New Zealand Tur 3 - 2020
21. & 22. Januar, Rejsen til sydney
Skrevet af Nils og Lene
En dejlig rejse til New Zealand kan begynde. Vi blev hentet i Odense af opsamlingsbussen, der kom fra Haderslev. Lidt forsinket pga. den meget trafik på motorvejen. Vi blev mødt af gæsterne fra Jylland og guiden Jesper. Vi blev tilbudt morgenmad på den rolige tur til København.
Alle gæster mødtes i lufthavnen og vi kunne foretage check-in.
Der var god tid inden vi skulle være ved gaten, hvor flyet til Singapore afgik.
Et dejligt fly med god benplads og et stort udvalg af film og musik. Der blev serveret velsmagende mad og der var mulighed for mange slags drikkevarer. Jeg snuppede en Singapore Sling inden maden, nu turen gik dertil. En rød drink – så er den afprøvet.
Ti timer senere og 10.000 km væk fra Danmark landede vi og havde nogle timer i lufthavnen inden turen fortsatte mod Sydney. Lufthavnen rummer de sædvanlige vestlige butikker og er ganske stor. Der var så meget tid til boarding, så det var muligt at afprøve lufthavnens Sky Train, der kører mellem terminalerne. Førerløse tog, hvor det jeg prøvede kørte gennem The Dome, en stor kuppel med alt i grøn bevoksning langs kanten.
Afgang til Sydney. Lidt mindre benplads, men også under syv timer og lidt over 6.000 km.
Vi fik hentet vores kufferter og sørgede for at tage vandreskoene og slik med mere op af kufferterne, så vi let kunne komme immigrationen.
Ude i terminalen mødtes vi med Lone, som førte os ud til en større og en mindre bus, der skulle føre os til vandrehjemmet i det centrale Sydney på omkring 45 minutter. Den oprindeligt tænkte bus var desværre brudt sammen.
Vi fik tildelt værelser og kunne lige nå udsigten fra tagterrassen, der var betagende. Operahuset, Harbour Bridge og højhusene i centrum stod skarpt.
Tid til at komme i seng efter to lange dage.
23. januar, sydney
Skrevet af Margit Mellergaard
Så er vi blevet godt installeret på et meget dejligt Vandrehjem i Sydney.
Som Lone siger er vi landet i et smørhul i det centrale Sydney. Bla udsigt til Operahuset.
En forventningsfuld gruppe på 32 mødte forsigtigt op til en meget sund og lækker
morgenmad fra kl 7!
Det moderne vandrehjem er bygget ovenpå de arkæologiske rester af det koloniale Sydney.
Sydney har ca 5,3 mill indbyggere. De bor på et areal der svarer til 4 x Fyn.
Formiddagens helt store oplevelse blev selvfølgelig at tage Sydney Operahus i nærmere øjesyn! Vi var heldige med en fin guide Gaby. Hun kom til Australien som backpacker i sin tid og giftede sig med en Aussie. ( Slang for en australier ) Hun kunne også anbefale at se Bagsværd Kirke i København, tegnet af ja, – Jørn Utzon!
Man bliver stolt og ydmyg over at en dansker i den grad har markeret sig så enestående i et land langt fra Danmark!
‘5 minutter i lukketid’, i forhold til at byde ind med det store byggeri, kom Jørn Utzon på banen! Han vandt på ideen om ‘skallerne’! Imponerer med at vise en ‘kugle’ hvorfra man skærer dele ud som ligner skaller….!
Han udtaler bla: ‘ All parts play together in a rich variation of shapes’
Sådan et kæmpebyggeri må næsten give problemer i forhold til byggepris…
Så fra at gå fra ‘sølle’ 7 mill dollars endte det med 102 mill dollars!
Operahuset er beklædt med 1 mill Høganæs fliser! Ingen tagrender! Alt vand afledes på forunderlig og enkel vis gennem alle fliser.
Forestil jer kære rejsedeltagere, hvor mange gange Jørn Utzon og Danmark bliver nævnt i forbindelse med omvisninger året rundt!
Man må heller ikke glemme at ‘ fundamentet’ under Sydney Operahus føres tilbage til aboriginals!
Ellers bød formiddagen også på vandring ved The Rocks.
Fortællingen om tusindvis af fanger der bliver deporteret fra England til Australien fra 1788 og mange, mange år frem.
Lone fortæller om de svimlende indtægter fra alle krydstogtskibene der ligger til kaj hver dag i sommertiden. 3 – 4 skibe hver dag! Pris, alt efter hvor mange passagerer der er med: 1 mill dollars og opad!
Penthouse lejligheder ved havnen er ren ‘Joakim von And’ priser.
Vores gruppe er standhaftig når man tænker på temperaturen i Sydney i dag!
Vi nærmer os de 40 grader. Lone fornemmer nok at vi alle er i underskud for vand.
Straks bliver vi alle tanket op med en frisk flaske vand!
En frokost i saunalignende omgivelser skal få den lidt trætte og stilfærdige gruppe
‘op på mærkerne igen’! Jo vi er en køn flok lidt blege danskere langt væk hjemmefra…
Om eftermiddagen lader vi op til en havnerundfart.
Og dagsbogfortælleren må lige have en pause…Så kære venner, sejlturen og historierne må I hver især selv huske på!
Det australske aboriginalsflag symboliserer med dets 3 farver: sort for mennesket,
rød for jorden og gul for solen, som giver liv.
Kære dagbog, en meget varm dag afsluttes med middag på Australien Hotel lige ved siden af Vandrehjemmet. Starter: Wings! Hovedret: Burger med Kænguru og pommes frites.
Lone gør opmærksom på at vi i aften skal holde øje med ‘De flyvende hunde’, – flagermus i forskellige størrelser!
Tak for idag!
Her kommer et citat fra Radiserne:
“ MAN LEVER KUN EN GANG! – FORKERT! MAN DØR KUN EN GANG!
MEN MAN LEVER HVER DAG!”
24. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Kirsten og Kaj
Dagen startede med pandekager til morgenmad, til stor fryd for Henrik og Kaj. Efterfulgt af morgensangen “dagen i dag er din min ven “ på tagterrassen, som bar de første tegn, for os, på de forfærdelige brande i Australien. Sod lå overalt efter nattens regn og flagene var “ på halv “‘ da 3 brandmænd var omkommet ved redningsarbejdet. Helene viste et billed , taget aftenen før af operahusets kuppelformede tage, badet i rødt lys til ære for de omkomne. Lone fortalte at vandrehjemmet, er opført hvor der tidligere har ligget huse fra “ gamle dage” som er blevet nedrevet for at give plads, byggeriet blev færdigt i 1995.
Effekter fra de tidligere bygninger er udstillet i montre på vandrehjemmet.
Vi begiver os på tur gennem byen til West Field Center.
På vejen dertil viser/ fortæller Lone om nybyggerier / og de gamle bygninger i området. De gamle bygninger er tydelig præget af den engelske byggestil.
Georges Street ser vi letbanen, som er udviklet til at være den dominerende transportform. Man mener at yderligere ca. 300.000 arbejdspladser er blevet muligt pga. denne. Letbanen har dog den samme “ uheld” som vi kender i Danmark.
Australien har ikke haft den store finanskrise som vi. Derfor har de en rimelig rente og priser på deres huse.
De er medlem af Commonwealth, men har deres egen regering. Mange er utilfredse med medlemskabet og ønsker at udtræde.
Videre på turen besøger vi City Tower, som har 5000 trappetrin. Dem klarede vi på 40 sek. Højden er 309 m og er bl.a. fastgjort med tykke stålwirer. Hvis de blev lagt efter hinanden ville de gå fra Australien og til new Zealand.
Desværre var udsigten ikke god, så vi så mere “ ned på” end “ ud over” byen. Dog vældig fascinerende med de mange højhuse i landskabet.
Vi går over Darling Harbour og kigger ud over OL byen, mens Lone fortæller om opbygningen / driften af denne.
Fantastisk syn, at stå på broen og se rundt hvordan de flotte skyskrabere omkredser vandet.
ENDELIG !!! må vi få vores længeventede øl/ drink . Og – tænke sig , vi skal have den på “SLIP INN “. Stedet hvor vores kære kronprins mødte Mary.
Frokosten blev indtaget på italiensk restaurant, hvor vi spiste lækker Fish and Chips.
Sidste fælles aktivitet foregik på Wild lige Center, hvor Australiens vilde dyr, ligefra farlige slanger og krokodiller og til søde koalabjørne og små kænguruer bor.
Efter en smuk sejltur hjem til vandrehjemmet delte vi os. Nogle gik på egen hånd og andre skulle på Brigde Climb.
Aftensmaden blev indtaget på havnen på restauranten ved Operaen, med lækker bøf/ ost . Krydderiet var en fantastisk udsigt over havnen.
En super dejlig dag sammen med hyggelige rejsekammerater er slut.
25. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Alice & Bent
Efter et igen solidt morgen måltid begyndte endnu en byvandring med Lone, første stop var Harbour Bridge verdens ældste og længste stål bro, det tog 1400 mand 8 år at bygge broen fra 1924 til 1932 hvor den blev indviet. Der blev brugt 52.800 t. Stål og den blev sluttelig rustbeskyttet med 272.000 t maling. I dag kører der dagligt 200.000 biler over, plus der også kører tog. Derefter gik vi langs Havne promenaden, hvor vi fik fortalt om de meget dyre boliger 4 til 5 mil $.
Vi endte i den botaniske have der er på 30 ha den ældste i Australien og en af de mest betydningsfulde i verden. Der er mange store træer, buske og blomster der kun findes her. Den er en begivenhedsplads og offentlig rekreativ område fra 1816 og besøges årligt af ca. 3.5 mil.
Vi gik derefter i Hyde park der er noget mindre kun 16 ha, der ligger Sct. Marys Katedral det er den længste i Australien over 100m og 75m høj, den blev opført fra 1866 til 1928. Derefter fik vi udleveret sandwich som vi fandt et passende skygge fuldt sted at spise. Derefter så Anzac monumentet for de faldne soldater og servicefolk i første og anden verdenskrig, fra både Australien & New Zealand.
Vi gik igennem en af byens fornemmeste forretninger, og endte i Sea Life, hvor fortalte Lone om mange af de forskellige fisk vi så, de største var Lungefisken, Hajen og en kæmpe Rokke der målte 2 m i bredden.
Vi var 22 der sluttede dagen af med at se/høre La Boheme i Operahuset, en stor oplevelse. Alle var godt trætte efter en begivenhedsrig dag og en vandring på godt 11 km. På alles vegne tak for endnu en god dag.
26. JANUAR, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Helle & Henrik
Vi starter rejsedagen til New Zealand med den sidste morgenmad på Sydney Harbour YHA, hvor vi er blevet forkælet med dejlig morgenmad, mens vi har boet på vandrehjemmet. Vi kører gennem Sydney’s gader, hvor der er ved at blive gjort klar til Australien Day, ud til lufthavnen.
Helene og Bent må søge visum igen, da deres ikke er gået rigtigt igennem. De får at vide at det kan tage op til 72 timer – men tager heldigvis kun 3 minutter. Hele gruppen er nu igen samlet.
Henrik får travlt inden afgang med at opsætte høretelefoner til Bluetooth, da han har reklameret så meget for sine Bose høretelefoner, at der er 3 som køber dem inden afgang. Det sidste køb foregår nærmest i løb for at det kan nåes inden afgang.
Efter en behagelig flyvetur med en fantastisk flot indflyvning lande vi efter 3 timer i Queenstown. Der bremses kraftigt under landingen – banen er kort og vi skulle jo nødig lande ude i søen.
Alle kommer godt igenne tolden – vandreskoene er rene og taget ud af kufferten. Helle må dog lige igennem Security tjek, da de finder en mistænkelig genstand på scanneren.
Det viser sig, at den oplukker hun har købt til sin bror, som er lavet af en kænguru’s ædlere dette kunne forveksles med et stykke frugt – måske en pære?
Sue står klar i lufthavnen, hvor hun modtager os med det New Zealandske og det Danske flag. Vi guides ud til bussen, hvor vi får en quick rundtur i byen. Her er mange unge mennesker, som skal ud og afprøve nogle af de mange adrenalin givende aktiviteter, som kan prøves i området. Vejret er dejligt varmt – det lover godt.
Vi ankommer til Holidays In, hvor vi skal være de næste 3 dage. Efter indtjekning samles vi på et grønt område og nyder en kold øl eller et glas vin. Aftensmaden foregår på Hotellet, hvor Jesper fortæller om næste dags program. Mon ikke alle venter med spænding på at se og opleve New Zealand de næste 17 dage.
27. JANUAR, QUEENSTOWN – Arrowtown
Skrevet af Ingelise og Bent
Vi startede dagen med en lækker morgenmad og en fantastisk udsigt til søen Lake Wakatipu.
Kl. 9 kører bussen med Sue ved rattet på vej i guldgravernes fodspor, mens vi synger en dejlig morgensang og nyder den betagende natur.
Filmproducenterne har også fundet dette flotte sted, idet både Ringenes Herre og Hobbitten er optaget her.
I guldgraverbyen Arrowtown besøger vi museum om guldgraver tiden, hvor får en dansk- og engelsk rundvisning.
En deltager blev så begejstret for skolen, at hun havde svært ved at komme fra bordet.
I byen er der 50 autentiske huse fra guldaldertiden, hvoraf 13 er fredet.
Vi hørte om danskeren Peter Anholm fra Gram, som opsøgte lykken som guldgraver fra 1862 til 1864.
I starten var det Moarierne der gravede guld og i 1750 kom de første englændere. De solgte guldet og lavede store forretninger, idet der kom ca. 15000 mennesker hertil.
Vi hørte om de store personligheder der har levet i området og at det var en barsk natur med minus 20 gr. om vinteren. I dag er der også 3 skiområder i dette landskab.
Efter europæerne inviterede de 5000 kinesere, som hver betalte 100 $ for at få lov til at grave. En indtægt som blev brugt til at forbedre infrastrukturen. Kineserne blev lidt udstødt og boede et koldt sted samt arbejdede hårdt. Om sommeren boede de i telte ude hvor de gravede guld. De begyndte også at dyrke grønsager, som de solgte til lokalbefolkningen og blev på den måde mere accepteret.
På grund af dårlig samvittighed gav regeringen en undskyldning til kineserne. En interessant historie.
Herefter gik turen til Gibbston Valley, hvor vi besøger en vinbonde og en ostefabrik.
Vi får en lækker frokost med oste og tilhørende vinsmagning.
Der blev også sunget fødselsdagssang for Bent Kruse.
Efter frokosten fik vi desuden en rundvisning i vinmarken og i vinlageret, med endnu en vinsmagning. Vi hørte om de udfordringer vinbonden møder på dette sted, især pga. temperaturforskellen dag og nat og risikoen for frost. Her er det Pinot Noir druen der klarer sig bedst.
New Zealand laver nogen af verdens bedste hvidvine, specielt med druen Sauvignon Blanc.
Med god stemning i bussen gik turen videre til Kawarau River, hvor man i sin tid startede med Bungy Jump.
Efter vi havde set flere springe de 43 m, var der også 2 friske fyre fra vores hold der ville prøve, nemlig Henrik og Bent. Virkeligt sejt af dem.
De fleste sluttede dagen med en slentretur i Queenstown og aftensmad på egen hånd.
Slut på en fantastisk dag.
28. JANUAR, QUEENSTOWN – skippers Canyon
Skrevet af Anny
Kl. 8 kørte vi afsted i 2 busser mod Skippers Canyon. Vi nåede op i 630 m højde.
I dette område lever befolkningen af turisterhvervet.
Vi så grå, udgåede grantræer, det er træer som er blevet sprøjtet med gift fra oven, fordi det er træarter , der ikke hører til på New Zealand og som man derfor ønsker at udrydde.
Vi kørte ad Skippers Road, holdt et lille foto pitstop, for at få et 5 mill dollar vue. Vores chauffører fortalte om deres liv i området .
Området har en lang historie fra guldgravertiden.
En dansker, Peter Anhold, der kom fra Fole ved Gram, var guldgraver her i 1860erne.
Vejen, vi kørte på dertil, blev bygget på 25 år, i starten ved almindelig hakke og skovl, senere med dynamit, 22 km lang. Det var mest kinesere, der arbejdede med vejen. På et tidspunkt var der 5000 folk i gang i området.Det er et barskt område, og der kræves en speciel tilladelse til at køre i området Det var en dramatisk køretur, hvor vi det meste af tiden kikkede lige ned i slugterne !!
Vi blev flere gange gjort opmærksom på at det nu er en to-sporet vej, (oprindeligt smallere, beregnet til små biler) med en hastighedsgrænse på 100 km /timen.!!!!. Nu må der køre små busser. Vi passerede da også 2 biler og en bus på vores tur til og fra stedet. Godt der var steder hvor vejen var lidt udvidet.
Det er her i området, der er optaget scener til filmen Ringenes Herre.
Vi stoppede ved 2 søjler, som er resterne af Hotel Welcome Home. Efter en nedbrændning, blev resterne pillet ned og brugt til opbygning af et hotel længere inde mod Queenstown.
Vi besøgte Winky, der er 4. Generation af en guldgraverfamilie. Hun har 2 sønner, som så bliver 5. Generation. Hun viste os hvordan vi skulle finde guld, ved at tage vand og sten/sand op i et kar og så langsomt svinge vandet rundt, så sandet kom ud over kanten. Guld, der er 20 gange tungere end sand, ville så falde ned i det lille fordybning i kanten af karret. Knud, Nina og Jesper var heldige at finde guldstykker (som små knappenålshoveder!!!) De var helt euforiske og Winky bekræftede, det var guld.
Efter en tur rundt på gåben, hvor vi ser museet, spiser vi frokost, som vores chauffører har tilberedt på Grill: Krondyrpølse og Lam.
Så er der omklædning til våddragt, støvler, redningsvest og hjelm, for de der skal på riverrafting. Tilfældigvis, eller hvad, kommer Knud på besøg i pigernes omklædningsrum.
Alle kører til bådene. Efter sikkerhedsinstruks padlede 4 både afsted, 2 timers bjergtagende oplevelse: det flotte vand, bjerge og kløfter på begge sider. Bådguiderne pisker en stemning op. Vandkamp og vilde hvin løfter stemningen. Alt det vilde fortsætter, da flere deltagere ved en pause ved bredden, tager spring fra en klippe og ned i vandet, nogle får sig en svømmetur. Første båd i mål, får hånerettten til at råbe “looser” til de 3 sidste både. Alle en stor oplevelse rigere.
Så er det kaffetid, hvor vi får dejlige store småkager til.
Der køres hjemad ad samme grusvej, nu er det dem, der sidder i den anden side i bussen, der får kriller i maven………….!!!!
Nå, vi når velbeholdne hjem til hotellet, aftensmaden er Teriyaki fiskeret og lammekød.
Endnu en fantastisk dag er slut.
29. JANUAR, QUEENSTOWN – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Bodil og Knud
Rejsedagen startede med sol over Lake Wakatipu og Dennis, der fyldte 65 år, tog æren for den smukke udsigt i morgenmads-restauranten på Hotel Holiday Inn med første parket til solens dans i søens vand. Det viste sig dog, at han kl. 8 måtte indrømme, at han faktisk var født om eftermiddagen den 29. Januar dansk tid (!), så han var godt et døgn for tidligt ude med sin fødselsdag. Men hold 3 bar ikke nag og til frokost fik Dennis fødselsdagssang og et stort til lykke fra hele selskabet. Dennis kvitterede flot med at byde på køligt hvidvin til alle til frokosten, som blev lækkert anrettet af frokostholdet.
Dagen bød på en flot tur i vores bus fra Queenstown til den sydvestlige nationalpark Doubtful Sound. Stort set alle øvrige turister tager til Milford Sound, som er lettere tilgængelig med 4-sporet motorvej lige til fjorden. Men Milford er ekstremt overrendt af turister og dem kan Lone ikke li’! De er simpelthen for meget i vejen for hendes gæster. Derfor gik turen heldigvis til Doubtful Sound længere mod syd, hor vi skulle på sejltur med overnatning med det gode skib Navigator.
På vejen dertil lå der for hver 400 meter en død pungrotte (Possum) i vejsiden. Pungrotten betragter New Zealænderne som et skadedyr. For år tilbage udbetalte staten 1 dollar for hver Possum-hale, der blev indleveret. I dag får bilisterne 3 point for hver nedlagt Possum, men de er meget svære at komme til livs. De fortærer hvert døgn 17 millioner tons vegetation og til dessert alle de fugleæg, de kan komme i nærheden af. Lone gav som vanligt et væld af informationer på busturen. Vi ved nu alt om kvægavl på New Zealand. Hvad denne foretagsomme kvinde ikke ved om kvægracer, foderplaner, staldsystemer, miljø- og klimaregulativer for kvægdrift og Quality Management af tyrestations-produkter – det er ikke værd at vide! Hendes informationer blev en enkelt gang afbrudt af kineseres hasarderede overhalinger, som vores dygtige og dejlige chauffør Sue behændigt og stilsikkert håndterede.
Efter frokosten var der afgang med færgen over Lake Manapouri – første etape på sejlturen. Hans var hele færgen rundt nogle gange for at finde Tax Free-shoppen men måtte skuffet sætte sig ud til Elsebeth på agterdækket med uforrettet sag.
Så var vi fremme ved Doubtful Sound, som ikke er et sund men faktisk en fjord. Fjorden fik sit navn af kaptajn James Cook, da han under kortlægningen kom forbi i Det Tasmanske Hav. Han og besætningen kiggede ind i fjorden men vurderede, at det var TVIVLSOMT (=Doubtful) om man kunne få vind nok i sejlene til at komme ud af fjorden igen, hvis man sejlede derind. Efter at vi blev sat af færgen over Lake Manapouri kørte chaufføren Jonny os ad Willmott Pass til Doubtful Sound. Han kunne et par danske ord – mest bandeord. Det hang sammen med, at han havde haft en dansk kæreste fra Store Heddinge. New Zealand blev skilt fra Australien for 18 millioner år siden, men Jonny tog ikke så lang tid om at tage flugten fra den danske bitch. Han var sød og fortalte os en masse på turen.
Ombord på Navigator var vi en tur i skibets redningsbåde, hvor vi så nærmere på jordskred, som havde revet træerne ned i fjorden med stor kraft. Det tager 70-80 år for naturen at genskabe sig selv. Træerne slår ikke rødder i klippen men henter alene vand/næring fra det mos, som de står i. Mossen kan opsuge 27 gange sin egen vægt af vand og den er også gennem tiden blevet brugt i den medicinske og kirurgiske behandling og som erstatning for bleer og inkontinsbind. En håndfuld friske i gruppen nød at sejle rundt en lille times tid i kajak. Fødselsdagsbarnet Dennis tog til sidst et flot 4 meter udspring fra rælingen af Navigator men kom som lynet op igen af vandet, der var overraskende koldt for den 65 årlige. Også Poul var frisk på en badetur i fjorden.
Efter at vi havde absorberet små 3.000 mm regn klarede det op og vi kunne nyde udsigten til de stejle klippesider og så da også en 40-50 stykker New Zealandske Fur-sæler, som sov sen eftermiddagssøvn på den yderste klippe før Det Tasmanske Hav.
Aftenen bød på en forrygende buffet og hyggeligt samvær med alle på hold 3 og skibets venlige og opmærksomme personale.
30. JANUAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Nina & Dennis
Kl. 05:50 lød der en summen uden for vores “kahyt”, som en myretue, først lavt, men jo flere der var oppe, jo højere blev niveauet, nu var det vist ved at være tid til komme ud soveposerne.
Vi var installeret i 4 sengs kahytter, og vi delte kahyt med Henrik og Helle . 2 par var heldige at får “suiten” med eget toilet, enkelt par havde valgt at få 2-sengs kahyt. Vi lå i bagbords side Nina øverst og Dennis nederst.
Igen en morgen med skyer der ligger så lavt at der ingen mulighed var for at se solopgangen.
Morgenmaden var endnu et veludstyret måltid. Vi sulter bestemt ikke på turen.Vi er på vej retur med The Navigator til havnen hvor Nationalparkens bus venter på os.
På turen blev vi beriget med besøg af en flok Delfiner der blæste, som de nu gør, og nogle stykker kom helt tæt på skibet, og lå og legede med stævnen.
“The Sound of silence”.
Omkring kl.09:00 skulle alle mand på dæk, vi var sejlet ind i en lille sidearm af fjorden, skibet blev bragt til standsning, al aktivitet blev indstillet og motorerne stoppet.
Her stod vi så alle mand og oplevede naturens “larmende” stilhed. Vandfaldene, fuglene og de små bølgeskvulp der ramte land, skyerne som lå lavt på de grønbeklædte sider, blev os pludselig meget bevist. Ren meditation.
Efter ca.10 minutter, blev maskinen atter startet. Vores lokale guide ombord, Carol, havde fødselsdag, og hele gruppen sang fødselsdags sang for hende, efterfølgende sang vi vores morgensang på dæk.
Kl. 10:00
Kevin vores chauffør bragte os gennem nationalparken og regnskoven med store bregner, bregner man tilbage i tiden brugte til at dække over fælder eller over maden.
Inden alle blev spist af sandflys kom båden heldigvis, båden der skal bringe os til Lake Manapouri. Det første alle stort set gjorde på båden, var at komme tilbage til civilisationen så alles telefoner blev igen aktive.
Sue venter med bussen og alle er klar med kort og ruteinfo.
Lone fortæller lidt historie fra / om New Zealand
Om krige mellem de hvide og Maorierne, Guldfeberen.
Om reformer, pensioner, bistandshjælp og at kvinderne fik stemmeret i 1893.
I tidernes morgen lå New Zealand under vand, pga jordskælv for 150 mil år siden,
Dukkede det op til overfladen.
Vi kører i frodige bakke og i dal, natur i store vidder, langt til næste nabo. Passerer gennem små byer, Mossburn, Riversdale, Lomsdn bl.flere
Der er Ingen motorveje på Sydøen, og hastigheden på hovedvejen kan være op til 100 km/t.
Alternativ energi former er så småt på vej. På ruten ses vindmøllepark på bjerg/bakke kamme ude i horisonten.
Lone byder på små historier fra familiens egne ture og Sue byder også ind.
Vi ser mange Marker med fårefarme, farme med køer og hjorte farme. Alle dyr går ude hele året her på NZ
Malkekøer står ofte 4-5 km fra malkestationerne så de skal gå frem og tilbage x 2 dgl.
For at der er græs og grønt nok på markerne flyttes dyrene fra den ene fold til den anden og det kan udløse “trafic jam”
Der er mere stille i bussen over formiddagen …. , flere taber hovedet fordi de sidder og småblunder.
I Gore på The Logde spiser vi frokost bestående af dejlige sandwich og pies.
Gore en landbrugs by med virksomheder der har salg af landbrugsmaskiner.
Efter frokost er der ca 1,5 times kørsel til Dunedin hvor vi skal bo de næste 2 nætter Lone “holder “ resume over hvad vi har hørt om New Zealand .
Fortæller om øens industri og sundhedsvæsen. Af danske virksomheder på øen findes Grundfoss, Mærsk, Oticon, Danfoss, Nilfisk. De er afhængige af samhandel m. Asien Europa og USA. Momsen er på 15%
Inden vi kommer til Dunedin, tid til eftermiddagslur i bussen.
Dunedin er syd øens næststørste by. Der kommer Krydstogt skibe, mange studerende, mange College hvor de unge også bor. Nogle kinesiske familier sender de unge hertil for at studere. Der er et stort hospital.
Vi kommer til vores hotel Heritage, her venter 2 nætter. Alle mødes efter lidt egen tid til middag.
Her læste Lone til sidst endnu et kapitel fra Peter Anholts erindringer og kort fortælling om næste dags program. Dette starter først 8:45 så mulighed for lidt morgentid.
31. JANUAR, DUNEDIN – Otago Halvøen
Skrevet af Lene & Nils
Efter morgenmaden var det tid til at stige ind i bussen, der hurtigt tog os til verdens stejleste gade, der ligger i et roligt forstadskvarter.
Heldigvis var vejen ikke så lang, men fra bunden kunne vi se, at det gik opad til sidst. Vi blev sluppet løs på Baldwin Street, der har en hældning på 19 grader, hvilket svarer til 35%.
De fleste gik roligt opad, et par stykker startede i løb. Da toppen var nået blev der sunget morgensang.
Næste stop var Signal Hill, et flot udsigtspunkt, hvor vi kunne se ud over byen, Otago halvøen og havneområdet. Vi mødte lidt vejarbejde undervejs på den smalle vej, som Sue klarede fint.
Næste stop var den fine gamle banegård, der blev beundret både udefra og indefra. Logoet for jernbanen, NZR, var at finde på alle trappetrin op til første sal.
Ude på perronen holdt et diesellokomotiv klar og mens vi var der, blev der koblet en række gule vogne på. Desværre var der ikke tid til en togtur.
Dernæst fik vi fri i halvanden time. Nogle skulle shoppe noget lækkert tøj i merino uld, mulighederne var mange. Vi endte på museet tæt på banegården, Otago Settlers Museum, der fortalte regionens historie fra de første tilflyttere og tiden derefter. Der var to flotte damplokomotiver, indbo og tidstypisk tøj samt hundredvis af portrætter og deres historie.
Vi skulle mødes igen ved St. Pauls katedralen. Mange havde nået en forfriskning og indkøb. Kirken blev besøgt. Der er fine glasmosaikker i den forholdsvis nye kirke. Den er bygget af flere gange, og det ses ret tydeligt udefra.
Så blev vi kørt tilbage til hotellet, hvor der var varm frokost.
Lidt i tre begyndte en længere tur til Otago halvøen med dens rige dyreliv. Vi blev udstyret med en madpakke og kørte af sted i to mindre busser. Vi kørte helt ude ved vandet og så mange forskellige fuglearter. Lone fortalte, at alle fugle på den udleverede liste blev spottet, blot Ikke nummer et og tre! Flot.
Vi nåede op til centeret, hvor vi kunne se den flotte Royal Albatros. Der blev vist film om fuglen og vi gik op til en observationspost, hvor vi så adskillige ynglende fugle. Flot var det at se albatroserne svæve hen over himlen, men svært at få gode billeder, fordi de fløj så hurtigt forbi os.
Dernæst kørte vi til det sted, hvor pelssælerne opholdt sig. En lille vandretur, og vi kunne observere voksne sæler og en masse unger. Det var interessant at følge deres gøren og laden i små indsøer og på den stenede strand.
Næste stop var pingviner og søløver. Igen en lille vandretur helt ned på stranden, hvor der lå søløver enkeltvis og i små flokke. Vi holdt behørig afstand, de kan være hurtige. De fleste lå og hvilede sig, der var nogen aktivitet i en flok på fire hanner.
Vi så både den guløjede og den blå pingvin på vandreturen. Der var reder af træ til den blå pingvin, og vi så i hvert fald én inde i en rede. Der var et par gule pingviner, der kom op af vandet. De tog sig god til tid at komme til rederne inde i bevoksningen. Fra vores udsigtsskjul kunne vi følge nogle pingviner, men hurtige kan man ikke sige, at de var.
Hjemturen forløb roligt og det var mørkt, da vi var hjemme efter klokken ti.
1. FEBRUAR, DUNEDIN – Twizel
Skrevet af Helene & Bent
I dag kunne vi sove længe, efter en hård dag i går. Efter en lille gåtur i botanisk have, var kroppen klar igen. Vi spiste morgenmad, og kufferterne blev afleveret ved bussen 8.30 og vi kørte fra hotellet 9.30.
Vi kørte først ind til universitetet, hvor vi fik en flot rundvisning, hvor vi så de flotte bygninger, både de gamle smukke bygninger og de nye og moderne bygninger, på universitetsgrunden stod New Zealands flotteste juletræ i fuldt flor,
Universiteter blev opført i 1869, og begyndte med uddannelserne til læge og tandlæge, I dag har universitetet 20.000 studerende, hvoraf 10 – 15 % er udlændinge.
Uddannelsen er ikke som i Danmark gratis, der skal betales ! Nogen kan søge scholarship / stipendium, ellers er der forældrene der hænger på regninger.
Universitetet køber huse op i området og indretter dem til studie boliger, alle studerende får anvist en bolig som koster ca 200$ om ugen – Der er ikke noget der hedder SU i New Zealand, så det kan blive en bekostelig affære at få uddannet sine børn !
Flere og flere Maorier bliver i dag optaget på universitetet men Maorierne er ikke de rigeste i Zealand, så derfor betales deres studie af den stamme de tilhører.
Vi måtte lige en tur tilbage på hotellet for et hente forskellige glemte effekter, Peter`s hat og noget vaskepulver, men så var det ellers af sted videre på turen.
Det var gennem dale med landbrug, ud til Stillehavskysten hvor vejret var “lidt grumset”, vi kom frem til Moeraki Boulders hvor der på stranden lå nogle store stenkugler som vi gik ned og kiggede på, her syntes Lone det var på tide at synge morgensang og straks steg temperaturen ca 4 grader. Sue stod på hænder nede i en af de flækkede stenkugler. “Godt gået – vi blev lidt bekymrede, for Sue skulle jo køre bussen, og det kan man jo ikke med brækkende arme og ben”. Der lå mange kugler på stranden og en var på vej ud fra skrænten – dejlig og smuk oplevelse. Så til restauranten hvor vi spiste Fish and chips. Så var der gang i souvenirbutikken – der blev købt ind. Dog var det ikke muligt for en “voksen” dansk mand at krybe i XXL. Meget mærkeligt. For så små er mænd da heller ikke på NZ. Fruen trøstede med at sige at det garanteret var en damemodel.
Vi kørte videre ud til Elephant rocks – gennem et landbrugsområde med en masse kvæg, her kan køerne stå ude i 365 dage om året. Størstedelen af den mælk der produceres her, sælges til Kina som tørmælk. Så var det ned i dalen hvor de stejle sider af limsten rejste sig, vi nåede frem til “Elephant Rock” det var et stort område på en mark hvor limstensklipper rejste sig i mange forskellige “figurer” , her havde fantasien frit spil. Tilbage i bussen blev vi mødt af Sus, der bad os om ikke at tage nogle elefanter med ind, da hun havde “rigeligt med dem hun havde i bussen”.
Så atter kører – vi nåede Kurow hvor der var kaffe på en resteplads, dejlig og tiltrængt. Så videre langs Waitald systemet, som producerer ca 16 % af NZ samlede elforbrug. Vi så Waitald dæmningen, hvor vandet flød over og så kørte vi videre til Benmore dæmningen, bussen kørte os over dæmninger og så kunne vi gå tilbage ( ca 1,5 km), flot tur med god udsigt.
Så videre mod hotellet i Twizel. På vejen så vi masser af køer og Marino får, som til forskel fra de får vi ellers har set, er grå.
På vej frem mod hotellet rejste bjergene sig, der kom lidt flere spidser på toppene lidt sne og pludselig åbenbarede synet af Mt. Cook sig i horisonten.
Fremme ved hotellet fik vi udleveret nøgler til vores værelser. Vi skulle så mødes i baren kl. 7.30 hvor der var en dejlig buffet.
Igen en dag med mange gode oplevelser.
2. FEBRUAR, Mt. Cook
Skrevet af Gerda og Olav.
I dag var der som sædvanlig fint morgenmad kl. 7.00 på det nye hotel Mac Kenzie Country Inn i Twizel.
Kl. 8.00 afgang mod Mt. Cook i fint solskin. Lone havde informeret om at være iklædt vandresko og medbringe regntøj og 2 flasker vand. Det med regntøjet tvivlede vi lidt på, men ok vi er jo pligtopfyldende i vores generation.
Selve bjerget Mt. Cook var i nattens løb forsvundet af vores synsfelt, men humøret og stemningen var fin. Da vi nærmede os Mt. Cook faldt der nogle få dråber på bussens forrude, hvorfor vi straks sang vores morgensang. Det medførte, at vi undgik voldsom og kraftig regn. I stedet for fik vi blot mildt, stille udbredt regn, der varede i 5 timer.
Vi kørte langs med Lake Pukaki hvor vandet nærmest var turkisfarvet, meget flot. Regnbuen viste sig også smukt på himlen og Olav som tidligere har bemærket månens forkerte facon hernede, funderede straks over om også regnbuens farvefordeling var spejlvendt ??
Da vi ankom til mødestedet øsregnede det. (Godt vi tog regntøjet med) 2 guider skulle føre os ud på en 12 km lang vandretur i bjergene og vi drog afsted i 3 hold.
På billeder er Mt. Cook et flot bjerg på 3.754 m med sne på toppen. Udsigten i dag var så som så. Vi koncentrerede os mest om underlaget på stien og om hvor vi skulle placere foden ved det næste skridt. Vandreturen på 12 km blev reduceret en del, men vi gik dog ca. 4,5 km, og det var fint. Vi gik op på moræne volden, og Lone hældte vand ud af ørerne!!!! – eller var det af regnhætten? Med lidt god vilje kunne vi også se gletcher kanten i det fjerne. På grund af regnen undgik vi også de tre slingrende hængebroer, hvilket sikkert har beroliget flere af deltagerne.
Da vi kom tilbage var der varmt the og kaffe i hytten, det var bare dejligt !!!
Vi kørte til visitor centret inden vi fik vores frokost i restauranten. Ejeren Charlie hilste på og fortalte blandt andet at han har besteget Mt Cook 29 gange. Det tager 6 dage og man skal være forberedt på lidt af hvert.
Tilbage til hotellet, hvor balkonerne hurtigt blev fyldt med diverse våde beklædnings genstande og sol og vind tørrede det hele hurtigt. Vi havde derefter god tid til at “holde fri” og få ordnet forskellige ting.
18.45 var der vinsmagning i haven. Rigtig hyggeligt at sidde der allesammen i dejligt solskins vejr. Derefter en dejlig middag med “pakker”til hver med laks, muslinger , rejer mm.
En dejlig søndag, hvor det på trods af regn ikke lykkedes med den oprindelige plan A, men hvor det viste sig at plan B gav en ok dag og vi tror at alle havde en dejlig søndag.
3. FEBRUAR, Twizel – Christchurch
Skrevet af Elsebeth og Hans.
Kl. er 8.00 og alle er klar til afgang. Ingen har glemt noget. Det er imponerende i så stor en gruppe. Vi fik også ros af Lone, fordi ingen glemmer noget på hotellerne. Sue laver morgengymnastik foran bussen, og så kører vi mod Lake Tekapo. Der bliver tid til 3 fotostop på turen fra morgenstunden.
Vi stopper ved fårehyrdernes kirke The Church of the Good Shepherd, hvor vi synger morgensang i kirken. Det var en speciel oplevelse. Kirken er opført i 1935. Lone giver en donation til kirken, og vi får lov til at fotografere inde i kirken. Altertavlen er vindue med udsigt til Lake Tekapo. Lake Tekapo er New Zealands 9. største sø.
Vi fortsætter turen til Tin Shed (Blikskuret), hvor mange får luftet dankortet. Der er et stort udvalg af merino uldbeklædning. Frokosten får vi ude ved de medbragte borde med rødternede duge. Det eneste problem vi har, det er at holde på salat og pålæg. Det blæser helt vildt, men det er stadig varmt.
Vi fortsætter i bussen gennem landbrugsland og de sydlige alper på vores venstre side.
Endelig ankommer vi til Christchurch, hvor vi ser Papirskirken, som er opført efter jordskælvet den 22. feb. 2011 som erstatning for Christ Church Cathedral, som blev meget beskadiget. Papirskirken blev opført på 2 år og kostede 140 mill dollar. Den er lavet af papir og paprør indvendig og rummer 650 personer. Man regner med, at genopbygningen af Cathedral tager 15 – 20 år. Jordskælvet målte 6,3 på richterskalaen.
Ligeledes kollapsede radiotårnet, hvor 130 døde.
Der er lavet et kunstværk af 185 hvide tomme stole på en plads over for Papirskirken til minde om de 185 døde under jordskælvet.
Efter jordskælvet lignede hele byen en spøgelsesby.
Vi slutter dagen med et besøg på Canterbury museum, hvor Lone fortæller om, maoriernes ankomst til Christchurch og deres levevilkår.
Vi kører til vores hotel, og endnu en dejlig dag med masser af oplevelser er slut.
4. FEBRUAR, CHRISTCHURCH – Picton
Skrevet af Anny og Margit
Dagens citat: “ Hvilken dag er det idag? Spørger Peter Plys.
Det er i dag, peb Grisling!
Min yndlingsdag sagde Peter Plys” !
Vi siger nu farvel til Christchurch og skal videre til Picton. Ca 330 km nordpå.
Lone har aftale med med en dansk bager at vi skal afhente brød til frokost og Kringle til eftermiddagskaffe!
Lone fortæller nu om New Zealands skole og uddannelsessystem.
Børn starter i skole på deres 5 års fødselsdag. Forude venter først Primary School, dernæst Mellemskole og til slut High School.
20.000 elever får fjernundervisning.
Undervejs skal vores bus vejes på målestation. Der er betalt for 24 tons! Vi slap igennem! Og fortsætter nu turen gennem vinområder og meget vekslende natur. Vi får faktaviden omkring vindyrkning. Der er 10 vin regioner i NZ. Der dyrkes 24.000 Ha. Og der produceres 235 Mill liter vin pr år.
Første vinmark blev skabt i 1851.
Vi kører ca 3 timer på meget snoede veje i skovklædte områder. Nu kommer vi tæt på kysten inden vi når byen Kaikoura som betyder “ Stedet hvor man spiser skaldyr”. Stedet er kendt for hvaler, sæler, delfiner og spækhuggere. Og det undersøiske Grand Canyon. Men Kaikoura blev også ramt af jordskælv i 2016. Nu går vi en tur langs kysten i “ stiv kuling”!
Ved kysten kan vi ved selvsyn se hvilke voldsomme kræfter der er i spil, når en strandbred forsvinder på 2 minutter og op kommer istedet store skifer stykker i mange formationer. Også vejene til og fra Kaikoura blev nogle steder løftet op til 2 meter. Vejarbejde foregår stadig også på togskinnerne.
Så er der blevet tid til endnu en fin picnic. Denne gang i Peter Fårefarmers dejlige have.
Efter frokost viser Peter os hvordan et får bliver klippet. Og ligeledes hvordan ulden bliver sorteret. Nogle fåreklippere kan klippe ca 450 får på 8 timer!
Og så går turen til Peter Yealands spændende Vineventyr! Allerførst præsentation af firmaet på film og en vinsmagning. Yealand er største vingård på New Zealandske hænder. Her dyrkes 2500 Ha med 2 mill vinstokke! 20 mill liter vin pr år. 120 ansatte og 80 – 90 sæsonarbejdere. 80 lande køber vinen!
Det unikke ved stedet er at vinmarkerne bølger i landskabet. Det er også den mest kystnære vinproduktion i NZ, måske i hele verden!
Det var en øjenåbner at der gik høns, får og grise i vinmarkerne! De skal holde rent for ukrudt mm. Bier og sommerfugle havde også betydning for biodiversiteten. Mod utøj havde man udsat en sjov fætter der hedder Vætter…Desuden blev der lagt muslingeskaller ud til vinstokkene for at tilføre mineraler. Yealand er certificeret med et 0, hvilket betyder at der er balance i økosystemet! En spændende rundtur i vinmarkerne med bussen og guide.
På toppen af hele herligheden, tid til det ultimative foto! Og så et af dagens højdepunkter: Kaffe med Kringle!! Storm i en kop kaffe! Sidste info fra guiden: Vi har opsat højtalere ved vinmarkerne. Herfra lyder klassisk musik! Godt for vindruerne og godt for sjælen!
Bagefter går turen direkte til Picton og vores hjem de næse par dage!
Aftensmad på Restaurant Gina, der er nabo til vores motel.
Forret: Muslinger el suppe. Hovedret: Lys fisk med salat og kartoffelmos. Dessert: ostekage. Super lækkert altsammen!
Sanghæftet kom frem og “hver fugl synger osv….” hyggeligt!
Tak for endnu en yndlingsdag!
5. FEBRUAR, Marlborough Sound
Skrevet af Nina & Dennis
Kl. 05:50, alarmen på mobilen buzzer, åh, det atter tid til at stå op. Hør!, det er’ da ferie, eller?, jo vel er det ferie, men af den aktive af slagsen.
Morgenmad fra kl. 06:45 hos Gina, afgang fra hotellet kl. 07:45, dagen er igang.
Idag skal vi vandre på et stykke af Queen Charlotte Track, fra Resolution Bay til Furneaux Logde i Endeavour Inlet, en tur på godt 12 km. Vi går i samlet flok til havnen, og stiger ombord på et mindre skib tilhørende Cougar Line, ja, det hedder det altså. Turen til Resolution Bay tager en 50 minutter med et stop i Ship Cove inden vi bliver sat af.
Vi bliver mødt af en fantastisk tæt pakket skov, ja nærmest jungle, der udefra ligner store buketter af broccoli, samtidig synger cikaderne os i møde med en intens styrke, hyggeligt. Tracket vi går, strækker sig over 71 km, men vi nøjes idag med 12 af slagsen. Undervejs fortæller Lone ivrigt om områdets flora og fauna, bla hvilke blade der kan bruges til erstatning for toilet papir, og hvilket der ikke er hensigtsmæssige. Der var dog toiletter på ruten af “long drop” typen, så behovet for at dyppe “mulen” i bregnerne var begrænset. Vejret på turen har været let overskyet, nogle enkelte dryp, men temperaturen dejlig tæt på 20°.
Der er flere overnatnings steder på vejen, og ved et’ af dem, blev vi mødt af 2 små piger, som spurgte om vi var en rejsegruppe, for så skulle de hilse os fra den lille gruppe af vores rejsevenner, der gik en kort tur foran os. Pigerne kvitterede med en “ High five” til hver enkelt af os.
Lige inden vi kom til vores frokost sted, Furneaux Logde, indhentede vi den anden gruppe. Efter frokost og kaffe var der afgang til havnen og båden retur til Picton.
Vejret begyndte at klare op, og solen fik hurtigt temperaturen til at stige, atter en meget smuk sejlads på Queen Charlotte Sound.
Vel retur på hotellet, blev der tid til lidt afslapning, og kl.18:30 havde Lone arrangeret en vinsmagning.
Der blev budt på Rose vin af Pinot Noir druen, hvidvin af Pinot Gris, samt en rødvin lavet på Merlot druen. Fremragende initiativ med forklaringer til hver vin.
Ejeren af hotellet, havde investeret i en trehjulet motorcykel med 5 sæder inklusive chaufførens, til at Cruise med betalingslystne turister rundt i byen, samt til vin områderne. Det blev så stor en succes, at han måtte købe endnu en’, som dog kun havde 3 sæder. MC’ere var begge udstyret med en V8 Edelbrock motor på 5700cc, med en ydelse på 350hk, samt et drejningsmoment på 900nm! Heftige sager. Vi var 3, Bent Skjærlund, Henrik og jeg, der lige skulle se dem lidt an, da Lone ville lave en gætte konkurrence på hvad den store, hhv den lille trehjuler havde kostet. Vi blev i den anledning kaldt “de tre bukke Bruce”, Henrik var store bukke Bruce, jeg blev mellem bukke Bruce og så kan i jo selv gætte hvem der blev lille bukke Bruce. Vi fremsagde bud fra 50.000,- NZ$ til 125.000,- NZ$, men men, det korrekte var 140.000,- for den lille og 200.000,- for den store!
Kl.19:30 var der så atter aftensmad hos Gina, og inden vi gik til køjs, måtte nogle stykker af os lige besøge “Grisen” til en GT.
6. FEBRUAR, PICTON – wellington
Skrevet af Lis & Peter
Farvel til Picton og Sydøen. Ude og suse med Kruse.
Allerede før kl.7 var det meste af gruppen mødt op med tunge kufferter for at få dem ombord på bussen. Planen var, at vi efter morgenmaden skulle gå ombord på færgen til Wellington. Vi kom knapt igang med morgenmaden før Lone fortalte, at vores færge havde fået tekniske problemer, og at vi først ville komme af sted kl. 14. Plan B var så en fælles tur til et flot udsigtspunkt efterfulgt af “fri leg” med mulighed for spadseretur i terrænet, på kirkegården, på havnen eller i byen. Mange benyttede sig af muligheden for i ro og mag at forøge garderoben. Efterhånden blev det meste af gruppen samlet til hygge ved motellet. Kl 10.30 blev freden afbrudt af Lones annoncering af plan C:
Vi kunne komme med en tidligere færge, hvilket indebar, at vi skulle af sted til havnen allerede et kvarter senere. Der manglede nogle stykker, og de skulle findes i en fart. Efter en hurtig runde til beværtninger og butikker manglede vi bare Bent Kruse. Han var som sunket i jorden. Mens resten af gruppen gjorde sig klar til at gå ombord finkæmmede Jesper byen uden at finde Bent. Der var en overgang udsigt til at han, ud over bungy jump, skulle have turen beriget med en flyvetur til Wellington. Mens der blev gjort store anstrengelser for at finde ham, nød Bent miljøet i havnen. Henrik kørte rundt i hele byen. Han var ude og “suse efter Kruse”, som han udtrykte det efterfølgende. Kl. 11.30 begyndte han – helt efter plan B – at bevæge sig op mod det aftalte mødested ved motellet. Her mødte han Jesper, som fulgte ham til båden hvor han blev modtaget med stor jubel.
Ved 12-tiden forlod vi Picton i flot vejr. Sejlturen bød på en fantastisk udsigt med godt med frisk luft.
Vel ankommet til Wellington begav vi os til Nationalmuseet Te Papa, hvor Lone på fremragende vis guidede os gennem de imponerende udstillinger. Efter besøget på museet gik vi en tur på den hyggelige havnefront, før vi begav os til hotellet. Her ventede der senere en overdådig buffet. Ikke mindst Sues appetit på desserten gjorde indtryk på de fleste. I morgen venter nye eventyr.
7. FEBRUAR, Wellington – Tongariro
Skrevet af Michael og Else Marie
Efter overnatning på Hotel West Plaza i Wellington og lækker morgenmad, er vi nu klar til at køre nordpå fra “Windy Wellington” til Tongariro National Park.
Carpe Diem: Grib dagen – og det gør vi med glæde. Vi passerer den nye Parlamentsbygning med den flotte runde form og kuppeltag. Lone fortæller om det politiske system i New Zealand, som er det samme som i England.
I Repræsentanternes hus sidder 120 medlemmer. De fem af pladserne skal være maorier. New Zealand har selvstyre og er uafhængigt af England. De er dog medlem af Commonwealth, hvor Englands dronning er overhoved.
Vi bemærker at der på Nordøen er 4-sporede motorveje modsat Sydøen, hvor der kun er 2-sporede veje.
Undervejs fortæller Lone historien om de danske immigranter, som kom hertil i begyndelsen af 1870-erne, lokket hertil af den danske biskop Monrad. De blev lokket hertil med løfte om velstand og et bedre liv. Det var et meget hårdt liv i begyndelsen af opbygningen af det nye land. Danskerne bosatte sig i byen Dannevirke. I dag er der 800 mennesker her, som har tilknytning til DK.
Efter et par timers kørsel var der kaffe og toiletstop i byen Foxton, hvor der bor mange med hollandsk baggrund. Mange er farmere. Stoppet var ved en nyere hollandsk vejrmølle opført 2000-2002 (“De Molen”). Alle skulle ind og shoppe i møllebutikken, som havde hollandsk lakrids og bagværk af god kvalitet.
Vi kører nu videre mod Whanganui, hvor Sue, hendes mor og mormor bor. Vi skal spise frokost der. Mange der bor i byen er pensionister, som nyder den skønne natur og det gode afstressende friluftsliv. Floden Whanganui, som løber igennem byen er kendt for sine mange vandaktiviteter.
Der gøres klar til den lækre frokost, som vi indtager ved vores transportable borde og bænke dækket med de rød-og hvidternede duge. Dette foregår i Sue´s mors indkørsel. Bent har meget generøst givet drikkevarerne til frokosten,
da han følte sig meget godt modtaget dagen før, da han kom på færgen i sidste øjeblik inden den fremskyndede afgang fra Picton.
Vi blev vist rundt i Sues gamle hus, som hun snart fraflytter. Det meste er pakket ned, men der står stadig masser af Peter Plys figurer, bamser og nips rundt om i huset. Ved en rundvisning i hendes mors hus, kan vi se, hvorfra hun har sin samlermani. Moderens hus er fyldt med hundredevis af porcelænshunde, nipsgenstande, havenisser og fugle- ude som inde.
Efter at have sunget morgensang for Sue´s mor og mormor, vinker vi farvel og drager videre.
Vi kører i det mest fantastiske smukke landskab med bølgende bjergskråninger, hvor får og køer græsser og hvor dybe kløfter og dale med smukke vandløb og floder skærer sig igennem bjergene. I januar, hvor der var megen nedbør, var disse bjergskråninger helt grønne og friske. Nu er det hele meget tørt.
Flere steder er der vejarbejde på grund af sandstensskred fra bjergsiderne , som let skrider ned, når der kommer meget regn.
Vi nærmer os Tongariro National Park, hvor maorierne lever i deres eget lille samfund.
Lone læser om maoriernes mytologi: Skabelsesberetningen, hvor far Himmel og mor Jord lever tæt sammen, indtil deres 5 børn skiller dem ad, så deres verden skabes med lys/mørke, nat/dag, naturens elementer med planter, dyr og himlens sol, måne og stjerner. Mytologien er yderst vigtig for at forstå maoriernes kultur og ritualer i deres land: “Den lange hvide skys land”- Aotearoa.
Nu kan vi se de tre vulkaner : Mt. Ruapehu, som er et kendt skiområde for kiwierne, højde 2797m.
Mt. Ngauruhoe, som er kendt som kulisse i Ringenes Herre, højde 2291m. Denne vulkan er en keglevulkan.
Mt. Tongariro, hvor man kan crosswalke, højde 1668 m.
Alle tre er et fantastisk syn. Mt. Ruapehu har sne på toppen.
En del fra rejsegruppen skal op at flyve henover området med de tre vulkaner.
De resterende køres til Hotel The Park, hvor der checkes ind for 3 nætter.
De, som oplevede flyveturen henover vulkanerne, fik sig en fantastisk oplevelse.
Til middagen om aftenen bød Tom og Tamari, ledere af en maoristamme os velkommen til maoriernes land. Dette foregik på en meget bevægende måde på maorisproget og med sang. Dette var også en bøn om at beskytte os, mens vi var i deres samfund/område. Fantastisk oplevelse af to stærke personligheder.
Efter en meget lækker middag ønskede de os godnat og på gensyn en af de kommende dage.
Vi ser virkelig frem til de næste dage, hvor vi skal opleve maoriernes fantastiske stærke kultur og samfund med deres ritualer i bl.a. mareen, som er deres form for forsamlingshus for stammen/landsbyen.
Tak for en dejlig dag sammen med jer alle.
8. FEBRUAR, Lake Rotopounamu
Skrevet af Olav og Gerda.
Kl 8 mødtes vi i bussen og klar til nye oplevelser. Vejret er overskyet og det er ikke muligt hverken at vandre i bjergene eller komme op at flyve. Vi skal ud at gå 5 km omkring en lille sø Lake Rotopounamu i maoriernes land, som grænser op til Tongariro nationalpark. Turen startede med at Tom bad en bøn som tak og respekt for skoven og den oplevelse vi måtte få. Det var en rigtig dejlig tur med frodige træer og buske, som næsten alle steder dannede tag over stien. Midt i frodigheden bemærkede man straks at der ikke var meget fuglesang. Vi så og hørte kun ganske få fugle og vi så steder hvor kiwierne havde huler ind under træ rødderne. New Zealand gør meget for at holde bestanden af possum og lækatte nede med henblik på at øge fuglebestanden.
Vores guide Tom fortalte om skoven med stor entusiasme. Nogle træer var mere end 1ooo år gamle. Materialer fra skoven blev brugt til redskaber, byggematerialer og medicin og med et moderne udtryk kaldte han det “supermarkedet”.
Der var også andre, der benyttede stien. Blandt andet et par flotte løbere ( piger) som Bent S. forsøgte at indhente. Dette mislykkedes dog !!
Ca 12.30 kørte vi ned til maoriernes hellige plads ved Lake Rotopounamu med udsigt til en lille ø. Her spiste vi lækre, lækre madpakker og Tom og Tamari fortalte om maoriernes kamp over årene for at bevare deres hellige sted i dens oprindelige tilstand. I generationer har det været skik blandt maorierne, at man i forbindelse med fødsel gravede moderkagen ned på et helligt sted. Herved fik det nyfødte barn et livsvarigt tilhørsforhold til stedet, som personen altid kunne vende tilbage til. Tom og Tamari virker som nogle meget stolte folk, som fortæller gestikulerende med en fantastisk mimik.
Kl 14 kørte vi til visitorcentret, hvor vi hørte om Te Heuheu Tukino, en tidligere stamme “over høvdning”, som oprettede national parken. Tamari fortalte om symboler, legender og om maoriernes skabelsesberetning, som stadig bliver brugt i skolerne.
Efter kaffe på parkeringspladsen kørte vi tilbage til hotellet.
Sue (vores chauffør) leder stadig efter en brandmand. I dag var der ellers en flot tilbeder, men han blev nærmest sparket ud af bussen. Forleden dag kom en brandbil fyldt med brandmænd kørende lige forbi os. Selvom Sue råbte: “Hello fireman, I am here”. Ja, så kørte de bare forbi !!
Men bare vent Sue…..en dag går der “ild” i en rigtig brandmand.
Der var tid til lidt afslapning da vi kom til hotellet og inden middagen sad nogle i gårdhaven og nød en drink.
9. FEBRUAR, Mt. Ruapehu & Maori kulturdag
Skrevet af Margit
For Gruppe 2 ventede en spændende vandretur op til Mt Ruapehu. ( 2797 ) Vi skulle dog kun de sidste 300 højdemeter op for at nå toppen.
Skiftevis klippestykker, løse småsten, vandløb og grus var underlaget under opstigningen. Sue og Lone guidede os sikkert op og ned.
På toppen blev vi belønnet med endnu en fantastisk udsigt! Vi passerede også
scenerier til Ringenes Herre i form af spektakulære klippeformationer.
Hvad man ikke kunne forestille sig, ventede nu ude i Maorilandsbyen og Mareen.
Vi kom jo til stedet som de fremmede! Skulle nu igennem en fin modtagelsesceremoni! Tom og Tamari og næstformanden i Rådet fremsagde hilsener for at byde velkommen. På engelsk takkede Bent Kruse på gruppens vegne for modtagelsen. Så fint altsammen! Derefter den traditionelle maorihilsen. Dvs vi giver hånd og trykker næsen 2 gange mod hinanden. Vi forbinder dermed hinandens åndedræt!
En overdådig frokost ventede os i forsamlingshuset, som er udsmykket med Tamaras smukke billeder.
Hangien, hvor vores aftensmad blev tilberedt, havde allerede været igang i nogle timer!
Og så var der tid til Frikvarter inden vi skulle samles i Mareen. Tom og Tamara
fortæller bla om familietraditioner og Maoriernes udfordringer.
Nu støder de 6 brave vandrere fra Gruppe 1 til! Rolige og fattede!
Spændende at dufte kylling, okse, gris og grønsager da Hangien blev åbnet og al maden blev båret ind i køkkenet i store ‘kar’. Også desserten Pudding blev tilberedt i dåser i Hangien.
Endnu et højdepunkt foregår, – nu i spisesalen: Elever fra den lokale maoriskole skal vise deres kunnen i form af sang, dans og ‘stammeråb’. 4 skønne piger og 9 robuste drenge iført ‘bastskørter’ giver os alle en uforglemmelig oplevelse.
Deres smukke stemmer og rytmiske bevægelser går lige ind i sjælen ledsaget af en guitar spillende lærer. Vi tager videoer og billeder for bare at få lidt af den smukke oplevelse med hjem….
Så bliver det vores tur til at afprøve deres kunnen. Først er det pigerne der med lidt rytme og sving i en ‘rangle’ skal optræde.
Og bagefter må mændene på banen. Så er det pigernes tur til at trække på smilebåndet da de herrer skal optræde med bar bryst! De instrueres i en stammedans og ‘giver den virkelig hele armen’ med tramp og råb!
Børnene gav igen en ‘opvisning’ til stort bifald!
Afslutning på dagen bliver nu at nyde den veltilberedte aftensmad!
En imponerende buffet er tryllet frem med det lækre mad fra Hangien!
Tom finder sin guitar frem. På sin stilfærdige måde gør han aftenen nærværende.
Dagens fødselar Bent B får fødselsdagssang og frisk smider han
sin T- shirt og laver stammedans til Toms rytmer!
Børnene går igang med opvasken og spontant eller ej: de bryder ud i dejlig sang fra køkkenet og glæder os alle endnu engang!
Det er tid til at sige farvel og en stor tak fordi vi måtte ‘være en del af familien’ i stammen!
Tamara og Tom og børnene med flere gjorde et stort indtryk på en begivenhedsrig dag!
Trætte, men glade tilbage til Hotel The Park.
9. FEBRUAR, Tongariro Alpine Crossing
Skrevet af Nina & Dennis
Vi var 6 vandrere, Bodil og Knud, Helle og Henrik, Nina og Dennis, foruden vores Maori guide Matt, som skulle gå turen på de 21km.
Morgen maden stod klar kl.05:30, og vores guide Matt, samt Tom, var mødt op for at hente os. Lone var også stået op for at sende os godt afsted med madpakke, rigeligt vand og vandre stokke.
Kl.07:30. Inden vi tog vi første skridt på crossingen, bad Matt en Maori bøn for os, vejret var klart og koldt, tæt på frysepunktet, solen gav allerede lidt lys, men da vi jo stadig var nede i dalen, gav den endnu ingen varme.
Allerede da vi startede vores climb, iført hele udstyret for at holde varmen, blev overhalet af, som Matt sagde “mountain goates”, unge drenge og piger i korte bukser og T-shirts.! En del af pigerne var også, som Henrik sagde, iført mumlebukser.
Vi blev mødt af den første udfordring, idet vi jo skulle ca.800m op over en ganske kort afstand. Stejle passager med løst underlag af store, som små sten!. Syren meldte sig hurtigt i benene, vi kunne godt mærke at balder lår blev aktiveret, men solen begyndte nu at vise sig over bjerg kammene. Jamen altså, hvor vi dog følte os priviligerede, over at det var os forundt at opleve en sådan solopgang.
Lidt efter kl.9, så vi begge rundflyvning maskiner, og vi vinkede da også op til vores rejsefæller, men de så os ikke, vi havde da ellers vores navneskilte på!.
Medens vi fortsat kravlede opad, steg temperaturen og vi måtte reducere på vores beklædning, samtidig blev vi overhalet af en stadig strøm af letpåklædte unge “geder”, og vi stødte da også på et par danske piger, der var på backpacker tur.
Vores mål for frokost, var de store vulkan søer hvor vi ankom ca.12:30, RØDT KRATER
men lige forinden skulle vi ned af en rimelig stejl skråning bestående meget løst underlag, sand, aske og sten. Hvis ikke benene allerede var blevet sat på prøve, blev de det her. Der var flere af de unge der valgte at sætte sig, for at kurre på bagdelen ned.
Efter en velfortjent frokost, med smuk udsigt over den ene sø, men med en stank af svovl der konstant blev lukket ud fra vulkan siderne, skulle vi videre, opad!.
En lille note: Der var opsat toiletter…nå nej, lokummer med jævne mellemrum, og man var ikke i tvivl , de stank i en radius 25m fra lokummet, med mindre at de var opsat i nærheden af svovludledning, der var dog et’ sted hvor der var septiktank, men generelt var de ret ulækre. Vi mænd, var glade for at kunne stå op og tisse.
Efter ca. 7 timer på track, startede vi vores nedstigning, og nu var det andre dele af kroppen der blev belastet, specielt de yderste tæer, der blev trykket, når foden gled frem i skoen, selvom snørebåndene havde fået et ekstra nøk, heldigvis havde vi fået reduceret vores last i rygsækkene, da vi jo havde spist frokost, frugt og drukket flere flasker vand.
Da vi nåede ned i ca.1500 m over havet, tog vores guide Matt os væk fra det officielle track, og ind på et gammelt track, der var lukket for alle andre end Maori folket.
Dette track var blevet lukket, dels fordi der havde været et stenskred i forbindelse med et jordskælv, som havde revet et stor strækning af stien ned. Det var ikke blevet genetableret af flere grunde, men vigtigst nok af alt, at der her ligger et helligt område for Maorierne, i form af en kogende vulkansk sø med udledning af svovlgasser. Det var dette sted at Matt ville vise os.
Efter nogen tid hvor vi klatrede, som bjergbestigere, gik gennem græs i brysthøjde, kom vi til den varme kilde.
Vi kunne lige nøjagtigt, når vi lænede os ud over kanten, se det kogende vand nede i bunden, som sammen med svovlgasser steg op ansigterne på os. Matt sagde, at vandet vi fik ansigt havde foryngelses virkning, og et kort øjeblik forventede vi at komme ned af bjerget, som teenagere, men ak’.
Matt kunne iøvrigt fortælle mange historier, bl.a. om da Maorierne kom op på vulkanen og fandt hvidt sand, som de kaldte “The magic sand”, ja det var selvfølgelig sne.
Han fortalte også at hans bedstefar havde en teori om de rødhårede kæmper “Ngati hotu”, som maorierne først kæmpede imod, senere sluttede fred med, disse rødhårede, mente bedstefaderen, var efterkommere af de nordiske vikinger!. Der var dog ingen evidens herfor, og vi ville da hverken be eller afkræfte den teori.
De sidste 2:30 ned af tracket foregik på skiftevis trapper af forskellige højder og stenstier, afsluttende med en tur igennem tæt skov. Der var med andre ord ikke de store overraskelser, ikke førend vi nåede p pladsen, hvor vi blev mødt af Sue, som havde koldt øl til os, Jubii.
Nu blev vi så kørt ud til Maorierne hvor middagen blev serveret.
Så kommer spørgsmålet, var det en hård tur?. Både ja og nej. Ingen tvivl om at en god grundkondition er nødvendig, og lige så vigtig, en god balance, men ellers… go for it…
10. FEBRUAR, Tongariro – Rotorua
Skrevet af Helle & Henrik
I flot vejr tager vi afsked med Tongariro Nationalpark. Vi siger farvel til vulkanerne, som tager sig godt ud mod den blå morgenhimmel. Nu går turen til Rotorua, hvor vi skal bo de sidste par dage inden vores hjemrejse.
Morgensangen synges i bussen på vej til dagens første stop – Lake Taupo. Her gøres et lille fotostop for at tage en af de mange one million doller fotos, som Lone omtaler. Hun fortæller også, at der hvert år afvikles den 2. største ironman konkurrence i verdenen I Taupo.
Undervejs til byen Taupo orienterer Lone om indkomst og skatteforholdene i New Zealand. Her er større forskel på rig og fattig end i Danmark. Der er tid til en lille shoppetur i byen, inden frokosten indtages ved de rødternede duge i byens park. Bent M. giver i anledningen af sin fødselsdag dagen før en øl eller sodavand til maden – tak for det.
Lidt udenfor Taupo gør vi holdt ved Haku Falls, som livligt bliver fotograferet.
Sue er klar med kaffen og en is – rigtigt dejligt, når temperaturen siger 27 grader.
Efter frokosten og kaffe bliver Lone og Henrik enige om, at det vist ikke kan betale sig med flere fakta, da de efter at have set sig tilbage i bussen, må konstatere at folk er blevet trætte 🙂
Inden vi når til Rotorua gør vi et lille stop ved en Hydrostation, hvor der er et sindrigt rørsystem over jorden. Her udnytter man dampen fra undergrunden til energi.
Fremme ved Rotorua indkvarteres vi på Motel Alpine, hvor vi skal være 2 nætter. Her er dejlige store værelser med egen privat hot pool lige uden for døren. Nogle skal også prøve den fælles svømmingpool. Her er vandet dejligt varmt.
Inden aftensmaden er der fælles samling i haven, hvor Lone serverer rødvin. Nina, Dennis, Bodil, Knud, Helle og Henrik modtager diplom for at have gået Tongario Crossing og der synges nationalsang.
Herefter går vi over på Peppers Café, hvor vi spiser aftensmaden, som i dag er grillstegt roast med div. grøntsager, kartofler og SOVS – bare mums.
11. FEBRUAR, Rotorua
Skrevet af Margit
Vores store rejse slutter her i ROTORUA. Byen hvor det syder og bobler konstant pga den geotermiske aktivitet! En by som også er befolket med mange maorier.
Vi starter dagen med et besøg i Kiwi Encounter, som er en naturpark med forskellige fugle mm og et center hvor arbejdet med beskyttelse af kiwien vægter allerhøjest.
Her udruges kiwiæg. Ungerne sættes tilbage til stedet i skoven, hvorfra man fandt ægget. Kiwien er som alle nu ved, stærkt truet af bla stoats (lækat), der ødelægger 50 % af æggene.
Bagefter bevæger vi os over til Maorilandsbyen Ohinemuto. Kommer nu tæt på det der syder og bobler! Husene ligger over de varme kilder. Aldrig sne i området. Mad tilberedes i de underjordiske ovne, – Hangien! Man bader udenfor i de dampende ‘badekar’! Vandet indeholder 83 mineraler!
Ser den fine Kirke der rummer både Maori og Anglikansk trosretning, som jo dybest set også rummer de samme værdier. Tankevækkende…
Dampen under gravstederne/ kisterne ledes væk gennem rør!
Efter frokost går vi nu til
TEWHAKAREWAREWATANGOTEOPETAUAAWAHIAO landsbyen! Eller som den også bare hedder: Whakareware.
En spændene aktiv landsby med 15-20 maorifamilier, små butikker og cafeer. Hører om brugen af Hangien som eneste redskab til madlavning nede i jorden. I søerne kan man bla koge grønsager. Alle vegne bobler det! Og lugten fra den svovlholdige undergrund er tæt på. Til slut ser vi forestillingen med den traditionelle Maori dans og sang!
Kraft og styrke, udspilede øjne og kampråb fra de dansende kvinder og mænd! Endnu en stor oplevelse rigere.
Tilbage på Hotel Alpin bliver der pakket kufferter, rester af vin nydes i haven. Her afslører Lone også hvem der ramte præcist i konkurrencen om, hvor mange KM Sue havde kørt i bussen de sidste 18 dage! Anne Grethe, Asta og Bent S modtog som vindere, fine præmier! Lene takker Sue for turen ved at give hende en hjemmegjort taske.
Aftensmaden venter nu på Peppers Cafe.
Til stor glæde for os alle, bortset fra et par stykker, skal vi nu spise dejlig grill tilberedt lam! Igen overdådig aftensmad! Alle ved, at alt godt får en ende….. vi råber hurraer og takker Lone, Sue og Jesper for en skøn rejse!
New Zealand, “ Landet under den lange hvide sky”, som de oprindelige indbyggere, – maorierne, kaldte landet, da de for første gang så det!
Her fik vi ved selvsyn lov til at opleve den storslåede natur, høre om kampen for de endemiske planter, blive klogere på Maorikulturen, høre om Guldgravernes barske eventyr, se og smage frugterne fra de store vinmarker, se får, køer og hjorte i de bølgende landskaber og meget, meget mere!
Tak for en skøn rejse! Tak for et dejligt samvær! Vi har alle fået et minde for livet!
12. & 13. FeBrUAR, Hjemrejse
Skrevet af Lene & Nils
En flot morgen med fuld sol. Det er ikke sjovt at skulle forlade det dejlige hotel i Rotorua med den varme pool og spabadet og starte hjemrejsen mod Danmark.
Busafgang klokken 8 og turen gik nordpå via Hamilton til den lille by Huntly, hvor der var kaffestop. Dernæst direkte til Auckland lufthavn, hvor vi måtte tage afsked med vores fantastiske chauffør Sue, der alle dage førte os sikkert gennem de to øer med godt humør og sjove gymnastiske indfald.
Dernæst kunne vi foretage check in til vores slutdestination i Danmark. Vi havde fået udleveret en madpakke fra Peppers Cafe, som vi kunne nyde i ventetiden inden afgang mod Singapore med den store airbus A380. Der er to etager på flyet, og det er første gang for mig, at der ud over sædenummeret står “Maindeck” på boardingkortet. God benplads og fin betjening på flyet. En 9-10 timer senere var det Singapore lufthavn, og vi havde god tid inden afgangen mod København.
Natflyvning med en airbus A350. Mange sad bag i flyet og det trak noget, så flere skulle have fat i overtøj eller tæpper. En lang tur på 12 timer og lidt over 10.000 kilometer.
I Kastrup kunne vi sige farvel til hinanden og sige tak til Lone og Jesper for en flot og velgennemført tur til Sydney og New Zealand.
For nogle fynboer og sønderjyder var der bustransport. Det gik stille og roligt ud af København. Der blev serveret kaffe og te og vi sang vores morgensang. Og sandelig om der ikke blev udleveret en dejlig madpakke med fire stykker rugbrød. Hvilken uventet og dejlig afslutning!
