New Zealand Tur 2 - 2025

23. & 24. januar, rejsen til sydney

Skrevet af Dennis

Morn’ til alle, så er det afrejse dag til Sydney.
22 gæster, samt Ole og jeg, overnattede på Comfort hotel lige ved lufthavnen. Det var hyggeligt at mødes dagen inden afrejse, og så skulle vi heller ikke tænke på om vejr og trafik skulle forsinke os på vej til lufthavnen.
Vi mødtes alle efter morgenmaden, og kunne gå indendørs og tørskoet til terminal 3, hvor check ind gik dejlig hurtigt.
Vi skal flyve Singapore Airlines Airbus A350-900 og med en forventet flyvetid til Singapore på ca. 12:30.
Da vejret i København var med blandet nedbør, fik vi en lille forsinkelse da flyet skulle sprøjtes med lidt deicing.
Vores flyrute i dag var planeret udenom konflikt områderne, syd om Ukraine, nord om det mest af Mellemøsten, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan, derefter syd for og langs med Himalaya i det nordlige Indien. Herefter direkte til Singapore hvor vi landede kl.07:30 lokal tid og parkerede på gate B10.
Afgang til Sydney kl.10:30 fra gate A14, denne flyvning, med en lidt ældre Boeing 777, med en forventet flyvetid på ca. 8 timer.
Boarding og pushback var til tiden, og ikke længe efter at vi var i luften kom første servering, så blev vi fyldt op igen. Puha, der mangler ikke noget ombord.
Det gik også relativt nemt igennem pas og immigration i Sydney , men desværre var vores bus ikke kommet, og det nummer Ole havde virkede ikke. Ole fik fat i Sue på NZ, som havde et nummer der virkede. Det viste at der var sket en fejl i bookingen så bussen var bestilt til d.23/1 i stedet for d.24/1.
Chauffør og bus kom da efter ca.30 min.
Vel fremme ved Grace hotel, var der nogle stykker der lige havde tid til en godnat øl.
Godnat og tak for i dag.

25. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Pia og Søren

Gooood morning Sydney.
Så er turen startet for alvor Down under, og de fleste af os har glædet os til denne oplevelsesrejse i snart et års tid.
Efter morgenmaden i hotellets lobby mødtes vi der igen til start på Sydney-by-turen kl.8.30.
Vi startede med, at Ole og Dennis viste os den korteste og mest lige vej til havneområdet.
Det blev ved “foden” af Harbour Bridge, som skulle bestiges via trapper op til kørebanen. Vi gik et stykke derudaf og tilbage samme vej, mens der blev taget masser af billeder af den flotte udsigt – ikke mindst af Operahuset. Herefter videre gennem området “The Rocks”, som er centrum af byen, der blev etableret af engelske fanger, der i året 1788 blev sejlet til Australien i 11 skibe ledet af kaptajn Phillips for at etablere, hvad man kan kalde en handelsstation.
Der var markedsdag i The Rocks, men vi fik ikke handlet der, selv om vi fik fri leg i havneområdet i en times tid, hvor vi igen skulle mødes, når timen var slut ved et ishus, der hed ikke mindre end “Royal Copenhagen Icecreme”.
Vores frie leg bestod i en spadserertur ud omkring Operahuset, som vi bare måtte tættere på. Vi kunne bare ikke vente længere med at se den på nærmeste hold, og heldigvis får vi set den igen de næste par dage både inde- og udefra.
Frokosten skulle vi have i den i Danmark så berømte SLIP inn, hvor den gang vores kronprins Frederik (nu kong Frederik) mødte den senere kronprinsesse og nu dronning Mary i året 2000 ved OL i Sydney. Frokosten bestod af mexicansk mad (hot wings og taco m.m). Det smagte fortrinligt. Efter frokosten sivede vi hjem til Hotellet Grace, så vi kunne få smurt os ekstra godt ind med solcreme til havnerundfarten. Der var jo virkelig fremragende solskinsvejr.
Vi samledes kl.14.00 til fælles fodslag til Kaj nr. 6, hvor Ole ventede med billetterne klar til en havnerundfart med skibet Fantasea Cruising. Flot tur rundt i havnen bl.a. tæt på Operahuset, kiggede på milliondyre (australske dollars)huse, under Harbour Bridge og tilbage i haven ved siden af et kæmpe krydstogt skib Crown Prinsess.
Så fik vi igen tid til “fri leg” indtil aftensmaden, som vi skulle have i Darling Harbour restauranten Casa. Vi benyttede fritimerne til at smage isen fra Royal Copenhagen Icecream forretningen, mens vi så på slæbebådene, der hjalp krydstogtskibet ud af havnen.
Aftensmaden var med cæsarsalat til forret og hovedretten en pastaret med tomatsovs og kød fra lam. Det faldt i de flestes smag. På vejen hjem nåede vi at overvære et storslået fyrværkeri nede i havneområdet. Adskillige mødtes efter sigende til en sidste godnat øl på en sportsbar inden returnering til hotel Grace for at indhente lidt af den manglende søvn. Heldigvis skal vi først mødes til morgen kl.08.30 efter morgenmad.
Godnat

26. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Lene og Bjarne

Australien Day
Dagen starter kl.08:30 efter en veloverstået morgenmad.
Vi går fra hotellet og ned til Darling Habour, hvor Ole midt på broen, gav et længere foredrag om områdets udvikling. Startende med områdets oprindelige beboere ( Aboriginals ), herefter de første indvandrere og til nutidens aktiviteter, ikke mindst afholdelsen af OL i 2000. Herefter blev dagens morgensang udført midt på broen.
Vi går videre gennem Darling Habour, Chemise Gardens og den flot anlagte plads ved Sydney Theatre. Vi skal ind og se Sydney Wild Life hvor vi kan se en stor del af de dyr der lever i Australien, f eks. Wombat, Coala, Kænguru, Den Tasmanske Djævel og mange flere.
Dagens næste punkt er en tur i Sydney Tower. Tårnet er 309 meter højt. Indviet i 1981 efter 6 års byggeri. Tårnet holdes stabilt af 56 kabler. Der er en fantastisk udsigt og vi kan lige få øje på vores “ lille “ hotel mellem de mange højhuse. Frokosten indtages ved springvandet i Hyde Park tæt på tårnet. Eftermiddagen er herefter fri.
Nogle skal i operaen og høre “ Great Opera Hits 2025 “, men alle mødes kl.18:30 ved restaurant Midden, lige ved siden af operaen og med udsigt til Harbour Brigde. Dette giver den bedste udsigt til hele underholdningen med masser af musik, forskellige aktiviteter, fyrværkeri og meget mere. Og en fantastisk masse mennesker, det hele på grund af Australien Day.

27. JANUAR, SYDNEY

Skrevet af Birgit og Mogens

Vi startede dagen med en dejlig morgenmad og derefter samledes vi for at lave indrejse deklaration til NewZealand – mange spørgsmål skulle besvares og der gik lidt tid før alle havde fået svaret.

Derefter mødtes vi igen til dagens program,

De fleste har nu vænnet sig til tidsforskellen og vi gik, i “trav” gennem den flotte “Queen Victoria Building” og fortsatte gennem Hide Park, hvor vi stoppede og så monument Anzac Warr Memorial og fik drukket noget vand – der er fuld sol, 31 grader, UV indeks 8, så det er helt nødvendigt med god solcreme og masser af vand.

Lidt senere nåede vi operahuset, hvor der var guidet rundvisning,
Alle fik høretelefoner, teleslynge og små radioer, så lyden gik fint igennem, når guiden fortalte på et tydeligt engelsk, så tror de fleste fik det meste med.

Vi fik bl.a. fortalt at:

den danske arkitekt Jørn Utzon har tænkt at bygningen skulle samstemmes med broen – Sidney Harbour Bridge – som allerede var et stort vartegn for Sidney – han tegnede derfor halv højde -og buerne er inspireret af havet og sejl på skibe.
Der er brugt 200 km stål wire i beton konstruktionen
Der er sejlet 6500 m2 glas ind fra Frankrig og der blev oprettet glas værksted på havnen til at forarbejde den store mængde glas
Glasset er monteret i en vinkel på 45 grader for at undgå spejling og sikre bedst mulige udsyn
Kvaliteten er i top og montering ligeså; glasset holder stadig – fugerne er de i gang med at skifte nu
Buernes “klinker” er brændt ved 2000 grader, hvilket giver så glat en overflade at fugle klatter bliver skyllet af når det regner
Vi så desuden to musik sale, som på hver sin måde var designet til at give fantastiske lydoplevelser uanset, hvilke genrer musik der blev spillet/ opført.

Det var en rundvisning der var virkelig interessant og formidlet med stort engagement.

Frokosten bestod af sandwich som de fleste satte sig og spiste på havnen.

Om eftermiddagen var der seks der var på Bridge Walking.
Vi andre havde “fri leg”

Nogle var i Sea Life Sydney.
Nogle fik set nærmere på Queen Victoria Building og atter andre hvilede på hotellet.

Vi mødtes kl 18.30 og gik i samlet flok til restaurant Casa, hvor vi spiste vores sidste aftensmad i Sidney.

28. JANUAR, SYDNEY – Queenstown

Skrevet Kurt og solvejg

Goodbye Sydney – Hello New Zealand

Det har været 3 intense og spændende dage i Sydney, hvor vi har oplevet rigtig mange ting. Operaen og Australian Day, gjorde store indtryk.
Men nu er det tid til at sige farvel til Sydney og goddag til New Zealand. Klar til afgang fra hotellet 05:30 (ja I læste rigtigt), og morgenmadspakke med i lufthavnen. Madpakken bestod af youghurt med syltede bær, ost og skinke, 3 søde kager og lidt frugt. Nok for sødt for de fleste danskere.
Check ind gik fint og vi ser nu frem til nogle begivenhedsrige dage i New Zealand. Turen til Queenstown gik glat. Og der var rigtig god gang i kameraerne under den flotte indflyvning til lufthavnen.
I lufthavnen blev vi modtaget af Lone og Sue, som havde afleveret hold 25-1, som skulle retur til Danmark. Bussen holdt klar og vi blev kørt ind til Queenstown. Byen ligger ved en stor sø, Lake Whakatipu, omgivet af bjerge. Her blev vi delt i to hold, som hver fik en lille rundvisning i byen. Vi fik mulighed for at hæve lidt lokale penge, og så mødtes vi på “Pier”, en lille bar nede ved søen. Der blev smagt lidt på det lokale bryg, inden vi gik til hotel Millinium, hvor Sue havde fået vores kufferter bragt til vores værelser og stod klar med nøgler. Rigtig god service!
Hotellet har en fin lille have. Og den blev hurtigt indtaget af gruppen. Cirka fem sekunder efter nøgler var udleveret , sad gruppen bænket med øl og vin til hygge og en lille snak om alt muligt.
Dagen sluttede med en dejlig 3 retters middag på hotellet og vi fik en hurtig briefing af Ole om morgendagens program.

29. JANUAR, Arrowtown – Gibbston Valley

Skrevet af Jørgen og Merete

Dagen starter med et flot morgenbord og inden vi kører afsted mod dagens oplevelser, får Lone tid til en afskedshilsen. Hun skal til Sydney for at tage mod et hold nye gæster. Vejret kl. 08:00 er gråt med let regn og en temperatur på ca. 12 grader, men som dagen går kommer solen, og mange får skiftet de lange bukser til en kortere udgave. Og Dennis har fødselsdag, en rund en af slagsen, måske derfor skinner solen 🙂 vi kører i guldgravernes fodspor til Arrowtown, undervejs fortæller Ole om Queenstown, en by med ca. 65.000 fastboende, at det er den største/bedste actionby i hele verden, at den har flere skiområder, og som følge heraf de højeste huspriser i N. Z. Vi kører forbi Lake Hayes, det er et udpræget fritidsområde, men man kan også her opleve mindre og større begivenheder som bryllup, koncerter m.m. Den store golfturnering i marts New Zeeland Open er også velkendt.Den storslåede og barske natur i området har dannet baggrund for flere film. Ringenes Herre og Hobbitten er optaget her. En dansk guldsmed fra området har lavet guldringen (guldringene) til filmen, en stor succes som betød meget for virksomheden. Mission: Impossible – Fallout er indspillet her, det siges, at Tom Cruise selv fløj helikopter under optagelserne.
Ved ankomst til Arrowtown får vi sunget morgensang. Vi deles i to hold, de 2 guider Amanda og Nick tager os gennem Arrowtown’s historie. Amanda på museet i den gamle bankbygning, museet rummer mange emner fra guldgravertiden. De fortæller om en rå og barsk tid, hvor det ofte er med livet som indsats at lede efter det eftertragtede guld. William Gilbert Rees kommer til Queenstown i 1861, og han etablerer sig som fåreholder i området, i 1862 opdager en af hans ansatte guldet. Staten tilbagekøber jorden fra W G. R. for 10.000 pund, og han rejser til Kawaru. Guldet begynder at slippe op, og for at undgå det hårde slid med udvindingen, lokker byen 5.000 kinesiske guldgravere til. De lever i små hytter ved floden og klarer sig dårligt, vender aldrig hjem til familien og Kina igen. Nick fortæller byens historie, og hvordan man kæmper for at bevare de gamle bygninger, og byen diskuterer, hvorvidt importerede planter skal fjernes, byen er søgt for de gamle træer, hvis smukke farver i efteråret trækker mange turister til. Lige nu er man startet på at fjerne fyrretræer ved nedsprøjtning.
Nu er vi kørt mod Kinross, en vingård med vægten på kvalitet fremfor kvantitet. Vi smager på en pinot gris, en rose pinot noir og en pinot noir, det er dejlige vine. Vinene afsætter de gennem gårdbutikken og en kundeklub, da produktionen ikke er stor nok til salg engros. Vi får også fejret Dennis med fødselsdagssang og hurra. Til frokost serveres er tapasbræt med et glas vin efter eget valg. Efter fællesfoto kører vi videre.
Nu gælder det Bungy Jump ved Kawaru River, trods mange opfordringer takker alle nej til at prøve, men vi oplever synet og gyset fra platformen. Springet er på 43m, projektet er gangsat af A. D. Hackett.
Mens resten fortsætter til hotellet, skal vi 16 personer på helikoptertur. Det bliver en fremvisning af den fantastiske natur i kontrast til civilisationen af de dygtige piloter. Alle er vildt imponeret.
Resten af dagen bliver på egen hånd, så tak for i dag og sov godt, klar til nye oplevelser i morgen

30. JANUAR, Skippers Canyon

Skrevet af Dennis

Dagen startede, efter morgenmaden, med afgang fra hotellet kl.08:30 hvor vi blev afhentet af to mini busser fra Wenky’s, da vores normale bus er for stor til at køre ud til Skipper Canyon.
The Skipper Canyon Road er en 22 km lang grusvej, og anses for at være en af de mest natur skønne ruter. Vejen blev påbegyndt bygget i 1883 for at gøre nemmere for bl.a. guldgraverne at frem og tilbage til deres lodder. Det tog 7 år at færdiggøre den.
Vel fremme ved Wenky blev der budt på kaffe og kage, som KJ og Amber stod for.
Derefter var det tid til at høre og se lidt om guldgraverne, hvor vi gik igennem en guldmine ud til et hus med diverse gamle værktøjer fundet efterladt af guldgraverne.
Efter dette var det tid til jet boating på Shootover River. Der var virkelig gang i adrenalinen på denne tur, og noget der bragte smilet frem.
River rafting var det næste punkt på programmet, efter frokost, som igen var forberedt af KJ og Amber. Der var der ikke et øje tørt da vi skulle iføres våddragt, nogle fyldte dem bedre ud end andre. Vi sejlede i 4 store gummibåde, ned gennem strømmen, hvor der blev pjasket godt med vand på hinanden, når vi var tæt nok på. Der blev også mulighed for forlade båden og flyde med creeken. På et tidspunkt skulle vi også springe i vandet fra klipperne, og flyde ned ad strømmen. Der var vist ikke nogen der følte sig ældre end 15 år på dette tidspunkt, men alting har en ende ( en regnorm den har to ), og pludselig var turen slut.
Vel tilbage på hotellet, var der lige lidt tid til hygge i haven inden vi skulle have aftensmad.
Endnu en oplevelses dag var slut

31. JANUAR, Manapouri – Doubtful Sound

Skrevet af Verner og Anne Grete

Efter 3 overnatninger på det dejlige hotel Millinnium forlader vi i dag kl 8.30 Queenstown og NZ’s guldgraver eventyr. Besøg i Arrowtown med virkeliggørelsen af guldgraverdrømmen og fantastiske adventures med jetbåde og riverrafting i guldgraverfloden. Og ikke mindst den 22 km lange manuelt anlagte vej (uden autoværn) til guldgraverområdet, som også ofte er anvendt som filmkulisse. Området har vist sig fra sin smukkeste side, med helt perfekt vejr.
Vi har nu taget afsked med Sue og fået den chauffør og bus der skal køre os resten af turen, Cam hedder han.
Efter ca en times kørsel gennem det smukke landskab, var der tisse pause i Garston. Undervejs så vi masser af marker med får. Ole fortalte der er ca 25 mill får, men det er blevet svært at få økonomi i det, så derfor er mange begyndt at have hjortefarme. Videre i det smukke landskab mod Manapouri læste Dennis historie om sønderjyden Peter Anholm som gravede guld i Skippers Canyon 1862-1864. Det er udpræget landbrugsland. Marker med mange køer, humle marker, kæmpe græsmarker hvor der også slås hø osv.
Ved 11-tiden nåede vi havnen i Manapouri, hvor der for første gang blev stillet an med frokostbuffet og rødternede duge. Der vælges hver gang 5-6 personer til at rette an og så skal vi andre holde os væk. Det lykkedes at kapre næsten alle borde, og kort efter kom flere hold turister, synd for dem. De 6 der blev valgt har prøvet det før, det skulle nemlig gå stærkt, da båden over søen Lake Manapouri gik 12.45.
Vi kom med en mindre båd, som lige passede til os, og efter en god times smuk sejlads var vi fremme i den vestlige ende, hvor der er et stort kraftværk, som udnytter højdeforskellen i vandstanden mellem søen og Doubtful Sound. Man kan kun komme hertil med skib og der er ingen internet. Der ventede en bus på os, som kørte os over Wilmot passet, 670 m oh til doubtful sound via en 21 km lang grusvej mest gennem regnskov. Området er en del af Fjordland Nationalpark, som er NZ’s største. Det regner 7-8 m regn om året og derfor masser af vegetation.
Ved 15 tiden stævnede vi ud på Wanderer. Efter lidt instrukser fik vi vores kahytter og derefter kaffe med en lækker oste muffin. Der gik ikke lang tid derefter før der blev sat tapas frem i en størrelsesorden så det næsten svarede til et helt måltid. Derefter lagde båden for anker ca 8-10 km før Det Tasmanske hav, og det var tid til vand aktiviteter. Man kunne sejle i kajak, det gjorde ca 10-12, eller komme med en båd med motor. Man kunne også bade, det gjorde ca 8-9 stykker. Vejret er helt fantastisk, sol og en del vind, så det er rart med en jakke.
Ved godt 19 tiden fik vi serveret en meget lækker middag bestående af laksekotelet samt en hvid fisk, desuden perfekt kogte grøntsager og lidt kartoffel, ved siden af var et salatbord, hvor det også indgik varme tigerrejer. Til dessert enten tiramisu eller brownie m is, senere kom oste bord. Vi har fået så meget mad at vi næsten ikke kan vippe med ørerne. Derefter alm hygge ved bordene og undervejs spillede Mads guitar og sang sammen med Elsebeth til.
Dagen har været perfekt “once in a lifetime”…..

1. FebrUAR, Doubtful Sound – Dunedin

Skrevet af Merethe og Sven

Efter en god nats søvn på skibet “Wanderer” vågnede vi op til en fantastisk morgen med smult vande.
Efter morgenmaden så vi en enkelt sæl. Vor guide Anzac fortalte om Doubtful Sounds geologi og fauna.
16 istider – den sidste for 14.000 år siden – har formet det specielle landskab
Der var udsigt til New Zealands tredjehøjeste bjerg, Mt. Grono – 1196 m. Det dybeste sted, hvor vi sejlede var 435 m. Det havde ikke regnet i 3 – 4 uger, så der var ikke så mange vandfald som normalt.
På et tidspunkt standsede kaptajnen skibets motor, så vi kunne nyde stilheden og blot høre lyden fra vandfaldene.
Da vi kom tilbage til havnen i Deep Cove havde vi igen internetforbindelse og stemningen i gruppen steg betragteligt, da vi så at Danmark havde vundet over Portugal og dermed kvalificeret sig til finalen i VM håndbold.
Vi fortsatte turen tilbage til Manapouri. Herfra kørte vi til Mossburn, hvor vi spiste vores medbragte frokost på rødternede duge og med udsigt til en rugbybane og fem Vestas vindmøller.
Turen fortsatte herefter gennem fladt landbrugsjord mod den østlige kyst, hvor vi nåede til Dunedin – den mest skotske by udenfor Skotland- lidt før kl. 18.00.

2. FEBRUAR, Otago Halvøen

Skrevet af Bodil og Niels

Vauw, hvilken fantastisk og vild dag.

Dunedin grundlagt i 1861 af håbefulde guldgravere og hvalfangere. Idag med ca 130.000 indbyggere. Byen er meget præget af skotske indvandrede, som arkitektonisk satte deres præg på byen. Noget mere velholdt som andet.

Det første stop på byrundturen var Baldwin Street, som officielt er verdens stejleste gade med en stigning på 35 grader. Vi stred os op ad de 350 meter og efter, vi igen havde fået vejret, gjaldede vores morgensang ud over Dunedin.

Næste stop var University og Otago grundlagt i 1869. Flotte, gamle skotske bygninger indkredset af mere moderne arkitektur. Knap 25.000 studerende årligt, heraf 15 procent fra udlandet – her i blandt 25 til 30 fra Danmark. Antallet af studerende på universitetet udgjorde hermed ca. 20 procent af indbyggerne i Dunedin.

Vi kom herefter til den flotte, ikoniske banegård i Dunedin. Idag kun til godstoge samt et enkelt turisttog. Vi blev herefter sluppet løs på egne ben, men det var søndag og ikke mange muligheder for shopping. Flere nåede et besøg i Sct. Pauls Angelican Cathedral, hvor der var konfirmation. Frokosten blev nydt på bryghuset Speights. Bestemt et besøg værd.

Herefter fortsatte vi til Royal Albatros Centre på spidsen af halvøen. En kringlet vej langs med bugten, hvor der var 1,8 meter i forskel på ebbe og flod. Optimale forhold for det store fugleliv i området.

Dr. Lance Richdale viste i begyndelsen af 1930’erne en stor interesse for fuglen The Northern Royal Albatros, som levede i få eksemplarer på spidsen af øen, som førhen var et fæstningsværk. Indtil 1938 var der ikke kommet levende unger på vingerne, da æggene var enten blevet spist af rovdyr eller stjålet af de lokale. Et fantastisk overlevelses projekt blev sat i værk for at bevare denne fantastiske fugl, således der i dag er 44 par i området, hvor der i år er født 39 unger.

For at undgå infektion midder foregår klækningen af ægget i en rugemaskine, men så snart ungen er tør, sættes den igen ud til sine forældre, som accepterer denne proces. Fødselsvægten er ca 300 gram, men ved 8 måneder er vægten oppe på 8 kg, ved hjælp af flittige forældre, som bringer føde ind fra en afstand af 100 – 160 km. Ved 8 mdr. alderen er ungen klar til at forlade reden og give sig ud på sin jomfrurejse på 10.000 – 12.000 km, med sit 3,5 meter lange vingefang. Efter 5 – 6 år vender den igen tilbage til fødestedet parat til at danne par med sin udkårne. Et livslangt parforhold. Gemmensnitligt bliver fuglene godt 40 år, og når at sætte 8 – 10 unger i verden. Områdets albatros blev 63 år og har givet liv til 14 unger. En sjov detalje for fuglen: Den kan omdanne saltvand til ferskvand via en sirlig proces i de indre organer. Kun 2 andre fuglearter kan dette.

Der er nu ca 250 Albatros fugle i området og vi var heldige at se dem på reder samt i luften. Kan ikke beskrives, men skal opleves.

Vi fortsatte herefter turen i minibusser, hvor vi var så heldige at have Ben fra Clearwater Wildlife som guide. En passioneret fugle elsker og -kender. Han spottede et væld af fugle, som fouragerede i det lave vand. I dag så vi dog ikke en Bar-tailed Godwit, som han så for et par dage siden. En lille fugl som tilbringer det en halve år i Alaska, flyver direkte uden stop til Otago halvøen, spiser sig fed og returnerer til Alaska med stop ved en sø på grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Vanvittigt!

På turen omtalte Ben også den tidligere hvalfangst. Der var mange hvaler i området ved opstarten. Det første år harpunerede fangerne ialt 290 dyr. Efter denne rovdrift i 10 år ophørte denne denne fangst, da bestanden stort set var uddød.

Vi blev herefter præsenteret for en større sæl koloni, ialt ca.250.000 sæler rundt på NZ. Hunnerne er stort set drægtige hele tiden. Når en unge er ca 1 år skubbes den fra moderen, da hun er højgravid med den næste unge. Drægtighed ca. 12 mdr. På stranden så vi desuden flere søløver.

Endnu et højdepunkt på dagen: Den guløjede pingvin. En af de mest truede pingvin arter. Der er 141 reder tilbage på NZ, og vi var heldige og så samlet 6 af disse truede pingviner. Der var også andre pingvin arter i området, som vi desværre ikke nåede at opleve.

Helt igennem en helt fantastisk dag, som er vanskelig at beskrive, men bør opleves. Skønt har det også været at opleve, hvor høj en prioritering naturen har for befolkningen på New Zealand, og hvordan det lyste ud af vores passionerede guider.

3. FEBRUAR, Moeraki Boulders – Twizel

Skrevet af Bjørn og Karin

Efter morgenmad var vi alle
klar med kufferterne til at blive lastet i bussen, dog var der lige et par glemte briller. Inden afgang skulle “tæller” (Dennis) og “nævner” (Ole) så til at passe deres jobs.
Turen gik til Signal Hill med skøn udsigt over Dunedin og Otago halvøen, hvor der også blev sunget morgensang og taget gruppebillede.
Botanisk Have var næste punkt, den blev etableret i 1863 og der findes 6800 forskellige planter/blomster. Vi fik lidt tid til at selv gå rundt.
Bussen kørte os videre til Te Kaihainaki (Moeraki Boulders), fantastiske runde sten på stranden hvis ophav henstår i det uvisse.
Der blev også frokosten indtaget, Fish and Chips, fisken var en Blue Cod. Efter sol og tur gennem souvenirbutikken gik turen videre forbi Omaru limstensformationer til Elephant Rocks som var resultatet af erodering. De lå på privat grund, masser af fotos.
Afsted det gik men kun til Kunow for en tissepause, dog forlænget af interessen for all blacks anfører igennem mange år. Det endelige mål var Lake Benmore dæmningen hvor vi på vej i bussen fik en gennemgang af Waitiki vandsystem.
Inden kaffe og småkager (skulle lige findes frem) gik vi en tur på dæmningen.
Så nærmer vi os Twizel og vores hotel hvor alle gerne ville vaske det gav lidt kø, men ellers hygge i haven inden middag, hvor der var et glas sponseret vin fra Merete og Svend
Dagen bragte også et par fejringer:
• VM for fjerde gang
• 2 x Bedstemor/far
Dagen sluttede med fin 3 retters menu og snak om morgendagen.

4. FEBRUAR, Mt. Cook

Skrevet af Harald og Dorthe

Maorierne kalder det for New Zealands tag

Da vi kørte mod Twizel i går så vi for første gang det prægtige bjerg og vi tror vi alle var spændte på at udforske det og samtidig lidt spændte på hvor “hård” dagen ville blive i morgen.
Da vi helst skulle gå turen inden det blev for varmt og der kom alt for mange andre turister startede vi tidligt med morgenmad kl 7 og afgang 7.45. Vi havde en køretur på 45 min foran os og som sædvanligt var vi alle klar i bussen 1 minut før planlagt afgang På turen nød vi alle udsigten til Mount Cook gennem forruden og gjorde et fotostop på Peters lookout hvor også morgensangen blev sunget. Vi behøvede ikke synge så kraftigt fordi vi fra morgenstunden havde det smukkeste vejr med blå himmel og tindrende hvide bjergtoppe og 24 gr Mount Cook er det højeste bjerg med sine 3755 m godt forfulgt af 23 bjergtinder over 3000 m og andre 140 over 2000 m.
Bjerget bliver hvert år besteget af ca 250 bjergbestiger og ikke alle kommer helt ned igen, nogle bliver aldrig fundet og de har via afskedsbrev sagt at skulle det gå galt “tilhører” de bjerget. For dem er der lavet et minde “alpine memorial” med mineplader Vi hørte om både den 1 mandlige og kvindelige bjergbestiger som begge blev store berømtheder. Edmont Hillary brugte bjergbestigning af Mount Cook som træning hvilket førte ham til toppen af Mount Everest sammen men Tensing d 29 maj 1953 Hillary blev adlet af den engelske dronning så da han kom ned igen var han Sir Edmont Hillary.
Da vi kom til parkeringspladsen ved Hooker Valley blev vi delt i 3 grupper for alle at gå the Hooker Valley track som er en rute på 12 km. Vi skulle alle forsøge at komme til Mueller Glacier søen. Vejen dertil var ikke svær men den gik over 3 hængebroer som ikke alle var helt trygge ved. Man måtte kun være 20 personer på broerne af gangen så man måtte vente lidt på det var plads Hele turen var utrolig smuk med tindrende bjergtoppe og brusende floder.
Vi nåede alle til søen og det obligatoriske gruppebillede blev taget med Mount Cook i baggrunden. Guiden i 1 gruppe tog en lille gruppe med helt ned til gletcher søen, vandet var 3 gr og det var utrolig smukt med små isbjerge drivende omkring. Det var lidt svært at se gletchere da overfladen var mørk af en overflade belægning/ støv men den lodrette side kunne man godt se isen. Vi skulle så alle retur af samme rute og der kunne vi godt mærke at der var kommet flere turister så der var tryk på de smalle stier.
Vel tilbage i bussen ventede frokosten på Hotel Hermitage. Vi fik en buffet med masser af muligheder for mad men det gav lidt kø ved soft ice maskinen, måske det var truttifrutti krymlet der trak. Restauranten havde en endevæg af glas med fuldt bjergkik, det findes ikke mange steder.
Sidste del af turen var endnu en lille “stroppetur” vi skulle op og se søen ved gletscheren Tasman . Turen var 3.6 km lang og med 87 højdemeter og den sidste del op på plateauet var lidt udfordrende med en ujævn smal sti og mange løse rullesten. Men det klarede de fleste også, det var træning til om man har mod på at gå Tongariro crossing. Hele turen tog ca 1 time og 5 minutter På vej retur til hotellet var der ro i bussen. Måske trætheden havde meldt sig Ole og Dennis har inviteret på et glas vin inden manden og det siger vi jo ikke nej til, menuen i aften står på buffet på hotellet.
I morgen venter nye eventyr på vej mod Christchurch .

5. FEBRUAR, Twizel – Christchurch

Skrevet af Anette og Hanne

Eventyret fortsætter
Vi kører mod Lake Tekapo i tåge, så vi kunne ikke se MT Cook en sidste gang på turen.
Tågen blev ret hurtig brændt af og vi fik endnu en dejlig solskinsdag.

Da vi kom til Lake Tekapo, spurtede Ole hen til kirken, hvor han stod i døren og skilte fårene fra bukkene
Church of Good Shephard, som er fra 1935, har den smukkeste udsigt ud over søen. Steward en ældre pensioneret politimand, fortalte om kirken og byens til tider barske historie. Vi sluttede af med vores morgensang i kirken og det var smukt at høre hvordan stemmerne fyldte den lille kirke.

Turen fortsatte mod Christchurch. Undervejs fortalte Ole om New Zealands levestandard, herunder skatter, skolesystem, lønninger m. m.
Vi ankom til The Tin Shed ( blikskuret ), hvor der blev handlet flittigt, mens mændene tilberedte en lækker frokost, der senere blev fortæret i haven.

Derefter gik turen mod byen Christchurch, der er den næst største by på New Zealand. Under køreturen fik de fleste en “morfar”.

I Christchurch kørte vi hen til papirs kirken, som er midlertidig opbygget efter jordskælvet i 2011.
Bussen stoppede ved Botanisk Have, så man havde mulighed for at nyde haven senere. Vi gik en lille rundtur i byen, hvor Ole fortalte om genopbygningen. Derefter havde vi 2 timer til fri leg, inden vi kørte til hotellet, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, så vi var klar til næste dags oplevelser.

6. FEBRUAR, Christchurch – Kaikoura – Picton

Skrevet af Hanne og Ernst

Så er vi klar til endnu en spændende dag.
Efter morgenmaden kører vi kl. 8 med høj sol mod Kaikoura.
Cam måtte dog lige give bussen ekstra luft. Vi er måske blevet for tunge.
I dag er det helligdag. Så der er ikke meget trafik.
Efter 1,5 time gør vi et kort stop i Cheviot hvor vi forretter vores nødtørft og synger vores morgensang.
Det er et smukt landskab på turen, med masser af vinmarker og meget skov.
Under krigene 1899-1902 og 1 og 2 verdenskrig fik soldaterne her fra øgenavnet Kiwierne. De var seje og frygtløse.
Her er mange broer med kun 1 spor.
Efter endnu 1 times kørsel når vi Kaikoura hvor delfinerne springer, når vi kigger ud over havet. Navnet på byen har Maorierne givet den. Det betyder “spiser skaldyr” .
Der bor ca. 3.500 personer og får besøg af ca. 500.000 om året.
I 2016 var der et kæmpe jordskælv og havbunden rejste sig ca. 2 m.
Vi bliver sat af i byen og går langs havet ud mod Peter fåreklippers hjem. Ole og Cam kører ud for at handle ind til frokost imens.
Vi blir samlet op efter ca. 3,5 km. Og kørt det sidste stykke.
Peter tar imod og vi kommer ind i laden hvor fårene bliver klippet. Peter fortæller om processen. Fårene blir klippet 2 gange årlig.
Vi spiser en dejlig frokost med rugbrød i hans have.
På vejen til vingården Peter Yeland stopper vi kort for at se sæler.
Vi kører på “White Road” gennem vinmarkerne. Der er vinstokke så langt øjet rækker.
Efter endnu 1 times kørsel når vi transit byen Picton. Her ser hyggeligt ud. Vi skal spise på en bar de næste dage. Alt er super.

7. FEBRUAR, Marlborough Sound

Skrevet af Lisbeth og Claus

Vi skulle på den korte tur med vores chauffør Cam som guide.

Efter morgenmad på DA’s Barn skulle vi med postrutebåden kl. 9.30. En dejlig sejltur gennem fjorden. Vi så huse der lå helt ud til vandet, hvor både var den eneste transport mulighed. Vi lagde til flere steder for at sætte folk og forsyninger af, inden det blev vores tur til at komme i land og nyde den smukke natur.

Vi gik en skøn tur gennem det dejlige landskab. Cam var en fantastisk guide, der fortalte os om dyrelivet, planter og de træer vi så. Vi så det ca. 1.000 år gamle Rimu træ der har en diameter på 2.04 m og en vidde på trætoppen på 30 m.
Cam fortalte om the Silver Fern, bregnen der har den sølv lignende farve på undersiden. Maorierne brugte bladene, der kan lyse og vise vej i mørke.
Det er også Silver Fern bladet der er på New Zealands flag og bruges som logo på bl.a sportsudøveres tøj.

Vi mødte også Weka fuglen på vejen. Den var dog hurtigt væk, da vi nærmede os på hele turen larmede cikaderne.
Vi mødtes med den anden gruppe, der havde gået ca. 12 km.,til en super lækker frokost, cæsar salat, på Furneaux Lodge inden turen gik tilbage til Picton med båden. På sejlturen var der en del der hev nogle store torsk i land.
Vi var også så heldige at se delfiner på vejen hjem.

Da vi kom tilbage til hotellet havde Ole og Dennis forberedt en vinsmagning med dejlige vine fra bl.a Peter Yeland.

En lækker 3 retters menu blev indtaget på DA’s Barn. Efter spisning var der fællessang for og med nogle lokale.Marlbo

7. FEBRUAR, Queen Charlotte Track

Skrevet af Dennis

Vi var 29, incl Ole og undertegnede, der skulle gå de 11 km af Queen Charlotte Track fra Resolution Bay til Furneaux Logde. Kl.08:00 var der afgang med post båden fra Picton og lidt over en time efter gik vi land i Resolution Bay.

Vi delte os i 2 grupper, og startede ud med med 5-10 minutters mellemrum.

I begyndelsen gik opad, på pæne stier, dog nogle steder lidt kuperet med løse sten.

Der var udbredt Cikade sang på det meste af turen, istemt af fugle fløjt. Vi så da også vifte fuglen flere gange, samt andre småfugle.

Cirka halvvejs på turen, mødte vi den første gruppe ved plateau med borde, bænke og et drop-down toilet. Her hilste vi også på 2 Weka’er, Kiwi’ens fætter, der heller ikke kan flyve. Den ene viste sig være en lille slambert, og da en gæst havde sat sig på bænken, med en åben müslibar, snuppede Weka’en den simpelthen ud af papiret.

Vi var nået op i omkring 230 meter over havet, og begyndte nu ned stigningen mod Furneaux Logde, hvor vi ankom efter 3:30 på track.

8. FEBRUAR, Picton – Wellington

Skrevet af Henny og Jens

Endnu en fantastisk dag starter med flot solskin og godt humør fra alle. Efter at kuffertdrengene havde pakket bussen mente Cam at de fortjente en øl (alkoholfri kl. er jo kun 9.30) Så er vi klar til at gå til færgen Picton-Wellington efter udlevering af madpakken (Dennis og Ole siger at de selv har smurt dem). Efter ca 1 times sejlads i den smukkeste udsigt er vi ude af fjorden og ude på “åbent hav” og det giver lidt dønninger. Efter ankomst til Wellington “Nordøen” som er verdens sydligste hovedstad grundlagt i 1865 kører vi gennem byen op til Mount Victoria. På vejen kører vi forbi Sky Stadion og Parlementet. Wellington holder rigtig mange festivaler året rundt, men har også et øgenavn Windy . Desuden har de rigtig mange jordskælv i byen så meget er jordskælvssikret. Indbyggerne tror at den nordlige halvø en dag knækker over i 2 pga. de mange jordskælv. Vi kørte hurtigt gennem byen da trafikken gled fordi det er lørdag og derfor ikke så meget trafik gennem byen. Vel oppe på udsigtspunktet Mount Victoria ad de snoede veje og bussen parkereret tæt på, nød vi den fantastiske udsigt over byen. Efter indkvartering på West Plaza Hotel havde alle fri leg indtil aftensmaden.

9. FEBRUAR, Wellington

Skrevet af Mads og Elsebeth

Good morning, Wellington.

Så blev det tid til at få benene rørt – igen. Efter morgenmaden samledes vi foyeren kl. 8.45, for at gå i flok til Museum of New Zealand – Te Papa.
Museet er indviet i 1998, indeholder ca. 36.000 m2 fordelt på 6 etager og er omgivet af ca. 2.400 m2 original New Zealandsk natur. Prisen for byggeriet var, i danske penge, i omegnen af 1,4 mia. kr.

Undervejs besøgte vi et kunstværk “City to Sea Bridge sculpture” på Civic Square af kunstneren Paratene Matchitt fra 1993. Værket er lavet af drivtømmer og markerer forbindelsen mellem hav og by.

Efter at have sunget vores morgensang fortsatte vi, stadig til fods, til museet, hvor vi fik udleveret billetter og ventede indtil klokken slog 10. Da vi fik lov til at gå ind brugte Ole de første 10 minutter til en hurtig rundtur, hvorefter vi blev sluppet fri i udstillingerne i 2 timer. Som en god detalje kan nævnes, at teksten på alle skilte står på både engelsk og maori-sprog.
Alle deltagere havde forskellige afdelinger, de gerne ville fordybe sig i. Rigtig mange var en tur i jordskælvs simulator, inden vi mødtes ved bussen udenfor.
Frokosten fik vi ved de medbragte borde i Botanisk have. Efter at have spist, sang vi fødselsdagssang for Karin.
Derefter gik vi op og op, indtil vi nåede toppunktet for Wellington Cable Car. Den kørte os ned i midtbyen, hvor vi blev sluppet fri til at kunne anvende resten af eftermiddagen efter eget ønske.
Der var aftensmad kl. 19.30, og dermed slut på endnu en begivenhedsrig feriedag.

10. FEBRUAR, Wellington – Tongariro

Skrevet af Cecilia og Klaus

Efter god morgenmad på Hotel West Plaza forlod vi hovedstaden Wellington godt mættet af mange indtryk fra den gæstfrie by og drog videre nord på.
Vi gjorde ophold ved Te awahou, hvor der står en holllandsk mølle. Her stod folk i kø for at tanke op med lakrids, det var lige før morgensangen blev forsinket, men vi fik sunget for at bibeholde det gode vejr.
Vi kørte videre mod Whanganui, på vejen kørte vi igennem Bulls, hvor der er figurer af tyre. Vel fremme i Whanganui startede vi en gåtur nedad bakke fra krigmonumentet fra 1. Verdenskrig, det var rart at få rørt benene.
Vel nede forsatte vi til Poul og Sues hus, hvor grillen var i gang og borde sat op. Her nød vi godt af deres gæstfrihed og fik en god frokost med fårekød, pølser og salater, og kage til dessert meget velsmagende. Vi så deres dejlige hjem med højt til loftet og mange kvadratmeter. Efter frokost viste Paul sin værksted/garage frem med veteranbiler, motorcykler og meget mere. Nogen interesserede var heldige at få en tur på motorcyklerne, der var dog en enkel der fik en forskrækkelse og en hudafskrabning.
Bagefter var det tid til at sige farvel og tak til Paul og hans forældre.
Turen gik mod Tongarino nationalpark, hvor der blev stille i bussen indtil Dennis fortalte om maorierne og deres skabelsesberetning. Vi nød det flotte landskab med grønne bjerge og floder på trods af den begyndende regn, så man kun kunne se den ene vulkan.
Da vi ankom til The Park Hotel Ruapehu var regnen holdt op igen.

11. FEBRUAR, Maori Kultur dag

Skrevet af Bjørn og Karin

Dagen startede med at der var lang kø til morgenmaden. I bussen bød “Høvdingen” velkommen.
Det var temmelig diset men det blev bedre så der var udsigt til vulkaner og søen Lake Rotoaira.
Mødte Tom ved busparkeringen hvor vi i samlet trop gik mod Lake Rotopounamu og Tom fortalte om diverse træer, spiselige og medicinske planter, vi smagte på peberblade !
Tissepause ved halvvejen, sol og fugtigt vejr.
Tilbage ved bussen havde vi tilbagelagt 6,5km i let kuperet terræn.
Kørte mod Tom og Tamari’s sted hvor vi fik introduktion, kvinderne forrest gennem indgangen, men mændenes forrest på siddepladserne. Så holdt Tom en velkomsttale på Maori, derefter var det onkels tur og til sidst vores egen Høvding “Wounded Knee” på eget sprog, derefter skulle alle op og hilse med håndtryk og næse/pande hilsen, derefter var vi accepteret i gruppen og så startede regnen.
Vi gik derefter over til den forberedte Hangi hvor så maden blive lagt i og dækket til med våde lagner, sækkelærred og til sidst jord.
Så blev det tid til frokost med lam og salat, oste og kagebord, men først bøn ved Tom og onkel.

Efter frokost fortalte Tamari om de 5 vægmalerier;
• Earth mother
• Father sky
• Skovens træer, fugle.
• Gardens med med generøst gæstfrihed, bregnerødder lavet mad som gav mørke tænder.
• Frisk vand med ørred og krebs, saltvand med bl.a.ål.

Derefter var der fremvisning af diverse håndarbejder bl.a. arvegods.
Ekstraordinært besøg på kirkegården med Tom.
Så blev det tid til at besøge Maraien men først af med skoene.
Det er et af Maoriernes helligste steder så vi var beæret over at have fået adgang.
Der fortalte Tom og Tamari om hele historien bag. Der var et par smånik
undervejs, men meget interessant indblik i Maoriernes historie og kultur.
Øl pause, Tom trængte til at få smurt stemmebåndene.
Nu var maden ved at være klar i Hangien, vi så hvordan den blev afklædt og løftet ud til køkkenet.
Så kom skole børnene tilbage fra skole og gjorde sig klar til deres optræden med lokal sang m.m.
Først blev det damernes tur til at deltage med ponponner med snor i ! Det skabte en festlig stemning da det gik over al forventning. Derefter blev det mændenes tur, de skulle lære en Haka, så af med t shirt m.m. så der var dømt bare maver, tanker blev henledt på “Chippendales” dog version 2!
Så kom maden på bordet, meget lækkert kød, gris, får og kylling samt tilbehør.
Oprydning ved skolebørnene og det hele afsluttedes med et par sange med Tom på guitar.
Håndtryk og High five hele vejen rundt.
Tak for en dejlig dag.

12. FEBRUAR, Mt. Ruapehu

Skrevet af Solvejg og Kurt

Dagen er den store vandrerdag. Otte var klar til Tongariro Crossing og tog allerede fra hotellet kl. 06:45. Og den tur er der en anden der skriver om.

Resten af os stod op til en flot dag med fuld sol og godt humør. Efter et solidt morgenmåltid kørte vi fra hotellet kl. 08:30.
Første stop var ved Taihaw Falls. Ca. et kvarters kørsel fra hotellet. En fin sti gik ind til vandfaldet. Det var kønt, men den unikke ting var Gollums sten, som mange kender fra ringenes herre. Flere scener i området har lagt kulisse til samme film.
Derfra kørte vi videre mod dagens hovedmål, Mt. Ruapehu, en aktiv vulkan, som skulle bestiges af de, der havde mod på det. Vi blev sat af bussen ved Whakapapa, hvorfra vi fortsatte med Sky-Waka (gondol-bane) til vandreturens startsted. Vi kom op til en terrasse med en vidunderlig udsigt, og her besluttede man så, om man ville med videre op.
Vi var 14 der var klar til forsøget. Det var en lidt udfordrende tur, da vi startede i 1980 meters højde og ville ende op i 2287 meters højde. Vi lagde godt fra land, men allerede kort efter starten, var der et par stykker der vendte om på grund af fysiske problemer. Respekt for det.
Vi andre fortsatte og efter ca. 1,5 time nåede vi toppen. Lidt stolte og meget svedige.
Vi blev belønnet med en fantastisk 360 graders udsigt, som ikke kan beskrives, men skal ses. Så tjek lige billederne.
Nedturen var udfordrende for knæ og hofter, men efter en god time var vi alle kommet godt ned igen. Lidt trætte men strabadserne var hele turen værd.
På vejen tilbage til hotellet besøgte vi et visitorcenter, der fortalte historien om området.
Vel ankommet til hotellet mødtes vi med det andet hold og resten af dagen gik med hygge på hotellet.
Endnu en god dag på turen med “once in a lifetime” oplevelser.

12. FebrUAR, tongariro Crossing

Skrevet af Ole

Vi var 8 morgenfriske vandringsfolk, som var klar kl. 6.45 udenfor The Park. Sikke en morgenstund – totalt skyfrit.
Vores chauffør og guide kom planmæssigt og kørte os i minibus til startstedet på Crossingen. På et gult skilt stod det at turen er på 20,4 km.
Vores guide startede med at give os lidt gode råd om turen. Vi var alle forventningsfulde og klar til at “give den gas”.
Vi startede gåturen i 1060 m højde.

De første fire kilometer gennem dalen gik over stok og sten. Verner satte tempoet højt fra starten og vi andre fulgte efter. Jeg tænkte det ligger en “Tongario Crossing rekord” forude og venter på vores gruppe.

Første udfordring på turen gennem ny og gammel lava, mos og rislende vand var “the devil’s staircase”/“Stairway to heaven” (djævelens trappestige/trappen til himmeriget)
Nedefra så vi små tændstikmænd helt oppe på bjergkammen – her skulle vi også op. Alle klarede “trappen” i flot stil med selvvalgte pauser.
Undervejs op så vi golde og flotte landskaber. På et tidspunkt kunne vi tydeligt se vulkanen Mount Teranaki ude på Vestkysten, afstanden i fugleflugts linje er ifølge vores guide ca. 150 km.
Da vi nåede op til det store “South Crater” måtte vi alle have vores trøjer på igen. Vinden var her meget kølig.
Det sidste stykke op til “The Red Krater” som ligger i en højde på 1886 meter gik også fint, dette på trods af lidt fedtede stier, som skyldtes gårdsdagens regnvejr.
Her dukkede The Blue Lake også op – den virkede nu mere grøn i farven end blå. Det skulle være vores frokoststed idag, da det lugtede for meget af svovl ved Emerald Lakes – de tre rigtige og nærmest krystalagtige grønne søer som lå nedenfor The Red Carter.
Farvespillet i klipperne, krateret og søerne var helt fantastisk her på toppen – “Once in a lifetime view” – eller “Kald det hvad du vil udsigt”
Efter indtagelse af vores vrap og Sue’s store “Doggy bag” kom “nedturen” – lang gåtur af snirklede stier og mange mange trapper. Flere begyndte at tænke på spabad og kolde øl.
Alle kom ned godt trætte i benene – men heldigvis i godt behold. Vi så enkelte på turen som var gået sukker kolde.

Merethe kom med dagens citat kort før vi kom til udgangen “Den sidste kilometer virkede nu længere end 700 meter”

Lidt fakta om Tongario Crossing:

Længe 21,55 km
Højdemeter 1220
Stigning 822 meter
Varighed 7,45 timer

13. FEBRUAR, Lake Taupo – Rotorua

Skrevet af Anne Grete og Verner

Vi forlod Park hotellet i ro og mag og fuld sol. Alle overlevede strabadserne i går, både de 7 (+ Ole )der gik den store tur og de 12 (+Dennis og Cam) som gik den stejle tur op fra gondolen. Og også resten, som nød sol og samvær på terrassen, hvor gondolen kom op. En forvred dog foden, men det var inden gondol turen, så det skyldes ikke vanskelige terrænforhold, men alm uheld. Godt det er sidst på turen.
Kort efter afgang opdagede en anden at hans tlf manglede, men inden Cam kunne vende bussen blev panikken afblæst, den var tabt i bussen.
Vi ser nu ind i en dag med lidt mere ro på, og flere af os kan mentalt godt mærke nedtællingen til hjemturen er begyndt, der er ved at være overflow på harddisken af gode oplevelser og meget info, kun 2 dage tilbage i dette dejlige land, så skal vi hjem i kulden.
Efter en god halv times kørsel stoppede vi ved et udsigtspunkt over Lake Taupo og sang vores morgensang. Turen fortsatte til byen Taupo, som ligger utroligt smukt ved søen. Byen har mange fine huse, parcelhuskvarterer, som minder om vores, bortset fra at de bor tættere og typisk har plankeværker/jernhegn som afgrænsning. Taupo virker eksklusiv. Vi fik fri et par timer til at shoppe, drikke kaffe osv og nyde den smukke udsigt over søen.
Efter en god times picnic i et grønt område ned til søen gik turen videre til et foto stop ved et vandfald, hvor nogen var heldige at se kajakroere tage turen gennem vandfaldet. Ingen af holdet turde tænke på at sidde hverken i kajak eller i gummibåd.
Der var nu en god times kørsel til Rotorua, gennem smukt landskab, som ikke mange så..ZzzzzzzZzzzzzzZzzzzzz….
Ankommet til Rotorua blev vi sat af ved søen og gik en tur bl.a. gennem fin park, og vi oplevede sporadisk lugten af svovl.
Temperaturen har nu ramt de 25 gr.
Et par timers afslapning med bl.a. pool (som nogen mente, der var isterninger i ) og spa blev det også til, inden vi kørte afsted til middag hos Judith og Mike, som lavede mad i et forsamlingshus, dejlig mad med rigtig brun sovs.

14. FEBRUAR, rotorua

Skrevet af Birgit og Mogens

God morgen til sidste dag med oplevelser på NZ for os der rejser på hold 2 i 2025

Efter en dejlig morgenmad, er alle klar –
Vi er rystet rigtigt godt sammen og har en virkelig dejlig gruppe

Vi starter med at gå til Te Puia thermal park, hvor vi får en guidet rundvisning af en guide der har meget på hjerte…. Det går meget hurtigt, så ørene holdes stive

Vi hørte om den undergrund der er på stedet og ser Kiwi fuglen – der er en udstilling, der giver mulighed for at gå ind og følge kiwien der er et natdyr, som kun yderst sjældent ses i naturen – alle så vist både voksen kiwi og den unge kiwi – her må vi ikke tale eller tage foto…. Det med at være stille er en udfordring
Kiwi hun lægger tre æg i yngle perioden, de vejer 20% af hendes vægt; det svarer til at kvinder, tre gange om året – med en måneds mellemrum skulle føde 12-15 kg tunge babyer- puh ha siger jeg bare!
Til gengæld ruger hannen hele perioden.

Vi så en Geyser “springe” – virkelig interessant – der er kraft på – meget! og varme
sten i området er virkelig varme, der er skiltet med danger.
Den vi så “springer ca hver 45. Minut
Den springer oftest ca 15m op
Det er helt ufatteligt at der kan være så meget varme og energi i jorden og kort derfra er jorden “kun” 6 grader

Vi fik lidt tid på egen hånd, inden vi mødtes for at se et Maori kultur indslag – Haka show
De danser og synger i Marea, (dansk forsamlingshus)
De udtrykker sig flot med dans, sang og fagter med stave og “Bolds”
De tramper og laver et utroligt flot og kraftfuldt kropssprog
Det var sjovt, interessant og kraftfuldt – sikke øjne de kan lave!

Maori kulturen er stadig vigtig her i området og der gøres meget for at formidle kulturen

Vi fik en lækker frokost på stedet og grinede lidt af at bordene var reserveret til
“Sweet As” – det er chauffør Sue der på bedste vis har sørget for det – tak!

Så kørte vi lidt videre og så et område, hvor der bor Maorier og hvor vi fik lov at komme ind og se en lokal kirke – spændende at høre om de forskellige symbolers betydning
Den lokale bibel var både på engelsk og på Maori – sikke respektfuldt –
vi så endda Jesus gå på vandet! Så vi har oplevet meget

Så var der lidt tid til overs inden vi skal køre ud til Judy og Mick, hvor vi skal spise til aften. Den blev udnyttet forskelligt; nogle tog med retur til hotellet, hvor de slappede af.
3 hold blev kørt til den lokale lufthavn for at hente biler, de bliver her nemlig lige lidt længere.
Vi sidste tog med til byen og fik købt lidt mere til de slunkne kufferter

Aftensmaden fik vi hos Judy og Mick – et ægtepar som lejer sig ind i den Hollandske klub og laver mad ud af huset – og så har vi fået lov at komme og spise
Vi føler os heldige, maden var super, det var grillet lam med lækkert tilbehør og der blev sunget og festet lidt her den sidste aften
Vi havde en konkurrence om hvor mange km vi har kørt på turen
Der blev fundet en vinder og der var fin gave Pingvin og Kiwi til de heldige/ dygtige som nok har talt sammen, det var nemlig et par, tillykke
vi har kørt knap 2681 km
Vi har gået mellem 7 og 10 km dagligt, så skridttælleren har også været på “arbejde”

Da vi kørte retur, kørte vi forbi Red Woods som er gangbro lavet i træer og med lys, det så flot og spændende ud
To par skal prøve denne oplevelse i morgen, inden de kører videre på NZ
Det glæder vi os til at høre mere om, når vi – sikkert ses til gensyn dag den 30. april

Alle udtrykker tilfredshed med turen og de oplevelser vi har haft sammen
og vi er enige om, vi har været en fantastisk god gruppe og særlig lægges vægt på at vi har grinet meget

15. & 16. FEBRUAR, Hjemrejse

Skrevet af Ole

Dennis og jeg stod klar ved morgenmaden 06.30. Den første kaffekop var meget meget tynd. Vi bad den flinke og morgenfriske pige om “en bytter” – hun kom hurtigt med en ny kande. Så kunne en ny dag begynde – en god stærk kop kaffe er vigtig for os danskere.
Vi tog afsked med Dennis, som skulle tilbage til The Park og Tongario National Park for at hjælpe i Sue’s bus de sidste dage der.

08.15 var bussen klar til afgang fra Distinction Hotel og “turisterne” stod klar på “rad og række” for at tage afsked med os som skulle hjem til det kolde nord. Vi fik også “dagen idag min ven” for fuld udblæsning af dem. Vi glæder os til gensynsmødet til at høre om deres oplevelser især ved “Hot Water Beach” – hvem graver hotpool og hvem kommer med “boblerne….”

Der var meget stille i bussen på vej mod lufthavnen i Auckland. Der blev lidt mere “liv i kludene” efter vores tisse pause i Huntley, hvor madpakker fra Judith og Mike blev udleveret sammen med kolde øl.
Vi fik krammet og taget pænt afsked med Cam i lufthavnen. Cam så frem til at skulle hjem og fejre fødselsdag for hans tvillinger.
Pigerne bliver 24 år idag.

Flyveturen gik rigtig fint tilbage til Danmark. Flere fik taget et ordentligt “powernap” på specielt turen fra Singapore til Kastrup.

Stor tak til jer alle for at have taget JA-hatten med på tur.

Jeg glæder mig til at se jer til gensynsmødet den 30. April.