New Zealand Tur 3 - 2023
22. & 23. Januar, Rejsen til sydney
Skrevet af Jessi Tønnesen
På grund af sygdom var der ændringer i guide situationen, så der var blevet tilkaldt afløsere. Den ene sendte os af sted fra Kastrup og den anden stødte til i Sydney. Undervejs blev to rejsedeltagere udnævnt til overhoveder, og da alle “ rykkede sammen i bussen” fungerede det fint.
Autopiloten blev sat på 39000 feet og 484 knots, og med en rygvind på 50-90 km/t kom vi fremad. Det betød dog en del turbulens på ruten, så alle øresten var faldet på plads, da vi ankom til Singapore, hvor vi skiftede fly. Nu bredte der sig en vis form for stilhed/mathed i den bageste ende af flyet.
I Sydney blev vi modtaget af Lone og Dennis og kørt til hotellet. Efter at have været i security og told og told og security – sko ud og ind af kufferten – vist pas og papirer kunne vi godt møre gå til køjs ved midnatstid.
24. januar, sydney
Skrevet af Vibeke & Finn Sandberg
Efter 29 timer på farten var det skønt at sove i en rigtig seng. Grace Hotel som vi skal bo på 4 nætter ligger meget centralt.
Efter en dejlig morgenmad gik vi den korte tur til Darling Harbour, hvor der er meget at kigge på. Vi besøgte først Wild Life Zoo, hvor vi bl.a. så kænguruer, krokodiller, Tasmansk djævel og koalaer. Selv om den ene koala viste en mindre pæn side, ved at stikke en lussing, er de ikke til at stå for, de små sovetryner.
Ved siden Wild Life Zoo ligger Sea Life Aquarium, så der skulle vi også ind. Det var også et spændende sted. Nu var det blevet sidst på formiddagen, de lokale var vågnet og der var lidt trængsel. Vi så hajer, rokker, søkøer og sågar pingviner. Desuden en masse andre fisk og hvad der ellers lever i vand.
Efter den runde var det tid til frokost. Den bestod selvfølgelig af Fish & Chips.
Nu kunne vi få lov at slå mave på et havnecruise. Vejret var dejligt, 25 grader og sol til danskernes blege ben. Det kunne vi lide. Vi så området fra søsiden, og hørte om de forskellige bygninger. Harbour Bridge, casinotårnet, højhusene og ikke mindst det imponerende Operahus. Operahuset er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Det er kommet på Unescos liste over verdens kulturarv. Så bliver man jo lidt stolt.
På vejen tilbage til hotellet skulle vi have en drink på Slip In, baren hvor kronprins Frederik mødte Mary første gang. Vi så ingen prins og romantik var der ikke meget af, da stedet er omdannet til Mexicansk look. Men farverigt og festligt var det.
Aftensmaden skulle indtages i Operakælderen. Lidt i strid med restaurantens navn, var der lagt op til udendørsservering. Samtidig med vores ankomst kom også regnvejret. Vi måtte i hast bære borde og stole ind i tørvejr, det lykkedes at få plads til alle. Vi fik igen serveret dejlig fisk. Vi sad med udsigt over havnen og kunne se, hvordan himlen jævnligt blev oplyst af lynene.
Mætte af dagens mange oplevelser og tunge af den gode mad, fik vi bevilget en tur med letbanen hjem.
Tak for en dejlig dag.
25. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Lene og Peter Lund.
Dagen blev indledt med lækker morgenmads buffet på vores hotel Grace.
Kl. 8.30 startede vi på gåben i dejligt solskin ad Georges Street ind mod byen. Her mødte vi kontorfolk på vej mod de mange kontorhøjhuse eller de fashionable forretninger – mange med den obligatoriske kop kaffe i hånden. Georges Street er en af hoved gaderne for den nye letbane.
Hovedmålet for formiddagens tur er det gamle kvarter the Rock (Tallawoladah på aboriginal). Det var her de første 11 skibe fra England landede den 26. januar 1788 ledet af Arthur Philip. Den europæiske bosættelse blev indledt med nøje udvalgte fanger (håndværkere som smede, tømrer, murere …) fra de engelske fængsler.
I dette område finder vi vandrehjemmet, hvor vi oprindelig skulle have boet. Vandrehjemmet er bygget på en speciel måde, som tillader adgang til underliggende udgravninger af noget af den tidligste bebyggelse.
I dette dejlige kvarter med gamle vel renoverede huse gik vi op på Harbour Bridge og ca. halvvejs ud, hvilket muliggjorde fint udsyn ind mod hele havnefronten, hvor -set med danske øjne- operahuset og 3XN bygningen gjorde specielt indtryk. Begge tegnet af danske arkitekter.
Harbour Bridge blev færdiggjort i 1932 efter en byggeperiode på ca. 8 år. Broen blev færdigbetalt i 1988 og er nu en rigtig pengemaskine.
7 mands holdet, som skal på Bridge Climbing, blev tilmeldt og gennemførte turen senere om eftermiddagen.
Bagefter stod det på dejlig frokost på Bakers Oven Cafe. På hjemturen blev der shoppet.
Sidst på eftermiddagen gik turen tilbage til bymidten. Aftensmaden blev indtaget på Australien Hotel på The Rock. Herefter gik turen for 27 af rejseselskabet deltagere til opera (Don Giovanni af Mozart). Den flotte sal var fyldt til sidste plads.
Fin forestilling, men lang for os, der endnu ikke helt har “fanget tiden”.
Efter forestillingen kom vi ud til et mylder af mennesker, som var ved at varme op til Australien Day i morgen. Harbour Bridge og operahuset var fint illumineret.
Summa summarum en rigtig fin dag med mange oplevelser i fint vejr.
Brigde Climb skrevet af Dennis
Vi var 7 der var meldt til den lange brigde climb tur kl.13:05. Vi havde tidligt på formiddagen været forbi det sted hvor man skulle aflevere tro og love erklæring, samt for 2 af deltagerne der har passeret den modne alder af 75 år, også en læge erklæring. Vi regnede dermed at spare tid når skulle møde kl.12:45 inden climb. Desværre skulle vi hele møllen igennem igen.
Kl 13:05 blev vi inviteret indenfor, først en generel briefing, hvorefter vi skulle ekviperes med dragt, sele, radio og kasket.
Nu startede vores tur på Sydney Harbour Bridge. Det var fantastisk vejr, varmt og solrigt, hvilket gav en helt fantastisk udsigt fra toppen af broen. Vi kunne hele havnen, Bondo Beach, ja sågar helt ud til åbent hav. Det var en rigtig fin tur, og på inden måde svær.
Efterfølgende fik nogle af os noget køligt at drikke på australia hotel ved the Rocks.
26. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Dennis
Idag er det Australien Day, national dagen der markerer da de første englændere sejlede ind i Sydney Cove d.26 januar 1788.
Efter morgenmaden går vi samlet flok mod Sydney tower. Fra toppen af tårnet er der udsigt over hele Sydney, og vi kan se helt til åbent hav.
Fantastisk skue ud over havn og bælt, med alle de skibe, store som små, der sejler rundt, og senere danner formation og sejler under Sydney Harbor Bridge.
Efterfølgende var vi inde i Skt. Mary’ katedralen, imponerende byggeri.
Derefter forsatte vi til botanisk have, hvor frokosten skulle indtages. Det var solrigt og varmt, så vi fandt en skygge plads hvor alle kunne vente, medens Lone, jeg og 3 af mændene, hentede sandwiches og drikkevarer nede ved havnen.
Efter frokost var vi på rundvisning i Sydney Opera House, som jo bekendt er tegnet af den danske arkitekt, Jørn Utzon. Et spændende besøg der vidnede om Utzon’s fremtids sigt, da byggeriet er fra 60’erne, allerede her er installeret med et system til genbrug af regnvand i toiletter og vaske.
Dagen sluttede med aftensmad i restaurant Casa i Darling Harbor.
Efter maden blev nogle få tilbage på havnen, i håb om at fyrværkeri i forbindelse med nationaldagen. De fleste nok allerede hjemme ved hotellet inden kl.22, da der næste morgen var afgang kl.06:30, videre til Queenstown New Zealand.
27. JANUAR, SYDNEY – queenstown
Skrevet af Hanne og Børge Otte
Alle var stået tidligt op idag, så vi mødes til morgen kaffe kl. 05:45, vores sidste morgen kaffe på det dejlige Grace hotel.
Kl. 06:30 kørte bussen mod lufthavnen, efter 4 fantastiske dage i Sydney. Masser af spændende oplevelser og minder, tager vi med herfra, og specielt oplevede vi nationaldagen, som blev fejret på alletiders flotteste vis.
Efter behagelig flyvetur på 3 timer, landede vi i Queenstown. Efter flere kontroller, kom vi ud i ankomsthallen, hvor vores chauffør Sue stod med Dannebrog og tog imod os. Bussen stod klar til at køre os en tur rundt i Queenstown inden ankomst til vores hotel, Holidays Inn, et dejligt hotel ned til Lake Wakaputi søen.
En dejlig middag blev indtaget på vores hotel.
Igen en fantastisk dag var slut.
28. JANUAR, SKIPPERS CANYON
Skrevet af Bent K Andersen.
I guldgravernes fodspor i Skippers Canyon
Det var tidligt op, så vi var klar til morgenmad allerede fra kl. 07.00, for vi afgik fordelt på tre minibusser, allerede kl. 08.00 fra vores Hotel, Holiday Inn i Queenstown , med Family Adventures. Et ungt firma med nogle entusiastiske unge mennesker, med flere nationaliteter, her én fra Skotland, en anden fra USA, sammen med lokale mennesker, der alle brænder for at give den én på opleveren, til deres gæster.
Vi startede med at blive kørt pænt langt ind i bjergene Skippers Rock, ad snoede, ujævne og smalle grusveje, ind til Skippers Canyon. For at få plads til vejen havde det mange steder været nødvendigt, at sprænge en del af klippemuren væk, der hovedsageligt var sket med kinesisk arbejdskraft, og det havde ikke været uden tab af menneskeliv.
Men da guldgraverne skulle derind, var der ingen veje, måske enkelte steder en trampet sti, hvor de måtte stride og ase sig frem, med alt deres guldgraverudstyr, madforsyninger, telt m.v., alt skulle bæres ind på ryggen, på gåben, hvis de ikke lige var så heldige, at de havde en hest til at hjælpe med af slæbe og bære.
En af de som søgte lykken som guldgraver var dansker Perter Anholm, fra Fole ved Gram I Sønderjylland. Han var én af de heldige der fandt guld, så han vendte hjem til Fole, noget rigere end da han tog afsted. Han har efterfølgende skrevet hans erindringen herom. Kan muligvis lånes på biblioteket, han fortæller levende om de hårde barske år.
Der lever fortsat efterkommere af guldgraverne derinde, her mødte vi Venky, der er 4 generation i en guldgravefamilie. Hun driver i dag et formidlingscenter og museum, sammen med hendes søn som er 5. generation. Hun kører kun ind til byen omkring hver anden uge, for at købe mad og andre fornødenheder. Hun kan ikke forestille sig, hun skulle leve eller bo andre steder.
Efter en formiddag med rundvisning og historier om det hårde og stridsomme liv som guldgraver, nød vi en dejlig frokost i det fri.
Efter frokost blev vi iklædt sikkerhedsudstyr til River Rafting, til River rafting på floden, der løber dybt nede i en kløft, med klippevæggene. Det foregik i store gummibåde, med plads til 10-15 personer i hver, hvor vi selv skulle være med til af padle, ikke for fremdrift, det gjorde strømmen i vandet, men derimod for at styre udenom store fjeldstykker i vandet og holde os fri af fjeldsiderne (bjergsiderne), så vi ikke risikerede, at lave hul på båden. Men vore guider sørgede for vi kom sikkert gennem hele turen. Der blev også tid til at lave noget vandpaskjaskeri, hvor vi med pagajen slog vand på hinanden, der gav anledning til meget morskab. Vi var fordelt på tre både.
Nogle var efterfølgende også ude på Jet Ski, med noget højere fart en i Gummibådene. Jet Ski var både der kan rumme omkring 10 personer, de kan sejle både mod og med strømmen. Jet Ski føreren skal kende vandet i området rigtig godt, for at undgå, og sejle ind i sten og klipperne.
Der er fortsat mennesker der tror på de findes guld i Skippers Canyon. Vi mødte et ægtepar der stod på en sand og stenbanke ude midt i floden og med håndskovl gravede sten og grus op i en mini renser, der filtrerede sten og lidt større partikler fra. De viste os de havde fundet guld, men ikke meget mere end et par små stykker på størrelse med et sandkorn.
Efter en dejlig dag fyldt med mange nye indtryk og oplevelser gik det igen hjemad til hotellet, af den samme ujævne grusvej, som vi var kørt ind med. Her blev vi rystet godt igennem. Vi havde selvfølgelig dejligt solskinsvejr hele dagen.
Hjemme på hotellet nød vi en dejlig 3 retters menu, hvor snakken under spisningen gik om alt det vi havde oplevet den dag. Det var den første aktivitetsdag på New Zealand. Vi trak os pænt tidligt tilbage til værelserne, de fleste for at sove, for det er tidligt op næste dag til nye oplevelser.
29. JANUAR, Arrowtown
Skrevet af Dorthe og Bjarne Nielsen
Vi vågnede og til det skønneste vejr og gjorde os klar til turen til Arrowtown.
Arrowtown er en lille by ca. 20 km fra Queenstown. Her besøgte vi det lille, men meget populære museum.
Den var i 1860’erne en guldgraver by, og museet viste guldgravernes hverdag m.m. I byen har man bevaret mange af de gamle huse fra den tid.
Da guldfeberen efter nogle år begyndte at klinge af, lokkede man kinesere til at komme og arbejde i “guldbranchen”, og her i Arrowtown hørte om deres liv her, og så hvordan de boede. Det var et interessant besøg i den hyggelige by.
Dagens frokost var på et sted der hedder Cargo Brewery. Her var der vin og oste smagning. Der var rigeligt med vin, så stemningen var super. Et par “ ikke vindrikkere “, var så heldige at blive budt på ølsmagning, og vi fik mulighed for at smage 3 fantastisk gode øl.
På vejen tilbage til Queenstown, gjorde vi holdt ved et bungy jumb center. Vi var en flok “ tøsedrenge”, ingen skulle prøve elastikken, MEN 2 modige sønderjyder vovede sig op i den store svævebane, som der også var på stedet.
Dagen sluttede med nogle timer på egen hånd i Queenstown.
30. JANUAR, Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Birthe og Ole
I dag skal vi på sejltur i Fjordland national park.
Efter et solidt morgenmåltid er der afgang fra hotel Holiday Inn kl. 8.30.
Vi skal på en smuk køretur langs the Scenic Route til Manapouri. Første fotostop ved enden af Lake Wakatipu, tæt på Kingston.
Vi kører igennem et dalområde med landbrugsland, vi ser kvæg, får og hjotefarme. Dyrene her går ude 365 dage om året.
Efter 2,5 times kørsel når vi frem til Manapouri, hvor vi indtager en dejlig frokost i solskin i det fri, mens vi venter på færgen der skal tage os tværs over Manapouri søen. Vi står af færgen ved West Arm. Her ligger Manapouri underjordiske vandkraftværk, hvor en stor del af New Zealands strømforsyning bliver produceret. Vandet til turbinerne har et fald på 180m.
Busturen op igennem den flotte regnskov og ud til fjorden Doubtful Sound starter. Vejen blev oprindeligt bygget for at muliggøre transport af bygningsmaterialer under byggeriet af vandkraftværket. Efter sigende New Zealands dyreste vej, da al materiale skulle sejles ind. Undervejs gør vi et kort fotostop ved Wilmot Pass Lookout.
Ved Deep Cove påmønstrer vi Fiordland Navigator som skal tage os ud i Doubtful Sound fjorden, en af de mange fjorde i Fiordland National Park, som er på UNESCO World Heritage liste. Her falder årligt ca. 8 m regn, men vi har heldet med os og får en fremragende og solfyldt dag på fjorden.
Vi anker op ved First Arm, og de sejlglade får mulighed for en tur i motorbåd eller på en guidet tur i kajak. Det var nogle korte, men brede kajakker, så der var ingen der væltede i vandet eller forsøgte sig med en “grønlændervending”. Da alle var tilbage på båden, var der mulighed for en forfriskende svømmetur i fjorden, hvilket mange benyttede sig af.
Et dejligt tapasbord blev serveret for os af de supersøde besætningsmedlemmer.
Vi sejler ud til Det Tasmaniske Hav. Ved fjordudmundingen kom vi forbi en sælkoloni, hvor sælerne poserede for fotograferne.
Derefter sejler vi lidt nordpå langs kysten, for at tage en af de andre “arme” ind i fjorden igen. Til stor jubel for alle ombordværende stødte vi ind i flere flokke af nysgerrige og legesyge delfiner, som blev ved med at følge os.
Kl. 20.30 blev aftensmaden serveret, og da først mørket havde sænket sig over fjorden, var det tid til lidt stjernekiggeri. Vi så bl.a. Orions bælte og Sydkorset.
Godnat og tak for i dag.
31. JanuAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Nina & Henrik
Dagen begyndte med lyden fra maskinen. Det var tid til at stå op på det god skib Navigator. Vi lå i en krog af sundet, og vejret var lunt med en lille smule regn.
På hoveddækket var der fin morgenbuffet Og da vi kom ud på dækket var regnen holdt op, og der var opvisning af usædvanlig mange delfiner.
Lone samlede os alle på det øverste dæk og motoren blev slukket og vi nød stilheden og den uberørte natur en stund. En meget særlig oplevelse.
Kl. 10 var skibet i havn og vi afmønstrede. Besætningen havde været rigtig søde og hjælpsomme. Vi kørte i bus over Wilmots pas til kraftværket og derfra med det lille skib over Lake Manapouri. Så var det tid til lidt motion, og vi gik i stegende sol op til Manapouri Motor Inn, hvor der blev serveret pizza og Chips.
Mange krøb indenfor pga den skarpe sol.
Så gik turen mod Dunedin. Ca. 330 km. Lone gennemgik ruten på kortet. Det var en køretur gennem landbrugslandet. Der var endeløse fåreflokke, og færre køer, og endnu færre hjorte. På vejen passerede vi talrige kvægtransporter. Landskabet var meget tørt, da det ikke har regnet i to måneder.
På turen orienterede Lone om Dunedin, som oprindeligt blev beboet af flest skotter. Måske fordi naturen lignede deres hjemland.
Lone gennemgik også faktuelle tal om jordskælv, historien om landet, New Zealændernes store deltagelse i diverse krige.
Befolkningen er nu på knapt 5,2 mio., 77% på nordøen og resten sydpå.
Af befolkningen er 17% maorier og 83% pakehaer.
Ugentlig arbejdstid 40 timer. Levealder hhv 84 og 80 år.
Kaffepause i Gore, som er kendt for sit ørredfiskeri.
Lone kom også ind på maoriernes kultur, uddannelse, og der repræsentation på 17 medlemmer i parlamentet ud af 120 medlemmer
Så blev morgendagens program gennemgået. Lone lovede at indkøbe Manoka honning. Det bliver spændende at smage.
Vi passerede Lake Waihola, som er et yndet udfllugtsmål.
Så vi ankom omkring kl. 18 til Dunedin. Den største by i regionen med ca. 270.000 incl.opland. Vi kørte straks til Signal Hill, med den fremragende udsigt over byen og Otago halvøen.
Vi indlogerede os på et fint hotel, som ligger lige ved siden af den botaniske have. Håber vi får tid til at besøge haven.
Kl. 19.30 var der gode bøffer og dessert og højt humør i restauranten.
Endnu en aktiv feriedag var slut med nogle helt unikke timer i Doubtfull Sound.
1. FebrUAR, Otago Halvøen
Skrevet af Judy og Steen Nilausen
Igen var vi tidligt oppe og skulle være klar ved bussen kl. 8.15. Vejret var letskyet og 22 grader.
Sue kørte os ind til University og Otago, der er New Zealands største med 20 tus. studerende og 100 tus. on-line studerende. De gamle bygninger var utrolig flotte, med de specielle kalksandsten rundt om vinduerne. Mange skilte var skrevet både på engelsk og på maori-sprog, hvor man tydelig kunne se, at der ikke er mange bogstaver at gøre godt med – kun 15 stk. Vi hørte om de flotte bygninger og det specielle studiemiljø, som de mange studerende lever under. Også hensynet/integrationen til udenlandske- og maoristudenter..
Derefter blev vi kørt hen til Dunedin Railway Station, der havde samme byggestil som universitet, men var under renovering for at friske udseendet op. Inde var der et utrolig flot mosaik gulv. Der kører ikke rigtig tog fra banegården og ud i landet. I dag bruges det primært til at køre Cruise passagerne ud til seværdigheder.
Der blev også tid på egen hånd, dels til lidt Shopping og dels til et kig ind i Sct. Paul’s Anglican Cathedral. Kirken var bygget i 2 omgange. Det store og høje skib var færdigt i 1919, mens koret først blev bygget færdigt i 1971. Lidt mærkeligt at se en flot gammel kirke, sat sammen med moderne byggeri!
Turen gik derefter hjem til hotellet i bus, hvor der var linet op med lækker frokost i haven. Rigtig god mad, dejligt vejr og hyggeligt selskab.
Eftermiddagen og lidt af aftenen stod på besøg på Otago-halvøen. Vi blev inddelt i 2 hold og hentet af 2 busser, hvor vores guide (Eric) var biologistuderende fra USA.
Vi havde et kort potte- og provianteringsstop i byen Portobello på vej ud til Otago-halvøen.
På vej ud til søløverne, så vi forskellige fugle, bl.a. isfugl, sorte svaner der i tidernes morgen blev indført fra England, så man kunne gå på jagt efter dem. De skulle efter sigende smage ganske forfærdeligt, så ingen ville jage dem, og derfor er der så mange af dem. Til gengæld skulle der kun findes 12 par hvide svaner på New Zealand – dem ser vi jo tit i Danmark.
Vi kom så til stranden hvor der lå 4 han-søløver. 1 ung, 2 voksne, hvoraf den ene havde “annekteret” en 1-årig han, da den åbenbart ikke havde kunne finde nogen hun…….
Kort efter kom en søløve ind i brændingen med en stor fisk. Det så ud som om den havde lidt svær med at sluge den, eller også legede den med den.
Videre gik det til Royal Albertros-kolonien, hvor vi så mange store albatrosser med de enorm store vingefang (3 m.). Vi så tillige fugle på reden med unger, hvor en medarbejder var ude for at veje ungerne.
Sluttelig gik turen til Pingvin Rescue center, hvor vi så Yellow-eyed og Blue Pingvins i rekreations-bure. Herefter gik turen ned mod stranden i næsten underjordiske kamuflage-gange, hvor vi så en pingvin-forælder med 2 unger, der ventede på afløsning fra magen. De lever ca. 1 km inde på land i skjul for andre artsfæller.
Vi kørte nu hjem til hotellet, og kl. 20:30 kunne vi lidt trætte sætte os til bords til aften buffeten.
Tak for endnu en god og oplevelsesrig dag.
2. Februar, Dunedin – Moeraki Boulders – Twizel
Skrevet af Erik Welander Raabjerg.
Efter en god og lang nats søvn,
blev bussen pakket kl. 9.30.
Vi går alle på byens mest stejle gade “Baldwin-street, første stykke ca. 35. % Sidste stykke 19 grader’ stigning. Området er et fattigt kvarter’ med flere små kirker og små huse. Med bussen mod Hampden med mindesmærke for slag mellem Maori og “de hvide” , næste stop ved “moeraki bouldes” på stranden. Frokosten bestod af Fisk og pommes på caféen, det var tydeligt frisk fisk og en god let panering.
Videre kl. 13.15 mod næste stop “ elephant’ rocks”, kalk-limsten i alle mulige former, lidt regn undervejs,kun en 1/2 time,sol og opklaring,Elefanten havde mistet hovedet men det var et fantastisk naturfænomen, limsten bruges som byggematerialer. En farmer flyttede sit vandingsanlæg vha. en ATW.
Næste stop Kurow, WC & Kaffepause . Kl. 16 videre mod næste stop Lake Benmore kraftværk( enormt) som er udgravet med ca. 6000 mennesker, så Morenofår, så på turen NZ’ største vandingsanlæg ( 26 fag a’ 1000 nz$) på en kæmpestor farm, vandet hentes i vandingskanaler, så også et Lakseopdret, søen bruges til
Rostævner.
Ankomst kl.17.30 til vort hotel i Twizel
3. Februar, Mt. Cook
Skrevet af Per og Ulla Busk
Da vi stod op i morges og gik til morgenmad kl. 7 var der ingen der vidste, hvad dagen ville bringe. Efter planen skulle turen gå til Mount Cook, hvor vi skulle vandre en tur ind til en gletcher. En tur på ca. 12 km frem og tilbage, men pga af megen regn og tåge stod det ret hurtigt klart, at det sandsynligvis ikke kunne lade sig gøre. Lone blev ringet op af den lokale guide, der mente, at hvis vi udsatte turen til om eftermiddagen ville der være en chance for at det ville klare op.
Lone og Sue fandt hurtig på et alternativ. Et punkt på morgendagens program blev fremrykket, så vi besøgte The Church of the Good Shepherd. En lille smukt beliggende kirke ved Lake Tekapo. Her sang vi vores morgensang og håbede det ville hjælpe på vejrsituationen. Og det gjorde det!
Vi havde en times tid i byen på egen hånd i byen Lake Tekapo inden vi kørte til Mt. Cook Nationalpark til det store flotte hotel Hermitage, hvor vi fik vores frokost.
Da vi kørte derfra var vejret blevet bedre, men stadig ikke godt nok til den lange vandretur, så det blev besluttet et køre til en anden gletcher i området beliggende i Hooker Valley, nemlig The Tasman Glacier.
Her skulle vi ikke gå så langt, men til gengæld var der en masse trapper, der skulle forceres inden vi kom op og fik et flot vue ud over gletchersøen over mod gletscheren i det fjerne. Det var en speciel oplevelse at se en rigtig gletcher så relativ tæt på. Efter nedstigningen gik vi ud til enden af søen, hvor de kælvede isbjerge lå og ventede på at smelte og blive til en del af den utrolig smukke sø Lake Pukaki.
På vej tilbage til hotellet var der et fotostop, hvor søens smukke farver åbenbarede sig og der blev spejdet efter Mt. Cook, men det var stadig indhyllet i tætte skyer.
Ved tilbagekomst til hotellet var der lagt op til vinsmagning, hvor Dennis og Lone præsenterede tre forskellige vine fra vingården Peter Yeland, som vi skal besøge på søndag.
Alt i alt en utrolig dejlig dag selv om vejrudsigten drillede.
4. februar, Twizel – Christchurch
Skrevet af Hanne og Knud
Morgenmad kl. 7 afgang kl. 8.15
Efter en god morgenmad , og bussen pakket forlod vi Hotel MacKenzie country Inn i Twizel , og kørte mod Christchurch.
Morgenen bød på smukt vejr, sol fra en skyfri himmel og ca.20 gr.
Første stop havde vi med udsigt til Mt.Cook. Her sang vi vores morgensang , tog et gruppe billede med Mt.Cook og søen som baggrund , virkelig flot Kaiserwetter.
Videre på turen fortalte Lone om landbrug ,økonomi og sociale forhold i NZ.
Vi lavede et stop ved Tin Shed .En lille ejendom hvor der var lavet en butik i en lade Blikskuret kaldte Lone den . Her var nu meget pænt indenfor ,med strikvare i merino uld og flere andre gode varer. Her blev der så shoppet ,mens Sue og nogle af mændene gjorde klar til en lækker frokost i skyggen .
Temperaturen havde nu sneget sig op over 30 gr.
Da vi ankom til Christchurch , var vi først inde og se en ny kirke , som blev bygget efter jordskælvet i 2011 ,en midlertidig erstatning for katedralen som blev meget ødelagt. Den så vi også , men er under genopbygning.Vi gik langs åen og så væggen med mindesmærkene over de 185 personer der blev dræbt i jordskælvet.
Tilbage ved bussen fik vi kaffe ,frugt og småkager ,og derefter en tur i Botanisk have ,hvor vi så nogle kæmpe store og flotte træer. Vi så også de flotte stauder, dahlier og roser. Vi ankom til vores hotel kl. 17.30 .
Efter kort tid på værelset lød brandalarmen, og vi løb ned på gaden , men ikke alle tog det lige alvorligt ,så Lone måtte lige op og hente et par stykker.
Brandvæsnet ankom hurtigt, men kunne konstatere at det var falsk alarm .
Vi spiste dejlig middag på hotellet , kunne vælge mellem ribeye , kylling eller fisk , og til dessert æblecrumble kage med is eller frugtsalat. Meget lækkert.
Tak for endnu en dejlig dag.
5. februar, Christchurch – Kaikoura – Picton
Skrevet af Karen Anette / Bjarne
Tur til Christhurch-Kaikoura-picton.
Efter morgenmaden kører vi mod Kaikoura,en by med 3500 indbyggere,de fleste Maorier.Byen er meget besøgt af 500.000 turister årligt, som kommer for at tá på hvalsafari. På turen kommenteres naturens forskelligheder.
I Cheivot gøres et kort stop.
Efterfølgende gennemgåes forskellige fugle som kakapo og kiwi, fantail, kokako.wood pigeon, pukeko, tui.vi ser kajakker
Hikurangi ses kajakroere -desværre ingen delfiner.
Besøg hos Peter fårefarmer, så bla.et får blive klippet,og Peter fortalte om økonomien ved fårehold og de forskellige uldtyper og lanolinprodukter.Herefter spiste vi vores frokost i hans dejlige have. Temperaturen var 27.
Ved Ohau rasteplads holdt vi pitstop og så en masse sæler New Zealand seals bla mange baby sæler. Nogle var endda så heldige at se delfiner.
Efter en lang køretur kom vi til Peter Yelands vingård med 2500 hektar vinstokke på rad og række.
Enorme arealer med træer, planter,blomster og vinstokke så langt øjet rækker, med CO2 neutral vinproduktion,og med plads til høns, grise og lam som naturpleje mellem vinstokkene, og masser af solceller på taget af produktionsbygningerne.
Her blæste en kraftig vind ,så vi blev blæst godt igennem ved udsigtspunktet ved kysten, hvor vi sang vores “morgensang”, og fik kaffe.
Så gik turen til Blenheim, og besøge doctors wineyard /forrest, og smagt vine.
Nu går turen til vores hotel opholdssted i Picton .
6. Februar, Marlborough Sound
Skrevet af Dorthe og Bjarne
6. februar 1840 lavede England en aftale med omkring 40 Maorihøvdinge omkring New Zealands fremtid, og denne dag er i dag Waitinga Day og fridag i New Zealand. Det gælder selvfølgelig ikke for os, For når man er langs med Lone, har man ikke sofaen på ryggen.
Vi har nu haft den første overnatning i Picton (sidste stop på sydøen), og skulle i dag ud på en for de fleste 12 km lang vandretur på Queen Charlotte Track, som ligger på en halvø nord for Picton.
Da der ikke er veje på halvøen, blev vi sejlet ud til vores startsted (Resolusion Bay). Herfra havde vi en skøn vandretur i den New Zealandske regnskov. Især de mange forskellige bregner gjorde indtryk. Vi så både fantail (viftefugl) og weka (fætter til kiwien), og så hørte vi tuien, men så den desværre ikke.
Derudover serverede Lone os for op til flere “five million dollars wiev”
Vandreturen sluttede med en tiltrængt fadøl (for de fleste) og en perfekt frokost i Furneaux Lodge.
Og det var så den dag? Nixen bixen!!
Dagen inden var vi som bekendt på en vingård, og her var der blevet købt ind til vinsmagning. Så en time inden aftensmaden samledes vi i det skønne vejr i haven på Motel Gateway og smagte vin og fik gang i sangbogen. Det var ski’ hyggeligt.
Vi bliver alså også nødt til at kommentere aftensmaden. Her i Picton var alle vore måltider på Restaurant Gina. Denne aften fik vi lækre lokale muslinger og laks med limesovs til forret. Laksen havde Lone impulsivt købt på et “look out” ved en sø to dagen inden. Hovedretten var også fisk (fanget i havet ved Picton) og pommes anna, mens desserten var slags cupcake med saltkaramelsauce. Det hele var bare så lækkert
Tak for i dag
7. Februar, Picton – Wellington
Skrevet af Birthe og Ole
I dag kunne vi sove lidt længere end de foregående dage, da vi først skulle med færgen til Wellington midt på formiddagen.
Men, hvem kan sove til kl. 8.00 når vi er vant til at stå op kl. 6.00 for at spise morgenmad kl. 7.00. Så de fleste stod klar ved Restaurant Gina i god tid.
Vi fik en madpakke med fra restauranten, som kunne fortæres ombord på færgen, når sulten meldte sig.
Ved 11-tiden lagde færgen fra land. Sejlturen varede 3 timer, og bød på en fantastisk udsigt, vejret var flot, men det blæste en halv pelikan.
Da vi ankom til “Windy Wellington” (tilnavn fordi det er det mest blæsende sted på New Zealand), tog Sue os med op Mt. Victoria Lookout, et udsigtspunkt der ligger højt over byen, og giver et fantastisk overview over byen. Her blev der også serveret kaffe udenfor bussen og vi sang vores sædvanlige “morgensang”
Derefter blev vi kørt til hotel West Plaza, som ligger centralt i byen, ved havnen og byens forretningskvarter med højhuse der i dag alle er jordskælvssikrede. Den del af byen bliver også kaldt Lower Hutt.
Så var der lidt tid til afslapning, shopping, eller blot udforskning af nærområdet omkring hotellet, inden aftensmaden blev serveret, en lækker buffet.
Tak for endnu en god dag i dejligt selskab.
8. Februar, Wellington
Skrevet af Ruth og Henning.
I dag fik vi lov til at sove længe, da vi først skulle mødes kl 9.00 for at gå til Nationalmuseet Te-Papa.
Turen gik over Rådhuspladsen, hvor der var ophængt en kæmpekugle, der var lavet som bregneblade. Bregnen symboliserer livet fra fødsel til død for maorierne. Vi passerede operaen. Lidt længere henne var der lavet figurer af genbrugstræ.
Vi gik langs vandet, hvor vi så både roklubben og maoriernes hus. Der var mulighed for at gå planken ud ved havvandet, men ingen følte sig på det tidspunkt fristet til at hoppe i baljen.
Te-papa museet er en stor bygning på flere etager, der i år har 25 års jubilæum. En fantastisk bygning lavet til udstillinger, hvilket betyder meget for at lave de rigtig gode udstillinger som vi så. Der var filmanimationer, der viste, hvordan New Zealand opstod. Der var mange interaktive skærme, skuffer og skabe, der kunne og måtte åbnes, så publikum også kunne se genstande. Det er endda muligt at prøve et jordskælv på 7.8.
Uden for museet var det muligt at se, hvordan husene på New Zealand bliver jordskælvsikrede. Et dyrt kæmpearbejde der skal sikre alle gamle bygninger mod at styrte sammen. Også højhuse skal sikres.
Efter museet kørte vi i bus til botanisk have, hvor vi skulle spise vores medbragte frokost. Vi var endnu engang heldige med vejret, så vi kunne spise i det fri.
Efter frokosten blev vi tilbudt at tage kabelbanen ned i centrum. Men vi skulle lige gå en tur op ad bakke til kabelbanen først.
Da vi var kommet ned til centrum var resten af dagen til fri disposition.
9. Februar, Wellington – Tongariro
Skrevet af Nina og Henrik
Vi sagde farvel til Wellington efter to dejlige dage i den spændende by. Dejligt at have lidt tid på egen hånd. Dagen var startet lidt overskyet.
Lone gennemgik dagens rute på kortet, og fortalte om emigranternes hovedvej op til Danevirke. De måtte arbejde 4 dage om ugen for regeringen.
Så var det blevet tid til en orientering om NZ`s beliggenhed. NZ er 1600 km fra syd til nord, og med en befolkning på 5,2 mio., og en størrelse 6 X DK.
På vejen op til Sue kørte vi ad en flot ny motorvej og passerede bløde bakker, og forrevne kyster.
Det er svært at slå sig permanent ned i NZ. Det kræver et efterspurgt job eller 2 mio. $ på bogen, og dertil krav om forsikring mm.
Vi skulle idag besøg Sue, og hendes mor og moderens partner. Sue er flyttet lidt ud på landet nær Whanganui med Paul. De bor på en 27000m2 stor grund med diverse værksteder, lager mm, og et ikke helt færdig renoveret hus. Inden besøget kørte vi op til et udsigtspunkt med to høje tårne. Det havde regnet lidt, med heldigvis holdt regnen op og det blev igen varmt.
Hurtigt kom der borde og stole op, og sue viste rundt på grunden, mens pølser og bøffer blev grillet. Hurtigt var en dejlig barbecue klar. Lone gav øl, da hendes søn var færdig som jurist. Vi fik også lige lejlighed til at se nogle af Pauls gamle biler, som han var ved at sætte i stand.
Kl. 15 kørte vi videre mod Hotel Park i Ruhapehu.123 km.
Lone fortalte om tidligere statsminister Monrad og hvordan havde fået danske lokket til NZ med løfte om billig jord og glemt at fortælle om betingelserne.
(4 dages arbejde om ugen med at bygge veje.) Vi gjorde et fotostop ved Raukawa Falls – et vandfald.
Lidt efter fik vi de tre vulkaner i sigte. De ligger ret tæt i Tongariro Nationalpark.
Højde mm. Kan i læse i programmet. Naturen heromkring har lagt scene til flere optagelser til Ringenes Herre.
Efter en kort – og meget hurtigt overstået byrundtur – ankom vi til Hotel The Park, vores base de næste 3 dage.
Nogle hyggede sig lidt ude inden middagen, og vi kunne straks mærke, at det var noget køligere her i 850 meters højde.
God thaimad om aftenen og kl. 9 var de fleste nok godt trætte efter en lang og meget flot dag på vejene.
10. Februar, Maori kulturdag
Skrevet af hans og Bente
Efter morgenmaden kørte vi mod Lake Rotopounami (Jadesøen) i Tongariro National Park.
Her mødtes vi med vores lokale guider Tom og Mikaere.
Det tegnede til en grå dag, men som så ofte før forsvandt skyerne efter vi havde sunget vores morgensang og Tom bad en bøn så vi var velkommen i skoven. Vi blev delt i 3 hold med hver vores guide – Sue var også guide (tog sin uddannelse i dette område).
Vi skulle på en 6 km tur rundt om søen, en bakket tur gennem tæt bevoksning og kæmpe store træer – nogle 800 – 1000 år gamle. Skoven beskrives som Mauristammens supermarked, her henter de mange planter til bl.a. madlavning og medicin og vi fik en smagsprøve på blade med stærk pebersmag, andre blade bruges mod træg mave, hovedpine osv. Det var en flot og skyggefuld tur, hvor vi kunne nyde stilheden og høre fuglene og cikaderne. Undervejs fortalte Mikaere levende om Maoriernes historie, hvordan de har kæmpet for at bevare deres kultur og sprog og samtidig være en del af Pakeha´ernes (de hvide´s) samfund.
Derefter kørte vi til maurilandsbyen, hvor vi skulle være gæster resten af dagen. Da vi ankom var de i gang med at tilberede aftensmaden. Vi så hvordan de tilberedte mad i en Hangi, som er en underjordisk ovn. Grøntsagerne pakkes i bomuldsklæder og pakkes sammen med kødet (gris og kylling) i en stor kurv. Kurven sænkes ned i hullet over nogle meget varme sten. Kurven tildækkes med våde klæder og sække og til sidst dækkes det hele med jord og her skal det stå i ca 4 timer.
Ved indgangen blev der holdt en modtagelses-ceremoni, hvor vi som gæster blev godkendt og budt velkommen i stammen af Te Mariri og hendes søn Mikaere
Derefter blev vi budt til frokost i forsamlingshuset. Efter frokosten fortalte Te Mariri om de fem stor vægmalerier, som hun havde malet. De beskriver skabelsesberetningen: Moder jord, Fader himmel, Skovens søn, Madens datter og Madens søn. Der var også en udstilling med håndarbejder: tæpper, tasker og symbolske smykker – heraf flere som er gået i arv gennem generationer, tilhørende Te Mariri´s slægt – alle lavet af naturens produkter.
Efter en pause i de skønne omgivelser, blev vi inviteret op til deres begravelsesplads, som har en stor betydning for stammen.
Derefter blev vi inviteret ind i Maraien, som er deres allerhelligste – her foregår alle vigtige handlinger som møder, bryllupper, barnedåb, mm..
Huset er fyldt med mange symboler der viser Maoriernes historie.
Inden aftensmaden var der underholdning af en gruppe unge, fra den lokale Maori skole, som sang og dansede for os – sikke en oplevelse.
Vi måtte også bidrage til underholdningen efter en kort oplæring i dansen. først kvinderne og dernæst mændene i bar over krop – det var sjovt.
Så blev der tid til at indtage en meget lækker aftensmad som var tilberedt i Hangién.
Middagen sluttede med et spontant indslag med musik og sang af vores værter og de unge elever.
Med denne fantastiske og helt unikke eftermiddag og aften kørte vi tilbage til hotellet, for at hvile ud til næste dags oplevelser.
11. Februar, Tongariro Crossing & Mt Ruapehu
Tongario Crossing
Skrevet af Peter Lund
11 fra rejsegruppen havde meldt sig til den 19,4 km lange trekking tur Tongario Crossing. Alle var forventningsfulde og klar til den fysisk udfordrende og smukke tur.
Vi blev efter morgenmaden, hvor depoterne blev fyldt op, hentet kl. 7 af den ene af tur guide Chloe. Undervejs til startsstedet Mangatepopo samlede vi den anden guide Mikairo op. Han have madpakker med. Inden vi startede selve turen bad Mikairo en maori bøn og beredte naturen på vores komme og bad om godt vejr.
Vi startede kl. 7.40 i 1100 meters højde med Mikairo forrest og Chloe bagerst som sweeper. Vi gik først de 4,5 km op mod Soda Springs i 1400 meters højde. Turen var relativ let i hvertilfælde i forhold til hvad der ventede os efterfølgende på Devil Staircase ( Djævlens trappe). Dette trappesystem på ca. 2 km op til 1700 meters højde var meget udfordrende og pulsen kom godt op.
Herefter kom belønningen – et ret fladt stykke – før det for alvor tog fat igen op mod Red Crater i 1868 meters højde. Den røde farve stammer fra jernforbindelse i lavaen.
Vi var heldig med, at vinden var moderat, og at solen var brudt igennem.
Fra toppen var der en fantastisk udsigt til nærliggende keglevulkan og ikke mindst til smukke turkis farvede grønne søer – Lake Emerald. Den stejle skråning ned mod disse søer var udfordrende, men alle slap fint ned til søerne Vi indtog vores velfortjente frokost ved en af disse søer i let svovl dunst. Guiderne havde medbragt kaffe, hvilket var en kærkommen overraskelse.
Efter denne pause gik turen til den Blue Lake i 1725 meter højde. Undervejs var vi lavere, så vi fik glæde af endnu en stigning, før vi nåede denne sø, som stort set er halvvejs på ruten. Fra dette punkt gik det stort set nedad på de sidste 9,4 km til opsamlingsstedet på Ketetahi Road.
Nu lyder det let, men der var rigtig mange trappe, som var udfordrende for de efterhånden “trætte stænger”. Natur og udsigt var outstanding.
Den gode melding er, at alle stod distancen, og alle var ret stolte af præstationen. Vi var en fantastisk oplevelse rigere – en oplevelse der vil blive husket og måske pralet lidt af.
Mt. Ruapehu.
Skrevet af Lene lund
Startede kl 8.30 i let regnvejr, vi skulle jo synge morgensang lidt senere, så..
Vi kørte til Tawhai Falls, hvor vi mødte det søde par, Te Mariri og Tom. Efter vores morgensang og Maori sang, gik vi på en fin sti til Falls. Flot. Stenen midt i faldet er med i filmen Ringenes Herre. Det er den Gollum sidder på. Solen tittede nu frem, dejligt. Langs stien var der masser af planter bl.a lyng.
Vi kørte så til visitorcenter Whakapapa Village, hvor der var masser af vulkan udstilling, bl.a stor planche med alle vulkaner på. I indgangen stod en flot buste af Horonuka, som var den høvding, der i 1897 skænkede området til staten. Så det kunne blive national park. Te mariri og Tom fortalte om den flotte væg udsmykning.
Derefter kørte vi til skiliften, vejret var med os, så vi fik en flot udsigt tur op til Whakapapa ski field.
I 2 grupper gik vi en tur i området.
Tilbage i udsigts huset, spiste vi madpakke og drak kaffe/ the.
Ca kl 13.45 kørte vi hjem, solen bagte da nærmest, hjemme igen til et glas vin på terrassen.
Fin kultur tur og oplevelser i højden.
12. Februar, Tongariro – Lake Taupo – Rotorua
Skrevet af Per og Ulla
Kl. 8.30 forlod vi Tongariro National Park for at begive os til vores sidst overnatningssted i Rotorua, som er maoriernes hovedstad. Vi kørte igen gennem et gudeskønt landskab, som vi har gjort de sidste ca. 3 uger.
Vi gjorde et fotostop ved Lake Taupo, New Zealands største sø, som er ca. på størrelse med Bornholm. Undervejs havde vi et tankstop med indlagt tissepause,i Turangi.
På turen så vi mange døde, påkørte possumer, hvilket man vist ikke har så meget imod, da det er et indført skadedyr, man med alle midler forsøger at bekæmpe, fordi den gør stor skade på den oprindelige fauna.
Ved ankomst til byen Taupo var der mulighed for et par times shopping og derefter havde Sue, Dennis og Lone som så mange gange før disket op med en lækker frokost, denne gang med udsigt til Lake Taupo.
Efter frokosten var næste stop ved Huka Falls, som er New Zealands mest fotograferede vandfald og ikke uden grund, da man her får et lille indtryk af vandets brutale kraft, men det var samtidig også meget smukt. Mens vi fotograferede havde guiderne og Sue igen disket op med lækkerier, denne gang i form af kaffe og fødselsdagskage, da en rejsefælle, Anne Marie havde fødselsdag.
Herfra gik turen videre til et ekstra punkt på dagsordenen, nemlig et besøg på et imponerende anlæg, hvor der blev produceret termisk energi i et område med stor termisk aktivitet.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Rotorua, også kaldet “verdens røvhul” pga. den gennemtrængende lugt af svovl, hvilket vi meget hurtigt bemærkede, da vi kom ud af bussen og gik en tur i et område, hvor det sydede og boblede med varmt vand, som blev opvarmet af den vulkanske varme, som her er meget tæt på jordens overflade.
I det samme område så vi en meget flot maraj, som er maoristammens hellige hus.
Derefter gik turen til hotel Distinction, hvor vi tilbringer de sidste to nætter i New Zealand.
Aftensmaden blev indtaget hos Judy og Mick, som havde arrangeret sig i et forsamlingshus ejet af en hollandsk forening, og efter maden hyggede vi os med lidt fællessang fra sangbøger, som Lone havde medbragt og så venter vi bare på, hvad morgendagen vil bringe.
Vi går i spænding om, hvorvidt cyklonen Gabrielle vil lægge os hindringer i vejen, så vi ikke kan komme hjemad som planlagt. Lone og Dennis følger udviklingen intenst.
13. Februar, Rotorua
Skrevet af Dennis.
Dagen startede med regn og blæst, cyklonen Gabrielle var blevet ned graderet til en tropisk storm, men det skulle alligevel vise sig i løbet af dagen, at der dog stadig var power i “damen”.
Dagens første stop var Maori landsbyen Whakawerawa, hvor under grunden lukkede op for varme gejsere, som Puhutu der spyer op til 30 meter, samt luften der var fyldt med lugten af svovl. Vi så diverse varme småsøer med temperaturer mellem 80 og 100° plus, bruges til bl.a. badevand og madlavning. Byens Hangi ( jordovn ), hvor vores frokost blev tilberedt, fik vi også at se.
Besøget sluttede med en maori ceremoni “forestilling”, og derefter var det frokost.
Næste besøg for dagen, var National Kiwi hatchery, en organisation hvis formål er at redde Kiwi bestanden. Man tager Kiwi æg ind i hatcheriet fra 12 skove for at udklægge dem, og derefter sætte kyllingerne ud i skovene når de er kommet op på en vægt af ca 1 kg. På denne måde prøver man at redde Kiwi’en fra at uddø. Mange rovdyr, som Possum og rotter, går i Kiwi rederne og æder æggene. Så ved at bringe æg ind til rugning i hatchery,er bestanden gået op med 65%.
Aftenen og middagsmad skulle igen idag slutte hos Mick og Judy, hvor der blev serveret helstegt lam med tilbehør.
Efter middagen, takkede Lone og jeg vores dejlige gæster for deres positive og humørfyldte fællesskab, med håb om gensyn. Sue fik også en velfortjent tak, og også hun kvitterede og takkede for nogle fantastiske uger sammen med hele gruppen, ikke et øje tørt.
Vores lille storm var under aftenen blevet lidt mere ilter, og “ hun” var nu blevet sur, og kvitterede med vand og vind.
Hjemturen til hotellet, blev da også udfordret pga væltede træer og spærrede veje.
Sent på aftenen gik strømmen på hotellet, men de fleste opdagede det nok ikke, da strømmen var kommet retur om morgenen.
Hope for the best tomorrow.
14. & 15. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Bodil & Palle
Efter en blæsende nat (cyklonen Gabrielle) på Hotel Distiction Rotorua blev det tid for hjemrejse.
Elektriciteten på hotellet blev afbrudt og var ude af drift fra kl. ca. 22.45, men kom heldigvis igen kl. ca. 02.30 så vi kunne få pakket færdig og få morgenmad uden problemer.
Vi havde afg. med vores bus kl. 08.00 mod Auckland i tørvejr og solskin. På turen så vi masser af væltede træer efter nattens storm, og væltede træer og et biluheld gjorde også, at vi måtte køre en omvej, for at komme til en farbar vej til Auckland. Auckland og den nordlige del af Nordøen har i den senere tid været hårdt ramt af regn i store mængder, som der så igen har medført jordskred og store oversvømmelser.
Efter ca. 21/2 time holdt vi tissestop i Tokoroa, og senere fik vi udleveret madpakker, som vi nød i bussen på turen til lufthavnen i Auckland. En rigtig flot kuperet natur.
Vi nåede Auckland lufthavn kl. ca. 12.15, og efter vi havde givet vores styrmand og tusind kunstner Sue Hughes et stort kram som tak for turen, manglede vi bare at checke ind. Inden indcheckningen fik vi også sagt farvel til Dennis ( cool fyr )
Vi havde afg. mod Singapore kl. 15.15, men kl. 16.30 havde vi endnu ikke boardet vores fly SQ286 på grund af stærk blæst. (cyklonen Gabrielle)Ventetiden benyttede Lone til at udråbe vinderen af konkurrencen ” kørte km på NZ ”. Nina vandt som den der kom nærmest.
Kl. 17.15 fik vi at vide, at lufthavnen nu var lukket på grund af stærk blæst og Lone kunne meddele at vi ville få en voucher pålydende 30 NZD ca. 145 DK.
Efter lidt godt til ganen fik vi at vide, at vi var tildelt et hotelværelse, da første fly til Singapore var kl. 06.00 næste morgen.
Vi ank. til hotellet kl. 22.00 + at der så gik yderligere en time med indcheckningen, men efter en god lang nats søvn – 3-4 timer – blev vi så igen kørt tilbage til lufthavnen kl. 03.30
Det skal tilføjes, at Lone havde været i tlf. kontakt med Singapore Airlines hele natten, og derfor ikke havde fået sovet, men til gengæld havde hun fået alt på plads ang. hjemrejsen.
Ved ank. til lufthavnen var alt kaos og alle Lones aftaler glemt, så da Singapore Airlines ville splitte gruppen på hjemrejsen, måtte Lone igen træde i aktion og med gruppens fulde opbakning. Grundet kaoset blev fly afg. nu 07.00 i stedet for 06.00
Efter 10 timers flyvning og 8.400 km med B777-300 ankom vi til Singapore kl. 12.00 lokal tid, og igen måtte Lone til forhandlinger ang. den videre rejse.
Lone var tilbage kl. 14 og kunne fortælle at vi blev delt i 2 grupper. En gruppe over Amsterdam-CPH og en gruppe over Helsinki-CPH – Helsinki gruppen med afg. kl. 22.30
Til at fordrive ventetiden blev der givet fri adgang til lougen. Problemknuseren Lone der klarede alle problemerne til UG (sygdom/hjemturen) tog med Amsterdam gruppen, og grupperne tog efter indcheckning afsked med hinanden og håbede på et snarligt gensyn i Haderslev til gensynsaftenen.
Distancen Singapore-Helsinki er på 9.300 km og blev fløjet af Finnair med Airbus A350 i tiden 13 timer 40 min. ank. lokal tid kl. 06.10
Distancen Helsinki- CPH er på 890 km og blev fløjet af Finnair med Airbus A320 i tiden
1 time 40 min med afg. 07.20 og ank. 08.00 lokal tid.
I CPH tog Helsinki gruppen afsked med hinanden og håbede ligeledes på snarligt gensyn.
Undskyld til Amsterdam gruppen for de manglende informationer som vi desværre ikke er i besiddelse af.