraf kun de 6 har duft. Holland udvikler og leverer alt til Ecuadors rosen produktion, og har samtidig monopol på alt produktion i Ecuador.
Turen fortsætter ad Pan American Highway – 17.493 km der strækker sig fra det nordlige Canada til det sydlige Argentina. Vi kørte på en strækning der kaldes vulkanernes boulevard og landede på det smukke 400 år gamle Hacienda La Cienega. Her nød vi kaffen og de smukke omgivelser.
Efter en god frokost på en lokal restaurant, fik vi 2 søde lokale guider – Pauline og Sonja – ombord i bussen med næste stop ved Cotopaxi.
Vejret var på trods af morgensang ikke lige med os, så turen rundt ved lagunen måtte halveres. Det regnede og Cotopaxi var desværre indhyllet i skyer. Spadsereturen var interesant men “ACHUCHAY” (kold). På tuen nedad forsvandt skyerne dog og ved et kort pitstop fik vi taget nogle gode billeder af vulkanen.
Turen til Quito var “rolig” Zzzzz og ved ankomsten til hotellet fik vi udleveret vores Galapagos tasker. Godt trætte og lidt forsinkede nød vi en god middag – uden alkohol p.g.a. valget – inden ompakning til nye spændende eventyr på Galapagos.
17. November, Quito – San Christobal
Skrevet af Rita.
Fik dejlig amerikansk morgenmad bl.a. med friskpresset appelsinjuice.
Bussen blev pakket og vi drog mod nye eventyr. Højt humor i bussen på vej mod lufthavnen, for nu skulle vi, nok for de flestes vedkommende, til feriens højdepunkt – GALAPAGOS.
Alle kom glat igennem de forskellige kontroller også med vores madpakker.
Afgang til tiden, og efter en lille time mellemlande vi i Guayaquil, her fik vi ekstra brændstof på, og der var udskiftning af passagerer.
Efter nok 1,5 time landede vi på Galapagos på øen San Cristóbal. Inden flyet nåede jorden, sprøjtede personalet gift mod insekter ind i alle håndbagage kabinerne. Det var dejligt varmt og solen skinnede. Øen har 8.000 indbyggere og 4.000 søløver. Her mødte vi guiderne Christian og Pablo. Christian er 5. generation på øen, og vidste alt, hvad man bør vide om San Cristóbal.
Igen nyt hotel, hvor shorts kom på. Vi blev delt i to hold med hver sin guide. I to busser blev vi fragtet op i 700 m. højde, og skulle så cykle de ca. 15 km. ned igen. Undervejs gav Christian en masse informationer bl.a. at vi var kommet op til højlandet, hvor der bliver dyrket meget frugt. Al frugt her smager dejligt, det er mere smagfuldt. Christian fortalte at man i 1889 havde man sukkerplantager, der siden blev omlagt til frugtproduktion og grøntsager.
Han fortalte også at alt kød, vi spiser, er fra lokale landmænd, da der ikke må importeres noget til øen. En spøjs bemærkning kom fra ham, da vi mødte det andet hold, hvor han fortalte at hvis man mødte en homo sapiens, måtte man sige hej, men aldrig have øjenkontakt 🙂
Vi var hver især blevet udstyret med en mountainbike og turen ned gik over stok og sten. Vi endte på stranden, hvor vi så søløver med unger, spækhuggere, der boltrede sig i havet (sjældent syn)delfiner på togt og flotte fugle store, som små. Strandturen endte perfekt med flot solnedgang.
Så kom turen til våddragterne, det var en prøvelse – vi så yndige ud allesammen både med og uden våddragt.
Vi sluttede dagen af med happy hour.
Under middagen trådte vore to guider igen i action, således at alt kom til at fungere – TAK.
18. November, Kicker Rock
Skrevet af Anette og Kurt.
Det var en dejlig morgen, og vi havde den fineste udsigt fra restauranten, der ligger på 1. sal, og vejret var fint.
I dag skulle vi ud og snorkle, så alle poserne var pakket parat til start. Vi blev opdelt i 3 hold, det ene hold var for de meget øvede og de andre hold for let øvede/nybegyndere. Afgang kl. 8:20 med lille taxa-båd ud til båden, der skulle følge os ud til snorklestedet.
Det var en fantastisk tur ud til snorklestedet, vi så adskillige dyr bl.a. Pelikaner, Skildpadder og Blåfodet Sule, Søløver der slængede sig på alle lavastenene og Fregatfuglen der havde den røde strubepung fremme, den skulle rigtig gøre sig lækker over for de mange hunner, der fløj omkring ham.
Vi så også ca. 12 Spækhuggere, der optrådte for os over en lang periode, vi så dem bl.a. spise en rokke – lige pludselig tog snorkelturen en drejning til at være en snorkel tur til at være en Spækhuggersafari, men vi nød det bare! Det er et yderst sjældent syn at se Spækhuggere ved Galapagos øerne, så vi var bare heldige.
Vi kom frem til fin sandstrand med azurblåt vand, hvor vi øvede os i at snorkle. Så gik turen videre ude til Kicker Rock, som er 143 m høj, og havdybden 48 m. Vi hoppede alle i vandet under kyndig vejledning af Lone og den lokale guide.
Vi så Skildpadder, farvede fisk i mange størrelser og flot flot koralrev. Alle kom fint igennem sprækken i klippen. Pludselig kom der stærk strøm, så alle blev blev kaldt op i bådene. Det viste sig at der var flere i bådene, der var blevet søsyge – de fleste var heldigvis i stand til at indtage lækker frokost ombord.
Gasten i båden forkælede os undervejs med snacks, drikkevarer og frugt.
Ved 14.30 tiden var vi hjemme igen, og al vores udstyr skulle til tørre, så det er parat til næste snorkel tur.
Ved 16 tiden tog en del af gruppen på nok en udflugt.
Vi kørte med bus op til et informationscenter, hvor vi gik en stille og rolig tur op og så Darwin`s statue. Vi gik til den lille strand på øen, hvor der var en stor søløver koloni (den største på Galapagos)- det var sjovt at se ,og der var mange små unger.
Vi nød nok en flot solnedgang.
Aftensmad kl. 20:00.
19. November, San Christobal – Floreana – Isabela
Skrevet af Hannah og Jørgen.
Vi starter ikke dagen med fuglesang, men derimod med søløvernes morgensang.
Vi er klar til at forlade San Cristobal i 2 hold i hurtige både – hver båd udstyret med 3 bådmotorer a 300 hk. Turen forløb fantastisk over toppede bølger.
På turen til øgruppens mindste ø Floriana, gjorde vi et kort stop ved “Devils crown” hvor vi så klippens flotte fugle og også et par søløver.
Efter godt 2 timers sejlads ankommer vi til Floriana. En ø med ca 140 beboere og vildt mange flotte og farverige liguaner. Snorkel udstyret kom igen i brug ved Hotel Wittmer’s strand. Vi så mange store skildpadder og rigtig mange store og små farverige fisk. Besøget på Floriana afsluttes med en dejlig frokost hos Ingeborg og Erika Wittmer.
Hurtigbådene lå klar til at sejle os videre mod øen Isabela.
Kort før ankomsten til Isabela sejlede vi langsomt forbi den fredede klippeø Tortuga. Igen så vi et utroligt spændende fugleliv.
Endelig når vi øgruppens største ø – Isabela – som er 130 km lang og har 3.000 fastboende, heriblandt vores gode og søde guide Pablo.
Isabela’s “paradis” Hotel La casa de Marita bød os hjertelig velkommen med drinks i strandbaren.
Hotellet har en fantastisk beliggenhed, direkte ned til stranden og samtidig med meget lækre værelser. Betjeningen var super og vi sluttede dagen af med en lækker middag.
De bedste hilsner fra de glade Sønderjyder.
20. November, Isabela – Los Tintoreras
Skrevet af Connie og Leif
Efter en god nats søvn vågnede vi på Hotel Casita del Marita til en fantastisk morgen med havudsigt.
Da morgenmaden var indtaget blev vi kørt til havnen hvor vi blev delt i to hold til dagens oplevelser. Gul hold startede med lastning af alt udstyr for at sætte kursen mod vulkanøen Los Tintoreras som er hav leguaners mekka, på sejlturen dertil så vi mange fugle bla blå suler ,på øen findes tusinde vis af leguaner i alle størrelser som vi betragtede da vi gik rundt på øen og fik informationer at vores lokale guide Christian. Øen er sammensat af en meget speciel lava også kaldt av av lava, da det er meget skarpt i overfladen samtidigt har lavaen en forskelligt farve i udsendende. I en lille lagune betragtede vi ca. 100 hvid tippede hajer som hvilede sig indtil der kom højvande igen, så de kunne komme ud i havet igen. Tilbage til båden og i vores dykker udstyr, så der for tredje gang kunne snorkles, i alt hast kom der lige en pingvin der skulle opleves. Derefter tippede alle over bord for en snorkletur, vi fandt hurtigt rigtigt mange fisk næsten som et akvarie at svømme i.
Efter en times snorkle tur sejlede vi tilbage til havnen hvor vi skulle ud på en kanotur, vi fik en hurtig undervisning i kano sejlads inden vi begav os ud på det dybe vand, vandet var meget stille og vi kunne se bunden hvor vi betragtede skildpadder og rokker, vi sejlede ud til øerne hvor vi betragtede fuglelivet, pingvinen stod samme sted efter timer, vi snakkede om den var støbt fast, men nej der var liv i den, da vi kom tæt på. En fantastisk oplevelse med den ro en kanotur giver og alle holdt sig tørre, herefter gik turen hjem til en dejlig frokost på hotellet. Rød hold oplevede det samme bare i modsat rækkefølge. Som noget helt nyt blev der tid til en morfar på en kvarter.
Midt eftermiddag kørte vi til en ferskvandslagune, hvor de sjældne flamingoer til tider opholder sig. Der var to tilstede i dagens anledning en meget flot fugl i farver og biologi. Vi har dog hørt at rød hold så 7 flamingoer.
Derefter gik vi hen til det lokale skildpaddeynglecenter, hvor Christian fortalte om centerets formål som er opdrætte lokale artede skildpadder, hvordan de behandlede æggene og beholdt skildpadderne til de var 5 år, for derefter at sætte dem tilbage samme sted hvor de kom fra, da de var ved at uddø på Galapagos øerne.
Tilbage til hotellet var der mange af deltagerne der gik en tur langs strandpromenaden og op gennem byen, inden der var tid til happy hour på hotellet.
Vi fik en udsøgt middag med hummer og dessert, samt en orientering af Anna Marie om næste dags program.
21. November, Sierra Negra
Skrevet af Rita, Anette, Marianne, Kurt og Søren.
Dejlig morgen
Dejlig udsigt fra restauranten
Dejlig morgenmad &
Dejligt selskab …… så kan det da vist ikke blive bedre 🙂
I dag går turen til Vulkanen Sierra Negra,
Isabela består af 6 vulkaner, hvoraf de der 5 vulkaner er aktiv – sidst Sierra Negra var i udbrud, var 2018 , og. der været aktivitet i undergrunden, men ingen udbrud.
Vi skulle gå tur langs krateret af vulkanen, der måler 9 km. x 7 km., og blev delt i 3 hold.
Et hold skulle gå 16 km, et andet skulle gå 7 km., og så var der hold 3, de havde en fridag, og kunne nyde livet i Puerto Villamil.
Vi var på Christians hold, dem der skulle gå 7 km.
Afgang fra hotellet ca kl. 8.00 med bus til vulkanen.
Vi fik alle udleveret madpakker og vand til turen.
Først kørte vi i noget, der kunne ligne gold ørkenlandskab med store lavasten og kaktusser, og jo tættere vi kom op på vulkanen, blev der mere frodigt.
Køreturen tog ca 40 min.
Vi startede gåturen i tågeskov, og gik fra 880 meters højde til toppen, der lå i 1.020 meters højde. Vi havde skyfri himmel og mindst 29-30 graders varme, så det var nødvendigt med både solhatte og solcreme.
Udsigten ned i krateret var fantastisk. Man kunne ikke komme derned, da lavaen ville flænse skoene, og det kunne være farligt, da der er lava tunneller som kan falde sammen, hvis man går på dem.
Langs stien stod der mange alm. bregner samt Kongebregnen, der er en invasiv art, der prøver at kvæle den alm. bregne. En anden invasiv art stod i store buske, der havde gule frugter, som fuglene rigtig god kunne lide.
Vi fik smagsprøver af den gule frugt, King lemon (sur citrus). Vi så et Tiger æg, der er en lille gul blomst med børster på størrelse med et æg – planten bruges også som afføringsmiddel.
Der var rigtig mange fugle f.eks. den røde Fluesnapper, Latterfuglen, Finker m.fl.
Vi så også sommerfugle og græshopper.
Ved frokosttid nød vi vores madpakker og en tiltrængt pause.
Turen sluttede i tågeskoven efter 7,04 km og 4 timer.
Og så hjem til en STOR tiltrængt øl.
22. November, Isabela – Santa Cruz
Skrevet af Lissi og Troels.
Det var fint vejr fra morgenstunden på isla Isabella. Efter morgenmaden og af sked med personalet på hotellet blev vi kørt ned til havnen, hvor vi blev kontrolleret endnu en gang for om vi havde ting med i bagagen som ikke var tilladt.
Så var vi klar til at sejle de næste 2 1/2 time til Santa Cruz.
Efter ankomsten blev vores tasker gennemlyst, og så kunne vi gå op til restauranten ved siden af hotellet, hvor vi skal bo. Her blev vi beværtet med nogle fantastiske pizzaer og sandwicher og nogle store øl. Meget tiltrængt. Vi rundede frokosten af med isvafler og lokal kaffe.
Efter frokosten fik vi nøglerne og blev indkvarteret på hotellet, hvor vi skal bo de næste 2 dage.
Så blev vi i vores to grupper transporteret til Charles Darwin centeret, hvor vi fik en grundig gennemgang af planter, fugle og ikke mindst skildpaddernes livscyklus.
Det er et center som arbejder for at bevare de forskellige skildpaddearter på øerne. Vi så lonesome George -udstoppet. Han døde i 2012 som den sidste af sin art.
Vi var også i souvenirbutikken hvor mange købte skjorter og T-shirts. Lone sørger for at de får broderes logoer og navn på. Overskuddet fra salget er et tilskud til at drive centeret.
Næste stop var et besøg på Faustos families bryghus/bar, hvor der var ølsmagning. Der var tre forskellige smagsprøver og den man bedst kunne lide fik man efterfølgende et helt glas af. Meget støjende men fornøjeligt.
På vej hjem derfra var der lidt tid til at shoppe inden vi igen skulle ud af huset til afskedsmiddag på en god restaurant.
På vej derhen mødte vi Jorge fra Salasaka-folket.
Vi fik rigtig god mad med både hvidvin og rødvin til.
Efter middagen så vi en video på storskærm med en tidligere guide, Ivan, som havde lavet en hyldestsang til Galapagos.
Link til videoen:
Alle rejsedeltagere fik en lille vandflaskeholder med motiver af de forskellige dyr på Galapagos.
Endnu en dejlig dag i “paradis”
Link til Galapagos Paradise med Ivan Lopez: https://youtu.be/veDLuheV0E8?si=_MdfNCg0AabOa9dM
23. November, Santa Cruz – Højlandet
Skrevet af Inge og Lars
Dagen startede med morgenmad på rooftop med stiv kuling fra syd-sydøst. Heldigvis var der sat en læskærm op og udsigten kan man ikke tage fra stedet.
Det kneb også lidt med at tælle til 30, så der var ikke plads nok til alle. Det blev der dog rådet bød på, så mon ikke alle alligevel fik lagt en gedigen bund.
Kl. 9 blev vi afhentet i en ny bus med aircondition (vi er kommet til storbyen – 20.000 tusinde indbyggere men med butikker til mindst det dobbelte).
På vejen skulle vi lige aflevere nogle skjorter, der skulle have broderet mærker på, selv om det er søndag (men Lone er i byen ) så kan alt lade sig gøre.
På vej ud af byen, var vi lige omkring øens solcellepark. Sådan ca. på størrelse med 2 fodboldbaner. Sådanne “parker” tror vi også de fleste i Danmark vil kunne gå ind for.
På vej op i højlandet blev der kørt slalom mellem hullerne i vejen, til sidst endte vi på en grusvej og ankom til dagens første mål Trapice sukkerrørs- og kaffe producent.
Vi så den gamle metode til at pres saften ud af sukkerrørene. To af vore rejsefæller agerede muldyr og “fatter” selv brugte pisken, som han havde gjort mod muldyrene/hestene. Han forsøgte at stoppe dem med en fjernbetjening men batteriet var for dårligt .
Efter inddampning over bål, blev det til melasse, som blev hældt op i forme til størkning til en firkantet sukker klump
Derefter var der smagsprøver på bl.a. sukkerjuice med tilsat saft af en lemonmandarin (surere end sur) og for nogle med en sjat destilleret fermenteret sukkerrør. Det smagte faktisk rigtig godt.
Videre gik det til et stort kar i det fri, hvor ( vi er langt ude i skoven, her når fødevaremyndighederne ikke ud) sukkerjuice hældes i for fermentering.
Når “suppen” er færdig fermenteret, bliver den hældt over i en lukket beholder og spritten destilleres af ved opvarmning på bål (hvor var sikkerhedsventilen?)
Ud kom sprit på 50%, som vi kunne smage med og uden anis.
Gammeldags kaffefremstilling fik vi også demonstreret. Tørrede kaffebær blev knus med en stor morter, og kaffebønnerne blev sorteret fra til ristning i en intermistisk vugge, og så var der smagsprøver af hjemmelavede kaffebønner.
Ind i busserne igen og videre til Ranchen Ranzio El Manzanillo.
På vejen dertil kiggede vi efter store skildpadder, og der var skiltet med , at bilerne skulle tage hensyn til eventuelle krydsende skildpadder. Vi så ikke mange, før vi drejede ned ad en 3500 meter lang grusvej til ranchen. Her var de til gengæld i stor stil. På markerne, i vejkanten og på vejen.
Vel ankommet til ranchen, blev vi iklædt gummistøvler, og gik det ud i den vilde natur, hvor vi så giant skildpadder og nogle var virkelig store og omkring 100 år. Christian fortalte, hvor følsomme de er overfor rystelser i jorden, hvordan de trækker hovedet ind, når de bliver bange, og at en dagsmarch højest er på 2 km.
Når hannerne interesserer sig for hunnerne, forsøger hunnen at løbe fra ham, for at se om han nu også er den bedste til at parre sig med.
Vi lærte også, hvordan man kan flytte en skildpadde som ligger midt på vejen og spærrer, men bruger en pind til at kilde den i r……. Man må nemlig ikke flytte den med magt.
Under hele turen blev der taget billeder i et væk, og havde det været i den tid, hvor man brugte filmruller ville Kodak have gnedet sig i hænderne.
Christian fotograferede også alle deltagerne på vores hold bagved en gigant en af slagsen.
Så var det hjem til hotellet med et enkelt stop hos en lille kaffehandler.
Resten af eftermiddagen var til fri afbenyttelse og det kan nok være shoppegenerne udfoldede sig afsluttende med happy hour.
Kl. 19.30 var der fælles samling og gåtur til en restaurantgade, hvor vi udendørs fik serveret en ualmindelig velsmagende menu baseret på fisk. Fatter selv stod udenfor og grillede fiskene. Godt nok lidt i etaper, så nogen var færdige med at spise inden de sidste fik serveret.
Fantastisk afslutning på en på alle måder fabelagtig forrygende uge på Galapagos.
24. November, Santa Cruz – Baltra – Quito
Skrevet af Ingrid og Eggert
Så gik den ikke længere. I dag skal vi forlade Paradis. Måske er det ok. Måske er der ved at indsnige sig en vis mæthed (på oplevelser).
Inden morgenmaden kunne vi beundre starten på skoledagen for de unge mennesker på skolen overfor. Der var samling i skolegården med flaghejsning og diverse ritualer.
Morgenmaden indtog vi igen på den fine tagterrasse fra kl. 7.30. Galapagos taskerne skulle ud på gangen senest kl. 9. Herefter var der fri til at pakke færdig og gå en sidste tur i byen, inden bussen skulle pakkes.
Der er klem på tasker og håndbagage efter power shoppingen i går.
Jorge fra Salasaca folket kom forbi for at sige farvel. Han var alligevel i byen. Imens hentede Pablo og Christian de skjorter, der var blevet broderet på og vi fik lækre sandwich med fra Café Deli til flyveturen.
Kl. 9.45 kørte vi mod lufthavnen, som ligger på den lille ø Baltra, lige nord for Santa Cruz. For at komme dertil kørte vi mod nord i ca. 50 min. – først gennem det sydlige, fugtige område op i højden, men så snart det gik nedad igen, blev klimaet helt anderledes og tørt.
Vi kom ombord i små både, sejlede i 10 minutter og kørte derefter videre med bus gennem det golde område på Baltra. Området er tidligere amerikansk base men benyttes nu af Ecuadors marine og som civil lufthavn. I dette område holdt vi udkig efter landleguaner men fandt først nogle få, da vi nåede lufthavnen.
I lufthavnen tog vi afsked med Christian og Pablo, der har været vores fremragende lokalguider på Galapagos.
På trods af skiltningen i lufthavnen lovede Lone, at vi skulle mellemlande i Guayaquil, men det havde hun ikke klappet af med piloten, så han fløj direkte til Quito. Vi klagede ikke. Fausto stod igen klar til at modtaget os og Jaime kom med bussen og vores efterladte kufferter.
Et forsøg på hurtigt at tjekke ind til flyet i morgen lykkedes ikke, så nu gik det mod hotel Hilton Colón. Et ønske fra nogen om endnu et besøg hos taske- og hattedamen fra tidligere blev arrangeret og så var det tid til at komme på værelserne og få bagagen fra Galapagos puslet ned i kufferterne igen inden hjemrejsen i morgen.
Kl. 20 samledes alle i restauranten, hvor vi endnu engang fik en virkelig lækker 3 retters menu. Vi sluttede aftenen med fællessang og en teaser for udflugten i morgen. Vi skal op med gondol, hvis vejret vil.
Tak for endnu en hyggelig dag med hyggeligt samvær.
25. & 26. November, Quito – Danmark
Skrevet af Anne Marie
Så begynder vores sidste dag på vores rejse rundt i Ecuador.
kl 7:30 startede dagen med et dejligt morgenbord på vores hotel. Kufferterne var pakket til hjemrejsen og sat ned i receptionen.
Fausto havde lavet en aftale med læder butikken, at de åbnede kl. 8:30, hvis nogle stadig havde ønske om at handle.
kl. 9:30 var bussen pakket og vi var klar til at komme ud på nye eventyr inden afrejsen til Danmark.
Hold da op Jaimes bus kom på arbejde op af nogle stejle veje op til Telegraferiqo. Telegraferiqo er en gondolift, som løber op af østsiden af Pichinha- vulkanen. Længden af banen er 2,5 km og tager 18 minutter.
Vi ankommer til stedet, hvor liften starter i ca 3000 m. højde og sætter os ind i liften, som er lukket og plads til 6 personer af gangen, den løfter os op i ca. 4000 m. højde.
Her står vi ud til et flot udsigt over Quito, først på det ene udsigt punkt og bagefter gik vi om og så udsigten over Quito fra en anden vinkel.
Her sang vi vores morgensang.
Jeg tror, vi alle kunne mærke, at vi igen var kommet op i højden, vi gik langsomt, men blev hurtigt forpustet. Nogle valgte at gå højere op og nyde udsigten der, men det var begyndt at blive lidt diset og koldt. Man kan gå eller cykle ned af anlagte stier, men vi valgte at tage gondolen tilbage.
Så var der lige et par ting, som skulle købes, inden vi skulle i bussen igen (mon der er plads i kufferten?).
Tilbage i bussen, da vi havde erfarent at flyet til Amsterdam, var forsinket, kunne vi også når at se, Jomfruen over Quito tæt på.
Så det var en køretur ned i byen og op på Panecillohøjen, hvor der er et gammelt spansk fæstnings anlæg, hvor Jomfruen over Quito står. Skulpturen er en af de største skulpturer i aluminium i verden.
Den er 41 meter høj og forestiller jorden med en slange i en kæde, som jomfruen med vingerne holder. Symboliserer, at der er noget højere end det onde på jorden.
Endnu et flot udsigt punkt over Quito. Her kan vi se den gamle bydel. De lige gader, som spaniolerne lavede og nu er på UNESCOs verdensarvsliste.
På vejen tilbage til byen, så vi fem geder, som stod på fortovet og leverede frisk gedemælk til kunderne.
Så tilbage til hotellet, hvor Lone og de sidste kufferter blev hentet.
Frokosten blev indtaget på et hotel ude i byen. Her kom de fra læder butikken, som en service, for at bytte nogle tasker og fik også solgt nogle flere.
Så var det tiden at komme i lufthavnen.
I bussen takkede Lone, Fausto og Jaime for deres indsats. Fausto sagde tak til gæsterne for, at de ville opleve hans land ,og han at lærte noget hver gange, han havde besøg af os. I lufthavnen fik vi sagt farvel til Jaime. Fausto gik med ind og fik os tjekket ind hele vejen til Amsterdam.
Så var der lige nogle, der skulle have deres kufferter tjekket, men alt var som det skulle være.
Nogle timer forsinket kom vi afsted mod Guayquill, hvor vi skulle mellem landede og måtte ud af flyet, så det kunne blive gjort rent, og forsætte med nyt personale mod Amsterdam.
Efter et par timers flyvning havde Pia fødselsdag, men der var ikke så mange der lykke ønskede hende der, da alle sov.
Undervejs blev uret sat 6 timer frem. Så vi landede i Amsterdam kl.14:30.
Så var det tid til at synge fødselsdagssang for Pia.
Derefter sagde vi farvel til Lise og Lennart, som skulle til Kastrup. Vi andre gik ned til Gaten til Billund, hvor flyet gik til tiden. Efter en god timers flyvning landede vi i tåge i Billund. Vi fik hurtigt alle kufferterne, sagt farvel og tusind tak for dejligt selskab.
Lone og jeg vil endnu engang sige tusind tak for en dejlig tur sammen med jer og vi glæder os til at ser jer til gensyn i februar mdr.
