New Zealand Tur 1 - 2023
Skrevet af Steen Hansen.
Så kom dagen endelig hvor vi skulle afsted til Australien og New Zealand. Vi samledes i Københavns lufthavn kl. 9. Glade for at vi skulle forlade Danmark for en stund da det øsende ned med regn, som sidenhen skulle vise sig at blive en meget våd dag. Vi blev checket ind med lidt bøvl, de ny selfservice skranker var ikke helt medgørlige, men det gik.
SQ 351 til Singapore afgik stort set til tiden. Vi fløj i en næsten ny Airbus 350-900 med fin benplads. Service var som altid rigtig fint og for en gangs skyld fik vi serveret en rigtig fin hovedret, spicy chicken, lidt kras for nogen måske, men det smagte godt. Af danske ting var der fra Øllingegaard yougurt og økologisk Lurpak smør fra Arla så vi var godt flyvende. Turen til Singapore gik fint selvom det tog 12 timer.
Der skulle vi så mellemlande i 2,5 time for at komme videre til Sydney. SQ 211 kom også afsted nogenlunde til tiden, men i en ældre Boeing 777-300 og det var ikke den store fornøjelse. Ingen benplads hvilket ville have været rart da en del af os var begyndt at blive lidt møre. Vi fik en ordentlig rystetur på en stor del af vejen, som nogle måske syntes var lidt ubehageligt, men ingen beklagede sig.
Godt gået må man sige, for da vi præcis kl. 21 lokal tid landede i Sydney havde vi været på farten siden vi mødtes i 27 timer. Vi skulle så igennem paskontrollen, det drillede lidt ved maskinerne, men ellers gik det fint resten af vejen ud af bygningen.
Udenfor i Bay 29 holdte Lones yndlingsrusser Alexander, som ikke er blevet mindre med tiden og hans bus. Køreturen ind til The Grace Hotel gik fint, alle fik kufferter og nøgler og så var det på hovedet i seng. Alle var trætte efter en lang rejse og trængte til at få benene op.
Tak for de sidste par dage, nu starter ferien først som en sagde og det er jo nok rigtigt.
6. januar, sydney
Skrevet af Herdis og Lisbeth
Dagen startede med morgenmad på Hotel Grace, hvor vi blev indkvarteret dagen før. Det var en dejlig morgenmad med alt hvad man kunne tænke sig.
Da vi var klar til at tage på tur, var vejret ikke det bedste. Det var overskyet og ca 19 – 20 grader med risiko for byger, så derfor var vi alle godt forberedte med regntøj og paraplyer.
Lone tog os med rundt i området og fortalte bygninger, vi fik lidt historie og noget om livet i Sydney.
I følge planen skulle vi have besøgt den gamle bydel, men pga regn, tog vi Sydney Aquarium istedet. Her var vi heldige at kunne komme ind og her oplevede vi en masse farvestrålende fisk, koraller, hajer, rokker og en Dygong (søko), der var legesyg. Meget interessant med en tunnel under vandet, hvor man så dyrene fra alle vinkler. Alt i alt en god oplevelse.
Til frokost fik vi Pasta Bolognese hos en af Lones gode venner, som hjælp i en snæver vending.
Næste programpunkt var havnerundfarten, hvor vi sejlede under Harbour Bridge og forbi Operahuset og videre ud til de store krydstogtsskibe. Også her fortalte Lone meget vidende om historie, bl.a. hvornår emigranterne kom til Sydney og om hvordan der er etableret en ny smuk havnefront, mere om arkitektur og meget andet.
Dog var der få minutter med solskin, hvor det lykkedes at få et par billeder af Operahuset med solens spil i kaklerne.
Turen gik videre til baren, Slip-In, der hvor Frederik mødte Mary. Lone fortalte meget levende om mødet, næsten som om hun havde været der.
Efter en drink, skiltes gruppen, for at tage videre på egen hånd. Jeg selv gik med nogle andre til bl.a. Georges Street, for at se om der var nogle spændende butikker.
Dagen afsluttedes pizza på hotellets restaurant, med forhindringer, som dog blev afhjulpet med Lones indsats på serverings- og køkkenområdet
7. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Marianne og Niels Abildgren
I dag gik vi ned ad gaderne med de fashionable firmaer og fik historier om dem. Vi kom også forbi vandrehjemmet, hvor vi skulle have boet. Ærgerligt at vi ikke kunne bo her pga. manglende hotelpersonale. Det var et spændende sted, hvor man under selve vandrehjemmet så udgravninger af de første bosætteres huse.
Vi gik videre op på Harbour Bridge, hvor vi gik ud til den første pylon. Herfra kunne vi se helt over til operahuset.
Vi kom forbi “Bridge Climb”, hvor Lone heldigvis fik ændret “climb-gruppens” billetter til om søndagen. Den dag havde nemlig en meget bedre vejrudsigt.
Vi fortsatte til Rocks Markets – den gamle bydel, hvor fangerne, der nu var blevet til nybyggere, havde boet i nogle små huse.
Her blev der også tid til at kigge lidt på egen hånd og nyde den hyggelige stemning.
Bagefter mødtes vi ved Sydney Opera, hvor vi fik en meget spændende rundvisning af en dygtig og engageret guide, der var fra Bangladesh. Vi hørte bl.a. om, hvordan Jørn Utzon var meget perfektionistisk og havde høje krav til alle elementerne i huset. F.eks. var alle installationer skjult inde i væggene, alle farver og materialer nøje afstemt. Skallernes kakler var udformet, så de opsamlede alt regnvand, der blev genanvendt i bygningen. Vi fik endda lov til at komme ind i Jørn Utzon-salen. Ud over en fantastisk udsigt over Circular Quai hang der et meget flot Utzon-vægtæppe.
De, der senere skulle til operaforestilling, tog “Myren” – en turbåd – tilbage til Darling Harbour.
Alle skulle spise på Australien Hotel, inden turen for nogle gik tilbage til operaen, hvor Don Giovanni af Mozart blev opført.
Så nogle havde nu oplevet operaen både ved dag og aften.
Da forestillingen var slut, var der et meget flot lysshow, hvor droner med lys “malede” himlen i mange forskellige og bevægelige figurer. Alle stoppede op og så det fantastiske show med Harbour Bridge i baggrunden.
Således en spændende afslutning på dagen.
8. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Aase og Erik Pliniussen.
Efter en dejlig morgenmad gik vi den korte tur ned til Wild Live centeret ved Darling Harbour. Inde i centret skulle vi se et udvalg af de dyr der lever her i Australien.
Det var en interessant tur rundt. Desværre var den store krokodille død for 5 måneder siden. Nu har de fået 2 nye mindre krokodiller, en han og en hun, så de håber på unger.
Vi så også Tasmanske djævel, Wombat, kænguruer og selvfølgelig koala bjørnen. De sover det meste af tiden i træerne, men vi var heldige at en af dem kikkede på os, så vi kunne få et billede.
Efter rundturen var der nogle der gik over på den anden side for at se på sejlskibene inden det var tid til frokost på Casa. Her fik vi en lækker stegt dybhavsfisk.
Os der skulle på bridgeclimping skulle gå lidt tidligt for at nå vores tid.
Vi kom ind i hold på 10-15 stykker. Vi skulle have ‘sparkedragt’ og en del sikkerhedsudstyr på. Derefter startede turen til toppen af Harbour Bridge.
Det var en rigtig flot tur og vi havde en fantastisk udsigt fra broen. Turen var ikke så hård som frygtet, der var kun 4 Stiger vi skulle op og ned af, ellers var det en jævn stigning på vej mod toppen. På turen fik vi ‘selvfølgelig’ taget de obligatoriske billeder.
Da vi var færdig med turen fik vi udleveret et diplom og mulighed for at købe billederne.
En del af gruppen var oppe i udsigtstårnet Sydney Tower, med udsigt over hele den store by.
Vi mødtes til aftensmad på Opera bar, hvor vi fik en traditionel middag. Forretten var små hapser og hovedretten var en lækker stegt fisk med pommes frites og kartoffelmos.
Vi gik trætte hjem efter en dejlig solrig dag.
9. JANUAR, SYDNEY – Auckland – Rotorua
Skrevet af Anne og Carsten Appelt
Dagen begyndte meget tidlig med vækning kl. 05:00 for at kunne nå morgenbad, pakke kuffert og morgenmad kl. 06:00 inden afgang til lufthavnen kl. 06:30.
Busturen til lufthavnen bød ikke på nævneværdige trafikale udfordringer, så vel ankommet til lufthavnen skulle der tjekkes ind. Mange danske pas ville ikke accepteres i scannerne / selvbetjeningsstationerne,
Så turen gik til betjente stande. Også her måtte mange af de nye danke pas bukke under for teknikken og skulle til yderligere tjek. Alle kom med uden problemer, blot med lidt ekstra tidsforbrug.
Vores fly – NZ102 – afgik planmæssigt og ankom til Auckland rettidigt 15:05.
Immigrationen gik problemfrit, dog kunne de nyeste danske pas ikke godkendes i første instans, men ingen problemer i 2. Instans. Bagageudleveringen gav ingen problemer og turen gennem tolden / kontrollen heller ingen udfordringer.
Alle blev samlet og fandt vor bus, som blev læsset og så afgang mod Rotorua kl.16:45.
Vi kørte ud gennem byen og gennem flotte afvekslende landskaber – så mange kvæg, og fik oplyst, at der er væsentlige flere stykker malkekvæg end der er indbyggere – inden vi efter 2 timer gjorde holdt for kaffe- og toiletpause. Der var lækker kage og frugt til kaffen.
Kl. 20:30 ankom vi til vort udmærkede hotel Distinction, hvor aftensmaden hurtigt blev serveret – forret: paneret gedeost med tilbehør. Hovedret kunne vælges med enten New Zealandsk laks eller steak. Dessert kunne vælges mellem æblekage med creme eller chokoladekage med is.
Så var det tid til at bringe kufferterne til værelserne – og derefter god nat for de fleste af os.
10. JANUAR, rotorua
Skrevet af Bettina og Leo Lund
I Rotorua er 10 hoteller til de fattige indrettet af kommunen under corona, fordi folk lider.
Maorisproget lærer børnene fra de er 8 uger i kindergarden og fortsætter så i skolenerne bagefter.
Vi hørte om skabelseshistorien fra maorierne
Om Ranki og Paptui og deres 5 børn som er d’ers guder og om hvordan de skabte jorden. Vi så byens fællesgryde i Whaka.
Farven på bakteriemåtter fortæller om temp på vandet i kilden.
Vi hørte om muko tatoveringer og hvad de betyder, man ved præcis hvem og hvor man kommer fra når man ser en anden maoi med en muko.
Spiste kogt mad, der var tilberedt i en varm kilde eller en dampkasse.
Besøgte kiwifarm og hørte om deres redningsprogram.
Spiste hos Judy og Mike der har haft en cafe i byen i mange år om aftenen – i byens hollandske klub.
11. JANUAR, rotorua – lake taupo – tongariro
Skrevet af Lisbet Andersen og Rasmus Iversen
I dag var en flot dag, som gik med at udforske måderne, hvorpå New Zealand genererer grøn strøm og energi fra sine naturressourcer.
Vores første stop var ved et af de største geotermiske anlæg i landet, som lå nord for Lake Taupo. Det var spændende at lære om, hvordan denne vedvarende energikilde udnyttes til at drive mange aspekter af dagligdagen i New Zealand. Teknologien, der blev brugt til at generere denne energi, var meget imponerende, og det var tydeligt at se den omhu, som ingeniørerne tager for at sikre, at miljøet beskyttes samtidig med at ressourcerne udnyttes.
Derefter stoppede vi ved Huka Falls, som er et af New Zealands mest populære vandfalde og en af dets største vandkraftturbiner. Det var interessant at se, hvordan sådan en kraftfuld naturkraft kan udnyttes til at generere elektricitet. Herudover var vandfaldet også vandvittig fotogen. 😉
Derefter rejste vi til Lake Taupo, New Zealands største sø. Her tog vi os tid til at udforske området, shoppe lidt, nyde frokosten og vi fik endda en chance for at slå et par golfbolde i søen for at vinde $10.000 AUD. Desværre vandt vi ikke, men det var sjovt alligevel.
Endelig ankom vi til Tongariro National Park, hvor vi skal tilbringe de næste par dage. Tongariro Crossing er en hovedattraktion i området, og vi glæder os til at tage på den fine vandretur.
12. JANUAR, maori kulturdag
Skrevet af Marie Petersen og Per Nielsen
Efter morgenmad kl.7.30 kørte vi mod Tongariro nationalpark. Vi startede dagen godt, med 10 – 12 grader, og heldigvis ikke regnvejr i dag. Langs vejen så vi mange flaxplanter, som var sprunget ud. Tom og Mikaidi tog imod os ved Lake Rotopounami (jadesøen), hvor vi blev delt i to hold og her skulle starte den 6 km lange vandretur rundt om søen. Det gik op ad bakke og ned ad bakke, og det var som at gå i en frodig regnskov med utrolig mange store bregner som har særlig betydning i maori-kulturen. Vi nippede bl.a til blad, der smagte som stærk peber / chili. Der var ikke mange fugle, men vi så et duepar, -og de blev nok de mest fotograferede på denne smukke vandretur.
På vej mod maorilandsbyen så vi flere heste, som maorierne lejlighedsvis bruger som arbejdskraft i skoven.
Da vi ankom til landsbyen, blev vi budt velkommen, og derefter deltog vi i en ceremoni for at kunne være gæster i landsbyen. Jan Ole holdt en lille tale på gruppens vegne.
Ude foran køkkenet overværede vi hvordan de tilbereder mad i en Hangi – den underjordiske ovn. Vores aftensmad skulle ligge der i fire timer og dampe ovenpå store sten.
Kl.13 blev vi budt på frokost i deres forsamlingshus. Der blev bedt bøn inden vi spiste. Efter frokost var der afslapning en times tid.
I forsamlingshuset fortalte Tamari om hendes fem store kunstværker, som hang som vægmalerier. De viste maoriernes skabelsesberetning. Moder jord, Fader himmel, Skovens søn, Madens datter og Madens søn. Tamari fortalte efterfølgende om forskelligt historisk kunsthåndværk fra hendes familie, og der var en spændende udstilling, – bl.a. med flotte tæpper, – pyntet med kiwifuglens fjer og dun. Det kunne tage op til 3 år at fremstille et tæppe.
Foran Maraien (fra 1893) fortalte Tamari om udskæringerne på huset og deres historiske betydning. Vi tog skoene af, og gik så ind og satte os langs væggene i Maraien.
Huset symboliserede livets begyndelse til livets afslutning for maorierne. Generationernes historie blev fortalt i huset ud fra de mange billeder og fotografier, der hang på væggen.
Huset benyttes til møder, bryllup, barnedåb og andre ceremonier. “Ånderne er her” – og billederne på væggen “giver energi til at træffe de rigtige beslutninger”.
En begravelse varer fire dage, hvor kisten er åben. Først kommer familien. Derefter stammerne udefra og maorier der har noget på sinde. Så klappes låget i.
Sidst på eftermiddagen var der en spændende optræden med ca 15 børn fra den lokale maoriskole. De sang,spillede, dansede for os. De udstrålede glæde og engagement, og de var fulde af energi.
Både mænd og kvinder i vores gruppe måtte også op på gulvet og optræde på skift,- selvfølgelig til stor jubel for alle tilskuerne!
Så var der lækker hangi aftensmad , med mørt og meget velsmagende kød og grøntsager.
Vi sluttede aftenen af med, at alle maorierne sang nogle af deres sange for os, – og de gode stemninger, Sammenhold og fællesskab var i højsædet.
kl. 20.30 kørte Sue os tilbage til hotellet og en helt fantastisk spændende og oplevelsesrig dag i marioriernes verden var slut.
13. JANUAR, Tongariro National Park
Skrevet af Kirsten og Arne Iversen
Mount Ruapehu Gruppen
Efter morgen maden fortalte LONE, at vi idag alle skulle have “one million day”
Første stop var ved Taihaw Falls i fantastisk solskinsvejr.
Tom og Tamari ventede på os og efter bøn guidede de os ind i Tangario Nationalpark. Vi så stenen hvor filmoptagelserne af Gollum fra Ringenes Herre blev optaget.
Lone viste lige først den ” kæmpe lille” bøg med de små blade. 🙂
Ca. 800 meter længere fremme, fik vi taget flotte billeder ved Gollum vandfaldet. På vejen til Mountain Ruapeha holdt bussen ved det obligatoriske gule KIWI skilt, hvor der blev taget billeder.
Tom og Tamari fulgte os derefter op på bjerget Whakapapa med skywaka, som var gondolen, der skulle føre os videre.
Hele resortet var i en økonomisk rekonstruktion efter 2 års covid nedlukning. Der blev holdt en lille kaffepause inden, vi tog gondolen mod Mount Ruapehu. Vi steg alle på gondolen, der skulle bringe os op til Mount Ruapehu toppen. Gondolen stoppede i en højde af 1970 meter.
Lone fik os delt i et klatrehold, og et hold hun ville tage med rundt i center området.
Vi var så 9 der valgte klatreturen op. Det startede fint, og alle var fuld af energi, men det forskellige terræn gav alle udfordringer, men den fantastiske udsigt var hele turen værd, og alle nåede toppen på de 2273 meter.
Frokosten blev indtaget på toppen, inden vi begyndte at bevæge os ned igen. Hele turen tog 2 timer og 45 minutter med diverse stop og frokost.
Selv Steen kom i mål som den ” sidste, ” men manden er jo også oppe i årene. 🙂
På vejen hjem var vi en tur over Tongariro visitor center, hvor vi både så det flotte træskærerarbejde og fik fyldt vidensbanken op med de sidste info.
Ved ankomst til PARK hotel hoppede flere i vildmand badet, andre delte en flaske vin eller en øl.
Aftenen sluttede af med fællesspisning sammen med alle guider på både tur 1 og 2. Menuen var velsmagende lammekølle og store desserter.
Lone fik ret vi fik en One million Day.
Tongariro Crossing Gruppen
Dagen startede tidligt ud med morgenmad og en kort bustur ud til bunden af bjerget.
Det første stykke havde vi alle en så god fart på at en af guiderne Sarah måtte stoppe op og minde os om at vi var på ferie og skulle nyde turen. Herefter blev tempoet sat ned og vi fik set hvordan de forskellige udbrud lå størknet ned af bjergsiden.
Efter 1 times tid kom vi til Devils staircase. Trapperne levede absolut op til navnet da vi alle fik pulsen godt op på vej opad dem. Vi blev enige om undervejs at nu kunne vi pludselig forstå hvorfor Frodo fra Ringenes Herre var så lang tid om at nå toppen og få ringen destrueret.
Både undervejs og da vi kom op på toppen var der fantastiske udsigter. Vejret var med fuld solskin og dejligt varmt hele dagen. Kun lige på toppen var det lidt koldt.
Efter vi havde ramt toppen var der en lille kort tur nedad hvor vi sad og fik frokost. Her overraskede vores guide Rick os, da han havde slæbt kaffe og te med op til os. Vi tror sjældent vi har smagt en så god kop kaffe, måske det var omgivelserne der gjorde det.
Undervejs havde vi løbende små pauser hvor Rick, Sarah og Mikairi fortalte om både vulkan udbrud, tektoniske plader og historier fra maori kulturen.
Der var god stemning på hele turen, dog var nogle lidt pressede på vej op ad devils staircase. Undervejs snakkede vi om hvordan det blev godt at komme hjem på hotellet, få en kold øl og hoppe i spaen.
Da der var cirka 1,5 time tilbage havde vi dog et uheld, som endte med at Birgit fik en ekstra oplevelse. Hun fik lov til at hænge under en helikopter og senere hen også flyve i helikopteren tilbage til Roturua. Hun siger selv at det var en stor oplevelse. Hun er okay, og var vidst ret heldig i den måde hun faldt på. Hun fik sig dog nogle blå mærker og skrammer.
Det var en utroligt flot tur som vi nok ikke kommer til at glemme.
14. JANUAR, Tongariro – Wellington
Skrevet af Annelise og Leif Johnsen
Efter morgenmaden pakkede vi bussen og kørte videre mod Whanganui og Wellingtton. Vejret var fint solskin og vi nød turen ud af Nationalparken. Herefter kom vi til nogle meget grønne områder, hvor der var masser af får og køer. Ca. 70% af disse områder bruges til fåreavl. Der er ca. 2 får pr. indbygger.
På New Zealand har kødet fra fårene den højeste værdi, medens ulden ikke er i så høj kurs. Mælken fra køerne laver man mælkepulver af som eksporteres.
På vej ned til Whanganul fortalte Lone flere beretninger om dansker som var immigreret fra Danmark.
Whanganul er den havneby, hvor emigranterne kom til. I dag er det en by med megen industri. Vi kørte til et udsigtspunkt, hvor vi kunne gå op i 2 forskellige tårne og se ud over byen, der var 176 trin op i det højeste. Desuden havde de verdenst ældste elevator 103 år gammel, som gik ned til byen. Vi prøvede den og den fungerede fint.
I denne by har Sue sit lille landsted. Hun havde inviteret til frokost i have. Vi fik den mest lækre mad.
Inden vi spiste havde Sue bedt en dame komme og vise os hvordan men kunne flette med flaksplantens blade. Alle damerne lavede en rose.
Så var der 3 timers kørsel til Wellington, som er hovedstaden i New Zealand.
Det område vi er kommer til er det sted hvor de to kondinatalplader mødes, og derfor er her mange små jordskælv. Dette skal vi høre mere om i morgen.
15. JANUAR, Wellington
Skrevet af Jane Nielsen og Mads Iversen
Vi startede dagen ud med en gåtur langs havnen, hvor vi blandt andet kom forbi en moderne Marae. Der var kunstværker langs havnen som symboliserede alt fra de mange jordskælv, jordkloden til historien om maori der kom sejlende og først hæv Nordøen og senere sydøen op af vandet mens han fiskede.
Herefter var vi nede på Te Papa museet, hvor Lone først gav os en guidet tur hvorefter vi blev sluppet fri på egen hånd. Her tog nogle af os chancen for at opleve et jordskælv på egen krop og nogle af os så udstillingen om slaget ved Gallipoli i Tyrkiet under første Verdenskrig. Te Papa var et spændende og interaktivt museum som bestemt var et besøg værd.
Da klokken blev 12 kørte vi op mod mt. Victoria i 196 meters højde for at få et “million dollars foto” som Lone siger. Matariki bliver det også kaldt, som betyder stedet man går op og kigger på stjernerne. Her var der masser af “kreatur transport” som Steen kalder transport af krydstogt turister.
Det var nu tid til frokost som vi skulle nyde i Rose Garden. På vej derhen kørte vi gennem byen og kom forbi regeringsbygningen som er anderkendt som en af de grimmeste bygninger i verden. Under bygningen er der en bunker til de øverststående politikere i landet.
På vej op til Rose Garden kom vi i små problemer da bussen sad fast i bagenden, vi må have spist for meget kage på turen. Om ikke andet har vi efterladt et fint hul i asfalten, så nu har danskerne efterladt lidt mere historie på New Zealand. Sten gik ud i bedste hjemmeværns stil og dirigerede trafikken rundt om bussen. Imens bar vi picnic tingene op i starten af botanisk have og begyndte vores frokost.
Herefter gik vi tilbage mod hotellet og nogle sprang fra undervejs. Vi fik kigget lidt i butikker og besøgt en isbutik nede ved havnen. Her fik vi rigtig gode is imens vi så på Water Whirler af Len Lye. På trods af byens øgenavn Windy Wellington havde vi fuld sol og ikke særligt meget vind. Så her levede byen heldigvis ikke op til sit navn.
16. JANUAR, Wellington – Picton
Skrevet af Anette og Bent Jørgensen
Vi køre fra vores hotel i Wellington kl. 7.40 ned mod færgen, hvor vi skal sejle kl 8.45 mod Picton. Heldigvis i vores egen bus og i solskin. Efter 3 timer og en meget flot indsejling, med grønne bjergsider, kommer vi til sydøen og byen Picton, en by med ca 5000 indbygger.
Vi kører mod en ny vingård, med navnet Forrest, da vi er blevet brændt af, på den planlagte aftale.
Det er en vingård, der er startet af et ægtepar, der begge er læger og især manden har brugt sin lægevidenskab, til hjælp af brygning af vin, samt fremstilling af skruelåg til flaskerne. Vi bliver budt velkommen og kommer ind og smager 4 forskellige vine. New Zealand klare sig bedst ved hvid og rosevine, som helst skal drikkes som unge vine.
Under vinsmagningen, dækker vores chauffør Sue, op til picnic i det grønne, under de 3 piletræer. Vi hygger alle og snakken går lystigt.
På vej tilbage til Picton, ca 1/2 times kørsel , køre vi forbi flotte vinmarker og naturområder, og Lone forklare om området.
Vi ankommer til hotellet, får vores værelser og derefter er der kaffe i haven.
Aftensmaden indtages i restaurant Gina , som ligger lige rundt om hjørnet i hovedgaden , og der, informere Lone om næste dags program.
17. JANUAR, Marlborough Sound
Skrevet af Marianne og Per Schwartzbach
Idag var det tidligt op og ned til havnen, hvor vi skulle med båden ud til Resolution Bay Cabins. Her startede dem som var med på den længste af vandreturene. Turen tilbage til Furneaux Lodge var ca. 11,5 km.
Det var en utrolig smuk sejltur gennem Queen Charlotte Sound, den tog ca.1 time. Vi var inde og aflevere nogle varer ved en anden Lodge på vejen. Her er ingen veje, så enten er det på gåben eller med båd til de hytter der ligger i området. Undervejs fortalte Lone om Captain Cook, der var kommet hertil, om naturen, træer og fugle m.m. Vi så Tuifuglen og Wekaen. Sidst nævnte ligner meget en Kiwi, men den er fremme om dagen.
Turen var meget flot med mange bregner af forskellige arter. Og der var mange 1.MILLION DOLLAR billeder over det turkisblå vand og de grønne bjerge.
Den anden gruppe sejlede lidt senere og blev sat af ved Blue Water Lodge. Deres vandretur var lidt kortere, de gik ca 4-5 km.
Vi mødtes på Furneaux Lodge til frokost. Vi fik Cæsar Salat, men der gik lidt kuk i det, fordi de havde glemt at komme kylling på.
Hjemturen med båden tog knapt 2 timer, for vi var inde i mange af de små bugter med forsyninger.
Inden vi skulle spise holdt vi vinsmagning i haven. Tema: Vin fra Peter Yealand. Vi fik 2 hvide, 1 rose og 2 røde, så stemningen steg hurtigt. … det var rigtig hyggeligt
Aftenmenu hos Gina :Store grønne muslinger, soldatfisk og “kryderikage” med karamel.
Tak for en flot og oplevelsesrig dag.
18. JANUAR, Picton – Kaikoura – Christchurch
Skrevet af Karin Stabell og Ole Jensen
Vi indledte morgenen med et lækkert morgenmåltid hos filippinske Gina i hendes restaurant tæt på Motel Gateway. Her havde turleder Lone købt lækkert hollandsk hjemmebagt mørkt brød med kerner samt ost og lækkert NZ honning.
Efter morgenmaden gik ferieturen med en proppakket bus sydpå mod den populære turistby Kaikoura. Det skete først med turdeltager Marianne bag rattet, hvilket fik chauffør Sue og andre til hurtigt at hoppe udad bussen for ikke at risikere en tur med den “nye chauffør”.
Med driftsikre Sue tilbage ved rattet gik turen sydpå ad hovedvej 1, hvor den ene vinmark efter den anden i snorlige rækker blev passeret som et utroligt flot syn i landskabet. New Zealands største vingård Yealand ligger i Blenheim, hvis produktionsbase vi kørte forbi via White Road for at komme ud til et fantastisk højt beliggende udsigtspunkt helt ude ved kysten. Efter fælles morgensang og fotografering af landskabet var det tid til at komme videre sydpå. Men en flok høns med base i vinmarken ville også med i bussen. Heldigvis er chauffør Sue en stor dyreelsker, der med en æske lækkerier og en morsom “ gakket” gangart fik hønsene lokket væk fra bussen med et væld af kameraer og mobiltelefoner i spontan aktion.
På den fortsatte tur sydpå langs kysten var der flere stop undervejs for på nært hold at se de mange sæler inklusiv deres unger sole sig på de store sten langs kysten. Undervejs var der også flere grupper af delfiner, der lavede opvisning længere ude i vandet.
I Kaikoura stod alle ud af bussen for at vandre de sidste cirka 3 kilometer langs kysten ud til Peter Fårefarmer, hvor frokosten blev nydt i hans hyggelige have med skøn havudsigt. Bagefter demonstrede han hvordan han rutineret på fire minutter kunne klippe et af sine 300 voksne får, og hvordan en af hans to fårehunde reagerede på hans korte kommando med et spring ind i fåreflokken i stalden og tilbage igen. Bagefter fortalte han om de forskellige fåreracer samt at salg af uld fra hans fårerace med en beskeden kilopris slet ikke er i stand til at være en god forretning modsat salg af kødet.
På den fortsatte tur sydpå fortalte guide Lone om det forfærdelige jordskælv, der ved middagstid 21. Februar ramte Christchurch og kostede 185 menneskeliv og anrettede skader på bygninger, så det vil tage forventet mellem 15 og 20 år at genopbygge byen til en forventet samlet udgift på mellem 90 og 135 milliarder.
Efter en lang dag i bussen ankom vi 18.30 til Hotel Pavillon i Christchurch, hvor hovedmenuen til aftensmaden bød på hele fire valgmuligheder, og desserten på to.
Aftenen sluttede med et mindre drama på hovedvejen foran hotellet, som en forvildet andemor spontant ville krydse. Heldigvis trådte en lokal mand til og med håndfakter at stoppe bilisterne, så anden kom sikkert over på det modsatte fortov. Fra andre lokale tilskuere til dramaet var der spontane klapsalver til redningsmanden.
19. JANUAR, CHRISTCHURCH – Lake Tekapo – Twizel
Skrevet af Jan Ole og Kirsten
Efter morgenmaden på hotellet i Christchurch gik vi en tur i byen. Vi kom forbi mindesmærket for de 185 mennesker, som mistede livet i jordskælvet i 2011. 185 tomme hvide stole.
Vi fik ved selvsyn indblik i, hvor voldsomt jordskælvet havde været, og hvor langt byen var med genopbygningen. Mange ejendomme stod tomme og afventede jordskælvssikring eller nedrivning, og der var mange tomme grunde, som indtil videre var ubebyggede.
Antikke sporvogne kører en rundtur i byen til glæde for turisterne, men vi nøjedes nu med at kigge og tage fotos.
Vi kom forbi domkirken, som er under genopbygning, og vi besøgte den midlertidige “papdomkirke”, som er bygget af meget lette (og brandfarlige) materialer.
Den botaniske have tog sig godt ud i det gode vejr, særligt rosenhaven. Træerne var kæmpe store, og der var også et område med nogle af de mange bregner, som vokser rundt omkring i landet.
De engelske tilflyttere til byen har ikke glemt, hvor de kommer fra. Vejene refererer til byer og steder i hjemlandet, og floden, som de første englændere kom sejlende ind ad i små både, hedder Avon.
Herefter kastede vi os ud i en længere bustur, hvor vi skiftevis småblundede og nød udsigten over det smukke landskab.
Undervejs mødte vi adskillige vejarbejder, hvor trafikken måtte afvikles i ét spor. Det blev styret med manuelt betjente stop/go-skilte.
Undervejs besøgte vi The Tin Shed, hvor der blev indkøbt en større mængde uldtøj til rimelige priser. The Tin Shed lagde have til vores frokost, nok en forretningsmæssigt yderst fornuftig gestus.
Ved The Ten Shed fejrede vi to fødselsdage med en solid gulerodskage dekoreret passende med flødeskum. Arne fyldte rundt (60), mens Erik må vente et år til han runder 70.
Næsten fremme i Twizel besøgte vi en lille kirke ved Lake Tekapo, The Church of The Good Shepard. Kirkens altertavle er et vindue med en smuk udsigt over søen. Her er også en statue som ærer den gode hyrdehund.
Inden vi – lidt sent – nåede frem til hotellet i Twizel fik vi et fint kig på et solbeskinnet Mount Cook på baggrund af en meget blå Lake Pukati.
20. JANUAR, Mt. Cook
Skrevet af Birgitte og Keld Stovgaard.
Morgenmad fra kl. 7.00. Et kig ud af vinduet viser, at solen er ved at komme op over de skyfrie bjergtoppe. Det ser ud til at blive en flot dag at vandre i, vi skal på
Hooker Valley Track vandretur i dag i Mt. Cook National Park, en 3 timers vandretur.
Kl. 8.00 kører vi fra hotellet Mt. Cook er stadig skyfri. På turen til nationalparken er der et flot udsyn fra bussen ud over højsletten som bjergkæden omkranser.
Undervejs fortalte Lone om James Cooks bedrifter både på NZ og mange andre steder i verden som opdagelsesrejsende.
Der er 48 forskellige ruter, ad hvilke man kan komme til toppen af Mt. Cook, men der kræves tilladelse og certifikat for at vandre i højden da Mt. Cook har krævet 250 dødsofre i tidens løb og 60 af dem ligger stadig på bjerget og er aldrig fundet.
Vi gjorde holdt ved Lake Pukaki for at fotografere og synge morgensang.
Tilbage igen i bussen fortalte Lone en Maori historie om en bedstefar og en dreng
omhandlende sneen på Mt. Cook.
Da man besluttede at udnytte smeltevandet fra gletcherne til vandkraft, var man nødt til at fjerne en fårefarm, som regeringen derefter gav kompensation til.
Der er 3 gletschere der er flettet ind i hinanden, de er 300-600 m.
Rejsegruppen blev inddelt i 3 grupper:
En hurtig gruppe vandrere gik med Steen,
En lidt langsommere gruppe gik med Lone, det forventedes ikke at de alle kunne tilbagelægge hele turen.
En tredje gruppe kunne vælge at blive sammen med Sue.
Alle kunne vælge at gå dele af turen og vende om og gå samme vej tilbage.
Det var en dejlig tur med flotte udsigter. Turen var på en fint anlagt sti endda på træbroer på visse strækninger hen over fugtige områder og mindre vandløb. Undervejs blev 3 hængebroer passeret over et rivende flodløb.
Området var frodigt og vi var heldige med vejret, idet det var tørvejr, dog meget blæsende. Da den første gruppe var kommet tilbage fra turen til Hooker Søen, var der enkelte dråber i luften.
Da gruppe to var vendt tilbage og toiletterne var besøgt af alle trængende, kørte bussen videre til vores frokoststed,
Frokosten blev indtaget på caféen på Hotel Hermitage, The Old Mountaineers Café, et lækkert og fint sted, hvor de tilsyneladende ikke manglede arbejdskraft, men de ansatte manglede overblik og uddannelse. Idet der hele tiden manglede at blive fyldt op af skiftevis mad og service. Selve maden, salaterne, osten og kagerne må det retfærdigvis siges var udmærket.
Vi kunne se udenfor hvordan skyerne trak længere og længere ned over bjergene, samtidig med at regnen fossede ned. Igen i dag var vi heldige med vejret!
Ved 17 tiden var vi tilbage på hotellet i Twizel, hvor solen skinnede.
Vi kunne lige nå at slappe lidt af inden vi kl 18.30 mødtes på terrassen og fik et glas sammen.
Klokken 19 var der middag som den foregående dag, samme koncept med en suppe, en kok der skar lam-,okse- og/ eller svinekød alt efter ens ønsker, masser af grønsager og salater, til slut dessert buffet med flødeskum.
Dagen sluttede med en skøn lun aften, hvor nogen sad udenfor og nød aftensolen mens andre gik en tur.
En dejlig dag er slut.
21. JANUAR, Twizel – Dunedin
Skrevet af Birgitte Højmark.
Dagens tur startede i det smukkeste solskin. På turen til første stop kørte vi forbi store smukke områder med landbrugsland med køer og får.
Vi gjorde stop og gik over dæmningen ved Lake Benmore hvor der er et kraftværk med seks turbiner.
Videre på turen så vi flere dæmninger og kraftværker.
Spændende besøg i Elephant Rocks med kæmpe limsten med fantastiske former. Vi fortsatte busturen gennem et landskab med store limstensskrænter.
Frokosten blev indtaget i Moeraki Boulders Café og bestod af en utrolig velsmagende og veltillavet fisk/torsk med salat og chips.
Efterfølgende begav vi os til stranden for at se på endnu en af naturens overraskelser. Store runde stenkugler, som er dannet i klipperne for 60 mill. år siden af en lille kerne, der som en snebold har rullet nye lag på sig. De triller fra klitterne, når havet kommer og æder sig ind på land. Stenene som ligger strøet på stranden kan være op til 2 m i diameter. Der findes forskellige forklaringer på fænomenet.
Det var sidste stop og efter en tur i shoppen kørte vi mod Dunedin.
Da vi nåede til Dunedin fik vi en tur op og ned ad verdens stejleste gade, Baldwin street. Den bød på mange sjove oplevelser som f.eks katte, som lå og sov i vinduerne. En på en lille kuffert og en anden i en lille fin sofa. Efterfølgende kørte Sue os, ad smalle og snørklede veje, op på det højeste punkt Signal Hill, lige uden for byen.
Herfra kunne vi se hvor stor byen er og se over til Otago halvøen, hvor vi i morgen forhåbentlig kommer til at se pingviner, albatroser m.fl.
Ankomst til hotellet og et par timer til egne gøremål.
Middag på hotellet og i kassen.
Endnu en dejlig dag med det bedste vejr vi kunne tænkes, er slut.
22. JANUAR, Dunedin – Otago Halvøen
Vi startede med en byvandring, hvor vi kom forbi universitet. Det er det største på NZ med 20.000 studerende. Den gamle del af universitet var meget engelsk i sit udseende med gråmursten og de lyse limestone sten. Der var utrolig pænt og rent – ingen grafitti. Så besøgte vi den gamle jernbane station inden vi blev sluppet løs i byen til et par timers shopping.
Frokost i hotellets dejlige have. Hvor vi fik fersk laks, ost og forskellige tærter/pie’s.
Kirsten fik et lille bad idet et vindstød fik pavillonen til at lette lidt, så det opsamlede regnvand kom ned.
Tur på Otago halvøen:
Vi tog afsted i 2 små busser. Langs kysten så vi mange rovfugle, forskellige vadefugle og en isfugl (kingfisher). Første stop var ved de store albatrosser. Royal Albatros. Efter en kort film gik vi op til toppen gennem mågekolonien,der var en meget ubehagelig lugt. Der var 7 albatrosser som lå på reder og en del kom flyvende ind over land. Så der blev skudt rigtig mange gode billeder.
Derefter var det videre til pingvinerne. Igen en kort intro om den lille blå pingvin og den guleøjede pingvin. I redekasserne så vi 2 af de små blå pingvinunger. Under et træ stod der 2 guløjede og 1 var på vej op over stranden.
Vi var hjemme kl.21 og så var der mad på hotellet. Menu: Buffet og kage.
23. JANUAR, Dunedin – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Jane Nielsen og Mads Iversen
Vi stod op før normalt tilladt på en ferie. Klokken 06.30 var bagagen pakket i bussen og vi fik lidt mad inden vi kørte klokken 07.00.
Her satte vi også Lone af, som skulle over til Sydney og tage imod en ny gruppe, så nu er vi i de kyndige hænder af Sten og Sue resten af turen.
Turen gik ned mod Lake Manapori hvor vi skulle ombord på en båd der sejlede os ud til Deep Cove hvor vi fik en tur gennem den new zealandske “Jungle”. Inden vi skulle ombord fik vi en hurtig picnic ved Pearl harbour. En flot tur langs floden.
Da vi ankom kom vi ind i en bus som kørte os hen til Doubtful Sound.
Her kørte vi på New Zealands dyreste vej, som dog var en grusvej på 22 km. Hvis folk spørger om man kunne mærke at det var den dyreste vej, er svaret nej. Men en vildt flot vej ind gennem regnskoven.
Vi ankom på båden og fik en sikkerhedsbreefing. Herefter blev vi ledt ned under havoverfladen til vores værelser for natten. Det var fine små kahytter med et fint snorkegardin for, nu må vi se hvor meget snorken der kommer i et fællesrum på 30 mennesker. Der er overflod af efterskole stemning, med fællestoiletter, fællesbade og fællessovesal.
Herefter fik vi serveret lidt dejlig mad.
Så sejlede vi lidt ind i en bugt hvor nogle af os var ude i nogle små både med guide. De fik en fin tur rundt langs kanterne hvor de var helt tørre.
Andre kom en tur i nogle meget flade havkajaker, det var næsten umuligt at vælte i dem. Alligevel lykkedes det dog Leo at få en ufrivilig dukkert da han forsøgte at få fat i hans kære Betina. Men som man siger ingen arme ingen kage, og Leo røg i vandet. Det krævede to guider for at få vendt kajaken og få vandet ud så Leo kunne komme op igen.
Efter Leos tur i vandet blev vi andre inspirerede så da alle var kommet op, så hoppede mange en tur i vandet.
Da vi kom ud til det Tasmanske hav så vi både sæler og albatrosser rundt om skibet.
Imens vi begyndte at sejle indad fik vi aftensmad. Lige da aftensmaden blev serveret kom en delfinflok forbi og legede rundt om skibet. Her var vi nogle stykker der fik fine billeder og videoer af delfinerne.
Da mørket faldt på var der en fin stjernehimmel, der var meget klar fordi der ikke var særligt meget lys omkring båden. Hvis man ville kunne man ligge ude foran skibet, se på stjerner og lytte til de forskellige fugle der er i skovene.
Så var det tid til at smutte i kahytten hvor det godt kan afsløres at gardinerne ikke var snorke-fri-gardiner. Der blev flittigt snorket om kap hele natten, og det er helt sikkert at der blev fanget mange torsk og vidst også hvaler denne nat, mon det snorkende folk overhovedet behøver morgenmad.
Alt i alt, en vanvittigt flot tur som man nok sjældent vil glemme. Der var “million dollar pictures” hvor end man kiggede hen. Så mon ikke telefoner og kamera snart er ved at være helt fyldt op med flotte billeder og videoer.
24. JANUAR, Doubtful sound – Manapouri – Queenstown
Skrevet af Jan Ole og Kirsten
De fleste vågnede op i sovesalen i skibets bug, som var indrettet i 8 båse med hver 4 små hylder. Båsene var afskærmet fra omverdenen med et let forhæng. Adskillige af forhængene havde blafret ivrigt i nattens løb som følge af heftig snorken på visse af hylderne.
Det var en pragtfuld morgen på Doubtful Sound. Solen skinnede og skabte nogle flotte og skarpe kontraster på de bevoksede klippesider omkring Soundet. Dertil var der adskillige flokke af delfiner som opførte et show for os.
Skipper sejlede os ind i bunden af en sidefjord, hvor han slukkede for motoren og alle de andre støjende aggregater på skibet. Så kunne vi høre naturens stilhed og fuglesang – herligt.
Herefter med bussen fra Doubtful Sound til Lake Manapouri og sejlads med hurtigbåden over Lake Manapouri. Den tid blev i høj grad brugt til at fordøje de mange indtryk fra sejlturen på Doubtful Sound. En del var også rimeligt søvnige efter natten på sovesalen.
Frokostpizza blev nydt ved Motel Manapouri i ly af en en pragtfuld udsigt over søen. Så var vi klar til et par timers bustur til Quenstown. Undervejs nød vi en kop kaffe/the ved Devils Staircase lookoutpoint ved Lake Wakatipu. Her var igen en postkortværdig udsigt over sø og bjerge. Men det var med at holde på hat og briller, for det blæste en halv pelikan.
Inden vi ankom til Holiday Inn i Queenstown fik vi en rundtur med bussen i byen med gode tips om handlemuligheder og spisesteder.
25. JANUAR, Arrowtown
Vi mødte vores lokalguider Jane og Dave ved det lille historiske museum “Lake distrikt museum”. Her blev vi delt i to hold og fik en spændende rundvisning i det lille, men meget interessante museum. Der var rigtig mange ting fra guldgravertiden. Museet har i øvrigt nylig fået 3 millioner dollar til jordskælvsikring.
Herefter fortsatte rundvisningen udenfor. Vi gik til Chinese settlement, hvor vi så byens ældste bygning fra 1862, hvor man bl.a opbevarede guld. Vi så desuden byens forsamlingshus, hvor man kunne købe opium, hvilket medførte at man ikke spiste så meget og fik det dårligere.
Da der ikke var mere guld og guldgraverne drog vestpå, blev kinesere inviteret, og der kom ca. 5000 mænd. De fik en meget dårlig behandling og fik mange år senere officielt en undskyldning fra regeringen.
Vi så nogle af de små simple huse kineserne havde boet i. De levede under kummerlige forhold og havde svært ved at få pengene til at slå til. I 1880’erne indførtes en skat på nye immigranter og langsomt forsvandt indvandringerne da skatten var stigende med tid blev det umuligt at betale den af. I starten var skatten 10 pund, svarende til et års arbejde i Kina og den steg ret hurtigt til 100 pund.
I dag er byens boliger meget attraktive og meget dyre.
Derefter var der tid på egen hånd til at se på byens huse og butikker.
Ved middagstid kørte vi videre til Gibston Valley, hvor der er optaget scener til Ringenes herre. I Gibston Valley besøgte vi Cox- vineyard. Det er en lille vingård på 3 hektar, som er ejet af to familier. Lea og Simon bor på gården og har boet der i 10 år. De dyrker hovedsagelig Pinot noir druer,- Pinot gris og lidt Chardonnay. Jord – og klimaforholdene er specielt gode, og de har derfor fået flere præmier for meget høj kvalitet. Produktionen er ikke stor, og derfor sælger de kun til få restauranter og til private. De har en hjemmeside, hvor man kan læse mere om stedet og vinene.
Vi dækkede alle frokostbord i haven ved vingården,- med brød, pålæg og i dag med rigtig meget ost af forskellige varianter. Så lækkert. Vi sad med udsigt til vinmarkerne i den brændende sol. Så kom der gang i vinsmagningen. Vi smagte 4 forskellige vine. De sidste vine smagte vi inde i Lea’s galleri. Lea havde familie-relationer til Danmark og viste os bl.a et originalt Danmarkskort fra 1719, som hun havde købt på en kunstauktion. Spændende.
På vej tilbage til Quenstown stoppede vi ved Kawariu-river: AJ- Hackett Bungy. Her så vi nogle adrenalinhungrende “unge mennesker” springe bungi jump fra 43 meters højde.
Resten af dagen var på egen hånd i Quenstown, hvor vi spiste aftensmad. Kl. 20.00 blev vi hentet af bussen og kørt til vores hotel. En dejlig solskinsdag,- med temperaturer op til 28 grader, var slut.
26. JANUAR, Skippers Canyon
Skrevet af Anette og Bent Jørgensen
Så er vi nået til vores sidste feriedag, torsdag d.26-1. Vi kører fra hotellet kl. 8.30
Men ikke med Sue, men med 3 minibusser, som kan kører os, op ad den snoede vej mod Skipper’s Canyon. Vi stopper næsten helt oppe, der nyder vi den flotte udsigt, samtidig med ,at Steen læsser det første kapitel, af Peter Anholmt’s fortælling, om de danske guld-gravere i 1860’erne.
Så kører vi videre op, af en smal grusvej, vi stopper ved et nedbrændt Hotel fra 1863-1945 hvor det kun er to skorstene der er tilbage. Tæt på det sted, er skoven, for ca. en uge siden,også brændt ned, og tilbage står kun de sorte pinde. Her får vi det andet kapitel, af P A’s fortælling. Vi forsætter turen op, og vejene bliver lidt smallere, og derfor også tættere på afgrunden, endelig kører vi ind på en gårdsplads, til et hyggeligt sted, der bliver kaldt The PIPES. Her får vi kaffe, derefter går vi ned til et lille museum, der indeholder en masse ting, fra de sidste generations guldgravere.Vinkys, som ejer museet, viser os rundt, og fortæller historie om guldgraverne, hendes far var 5 generation, og stoppede først i 1960’erne og alt graveri sluttede i 1992. Vi fandt en tunnel, der gik ind i et hus, og videre ud i en lille have, hvor der der og i de to huse, var meget jern og ting, fra den tid. Sten viste på en tegning, hvordan de med vand , fik guldet skubbet op af jorden.
Da vi kom tilbage til hytten, blev der serveret BBQ, som vi spiste ude i haven i solskin.
Så var det tid til at ifører os udstyret, til at vi kunne riverrafting, og derefter blev vi kørt ned til floden, hvor vi blev fordelt i 3 både. Vandet var flot klart, lidt koldt, og det førte os ned gennem floden, og forbi klumper af sten, som vi prøvede at undgå, det gik godt for de to både, men den ene kom op at hænge lidt, så de skulle ud og skubbe. Ca halvvejs skulle vi ud af bådene og der blev taget billede, lidt senere var der mulighed for, at springe i vandet og flyde lidt ned af floden, det var til stor fornøjelse for de fleste, det var en flot tur med meget flot natur. Efter vi havde fået tørt tøj på, læste Steen det sidste kapitel guldgraverne, inden turen gik hjem til vores hotel, hvor vi kl.19.30 skulle spise afskeds middag.
Aften gik godt og snakken gik. Steen havde en konkurrence, der gik ud på, at vi skulle gætte, hvor mange km Sue havde kørt i bussen. Vi havde alle et gæt, nogen meget langt fra det rigtige svar, men de to der kom tættes på svaret, var ægteparret Birgitte og Keld.
Det blev keld der vandt, med 2800km, da vi havde kørt 2777km, og vandt nogen flotte bordskåner. Sue holdt en lille tale, derefter Steen, begge for at sige tak for en god tur. Derefter sang vi fødselsdagssang for Per Schwartzbach, og han fik en flot kage, som han skar ud, så alle fik et stykke til kaffen. Der blev sagt godnat, efter en god lang dag.
27. & 28. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Steen Hansen.
Så nåede vi til sidste dag på turen, turen som er gået rigtig fint og generelt med masser af godt vejr indtil i dag. Vi startede dagen med regn og det skulle vise sig ikke at være det sidste. På vej til lufthavnen i Queenstown gav Sue smag på sine sangevner. På flydende Maori sang hun en afskedssang der omhandlede at vi skulle komme godt hjem, det var vældig rørende.
Som andre gange ved check in var der vrøvl ved standerne, men det løste sig og heldigvis havde vi pænt med tid. Endelig kom vi dertil hvor NZ 612 lettede med kurs mod Auckland. En stille og rolig tur, men vi kunne godt se at det var begyndt at regne på nordøen. Vi landede planmæssigt efter 1½ times flyvning med enkelte hop og i Auckland var der en del regn. For at strække benene lidt gik vi over til udenrigsterminalen i tørvejr, det skulle vise sig at være det sidste i over 24 timer. Mens vi checked ind regnede det mere og mere, til sidst krydret med en del blæst. Det skulle senere vise sig, at i de næste 24 timer skulle komme 250 mm regn, rekord for Auckland området og alt sejlede og mindst 3 personer omkom i vandmasserne.
Vi gik ombord i Singapore Airlines SQ 286 og fløj så til Singapore på godt 9½ time med lidt uro til tider dog ikke noget alvorligt. De fleste begyndte at blive lidt trætte men ikke mange sov, det ville de vente med til den sidste tur.
Efter et par timers ophold gik SQ 352 mod København. En tur på 13 timer hvoraf en del nu blev sovet væk. Det var ganske behageligt i Airbussen 350-900, et fly hvor der var plads til benene. Masser af mad, ikke alle spiste lige meget, men det smagte ok.
Så nåede vi endelig til København omkring 6.45 og det var tid til at sige farvel ved bagageudleveringen. Nu skulle mange nye indtryk fordøjes og for en del en ganske lang togrejse ventede og alle var mere eller mindre trætte.
Vi fra Adventure Holidays vil gerne sige alle deltagerne tak for hyggeligt samvær og at I var så tålmodige i perioder hvor planlægningen drillede lidt p.g.a. kiwierne der enten ikke var helt klare efter Covid19 og ofte med svaret ”short of staff”.
