New Zealand Tur 4 - 2023
27. & 28. Januar, Rejsen til sydney
Skrevet af Klavs
Endelig blev det vores tur til at rejse Down Under.
Vi var 35 meget spændte og forventningsfulde gæster og mig som ny hjælpeguide. Vi var alle klar i Kastrup lufthavn præcis kl. 09.00 ved Singapore Airlines skranke. Nina og min bedre halvdel Irene hjalp til og snart var vi alle udstyret med to boardingpas.
Vi fløj til tiden og ca. 12 timer senere landede vi i Singapore – flere af os var godt ømme i bagdelen. Nu skulle vores ure stilles 7 timer frem.
Tre timer senere sad vi påny i flyveren – denne gang med Sydney som næste og sidste distination for denne gang.
Der var lidt bøvl ved Security check – to dejlige flasker Gammel Dansk kom desværre ikke ombord på trods plombering mm.
Vi landede kort før kl. 21.00 lokal tid i Sydney, nu endnu mere ømme omme bagi. Vi var alle klar med diverse indrejse dokumenter og ikke mindst rene vandresko og støvler. Ingen i lufthavnen havde lyst til at se på vores sko – tror personalet havde travlt med at komme hjem for at se “X-factor”.
Ole var fløjet fra Queenstown på New Zealand til Sydney og han var klar til at tage imod os. Han havde haft en fantastisk flot flyvetur ud af Queenstown.
Herefter fuld fart på ud til bussen til Alexander, som er Adventure Holidays faste buschauffør i Sydney. Omkring kl. 23.15 blev vi hurtig indkvarteret på Grace Hotel centralt i Sydney.
Flere ville gerne have rystet flyveturen ud af kroppen – og hurtig stod vi 10-15 stykker på baren overfor vores hotel til en godnat øl eller to.
29. januar, sydney
Skrevet af Helen og Tom
Dagen startede med fælles morgenmad. Herefter gik turen til fods til The Rocks, Sydneys oprindelige bydel. Udgravninger af de originale bygninger fra tiden, hvor de første englændere kom til Sydney, og kig på de gamle restaurerede pakhuse.
Gåturen fortsatte til Sydney Harbour hvor vi sang morgensang. Dernæst havnefart blandt andet forbi operahuset og kurs mod Darling Harbour. Så gik vi til The Baker Oven Cafe,hvor vi spiste frokost. Efter frokost satte vi kurs mod operahuset og rundvisning. Rundvisningen slutte i Jørn Utzons Room. Sidste stop mandag var fællesspisning på den Italienske restaurant Casa v/Darling Harbour.
30. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Merete og Jens Jørgen
Vi startede dagen med et dejligt morgenmåltid, som blev indtaget medens “live blog” fra WM håndboldkampen fik stor opmærksomhed.
Herrerne vandt guld for 3. gange HURRA
Vejrudsigten viste sig fra sin våde side, således bevæbnet med paraply og regntøj gik vi mod Sydney Tower Eye. Heldigvis er vejrudsigter ikke altid pålidelige, det viste sig, at vejret var ganske fint, det smådryppede kun lidt og vi fik endda solen at se ganske meget i løbet af dagen.
På vej mod tårnet gik vi bl.a. forbi Sydney Town Hall, vi gik gennem Hyde Park hvor Anzac War Memorial ligger. Her bliver australske soldater som deltog i 1. og 2.Verdenskrig mindet. I den anden ende af parken er et stort springvand og her er udsigt til tårnet til den ene side og St Marys Cathedral til den anden. Parken er smukt anlagt med kendte og for nogle af os ukendte planter.
Herefter gik vi til Sydney Tower Eye. Tårnet blev bygget sidst i tresserne, den er 309 m høj, på det tidspunkt den højeste bygning i Australien. Der er en restaurant på toppen som kører rundt. Tårnet er stabiliseret med 56 kabler som hver især vejer 7 ton. Desuden er der en stor vandtank på toppen som også hjælper med stabiliseringen. Den er bygget til at modstå jordskælv og bliver besøgt af 1mill. besøgende om året.
Efter en superhurtig elevator tur, står vi med den flotte udsigt over Sydney. Vi kan genkende flere områder, som vi besøgte i går, vi får desuden øje på vores hotel. Det er en fin oplevelse at se byen oppefra.
Vi gik herefter til Queen Victorias Building. Det er et ret stort indkøbscenter hvor der er mange små butikker. Her er flere etager og udsmykningen er noget ganske særligt, man føler sig hensat til en anden tid hvor sans for æstetikken var anderledes end i dag. Vi har her lidt tid til at se os omkring inden vi sammen går ned til Darling Harbour. Ole fortæller lidt historie om stedet og vi hører om det nye Fiskemarked som er under opførelse. Når det står færdig vil det være det største Fiskemarked i verden, hvor man forventer besøg af tusindvis af turister. Vi får frokost på Casa, hvor de serverer Fish and Chips.
Efter frokost går vi hen til den lille Zoo, hvor vi kan se noget af Australiens dyreliv. Her er et par meget farlige slanger, mindre krybdyr, små kænguruer, et par krokodiller mm. Jens Jørgen og jeg misser koalabjørnene, øv bøv, vi overså indgangen til de små bjørne.
Herefter har de fleste af os “fri”. Dvs 5 friske personer fra gruppen skal ud og Bridgewalke. De kommer imidlertid ikke afsted, da vejret bliver for dårligt til aktiviteten.
Flere af os “oser” og handler lidt i byen.
Ved 17 tiden bryder regnen løs, det fortsætter med at regne lidt, da vi går afsted for at spise aftensmad. Vi spiser ved Sydney Operahaus. Vi får kylling og blæksprutter til forret og dejlig fisk til hovedret.
Det har været en rigtig god dag.
31. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Marianne Dupont
Vi vågnede heldigvis til bedre vejr i dag, end da vi gik i seng. Efter endnu et solidt morgenmåltid, var vi klar til sidste dags oplevelser i skønne Sydney.
Dagen var som så til fri disposition, og de, der havde lyst, kunne gå en tur med Ole. Nogle valgte at tage til Manly og stranden og andre var gået afsted for at gå Bridge Walk (der havde været aflyst dagen før pga. vejret).
Simone og jeg forlod gruppen kort inden broen, hvor de andre skulle ud for at få et vue over til Operahuset; vi havde nemlig været derude dagen før. Vi gik i stedet ned til til venstre for at gå langs vandet ud gennem Barangaroo, som starter ligesom på bagsiden af The Rocks ud mod Darling Harbour. Vi gik op til Millers Point i Barangaroo Reserve, som er et utroligt smukt parkområde.
Vi gik forbi området ved Walsh Bay og så de smukt ombyggede pakhuse på stolper i vandet, som huser både Sydney Theatre & Danse Companies og private boliger. Har man råd, så har man da også lige en lille motorbåd til at ligge for tøjr på adressen.
Ude under broen stødte vi til gruppen på tur med Ole. Herfra vinkede vi til folk oppe på brovandring, men desværre ikke vores egne, kunne Simones zoom på kameraet bekræfte. Turen fortsatte rundt forbi Circular Quay og efter en kop kaffe og Oles sikring af billetterne til aftenens Opera forestilling, gik vi videre rundt og ind i Botanisk have. Et blik tilbage over skulderen og endnu et smukt billede af Operahuset ramte øjet. I haven findes et hav af blomster og træer, nogle hvor rodnettet ligesom gror ovenover jorden, meget fascinerende.
Ubeslutsomme om vi ville fortsætte selv ud til pynten modsat Operathuset, luntede vi efter gruppen op til det meget smukke drivhus med den sjove blomstervæg. Her skiltes vores veje igen. Vi gik igennem ved de gamle bygninger, hvor Sydney Hospital ligger. Udenfor bygningen står en statue af et vildsvin. Fortællingen er, at smider man penge i fonden og gnider på trynen af dyret, så bringer det held. Det er helt tydeligt, at rigtig mange har gjort dette. Pengene går til at forsøde livet, når man opholder sig på hospitalet.
Nu var tiden kommet til at kigge indenfor i den meget smukke St. Marys Cathedral. Mange smukke vinder med mosaikglas og et beroligende lys indenfor.
Det var blevet tid for at mødes på Slip Inn, baren hvor Kronprinseparret mødtes første gang tilbage i 2000. Facaden er den samme, men interiøret er blevet ændret siden. En tiltrængt kold øl blev indtaget i gårdhaven.
Vi havde fået billet til Sea Life, så her tilbragte vi noget tid om eftermiddagen. Alverdens sjove og flotte fisk, hajer, rokker, pingviner og havskildpadder blev foreviget på fotos.
Aftenens måltid skulle vi indtage på The Australien Hotel i The Rocks. Vi var nogen, der håbede burgeren var kænguru, men det viste sig at være en ganske udmærket Angus. Jeg fik skudt de sidste billeder af Operahuset i den smukke aftenbelysning, og så var det hjem og få pakket til morgendagens videre rejse mod New Zealand. Det har været nogle fantastiske dage i denne dejlige by, som jeg personligt aldrig kan få nok af.
1. febrUAR, SYDNEY – queenstown
Skrevet Pia og Henrik
I dag startede dagen tidligt. Vi mødtes til morgenmaden ved 6-tiden.
6:30 skulle vi med bussen til lufthavnen, og med flyet videre til Queenstown, New Zealand. Bussen var lidt forsinket, men vi kom til lufthavnen i fin stil.
Efter check-in måtte vi konstatere, at en af vores medrejsende var for syg til at komme med flyet. Flyet måtte tømmes igen for en del bagage, for at finde kufferten på de tre tilbageblevne. Et ægtepar og den ene tourguide.
Vi kom i luften, med snuden mod New Zealand. Turen var hurtigt overstået uden videre udfordringer.
Ved ankomsten kom ca. halvdelen af holdet igennem pas og security i løbet af 30 minutter, easy.
De sidste kunne ikke få deres kufferter, da en kano havde sat sig fast i flyets bagagerum, således at lugen til bagagerummet ikke kunne åbnes.
(Jo – den er god nok, det var en grøn kano) Efter mange forsøg på at åbne lugen, blev der efter et par timer sagt stop.
Flyet må retur til Sydney med kufferterne, således lugen kan repareres. Hvis alt går vel, kommer kufferterne i morgen med samme flyver.
Mens alt dette foregik, gik de øvrige til bussen, hvor Craig ventede. Vi startede en lille fest, og vores første action i New Zealand var at få en øl.
Det bringer os til at minde om at, det også er nødvendigt at drikke rigeligt med vand. Vores “mandefald” skyldes formentlig dehydrering.
Efter et par timer gik turen imod Lake Wakatipu, ind til Queenstown. Søen er ca. 80 km lang. Byen er navngivet af James Cook som mente at den fantastiske beliggenhed kalder på navnet, Dronnigens by. Byen har over 200 forskellige aktiviter man kan kaste sig ud i. Vi gjorde et stop langs havnen, og fik set statuen at byens grundlægger William Rees. Herefter kørte bussen langs søen retur ud af byen til hotellet som ligger lige ud til søen.
19:15 var der en dejlig 3-retters menu, baren på hotellet har kun udskænkning af alkohol indtil klokken 21:00, så ingen fest i aften.
Tak for en begivenhedsrig dag, godnat.
PS. Husk også at drikke vand.
2. FebruAR, Arrowtown
Skrevet af Kerry og Per
Vi vågnede op til dejlig solskin. Efter den dejlige middag, vi havde fået i aftes, var det spændende, om morgenmaden kunne leve op til vore forventninger. Det kunne den. Samtalen ved bordet drejede sig især, om vi ville modtage vor manglende bagage i dag.
Vor lokale bus afgik kl. 8.30 mod Arrowtown. Flot landskab med bjergkæde, sø, arealer til vinstokke, græssende får og golf. Dette flotte landskab har lagt kulisse til bl.a, Ringenes Herre.
Byen Arrowtown opstod, da man i 1862 fandt guld og guldgravere fra hele verden strømmede til. Bussen stoppede ved museet, hvor vi sang vor morgensang.
I museet fik vi rundvisning og fortælling om byens opståen, om guldgraverne, og da de forsvandt, om kineserne, der kom til byen. Kineserne var nyttige, men ikke accepterede. De måtte bo i et afgrænset område i små dårlige hytter. Der var dog en driftig kinesisk forretningsmand, der fandt ud af at sælge kød, grønsager, frisk te og kokain samt udlejning af soveplads.
Mange af byens gamle huse er bevarede og anvendes i dag som moderne forretninger og byen lever af turisme. De dyreste boliger i New Zealand findes her. Vi kørte herefter til vinsmagning på vinfarmen Kinross. Firmaet blev etableret i 2013 og den første vin solgt i 2017. Vi smagte på 4 forskellige vine. Hvidvin, rose og 2 slags rødvin. Snakken gik livligt og humøret højt og det blev ikke dårligere, da vi til frokosten kunne købe vin i hele flasker. Selv om der kom en gevaldig regnbyge under spisningen, tog det ikke humøret fra flokken, og vi kørte derfra i løftet stemning.
Nu gjaldt det Bungy Jump, som skulle foregå ved Kawarau River. Holdet havde hele 3 modige springere, som alle klarede springet flot.
Derefter gik turen tilbage til Queenstown, hvor resten af dagen var på egen hånd. Kl. 20,15 kom bussen retur og kørte os til Holiday Inn.
Og kronen på værket – vore manglende kufferter var ankommet.
Endnu en god dag var afsluttet.
3. febrUAR, skippers Canyon
Skrevet af Lene og Mogens
Efter morgenmaden drog vi afsted i tre mindre busser. Målet var Skippers Canyon. Vi skulle nemlig på Adventure Holiday i ordet bogstaveligste forstand.
Efter en halv times kørsel på asfalteret vej, drejede vi af og kom ud på en smal og meget ujævn grusvej. Og så gik det ellers over stok og sten, samtidig med at vi kom højere og højere op. Vejen var så smal at en modkørende kun med nød og næppe kunne passere.
Vi stoppede ved et udsigtpunkt, hvor vi så ud over dalen. Her blev nogle af scenerne fra Ringenes Herre og Mission Impossible med Tom Cruise optaget. Det var en helt fantastisk udsigt, og vi fik nogle sjove historier fortalt om alle de rige mennesker der bor i denne dal.
Grusvejen er en 21 km lang guldgravervej, som blev anlagt i 1862, og det tog 10 år at lave den, bl.a. med importeret arbejdskraft fra Kina, som mod at levere arbejdskraft til billig penge, kunne få permanent ophold. Vejen blev anlagt fordi der var fundet store guldfund inde i Skippers Canyon. Omtrent halvvejs inde gjorde vi et stop ved Lighthouse Rock, hvor vi sang morgensangen, og så brød solen frem. Herefter gik vi ca. 500 meter med og nød en enestående udsigt.
Anden stop gjorde vi ved det gamle (1908-1942) The Welcome Home Hotel, dvs der var kun skorstenene tilbage af hotellet Området omkring hotellet havde for nyligt været udsat for en skovbrand, fordi det ikke har regnet i 2 måneder. Langs vejen var der i guldgravertiden en pub pr. km vej (21 beværtninger) til at betjene de ca. 5000 guldgravere. Vi ankom til vores destination i Skippers Canyon. Dette sted skulle være vores base for dagen. Her modtog KJ os med dejlig stærk kaffe, og skønne småkager.
Dagens program var besøg på Winky’s lille guldgraver museum. Winky er ældre dame, som er 4. generation af en guldgraverfamilie, og hun ejer en stor del af det område vi befinder os i.
Næste punkt på dagsordenen var, at en stor del af os skulle ud at sejle i jetboat på den berømte Shutover River. Bådene blev betjent af bl.a. Winky’s søn, (5. generation). Selve turen var hæsblæsende hurtig , og til tider skræmmende, når han sejlede meget tæt på klippesiderne. Men en kæmpe oplevelse og smaddersjovt. Vi fik i hvert fald tilbagestrøget hår, og vi undrede os over hvordan chaufføren kunne beholde kasketten på. Tyggegummi bedyrede han.
Herefter var der frokost med grillpølser, lammekoteletter, salat, samt wannabe rugbrød. Dejlig mad med en enestående udsigt.
Så var det tid til riverrafting på Shutover River, og ca. 2/3 af selskabet kastede os ud i denne udfordring. Det betød at vi skulle skifte til badetøj, og iføres våddragter, redningsveste og til sidst en hjelm. Vi kørte i bus længere ind i Skippers Canyon ad nogle smalle bjergveje, hvor vi blev sat af med det 3 gummibåde, som vi havde medbragt på en trailer.
Her hvor vi skulle påbegynde vores tur blev en berømt scene fra Ringenes Herre optaget. Scenen indeholdt bla. galoperende heste i floden.
Inden vi skulle ud på floden, gennemgik personalet sikkerhedsreglerne grundigt, og vi fik instruktion i hvordan vi skulle padle. Der var en guide i hver båd, som styrede padlingen. Når de 3 både kom tæt på hinanden, sprøjtede vi vand på hinanden, og snart var vi alle ret våde. Turen var flot, og undervejs blev vi kyndigt instrueret i at padle os uden om de klipper vi mødte på vores vej. Vi gjorde holdt ved resterne af en gammel guldgraverdæmning, hvor 2 fårehyrder tilfældigvis fandt omkring 8 kg guld. Herefter skiftede de erhverv, og efterfølgende startede det store guld rush.
Vi sluttede turen af i en lille lagune, hvor vi kunne flyde og drive med strømmen. En virkelig fin måde at afslutte en dejlig rafting.
Da vi kom tilbage til Winky’s skulle vandet tømmes af sko og våddragterne skulle af, hvilket ikke var helt nemt. KJ var klar med kaffe og “nybagte” kager. Lige hvad vi trængte til.
Efter vi havde fået tørt tøj på, var klokken blevet lidt i fem, og energidepoterne var tømte. Vi kørte tilbage til civilisationen af den hullede og til tider skræmmende vej, hvor man til tider følte at man hang ud over afgrunden. Efter en time var vi hjemme på hotellet, til en velfortjent afslapning, inden aftensmaden var klar kl 19:30. En lækker buffet med kylling og ultra mørt kød, masser af grøntsager, efterfulgt af ost og kage til dessert.
Ole gennemgik morgendagens program, og vi nåede lige at få en drink i baren inden den lukkede kl. 21. Vi nød drikkevarerne på den dejlige terrasse med den smukke udsigt, men vi nåede dårligt at få en slurk, før vi blev bedt om at gå indenfor, idet loven foreskrev, at alkohol ikke må nydes udendørs efter kl. 21.
Bortset fra der var det en helt igennem perfekt dag med store oplevelser som nu er slut. Og vi trænger til en velfortjent søvn.
4. febrUAR, Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Ellen og Anders
Dagen startede med solskind. Vi forlader Queenstown og kører mod Manapouri og fjordland National Park. Vi kører igennem Queenstown skisportssteder. En køretur på tre timer.
Vi holder frokostpause ved havneområdet. Og nyder frokosten i det dejlige vejr. (To æbler, en banan og to müslibar).
Kl. 12:30 afgang til Overnatningscruise på Doubtful Sound.
Først sejlede vi over Lake Manapouri.
Derefter kørte vi i bus gennem regnskoven, med en humoristisk chauffør, 22 km. Over Wilmot Pass.
I regnskoven regner det 240 dage om året. ( 8 – 10 meter regn).
Vi stiger om bord på Fjordland Navigator kl. 14:30, Hvor personalet stod og bød os velkommen.
Vi sejlede ud i fjorden, videre ud i det Tasmanske Hav, hvor der kom en bølge ind over skibet, så alle blev våde. 🙂
Derefter vendte skibet. Sejlede ind i fjorden igen. Under vejs så vi Sæler og fugle.
Inde i fjorden, hvor vandet var blik stille.
Sejlede, dem der havde lyst, til det i kajak. Og andre var ude, at sejle i en fladbundet pram, med motor, hvor der var en guid, der fortalte om vegetationen, i området.
Båden sejlede til sin ankerplads.
Og vi padlede i kajak ca. tre km. Hen til båden. Hvor kajakkerne blev taget om bord.
Derefter sprang vi i fjorden og svømmede rundt.
Vi havde, været så heldige, at ha; haft et fantastisk solskin vejr, hele dagen. Men da vi var færdig med, at bade begyndte det at regne.
Vi fik en fantastisk god middag:
Flæskesteg, oksekød, muslinger, med alt tilbehør til.
Vi hyggede os i baren til vi gik i seng.
Kl. 03:00 styrt regnede det og det gjorde det til den lyse morgen.
5. FebruAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Jette og Jørgen
Efter en god nattesøvn ombord på skibet Navigator, hvor de fleste af os sov i 4 mands kahytter med køjesenge, snuppede vi et bad og fik morgenmad. Sejlturen tilbage gennem Doubtful Sound gik stille og roligt, og for en gangs skyld følte vi os heldige med at det øsregnede, hvilket jo gav rigtigt mange og flotte vandfald hele vejen. Lidt før vi lagde til kaj, sang vi morgensang på dækket stadig i øsende regnvejr.
Herefter gik turen ad samme vej tilbage, først med bustur over Willmot Pass og derefter med en mindre båd over Lake Manapouri. Her ventede Craig på os og vi kørte i ca. 5 minutter til Motel Manapouri, hvor vi spiste pizza og pommesfrites til frokost.
Videre gik turen på tværs af sydøen igennem landbrugsland med bl.a. hvedemarker, hvor høsten så småt var startet, turnipsmarker, masser af får, nogle hjortefarme og en del kvæg, mest alm. sortbrogede køer. En del af vejen mindede landskabet faktisk om nogle egne af Danmark, med markerne indkranset af poppelhegn, og vi passerede sågar en Claas-forhandler. Andre steder var der bjerge og nogle små, meget stille provinsbyer, hvilket måske skyldtes, at det er søndag.
Claus, vores andenpilot, skulle ankomme til lufthavnen i Dunedin, så ham samlede vi op på vej til vores hotel. Efter et hurtigt bad nød vi en lækker steak og dessert og glæder os til flere oplevelser her i Dunedin og omegn i morgen.
6. FebrUAR, Otago Halvøen
Skrevet af Charlotte og Tom
I dag er NZ nationaldag, hvor maorierne og den hvide mand sluttede fred, og derfor helligdag.
Som vanligt starter vi fra hotellet og fortsætter med bus ud af byen, hvor vi skal bestige mange stejle toppe med bussen, for at nå det højeste sted “Signal Hill Lookout” med udsigt ud over hele byen. Her sang vi vores vanlige morgensang, som sikre os godt vejr, hvilket for i dag betyder at vi skal have god vind, så vi kan se albatrosserne senere på dagen. Og god vind på toppen, det var der bestemt. Og her fra toppen kan vi også se (1 + 3)i alt 4 af de stejle gader i Dunedin.
Vi fortsætter videre til Otago universitetet, som både er det første og største universitet i NZ. Her kan man bl.a. studere geologi, fauna og natur – hvilket hænger godt sammen med tilknytningen til Otago halvøen og dens rige dyreliv.
Universitetsbygningen var utrolig flot og velholdt, og vi gik en tur i området og ned langs åen, som løb igennem.
Vi nåede lige at få et lille “kig” til stadion, som bliver brugt til rugby og andre store begivenheder fx koncerter. Inden på universitetets område ligger også Maori centeret, hvor maori studerende kan få hjælp til studiet og på denne måde sikre at de kommer godt videre. Generelt er bygningerne på universitet velholdte, men øvrige bygninger tæt på bliver ikke altid vedligeholdt, men i stedet udlejes de billligt til de mange studerende der er i byen. Æv for det!
Vi fortsætter videre til Dunedin banegård, som er den mest fotograferede bygning i NZ. Banegården er nedlagt som togstation, men står tilbage som museum, med sit utroligt flotte mosaikgulv og flot dekoreret bygningsværk. Inde i bygningen ligger der er lille fint galleri, hvor de fleste af os nåede at få et lille kig på den megen forskellige kunst, der var udstillet.
Vi fortsatte videre til Octegon (en 8-kantet plads i byen), hvor vi alle fik “fri leg” til at kunne gå rundt i byen alene. Den første åbne butik Tom og jeg mødte, var et minimarked – hvor vi tilfældigvis mødte en del af vores medrejsende, som shoppede slik og andre gode sager, – vi købte vand – for som vi hele tiden får at vide “drik rigeligt med vand”.
Vi endte alle ved St Pauls Cathedral, hvor vi bl.a. mødte Margaret – som sidder og knipler i kirken. Hun fortalte at hun har været til Tønder kniplinge festival i Danmark, men nok ikke ville deltage i fremtiden, idet det var en meget lang rejse til Danmark. Og det kunne vi kun give hende ret i.
Det var den formiddag – retur til hotellet, hvor vi skulle have frokost, (lækker buffet) – inden eftermiddagsprogrammet skulle starte.
Efter frokost blev vi delt op i to grupper/2 busser. Vi tog den “engelske” bus med guiden Tim og chauffør Ross.
Første stop var stranden, hvor vi skulle se søløver. Susende vind og Tom kom lidt tæt på vandkanten, så en lille bølge kom op og han fik våde sko…. Æv for den. Dog er de næsten tørre her til aften og bliver klar til i morgen. Vi fik set 2 søløver som lå og varmede sig på stranden.
Godt blæst igennem og med sand alle steder, vendte vi retur til bussen.
Nu gik turen videre til “Royal Albatros Center” også kaldet “Pukapura”. Her skulle man lige vælge om det var kaffe- eller toiletkøen man skulle stå i, idet begge var lange og tiden for at få kaffe, tog også lang tid. Da kaffen endelig kom, måtte alle skynde sig at få den drukket, men alle nåede det vist.
Først så vi en film om albatrossen og efterfølgende gik vi alle i samlet flok op til udkigspunkter – og sikke en udsigt. Direkte kig til albatrosserne, hvor vi fik filmet, kigget og knipset en masse billeder.
Turen fortsatte videre til “Penguin Place” hvor vi skulle se pingviner. Her besøgte vi pingvin skadestuen og så hvordan de tog hånd om de sårede pingviner. En lille tur med bus igen førte os til stranden, hvor de guløjede pingviner normalt holder til. Her gik vi gennem skyttegravslignende tunneller videre til udkigsskjul, hvor vi så 2 små guløjede pingvinunger, der gemte sig helt stille under et træ. Ved fælles hjælp fik alle set dem (de var meget svære at få øje på, når man ikke lige ved hvad man kigger efter).
Vi gik videre langs kysten og så sæler ligge på skrænten og kom også forbi en redehule (trækasse) hvor der var en rede med en lille blå pingvin unge. Den var svær at se, og kun få fik et billede af den.
På vej retur til bussen, råbte Klavs pludseligt op, at han kunne se en stående pingvin, der hvor de små guløjede pingvinunger lå under træet. Alle stimlede sammen og vi kunne konstaterer, at det var de små guløjede pingviner som havde rejst sig op, og nu var blevet mere synlige. Hurra for Klavs.
Godt trætte satte vi os ind i bussen til turen hjem, men alligevel gik snakken fint hele vejen hjem til hotellet.
Og hjemme på hotellet var der lækker buffet til alle.
P.s. Når man sådan rejser sammen med andre, finder man nogen gange ud af at man har fælles bekendte, og så er verden/Danmark/Århus pludselig så lille.
7. Februar, Dunedin – Moeraki Boulders – Twizel
Skrevet af Simone
Morgenen startede godt med lækker morgenmad. Til gengæld stod Kerry og Per uden for deres dør da vi kom op til værelset – og foran deres dør lå ejeren på knæ med en lang jernstang. De havde glemt begge deres kort på værelset og ku ikke komme ind. Det lykkedes ejerne at få døren åbnet og de ku få deres bagage og vi ku komme videre.
Idag startede vi en halv time senere ud med dagens program. Efter endnu en lækker morgenbuffet pakkede Craig bussen og vi kørte over til den smukke botaniske have, (New Zealands ældste have) hvor vi startede med morgensang så solen ku skinne på os hele dagen – dette lykkedes igen igen 🙂 i haven nød jeg fuglenes skønne sang og tog lidt foto af træer og planter.
Herefter kørte vi til den stejle gade på Baldwin Street der er den stejleste gade i verden – hvor vi alle vandrede op til toppen og fik taget fælles foto til vores dagbogen.
Herefter kørte vi videre på endnu en meget smuk tur til Moeraki Boulders som er store runde stenkugler, der er dannet for 60 mil. år siden, som en lille snebold. Marianne og jeg legede med kameraet og tog mange sjove foto. Inde frokost tog jeg lige et par foto med Alpakaerne samt et dådyr.
Vi spiste lækker Fish & Chips og drak dejlig koldt øl til frokost på restauranten (Anette nød igen idag en is). Flere havde købt en lille rygsæk til næsten ingen penge så det måtte jeg da os lige købe.
Herefter kørte vi videre til Elephant Rocks hvor vi så de vildeste kæmpe sten som vi så forskellige motiver af dyr eller lignende i.
Vi forsatte mod Lake Benmore, hvor vi gjorde et stop og gik over dæmningen på ca 1 km for at nyde det smukke view – her blæste det en del men solen var forsat med os.
Sidste på eftermiddagen nåede vi frem til byen Twizel hvor vi blev indkvarteret på MacKenzie Country Inn. Efter at ha været afsted i 12 dage trængte mange af os til at få vasket tøj, det startede med lidt kaos ind til vi havde fundet de 3 steder der var vaskemaskiner så var lykken gjort og vi ku i hold starte fælles vask af vores tøj. Under middagen måtte flere ned og flytte tøj over i tørretumblerne og andre sætte ny vaske over. En maskine fik bla. nedbrud pga. for meget vask
Efter maden var der fri leg og jeg sku jo skrive dagbog og lave foto så klokken blev morgen.
8. Februar, Mt. Cook
Skrevet af Karin og Peder
Efter morgenmaden gik turen mod Mount Cook. Der var fotostop efter kort tids kørsel, hvor vi sang morgensangen ved den skønne sø Lake Pukaki.
Efter en times kørsel ankom vi til parkeringspladsen ved Mt. Cook, og undervejs så vi bjerge, tørre sletter med græssende køer samt små grupperinger af nåletræer. Vel udstyret med vandrestave begyndte traveturen tættere mod Mt. Cook. Vi blev delt op i 3 grupper, “de hurtige”, “de lidt mindre hurtige”, og de der ville have bedre tid til at nyde naturen.
Der var lokalguide med den første gruppe, hvor Ole og Klavs var guider på de sidste to grupper.
Undervejs mod foden af Mt. Cook, skulle vi over 3 ret lange hængebroer, som gyngede noget. Ellers gik vi på grusstier, træbroer over lave områder samt trætrapper, hvor der var stejle stigninger. Det er en meget fin og veltilrettelagt sti, som var rigtig godt besøgt. Vi ankom til gletschersøen ved foden af Mt. Cook, og nød synet og sejren over at være kommet så langt. I søen lå der store isblokke fra gletscheren, og i det fjerne så vi enden af gletscheren. Det blæste ret meget, og der var også køligt.
Vandreturen ud og hjem er 10,5 km lang, og nu kendte vi udfordringen, og vi kunne bedre nyde hjemturen med mange fotostop.
Vi fik frokost på en restaurant lige ved parkeringspladsen med et flot view til bjergene, og her var der lunt og solrigt.
Vi nød køreturen tilbage til vores hotel med udsigt til den smukke Lake Pukaki, som har helt turkisblåt vand. Vi ankom allerede kl 15.30 , og mange havde indkøbt vin i bussen og der blev hygget igennem på hotellets udendørsarealer, hvor vi samtidigt nød solen.
9. februar, Twizel – Christchurch
Skrevet af Pia og Henrik
Afgang 7:55 fra Twizel, på en skyfri dag.
Vi gjorde stop ved Lake Pukaki, hvor vi Ole tog gruppebillede med et solbeskinnet Mount Cook i baggrunden.
Området er kendt som det bedste spot i NZ for at se stjernehimlen.
Næste stop var Lake Tekapo, ved fårehyrdernes kirke, som blev bygget i 1935. Kirketjeneren i The Church of Good Shepard gav os kirkes historie.
Den blev bygget p.g.a den store afstand til de nærmeste byer, selv om byen i 1935 kun omfattede 3 huse, hotel, benzin- og telegrafstation, samt 7 fårefarme. Området producerer det fineste merinould, så uldet sælges til italienske tøjproducenter af ypperste kvalitet.
Kirken ligger med en smuk udsigt direkte til søen, og benyttes af 4 trosretninger. På trods heraf står kirken stadig. Mange udefra ønsker at blive gift i kirke, det koster 2.200 nzd – det er gratis for de lokale.
Ved siden af kirken var der en bronzeskulptur af en hyrdehund – en hyrde er jo ingenting uden sin hund.
Herefter en lille gåtur langs søen i denne meget smukt beliggende by.
Vi kørte videre mod Geraldine, hvor vi besøgte butikken “The Tin Shed”.
Kvinderne gik på shopping mens mændene lavede en lækker frokost i det fri med høj solskin.
Herefter videre mod Christchurch “Havernes by”. Byen har i dag ca. 375.000 indbyggere. Byen er kendt for sin fantastiske botaniske have, hvor floden Avon løber igennem.
Den 22.2.11 blev byen ramt at et jordskælv med en styrke på 6,3 som anrettede enorme skader på især byens centrum og havneområde.
185 mistede livet, og heraf alene 130 personer på byens TV-station.
Vi kom forbi mindesmærket Memory Wall.
Først nu er byens katedral ved at blive genopført, i de gamle sten.
20 omkom i katedralen under skælvet.
Som erstatning for katedralen, blev der med hjælp fra en japansk arkitekt opført en midlertidig kirke, som er fremstillet i pap, træ og plastplader.
Efter skælvet flyttede ca. 80.000 mennesker fra byen, men nu er strømmen vendt og en del flytter retur.
175 milliarder kroner kostede skaderne, og byplansarkitekter fra Århus har hjulpet med genopbygningen – som stadig er i fuld gang.
Hen på eftermiddag kom vi forbi mindesmærket for de faldne soldater fra første og anden verdenskrig, og herefter var der “fri leg” for alle.
Mange fandt hurtigt den lokale bar…
I Christchurch ligger en dansk bager, og vi håber at skaffe morgenbrød fra ham i morgen.
Check in på hotel Pavillion 18:00 – og i morgen kører vi imod Picton.
10. februar, Christchurch – Kaikoura – Picton
Skrevet af Annette og Flemming
I dag var der morgenmad fra kl 6.00.
Vi kørte fra hotellet kl 8 mod Kaikoura. Alle var som sædvanlig meget præcise. I dag var den længste køre dag – 330 km.
Undervejs fortalte Ole mange interessante ting om New Zealand, bla. Om skolesystemet. Det første stykke var bakket landbrugsområde med bjerge i baggrunden.
Der var toilet stop og morgensang i Cheviot. Så gik turen videre til Kaikoura, hvor vi fik tid på egen hånd.
Vi besøgte Peter Fårefarmer. Vi så hans lille show, hvor han bla. klippede et får.
Derefter var der frokost i haven. I dag var det kvinderne der stod for maden. Det var flot solskin og alle nød det.
Vi holdt fotostop ved sælkoloni. Der var rigtig mange sælunger.
Så gik turen mod Picton med udsigt over havet og træklædte bjerge.
Vi kørte en rundtur i Peter Yelands vinmarker, som ligger utrolig flot ved havet. Han havde rigtig mange vinmarker.
De sidste 10 minutter før Picton var der travlhed i busbaren. Indkvartering på Motel Gateway i bragende solskin. Aftensmaden blev indtaget hos Restaurant Gina.
11. Februar, Marlborough Sound
Skrevet af Helle og Mogens
Vejret var fint den 11 Februar, hvilket var godt da vi skulle på vandretur. Vi startede dagen med morgenmad på The Barn hos Dina, hvor vi fik et solidt morgenmåltid, det skete til soul musik med B.B. King, en god start.
Vi blev delt i 2 grupper, dem der skulle gå længst, sejlede fra Picton kl.8 og næste gruppe kl. 9.30. Vi skulle alle gå et afsnit af Queen Charlotte Track, den længste gruppe ca 11 km. Den længste gruppe sejlede til Revolution Bay Cabins og den anden til Blue Water Lodge, en pragtfuld sejltur. Vi sejlede med postbåde der bragte varer til flere destinationer, da de fleste kun kunne nåes med båd.
Gåturen forgik i regnskov, i et meget flot område, flotte træer, bregner, cikade sang og fugle fløjt, virkeligt flotte omgivelser, med kik til tyrkis farvet vand.
Vi havde et stort stop ved Tawa Saddle 225 meter over vandet, hvor vi så en Weka fugl, på turen så nogle også en vifte fugl.
Vi mødtes igen, hold 1 og 2 på Furneaux Lodge, hvor vi indtog en god middag, og fik slukket tørsten i øl mv efter den dejlige gåtur.
Herefter blev der daset i solen, indtil vi sejlede tilbage med båden til Picton.
Vi ankom til Picton ca. kl.16, hvor vi fik frikvarter. Vi besøgte The thirsty pig på hjemvejen, vi oplevede ægte pub hygge, og traf en dansker, som udvandrede til NZ i 1959, spændende at høre hans historie.
Kl. 18.30 var der vinsmagning, 2 hvide, en rose og en rødvin fra Peter Yeland, en rigtig god oplevelse, som gav en god stemningen til aftenens dinner.
Vi spiste på The Barn og Dina, som havde lavet en 3 retters menu, forret, blæksprutte og musling, hovedret Orange Roughy NZ Fish og dessert really yummy, altsammen rigtig velsmagende.
Hermed sluttede en dejlig dag, hvor vi kunne gå trætte og mætte i seng.
12. Februar, Picton – Wellington
Skrevet af Inge Marie og Ejner
Dagen startede med lækker morgenmad hos Gina på restaurant “The Bare”, stedet hvor vi fik en fantastisk aftensmad dagen før.
Klokken 9.30 skulle vi afsted til færgen der sejlede til nordøen, så der var lige tid til lidt handel inden afrejsen.
Mens vi ventede på færgen kom Ole med bus-drikke-regnskabet, det var en alvorlig sag.
Undervejs spiste vi vores medbragte madpakke og sejladsen gik behagelig uden søgang.
Vi var de første der kørte i land fra færgen der her “Interislander”. I bussen fortalte Ole om Wellington, der er hovedstad i New Zealand.
Byen er på mange måder levende, der er barer, museer, caféer og mange mindre jordskælv.
Vi kørte til byens højeste punkt, “Mt Victoria” ca. 200m høj, hvor der var en fantastisk 360 graders udsigt, vi kunne blandt andet følge byens travle lufthavn.
Morgensangen blev sunget heroppe blandt mange andre måbende gæster.
Tilbage i bussen igen blev der travlt med dagens første besøg i bussens minibar, klokken var 15.23.
Efter en kort køretur tjekkede vi ind på vores hotel “West Plaza Hotel”, der ligger meget central i byen.
Vejret i Wellington var i dag lun med en stille vind, normalt er byen kendt for at have meget blæst.
Der var nu 3 timer til at udforske byen på egen hånd.
Aftensmad spiste vi på hotellet, – en lækker buffet.
13. Februar, Wellington
Skrevet af Hanni og Lars
Wellington, West Plaza Hotel gav os en rolig nat, og for en gang skyld fik vi lov at sove længe, da byvandringen først begyndte klokken 9.00.
Danske flag på morgenmadsbordene, da Svend havde fødselsdag. Endnu engang tillykke Svend. En amerikansk gæst havde dog ikke styr på hvilket land, flaget kom fra. Er det norsk eller østrigsk, spurgte hun.
Byvandring:
Præcis kl. 9.00 dukkede Ole op, og vi gik til en skulptur bro, der skulle illustrere kontakten mellem by og hav, lavet af bl.a. drivtømmer. Her blev der sunget både morgensang og fødselsdagssang for Svend. Fortsatte til havnen forbi gallerier, museer, lygtepæle med streetart, stik. Ingen tog udfordringen op om at gå planken ud. Mange prøvede at lave det bedste I i Wellington. Og så var det.
Te Papa:
New Zealands nationalmuseum, indviet i 1998, er et særdeles spændende museum, hvor Ole lige kort viste os nogle vigtig nedslagspunkter, begyndende med dyreliv og Maori kultur, inden vi blev sluppet løs og kunne udforske de forskellige områder fx illustrationer af vulkansk aktivitet, indvandring til NZ gennem tiderne.
Læs mere på tepapa.govt.nz
Frokost:
Bussen blev pakket, og da Klaus stadig har svært ved at tælle, forsøgte vi at efterlade Tom og Charlotte, men det mislykkedes. Vi kørte til byens Botaniske have, endnu en stor flot have. Nu var det tid til udendørs frokost, men lidt dryp afgjorde sagen. Fem kvinder under tag ordene maden, Simone skar sig, og de medbragte borde var skuffede over ikke at komme op at stå. Bag os fik vi live musik til maden, Maori sange for fred.
På turen ned til hotellet fik vi en fødselsdags øl fra Svend. Tak.
Resten af eftermiddagen:
Fri leg. Find lige den outdoor butik, der ikke havde besøg af nogle danskere den eftermiddag.
Og så venter vi på Gabrielle. Hun har stor indflydelse på programmet de næste dage, fik vi at vide under den lækre buffet til aften. Nå ja Gabrielle jo er en orkan.
14. Februar, Wellington – Bulls – Tongariro
Skrevet af Lene og Mogens
Vi starter dagen, som forventet, med regnvejr, der er startet i løbet af natten. Folk vandrer dog forbi ude på gaden med paraply, på vej til arbejde. Alt ser ud som en almindelig hverdag hjemme i Danmark, men på TV hørte vi, at New Zealand var erklæret i national undtagelsestilstand for kun tredje gang nogensinde.
Vi starter ud stille og roligt ud med at køre mod nord ad Highway 1 kl. 9.30. Vores mål i dag er Tongariro Nationalpark, en køretur på ca. 300 km. Vi må se hvordan vejret udvikler sig undervejs, men der er mange steder her nord- og østpå hvor situationen betegnes som rød zone, altså kritisk.
Efter en times kørsel holdte regnen op, og vi kørte igennem et område med flade marker med meget landbrug, kreaturer, får og majsmarker.
Ca. 11:30 gjorde vi stop i Bulls, hvor vi fik lejlighed til at få en kop kaffe og shoppe lidt. Navnet antyder, at tyren er et gennemgående tema her, hvor den er afbilledet alle steder, på skilte, plakater, sågar også som skulptur. Kaffen var god, så kl.12:00 fortsatte vi videre mod vores endedestination. Vi forventer ca. to en halv times kørsel, inden vi er der. Undervejs kunne vi sågar se lidt blå himmel.
Da vi passerede byen, Waiouru, stod der pludselig tanks og andre militære køretøjer i vejsiden. Men det viste sig at være det nationale militær museum, som vi suste forbi.
For at vi ikke skulle kede os på køreturen, diskede Ole op med en række sjove gåder. Ruten vi kørte gik bl. a. forbi floder, der var fyldt godt op af stormen Gabrielle. Det er også sjovt at se, hvordan agapantussen blomstrer både i haver og bede, men også nærmest som ukrudt i vejkanterne.
Vi fik at vide, at vi skulle udnævne en høvding til morgendagens møde med Maorierne. Spændende hvem det bliver! Vores lille frokost bestod i dag af muslibarer og æbler, men der er lovet ost og kiks, når vi er fremme.
Vejen gik nu gennem mere bjergrigt terræn, og efter et par vejarbejder, nåede vi op i lavthængende stratusskyer, så det blev mere diset og vinduesviskerne skulle på arbejde igen.
Ole fortalte en lang historie om Maorierne. De første var kommet til NZ ca. i år 800. Vi fik også mere viden om vulkanerne, som vi nu var nået op til. Og sørme om ikke skyerne spredte sig, så vi fik skimtet nogle af vulkanerne. Det blæste dog godt, da vi nåede frem til vores Skotel, Alpine Resort, som ligger i 1142 meters højde. Kl. 15 kunne vi blive indkvarteret på vores værelser. Straks herefter samledes vi i opholdsstuen, hvor der hurtigt blev disket op med kiks, chips og diverse oste. Der er en utrolig flot udsigt fra opholdsstuen og fra de fleste værelser.
Vi fik annonceret middagen til kl. 18:30, og her skulle alle foretage en forhåndsbestilling. Der var en del at vælge imellem, så det afventes spændt. For at oparbejde mere appetit, var der en hel del, der valgte at gå en tur i området. Her blomstrer lyngen langs grusstien sammen med andre frodige buske, som skabte lidt læ. Og da solen var fremme, kunne man snildt holde varmen, selv om der også var lidt regndråber i luften.
Middagen var ganske fortræffelig til alles fornøjelse, men mudderkagen var der vist ikke mange, der kunne spise op.
Aftenen sluttede af med hygge i opholdsstuen. Her blev vi delt op i små grupper til en lille konkurrence.
Natten er sort og man kan høre, at det blæser en del, samt at regnen slår på ruden. Vi håber på noget bedre vejr i morgen
15. Februar, Maori Kulturdag
Skrevet af Tove og Bjarne
I dag har vi den længe ventede Maori kulturdag.
Dagen starter godt. Da vi træder ud fra hotellet bliver vi mødt af solskin og en dobbelt regnbue.
På vej til vores vores bestemmelsessted har vi udsigt til vulkanerne, hvor vi kan se, at det damper fra varme kilder.
Ud fra vejret er det svært at tro, at Nordøen har været ramt af voldsomt uvejr. På vejen ser vi dog hele nåleskove, hvor træerne er knækket som tændstikker.
På en P plads mødes vi med vores maoriguide Tom. Vi går til Lake Rotopounami – den jadegrønne sø.
Før vi starter turen beder Tom en bøn til Tana, skovens gud og synger en sang. Vi synger vores morgensang og begiver os ud på den 6 km lange tur rundt om søen. Speedy Gonzole når dog næsten at gå turen 1 1/2 gang. Det tager os 2 1/2 time.
Undervejs gør Tom mange stop, hvor han fortæller meget passioneret og med klar stemme om maorifolkets tætte forhold til naturen.
Det er vigtigt for ham at bibringe os kulturel forståelse og respekt for skoven, som rummer hellige træer og har fungeret som spisekammer, “medicinskab” og har tilvejebragt forskellige materialer både til skibe, redskaber og tøj.
Dernæst begiver vi os i bus til maoriernes lokale forsamlingssted med Mareen.
Vi overværer, at aftensmaden anbringes i en Hangi – en underjordisk ovn med varme sten i bunden. Herover blev maden anbragt i metalkurve og dækket med fugtigt klæde og herefter fuldstændig dækket med jord.
Vi gennemgik herefter en ceremoni, hvor vi blev budt velkommen. Vi tog opstilling i porten til deres område – kvinderne forrest og mændene i en halvcirkel omkring for at beskytte kvinderne. Toms kone Tamari kalder på os på maori og vi tager plads på bænke under et halvtag – mændene forrest. Tom kommer ud på plænen og byder os velkommen på maori og dernæst træder vores “ chief” Jens Jørgen frem og fortæller på dansk, hvem vi er og formålet med vores besøg. Tom synger en sang og vi kvitterer med 1. vers af vores morgensang.
Ceremonien slutter med, at vi på rad og række går forbi beboerne, giver hånd og støder næserne sammen.
Derefter en rigtig fin frokost i spisesalen, hvor Tom velsigner maden først.
I spisesalen er der 5 vægmalerier malet af Tamari. Hun fortæller om de enkelte malerier hvor det første er jorden, det næste himlen. Bagefter børnene, skoven med dens planter og dyr og til sidst havet.
Lidt afslapning på plænen i solskinsvejret inden besøget i Mareen. Mareen er et helligt mødested for maorierne. Vi får forklaret betydningen af træudskæringerne både inde og ude. Maorifolket og Tom er meget berørte over, at regeringen havde eksproprieret jord omkring søen for at hæve vandstanden i søen, da vandet skulle anvendes til vandkraft. Deres hellige jord blev dermed oversvømmet.
Tom er også meget ked af, at mange af hans folk deltog i en krig i Europa – og som ikke var deres krig. Mange mistede livet.
Vi ser Hangien blive åbnet og maden pakket ud.
Inden spisningen bliver vi underholdt af elever fra den lokale Maori skole ledet af Toms søster, som bestyrer skolen. Børnene mellem 7 og 17 er klædt i nationaldragter og de synger og danser. Megen moro, da først kvinderne og siden mændene i vores gruppe blev udfordret – specielt, da mændene skulle udføre Hakaen – en krigsdans, hvor man til sidst rækker tunge.
Efter en dejlig middag underholdt Tom og hans søster og en lærer med guitar samt elever nu i civilt med flere sange.
Ole afslutter med en takketale og vi hilser af med alle og takker for en dejlig dag.
Det har været en fantastisk dag. Stor respekt for et oprindeligt folk, der stadig tager vare på dem selv og naturen på en gang. Dette til trods for, at de i 3 generationer fra ca. 1880 til 1981 ikke måtte tale deres eget sprog.
16. Februar, Tongariro – Lake Taupo – Rotorua
Skrevet af Charlotte og Tom
I dag skal vi videre og derfor sidste dage på vores hotel. Afgang kl. 09.15 – hvor vi starter med at gå ca 500 meter ned til byens “visitor center”. Her blev der både shoppet i deres lille butik, men også set de mange film og informationer, der var omkring nationalparken vi er i samt vulkanerne der omgiver os.
Kl. 09.50 drog vi videre med vores bus, og kørte til Whakapapa, op mod vulkanerne og gondoler i skiområdet. Der er det desværre fortsat skyet oppe i højderne, så situationen vurderes til, at vi ikke tager gondolerne op, men i stedet får et kig lige i området. Da området også er skisportsted, gibber det i flere af vores rejsefæller om lige at hoppe i et par skistøvler og drømme om sne og løjper.
Vi kører ned igen og forsøger at finde et fotostop. På turen ned fortæller Ole små anekdoter fra tidligere rejser. Turen ned er fantastisk smuk, men grov natur. Nede er der blå himmel og dejlig sol.
Ved Tawhai Falls gjorde vi stop, og gik en kort vej ned til vandfaldet, hvor bl.a. flere scener fra Ringenes Herre og Hobbit filmene er optaget. Kønt lille vandfald i “rolige” omgivelser.
Vi fortsætter med bussen og møder vores Maori guide Tom, fra i går, på et udkigspunkt ud over Lake Taupo. Søen der fødes af 3 floder og hvor bjergene kæmpede mod hinanden, fortælle Tom. Tom har ligeledes madpakker med til os alle. I disse flotte omgivelser synger vi morgensang og midt i andet vers kommer solen igennem skyerne og vi står i fuld sol og sang videre. Så er der sikret godt vejr resten af dagen 😉
På turen videre kom vi igennem byen Turangi, hvor Toms søster har sin Maroriskole. Vi køre langs med vandet/søen – hvor vejen vi køre på har været spærret de sidste par dage, men nu er åbnet op igen, og ser fin ud. Lake Taupo er den største sø på NZ.
Jeg får en lille lur i bussen, så hvis jeg har misset noget – ved I hvorfor 😉
Vi køre videre til Taupo. Verdens næst største Ironman foregår her i Taupo, hvor mere end 2000 frivillige hjælper. Der svømmes i søen, og grundet byen både er flad og bakket, er det ideelt til både cykling og løb.
Vi finder en plet i starten af byen, ud til Søen – hvor vi spiser frokost, madpakkerne fra Tom og Marorierne. Udsigt ud over søgen og byen.
Vi fortsætter ind til byen, som er meget turistet med mange hoteller m.m. – og mulighed for at vinde $10.000 – hvis man kan rammen en lille platform ude i vandet og lave “Hole in one” med sit golfslag inde fra breden.
Vi bliver sat af inde i byen til “fri leg” og skal være retur igen kl. 15.00
Flere af os mødes nede ved søen til en kop kaffe.
I den mørke baggrund kan vi høre og fornemme torden. Vi krydser fingrer for at vores morgensang hjælper med fortsat godt vejr, som morgensangen har gjort alle de øvrige dage.
Retur i bussen, og fortsat tørt vejr og sol – kører vi mod Huka Falls, det kraftigste vandfald på NZ. Og ja, det er kraftigt og der fosser tonsvis af vand igennem.
Man kan vælge at gå både til højre og venstre – hvor man venstre om får den flotteste udsigt til vandfaldet og fine billeder, og til højre en anden oplevelse, tættere på selv faldet og vandet.
Her så vi både turist- og jetbåde, som begge kom ganske tæt på vandfaldet.
Så var det tid til kaffe/The og småkager – som Ole og Klavs tog hånd om.
Vi var en del der gik på jagt efter pinjekogler …. Og jeg var så heldig at få hjælp fra et par medrejsende til at finde 2 fine kogler til kufferten hjem. Tak for hjælpen.
Sidste del af turen til Rotorua, hvor vi skal overnatte de næste 2 nætter, startede uden regn og sikrede os det gode vejr til alt vi skulle se og opleve. Også på denne del af turen så vi virkelig mange knækkede træer (pindebrænde) og store træer der var væltet med hele roden. Hele skovområder var medtaget. Alt sammen resultatet af “Gabriella” -orkanen som havde været forbi. Og igen, vejene var fint ryddet, så vi kunne komme igennem.
Vi krydsede et termisk varmeanlæg, der førte den underjordiske termiske varme videre i kæmpe store varmerør. Kiggede man ned igennem bussen, kunne man nemt finde en del der tog sig en lur.
Og så heldige som vi er med vejret, havde vi blot kørt i kort tid – og så kom der lidt regn. Ok tænkte vi, det er fint nok – men der kom meget mere, så pludselig stod det ned i stride strømme, så farten blev sænket en smule og tilpasset den megen regn der pludselig kom. Selv lyn oplevede vi fra bussen. Og igen, vi sad tørt og varmt i bussen og kunne nyde regnen udenfor.
Og lige så hurtigt som regnen kom, lige så hurtigt stoppede den igen – og inden vi kom frem til hotellet var det tørvejr. Og her kunne vi i tørskoet tage vores kufferter ud af busser og komme ind på hotellet.
Mens nogen af os “knoklede” med at skrive dagbog, var der flere der fik mulighed for at tage en svømmetur i hotellets pool og boltre sig i spaen. Håber Tom og jeg også får muligheden i morgen fredag 😉
Til aften, kørte vil til det Hollandske klubhus, hvor Judith og Mike havde lavet dejligt grillmad til os alle.
Her blev der hygget – og flere af os fortsatte i baren på hotellet, hvor der blev grinet og snakket på livet løs, indtil vi alle fik sagt godnat… og med besvær fundet op til 4 sal, idet der var store problemer med en “overloaded” elevator. … Sjovt at mange har oplevet dette problem med elevatoren.
Godnat herfra 🙂
17. Februar, Rotorua
Skrevet af Helle og Mogens
Vi vågnede til en dejlig solskinsdag i Rotorua, igen er vi heldige med vejret. Efter en dejlig morgenmad gik vi til Maorilandsbyen Whaka eller på Maori Tewhakarewarewatangaoteopetauaawhiao, her blev vi modtaget af vores guide Waiaamaria, som viste os rundt i landsbyen. Ved indgangsportalen sang vi vores morgensang.
Whaka landsbyen har været beboet af Maori stammen i 300 år, og der bor i dag 60 i byen. Hovedparten af stammen bor dog udenfor landsbyen, stammen har ca. 4000 medlemmer. Landsbyen er åben fra 9-16 for turister og derefter helt lukket. Landsbyen ligger i et termisk område, hvor der er rigtig mange varme kilder og geysere.
Det har påvirket livet i landsbyen markant.
Landsbyens har fælles badefaciliteter, som alle bruger uden for åbningstiden. Deres Hangi, hvor maden laves, drives af de varme kilder, som giver en temperatur på 120-130 grader. Kød får 4 timer, fisk 1 time og grøntsager mindre. Der var 4 Hangi i byen. På den negative side må beboerne leve med en ildelugtende svovllugt, ligesom bygningerne får skader af varmen. Gravstederne må placeres over jorden, da kisterne bliver løftet op af jorden hvis de graves ned.
Vi så de flotte geysere, som skød vand op til 50 m. Området er meget præget af den termiske aktivitet, hvilket vi kunne se på rundturen i byen.
Vi sluttede besøget med danse og sange fra stammen, og naturligvis var HAKA en med, en dejlig oplevelse.
Middagen indtog vi på en restaurant udenfor landsbyen, det var mad lavet på Hangien, anderledes men godt.
Om eftermiddag skulle vi på besøg i Kiwi centeret, Kiwien er NZ nationalfugl, og desværre udrydningstruet. Det gøres der meget for at ændre, og centeret er en af hjørne stenene i forsøget på at bevare Kiwien.
Kiwien kan ikke flyve og har sine reder på jorden, derfor er det nemt for katte, hunde, rotter m.v. At tage deres æg. Det betyder, at i naturen overlever kun 5% af de lagte æg. The National Kiwi center indsamler æg og ruger dem ud, og holder ungerne til de har en vægt på 1 kg, det giver en overlevelses på 65 %. Ungerne sættes ud i det samme område , som æggene er taget fra, de har i år haft 124 udsættelser. Der føres nøje kontrol med processen, således at både unger og forældre er registreret.
Vi så en Kiwi unge der var ca 4 uger gammel og udviklede sig rigtig pænt vægtmæssigt.
Kiwi ægget er meget stort i forhold til Kiwihunnen, det er den fugl der ligger de største æg i forhold til egen størrelse. Det er hannen der ruger på ægget i ca. 78 dage, det tager ungen ca. 3-5 dage at komme ud af ægget. 2 dage efter kan ungen stå og gå, og efter 7 dage skal den klare sig selv. Vi så en Kiwi i anlægget, en imponerende skabning.
Derefter havde vi tid på egen hånd, nogle skulle shoppe det sidste, bussen hentede os, eller vi kunne gå tilbage, andre tog med tilbage til hotellet, hvor man kunne gå i poolen osv.
Til aften spiser vi hos Judy og Mick, helstegt lam. En dejlig oplevelse, som blev krydderet med fællessang og god socialt fællesskab.
En dejlig rejse nærmer sig sin slutning.
18. & 19. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Ole
Flot morgenstund i Rotorua – alle var klar i bussen klar til afgang kl. 08.30 og dog, Ellen og Anders kom 5 min for sent – det var vist den eneste forsinkelse vi har haft hele vejen rundt på New Zealand.
Alle var klar til hjemturen og bussen pakket. Mike havde været med madpakker fra morgenstunden til Craig.
Vi tog et lille toilet stop i Huntley og kiggede på kulværket som ikke længere er i brug. Madpakker blev delt ude i det fine vejr og nu var der ikke langt til lufthavnen – men så blev trafikken tæt og vi kom i kø.
Vi kom godt middag til Auckland Airport – ikke et spor at se efter de 2 storme og oversvømmelser – morgensangen sunget og et sidste farvel til Craig.
Flyet til Singapore gik planmæssigt, alle fik boardingpas hele vejen hjem til København og Ålborg.
Vi havde rygvind til Singapore og kom en time før frem.
Vi fik sagt farvel til Lene og Mogens, som havde valgt et stop over i Singapore inden de skulle hjem til Danmark. De glædede sig til et lille eventyr i Singapore.
Ventetiden blev brugt på lidt shopping og gåture i den flotte lufthavn.
På vej hjem til Danmark havde vi lidt modvind – men landede efter 12,5 timers flyvning kl. 07.21. Mange havde sovet ad flere omgange på hjemrejsen, Klavs sov en enkelt time og Simone nåede at se ikke mindre en 9 film. Jeg fik som sædvanligt sovet ca. halvdelen af tiden. De fleste af jer var positiv overrasket over “den nemme hjemrejse”.
Vi fik sagt farvel og på gensyn i Kastrup lufthavn og alle drog hurtigt videre med bil, fly eller toget.
Klavs og jeg vil sige TAK til jer alle sammen for at tage JA-hatten og det gode humør med på rejsen Down Under.
Vi glæder os til gensynsmødet med jer.
