New Zealand Tur 1 - 2026
5. & 6. januar, rejsen til sydney
Skrevet af Steen Hansen.
Så kom dagen endeligt hvor vi skulle flyve til New Zealand via Australien. For at være sikker på at være i lufthavnen til tiden var en del kommet til København dagen inden, man ved jo ikke om DSB kører til tiden.
Men alle var der til tiden og check in forløb uden problemer. Klokken 12 var det så meningen at vi skulle afsted med SQ 351, men da det sneede en del skulle alle fly afises og det tog tid. Starten gik så efter halvanden times forsinkelse, men hvad så ville bare være mindre ventetid i Singapore. Det blev starten på en 12 timers flyvetur.
Singapore nåede vi så næste morgen hvor vi mødte de sidste 3 deltagere til turen. Efter knapt halvanden times ventetid blev vi sat på SQ 211 mod Sydney. I en halvgammel Boeing 777-300, et slidt fly og hvor der ingen plads var, så det blev en lidt hård tur på syv og en halv times flyvetur.
Nå, vi ankom til Australien kl. 21 og havde ingen problemer med immigration eller told. Eneste problem var flyet holdt på landingsbanen i næsten en time, da vores plads var optaget. Dejligt var det at Alexander kom med sin lidt slidte bus og kørte os ind til The Grace hotel i centrum. Et flot sted, men ikke mange tog notits af det, alle var trætte og tænkte kun på at komme på hovedet i seng. 24 timer på farten, deraf 22 timer i flyverene.
7. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Hanne og Leif Ballegård
Efter få timers søvn var det tid til at stå op og opleve Sydney. På 6. etage startede dagen med infernalsk larm af brandalarmen i ca. 10 minutter. Heldigvis viste det sig at være falsk alarm. Der var morgenmad 7.30 med alt hvad hjertet kunne begære. En time senere var vi klar til at gå en byrundtur i strålende sol og i temperaturer vi ikke var vant til hjemmefra! Hotellet lå meget centralt, så vi kunne gå til seværdighederne. Vi startede i den gamle bydel The Rocks, hvor vi så, hvor fangerne havde opholdt sig og vi gik rundt i Cirkular Quay, hvor der var mange mennesker der skulle med færgerne, “myrerne”. Dernæst gik vi til Operahuset, hvor vi fik en guidet rundvisning. Vi hørte historien bag faconen på buerne, hvorfor der var forskellige klinker fra Höganes som tagbeklædning, hvorfor vinduerne buede 45 grader og hvad tanken var med de mange trapper osv. Vi så de forskellige koncertsale, og fordi vi var danskere fik vi lov at se Jørn Utzon salen med det vævede vægtæppe han havde fået designet, men ikke selv nåede at se i virkeligheden. Skønt han blev fyret på et tidspunkt, blev han taget til nåde efter nogle år og hædret som skaber af Operahuset. Nu er det hans søn Jan Utzon og hans søn , der er ansvarlig arkitekt delen på stedet. Operahuset blev indviet 20/10 1973 og kostede 102 millioner dollars og ikke 7 millioner dollars som budgetteret.
Vi tog tilbage til hotellet og spiste frokost, men senere vendte vi tilbage til Cirkular Quay Wharf 6, hvor vi var på havnerundfart. Det var varmt at sidde på soldækket, så nogen blev vist lidt søvnige. Vi tog letbanen tilbage til hotellet, så vi om aftenen kunne gå til Darling Harbour, hvor vi spiste på den italienske restaurant Casa. En fin dag med mange indtryk.
8. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Hanne og Leif Ballegaard.
Vi stod op til 2. dag i Sydney, der lovede temperaturer op til 32 grader!
Efter morgenmaden mødtes vi for at udfylde arrivalcard til New Zealand. Det var en omfattende sag, så godt Lone og Steen var der til at hjælpe.
Efterfølgende tog vi på tur i området omkring George Street og tog op i Sydney Tower Eye, der er 309 meter høj. Turen til toppen tog 40 sekunder med elevator. Deroppefra var der en flot panoramaudsigt 360 grader rundt.
Dernæst var vi i Queen Victoria Building, en victoriansk bygning i 4 etager der rummer mange små specialbutikker. Det er også der, man finder et brev fra dronning Elisabeth, der blev skrevet tilbage i 1986, men først må åbnes efter 99 år i 2085. Der er kun i selskabet, der måske får mulighed for at opleve det.
Frokosten fik vi på Slip Inn, hvor Frederik mødte Mary. For at markere tilknytningen til “vores dronning Mary”, har de et dansk flag hængende udenfor. Desværre var det viklet helt rundt om stangen, så det ikke var så synligt. På menukortet tilbød de blandt andet “ El Frederiko Hot Dog”.
De måtte regne med, vi var meget sultne, for de blev ved med at komme med store mængder mad til os.
Efterfølgende var der mulighed for at opleve byen på egen hånd, tage til Opera i Operahuset eller tage på Bridgewalking. Vi valgte at deltage i 3 timers Bridgewalking sammen med 11 andre. Det var en stor oplevelse, hvor vi fik meget at vide om broen og byen og samtidig fik “mange skridt på kontoen”. Aftensmaden skulle vi selv sørge for, men mange valgte at spise sammen i restauranten ved Operahuset, hvor der var velsmagende kænguru på menuen. Samtidigt kunne vi følge med i aftenbelysningen af hele skyline.
9. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Jenny og Ole Ebbesen
Efter at have indtaget endnu en super god morgenmad på hotellet – og tilrettet de sidste oplysninger om indrejsekontrol til New Zealand var vi klar til at gå kl. 9.00
Første stop var ved Hyde Park. En grøn oase på 16 ha. i byen. Her var John så “heldig” at blive afkølet da han satte sig på en bænk og så startede et automatisk vandingsanlæg.
Derefter gik vi videre til Sct. Marys Katedral- en stor flot kirke.
Så gik turen gennem Botanisk have også en virkelig skøn oase i byen med mange gamle store træer på flere hundrede år. Haven er på 30 ha. Vi gik ud af haven ved Opera Huset.
Vi gik herefter forbi Circular Quay og gennem den gamle bydel The Rocks, hvor vi nød en velfortjent kold øl.
Herefter gik turen videre ud på Harbour Bridge – til på midten, hvor udsigten til Opera Huset var helt optimalt. Broen er et imponerende stykke ingeniørarbejde. Broen trænger dog til at blive malet, men det er et større projekt- 13 millioner liter maling og 2 års arbejde.
Vi gik herefter sammen med Pia og Peter hjem til hotellet og fik frokost, mens Lone gik en anden vej sammen med en lille gruppe.
Dagen sluttede med aftensmad på restaurant Casa.
10. JANUAR, SYDNEY – AUCKLAND – ROTORUA
Skrevet af Jonna og Søren Andersen
Så kom dagen hvor vi skulle videre til New Zealand.
Morgenmaden kunne indtages fra kl 6 og bussen var pakket og alle var klar til afgang mod lufthavnen kl 6.30
Lone fortalte om de områder i Sydney vi kørte igennem, samt de ting vi godt kunne glæde os til de næste dage når vi kom frem til New Zealand.
Indtjekningen i lufthavnen gik hurtigt og vi var klar til at forlade Sidney.
Efter en fin og rolig flyvetur ankom vi til Auckland, hvor temperaturen nu var faldet til 28˚c . I går i Sidney var vi oppe på 39˚c.
Efter ankomsten skulle vi igennem immigration, paskontrol og check af rengjort fodtøj. Alt gik super hurtigt og efter ca. 30 min var vi alle udenfor lufthavnen.
Herefter fandt vi frem til bussen, hvor Sue tog imod os med frisk kaffe, frugt og pizza.
Ankom til hotellet i Rotorua – fik tildelt vores værelser, derefter var vi alle til endnu en lækker gang aftensmad.
11. JANUAR, rotorua
Skrevet af Birte og Steen Byrel
Dagen i dag var vores første i New Zealand og startede med dejlig morgenmad på hotellet.
Efter morgenmaden var der afgang til Te Puia – men først sikrede Lone sig at vi alle havde balance i væskeindtaget – så dem der var i underskud fik tilbudt elektrolyttabletter til vandflaskerne.
Så afsted og første stop var i en del af Rotorua hvor der bor mange maorier. Ved flere af husene var der flotte indgangsportaler skåret ud i træ som alle havde bestemte symbolikker. Mange af dem har ikke komfurer så maden tilberedes i underjordiske “ovne” – de bruger varmen fra de termiske kilder.
Tænk at bo i et hus hvor man uden forvarsel kan opleve at en gejser springer i soveværelset – skræmmende.
Da vi kom til Te Puia stod vores guide Patrick klar til at vise os rundt i området. Først bød han velkommen på maori sproget – derefter heldigvis også på engelsk. I øvrigt betyder Te Puia = “vi deler vores skatte med jer”
På rundturen så vi gejsere i udbrud – Patrick vidste lige hvornår vi skulle være hvor for at se udbruddene, fantastisk, vi så Kiwi fuglen som heldigvis var aktiv og vi så en skole hvor de unge maorier lærer de gamle håndværksmæssige færdigheder: træudskæringer, arbejde med jade og hvalben samt fletning med Flax.
Sue kom og hentede os og vi kørte til Ohinemutu hvor vi var så heldige at komme ind i St Faith’s Anglican Church – herinde fortalte Ann om kirkens historie og om hvordan de kristnes og maoriernes kulturer er forenede – som bl.a. visualiseres med et billede af Jesus i maoribeklædning
Sulten meldte sig og vi kørte ud til Redwood skoven hvor der blev fremtryllet den lækreste frokost som vi spiste ved borde dækket med rødternede duge. Det var også en mageløs oplevelse.
Da vi havde spist gik vi en tur i Redwoodskoven og kørte så tilbage mod Rotorua centrum hvor flere af os blev sat af så vi kunne hæve kontanter.
Rotorua er i øvrigt en by hvor der hele tiden lugter af svovl – på grund af de termiske varme kilder som kan “puppe up” alle steder.
Vi spiste aftensmad på en restaurant vi kom til via en gondol op ad bjerget – her var der en KÆMPE buffet og den fineste udsigt. Da vi kørte derfra mente Sue helt sikkert at kunne mærke der var mere læs på bussen.
Tak for en god dag.
12. JANUAR, rotorua – lake taupo – tongariro
Skrevet af Aase og Esben Hansen.
Efter en god morgenmad blev bussen pakket, og nogle nåede lige en gåtur til rosenhaven, inden vi forlod Rotorua og kørte mod Lake Taupo.
Vi kørte gennem et smukt kuperet landskab, et landbrugsområde med meget kvæg.
Der er meget vulkansk aktivitet i området.
New Zealand er verdens yngste land. De første mennesker, maorifolket, kom hertil i slutningen af 800 tallet fra Polynesien og styrede efter sol, måne og albatrossen.
Maorisproget tales i dag af 200.000 mennesker.
Lone læste maorifolkets skabelseshistorie for os.
Vi kørte et stykke langs floden Waikato River, den er 409 km lang fra Auckland. Langs floden var der mange varmekraftværker som udnytter varmen i undergrunden, og vi så hvordan en af dem var lavet med pipelines op til 5 km lange. 60% af New Zealands energi er grøn.
Vi holdt kaffepause ved Huka Falls, et flot syn med det klare blå vand. Samtidig begyndte regnen, så vi fik fortyndet kaffen.
Vi fortsatte til Lake Taupo, New Zealands største sø. Der fiskes forskellige slags ørreder i søen.
Her var vi rundt i byen Taupo, det var blevet tørvejr igen. Byen er en aktiv sportsby og er kendt for Ironman konkurrencer.
Herefter kørte vi til den lille havn og fik frokost i det grønne med udsigt over søen. Efter frokost sang vi fødselsdagssang for Helle og “morgensang”.
Den første dansker, Hans Falk, kom hertil i 1820 med et norsk hvalfangerskib.
Han tog navneforandring til Peter Tabsel og blev gift med maorihøvdingens datter.
Vi hørte om hans liv sammen med marioerne og hans efterkommere.
Vi fortsatte sydpå langs søen gennem et fantastisk naturområde med oprindelig beplantning og sommerhusområder ned til Turangi. I byen har marorierne bygget en skole, hvor deres børn lærer marorikulturen.
Vi holdt et pitstop og Lone gav fødselsdagsis og et fotostop, hvor vi så søen fra sydsiden.
Så kørte vi ind i Tongario Nationalpark, vi havde flot udsigt til de 3 vulkaner. Parken blev skænket til staten af marorifolket og er en af verdens første nationalparker, den har bevaret sin oprindelige størrelse 188.000 ha.
Der er optaget flere scener til Ringenes Herre i parken.
Vi fik fortalt om maroristammens liv og høvdingen Shane.
Efter ca. 170 kms kørsel ankom vi til vores hotel i flot solskin og kunne nyde udsigten til vulkanerne og slappe af i gårdhaven inden aftensmaden.
13. JANUAR, Maori Kulturdag
Skrevet af Marianne og Peder Vestergaard
Så skal der føjes endnu et afsnit til rejsedagbogen, til gengæld kan vi sidde på første parket på dagens tur i bussen. Vi stod op til en kølig morgen, men solen brændte skyerne af og skinnede på os. New Zealand/Aeteoroa betyder “Den lange hvide skys land.”
Efter ca. 20 minutters kørsel kom vi til Lake Rotopounami, hvor vi blev udstyret med frugt, energibars og vandrestokke. Vi blev delt i flere hold og Tom fra den lokale Maori stamme bød os velkommen med en kort ceremoni, hvor vi skulle tænke på vores familie derhjemme og på livets cirkel, som bliver illustreret i bregnen, der folder sig ud. Vi gik en tur rundt om søen på ca. 6 km, undervejs blev vi præsenteret for forskellige træer og planter, da skoven er naturens supermarked.
Vi hørte om hvordan børnene lærer at skyde med slangebøsse for at ramme duer, finde planter til lægemidler og råvarer til madlavning. Ifølge traditionen tager Maorierne deres børn med i skoven og graver moderkagen ned i et bestemt område, for at vise hvor børnene hører til og senere i livet kan komme tilbage og blive bisat.
Der findes 150 forskellige træarter,og 250 forskellige bregner.
I naturen overlever kun 5% kiwier, de er derfor en truet art og man finder deres æg i hulrum under væltede træer, samler dem ind til rugestationer og efter udrugningen sættes de igen ud i naturen. Undervejs så vi en del possum-fælder, som var blevet sat op af skovarbejdere.
Derefter kørte vi mod Maoriernes forsamlingshus der kaldes en Maraj, hvor vi blev budt velkommen af Tom og hans hustru Tamari med en ceremoni, for at se om vi kom med gode hensigter. Der skulle gives hånd og trykkes næser og heldigvis smilede de og vi blev alle accepteret! Inden vi indtog en lækker frokost, så vi hvordan aftenens langtidsstegte middag med lam, kylling, svinekød og diverse grønsager blev sænket ned i jordovnen, en Hangi, som efter ca. 5 timer var tilberedt vha. varmen fra aske og sten.
Eftermiddagen bød på adgang til “huset”, Marajen hvor vi fik historien om forfædrene, der fungerede som beskyttere og hørte om ceremonien i forbindelse med begravelse og bryllup, og vi så den nærliggende kirkegård.
Børn fra den lokale skole lavede et show med traditionelle Maori danse for os inden aftensmaden og aftenen sluttede med at de gæstfri voksne sang nogle sange. Således kunne vi køre tilbage til hotellet med en masse viden om Maori-kulturen i både teori og praksis.
14. JANUAR, Tongariro National Park – Mt. Ruapehu
Skrevet af Pia og Peter Jakobsen.
Så blev det vores tur til at skrive om dagens oplevelser, vi var på gruppe 2 da vi ikke er så morgenfriske som gruppe 1. De startede allerede dagen klokken 05.30 med morgenmad og tog turen Tongario Crossing på 19,4 km, sejt gået. Og dertil skal siges at vi alle stod op til en meget tåget og våd morgenstund.
Vi andre i gruppe 2 startede først fra hotellet klokken 0830 i bus til Talhaw Falls hvor vi gik en dejlig tur og kunne se hvor noget fra Hobbiton er indspillet. Det var scenen hvor de i tønderne sejlede ud over vandfaldet.
Da tågen ikke rigtig ville lette måtte Lone lige lave lidt om på dagens program, vi tog bussen til Tongario Nationalpark Visitor Center, hørte noget om vulkanudbruddene i 1995 og 2007 derefter gik vi en tur i selve parken på godt 6,4 km. Jeg siger bare, der var trapper masser af trapper, men trods alt en tur ud til det flotte Taranaki Falls, omgivet af en smuk natur.
Vi troede tågen var lettet så vi kunne få frokosten oppe på Mt. Ruapehu en aktiv vulkan, men nej bjergets top var stadig dækket af tågen. Frokost skulle vi da have, så vi kørte til bage til baren Schnapps der ligger ved hotellet. Vi fik dog ingen snaps, men en burger og en “vulkan bajer”, Whakati. Resten af eftermiddagen var til fri disposition, nogle nød en øl, andre vaskede tøj.
14. JANUAR, Tongariro National Park – Tongariro crossing
Skrevet af Pia og Svend Niemann Jensen.
Vi blev i går spurgt om vi var sikre på at vi ville med på turen, da der var varslet dårligt vejr med regn, blæst og lave temperaturer. 9 seje deltagere valgte at tage med.
Vi startede med morgenmad klokken 5.30 og klokken 6.00 var vi alle klar til afgang. Lokalguiderne tjekkede at alle havde det rigtige tøj ift. det udfordrende vejr inden afgang.
Turen bød på meget regn, hagl, tåge og hård blæst. Indimellem følte vi det som om vi var ved at blive blæst ned af vulkanen, men så var der også opklaring med sol i perioder. Så var vi heldige at se flere af de smukke højdepunkter som f.eks. Red Crater, Emerald Lake og Blue Lake.
Den 20,2 km lange tur var hård under de vejrforhold, men alle bakkede hinanden godt op og gennemførte turen.
15. JANUAR, Tongariro – Wellington
Skrevet af Heidi og Erik Dahl.
Kl. 8.30 var alle klar til afgang fra The Park Hotel Ruapehu. Vi satte kursen mod Whanganui, en rigtig fin tur gennem et flot bakket landskab med får og kreaturer. Vi gjorde stop ved Durie Hill. Nogle gik de 173 trin op i udsigtstårnet og andre tog et lidt lavere udsigtstårn. Der var en flot udsigt over byen og floden. Man kunne se en hjuldamper, som var ved at lægge fra land.
Herefter kørte vi mod en fårefarm. Her besøgte vi Lawrence, en fåreavler og en god ven af Sue. Han viste os hvordan man klipper et får. De hurtige kan klippe et får på 45 sekunder. Han viste os også hvordan hans hunde kunne drive fårene på plads, med kommandoer fra hans fløjte.
Fra Lawrence kørte vi hjem til Sue, hvor vi i indkørslen blev budt velkommen af det danske og grønlandske flag. Her stod hendes fantastiske familie klar med den helt store Kiwi BBQ. Hold op det smagte godt! Vi fik også vinsmagning af New Zealandske vine – også rigtig gode. Himlen valgte så at åbne sluserne for fuld kraft, men “lidt” regn tog ikke noget af den store oplevelse. Vi sluttede BBQ middagen af med softice fra en isbil som kom forbi – en overraskelse fra Sue. Fantastisk.
Paul og hans far viste os rundt i “the shed” som var en kæmpe lade med el, træ og metal værksted. Her var bl.a. gamle Ariel og Royal Enfield motorcykler og gamle Dodge, DeSoto og Falcon biler. John fik en køretur på en gammel kinesisk motorcykel med sidevogn.
Vi sagde farvel og tak til familien og kørte nu mod Wellington. Her ankom vi til Hotel West Plaza ca. kl. 18. Aftensmaden blev indtaget 19.30 og det smagte sørme også godt. I morgen er vi klar til nye eventyr.
Tak herfra.
16. JANUAR, Wellington
Skrevet af Pia og Johnny Haahr.
Så blev det til en hel dag i Wellington, en by med omkring 200.000 indbyggere og hovedstaden i New Zealand. En af verdens mindste hovedstæder.
Efter morgenmaden startede dagen med en lille gåtur langs vandet sluttende ved nationalmuseet Tepapa, vel anført af Lone og Steen.
Undervejs hørte vi om jordskælv og efter dette i Christchurch, som vi nok kommer til at høre mere om, er der brugt mange ressourcer på at jordskælvssikre Wellington. Bygningerne får store puder ind under soklen, andre får skeletter udenpå etc. Det er et massivt og dyrt arbejde der pågår. Musikhuset og rådhuset har været under sikring i 3 år og er langt fra færdigt.
Som en del af undervisningen i skolen får børn mulighed for at lære hvordan man gebærder sig i tilfælde af et jordskælv.
På vores gåtur kom vi forbi en forholdsvis nybygget marai, at markerede at der også indenfor maorierne sker nytænkning. Vi passerede også en kanobygger, en waka som det hedder på maori sproget.
Morgensangen blev sunget i stille regn med udsigt over vand og by hvor vi forsøgte at formilde vejrguderne. Det er desværre tydeligt, at vi skal øve os noget mere da vejret er meget omskifteligt.
Herefter var det tid til nationalmuseet Tepapa. Det er ganske enkelt et fantastisk museum. En skøn og afbalanceret cocktail af traditionel museum, nytænkning, interaktivitet og visuelle effekter. Der kunne nemt bruges mere tid der.
Det blev åbnet i 1998 af Sir Peter Blake, der vandt Americas Cup i 1995 og 2000. Han kom frygteligt af dage i 2001 i Amazonas. Museet er efter sigende det mest jordskælvssikrede i New Zealand.
Af interessante emner var historien om de New Zealandske soldater ved slaget i Gallipoli under 1 verdenskrig, udstillingen om de uddøde dyrearter samt de anstrengelser der gøres for at sikre og udvikle truede arter her i landet.
Ud over dette en jordskælvssimulator, Taupo søens opståen, et stort kunstværk som symboliserede maoriernes vej ind i fremtiden. Ved indgangen var der en fin og seriøs souvenir butik.
Frokosten blev ændret fra udendørs til indendørs på Takina, Wellington Convention and Exhibition Center. En fin blanding af burgere og salater som vi fint fordelte mellem os.
Efter frokosten havde Sue hentet bussen og turen gik til Mount Victoria, hvor vi, på trods af skyer og dis, nød udsigten ned over Wellington. Herefter gik turen til Wellington Cable Car, indviet i 1902. Et lille hyggeligt museum og en hyggelig tur ned til byen.
Herefter fri leg indtil fælles aftensmad kl. 19.30.
Endnu en rigtig fin dag. Skal der ledes efter et lille hår i suppen, det ustadige vejr, men humøret er højt i gruppen, så pyt.
17. JANUAR, Wellington – Picton
Skrevet af Helle F. Hansen og Helene B. Faber.
Turen går fra Wellington til Picton, en tur på 92 km, ca. 3 timer med færge. Afgang fra hotellet kl. 7.30.
Der skal mange med færgen, men vupti så er vi foran alle, Lone kan noget, så alle kommer først og vi har siddepladser med udsigten fra front på færgen. Der er søgang og en del blæst på overfarten.
En flot men blæsende indsejling gennem Queen Charlotte Sound.
Kl. 12.15 ankomst til Picton , alle går fra borde via bildækket og en tunnel lavet af genbrugscontainere.
I Picton er der festival, med krammerboder og madboder og der blev afholdt kapsejlads i nogle sjove tømmerflåde lignende både. Lone lover fyrværkeri kl. 22.00.
Alle indlogeres på Motel Gateway og dagens frokost bliver anrettet på plænen foran Motellet i blæst og heldigvis tørvejr.
Kl. 18.30 starter vinsmagningen, som bliver omrokeret flere gange og ender i bussen.
Vinen kommer fra Peter Yealand og der blev smagt Rose, Pinot Gris ,Chardonnay og Merlot. Lone fortæller om de forskellige vine, alt imens Sue og Steen sørger for opfyldning i glassene, samt en lille snack.
Vinene kan ofte købes i Coop butikker i DK. Skulle nogen være blevet fristet.
Aftensmad kl. 19.30 DA’s Barn Restaurant og Bar og dagen sluttede med et flot fyrværkeri på havnen.
18. JANUAR, Marlborough Sound
Skrevet Karina Dahl.
Vi blev i dag delt op i grupper alt efter hvor lang en tur man ville gå. Min gruppe skulle på en 10-12 km gåtur og andre grupper tog mellem 2 og 5 km, det har Anne-Grethe været så sød at skrive lidt om længere nede.
Vi der tog den lange tur startede dagen tidligt med morgenmad kl. 7 på “The Barn”. Folk var overraskende friske efter gårsdagens strabadser med vinsmagning, fyrværkerishow og musik. Vejret var desværre ikke forbedret meget, så vi havde alle godt med tøj på og regntøjet med også.
Vi fik fyldt depoterne op og gik mod båden hvor vi skulle sejle kl. 8. Turen gik til Resolution Bay. Vi sejlede gennem Queen Charlottes Sound derover – det var en smuk tur omringet af frodige bjergkæder og forhåbningsfuldt kunne vi se noget blå himmel mellem skyerne. Sejlturen tog omkring en time med et par stop undervejs for at samle nogle op eller sætte nogle af – man kan nemlig ikke komme dertil på andre måder end med båd.
Vi startede på ruten “Queen Charlotte Track” – herfra skulle vi gå til “Furneaux Lodge” hvor vi skulle mødes med de andre til frokost. Turen tog omkring 3,5 time og var fyldt med smukke udsigter over vandet, flot skov og lidt fugle sightings undervejs også. Blandt andet så vi “fantails/piwakawaka” også kaldet viftefuglen grundet sin viftelignende hale. Vi så også et sted hvor en flok Blue pingviner bygger reder. Dyrelivet er ikke så stort på New Zealand, så det var overraskende at pingvinerne levede lige på den rute vi gik. Undervejs holdte vi en kort pause og fik lidt vand og snacks og her fik vi også mødt fuglen, en weka på tæt hold – de håbede meget på at der faldt lidt mad af til dem, men så heldige var de ikke. Godt nok kom der aldrig fuld sol, men vejret var alligevel med os og vi undgik både regn og blæst.
Da vi ankom til Furneaux Lodge, havde de andre grupper været der i ca. 30 min og de havde fået lidt kaffe i ventetiden. De havde været delt op i to grupper – den ene gruppe gik omkring 6 km og den anden ca. 2 km.
Der kommer lidt om deres tur her, skrevet af Anne-Grethe:
Vi der havde valgt den korte vandretur med Steen, fik lov til at sove en time længere. Turen startede med en frisk sejltur med en af de mindre postbåde, som lagde til to steder for at sætte passagerer i land.
Ankommet til Blue Water Lodge startede vi en smuk tur langs kysten forbi hyggelige huse og smukke blomster. Vi snakkede om at man virkelig skulle ville det, hvis man havde hus på så ufremkommeligt et sted, hvor alt skal fragtes ad vandvejen. Men idyllisk var det. Hen mod slutningen tog vi en lille afstikker på 150 meter op til et udsigtsplateau. Kun for at konstatere at bevoksningen forhindrede den udsigt, som Steen havde beundret på en tidligere tur.
Da alle var samlede og inden turen tilbage til Picton, nød vi en lækker Caesar salat på Furneaux Lodge og kunne gøre status over endnu en fin tur i det usædvanligt kolde sommervejr, hvor vi dog slap for regn. Alt i alt var vejret ret velegnet til en vandretur i de frodige omgivelser.
Til aftensmad var vi på “The Barn” igen, hvor vi fik noget virkelig lækkert fisk, Stribet Knurhane. Endnu en god dag afrundet og i morgen går turen videre mod Christchurch – vi håber sommervejret dukker op undervejs.
19. JANUAR, Picton – Kaikoura – Christchurch
Skrevet Anne-Grethe Nielsen.
Dagen bød på en lang køretur fra Picton via Kaikoura til Christchurch med en afstikker til Yealand vingården ved Seddon.
Under køreturen fortalte Lone udførligt om filosofien bag driften af vingården, som blev grundlagt af Peter Yealand og indviet den 8.8. 2008 kl. 08:08:08. Blandt andet hørte vi, at vingården er en af de mest bæredygtige, at der er monteret solceller på taget af de moderne produktionsbygninger, at man forsøger at være CO2 neutrale, at jorden omkring vinstokkene afgræsses af små “baby doll” får samt af grise og høns, at 95% af flaskerne er med skruelåg osv.
Videre på turen langs kysten fik vi mulighed for at se sælkolonier og et enkelt sted nogle få glimt af delfiner, som boltrede sig i bølgerne.*
I Kaikoura, som i øvrigt betyder “stedet hvor man spiser skaldyr” fik vi muligheden for at gå en ca. 5 kilometer lang smuk tur langs stranden og se nærmere på resultatet af det store jordskælv i 2016, hvor havbunden hævede sig et par meter. Andre kørte med Sue nærmere på byen, mens vi resterende fulgte med helt ind i centrum, hvor vi brugte tiden i de små butikker. Her fandt jeg en lille blød kiwi bamse og en sort cap med en fin bregnegren til min Svend derhjemme. Han har efterhånden en pæn stor samling kasketter fra forskellige rejsemål. Ikke uvæsentligt når man som han er lidt tynd i toppen.
Videre på turen fortalte Lone om Jens Hansen, oprindeligt fra Gram i Sønderjylland, som af Peter Jackson, skaberen af Hobbitten og Ringenes Herre, fik til opgave at smede ringene til brug i filmene. Lone sendte kopier af de smukke ringe rundt, og jeg kunne konstatere, at guldringen havde stor lighed med min egen forlovelsesring.
Dagen sluttede med middag på vores hotel i Christchurch. Dagens andet store måltid, da frokosten for de flestes vedkommende bestod af en stor portion fish ´n chips på en café i bedste amerikanske diner stil. Ovenikøbet tilknyttet et ret omfattende bilmuseum for amerikanerbiler, nogle rigtige “flydere”. Stedet kan klart anbefales.
Dagens højdepunkt var dog at det blæsende, kolde og regnfulde vejr på mirakuløs vis var blevet afløst af lune vinde og sol. Vi krydser fingre for at det holder og lægger shorts frem til i morgen.
20. JANUAR, CHRISTCHURCH – Sumner – CHRISTCHURCH
Skrevet af Conny og Hans Blomberg.
Efter et dejligt morgenmåltid er vi klar til en ny dags oplevelser. Solen skinner, så det er en god start på dagens gåtur rundt i Christchurch.
På første del af gåturen fra hotellet, som ligger i Papanui området, hørte vi om rød zone, der er et område, der blev hårdt ramt af jordskælvet i 2011. Papanui er et boligkvarter, hvor beboerne først kunne vende tilbage 4år efter skælvet. I rød zone er husforsikringerne incl. jordskælvsdækning.
Byens katedral blev kraftigt beskadiget under jordskælvet, og genopbygningen vil tage mange år, da den har været stoppet flere gange, grundet manglen på penge. I 2013 blev der derfor bygget en overgangskatedral “Papirkirken”, som er vores næste mål på gåturen.
Papirkirken er et spændende byggeri, hvor tag og prædikestol er lavet af paprør, og siderne består af containere. Bestemt et interessant besøg.
På vej hen til Papirkirken så vi mange beskadigede bygninger, og mange bygninger, der var blevet jordskælvssikrede med diverse jernkonstruktioner. Vi fik fortalt, at det var danske arkitektfirmaer, der havde vundet opgaven med genopbygning af byen, bl.a. Schmidt Hammer Lassen, der står for genopbygning af biblioteket.
Næste stop var sporvognsstationen, hvor vi så flere sporvogne, der bl.a. kører gennem New Regent Street, der er en meget hyggelig gade. Herfra gik vi hen for at se katedralen, og vi kunne tydeligt se, at der er lange udsigter til færdiggørelse af genopbygningen.
Inden frokost gik vi en tur i byens botaniske have.
Sue hentede os kl. 12, hvorefter vi kørte til Sumner Beach, hvor vi vi nød pizzaer til frokost. Efter frokost blev der tid til at nyde stranden i det flotteste vejr. Dejlige hvide sandstrande og blå bølger. Vi var blevet opfordret til en tur i bølgerne, men alle havde vist “glemt” badetøjet selvom vandtemperaturen var 18 grader.
Herefter gik turen retur til Christchurch, hvor der var tid til “fri leg”
Middagen i aften er skubbet til kl. 20.
En helt igennem dejlig dag, som vi har nydt i fulde drag.
21. JANUAR, CHRISTCHURCH – Twizel
Skrevet af Pia og Svend Niemann Jensen
Efter endnu en dejlig morgenmad, på Hotel Pavillions, bliver bussen igen pakket kompetent af Sue, – hun må være mester i Tetris, alt har sin plads og hver cm i bagagerummet udnyttes.
Så er der afgang mod Lake Tekapo.
Der gøres et lille stop ved den danske bager i Christchurch ”Copenhagen Bakery”, for at hente det bestilte rugbrød og wienerbrød.
Busturen starter i regnvejr, og Lone fortæller der er varslet en kæmpe storm som kommer nord fra. Vi håber ikke den når ned til os.
Dagens rute går gennem landbrugsområder, og bl.a. gennem byen Rollerston, som også bliver kaldt fremtidens by, her kan husene stadig forsikres ift. jordskælvsrisiko. Det er også her man kan få gratis overnatninger – i områdets fængsel. Fængslerne er fyldte, og der er arbejdspligt eller pligt til uddannelse/undervisning, hvis man er indsat.
Steen fortæller om den New Zealandske landbrugskultur. Her er mange kreaturer, – flere end mennesker. Her er malkekøer og kødkvæg fx Hereford, Angus og Limousine. Køerne går ude året rundt, hvilket gør dem mere robuste. En New Zealandsk malkeko giver mindre mælk en end dansk ko. De New Zealandske landmænd er pressede af miljøforkæmpere pga. CO2 udledning fra køerne, og der laves tiltag med nye bygninger og opsamling af ammoniak for at begrænse CO2 udslip. Der er ikke meget svineproduktion, så der importeres fra Australien og Europa.
Der dyrkes en del korn, og man er selvforsynende med det meste frugt og grønt. Man har desuden stor eksport af Kiwi.
Når man kører langs vejene, ser man mange hjortefarme, med bl.a. kronhjorte, hvorfra man bruger horn, gevir og selvfølgelig kødet.
Vi ankommer til Tin Shed, Blikskuret. Her sælges mange fine uldvarer mm, og mange købte af de lækre varer. Dette var også stedet hvor vi fik formiddagskaffe og nød det indkøbte wienerbrød.
Vi kører videre gennem Waitaki regionen som er landbrugsområde og tidligere sted for guldgravning. Lone fortæller om Waitaki vandingssystemet, som gør at området er selvforsynende med strøm, og den overskydende strøm sendes videre. Twizel og Otematata aftager det meste.
Vi besøger Fårehyrdernes Kirke, The Church of Good Shepherd. En pensioneret præst fortæller om kirken, hvis altertavle er et vindue med et kors og udsigt til Lake Tekapo. Vi sang vores morgensang i kirken – det lød godt og vi håber det hjælper på at sprede skyerne for os.
Det regnede da vi kom ud af kirken, hvor det var meningen, at vi skulle holde picnic i de smukke omgivelser. Men, – heldigvis for os, har vi vores superchauffør Sue, og vupti havde hun arrangeret, gennem en gammel skoleveninde, at vi måtte låne det lokale forsamlingshus, og vi kunne nyde vores frokost i tørvejr. Lækkert rugbrød med laks, tapas pølser og dejlige oste.
Mange valgte efter frokost at gå en tur langs Lake Tekapo med det specielle torquis blå vand der var kommet fra de smeltede gletsjere.
Turen går nu videre mod vores hotel i Twizel, og undervejs skulle vi have set Mount Cook, men den gemte sig i dis og skyer.
Mount Cook er 3.754 meter højt. I Mount Cook Nationalpark er der 22 bjerge der er over 3000 meter høje. Pt. kan der ikke vandres i Nationalparken, da nogle stier er styrtet sammen, så parken og bjergene kan kun ses via fly eller helikopter.
I området omkring Mount Cook ses og så en del får, som er en del mørkere en de får vi tidlige har set. Det er Merino får, som må lægge uld til bl.a. til vores lækre varme trøjer.
I Twizel bliver vi indlogeret på vores hotel, og til aftensmad får vi lækker mad. Laks fra området, muslinger og rejer, samt grøntsager, alt sammen bagt i stanniol i ovnen. Rigtig lækkert! Afslutter med dessert bord hvor der vist var noget for en hver smag!
22. JANUAR, Twizel – Dunedin
Skrevet af Hanne Adsbøl og Jesper Helledie.
Efter overnatning på det dejligste nyrenoverede hotel i Twizel, vågnede vi op til regnvejr, som ser ud til at være heldags. Området omkring Twizel er bl. a. kendt for camping, vandreture, sightseeing over Mount Cook og faldskærmsudspring, det sprang vi dog over.
Bussen er pakket og vi er On The Road Again på vej mod Lake Benmore.
Vi passerede et øveområde til roning og High Country Salmon lakseopdrættet, hvor vi havde fået aftensmaden fra. Udsigten fra bussen er noget tåget og skyerne hænger meget lavt. Der er får og kvæg overalt, og det længste vandingsanlæg til græsningsområderne var 30 sektioner á ca 25 meter.
Merinoulden fra fårene, der går her, giver ca 10 gange prisen til opdrætterne end almindelig uld.
Lone fortalte detaljeret om de malkeanlæg som findes; det lyder ret avanceret og Steen fortalte om mulighederne for at få sin egen gård, det er svært.
Lake Benmore er opdæmmet og en del af det store anlæg af kraftværker. Dæmningen ved Lake Benmore er den største i NZ og det næststørste kraftværk. Da vi kom til dæmningen blev der lukket kæmpe vandmasser ud fra overflowet; det havde Lone og Sue aldrig set. Vandstanden er formentlig for høj i søen, så turbinerne ikke kan tage det og derfor er man nød til at lukke noget af vandet ud. Meget imponerende at gå over dæmningen og være tæt på overflowet, hvor man rigtig kunne fornemme kræfterne i vandet.
Vi kørte fra Lake Benmore mod Elephant Rock langs søen Aviemore, ad en lille og meget smuk vej, hvor der var rigtig mange campingcites, man forstår godt at de vælger det her sted. Vi stoppede ved den sidste dæmning Waitaki, hvor der også var virkelig meget gang i vandet, vi kunne mærke vibrationer i gelændere og rækværk og herfra løber det ud i Stillehavet.
Holdt kaffepause hvor vi mødte 3 fyre, der havde klippet 800 får på 4 timer, dog kun bagdel og mave, men de havde vist ikke tid til kaffe!
Planer blev ændret p.g.a dårligt vejr, så vi tog mod Elephant rocks og udskød frokost. Det regnede dejligt, men de fleste var seje og udfordrede deres fantasi med at spotte elefanter, mus, isbjørne i de sten vi så. Elephant rocks er Oamaru sten som oprindeligt er gule, men med tiden bliver sorte, så når man bygger med dem, må man med jævne mellemrum vaske dem gule igen.
Frokost blev indendørs, da det regnede alt for meget, utroligt som de kan finde på nødløsninger.
Efter frokost kørte vi mod Moeraki Boulders, hvor vi gik på stranden og kiggede på tang, noget anderledes end det vi ser derhjemme især på grund af størrelsen. Det længste og sejeste hedder Keld. Så var der selvfølgelig hovedattraktionen Boulders, som er kæmpe helt runde sten, utrolig fascinerende, sten som har ligget millioner af året i klinten og langsomt bliver frigivet, når klinten bliver eroderet.
Derefter vendte vi bussen hjemad mod hotellet i Dunedin, og på turen fortalte Lone lidt om at gå i guldgravernes fodspor, og læste bl. a. lidt fra bogen “Sømandsliv og Guldfeber”, som er skrevet af Peter Anholm – derom mere de næste dage.
En lang våd, og interessant dag var slut.
Tak for i dag
23. JANUAR, Dunedin – Otago Halvøen
Skrevet af Kira Nielsen og John Lindquist.
Tidlig op og afsted – lang dag med oplevelser venter…
Bussen kørte som planlagt kl. 08.30 og Lone var i topform – viste os byen herunder Universitetet, Banegården og Skt. Pouls Cathedral – derefter fri leg som nogle af os brugte til lidt shopping og kaffe.
Endelig skulle vi have mad – dette gang i kombination med en ølsmagning på Speights Brewery der startede i 1876.
Vi fik lækker mad og gode øl.
Fra byen gik det ud i naturen – Otaga halvøen hvor vi besøgte Royal Albatross Centre. Efter ventetid og tøjskift til regnstøj fik vi set film om albatrossen og det arbejde de laver for at bevare disse fugle. Vi gik op til en lille udkigspost hvor vi så på de flotte store fugle – takeoff and landing.
Efter fugle kik blev vi anbragt i biler, Toyota 4×4, gudskelov da det var meget små og kuperede veje vi skulle ud på.
Vi kørte ud på de små veje mod kysten for at se på pingviner, søløver og sæler. Vi gik op og ned, på trapper og strand og kom helt tæt på søløverne. Betagende store dyr.
Vores chauffør Adrian var utrolig engageret og fortalte om alt det arbejde der bliver gjort for at bevare alt dette WILDLIFE.
En lang dag sluttede tilbage på hoteller ca. 21…..trætte, men meget glade for alle de fantastiske naturoplevelser.
24. JANUAR, Dunedin – Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Pia og Johnny Haahr.
Vi startede med at sige farvel til Lone, der skulle samle hold 3 op i Sydney. Steen tog over med sikker hånd, godt hjulpet af Sue.
Afgang 7.30 fra Dunedin mod Lake Manapouri, og i efterhånden sædvanlig vejrlig – regnvejr, selv morgensangen kunne ikke gøre noget ved vejret….
Lake Manapouri er New Zealands 8. største sø og den næstdybeste, med 444 meter som det dybeste.
Frokosten blev indtaget i bussen, og ved 12.30-tiden afgik færgen mod Deep Cove, hvor vi stiftede vores første bekendtskab med sandfluerne. Nogle mere end andre ! Hurtigt blev vi alle sprøjtet med samme parfume, myggespray.
Herefter en bustur på en lille times tid gennem regnskoven, med sjov chauffør fuld af løgnehistorier og med et par udkigsstop undervejs for, at vi kunne mærke på mosset og se sneen på bjergtoppene, og den smukkeste udsigt over floden, hvor vi fik taget et gruppefoto. Vi så en del flotte vandfald på køreturen.
Så ankom vi til det gæve skib “Wanderer” og vi kunne se frem til et par dage på vandet i lidt omskiftelig vejr, en hyggelig besætning og god forplejning. Vi opnåede desværre ikke, at se hverken vandfald i større stil, delfiner eller pingviner. Men derimod masser af flot natur og fuglekvidder. Vi lærte også, at Doubtful Sound nok burde hedde Doubtful Fiord i stedet, da den er skabt af is og ikke af floder.
Vi så også en mindre del af Manapourikraftværket, 5%, dette fordi, en væsentlig del af kraftværket befinder sig under jorden. Der pumpes så meget vand ud i Doubtful Sound, at den første meter nær overfladen er fersk vand.
Atter en god dag
25. JANUAR, Doubtful sound – Manapouri – Queenstown
Skrevet af Birte og Steen Byriel.
Efter en rolig nat var der morgenmad på båden Wandere kl 7 og så skulle vi gerne have pakket vores ting sammen inden kl 8.30 hvor personalet så begyndte at rydde kahytterne – sengelinned mv skulle med samme bus/båd som os. Fantastisk samarbejde af bådens crew.
Efter morgenmaden blev der sunget morgensang på dækket, det lød så godt men fik desværre ikke delfinerne til at komme forbi.
Kaptajnen fandt et sted uden for meget strøm i vandet hvor han slukkede for motoren og forinden havde Steen nøje instrueret os i at alle skulle være HELT stille i 10 min, ingen snak og bevægelse, så vi kunne nyde “sound of silence” og kun høre fuglene. Fantastisk. Sue fortalte bagefter at det bl a var Bellbird vi havde hørt. Kaptajnen sejlede videre og “fandt” et vandfald til os – dem var der godt nok ikke mange da det ikke havde regnet i 6 dage
Inden vi kom tilbage til Deep Cove, hvor en hyggelig chauffør ventede på os for at køre os til Manapouri, nåede vi at se lidt sol og blå himmel.
I Manapouri blev vi genforenet med vores egen bus og kørte mod Te Anau hvor vi var enige om at spise en let frokost – der var ikke den store sult oven på det sidste døgns indtag af rigeligt af mad.
Vi blev sat af bussen et lille stykke inden vores picnic sted og gik langs søbredden af Lake Te Anau der er den største sø på Sydøen.
Sue, Steen og Paul sørgede for indkøb og vi var heldige at få lov at spise i tørvejr, alle hjalp til med anretning og oprydning så vi nåede ind i bussen igen inden det begyndte at regne. Forud var ca 2 timers kørsel til Queenstown – hvor Steen lovede ikke at snakke den første time, og vi var vist mange der lige fik en lur
Herefter fortalte Steen om hvordan både som Milford Wanderer hvert 5-6 år bliver gennemgået/repareret på et værft i Waganui – lidt af en rejse. Han fortalte også at vejen vi kørte på langs Te Anau var anlagt i 1880 som en grusvej.
Inden vi nåede Queenstown så vi bjergkæden The Remarkables, – der er speciel ved at de ligger nord-syd og dermed ofte har perfekt sne til skiløb – vist kun 2 bjergkæder i verden der “vender” sådan.
Queenstown er en by i rivende udvikling, både i størrelse og huspriser. I perioden med guldgraverne omkring 1860 og derefter var der en befolkningstilvækst men da aktiviteten med guld ebbede ud, omkring 1900 tallet var der kun ca 190 indbyggere tilbage i byen. Nu bor der fast omkring 35.000 og i sommermånederne skønnes tallet at være 120.000
Vi nåede byen sidst på eftermiddagen og tjekkede ind på hotel Millennium- dejligt hotel. Inden en dejlig 3 retters menu var vi nogle stykker som lige nåede ned til centrum – en by med masser af liv og restauranter
Tak for endnu en dejlig dag
26. JANUAR, Arrowtown
Skrevet af Pia og Svend Niemann Jensen.
Vi kører fra hotellet kl.8.30 i regnvejr. Steen fortæller om dagens første stop, guldgraverbyen Arrowtown.
Vi synger vores morgensang for at se om det kan hjælpe på skyerne og regnen. Vi kører langs bjergkæden, The Remarkebels, og ser vinmarker og mange får. Morgensangen ser ud til at have hjulpet, for vejret klarer op!
På museet i Arrowtown bliver vi budt velkommen af Wendy og Dave Clarke, som bestyredemuseet i mange år. Wendy starter med at fortælle om New Zeelands historie, som vi jo allerede kender. I 1862 fandt en fårehyrde, Jack Tewa, som legede med sin hund, en stor klump guld – og det blev starten til ”The Great Wakatipi Guld Rush”. Guldgraverne fulgte guldfeberen fra Californien til Australien og nu New Zealand. Guldgravning foregik i starten med håndkraft, skovl og balje. Man kunne, – hvis man var heldig, finde op til 25-30 gram guld i en balje. Senere kom der Quarts-miner hvor der var maskiner til hjælp. Kineserne blev lokket til byen af regeringen omring år 1870, med løftet om et bedre liv. Men de blev behandlet meget dårligt af europæerne i området, – og forvist til et lavtliggende område i udkanten af byen. Her boede de i lerklinede hytter. Kineserne havde egne kokke med og levede godt kostmæssigt med grøntsager, frugt og krydderier, og overlevede bedre end europæerne, som ofte fik skørbug. Derfor fandt europæerne efterhånden ud af at gå ned til kineserne for at købe frugt, grønt mm, og der gik en historie om at byens borgmester engang blev så fuld under det kinesiske nytår, at han måtte køres hjem i en trillebør.
Guldgravningen foregik op til 1915 hvor guldet slap op og byen efterhånden blev til en spøgelsesby, og folkene vendte tilbage til livet som farmere.
Dave fortæller om museet, og viser rundt bl.a. i banken, skolen og bageriet der var i drift indtil 1940. Man kan tydelig mærke Daves passion og engagement i stedet, som han har været tilknyttet i 43 år – og galleriet er også opkaldt efter ham. Vi forlader museet og går med Dave gennem hovedgaden. Her er ca. 75 bevaringsværdige bygninger i byen, hvoraf 10-12 originale og fredede. Der bor ca. 3500 mennesker i byen og det er meget eftertragtet at komme til at bo i byen, hvilket medfører meget høje huspriser. Dave viser os området hvor kineserne boede, samt stedet hvor fårehyrden Jack Tewa fandt den store guldklump. Her blev der i 2012 nedgravet en tidskapsel, indeholdende aktuelle genstande, breve og billeder. Denne tidskapsel må først graves op efter 100 år. Efter den spændende fortælling er der lidt tid på egen hånd i byen og de mange butikker.
Turen går nu mod Gibson Valley, hvor vi skal have frokost og vinsmagning. Området her er det sydligste sted man kan dyrke vin i New Zeeland.
På vingården KinRoss, smager vi tre dejlige vine. Først hvidvinen Kinross Pinot Gris 2025 LIQUID GOLD. Vinen har fået sin navn pga. området fra guldgravning. Dejlig frisk hvidvin, med smag af ferskner, abrikos og blomster. Herefter en rosevin, Pinot Noir Central Otago GUMINARE, som er lavet på en rød drue. Også en dejlig frisk vin med smag af jordbær og vandmelon – lige til en tur på stranden. Vi slutter af med en dejlig rødvin, Pinot Noir Gibbson Central Otago STORM CLOUD, som har ligget på tønde i 10 måneder. Vinen har en krydret smag og toner af jordbær og hindbær. Efter vinsmagningen er der en lækker tapasplatte, hvortil man kan vælge et glas af de vine vi har smagt. Heldigvis for os, giver Adventure Holidays endnu et glas af de lækre dråber. Tak for det!
Stemningen i bussen er høj, da vi efter den lækre frokost, kører ud mod Kawarau River for at se Bungy Jump. Vi må konstatere at vi ikke har nogen vovehalse i bussen, med det var sjovt og skræmmende at se de andre modige, der havde valgt at springe fra broen.
Turen går til dagens sidste aktivitet. Helikopterflyvning over bjergene i området. 18 deltagere havde valgt denne aktivitet. Det var en utroligt flot og fascinerende tur, og det blev også til et stop på toppen af et af bjergene, hvor vi kunne nyde den fantastiske udsigt og få taget billeder. Piloten var hjælpsom og alle blev vist foreviget på toppen i de smukke omgivelser.
Hjemme igen i Queenstavn havde vi nu resten af dagen til fri disposition. Aftensmaden kunne indtages på en af de over 100 restauranter i byen eller på hotellet, så mon ikke alle fik det de havde lyst til.
27. JANUAR, Skippers Canyon
Skrevet af Hanne og Leif Ballegård
Hjemme i Danmark fylder vores svigerdatter Annemette og barnebarnet Kasper år i dag, men vi er jo stadig her i New Zealand. Måske har det dog alligevel smittet af på vejret, for det bliver en sommerdag med pæne temperaturer og blå himmel!
Afgang fra hotellet kl. 08 i 2 små busser, for vi skal til Skippers Canyon, hvor vejen er så smal, at der kun er 2 områder i landet, hvor man ikke har tilladelse til at bruge en lejebil. Dette sted er det ene. Vejen blev udgravet for 150 år siden under det store Gold rush. Græsset i rabatten er eneste autoværn, så vi kører adskillige kilometer på afgrundens rand gennem hårnålesving. Vejen er oprindelig 21 km. lang. Vi holder stop flere gange undervejs og går fra Hells Gate til Heavens Gate, nyder udsigten og hører om pubberne, der har lagt undervejs. Flere af dem bestyret af kvinder i et samfund kun bestående af mænd. Det er bidende koldt, men opklaring er på vej.
Vel fremme ser vi guldgravermuseet, inden 2 hold tager på tur med jetbåd. En virkelig sjov og hæsblæsende tur med 4 gange 360 graders vendinger tæt på klipperne i fuld fart. Imponerende “parkering”, der også var en præcis u-vending.
Herefter går turen tilbage til Skippers Canyon, hvor der er grillet lammekoteletter og lammepølser til os. Steen læser op om en guldgravers erindringer om, hvordan man levede. “ Det var ingen dans på roser roser” citat Steen.
Næste aktivitet er riverrafting , hvor der er deltagere nok til 3 gummibåde. Solen er brudt frem, så vi får rigeligt varmen, da vi skal iføre det helt rigtige dress: Badetøj og derudover meget stramtsiddende våddragt, trøje, sko, redningsvest og hjelm! Efter grundig instruktion er vi klar til at tage afsted og vi padler “forlæns og baglæns”. Det er muligt at hoppe i vandet fra båd eller klippe og flere prøver det, både frivilligt og ufrivilligt! Det er en flot tur ned ad floden med klipper og livligt vand.
Kl. 17 går turen tilbage til hotellet, hvor vi får en 3 retters afskedsmiddag. Jesper vinder gættekonkurrencen om kørte kilometer i New Zealand, der nåede op på 2698 km.
Så er vi klar til at tage hjem efter en oplevelsesrig tur med mange fantastiske, begivenhedsrige oplevelser og kilo rigere! TAK.
28. & 29. JANUAR, Hjemrejse
Skrevet af Steen Hansen.
Så er turen ved at være ovre, nu er der to rejsedage tilbage inden vi øjensynligt kommer tilbage til det kolde Danmark.
Alle havde pakket deres kufferter tidligt til morgen og var klar til at køre den sidste tur med Sue til lufthavnen. En kort tur hvor hun endnu en gang overraskende med et af hendes mange talenter. En afskedssang på Maori som de synger den, en hvor hun ønskede os en god tur hjem.
Turen gik via Auckland hvor vi kom med NZ ? Og efter en frisk gåtur fra den ene terminal til den anden var det så afgang mod Singapore med SQ 286, i den store Airbus 380-800. Et super stort fly som bare er fantastisk at komme afsted i. God service som det plejer at være, så vi kunne bare læne os tilbage og slappe af.
Efter 9 timer og 20 minutter landede vi i Singapore i 26 graders varme samt en høj luftfugtighed. Inden vi kom videre var der en ventetid på 4 timer.
SQ 352 skulle så tage de sidste 13,5 timer til København efter 3 timers ventetid. Mange var efterhånden trætte og Peder nåede at falde i søvn inden vi nåede startbanen.
Men – vi nåede helskindet til København hvor der var sne og ret koldt. Alle kufferterne var med og der blev sagt farvel ved bagagebåndet.
Tak for turen til jer alle sammen, det har været en fornøjelse at vise jer New Zealand og håber vi ses igen på en anden tur.
