New Zealand Tur 1 - 2024
5. & 6. januar, rejsen til sydney
Skrevet af Nina
Dagen før dagen.
Voldsomt snevejr de foregående dage i Danmark.
Frost koldt her til morgen, -9˚ og nu på vej til Kastrup lufthavn
Idag, 5. Januar begynder turen, først 4 dage i Sydney siden New Zealand.
Alle var sat i stævne kl. 9
ved 7-11. Indcheck med udfordringer da vores seating var noget rod, men alt lykkedes.
Fin servering ombord,
Ankomst til Singapore før tid og efter små 3 timer der, var vi på vej til Sydney.
SQ 211 kom afsted med Boeing 777 ældre model med mindre plads men igen fin fortæring – synes vi har spist fra vi tog hjemmefra.
Man havde svært ved at stillet temperaturen så nogen frøs med anstand.
Ved indflyvning fik vi noget turbulens og landede kl. 21.06 lokal tid.
Så var det tid til paskontrol & emigration. Tog under 30 min.
Baggagen kom pænt hurtigt. Frem med skoene og aflevering af udfyldt indrejse kort.
Bussen var der med chaufføren Alexander, som sørgede for vi kom godt frem til The Grace Hotel.
Udlevering af nøglekort og alle var klar til at se sin seng, trætte efter en lang rejse og trængte til at få benene op.
Fra i morgen går det løs, vi mødes kl 8:30 med tur til operahuset .
Velkommen
7. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Ellen & Heinrich
Efter vores første overnatning og en dejlig morgenbuffet på vores skønne hotel Grace i Sydney tog vi på gåtur kl. 8.30.
Turen gik mod the Rocks. Undervejs fortalte Lone historien om de første “bosættere”, engelske straffefanger, som kom til Australien i 1788 og opbyggede den første koloni i the Rocks.
På græsplænen under Harbour Bridge passerede vi en stor gruppe Sydneysiders, som havde valgt dette smukke sted til at dyrke yoga søndag morgen i det skønneste vejr. – og med Operahuset i baggrunden.
Lone fortalte om Harbour Bridge, der med sin utroligt flotte jernkonstruktion knejser over Sydney Harbour.
Operahuset var vores næste mål, hvor vi fik en guidet rundvisning på en times tid. Her fik vi en interessant fortælling om dette ikoniske byggeri, om hvordan Jørn Utzon fik opgaven, hvordan han “kæmpede” med at løse udfordringerne med konstruktionerne, om hans uenighed med myndighederne, indtil han forlod projektet. Heldigvis har han i dag æren for Operahuset, som kom på Unescos Verdensarvsliste, allerede før han døde i 2007.
Operasalen, som fremstår helt sort, kan rumme 1500 publikummer. Koncertsalen er under Coronaen blevet fuldstændigt renoveret efter de mest avancerede teknologier for at optimere lydforholdene. Mikrofoner er herefter helt unødvendige, fordi akustikken er så perfekt. Salen er udført i smukke materialer som mørk hardwood og lyst birketræ. Salen kan rumme 2600 publikummer. Desuden er der en mindre sal, (The studio), der rummer 400 pladser til øvestudier.
Vi var så heldige at få lov til at se selveste Utzon salen, som ellers er lukket for offentligheden. Jørn Utzon har selv indrettet salen og tegnet det store vægtæppe, som kan ses i vinduerne, når man sejler ind i havnen. Tæppet er lavet i samarbejde med datteren, Lin Utzon, som er væver.
Operahusets front mod havnen er udformet som en skibsbro. Her holdt Kronprinsparret reception i forbindelse med deres bryllup i 2004.
Turen gik nu tilbage til området under Harbour Bridge. Som med et trylleslag serverede Lone lækre sandwich og vand, som vi indtog siddende på en stenmur i selskab med en sulten ibis.
Efter frokost var der fri leg. Nogle gik tur, andre tog letbanen hjem til Wynyard.
Undertegnede gik tur i George Street, besøgte et smukt galleri og drak en kop kaffe på en café, inden vi gik hjem til hotellet.
Dagens næstsidste – og måske største – programpunkt var en forestilling i Operahuset. De af os, som havde købt billetter, begav sig nu af sted med letbanen mod Circle Quay – iført vores pæneste tøj. Det skal dog siges, at der ikke er nogen dresscode i teatret. Der blev tid til et glas vin inden forestillingen kl. 17.
På humoristisk vis præsenterede pianisten program og sangere for en næsten fyldt sal. De fire operasangere fremførte nu et udvalg af de mest kendte og smukkeste partier fra forskellige populære operaer. Et flot punktum blev sat med sangen Nessun Dorma af Puccini.
Således kulturelt beriget mødtes vi herefter med de andre fra vores gruppe foran Museum of Contemporary Art og gik nu i samlet flok til restaurant Australia i den gamle bydel. Her fik vi burgere, chips med “hoftecreme” og kyllingespyd samt et glas øl eller vin. Så kærkomment, for temperaturen havde sneget sig op mod 25 grader.
Mætte og trætte landede vi på vores hotel.
En dejlig og oplevelsesrig dag var slut.
8. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Dorte
Efter morgenmaden, var vi atter klar til at udforske Sydney.
Første stop i dagens program lå lige rundt om hjørnet, nemlig Queen Victoria Building (QVB). Den smukke bygning rummer en lang historie, hvilket Lone gjorde os klogere på. I dag bliver bygningen brugt som indkøbscenter, men bygningens originale udtryk er heldigvis stadig bibeholdt – heriblandt de farverige og flotte mosaik gulve.
Turen gik videre til Sydney Tower Eye. Efter en kort elevatortur på blot 40 sekunder, stod vi oppe i det 309 meter høje tårn. Herfra kunne 360 graders udsigten nydes udover Sydney by – et yderst imponerende syn! Vejret var med os, så vi kunne se langt omkring.
Da vi havde fået overblikket, så at sige, gik vi ned til Slip Inn bar, hvor det kommende kongepar, Frederik og Mary, mødte hinanden. Baren er i dag en mexicansk-inspireret restaurant. Vi slog os ned i bar og fik to typer lokale øl. Et hyggeligt hvil i dagens program.
Forfrisket gik vi ned til Darling Harbour og hørte historien om OL i 2000. Bydelen blev etableret i forbindelse med de olympiske lege, da man ønskede at bringe nogle af sportsgrene ind i selve Sydney. Havneområdet rummer i dag en række restauranter, havnerundfarter, et akvarium, Wild Life centeret m.m.
Efter et godt måltid Fish n’ Chips på havnen, gik turen Wild Life centeret. Her stiftede gruppen bekendtskab med mange af Australiens vilde dyr, herunder øgler, kænguruer, kasuarer, slanger, krokodiller og Australiens farligste edderkopper.
Højdepunktet, for mange, var koalaerne. De små sølvgrå dyr, der i øvrigt sover 20 timer om dagen, sad og sov i træerne omkring os. Gruppen var imponeret af deres evne til at sove i de mest beklemte stillinger uden at falde ned.
Besøget i Wild Life centeret gav også et indblik i australiernes liv med dyrene, samt de udfordringer, der truer dyrenes levevis.
Resten af gruppen havde eftermiddagen til egen dispostion.
Om aften spiste vi på restaurant ‘Midden’ ved foden af operahuset. Restauranten er inspireret af aboriginernes traditionelle madlavning. Menuen stod på traditionelt krydret tomatsuppe og Wallaby-skank med tilbehør. Maden blev nydt med udsigten til aftensolens farvespil over Sydney skyline og Sydney Harbour Bridge.
På vej hjem tog vi havnebussen. Her så vi operahuset, Harbour Bridge, Skylinen og forlystelsesparken ‘Luna park’ fra søsiden. Det var en smuk afslutning på dagen at se byen lyse op i aftenmørket.
Bridge climping
Skrevet af Nina
14 friske deltagere klar til bridge climb tur.
Vi var der, heldigvis før tid kl. 15:45.
Vejret var med regn så vi var lidt spændte….
Udfyldelse af spørgeskema med personlige data og helbreds oplysninger. Tog sin tid.
Derefter generel info om turen, derefter udlevering af heldragt, intet måtte medbringes på turen, alle mobiler, ure, armbånd, punge og tøj låst inde i skab.
Udlevering af sikkerhedsudstyr, headset, radio og kasket.
1,5 time senere begyndte turen, vores guide Jazz ledte os trygt igennem og op med små anekdoter og fortællinger om broens byggeri.
Først af stejle snirklede trin. Siden hen fladere trin.
Heldigvis tørvejr hele vejen op, varmt og solen kiggede sparsomt frem, men en helt fantastisk udsigt op ad broen og fra toppen.
Vi kunne se langt på begge sider af broen. Hele havnen med operahuset og over til Darling Harbour, Bondo Beach og ud til åbent hav. Der blev taget gruppefoto undervejs.
Sjov og hyggeligt, tur de fleste kan deltage i, ikke noget at være bange for, den var ikke svær. 7 kvarter senere var vi nede i trygge omgivelser. Den øvrige gruppe ventede på os ved operahuset hvor vi skulle spise og et koldt glas vin ventede os
9. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Trine og Steen.
Endnu en dejlig morgenmad på Hotel Grace; der er mulighed for at lægge en god bund til dagens udfordringer. Allerede 8:15 forlod vi hotellet i retning mod Darling Harbor. Det er en nem morgentur ned ad bakke, og på vejen bliver vi hilst af det danske flag, som sidder over indgangen til Slip Inn, som vi passerer.
Første punkt på dagen program var havnerundfart i den indre havn. Undervejs lægger båden til ved Circular Quay og på tværs af havnen herfra ved den zoologiske have, Taronga Zoo, og ved forlystelsesparken, Lunar Park. Det var stille vejr med spredt sol, og vi havde god mulighed for at nyde Sydney Skyline, specielt selvfølgelig med Sydney Opera Huset, men også med det 206 m høje Quay Quarter Tower, den specielle bygning, som det danske arkitektfirma 3XN (Nielsen, Nielsen og Nielsen) har stået for, og hvor der er genbrugt meget fra den oprindelige bygning. Bygningen er meget karakteristisk med sine hvide rammer og forskudte og skæve bygningsreglementer.
Efter rundfart, som sluttede i Darling Harbor, gik vi op til hotellet for et kort stop, inden vandreturen gik mod Hyde Park. Her gjorde vi stop ved det imponerende Achibald Memorial Springvand med skulpturer af guder fra den græske mytologi, og springvandet er sammen med den anden bygning i parken et minde om de faldne i 1. Verdenskrig.
På den anden side af College Street fra parken ligger den smukke Saint Mary’s Cathedral, som er bygget i sandsten i perioden 1868 – 1928 ovenpå ruinerne af den gamle kirke, som brændte i 1865. Kirken har 2 spir, hvor det sidste dog først blev færdiggjort i år 2000, og har det længste skib af nogen kirke i Australien. Den indre højde i kirken er ca. 75 m. Også i denne kirke er et mindesmærke for australske soldater faldet i krig. Kirken har haft paveligt besøg ved flere lejligheder, senest af Pave Benedict XVI i 2008.
Fra St. Mary’s Katedralen gik vi over i Royal Botanic Garden. Undervejs fortalte Lone om nogle af de mange træer og planter vi så. Med en temperatur i midten af tyverne og solskin, er det lidt svært at forestille sig, at det hjemme i Danmark fryser sine 6 grader, og der er begyndende isdannelse på vandet langs kysterne. På vej til Hyde Park havde vi fået leveret nogle lækre sandwiches, som vi nød i skyggen af nogle store træer. – i selskab med nogle meget påtrængende ibisser.
Efter frokosten delte gruppen sig, så hver enkelt kunne se de ting, som han/hun syntes om. En del gik op og ud på Harbour Bridge, hvorfra der er en fin udsigt til Sydney Opera Hus. Mange gik turen ud omkring Dawes Point og Walsh Bay, hvor nogle af molerne er bebyggede med boliger og butikker. Derfra følger man vandre- og cykelstien langs kysten og Barangaroo Reserve og videre mod Darling Harbour. I forbindelse med billetterne til Sydney Tower og Wild Life, som vi besøgte dagen før, havde vi alle også fået en adgangsbillet til Sea Life (Sydney Aquarium). Mange benyttede sig af muligheden til at se hvilke fiskearter, der bebor havet omkring Australien. Der er flere undersøiske tunneller af glas i akvariet, hvor man kan se fiskene nedefra. Det var fantastisk flot, og man brugte hurtigt halvanden time. En af attraktionerne var en dygong(søko), som muntredede sig med en plastikspand og en plastkegle.
Eftermiddagen blev således tilbragt på forskellig vis, inden vi samledes først for at udfylde de sidste detaljer i indrejsepapirerne til New Zealand, dels for i fællesskab igen at vandre ned til Darling Harbour for at spise aftensmad. Denne gang var det italiensk startende med brochetta og med veltillavet mørbrad til hovedret.
Desværre var der i løbet af eftermiddagen dukket problemer op med det fly, vi skulle flyve til New Zealand med dagen efter – det var simpelthen blevet aflyst. Det skulle vise sig, at opfølgningen på, om flyet fløj eller ej ville blive en udfordring den tilstødende nat – specielt for Lone. Bestemt ikke nogen overskuelig opgave, som betød at vi alle om natten fik en opringning med ændring til planerne.
10. JANUAR, SYDNEY – AUCKLAND – ROTORUA
Skrevet af Karin og Poul Erik Andersen
Vi blev til aften varslet af Lone d. 9/1, om vores fly kl. 11.00 var blevet aflyst på ubestemt tid, men Lone ville ringe os op straks, hun vidste mere. Nå men så kunne vi i det mindste få lidt skønhedssøvn da først morgenmaden var kl. 08.00.
10/1 starter som “en herlig dag”, kl. 01.15 ringede Lone til os alle ang. morgenmad kl. 07.00 og afgang med bussen kl. 07.45. I nattens løb har Lone haft fat i diverse instanser her i blandt lufthavnen, som gerne vil vi kommer tidlig, for at få ombooket vores billetter, buschaufføren kunne kun køre 07.15, så da vi kommer ned til morgenmaden kl. 07.00 bliver vi imødekommet af Steen (en af de medrejsende), som høfligst vil bringe vores kufferter i bussen, så vi kunne nå at sluge lidt morgenmad.
Lone kan stadig ikke på nogen måde få besked mht. mulig flyafgang.
Ingen i Adventure Holidays havde ikke tidligere oplevet lignende…
Køreturen til lufthavnen er heldigvis uden trafikale problemer og tager derfor kun 25 min.. I lufthavnen undersøger Lone straks mulige afgange, og vi kan desværre først komme med et fly kl. 18.00, alternativet er først om 4 dage. Derudover undersøger Lone, om vi kan komme i Loungen i mellemtiden, det kan vi i max 3 t, vi bliver nu efter ønske opdelt i 2 hold, de sidste fra kl. 13 -16.
Trods alle forhindringer tager alle det med oprejst pande og godt humør.
STOR TAK til Lone for det kæmpe arbejde, og hendes søvnunderskud og alligevel fattet ro og hjælpsomhed.
I Loungen blev vi godt bespist og fik kaffe, øl og vin m.m..
Vi er glade for at alle nåede i lufthavnen, trods et par lidt forsinket måtte med taxa sammen med Nina, da tryllenissen havde været på spil, og sørget for hverken værelses tlf., mobil eller dørbanken virkede, så de kunne få den sidste opdaterede besked.
Ikke nok med det. Lufthavns personalet var heldigvis yderst behjælpelige med, hos en enkelt person at justere pas nr. i visa til New Zealand.
Flyafgang kl. 18.00 i en forholdsvis ny Airbus A320 med god benplads på de fleste pladser.
Vi kom sikkert frem med vores erstatningsfly NZ 110 til Auckland på New Zealand kl. 23.16, så det var de 7 t ekstra ventetid værd.
Vi kom også alle hurtig og smertefrit igennem alle check.
Vores chauffør Sue holder klar med crosan, sandwhich, juice, isvand og frugt foran vores bus her på New Zealand. Kører herfra kl. 00.25 ( 2,5 – 3 t) mod hotellet.
Godt trætte ankom vi til Distinction hotel hvor vi skal overnatte.
Vi ser frem til flere spændende oplevelser.
11. JANUAR, rotorua
Skrevet af Anna Lise og Niels
Dagen startede noget forsinket pga. den sene ankomst fra Sydney. De fleste var til morgenmad ved 10-tiden inden afgang til fods til Te Puia 11:45, hvor indblik i den lokale maorikultur ventede.
Inden afgangen samledes vi ved poolen, hvor Lone orienterede om “løst og fast”: jordskælvsrisiko, solcreme-behov, de to kulturer i landet og deres udviklinger og sameksistens.
Maori har været her i ca. 800 år og de hvide i ca. 200 år. Maorierne kom iflg. legenden seks stammer i seks store kanoer. De 5 stammer bosatte sig på nordøen, den sidste på sydøen. Stammerne var ofte i konflikt med hinanden. I Rotorua området bor medlemmer af to stammer og området betragtes som maoriernes hovedby i landet.
De hvide fik da de kom til NZ dog hurtigt udkonkurreret maorierne, bl.a. med sygdomme som maorierne ikke kunne modstå.
Efter Lones intro gik vi ned til Te Pula (et turistområde drevet af den ene lokale stamme), hvor vi startede med en dejlig buffet i Maori-stil. Bare synd at vi ikke var særligt sultne efter sen morgenmad. Efter frokosten fik vi et show med rituelle sange og danse.
Derefter blev vi kloge på kiwi fuglen, så et par bure med en fugl i hver. Der var for fuglene vendt om på dag og nat, det er normalt nat-aktive fugle, for at vi fik en chance for at se dem i aktivitet. Er totalt fredet, landet har i alt ca. 65.000 voksne fugle tilbage, fordelt på 5 arter.
I Te Pula er der også fremstilling af og undervisning i fremstilling af traditionelt kunsthåndværk, hvilket vi selvfølgelig også fik smagsprøver på. I byen og omegnen er en lang række varme kilder og mudderbade, nogle mere ildelugtende end andre. Af nogen bliver byen kaldt “verdens røvhul” på grund af svovldampene, vi syntes dog ikke det var så slemt. Vi gik forbi både mudderbade og geysere på Te Pula området, geyserne var sløjet noget af på den, så helt så imponeret blev vi ikke…..
En rig stamme som er gode forretningsmænd.
Nu var bussen nået frem og vi blev kørt ned til søbredden og Ohiemuto, en by-i-byen for den anden Maori-stamme. Her var der rigtigt mange varme kilder, både under husene (= gulvvarme) og i haverne. I kirken, som vi desværre ikke kunne komme ind i, er der en glasmosaik med Jesus i maorisk kjortel, placeret så man nemt opfatter at han går på vandet på søen. I øvrigt fungerer kirken både som anglikansk og maorisk. På søen udenfor var et stort antal sorte svaner – ingen hvide !
Derefter lidt sightseeing i byen og medbragt kaffe/te i byparken; samt Sue`s hjemmebagte kage.
Byen har både skoler for maorier og for hvide, for små såvel som for store, samt blandede skoler. Byens museum i parken er p.t. lukket, de har ikke råd til at leve op til nye krav om jordskælvssikring.
Ved 19-tiden afsted til Judy og Mick for aftensmad, serveret i byens hollandske klub ! Okse med div. grønt samt dessert, frugt og is. Et ægtepar på omkring de 80, der stadig er erhvervsaktive.
Måske nogle af os rejsende kunne lære noget ?
En flok godt trætte danske turister så frem til en god lang nats søvn ……
12. JANUAR, rotorua – lake taupo – tongariro
Skrevet af Karen Inge og Hans
Afgang fra hotellet kl. 9.
I bussen fik vi udleveret et landkort over New Zealand, og Lone forklarede hvilken rute, vi havde kørt indtil nu, plus hvor vi skulle køre i dag.
Derefter fortalte hun om Maorierne og deres dronning, der døde i 2006 efter 40 års regeringstid. Hun havde reddet maorikulturen og fået dem accepteret blandt den øvrige befolkning.
I øvrigt orienterede Lone under hele turen om samfundsforhold, og det vi kørte forbi.
Første stop var ved et termisk anlæg, der udnyttede jordens varme kilder og leverede 15% af New Zealands el-forbrug. Anlægget over jorden bestod blandt andet af en mængde store rør, der af hensyn til jordskælvsrisikoen lå løst på skamler, så jorden kunne ryste/skælve, uden at rørene tog skade.
Næste stop var ved Huka Falls, der er NZ’s mest fotograferede vandfald. Her blev der også flittigt fotograferet. Når der var mest vand i floden, kom der 220 m3 i sekundet.
Her fik vi også formiddagskaffe.
Tredie stop var ved Lake Taupo, hvor der var tid til hævning af kontanter og shopping. Herefter frokost ved søen, hvor der hurtigt blev lavet en stor buffet og spist ved borde og bænke medbragt i bussen.
Der var en lystbådehavn i nærheden, hvor flere fik dyppet tæerne i vandet.
Søen bliver i øvrigt meget brugt til sejlsport og er på det dybeste sted 186 m.
Herefter gik turen til Tongariro National Park, hvor vi en stor del af tiden kørte tæt på søen. En væltet lastbil med træstammer i en rundkørsel betød kø og omkørsel. Undervejs kørte vi gennem et område, hvor der var kiwier, der ikke så gerne måtte lide trafikdøden, så der var jævnligt advarselstavler med en kiwifugl.
Inden vi nåede frem til hotellet ved 17 tiden, havde vi et is-stop, hvor Lone gav is.
Dagen igennem har vi kørt gennem meget varierede landskaber, lige fra frodige græsområdet med græssende kreaturer til skove og uopdyrkede naturområder.
New Zealand er ikke et fladt landskab.
Aftensmad på hotellet.
13. JANUAR, maori kulturdag
Skrevet af Kimi og Gitte
Efter hyggelig morgenmad, er vi igen klar til nye eventyr. Vi kørte fra hotellet 8.30 Fantastisk vejr. Vi skal mødes med vores lokale guider Tom og mat. Mariorier.
Vi gik igennem en fantastisk regnskov hvor vores guide fortalte om deres spisekammer, medicinkammer og planter og træer som de brugte til værktøj, brænde, klæder osv.
Vi smagte bl.a på et peberblad. Efter ca. 3 km. Kom vi til den smukke jadesø.
Lake Rotopounami, hvor vi gjorde hvil. Der var en frisk mand, som fik sig en dukkert.
På vejen mod maori landsbyen så vi flere heste som stammefolket bruger som arbejdsheste i skoven. Maoristammerne i New Zealand er rige folk, som ejer store landområder og skove.
Da vi ankom blev vi budt velkommen og skulle deltage i en ceremoni for at kunne være gæst i landsbyen.
Først skulle alle kvinder gå ind gennem porten. Mændene bagefter. De skulle dog sidde foran os. Tom bød os velkommen på maorisproget og sang. Vores udvalgte høvding Heinrich fortalte så om os og hvor vi kom fra. Og vi kom med fred.
Vi skulle hilse på alle som var til stede med næse mod næse og højre hånd .
Vi så vores aftensmad blive lagt på varme sten og dækket med våde klæder og så dækket med jord. Maden skulle ligge sådan i 4 timer.
Vi blev sunget ind til frokost af Toms kone Tamarie.
Dejlig frokost. Bagefter fortalte hun om hendes 5 store malerier som symboliserer moder jord,fader himmel, skovens søn , madens datter og madens søn. Bagefter fik vi vist arvede kunsthåndværk fra hendes familie igennem generationer.
Nu blev det tid til afslapning og flere benyttede at få en lur på madrasser. Dog forstyrret af en snorken.
Foran Maraien , deres helligste sted, fortalte Tamari om udskæringerne og den historiske betydning. Vi tog skoene af og gik ind i deres helligdom.
Huset symboliserer livets begyndelse til livets slutning.
Huset benyttes til møder, bryllupper, begravelse, barnedåb .
En begravelse varer 4 dage. Kisten er åben. Først kommer familien, så stammerne og så folk som har kendt den afdøde.
Tom og Tamari mistede desværre sidste år deres barnebarn på kun 17 år . Hun døde af et astmaanfald.
Vi fik lov til at komme op på deres kirkegård og se hendes og høvdingens grav.
Sidst på dagen kom de skønneste børn og unge fra Marioskolen i deres fantastiske dragter, lavet af strå fra regnskoven. De sang, spillede og dansede for os på maorisprog.
Bagefter skulle først kvinderne prøve kræfter med en slags pompon.
Mændene slap ikke så heldig som vi kvinder. De skulle danse i bar overkrop og efterligne de unge mænd til stor jubel for os kvinder.
Bagefter så vi maden blive taget op ad jorden.
Lækkert aftensmad, både kylling, svinekød , lam, grøntsager og dessert.
Vi sluttede aftenen af med sang af maorierne og os. En fantastisk dag med mange indtryk. Især deres sammenhold i stammerne.
14. JANUAR, Tongariro National Park – Tongariro crossing
Skrevet af Christian
Dagen startede med morgenmad kl 06.15, hvor vandrestængerne blev klargjort og maverne fyldt op. Minibussen hentede de 17 kommende bjergbestigere kl. 06:45. Friske og med masser af gåpåmod kørte vi mod crossingen. Undervejs samlede vi guiderne Matt og Tom op.
Ved ankomsten fik vi en introduktion til dagens tur, sikkerheden fyldte naturligvis en stor del.
07:35 tog gruppen det første skridt på, hvad der skulle vise sig at blive en 10 timer lang tur. Vejret, var her ved begyndelsen lidt køligt, men i takt med at pulsen og sol steg, blev det varmere.
De første par timer af ruten gik gennem et rimelig fremkommelig landskab med gangbroer meget af vejen. Floraen bestod bl.a. af lyng, som englænderne i tidernes morgen havde taget med for at gøre det lidt hjemmeligt – i dag anses den som mere eller mindre invasiv.
Med bevægeapperatet godt varmet op, påbegyndte vi bestigningen af The Devil’s Staircase/Stairway to Heaven (Djævlens trappe/trappen til himmlen). Som Matt sagde; det sidste kan man ligge i hvad man vil.
Vi klarede trappen, med et par hvil undervejs for at få vejret.
For enden af trappen ventede et næsten helt fladt krater ved vulkanen. Det lå i en vindtunnel mellem bjerge og vulkan, så det blæste godt.
Vulkanens ellers grå farve blev brudt af rustrød oxideret jern ned langs siden.
Vi gik atter videre op, vinden tog til, og indimellem fløj skyer forbi os – periodisk var vi omgivet af tåge. Luften blev tyndere, vejrtrækningen hårdere. Vi nåede til et nyt udsigtspunkt og som en af deltagerne sagde: “I don’t know if it is the view or the stairs that makes this breathtaking”. Desto højere vi kom, desto vildere og smukkere blev udsigten.
Vi nåede toppen efter at være kommet op af den stejle og stenede sti. Dagens helt store udfordring var i midlertig ikke at bestige bjerget/vulkanen, for det viste sig at være det første stykke på vej ned fra toppen.
Stien var relativ smal med stejle sider, og bestod af løs grus/sand og rullesten. Underlaget gav efter, så skridt for skridt måtte vi støtte os til vandrestaven, for ikke, at fødderne skulle glide væk under os.
Men belønningen var til at føle på. For på vej ned, dukkede tre krystalblå søer frem. Farvet af mineralerne, glimterede vandet i solen.
Efter en tiltrængt frokost, som blev nydt med ud med udsigt til søerne, gik turen videre ned af. Terrænet blev heldigvis bedre. Stierne var med overvejende fast underlag dog med ujævnheder. Bag det bakkede landskab, dukke et nyt landskab frem. Fra bjergsiden kunne vi se en stor sø, der formede sig langs foden på de mindre bjerge. Bag disse lå endnu en sø, denne var endnu større og strakt sig ud i horisonten. Et fantastisk syn.
Landskabet ændrede sig fra et næsten goldt område til stier blandt græsser, lyng, lav og andet lavt voksende beplantning. Gangstien ændrede sig til et, set fra fugleperspektiv, zig-zag mønster, hvor vi gik ned af i et par hundrede meter langs bjergsiden, hvorefter stien vendte 180 grader og vi gik ydeligere et par hundrede meter for så at vende igen. Denne manøvre gentog sig 5-6 gange.
Efter en kort pause ved næste ‘resteplads’ gik turen mod noget som de færreste ser. Førhen gik den officielle sti hen forbi en gejser, hvor denne kunne betragtes tæt på. I dag er denne sti lukket, men da dette er maoriernes land og, at vi havde vores guider med, fik gruppe lov til at se gejseren tæt på.
Vejen derhen skulle imidlertidig vise sig at bære præg af manglende vedligehold. Men med hjælp fra hinanden kom vi over et vandløb og fik passeret et jordskred. For enden af forhindringerne lå en gejser gemt. Dampen væltede op fra det kogende vand. Endnu en perle på vejen.
Turen gik herefter videre ned til den officielle sti og ned mod landskab med vegetation. Mindre træer og buske dukkede op og snart stod vi i skov blandt bregner og større træer. Det sidste fra ruten gik således gennem skov forbi flere mindre vandløb. De fleste, undertegnede inklusiv, havde dog ikke det store overskud til at beundre synet – fokus lå på at finde udgangen og bussen!
Godt halv seks fandt vi endelig udgangen. Vi var alle stolt, men godt trætte efter ca. 20 km i noget forskelligt terræn.
14. JANUAR, Tongariro National Park – Mt. Ruapehu
Skrevet af Anette Toft og Berit Wiingaard
Turen går til Mont Ruapehu
Efter morgenmaden tog vi afsted med rygsækken fuld af varmt tøj. Først stoppede vi og tog billeder af advarselsskilt , med en Kiwi og teksten “ caution crossing at Night”. Ved Talhaw Falls ventede Te Maara og hendes svigersøn Earl på os. Vi fik kassen med madpakker. Efter en bøn gik vi ind i Tongariro Nationalpark. Vi så på forskellige træer og planter som Te Maara forklarede om. Ca 800 m kom vi til “Golum “ vandfaldet fra “Ringenes Herre”.
Herefter videre med bussen til whakapapa og med Skywaka gondolen op hvorfra vi delte os i tre hold, nogen gik med Lone Sue op til Mt Ruapehu , andre en kortere tur med Nina Te Maara og de sidste blev tilbage på terrassen og hyggede.
Da alle tre grupper mødtes igen fik vi kaffe/te og derefter gik turen ned igen med Skywaka gondolen . På vejen hjem stoppede vi ved Tongariro visitorcenter. Igen fortalte Te Maara en af stammens historier og vi så de flotte træskærer arbejder . Hjemme igen ventede vi på dem der gik den lange tur over Tongariro crossing. Middag med besøg af Te Maara, Tom og Matt
Sendt fra min iPad
15. JANUAR, Tongariro – Wellington
Skrevet af Kirsten og Hans Evald
Vi vågner op til lyden af regn, det siler ned. Hvor er vi heldige at det ikke var i går, hvor vi gik til vulkanen.
Morgenmad kl. 7.00. Afgang kl. 8.30 her fra Tongariro.
Vi kører nu væk fra regnen, 122 km til Whanganui.
Vi kører langs med jernbanen, Auckland/Wellington, som anbefales som en meget flot togtur.
Vi hører lidt hjemmefra. Kroningen i går. Nyt vulkanudbrud på Island.
Jens Hansen, guldsmed, født i danmark, lavede ringene til ringenes herre.
Der blir lagt bøger frem i bussen, så man kan læse yderligere om optagelserne til ringenes herre.
Lone har tre ringe som vi ser, de er meget flotte.
Vi hørte lidt om Jens Hansens liv. Hans to sønner hjalp ham i firmaet og tog over.
4000 dollars er prisen på en guldring. 250 dollers for en sølvring.
Morgensangen synges så regnen kan holde op.
Vi gør et stop, hvor vi fik set hvordan de klipper får. 6 mand klippede og 6 til at feje uld op, klippede et får på et minut. Meget effektivt. 2000 skulle klippes i dag. 9000 på 4 dage.
Utroligt flot landskab vi kører igennem. Vi ser hvordan flere jordskred i 2018 ødelægger vejen. Nu sætter de jern ind, så håber de at holder til mere.
Vi kører mod Sues hjemmebane. Wanganui.
Floden Wanganui den 2. Længste flod løber her. 1840erne sejlede man op og solgte vare til folk der boede længere inde i landet.
Vi hører om Sues liv og baggrund. Hun er en meget arbejdsom pige, og har siden 2007 arbejdet for Adventure hollidays. Hun bor nu sammen med kæresten Poul i et hus som de er ved renovere.
Vi hører også om en gymnastikskole i byen, som et dansk par har oprettet for mange år siden. Her kommer danske gymnaster fra F. eks Ollerup gymnastikhøjskole og verdensholdet og deltager.
Vi gør et stop, (i tørvejr) hvor vi kan gå op i et tårn med en flot udsigt, og også prøve en elevator ned til byen. Så en minigåtur ved floden og et kig i et frugtmarked.
Så nåede vi Sues hjem, hvor der var frokost. Grillede bøffer og pølser med salat, kartoffelsalat, broccolisalat og brød. Der var fri øl, vand til maden. Desserten var vandbakkelser med kirsebær. Altsammen dejlig mad. Vi sad i haven, hvor vi alle hjalp med opsætning af borde mm. Opvasken klarede vi også. Dejligt hus Sue og Poul bor i. Inden vi kørte fik vi en rundvisning på Sues og Pouls sted. Masser af samlerting, gamle biler, motorcykler mm. Nogle fik en tur på en fin motorcykel.
Vi sætter kursen mod Wellington kl. ca. 15.30.
Vi kører gennem et kvægområde, ret fladt. Det er kæmpe kvægbrug med flere 100 kvæg som malkes i malkestationer. Vi ser også de store vandingssystemer på græsmarkerne. Der skal meget foder til.
Lone fortæller blandt andet om plantelivet. Her prøver de at bekæmpe de innovative planter, især de meget ødelæggende planter. Freder flere områder med træer der skal bevares. Fuglelivet hører vi også om.
Klokken er nu 17.30 og landskabet har nu ændret sig, vi ser bjerge igen.
Vi nærmer os hovedstaden Wellington. Windy Wellington. En by der har det hele.
200.000 indbyggere. En by med 1 jordskælv om dagen siges der.
Ankommer til hotellet lidt over 18.00. Middag kl. 19.30.
16. JANUAR, Wellington
Skrevet af Anna Marie & Palle
Vi går fra hotel w.plaza kl.9.00 i dejligt solskinsvejr mod Wellington center ved det gamle rådhus, det er rømmet efter jordskælvet , det skal sikres inden det tages i brug igen.
Lone fortalte om silverfirn kugle som symboliserer jorden og om bregnens anvendelse som vejviser . Der var også en skulptur der viste de 6 første kanoer der ankom til New Zealand , samt den nye Paukura Marai, der var en bro med en masse figurer lavet af drivtømmer.
Derefter gik turen til Te Papa en kiste af skatte , et moderne museum med mange interessante udstillinger hvor man kan se mærke og høre .
Lone gav en rundvisning på de forskellige etager, hvorefter vi blev sluppet løs til nærstudier, så vi kunne lære mere om maorikulturen, og om New Zealands tilblivelse ved de tektoniske pladers bevægelser , samt dyrelivet før og nu, og virkningen af at indføre nye dyrearter til en bestående fauna .
Kl: 12:15 mødtes vi med Sue, som kørte os op til Victoria lookout hvor der var lidt trapper til dem som ikke havde fået nok morgen-gymnastik, der var en fantastisk udsigt med masser af 1 million dollar fotos, som Lone siger, vi sang morgensang. Derefter gik turen til Rosegarden af små og kringlede veje, ved ankomst blev frokost bordet arrangeret ved fælles hjælp, god frokost, efter afrydning og alt på plads i bussen.
Så skulle vi gå på serpentine road mod kabelbanen, vi så flere tujafugle, New Zealandske juletræer og sølvbregner, efter nedturen med kabelbanen var der fri leg , nogen gik til hotellet andre shoppede eller gik på museum.
17. JANUAR, Wellington – Picton
Skrevet af: Anette og Berit.
Vi pakkede bussen 06.40, morgenmad kl 07.00 og afsted til færgen 07.35. Vores færge Kaitaki, sejlede 08.45. Vi havde en meget smuk sejltur i ca 3 1/2 time. Solen skinnede og der var ikke meget vind.
Vel ankommet til Picton kørte vi i vinområdet Marlborough.
Der var en del vejarbejde, men Sue fik os sikkert frem. Vi kørte til Peter Yealands vingård der blev startet i 2008.. Det er New Zealands største vingård, den er CO2 neutral. Der er plantet 1 mill. native trees og de har 1300 solpaneler på taget , de giver ca. 15% af deres strømforbrug. Vi kørte videre af “the White Road” ud til vandet for at spise frokost . Det blæste en del, så bussen blev sat op som læsejl og frokosten kom hurtigt på bordet. Samtidig med frokosten havde vi vinsmagning. 5 forskellige Peter Yealand vine, 2 hvide, 1 rose’ og 2 rødvin. Nogen af dem kan købes i Coop, derhjemme.
Derefter kørte vi til motellet og fik værelser, der var nogle frivillige der hjalp til med opvasken fra frokosten.
Kl 19:30 spiste vi dejlig aftensmad på restaurant.
18. JANUAR, Marlborough Sound – Tur 1
Skrevet af Hanne Duus
den længste tur + 11 km med Lone og Nina som guider
Dagens program gav mulighed for to forskellige vandreture.
Efter morgenmad kl. 7 på DA’s Bar & restaurant og fælles gåtur til havnefronten, hvor vi tog båden til Resolution Bay Cabins – en smuk sejltur gennem Queen Charlotte Sound på 5 kvarter med flotte views, enkelte regndråber og masser af skumsprøjt.
Herfra startede vandreturen mod Furneaux Lodge.
Vandreturen – en tur i det som kiwierne kalder New Zealands regnskov – med flotte views, smådryp fra himlen, duft fra honningtræet ( enkelte mente det “duftede “ af urin) og liflig græshoppemusik.
Vi fik genopfrisket navne og anvendelse af træer, buske og blomster.
Igen var bregnen fremtrædende i naturvandingen og i kløfter, så vi tårnhøje bregne-palmer.
Fuglelivet var vi også ok heldige med. Vi hørte Tui’en og Bellbird fløjte og fik set Weka’er og Viftehalefuglen(Fantail) flere gange. Den lille blå pingvin- som skulle bo i en hule nær vandet- fik vi kun studeret på et skilt. Så mon den virk’li findes? Undervejs fortalte Lone om Captain Cook, som var kommet til øen og havde sørget for befolkning fra England. Stærke single håndværkermænd var foretrukne, men også familier, som skulle sørge for at nye generationer kom til.
18. JANUAR, Marlborough Sound – Tur 2
Skrevet af Hans Jørgen Nielsen
den korte tur, ca. 7 km, med Sue som guide.
Morgenmad kl. 8, mødetid med Sue kl. 9 og afgang til havnen i Picton, hvor vi var 12, der tog med båden fra Cougar Line ud i Queen Charlotte Sound.
Efter flere stop, med passagerer og varer, blev vi sat i land ved Blue Water Lodge efter 1:20 times sejlads. Marchhastighed 23 knob – 43 km/t.
Sue mente vi så friske ud, til en lidt længere vandretur, så vi gik først mod Tawa Bay, med fantastiske views undervejs. Herefter tog vi turen tilbage
til Furneaux Lodge, hvor vi ankom kl.13:15 efter ca. 7km. dejlig tur i skoven.
Det var en utrolig smuk sejltur gennem Queen Charlotte Sound. Her er ingen veje, så enten er det på gåben eller med båd til de hytter der ligger i området. Undervejs hilste vi Weka’en, der ligner en Kiwi, men mest er fremme om dagen.
Vi mødtes alle på Furneaux Lodge til frokost. Vi fik en meget velsmagende Classic Caesar Salad, med kylling, ansjoser og pocheret æg – flere fik et par velfortjente kolde øl.
Hjemturen med båden tog knapt 2 timer, for vi var inde i mange af de små bugter med passagerer og forsyninger.
Måske også fordi det blev til en “fisketur”, da Lone (undtagelsesvis) hev et par torsk i land undervejs. Tænker også hun var lidt “træt” af at skulle vente, lidt for længe, på en passager, der ikke dukkede op alligevel.
Vi sluttede dagen med et meget velsmagende måltid.
Forret: Rejer i hvidløgsmarinade.
Hovedret: Filét af dybhavsfisken tarakihi gratineret med rasp og parmesan, dertil kogte kartofler og en grøn salat.
Dessert: Lun kage med vaniljecreme
19. JANUAR, Picton – Kaikoura – Christchurch
Skrevet af Karen og Per
Efter, en for turen lang morgensøvn, kørte vi fra Picton kl 08 30
Bussen var pakket og klar til turen mod Kaikoura.
Solen begyndte så småt at titte frem.
Vi kørte gennem Peter Yelands mange vinmarker, 3500 ha, ud mod kysten.
Vi passerede også forbi et salt værk
I et flot og varierende landskab, langs kysten fulgte vi Kaikoura Rangers
Området blev i nov 2016 ramt af et meget kraftigt jordskælv, der lukkede vejen og jernbanen i 2 år.
Mange steder kan man se hvor kysten er hævet op til 2 m. Et kæmpe stort arbejde at genopbygge efter skaderne.
Vi gjorde stop ved en stor sæl koloni, hvor vi kom helt tæt på de nyfødte unger, og deres mødre.
Sælerne er pelssæler, de blev fredet i 1894, fordi hvalfangerne drev jagt på dem, på grund af pelsen. Hannerne kan veje op til 150 kg.
Vi nærmede os efterhånden Kaikoura. Det var efter sigende, her kanoen med de første Maorier, til sydøen, kom i land for 800 år siden.
Byen var også centrum for hvalfangst, det foregik helt frem til tresserne.
Idag er byen et stort turistmål, og besøges, hvert år af mere end en halv million turister.
Havet ud for Kaikoura, er også kendt for verdens største undersøiske “Grand Canyon”. Det giver ideelle betingelser for dyrelivet, også de store hvaler.
Så idag er hvalsafari meget populær, man sender endda fly i luften, for at spotte de store dyr. Vi gjorde et toilet stop i Kaikoura, inden vi fortsatte ud til Peter fårefarmer.
Peter viste sig at være en herre i en moden alder, han havde tidligere flere tusinde får, men på grund af dårlige priser, valgte han for nogle år siden, at sælge de fleste af fårene. Også det meste af jorden blev solgt.
Han havde desuden, den sorg at miste sin kone for 6 år siden.
Peter viste os, hvordan hundene arbejdede med fårene, og han præsenterede stolt sin 6 år gamle vædder, og et får på 3 år, med et 6 uger gammelt lam.
Vi så ham også klippe et får, og sortere og presse ulden, alt imens han snakkede hele tiden.
Fårene skal klippes hvert halve år, man bruger meget i området, at krydse forskellige racer, så kan lammene sendes på slagteri, i en alder på 3 mdr.
En kendt fårerace Merino fåret, kom til området i 1834. Merino fåret er kendt, for det fine uld.
Peter fortalte også at, en øvet fåreklipper, kan klippe 400/450 får på en dag.
Merino fårene klippes i høj grad med gammeldags håndsaks, fordi maskinklipning giver nemmere skader på disse får, og med håndklipning efterlades der en halv cm mere uld på dyret.
Med håndklipning, kan man kun klippe ca halvt så mange som med maskine om dagen.
Peter solgte flere produkter, lavet af lanolin(uldfedt) fra hans egne får.
For 20 år siden, var der 80 mill. får i NZ, nu er der kun ca 25 mill.
Efter Peters fåre Chow, spiste vi frokost i haven. Temperaturen var efterhånden steget til 30 gr, så vi søgte skygge, hvor det var muligt.
Ca halvdelen af os gik de 3 km ind til byen, resten kørte med bussen.
Lone fortalte, at under jordskælvet i 2016, havde jorden og havbunden udenfor Peters hus hævet sig op til 2 m. Peter og konen stod og så på det, det må have været skræmmende.
Vi fortsatte vores køretur mod Christchurch, efter et kort hvil i Kaikoura.
En køretur på knap 3 timer, på turen kom vi forbi en brand. Den var startet ca 13:20, og her til aften var over 50 mennesker evakueret, to huse og en kirke brændt ned. Vi så to helikoptere og en masse brandbiler, der deltog i sluknings arbejdet.
Tjekkede ind på et skønt hotel, her er pool, som dog kun ganske få var i.
Skønne værelser og skøn mad.
20. JANUAR, CHRISTCHURCH – Lake Tekapo – Twizel
Skrevet af Anna Lise og Niels
En dag med en hel del km. på landevejene.
Afsted fra hotellet gående kl. 8:30 i en lørdagsstille by. Gik mod centrum, som blev hårdt ramt under jordskælvet i 2011. Mange bygninger er fornyet, max. 4 etager typisk stål, glas og beton. Der er også mange lukkede bygninger, hvor der tilsyneladende endnu ikke er truffet beslutning om nedrivning og nybyg eller renovering (herunder meget dyr jordskælvssikring).
Kom frem til Avon River i centrum, en grøn oase. Katedralen blev alvorligt skadet under jordskælvet. Igennem årene frem til 2017 diskuteredes om genopbygning eller en ny katedral. Til slut besluttede kirken og byrådet en genopbygning. Den kom så småt i gang i 2021 og forventes afsluttet tidligst i 2027 (det så ikke ud som om de var nået særligt langt).
I mellemtiden benyttes “pap-katedralen”, som det havde taget 44 uger at opføre i 2013. Byggematerialer: skibscontainere, paprør og billige tagplader !!! Selv korset over alteret var af paprør. Opsynsmanden gav en orientering om bygningen – og vi kvitterede med en morgensang. Er tegnet af en japansk arkitekt Shigeru Ban, som fik verdens fornemste arkitekturpris, bl.a. for denne kirke.
Besøgte Botanisk have, blev overhalet af veteransporvognen, Danmark vandt 28 – 27 over Sverige til EM i herrehåndbold og så div. færdigrestaurerede og undervejs i renoveringsprocessen bygninger.
Aftalt med Christian (junior fra gruppen), at han tjekker om 25 år om byen er færdig med udbedringerne efter jordskælvet.
Kl. 10:50 ud af byen på motorvej mod syd-vest gennem et stort fladt landbrugsområde. Lone underholdt med mange facts om New Zealand og erindringer fra tidligere besøg. Alligevel var der vist en del der fik en lur undervejs….
Kl. 12:30 kom vi frem til The Tin Shed. I dag var det mændene der skulle fremtrylle frokosten, hvilket skete på rekordtid, mens kvinderne gik i uldbutikken.
Lidt efter 14 kørte vi videre mod bjergene. Udetemperaturen var over 30 gr., så det var rigtigt rart med aircon i bussen. Efter en god time i bakket terrain kom vi til Lake Tekapo. Nu var temperaturen faldet til 27 gr., men der var en strid blæst. Stedet er et smukt ferieområde, bortset fra mange nybyggerier.
Stedets største attraktion er en lille kirke fra 1935: Church of the Good Shepherd, navngivet til ære for fårehyrderne.
Lone fik kirken ryddet for andre turister, så vi kunne få en fortælling om stedet og kirken af en tidligere præst, der førte opsyn. Han fortalte bl.a. om, at stedet før kirken blev bygget kun bestod af en bro over floden og en kro. I dag ca. 350 fastboende og mange turister. Kirken bruges af 4 kristne trosretninger med forskellige intervaller. Bruges også som bryllupskirke, primært af udlændige.
Vi sang vores morgensang for anden gang, til ære for den tidligere præst.
Lone reciterede et vers skrevet af præsten oversat til dansk:
Jeg er den gode hyrde.
Den gode hyrde ofre ofre sit liv for fårene.
Jeg kender mine får, som faderen kender mig.
Så jeg giver mit liv til mine får.
Jeg har også andre får, som ikke er fra min fold.
Dem må jeg også lede,
De vil også adlyde min stemme.
Så de vil blive til EN flok med EN hyrde.
Den største kærlighed du kan vise,
er at give dit liv til dine venner.
Johannes evangeliet kap.10 vers 7-16 samt kap. 15 vers 13.
Derefter “formiddagskaffe” ved bussen i blæsevejret. Videre over højlandet med orientering om vandkraften i området. Vandet producerer elektricitet 7 gange før det når kysten ! På den videre færd, blev der holdt fotostop ved den næste sø i vandkraftsystemet Lake Pukaki med udsigt til et skyfrit (angiveligt meget usædvanligt) Mount Cook, NZ´s højeste bjerg 3.724 m. over havet.
Kl. 18 var vi fremme ved hotellet i Twizel, hvor vi skulle bo de næste 2 nætter.
Tidlig aftensmad og tidligt i seng, vi skal tidligt afsted søndag morgen mod Mt. Cook.
21. JANUAR, Mt. Cook
Skrevet af Trine og Steen.
I dag stod der Mt. Cook på programmet, og i forventning til, at der ville komme mange mennesker på en søndag med en vejrudsigt, der bød på strålende sol, var morgenmaden fremrykket til kl. 6:45 og afgangen med bussen til kl. 7:45. Så efter en dejlig morgenmad kørte vi i strålende solskin i retning af Mt. Cook. På store dele af den 3 kvarter lange tur fra vores hotel, Mackenzie Country Hotel kunne Mt. Cook ses gennem bussens forrude, og et par gange undervejs holdt vi foto-stop. Endnu en dag, hvor toppen af bjerget kunne ses helt uden skyer – det er svært at beskrive, hvor betagende et syn det er med den hvide top mod en dyb blå himmel.
Undervejs fortalte Lone om Mt. Cook National Park, der sammen med Tongariro National Park er de to mest besøgte attraktioner i NZ. Mt. Cook er med sine 3.755 m det højeste bjerg i NZ, og hele 22 af NZ’s 27 bjerge over 3.000 m findes i parken. Faktisk har Mt. Cook været endnu højere, men ved et skred i 1991 blev bjerget ca. 10 m lavere. Mt. Cook er blevet besteget af mange bjergbestigere over årene, men ca. 250 har måttet lade livet i forsøget, og heraf er 50 aldrig blevet fundet. Den første, der nåede toppen, var en VVS’er fra Timaru, NZ, Tom Fyfe, og det skete juledag 1894. Den mest berømte, der har besteget bjerget, er Sir Edmund Hillary, som efterfølgende i 1953 blev den første bjergbestiger, der nåede toppen af Mt. Everest. Som nationalhelt pryder Sir Edmund Hillary i dag NZ’s 5 $ seddel.
Da vi nåede parkeringspladsen, hvorfra den 6 km. lange gåtur til Hooker Lake og 6 km. tilbage igen (Hooker Valley Track) – udgår, blev vi inddelt i 3 hold med hver sin guide. Turen i højt solskinsvejr og med op til 32 graders varme går over 3 hængebroer og er næsten ubeskrivelig smuk, og der blev taget mange billeder undervejs. Toppen af Mt. Cook forblev skyfri under hele turen, og taget i betragtning, at for blot 2 dage siden havde man lukket hele området ned p.g.a. kraftig regn, må vi blot konstatere, at vi var mere end almindeligt heldige.
Der var rigtig mange mennesker, og rækken af parkerede biler på tilkørselsvejen var MEGET lang.
Efter turen spiste vi en formidabel frokost på Hotel Hermitage (her var soft-ice direkte fra is-maskinen et stort hit efter den varme tur), og herfra kunne vi fortsat nyde udsigten til Mt. Cook, mens vi spiste. Tanken var, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle vi gå endnu en tur til Tasman Gletcheren. Men mange andre havde fået samme ide, og som ved Hooker Valley Track var der trafikalt kaos på vejen derind, så i stedet kørte vi tilbage til hotellet og fik nogle timer, hvor vi kunne hvile benene.
Ved 18:30 tiden var der vinsmagning. Lone præsenterede 2 hvidvine fra Mission, en rosévin fra Oyster Bay og rødvin fra Brancott Estate. Det var en lærerig optakt til middagen, som blev serveret kl. 19:30 som sædvanlig. Hovedretten bestod af en lækker “Laks i foliepakker”, som ud over laksen også indeholdt muslinger, kartofler og gulerødder. For interesserede var der salat eller kartoffelsuppe til forret og forskellige søde sager/kager til dessert. Alt sammen meget velsmagende
22. JANUAR, Twizel – Dunedin
Skrevet af Dorte og Christian
Morgenmaden blev indtaget og vi var atter klar til en ny dag. Vi kørte fra Twizel 08:30 og satte kursen mod vandkraftværket ved Lake Benmore.
På vejen, gennem det bjergrige landskab, kørte vi forbi marker med hundredevis af køer og marinofår. I de senere år er der kommet et større fokus på miljøforureningen fra køerne. En sommer gik halvdelen af bestanden af de guløjede pingviner til, grundet gyllen fra landbruget. Lone gjorde os klogere på kvægbrugene i New Zealand og hvilken rolle udenlandsk arbejdskraft spiller.
Man har haft vandkraftværker i New Zealand i over 100 år. Mere end halvdelen af elforbruget bliver dækket af de statsejede vandkraftværker. Til at begynde med, havde man en målsætning om, at 70% af strømforbruget skulle dækkes af vandkraft, men pga. det stigende behov for strøm, er dette mål reduceret til 50%.
Ved ankomst til Lake Benmore kraftværket, gik vi over den lange og høje dæmning og sang vores morgensang på den anden side. Kraftværket består af 6 turbiner, producerer 540 megawatt og har en gennemstrømning på 3400 m3 pr. sek.
Turen gik videre mod Elephant Rocks med en kort tisse- og kaffepause, hvor der også blev tid til en kort gyngetur for de friske.
Området ved Elephant Rocks er i sandhed specielt. Landskabet blev skabt for 25 mio. år siden. Tidligere var området dækket af hav, i dag ligger det 220 meter over havets overflade.
I området ved Elephant Rocks ligger kæmpe sten spredt rundt på græsengen.
De enorme sten, der for de flestes vedkommende lå på over 10 meter i brede og højde, lignede forskellige dyr og figurer. Med lidt fantasi blev der bl.a. set isbjørne, ubåde, fugle, okser, fantasidyr generelt og naturligvis elefanter.
I bussen, på vej videre til næste stop, hørte vi lidt om fødselsrater, løn, skattetryk, husleje og andre økonomsike forhold på NZ.
Vi ankom til Moeraki Boulders, hvor vi fortsatte i geologienstegn. Men først var det tid til frokost, som bestod af Fish n’ Chips, i en hyggelig restaurant med havudsigt og noget så sjældent som i ægte jukebox (eller så ægte en jukebox, der afspiller cd’er nu kan blive).
Vi gik ned til stranden og så The Boulders. De store, runde kampesten er med tiden blevet presset ud gennem skranten, og undervejs blevet rullet, hvilket har givet dem den næsten kuglerunde form. Endnu et specielt naturfænomen.
I buskadset ved stranden holder den guløjet pingvin og blå dværgpingvin til, her har de deres reder.
Der blev tid til lidt shopping inden turen gik videre.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Dunedin i solskin og 25-30 grader, som ellers er usædvanligt varmt for byen.
Vi kørte op af en meget smal og snørklet vej til et smukt udsigtspunkt, hvor hele byen kunne nydes. Her kunne man rigtig få et indtryk af byens stejle gader, som vi snart skulle stifte bekendtskab med.
Sidste punkt på programmet var verdens stejleste gade med en hældning på 19 grader, svarende til 35%! Gaden er 350 meter lang og er heldigvis udstyret med 271 trappetrin (Tak til Thomas for at tælle dem). Kontrasten mellem de vandrette fundamenter under husene og gaden var et forunderligt syn.
Vi kan roligt berette, at ingen af gruppens deltagere nåede toppen uden at holde pauser eller at pulsen steg.
Efter indtjekning på hotellet, var resten af dagen til egen disposition.
23. JANUAR, Dunedin – Otago Halvøen
Skrevet af Birthe og Thomas
Efter morgenmaden skulle vi på en mindre byrundtur. Men hov – hvad var nu det? De sidste 18 dage har vi mødt max 30 minutters regn og nu regnede det. Vi måtte teste vores regntøj.
Første stop var ved University of Otago. Det er bygget i 1869 med inspiration fra skotsk byggestil. Det er New Zealands største universitet og der er 3700 ansatte og 20.000 studerende på universitet, hvortil kommer mange på online-studie. Det koster 3-5000 NZD/år på mange studier, men populære studier som havbiologi og lægestudiet koster 10.000 NZD/år. Der er ingen SU som vi kender det.
Næste stop var ved Banegården der er bygget i perioden 1903 til 1906. Det er en flot bygning, og det er New Zealands mest fotograferede turistattraktion. Byggestilen er den samme som på Universitetet. I ventesalen er der lagt et flot mosaikgulv – bestående af 750.000 mosaikstykker. På perronen holdt et “guldgravertog”. Det er i dag kun turistog, der kører på skinnerne. Turen går til Queenstown og retur og fortæller historien om guldgraverne.
Næste punkt på dagsordenen var “fri leg”. Vi havde ca 1,5 time til at dyrke “shoppinggenet”, eller gøre hvad vi havde lyst til, inden vi igen mødtes ved St. Paul’s Cathedral. Katedralen var under renovering på grund af brand. I katedralen sad Margaret og kniplede. Hun havde været til Tønder Kniplings-festival 3 gange for at lære tønderkniplinger. Hun rystede på hovedet, da hun blev spurgt om, hvornår renoveringen skulle være færdig. Måske der er lange udsigter.
Herefter kørte Sue os hjem på hotellet, hvor en dejlig frokost ventede os.
Efter frokosten gik vi selv en tur i Den Botaniske Have, der ligger lige over for hotellet. En rigtig fin have med en god blanding af træer, buske, stauder og roser. Overraskende nok så vi mange buske og blomster, vi kender fra danske haver. Det første der mødte os, var et stort bøgetræ og afdelingen med roser. Her så vi flere kendte rosennavne.
Eftermiddagen stod på naturoplevelser.
Vi blev delt i to hold og vores hold skulle køre fra hotellet kl 13.45 til en guidet tur med Monarch Wildlife. Målet var Otago-halvøen, hvor første stop var Allans Beach og på vej dertil, gjorde vi flere “fotostop”. Ved hjælp af vores guide Felix, fik vi identificeret mange spændende fuglearter som f eks Variable oystercatcher, White-faced Heron, Black-packed Gull, Pied Stilt, Paradise duck og sorte svaner. På Allans Beach var vi alle iklædt regntøj, for vinden var hård og regnen kom med korte intervaller.
Vores guide Felix opremsede 3 regler :
1:Vi går i samlet trop
2:Vi er på søløvernes territorium
3:Hold 20 m`s afstand
På god afstand så vi søløver tage sig et hvil. De er store, kan veje op til 400 kg, spiser fisk, blæksprutter og pingviner, kan dykke 600 m ned og være nede i op til 30 min. De er drægtige i 10 måneder og de får en unge.
Næste stop var “Royal Albatros Center”. Her fik vi nogle fakta om albatrossen. Den har et vingefang på op til 3,3 meter og måler op til 1,2 m fra næb til halespids. Den er verdens største havfugl og den bliver oftest 25-30 år. Enkelte bliver ældre og man har kendskab til 2, en på 60 år og en på 72 år, denne befinder sig på Hawaii. Den lægger et æg hvert andet år og albatrosungen vokser fra 300 g til 8 kg på 8 måneder. Når ungen er ca 3-4 mdr øver den sig på at strække de mægtige vinger ud og gøre sig klar til at kunne flyve.
Herefter så vi en film om albatrossen, inden vi gik op til udkigsposten – og hvilken udsigt. Der var tilpas med vind til at vi kunne se “albatrossen in flight”. De var virkelig på vingerne – 8 stk så vi i luften på samme tid. Det er imponerende at se så stor en fugl flyve forbi os på kort afstand.
Endelig sluttede vi rundturen af med et besøg på pingvinreservatet “Opera”. Her var der focus på den guløjede pingvin. Vi fik nogle fakta omkring pingvinen, inden vi så rehabiliteringsafdelingen. Her tager de hånd om sårede pingviner. Herefter kørte bussen os til stranden, hvor det var håbet, at vi skulle se den gul-øjet pingvin. Om første hold havde fortalt, at vi kom, eller om de bare gemte sig vides ikke – men væk var de. Det eneste vi så, var nogle sæler, der lå i ly for vinden.
Mætte af indtryk gik turen hjem til hotellet, hvor aftensmaden ventede.
Tak for endnu en spændende dag i naturen.
24. JANUAR, Dunedin – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Karin og Poul Erik.
Dagen starter tidlig, vækkeuret ringer kl. 05.00, og vi vågner op til endnu en spændende dag, kufferterne skal være ude kl. 06.00, så afgang fra hotel Distinction Hotels NZ 06.45. Vejret i dag er køligt 7 gr. Køreturen varer godt ca 4 t., vi kører af guldvejen, hvor guldgraverne kom i land i Dunedin som skulle videre til Queenstown efter guldfund i 1862.
Lone læste 1. del af erindringer fra bogen “Sømandsliv og guldfeber, skrevet af eventyrlystne Peter Anholm fra Fole ved Gram (1838 – 1908), som forsøges at få genoptrykt.
Dejlig tur med sol og i smukt landskab.
Kl. 09.00 kaffestop i Gore, hovedstad for countrymusik. Temp. nu 10 gr.
Videre på den flotte rute længere mod vest, ser vi forskellige græsarter bl.a. red tussock, landskabet ser mere barsk ud.
Ankommer til Manapouri kl. 11.30, hvor vi der får serveret pizza og pommes, da vi hurtig skal sejle videre.
1 times sejlads fra kl. 13.00 på Lake Mannepouri til bussen. Området består af 35 små øer, den største ø Pohona. Der er sat forskellige fugle ud på øen bl.a.44 kiwier, for at fuglelivet kan vende tilbage til det oprindelige fugleliv.
Vi passerer det højeste bjerg som er 1702 m høj, samt et forsyningsskib, der forsyner Doubtful Sound hver onsdag.
Inden vi går i land passerer vi det store kraftværk.
Vi smører os godt ind i myggespray pga. en 2,5 mm insekt sandflyer, inden vi stiger ombord i bussen, som fragter os igennem regnskoven. Vejen er 22 km lang og er NZ dyreste vej og blev lavet i forbindelse med at kraftværket skulle bygges og materialer fragtes dertil.
Vi gør et par fotostop undervejs.
Fantastik flot tur igennem regnskoven.
Næste båd ved navn Wanderer (som er fra 1992), sejler os kl. 15.10 ud fra mellemfjorden, (skipper og 5 personaler). Dette skib skal vi overnatte på.
Vand temp. 16 gr., ude temp. 15 gr., kun smådryp af regn.
Ca kl. 17 kommer vi til 1. arm af fjordene hvor vandaktiviteterne foregår.
- 5 kajakroer sættes i vandet
- Resten bliver delt i 2 hold, og bliver på skift sejlet ud på fjorden, motoren slukkes, så vi kan nyde stilheden, høre fuglefløjt og vandfald, samt nyder udsigten. En fantastisk oplevelse. Natur guiden Richard fortalte at hummere indfanget i havet blev opbevaret i tejn (hummerbure) og solgt til 100 NZ dollar pr kg til kinesere. Desværre fik hold 2 ikke så lang tid.
Kl. 18.30 bliver vi alle pludselig kaldt tilbage til vores skib, da søsterskibet Navigator skal hjælpes pga. nød. Vi er på vej tilbage i fjorden og er alle spændte på hvad der er sket.
Måske skal alle fra søsterskibet, tages ombord hos os, så vi skal rykke tættere sammen, nogen håber på det, men vi siger ikke hvem.
Kl. 18.55 får vi så beskeden om, at vi skal rykke sammen i båden, så der kan blive plads til de nødstedte passagerer.
Ankommer 19.12 til det nødstedte søsterskib, som tilsyneladende er sejlet ind i klippesiden.
Får nu af skipper over højtalerne at vide, vi indtil videre blot skal stå stand by, da der er 3 andre fiskeskibe, som fragter passagererne til havnen.
Kl. 19.26 er den tilsyneladende blevet trukket fri, vi ligger stadig med afstand.
I kampens hede måtte vi godt nok lige have en ekstra god øl på bordet af James Cook Spruce Beer (0,5l).
En anderledes oplevelse for os alle.
Kl. 20 fik vi dejlig aftensmad.
Her kl. 21 cirkler vi stadig rundt omkring det nødstedte skib, men hvor længe?
Får nu at vide der skulle komme en helikopter med udstyr til undersøgelse.
Lone og Nina kom med sangbøger, rigtig hyggeligt med lidt fællessang.
Kl 22: Helikopteren blev dskiftet ud med en speedbåd med 2 ingeniører, som er i gang med at undersøge skibet. Resultat afventes.
Kl 22.50: Ingeniørerne melder, at der ikke mere er brug for os, og vi sejler til positionen, hvor vi startede vandaktiviteterne og ankommer kl. 23.30.
Kl. 23.40 kobles over på batteridrift for natten.
Redaktionen har på nuværende haft en lang arbejdsdag, og vil nu melde slut for i dag med tak for en god oplevelsesrig dag, lille smule anderledes end planen, men det endte heldigvis godt.
25. JANUAR, Doubtful sound – Manapouri – Queenstown
Skrevet af Kirsten og Hans Evald
Vi vågner op i vores køjer på båden kl. 06.30 til lyden af generatoren. Vi går op til et dejligt morgenbord og en fantastisk udsigt til bjergene.
Vi ser bådene der fisker hummer, og det hus fiskerne holder til i. Ser også et par helikoptere der nok kommer og henter en sending af hummer. De fleste bliver sendt til Kina.
Sejlet bliver hejst og vi synger morgensang på dækket, hvor al personalet hører på.
Det er lidt køligt derude, men vi er nødt til at nyde den fantastiske natur. Så Smuk, så smuk. Masser af vandfald. Ser det 12. Største vandfald på 870 m.
En meget speciel oplevelse fik vi også her. Vi sejlede forbi det stejleste bjerg, og kom til et sted hvor bjergene spejlede sig i vandet, et helt fantastisk sted. Skibet stoppede motoren og alt blev stille. Vi var alle helt stille i 10 fantastiske minutter. Der hørtes kun lyden af bjergene, vandfaldene og fuglene. Tak for dette øjeblik.
Vi sejler forbi skibet Navigator som havarerede i aftes, den skal til byen Bluff og repareres.
I havn 10.30. En bus venter på os.
Vi kører nu de 22 km tilbage over bjerget, hvor det mindre skib venter og vi sejler retur gennem fjorden. Flot tur igen.
I havn snakkede Lone med kaptajnen fra Navigator, det uheldsramte skib, og han takkede meget for vores forståelse i aftes. Vi ved endnu ikke hvad der egentlig skete. Vi vil hører nærmere.
Sue er klar med bussen og nye eventyr.
Ikke længe efter at vi er kørt får vi endnu en unik oplevelse. Solen har fået en ring omkring sig. Meget specielt. Siges at hedde halo.
Kl. Ca. 13.30 spiser vi frokost ved bussen. Dejligt. Lone gir vand/øl til alle.
Vi har nu ca. 1 1/2 time til vores hotel i Queenstown.
På vores vej ser vi en stor mark hvor de dyrker humle. Nyder stadig det fantastiske landskab. Vi kommer til Lake Wakatipu, den S-formede sø, og gør et par stop til fotografering. Vi hører om søens historie.
Byen Queenstown ligger i en gryde, og har i dag 120 000 indbyggere og det er stærk stigende. Byen er fra 1860 erne. Det var guldgraverne der kom her først.
I dag er der Masser af aktiviteter i byen både sommer og vinter. Den har alt.
Det er også en filmby blandt andet med optagelser til Ringenes herre og Hobbitten.
Kl 17.00 nåede vi vores hotel. Dejligt sted med flotte udsigter som vi nyder til en øl.
Spisning på hotellet kl. 19.30
26. JANUAR, Arrowtown
Skrevet af Kirsten og Søren
Vi forlod hotel Holiday Inn kl 8.30 og kørte mod Arrowtown, for at gå i guldgravernes fodspor.
Fra tidernes morgen var der ingen vej, så guldgraverne måtte gå over bjerget hvis de skulle til Queenstown.
Det første guld blev fundet ved Shot over River i 1850 og senere fandt man guld i Arrowtown og så strømmede guldgravere til fra mange andre lande.
Vi skulle besøge det lille historiske museum “Lake distrikt museum”, hvor vi mødte David og hans kone Wendy, som skulle vise os rundt. David var museumsinspektør i 34 år, er pensioneret, men arbejder stadig ind imellem. Han har gjort et kæmpe arbejde for museet og byen.
Under covid pandemien var museet lukket og det blev jordskælvssikret og reetableret.
Efter en meget interessant rundvisning på museet gik vi udenfor til Chineese settlement hvor kineserne boede fra 1867 til 1933. De blev inviteret hertil, men var egentlig uønskede.
De boede i små, usle huse under kummerlige forhold, selv om de var lovet “guld og grønne skove”.
I dag er Arrowtown attraktiv og meget dyr at bo i.
Efter museumsbesøg var der tid på egen hånd indtil kl 12.20, hvor vi fortsatte gennem Gibston Valley, som er det sydligste vindistrikt i New Zealand, mod Kinross, en rigtig fin vingård, som har vundet mange priser for deres vin.
Der fik vi lov til at smage en rosevin, en hvidvin og en rødvin og så kunne vi hver især vælge hvilken vin vi ville drikke til den lækre platte, som vi fik serveret.
Derefter kørte vi til Kawarau Bungy Centre.
Gitte og Hjalmer var de modige, som skulle bungy jumbe fra 43 m og vi andre skulle selvfølgelig med og heppe på dem.
Når man har nået en vis alder får man springet gratis. Hjalmer skulle ikke betale.
Det var virkelig frisk gjort af dem begge. Hvis tiden havde tilladt det, havde Gitte taget et spring mere.
Men vi var 9 som gerne ville på helikoptertur til en gletcher sø i bjergene. En fantastisk tur, som varede 1/2 time. Under turen var der 10 minutters ophold ved søen, hvor vi blev blæst godt igennem.
Resten af gruppen blev kørt ned i byen og resten af dagen var på egen hånd.
Endnu en fantastisk dag med gode oplevelser.
Dagen startede med 11 grader og let skyet. Det blev lidt varmere op ad dagen, men skyerne blev hængende.
27. JANUAR, Skippers Canyon
Skrevet af Kimi og Gitte
Så er vi nået til vores sidste feriedag. Queenstown er en virkelig flot by omkranset af en stor sø og bjerge. Her findes 3 skiområder, som man kun kan komme til ved, at blive kørt op til.
Solen skinner, så vi er igen heldige. I dag skal vi afsted i 2 små busser. En aktion dag venter forude. Efter en flot tur gennem bjergene kom vi til det første stop ved indgangen til skippers Road. Her nød vi den smukke udsigt og Lone læste op af af Peter Anholm fortælling om de danske guldgravere her i 1860.
Skippers Road er en 22 km lang grusvej, som snor sig igennem bjergene.
Det er de gamle kinesere som blev sat til at bygge vejen. Området her er indbegrebet af uberørt New Zealand.
Vi stoppede op gik en flot tur på vejen. Vi kom forbi en stor skov hvor alle træer var gået ud. Skoven er oprindelig anlagt af de amerikanske guldgravere som havde taget frø med hjemmefra. De bliver nu sprøjtet med gift , da man nu kun vil have naturlig vegetation herfra NZ.
Så kom vi til et nedbrændt hotel fra 1863 hvor vi igen fik historie igen fra de danske guldgraver.
Vel ankommet til et sted kaldet pipes, hvor vi blev budt velkommen med kaffe.
Her er et lille museum som vi så.. familien har ejet jorden i 5 generationer og har samlet mange ting op efter alle guldgravere.
Bagefter blev vi beværtet med bbq. Lammekoteletter, gode pølser og salat.
Så var det tid til at få våddragt m.m på. Vi var nu klar til at riverrafte. Vi blev fordelt i 3 både og tju hej hvor det gik der ud af. En super smuk og sjov tur. Flere fik frivilligt en tur i floden hvor vi driftede med strømmen.
Så kom turen til jet bådene. Hold op hvor han sejlede vildt og hurtigt. Han styrede flere gange direkte mod klipperne. Der blev skreget en del. Vi kom tilbage og fik tørt tøj på. Vi fik varm kaffe og fik endnu en historie fra guldgraverbogen. Vel hjemme efter en sjov og hyggelig dag skulle vi spise afskedsmiddag sammen på hotellet. Middagen blev ikke som forventet. Maden var kold, så den blev sendt ud igen.
Men aftenen gik alligevel godt med snak og grin.
28. JANUAR, Queenstown
Skrevet af Lene og Hjalmar.
Nu kom den sidste dag i New Zealand. Helt specielt ikke at skulle møde tidligt op. Det havde vi lige vænnet os til. Kl 9.45 afgang til byen med kufferterne i bussens bagagerum. Vi blev kørt til Gongolen hvor 18 blev sat af og Lone sørgede som sædvanlig for billetter. Besked fra Lone lød mødested som i går, kl 14.30 kører bussen til Hotel Millennium.
Nogle tog en gå tur til toppen og nogle blev på mellemstationen, andre i byen. Poul Erik, Hans Jørgen og Hjalmar tog stoleliften op og kørte go kart ned 3 gange.
Så svævede nogle af os ned i byen for at spise frokost og købe det sidste.
Nogle gik til hotellet, men de fleste kørte med bussen. Nogle nåede at komme ned til “happy hour” inden bussen kørte os til aftensmad på Holiday Inn.
Da Søren kom ind i bussen havde han googlet Kimi og fundet at det på swahili betød stilhed. !!!!
Stilhed , Kimi har været et sprudlende indslag stort set alle dage.
På Holiday Inn mødte vi det nye hold gæster, som Ole og Dennis skulle guide. Der blev snakket flittigt og udvekslet erfaringer. Så hviskede Lone at bussen /Sue kørte os fra hold 1 til hotellet kl 21.30. I bussen sagde Nina, at mødetid /afgang til lufthavnen i morgen er kl. 7.55.
Samtidig fik vi at vide, at gensynsmødet var den 30. April kl. 16 på hotel Harmonien Haderslev. Så vi ses.
29. & 30. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Nina.
Skøn afslutning på vores tur med overnatning på hotel Millennium. Måtte flytte fra Holidays in da hold 2 var ankommet. Ingen kede af det. Fine rum, HappyHour igår, skøn morgenmad.
Lidt kaos da Sue skulle komme med bus, flere busser og sparsom plads. Alle hankede op i kufferterne med et smil og vi gik rundt om hjørnet hvor bussen var.
Tju Bang hvor det gik.
Alle fik sagt farvel til Sue, indcheck lidt kaotisk ved selv-check ind.
8 skal hente kufferter i Aukland og tjekke ind igen.
Nu sidder vi og summer, small talker, strikker og læser. Og venter på Bording.
Endelig ved gate i Auckland.
De 8 der havde udfordringer blev checket igennem, dem der manglede boardingkort fik.
Så klar til afgang 1 time senere.
I Singapore afslørede vi hvem vinderen, af Konkurrencen der blev annonceret for et par dage siden – Nemlig :
“Hvor mange km har vi kørt på New Zealand”
Vinderen blev Lene som var 59 km fra det rigtige TILLYKKE Lene.
Efter 3 timer i Singapore blev det tid til afgang- ca 13 timer forude inden ankomst til CPH.
Vel fremme. Der blev takket, krammet og sagt farvel, først til dem der skulle til Ålborg siden alle øvrige.
Lone og jeg siger tak –
tak for den fantastiske gruppe i har været.
Det har været en fornøjelse, at være sammen med jer alle, en fornøjelse at høre jeres små historier hvorfra i kommer, job mv.
I har hjulpet hinanden, snakket, grinet, drillet og hygget jer på kryds og tværs i gruppen.
På gensyn
30.4 kl. 16 på Hotel Harmonien
