New Zealand Tur 3 - 2026
23. & 24. januar, rejsen til sydney
Skrevet af Anne Marie.
Torsdag aften var vi 25, der mødes på Comfort hotellet, for at overnatte, så vi ikke skulle stresse næsten dag.
Fredag morgen mødes vi med de sidste 6 i lufthavnen, sammen med Nina, som hjalp os med at tjekke ind ved Singapore Arielines. Vi prøvede maskinerne med selvtjek, men det virkede ikke, så vi måtte over til Singapore Arielines og blive tjekket ind manuel.
Så sagde vi farvel til Nina og tak for hjælpen.
Igennem sikkerheds tjek for til sidst at mødes ved C33 for at boarding.
Flyet lettede kl. 12:00. Væk fra kulden og sneen.
En fin flyvetur på 10.900 km med lidt uro i luften. Betjeningen var fin.
Urene blev sat 7 timer frem. Vi landede i Singapore kl. 6:55 lokal tid.
Flot indflyvning med udsigt til masser af både, de lå med lys på lige uden for Singapore.
Singapore lufthavn er stor og flot, så vi kunne rigtig få rørt bentøjet i ventetiden.
Nogle også inde og se sommerfugle haven, med de flotte sommerfugle.
Temperatur var også steget, så de danske vintertøj, blev lidt for varmt.
Hanne og Uwe sluttede sig til gruppen. De havde opholdt fire dage i Singapore og vil nu med os rundt i Sydney og New Zealand.
Kl. 9:30 mødes vi til sikkerheds tjek og indrejse sedlen til Australien skulle udfyldes, inden vi gik ombord på endnu et Singapore Arielines flyet til Sydney.
Kl. 10:45 startede de sidste 6560 km i luften til Sydney. Flyveturen bød igen på lidt uro i luften.
Flot tur ind over Australien, så dem der sad ved vinduet kunne rigtigt se, det røde land.
Urene stilles yderligere tre timer frem, inden vi landede i Sydney i 24 grades varme.
Vi kom hurtigt igennem alle tjekkene og fik vores kufferter.
Lone stod og ventede på os, da vi kom ud.
Da vi var samlet, gik vi ud til “bussen”. Bussen var krøbet, da der var noget galt med den store.
Så vi måtte sætte os godt sammen i en 28 personers bus med en bagage trailer efter. Men det gik, selvom vi nu var 34 personer.
Ankomst på hotellet, fik nøglerne og noget vand. Nu ventede alle bare på at komme i seng og få en god nats søvn.
25. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Jette og John.
Efter en god nats søvn i en dejlig stor seng på The Grace Hotel.
Var vi alle nede og spise en dejlig morgen buffet.
Efterfølgende samledes vi i foyeren kl. 8.30 til en kort gennemgang af
Sidneys historie og dagens program.
Derefter startede dagens oplevelser med en tur ned af George Street.
Lone forklarede undervejs blandt andet om de hjemløse der boede langs vejen, Letbanen og de forskellige nye og gamle bygninger vi passerede.
Vi gjorde holdt ved nogle udgravninger i The Rocks for efterfølgende, at fortsætte turen ned til Sidney Harbour og Operahuset.
Lone startede med en kort information om, hvordan at Jørn Utzon vandt arkitekt konkurrencen i 1957. Og så fik vi ellers en fantastisk saglig og humoristisk guidet tur på Engelsk af Catalina, som var fra Hamborg. Hun fortalte om selve opbygningen af de forskellige elementer og arkitekturen, og vi så en film om forløbet. Efterfølgende var vi inde og se 2 sale. Den ene sal blev primært brugt til Opera og Ballet, og den anden til koncerter.
Selve rundvisningen sluttede på Utzons rum, hvor vi så hans datter Line Utzons væg tæppe inspireret af musik, som Jørn Utzon så det.
Selv om Jørn Utzon senere blev anerkendt for sit fantastiske arbejde, nåede han desværre aldrig at komme tilbage og se det færdig Operahus. Det blev sønnen Jan Utzon, som tog over og stadig er ansvarlig for bygningen. Men når man ser og ved hvor kendt den bygning er blevet som vartegn for Sidney i hele verden, kan man godt være lidt stolt af at være dansker.
Efter en dejlig rundvisning gik turen hjem til Hotellet, hvor Lone havde købt sandwich.
Kl. 14.30 gik turen ned til Darling Harbour, hvor vi skulle på en times havne rundfart.
Vi så de flotte høje og meget dyre bygninger og passerede under Harbour Bridge, som var ved at blive gjort klar til nationaldagen i morgenen d. 26 januar.
Vi så også Operahuset fra sø siden og andre betydningsfulde bygninger, som lå ud til vandet. Vi kom også forbi Fiskehuset bygget af de danske arkitekter 3 gange Nielsen , en af dem er Kim Herforth Nielsen.
En dejlig varm solskinsdag i 35 grader, blev afsluttet på den Italienske restaurant Casa på Darling Harbour, med fantastisk mad og hyggeligt selskab.
Tak for en dejlig dag.
26. JANUAR, SYDNEY (Australia Day)
Skrevet af Lisbeth og Peder
Efter en god nats søvn og et dejligt morgenmåltid på vores hotel, er vi igen klar til nye eventyr i Sydney.
Men allerførst har vi lige en opgave, nemlig vi skal have udfyldt en indrejseformular til New Zealand, som Lone styrer med hård hånd
Kl. 9.30 var vi klar til sightseeing i Sydney. Først forbi en flot gammel bygning Queen Victoria, der idag rummer et indkøbscenter.
Vi fortsætter ned igennem gaderne med mange flotte gamle bygninger og moderne skyskrabere, indtil vi når Hyde Park.
Da det er nationaldag i dag, er der fyldt med mennesker over alt i den smukke park. Der var også en del der demonstrerede, for hvad ved vi ikke. Det gjorde demonstranterne vist heller ikke selv. Men heldigvis var det fredeligt.
Vi Forlod parken hurtigt for at komme ind i Sct. Mary’s Katedral. Det var en virkelig smuk kirke.
Derefter gik vi til Botanisk have , hvor der var så mange flotte planter og træer. Vi fik også øje på nogle papegøjer oppe i træerne.
Haven ender nede ved vandet, hvor vi fulgte kysten til Operahuset.
Da Lone syntes, vi havde været så flittige og artige, havde vi fortjent en øl på en gammel pub i bydelen The Rocks. Det satte fut i de gamle stive ben. Mens vi sad der, lavede flyvevåbnet opvisning med jagerfly, der kastede “hvad nogen troede var fyrværkeri”, det var flares, der er forsvar mod missilangreb mod flyet.
Da alle var klar skulle vi op på Harbour Bridge, der også bruges til bridgeclimb. Sikke en udsigt ud over havnen og operahuset.
Hjem til frokost på hotellet.
Efter frokosten tog vi letbanen til Operahuset, hvor vi havde billetter til en opera-forestilling. Helt fantastisk forestilling.
Dernæst var vi klar til aftensmad i første parket med udsigt over havnen. Her smagte vi for første gang kænguru. Det smagte rigtig godt.
Hele aftenen blev vi underholdt af musik og optræden. Det hele sluttede af med et kæmpe festfyrværkeri ud over havnen.
En fantastisk Nationaldag vi var så heldige at opleve.
Tusind tak til Lone og Anne Marie.
27. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Lene og Torben.
Flertallet af gruppens deltagere var til morgenmaden stadig helt høje efter mandagens “Australien Day”.
Herudover så var der jo lige en håndboldkamp mellem Danmark og Tyskland, som flere af os fulgte ivrigt med i, mens morgenmaden blev indtaget.
Igen en dejlig morgenbuffet, hvor der ikke manglede noget og så ikke at forglemme….Danmark vandt 31-25, så nu er det semifinalen, der venter forude.
Dagens program forløb meget forskelligt i gruppen, da der var flere muligheder i det Attracition Pass, vi alle havde fået udleveret af Lone.
Passet gjaldt til Wild Life Sydney Zoo, Sea Life Sydney Aquarium og Sydney Tower Eye.
Herudover var der en gruppe på 13 personer, der havde tilkøbt “Bridge Clime” på Sydney Harbour Bridge hjemmefra.
Vi startede alle med at gå ned til havnefronten, hvor vi delte os i 2 gruppe – en til akvariet og en til Zoo. Herefter gik turen til Sydney Tower Eye for de fleste, hvor Lone havde reserveret tid til, vi kunne komme de 309 meter op – svarende til 19 etager, heldigvis foregik op- og nedtur med elevator og sikke en udsigt, der var, og vejret var igen med os, som gjorde udsigten stod knivskarp.
Vi rundede lige de flotte klinker, der lå i Queen Victoria building, de er lagt af en dansker med navnet Ejner.
Så blev det frokosttid, som foregik på “Slip Inn” – stedet vores nuværende kongepar Mary og Frederik mødte hinanden ved OL i år 2000.
Så blev der dømt fri leg, til vi skulle spise aftensmad på restaurant Casa i Darling Harbour kl. 19.15.
Vi brugte vores eftermiddagstid på bridge climb, og havde en mega god tur i det flotte solskinsvejr og endda med en dansk guide.
Endnu en fantastisk dag i Sydney.
28. JANUAR, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Vibeke og Kurt.
I dag skulle vi tage afsked med Sydney. Fire fantastiske dage, hvor vi har slidt skosålerne tynde på vandreture rundt i byen, under Lone’s kyndige vejledning.
Vi skulle tidligt op, morgenmad kl. 06.00, og kufferten skulle afleveres til buschauffør, så bussen var pakket og klar 06.30. Bussen var desværre lidt forsinket, men vi nåede frem til lufthavnen i fornuftig tid.
Check ind i lufthavnen var lidt bøvlet og mange fik sæder adskildt fra deres normale partner. Alle blev tjekket ud af Australien, og med en smule forsinkelse forlod vores fly startbanen, med kurs mod New Zealand. Efter 2,5 time i luften ramte hjulene landingsbanen i Queenstown. Flyveturen forløb uden problemer, og vi fik serveret en let frokost anretning undervejs.
Vi frygtede lidt for check ind i New Zealand, men vores forarbejde bar frugt, og der var ikke nogen større problemer. Vandreskoene var rene og vi bar dem synligt ovenpå kufferten.
Sporhunden fik dog færten af “noget” i en enkelt rygsæk, som så skulle kontrolleres. Trådene blev redet ud og indehaver kunne fortsætte ud i friheden med vi andre.
Sikke en velkomst. Sue ventede i ankomsthallen med dansk og New Zealands flag, vejret var solskin og 22 gr. Ved bussen udenfor var der vand og frisk frugt.
Efter en lille pause kørte bussen mod Queenstown.
Sue lærte et nyt dansk ord “fandens også”. Vi kørte forbi hotellet og kørte en lille rundvisning i byen, hvor også de mange aktiviteter på Lake Watikapu blev forklaret.
Bussen gjorde stop midt i byen, og halvdelen af gæsterne valgte at gå med Lone tilbage til Hotel Millennium.
En tur på en god kilometer med lidt højdemeter undervejs. På turen blev interessante shoppingsteder og spisesteder udpeget.
Aftensmaden blev indtaget på hotellet. En lille forret med fisk, hovedret var hjortekød med kartoffelmos og grønt. Desserten var lækker chokoladekage med is.
Næste dags program blev gennemgået og efter en kop kaffe blev det til godnat og tak for idag.
29. JANUAR, Arrowtown – Gibbston Valley
Skrevet af Mary Ann og Robert.
Vi vågnede op på Millennium hotel med et utal af puder.
Fik en dejlig morgenmad.
Vejret er fantastisk.
Sue kørte os til Arrowtown. En guldgraver by, hvor vi får en meget fin rundvisning på museet og chinese settlement af Wendy og Dave.
Der er nogle lokale ildsjæle, der fortalte historien om, da eventyret startede, og Wendy fortalte også lidt om hendes barndom og hendes tid som skolelærer
Så fik vi tid til at gå rundt i byen, der ligner en filmkulisse fra en westernby, meget charmerende. 70% af byen er de gamle bygninger fra dengang guldgraverne levede her.
Vi kørte så til Gibbston Valley ,Winery Kinross, hvor vi blev forkælet med nogle meget lækre vine og sikke et måltid tapas.
Bodil og Uwe er så gruppens helte , der sørgede for underholdningen, da de valgt at springe ud i hver deres elastik, på broen over Kawarau river. Mega sejt , de tøvede ikke og sikke en flot stil , stor respekt.
Helikopter tur blev ikke idag, da det blæser op, så det bliver udsat.
I bussen hjem læste Lone op af Peter Anholm s bog, Sømandliv og guldfeber, meget spændende læsning.
Lidt ekstra tid på egen hånd og aftensmad vi selv arrangere , vi er en meget harmonisk gruppe og taler på kryds og tværs, griner og hygger.
30. JANUAR, Skippers Canyon
Skrevet af Conny og Børge.
Vi startede dagen med køretur i 2 mindre busser med lokale guide og chauffører.
Dagens mål for køreturen var Skippers Canyon.
Vi fik en meget spændende køretur, med flere stop undervejs og stejle bjergsider.
Første stop på turen var ved begyndelsen af den gamle guldgravervej.
Efter opfordring fra KJ sang vi morgensang.
Andet stop var ved udsigten over dalen. Vi fik rørt benene og hørt mange røverhistorier fra chaufføren.
Næste stop blev ved resterne fra det gl. Hotel, der stod bare to skorstene ved vejsiden. Fortællingen gik på, at der havde været 21 pub’er på den 21 km lange vej til Skippers Canyon. Samt at omsætningen der blev væsentlig øget, grundet kvindelig betjening, hvilket ikke var helt uden problemer, da guldgraverne tit kunne lokke med deres guld og ægteskab.
Ved målet blev vi delt i 2 hold, som blev vist rundt på museet, derefter tog jetboat holdet på tur – vi andre stod og så dem fare afsted på floden.
Til frokost fik vi serveret en lækker BBQ, som den lokale KJ havde tilberedt.
Så var tiden inde til at holdet, som havde valgt riverrafting skulle gøre sig klar.
Påført våddragter og sikkerhedsudstyr var vi nu klar til at blive fragtet ud til bådene.
Der var 5 både, der blev sendt afsted,efter en grundig instruktion i hvordan man skulle forholde sig, i tilfælde at man skulle ende i vandet mm.
I bådene fik vi alle en pagaj i hånden, og så afsted med en lokal styrmand.
Der var arrangeret med stop ved nogle klipper, hvor vovehalse kunne hoppe i vandet.
En båd fik ikke lagt til bredden, men susede videre, de tog så et stop et andet sted, hvor de fik gravet lidt efter guld og minsandten om der ikke var en deltager, som var heldig at finde en lille bitte “klump” guld.
Derfra forsatte vi i roligt tempo, men pludselig fik vi brug for de instruerende redningsøvelser, da en af bådene flippede over og alle ombordværende faldt i vandet. Nogle kom under båden, men alle blev samlet op af de andre både. Puha – godt at det gik godt, men en træls oplevelse for de berørte.
Da alle var vel tilbage ved museet, blev der skiftet tøj og drukket kaffe.
Så var der tid til helikopter flyvning. Der var 20 der havde valgt at komme på en tur. Efter en kort instruktion fløj vi fra Skippers Canyon til Queenstown, med et stop på en bjergtop i 5.000 fods højde. Det blev en kæmpe oplevelse, både selve flyveturen men også udsigten.
Sidst på eftermiddagen var alle samlet tilbage på hotellet efter en begivenhedsrig dag.
31. JANUAR, Manapouri – Doubtful Sound – Gore
Skrevet af Birgit og Bodil
Dagen idag var egentlig planlagt med overnatning ombord på The Wanderer, men blev lavet om p.g.a motorproblemer.
Vi forlod Queenstown kl. 9.00 , Lone fortalte historie om New Zealand, som er verdens yngste land, p.g.a øens opbygning forekommer der ca. 20.000 jordskælv om året, hvoraf ca150 kan mærkes.
Efter ca. en halv times kørsel havde vi det første fotostop ved Lake Wakaipu.
Derefter kørte vi igennem The Real Farm Country ,hvor der dyrkes landbrug med kvæg, får og hjorte.
Herefter fortsatte turen mod Fjordland National Park, hvor de får ca. 900 mm regn om året.
Kl. 12.00 kom vi til Manapouri ved Pearl Harbour, hvor vi fik en fantastisk lækker udendørs frokost i strålende solskin.
Kl 13 sejlede vi fra Pearl Harbour og ankom til Manapouri West Arm Power station,som blev bygget i 1961.
Herfra kørte vi igen med bus til Deep Cove igennem den flotte regnskov. Her forekommer ca. 20 jordskælv om dagen. Vi passerede også et 650 år gammelt træ som blev brugt som scene i Ringenes Herre.
Kl. 15.30 ankom vi til Deep Cove ,hvorfra vi skulle sejle ud til DetTasmanske Hav på Doubtful Sound, her regner der 200 dage om året. Doubtful Sound er ca. 430 meter dyb. Vi sejlede også forbi Sekretery Island, som er den højeste ø på New Zealand , mere end 1000 meter over hav overfladen.
Vi så en masse sæler ved udmundingen til der Tasmanske Hav, som lå og slappede af på klipperne.
På tilbagevejen gjorde vi stop i Croked arm og havde Sound Of Silence, hvor alle passagerne gik udenfor for at nyde, at verden gik i stå for et øjeblik, med en helt udsædvanlig smuk natur omkring os.
Kl 18 kom vi tilbage til Deep Cove, hvorfra vi med bus kørte til Manapouri Power Station.
Kl 19 afgik båden til Pearl Harbour, hvor vi ankom kl 20, her ventede Sue med bussen og havde et dejligt glas vin/øl klar til os.
Vi fortsatte turen mod Gore, hvor vi skulle overnatte.
På vejen holdt vi et lille stop, hvor Lone hentede dejligt mad til os ( chili Con Cane med kartoffelmos og guacamole )som blev spist i bussen.
Derefter læste Lone det sidste afsnit af Peter Anholm’s historie.
Vi ankom til vores hotel i Gore kl 22.15 lidt trætte efter en dejlig lang dag.
1. FebrUAR, Gore – Nugget Point – Dunedin
Skrevet af Agna og Bent.
Vi forlod Croydon Lodge i Gore kl 9.30 og kørte østpå mod Balclutha og videre mod syd.
Sue mente, vi skulle synge morgensang for at holde regnvejret på afstand, men det lykkedes ikke helt.
Vi holdt kaffepause kl 11 ved Kaka Point, hvor vi havde nået Stillehavet.
Vi kørte videre til Lighthouse Point langs stranden, hvor vi så efter fugle og pelssæler.
Bussen kører op ad den meget smalle og stejle gade op til fyret, og vi vandrer det sidste stykke vej til fyret, hvor der er en fantastisk udsigt, og er heldige at se en del sæler.
Vi fortsætter videre for at spise frokost, finder et sted i en park med store træer, da det var begyndt at regne lidt. Vupti så er frokosten klar, som vi alle nyder i det grønne.
Vi fortsætter videre gennem Balclutha og videre mod Dunedin. Her ser vi fortsat mange store får og kvægfarme.
Vi kommer til skotske Dunedin og kører op på Signal Hill – et udkigs punkt på 313 højdemeter, her kan man også cykle efter markerede ruter i forskellige sværhedsgrader.
Vi fortsætter mod vores hotel, og laver et stop ved verdens stejleste gade, ved navn Baldwin Street,
som har en hældning på 35%. Alle i gruppen gik turen op af gaden, hvor vi fik taget et gruppebillede.
Vi ankommer kl. 17 til vores overnatningshotel for de næste 2 dage.
Hotellet er lige overfor botanisk have, så dem der har lyst kan gå over gaden og se på den flotte have.
Tak for en dejlig dag.
2. FEBRUAR, Otago Halvøen
Skrevet af Bodil og Knud.
Dagen startede for de fleste af os meget tidligt, faktisk kl 6.00 lokal tid.
Danmarks håndboldherrer spillede EM-finalekamp mod Tyskland. Og Danmark vandt 34 – 27.
De var så hamrende dygtige. HURRA HURRA HURRRRAAAA
9.30 afgang i bus med Sue mod Dunedins Universitet.
Lone fortæller, at det er det ældste Universitet i New Zealand og er fra 1869, og har meget smukke bygninger, mange grønne plæner og store træer. Der er ca 25.000 studenter hvoraf ca 15% er fra udlandet.
Senere så vi banegården i Dunedin, der har et meget smukt mosaikgulv.
Der kører ikke persontog mere, så afgangshallen bliver brugt til kunstudstilling og museum mv.
Vi havde lidt tid til at shoppe.
Og derefter mødtes vi i Sct Pauls Cathedral. Der var mange smukke glasmosaik ruder, smukt loft og vi sang morgensang i kirken og det skulle vise sig, at det hjalp os, så vi fik det perfekte vejr resten af dagen.
Frokosten spiste vi på Spights bryggeri. Vi fik 3 forskellige øl og en lækker frokost-kylling med salat.
Videre med bus til Otaga-halvøen til Royal Albatros Center.
Vildt spændende at opleve de flyvende albatrosser. Det blev heldigvis ret godt blæsevejr, for så kan albatrosserne lette. Og der var mange …
Derefter blev i inddelt i 4 grupper i hver sin 9-personers bus, hvor vi kørte ud til østkysten. Her kunne vi se sæler, både voksne og rigtig mange baby-sæler. Vi så albatrosser i luften.
Lidt videre i bus, ud til et punkt hvor vi gik på stranden, hvor der lå en del søløver. Nogle gange måtte vi gå lidt omveje, for ikke at komme for tæt på søløverne.
Vi var også så heldige at se flere guløjet pingviner.
Hjemturen til hotellet i de 4 busser gik af snoede veje, op og ned. Samtidig med at vi spottede flere fuglearter.
Fortjent lækker aftensmad kl 21.00
Tusinde tak for en fantastisk dag igen
Godnat og sov godt
3. FEBRUAR, Moeraki Boulders – Twizel
Skrevet af Rita og Arno.
Efter endnu en dejlig morgenmad, går turen mod Moeraki Boulders.
Ved Moeraki boulders ser vi disse mærkværdige store 2 tons runde sten ligge på stranden og mindre kugler inde i skrænten.
Derefter kørte vi til Moeraki Terverna, hvor der blev serveret en skøn frokost ( Fish & chips) plus øl & vin. Vi fik en halv time, hvor vi nød det dejlige stille vejr ved stranden.
Vi kørte derefter en langtur gennem et smukt landbrugslandskab til en lille by Oamaru Ward, hvor chaufføren skulle haˋ hjulene på bussen efterspændt, det blev til et uorganiseret pit stop – en sjov oplevelse da byens folk var udklædt, som i gamle dage.
Vi kørte igennem et område, hvor amarun sten er skåret ud af klipperne, de blev brugt til bygge sten.
Derefter kom vi til Elephant Rocks, som var en stor oplevelse og meget specielt.
Nu fik vi på vej i bussen hele historien om det fantastiske kraftværk, som omdanner vandkraft til elenergi igennem store turbiner.
Vandet fortsætter ned af bjergsiden til opdæmmede søer og derefter i kanaler til kraftværket,der er 8 stk. i alt i dette område ved Lake Benmore.
Da vi ankom til byen Twizel, blev vi budt på vinsmagning på hotellet af vores guider – dette hævede stemningen til et meget hyggeligt niveau.
Alt i alt en helt fantastisk tur med super gode og dejlige guider.
4. FEBRUAR, Mt. Cook
Skrevet af Hanne og Uwe
“Morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde ….” og vi tog det stille og roligt
Aftenen før havde Lone meddelt, at vi først måtte komme til morgenmad kl. 7.30. Altså: bliv hjemme, slap af og lad de andre tage det første stormløb. Og da hotellet var godt fyldt med kinesiske gæster, havde vi ærligt talt heller ikke det store behov for at konkurrere om bacon og kaffe.
Med udsigt til Poppies Café, bløde sælbjerge (Peders bjergfortolkning) og lyserøde skyer på blå himmel tog vi kl. 8.30 afsked med MacKenzie Country Inn i Twizel – Veludhvilede, mætte og helt klar til endnu en dag. I dag med panoramaer views i verdensklasse hen over Southers Alps med hvide snetoppe.
Vi passerede straks efter afgang en samling af udtjente entreprenørmaskiner brugt i det gigantiske vandkraftsprojekt og umiddelbart efter den lokale lille lufthavn.
Første stop kom allerede efter få minutter ved Lake Pukaki – Den anden højest beliggende sø i vandkraftprojektet. Vi kørte forbi vejen ind mod Mount Cook, men da Hooker Valley Track desværre er lukket, måtte vi tage til takke med udsigten. Normalt er området et eldorado for vandrere og bjergbestigere – men naturen har været på spil. Fem gletsjere har kælvet, vandstanden er steget, og resultatet er ødelagte broer, hængebroer og stier. Kort sagt: ingen gåtur i området for os. Genopbygning er i gang, og med lidt held er ruten klar igen i 2027 – så der er noget at glæde sig til, når vi bliver 62+
Vi fik dog lov at se dele af det sneklædte Mount Cook, som netop åbenbarede sig for os, mens vi tålmodigt ventede, og det var imponerende – mageløst smukt med den lille forstenede Maoridreng på toppen.
Ekstra stort øjeblik for Knud, som her fik sin rygsæk tilbage efter at den var blevet væk i lufthavnen i Sydney. Alt var i tasken, intet manglede – hvilket må betegnes som et mindre mirakel. Stor tak til Adventure Holidays m.fl., der fik den hjem igen
Undervejs fik vi Aoraki-historien – om bjerget som forfader i maorisk mytologi – og vi gjorde efterfølgende flere korte stop, så alle kunne få “det helt rigtige billede”. Kort efter endnu et stop: et større hold får, som skulle fotograferes. Får allevegne og stadig af Merino slagsen med de lyse hoveder og grålige kroppe.
Ved Lake Tekapo den højst placerede sø i vandkraftsprojektet beliggende godt 700 m over havets overflade, blev der tid en dejlig tur langs søen og fritid. Vejret var perfekt: solskin, ingen vind og temperaturer, der hverken krævede uld eller brok. Frokosten blev nydt ved søen og bestod bl.a. af røget laks fra High Country Salmon Farm, købt tidligere på dagen ved Lake Pukaki. Alt blev spist – rub og stub.
Den største udfordring viste sig efterfølgende at være toiletterne, hvor dørene besluttede at leve deres eget liv, hvilket gav megen moro og anledning til at benytte den gamle metode “at stå for”. Metoden virkede stadigt!
Panoramablikkene fortsatte hele tiden, og som afslutning gik vi over broen til Shepherd Church. Kirken var dog lukket, da et hul i taget skulle udbedres – endnu et bevis på, at naturen hernede ikke tager hensyn til åbningstider. Vi havde ellers, efter Lones introduktion af præsten aftenen før, glædet os til at møde præsten og sige “Nicht verstehen”. Vi kunne alle godt forestille os den smukke altertavle med vinduet, korset og bjergene i baggrunden.
Kl. 13.30 fortsatte vi til The Tin Shed – også kendt som Blikskuret. Et sandt paradis for uld elskere. Flere rejsedeltagere forsvandt ind og kom ud igen med poser og lettede pengepunge. Der blev både prøvet, overvejet og købt – for man ved jo aldrig, hvornår man fryser igen.
Kl. 16.00 gik turen videre mod Christchurch med 122 km foran os. Fra bussen nød vi – takket være det gode vejr – flot udsigt til De Sydlige Alper, en bjergkæde på omkring 500 km, som man aldrig bliver træt af at kigge på.
Efter ca. 90 minutter og et kort stop i Ashburton, hvor Sue fyldte bussen op med AdBlue (selv busser i New Zealand skal have deres vitaminer), og Lone fyldte is på rejseholdet, ankom vi til Hotel Pavilions i Christchurch. Aftensmaden blev indtaget i Jimmy’s Bar, hvor stemningen var god og benene glade for endelig at hvile.
Christchurch er Sydøens største by og New Zealands næststørste med ca. 400.000 indbyggere. Byen er opkaldt efter Christ Church College ved Oxford og hedder på maorisk Ōtautahi, efter høvdingen Tautahi. Den er kendt som en grøn by med mange parker – og som udgangspunkt for arktiske ekspeditioner (dog ikke planlagt i denne gruppe).
Byen blev hårdt ramt af jordskælv i 2011 og igen i 2016, med store ødelæggelser og næsten 200 døde. Det minder os om, at uanset alder og rejseerfaring, så er det stadig naturen, der bestemmer her.
Tak til vores fantastisk kørende chauffør Sue og vores altid for gruppen arbejdende guider Lone og Anne Marie for endnu en oplevelsesrig dag.
5. FEBRUAR, Twizel – Christchurch
Skrevet af Tove og Henrik.
Efter morgenmaden var vi klar til en ny dags oplevelser. Første gode oplevelse var, at hotellet kunne stege bacon. Det var koldt fra morgenen, så vi startede i lange bukser, trøjer og jakker. Efterhånden blev vejret dog varmere og passede fint til en gåtur.
Vi startede ved hotellet og gik gennem den røde zone, som var det område der blev ramt mest under jordskælvet. I dag kan man ikke forsikre huse i områder pga. risikoen for nye jordskælv. Området er i dag en blanding af helt nyt, jordskælvssikrede og forladte huse som ikke må bebos, da de ikke er sikre. Mange ejendomme står tomme og forladte, da ejerne ikke ønsker at opføre nyt og er fraflyttet området. På turen så vi, hvordan mange bygninger nu var sikret med store solide stålkonstruktioner.
I midtbyen var der gensyn med de efterhånden velkendte Dronning Victoria og Kaptajn Cook. Vi så også mindemuren for de 185 omkomne under jordskælvet i 2011 og de forskellige flotte monumenter for de første maoriers ankomst til området.
Byens katedral blev kraftigt beskadiget under jordskælvet. Genopbygningen er gået i stå pga. mangel på penge og forventes ikke færdig før om tidligst 4 år. Udefra vurderet virker det, som om der mangler rigtigt meget. Derefter videre gennem byen forbi jernbanestationen og de mange små butikker i New Regent Street. Forbi det nye flotte kongrescenter og det nye rådhus, hvor Sue samlede os op.
Vi blev kørt til den midlertidige katedral kaldet Papkirken. En konstruktion, der ikke er set før. Efter messen fik vi en introduktion til historien og sang vores morgensang i håbet om bedre vejr.
Sue kørte os til Sumner Beach. Her spiste vi frokost i parken med rugbrød fra den danske bager. Endnu engang en hyggelig og god frokost i det fri i byens park ved stranden. Herefter stod der badetur i Stillehavet i de store bølger på programmet. Det kunne herefter konstateres, at selskabet bestod af fire vikinger og 30 kyllinger.
Så gik turen til Christchurch igen, hvor der var “fri leg” i botanisk have eller midtbyen.
Middagen i aften er igen på hotellet i de hyggelige og spændende lokaler.
En god dag, hvor vi endnu engang var heldige med vejret.
6. FEBRUAR, Christchurch – Kaikoura – Picton
Skrevet af Susanne og Erling
Så er vi klar til endnu en dag.
Afgang kl. 8 mod Picton, vi kører af High Way nr. 1 langs kysten, alternativ kan man tage toget som tager 8 til 10 timer.
Det første stykke af turen ligner dansk landskab. Efter 1,5 time var der tisse stop.
Inden vi når Kaikoura begynder vinmarkerne, og vi ser delfiner springe i Stillehavet.
Kaikoura betyder fisk, her spiser man hummer og skaldyr, der bor 3500, men besøges
hver år af ca. 500.000 turister.
Vi går lands stranden og kan se at havbunden har hævet sig 2m ved jordskælv i 2016.
Længer nord på hævede havbunden sig op til 8 m.
Ser på de flotte huse nye til ca. 4 mill. $ og gl. håndværker tilbud til ca. 2 mill. $.
Efter ca. 6 km. kom vi ud til Peter fåreklippers hjem, hvor Sue var ved at anrette frokost.
Vi spiste frokost i hans have i 25 gr. varme.
Peter tager os med ind i laden, hvor han viser os et lam på 8 uger, derefter klipper han et får
hvor ulden er Merino og lang nok til tæpper.
Peter betaler en fåreklipper 2,5 $ pr får og får selv 3,0 $, så ikke nogen fed forretning, derfor har han en campingplads og arbejder som skraldemand.
Får får får?
Får får ikke får
Får får lam
Vi fortsætter nordpå, hvor vi ser masser af vin marker og store gran skove, kører ind på den største vingård, vi kører mellem vinmarkerne der er vinstokke så langt øjet rækker
Peter Yealands som producere 20 mill. L Sauvignon Blanc hvidvin om året.
Vi fortsætter til Picton, hvor vi ankommer til vores hotel, hvor vi går på bar og spiser.
Tak for idag
7. FEBRUAR, Marlborough Sound
Skrevet af Marianne og Hans.
Så er det sidste hele dag på South Island, og den skal bruges på naturområdet lige ud for Picton.
Vi skal først på en sejltur på Queen Charlotte Sound, som er en del af den store nationalpark Marlborough Sounds Maritime Park.
Derefter bliver vi sat i land på destinationer, som kun kan nåes til fods eller ad vandvejen.
Der skal vi gå en delstrækning af forskellig længde på den populære Queen Charlotte Track, som har en samlet længde på 71 km. Frokost er planlagt til at forgå på Fureneaux Lodge.
Vi bliver delt i 2 grupper. Gruppe 1 og gruppe 2 og vandreturene er henholdsvis 12 og 5,5 km.
Gruppe 1 bestående af 31 personer inkl. Lone og Anne Marie starter med morgenmad kl. 7 på DA´s Barn, hvor vi også spiste aftensmad i går.
Iført vandrefodtøj og udstyret med rygsække, vand og müslibar, samt nogle med vandrestave, begav vi os til fods de få hundrede meter ned til Picton havn kl. 7:45, hvor en stor katamaran fra firmaet Cougar Line ventede på os. Kl. 8 sejlede vi afsted i et fint roligt tempo, hvor vi rigtig kunne betragte den flotte natur omkring os.
Kaptajnen fortale undervejs og Lone oversatte ligeledes fra broen.
Kl. 9.30 går vi i land i Resolution Bay Cabins. På anlægsbroen blev vores morgensang sunget. Så er vi klar til vandreturen. Lone fortæller undervejs om området med regnskov, og hvordan maorierne levede med og af naturen bl.a. silverfern (sølvbregne) og manukatræet.
Der er flere flotte udsigtspunkter undervejs og på det højeste punkt på vores tur – 230 moh – er der pit stop, hvor vi indtager vores medbragte müslibar medens udsigten nedover Endeavour Inlet nydes. Det var her James Cook i sin tid lå med sit skib Endeavour i 4 mdr., sammen med sin biolog og lavede en del optegnelser over området.
Styrket fortsættes turen. Vi passer forbi områder, hvor en pest i træer og buske har medført at alt blev sort, som efter en skovbrand. Området er ved at reetablere sig igen, men især træerne er endnu tydelig præget af angrebet.
Kl. 13:30 ankommer vi til Furneaux Lodge efter en rigtig flot tur gennem regnskoven hele tiden ledsaget af cikader og fuglestemmer. Fuglene gemte sig, dog lykkedes det nogle i gruppen, at se en weka. Her blev gruppe 1 og 2 igen forenet.
Gruppe 2 bestående af 6 personer inkl. Sue fik morgenmad kl. 8 og gik ligeledes ned til båden fra Cougar Line med afgang kl. 9:30. De var med en postrutebåd, som skulle aflevere varer et sted undervejs. Landgang var ved Blue Water Lodge.
Sue havde været en fantastisk guide og ligeledes fortalt om de forskellige planter, samt maoriernes liv i harmoni med naturen. De var ankommet til Furneaux Lodge ca. 15 minutter før gruppe 1.
Sammen fik vi en lækker frokost på stedet inden vi kl. 15 blev kaldt til båden, som skulle bringe os alle hjem til Picton igen. Der var dennegang kun os på båden og hjemturen foregik i noget højere tempo end udturen. Der var nogle stykker, som fik et saltvandsbad.
Kl. 16 kunne alle igen få fast grund under fødderne i Picton, og der var nu tid til fri disposition indtil kl. 19, hvor der i den hyggelige have på hotellet blev budt på vinsmagning.
Det var vine fra Peter Yealand, hvis vinmarker vi kørte igennem i går eftermiddags. Lone og Sue stod for en humoristisk præsentation af vinene, og der blev grinet meget. Der blev budt på Sauvignon Blanc, Pinot Noir samt Merlot.
Således styrket og i godt humør var der aftensmad igen på DA’s Barn. Menuen bestod af fisk – en lækker tilberedt knurhane – som nok de færreste af os havde stiftet bekendtskab med før, samt is med frugt til dessert.
Vejret startede i morges overskyet med kig til lidt blå himmel og 18 gr. Senere blev det faktisk fuld sol og op til 25 gr., så absolut også vejrmæssigt en fantastisk pragtfuld dag.
8. FEBRUAR, Picton – Wellington
Skrevet af Bente og Hanne.
Her kommer den fantastiske fortælling om vores rejse fra sydøen til nordøen.
Bussen blev pakket, der blev delt søsygepiller ud og hentet madpakker til turen.
Bussen kørte ombord, og vi begyndte opstigningen til deck 8, hvor der var en fantastisk udsigt ud over havet. Havet opførte sig meget eksemplarisk, og der blev set albatrosser og delfiner. Vi spiste cookies, der var lidt tilovers, som blev delt ud til nogle meget glade børn i legerummet, senere blev der spist sandwich. Her blev der igen delt ud til vores medpassagerer.
Efter 3 timer sejlads kørte vi fra borde uden skrammer, til trods for den tætte parkering.
Sue was home again.
Vi kørte rundt i Wellington og endte på udsigtspunktet Mount Wictoria, hvor der blev sunget morgensang.
Så gik turen til West Plaza hotel, hvor Sue igen lavede en parkering til kryds og bolle.
Efter hurtig indlogering, var der fri leg til kl 19.30.
Mange besøgte havnen, hvor vi kunne konstatere at navnet “Windy Wellington” passede meget godt.
Klokken 19.30 fik vi den lækreste buffet.
Det har igen været en helt fantastisk dag.
9. FEBRUAR, Wellington
Skrevet af Merethe og Per.
I dag morgenmad kl 7.30 og vi mødtes til en lille rundtur i byen.
Så rådhuset, som var ved at blive sikret mod jordskælv, som Lone fortalte havde det stået på i 3 år nu og var slet ikke færdig, et kæmpe arbejde.
Der forekommer ca. 20000 skælv om året, men man kan kun mærke ca. 100-150 af dem.
Vi sang vores morgensang. Og vi er stadig heldig med fantastisk godt vejr 21 grader og flot solskin.
Efterfølgende en tur til Nationalmuseet Te Papa også kaldet skattekisten.
Museet åbnede i 1998. Et meget flot museum, som viser naturen, kulturen, og mange dyrearter på New Zealand.
En stor udstilling om Maori-kulturen. Der var også en meget fin udstilling om 1. Verdenskrig.
Lone gav os en god fortælling om det hele, og derefter var der ca. 1 1/2 time til selv at gå rundt og kigge. Man kunne også gå i kælderen og se hvordan man understøtter bygninger med gummi måtter, meget interesant.
Vi mødtes igen ved bussen ca. 12.30 for at køre til rosenhaven og lave/spise vores frokost.
Alle giver en hånd med ,så i løbet af ingen tid var maden klar.
Vi havde selskab af en del ænder som også nød godt af os.
Da vi havde ryddet op,kørte Sue tilbage med bussen. Vi op til kabelbanen for at komme ned til byen igen. Sjovt at prøve det også.
Derefter fik vi fri til at gøre hvad vi hver især havde lyst til.
Skulle først mødes til aftensmaden kl. 19.30
Tak fra os .
10. FEBRUAR, Wellington – Tongariro
Skrevet af Laila og Erik.
Så blev det tid for afrejse fra hovedstaden Wellington. Vi har haft et par fine dage i skønt vejr.
Wellington beskrives, som en blæsende by, men vi oplevede faktisk kun dejligt vejr, med let vind.
Turen går nu mod Tongario nationalpark, og undervejs gør vi ophold i Whanganui, hvor vi skal besøge Sue og hendes familie.
Morgentrafikken i Wellington var hektisk, men heldigvis var der kun kø for at komme ind mod byen.
Dagens første højdepunkt indtraf allerede i bussen. Vores højtærede Peder rundede version 6,2 – så vi skrålede fødselsdagssang og råbte hurra for ham. Peder kvitterede ved at byde på en kold sodavand fra bussens køleskab – vi takker for den store gestus.
Første toiletstop på vejen var i byen Foxton, hvor de fleste var inde i den gamle, flotte hollandske mølle, De Molen. Her vakte det stor begejstring, at man kunne købe saltlakrids og heksehyl.
Derefter gik turen byen Whanganui. Vi indledte med at køre op til Durie Hill, hvor der smuk udsigt over byen og floden.
Vi fortsatte til Sues ven Lawrence, som viste hvordan man klipper et får, samt hvordan hans dygtige fårehunde arbejder, når de hyrder fårene.
Dagens imødesete besøg var hos Sue og hendes familie. Allerede ved indkørslen, fik vi en en positiv overraskelse, da både det danske og grønlandske flag var hejst til ære for os. Vi blev hjertelig modtaget af Sues mand, Paul, Pauls forældre, Sues mor og ven, samt bedstemoren på snart 101 år.
Sues gode ven, som er slagter, havde tilberedt en fantastisk barbecue til os – det var virkelig lækkert. Pludselig kom en lyserød isbil ind på gårdspladsen, og så var der dejlig softice til dessert.
Herefter viste Lawrence igen sine evner ved at lade sine hunde hyrde Sues får, som aldrig havde prøvet det før. Igen lykkedes det på eminent vis, at demonstrere hans og hundenes færdigheder.
Afslutningsvis fik vi en rundvisning på ejendommen, hvor vi bl.a. så Pauls mancave, og flere fik en tur på motorcykel med Pauls far – og Bodil og Børge tog endda en tur på egen hånd.
Efter at vi havde taget afsked med alle, kørte vi videre mod Tongario Nationalpark.
Vejen hertil var fyldt med hårnålesving og en fantastisk natur.
Vi tjekkede ind på The Park ved 18-tiden. Herefter stod den på udpakning og aftensmad.
11. FEBRUAR, Maori Kultur dag
Skrevet af Marianne og Hans.
Det er en flot morgen. De tre vulkaner stå skarpt mod himlen og morgensolen. Det er lidt køligt ca. 9 gr., men vi befinder os også i 820 moh.
Tongariro Nationalpark er ældste nationalpark i New Zealand. Maorierne ejede hele området og en høvding overdragede det til staten i 1887 mod at området aldrig blev delt.
I 1894 blev det officielt udnævnt til nationalpark.
Dagen i dag er dedikeret til den lokale maoristamme og deres kultur. Lone har allerede nogle gange introduceret os til maori kulturen, så alle er nok spændte på, hvad dagen bringer.
Kl. 8:30 var alle klar og med dygtige Sue bag rattet kører vi mod Lake Rotopounami – også kaldt på dansk jadesøen. Efter en halv times kørsel gennem frodig landskab ledsaget af Lones fortællinger og et område, hvor der havde været brand, ankom vi til en parkeringsplads, som var udgangspunkt for dagens vandretur.
Her ventede Tom, han er maori og vores lokale guide. Inden vi starter turen, udfører Tom en velkomst ceremoni, hvor han ærer Moder Jord, Fader Himmel og skovens gud (maoriernes skabelses historie) samt byder os velkommen.
Tom fortæller, at skoven var maoriernes supermarked og spisekammer. Det var her mændene hentede planter og plantedele til mad, krydderier, medicin og cremer samt jagtede skovens fugle til føde. Plantedele – især forskellige flachs arter – blev ligeledes anvendt til fletning af tæpper, kåber og redskaber.
Derefter bliver gruppen delt i 3. Et hold tager en mindre tur sammen med Sue. De to andre hold skal rundt om søen ca. 6 km. Halvdelen går med Tom og de sidste med Lone og Anne Marie. Der bliver fortalt og udpeget træer og planter undervejs. Fin vandresti gennem tæt og urørt skov. Når solen skinner i søen giver navnet rigtig mening med det grønne vand. Midtvejs ved en længere sandbred er der snack pause. Turen var igen ledsaget af fuglestemme og cikader.
Kl. 12 er hele gruppen samlet igen og vi kører et kort stykke vej til Otukou Marae. Det er her Tom hører til.
Det første vi skal se efter ankomsten er, hvordan en hangi bliver forberedt. Det er som regel mænd, som står for det. Erhvervet går i arv, så far lærer søn osv. Der er gravet et hul i jorden, hvori der er lagt store sten. Et bål er lavet mellem stenene og det blev tændt op allerede kl. 9, så stenene er godt varme nu. Der er forberedt en stor trådkurv med al maden – kød, kartofler, græskar, brød og kage – pakket ind hver for sig. Brændet bliver fjernet og kurven bliver placeret på de varme sten. Derover kommer et vådt hvidt klæde efterfulgt af adskillige våde sække og til sidst bliver det hele dækket med jord. Nu skal det stå der i ca. 4 timer.
Efterfølgende er den officielle velkomstceremoni i Mareen (samlingssted). Tamari – Toms kone og en af de øverste i denne del af maoristammen – kalder med sang, hvorefter andre stammemedlemmer istemmer. Vi svarede ligeledes med sang – morgensangen. Vores høvding, i dagens anledning har Børge fået det ærefulde erhverv, skal så fortælle, hvorfra vi kommer og hvad besøgets formål er. Det bliver heldigvis accepteret og alle skal op og hilse på Tamari og de øvrige ceremoni deltager ved at give hånd, sige “Kia ora” og presse næsen mod vedkommende. Det er et tegn på respekt, forbindelse og velkomst.
Alle blev heldigvis budt velkommen i Mareen og ligeledes med sang kaldt til frokost i spisesalen. Inden frokosten velsignede “onkel Paul” maden. “Onkel Paul” er 80 år og den øverste ceremonielle leder i denne stamme. Det var en lækker frokost med brød, skinke, salater, ost og frugt. Vi var nok lidt mere stille under frokosten end vi plejer. Alle havde en følelse af ærbødighed, respekt og ydmyghed efter velkomstceremonien.
Tamari, som er meget kreativ og en dygtig kunstner, forklarede sine 5 malerier i spisesalen. De symboliserede skabelseshistorien. Moder Jord, Fader Himmel og deres 5 børn, som stod for skoven, havet og søerne samt det sociale liv i stammen.
Så var der tid til afslapning i Mareen. Nogle fik en middagslur i sovesalen – med eller uden lyd – andre nød det dejlige sommervejr og omgivelserne.
Kl. 15.30 var det tid til besøg i deres flot dekorerede mødehus, som samtidig er deres mest “sikre” sted, hvor andre normalt ikke få adgang. Det er her alle vigtige ceremonier forgår. Onkel Paul – stammens ældste – bød igen velkommen og bad en indgangsbøn. Herefter fik vi en dybdegående beretning af Tamari og Tom om livet, som maori. Deres stamme udgør i alt 45.000 pers. opdelt i flere regioner med hver sin Marae. Vi fik fortalt om ceremonier, deres tab af land og forfædre, deres kamp for at beholde deres kultur og om nutiden, at man har måttet acceptere flere kompromiser pga. anden levestil i dag. Meget spændende fortælling.
Hangi’en blev også taget op lige inden en let tordenregn brød løs. Det duftede dejligt. Derefter er det kvinderne, som anretter maden.
Fra maoriskolen kom en gruppe elever ledet af Toms søster. De opførte på fineste vis et kulturshow for os med sange og danse her i blandt den kendte haka dans, som er meget kraftfuld. Vi blev også alle inddraget i showet.
Aftensmaden stod så på hangi med salat og en dessert, som var en kage tilberedt i hangi’en med frugtsalat og vaniljecreme. Alt sammen meget velsmagende, et rigtigt festmåltid. Børnene og de øvrige tilstedeværende lokale deltog også i måltidet. I alt var vi vel omkring 70 personer.
Efter spisningen blev der igen sunget og spillet nogle sange for os før “onkel Paul” afslutningsvis med en afskedsbøn ønskede os en fortsat god rejse.
Vi takkede for deres hjertelige gæstfrihed.
Regnen fik temperaturen til at falde nogle grader, men det klarede op og solen kom frem igen.
Godt mætte både i maver og hoveder kørte Sue os tilbage til hotellet med den flotteste aftenhimmel som kulisse.
Hjemkomst kl. 21.
12. FEBRUAR, Tongariro National Park – Mt. Ruapehu – Taihaw Falls
Skrevet af Conny og Børge
Mt. Ruapehu og Taihaw Falls.
Vi der ikke skulle på Tongario Crossing, kørte kl. 8. 30 mod Mt. Ruapehu. Undervejs havde vi et stop ved Tawhai Falls. Vi gik ned til floden, som har dannet rammen om diverse scener fra filmen Ringerne Herre. Midt i floden fandt vi scenen, hvor Gollum sidder på en klippe. De modigste og klatrestærke tog turen ud på klippen. På stien derned, så vi blomsterne lyng, som er kommet til New Zealand med englænderne. Da det er en invasiv art, som breder sig uhæmmet og udrydder den naturlige bevoksning, forestår der en stor opgave, med at få den udryddet. Skovforvaltningen har endnu ikke fremlagt en plan.
Så gik turen videre mod Mt. Ruapehu. I strålende solskin blev vi transporteret op til Knoll Ridge – Cafeteria, med gondolerne fra SKY-WAKA op til en højde på ca. 2000 meter. Vel ankommet blev vi delt op i tre grupper. Den ene gruppe bestod af 13 deltagere, som ønskede at bestige de 350 meter til toppen. 6 deltagere valgte at gå med den første gruppen til ca. halvvejs til toppen. Enkelte deltagere fra den sidste gruppe, vandrede en lille tur med Anne Marie omkring Gondolen/Cafeteriet, resten blev ved cafeteriaet, for at nyde udsigten og slikke lidt sol.
Da alle var tilbage efter deres respektive vandreturene, spiste vi frokost i Knoll Ridge – Cafeteriet. Nogle mere ømme i benene end andre, tog turen tilbage til bussen.
Sue kørte os til Tongario Nationalpark Visitor Centre.
Her havde vi et stop på en halv times tid. Der var forskellige illustrationer film m.m. om vulkanerne i New Zealand.
Dernæst gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi havde eftermiddagen fri.
12. FEBRUAR, Tongariro National Park – Tongariro Crossing
Skrevet af Tove, Henrik, Merete, Per, Kurt, Marianne og Knud.
Der var 7 der ikke var tøsedrenge/piger, der tog den store tur.
Vi blev afhentet af Cat, en ung springgazelle, iført korte bukser og T-shirt.
Der stod vi 7 danskere så og var påklædt, som nogle fra Asmussens ekspeditionen til den isdækkede Pol.
Ankommet til området startede vi i 1120 meters højde og i starten gik det rigtigt godt.
Fantastistisk udsigt og meget flot landskab. Forbi Soda Springs i 1400 meter. Så gik det lige pludselig opad, hvor åndedrættet blev alvorligt udfordret. Der er enighed om, at det har noget med højden at gøre og ikke grundformen. videre mod Red Carter i 1868 meter.
Ufattelig, at der er så mange trapper i et så vildt område. Den mest fantastiske udsigt i krateret, hvor vi også fik hele historien.
Nedturen var nok noget med det mest udfordrende stejlende og usikker fodfæste.
Herefter frokost ved Blue Lake, stor oplevelse, vi fik lov at sidde ned i pausen.
Cat lavede kaffe, dejligt.
Videre rimeligt vandret og så opad igen med trappetrin, trappetrin…. Så gik det nedad igen med udsigt over Lake Taupo.
Vi endte nede i i regnskoven i 1040 meters højde. Dejligt køligt forhold til den brændende sol på bjerget.
Trapper igen og der var bare langt ned og så var der lige en ny sti, som gjorde turen længere.
Så kom vi ud af skoven og sjældent har folk været så glade for at se en bus.
Så hjem til hotellet igen, læs fadøl, efter en gåtur på 8,5 time.
Super vejr, vi var bare heldige igen.
13. FEBRUAR, Lake Taupo – Rotorua
Skrevet af Tove og Henrik
Dagen startede som altid med morgenbuffet inden pakning af bussen og derefter afgang kl. 8.30. Der var politirazzia i området, men vi slap igennem, da de havde travlt med en anden bus.
Vi kom igen forbi nationalparken, hvor vejret dog var noget anderledes end under vores besøg dagen før. Det blæste og tågen var tæt omkring vulkanerne. Vi hørte at Tongariro crossing var lukket pga. vejret og forventes at være det i to dage.
Igen havde vi altså været meget heldige med vejret.
Videre det gik i regnvejr. De planlagte fotostop blev sprunget over, da det ikke gav meget mening i tågen. Videre forbi Lake Taupo, NZ’s største sø, som vi heldigvis havde set i solskin i går.
Pga vejret satte vi kursen mod Huka Falls. Vi så den voldsomme flod og brusende vand, som opstår, hvor floden bliver meget indsnævret. Indsnævringen endte i et flot vandfald.
Der blev, pga regnen, serveret en kop stående formiddagskaffe brygget under de åbenstående lastluger på bussen.
Så gik turen videre gennem landskabet med stor termisk aktivitet med varme kilder og damp op af jorden. Næste stop var i byen Taupo. Oprindelig var der planlagt frokost i det fri, men regnen drillede stadig.
Mens vi tog på shopping arbejdede Lone, Anne Marie og Sue på en plan B. Det blev til dejlige pizza ad libitum, som var en god afveksling til alt den anden gode mad vi har fået. Lone fik afsat nogle af de uspiste pizzaer til byens hjemløse, inden vi kørte videre mod det store geotermiske anlæg i området. Det var imponerende at se den kæmpe konstruktion af rør installationer, omkring de 200 borehuller, som dog ikke alle var aktive mere. NZ er via kombinationen af vandkraft, termiske anlæg og vind i dag selvforsynende med ikke bare energi, men med grøn energi. Det er helt sikkert en af grundstenene i NZ stærke økonomi. Lone fortalte om anlægget og den voksende bevidsthed omkring ikke at bruge grøn energi til ikke grønne produktionsformer som f.eks aluminium produktion.
Da vi manglede Tom’s dejlige middagssøvnssovesal fik flere af os en blund i bussen på vej mod vores hotel i Rotorua. I aften er programmet ændret, så vi tager med en kapelbane til en restaurant med en fantastisk udsigt. Udsigten forsvinder nok i tågerne, men så nyder vi maden og hinandens selskab.
Vi fik dog en glædelig overraskelse, tågen lettede så vi kunne se ud over byen og søen. Vi fik den største og mest flotte buffet, som mange af os har oplevet.
Under middagen fik vi en advarsel på telefonen om at der i nat forventes 200 mm regn. Så programmet i morgen afventer vejrudviklingen. Kabelbanen retur til bussen. På vejen hjem fik Sue øje på et lysshow ved det aktive geyserområde. Så et lille sidespring, så vi kunne se de forskellige farver på nattehimlen, en god oplevelse.
Derefter hjem og godnat.
14. FEBRUAR, rotorua
Skrevet af Tove og Henrik
Natten er gået bedre end forventet, da de største regnmængder gik uden om vores område. Så selv om vi startede i regn og fuldt regntøj blev det om ikke tørvejr, så bedre i løbet at dagen. Lone kunne i bussen fortælle, at vejen vi havde kørt på i går, havde været lukket for personbiler og lastbilerne havde vand meget højt op, så vi var sluppet billigt.
Først kørte vi forbi en Maori landsby, hvor vi kunne se hvordan det dampede op mellem alle husene.
Derefter videre til Te Puia, en blanding af museum, gejsere og Kunsthåndværkerskole. Guiden viste sammen med Lone rundt. Vi så kogende mudderbade og gejsere. Haven har tre gejsere, hvoraf den ene er NZ’ største.
Vi var inde at se deres 3 volierer med en Kivi i hver. De 2 var dog ikke stået op endnu, så vi fik kun set en fugl. Parken er med i et program, hvor de prøve at redde bestanden af kivi’er. De udklækkes og de genudsættes i naturen, når de kan klare sig.
Derefter så vi håndværkerskolen, hvor de uddanner unge i de traditionelle gamle håndværkerfag. Det er en treårig uddannelse, hvorefter de kan fortsætte de gamle håndværk hjemme i de forskellige stammer. De kan lære at arbejde i sten, ben, jade og træ. Vi så også hvordan der blev bearbejdet flax og flettet mange forskellige flotte ting.
Herefter retur til hotellet, hvor Sue ventede med bussen.
Videre til Ohinemutu og ind og se St. Fairhs Anglican Church, som er en blanding af traditionel kirke og Maorikultur. En meget flot kirke, hvor vi hørte kirkens historie og så den flotte udsmykning. Deres kirkegård er meget speciel, da de døde begraves ovenpå jorden pga. den meget varme undergrund. Byen rummer også en af de flotteste mareer i landet og det bobler og koger mellem husene, en meget speciel oplevelse.
Derefter mod Redwood skoven, hvor vi blev fanget midt i et maratonløb. Vi kom dog igennem og fik gået en flot tur trods vejret mellem de imponerende store og høje træer.
God frokost ved bussen i det grønne trods vejret. Retur til byen, hvor der var shopping muligheder tæt ved hotellet.
Vi sluttede dagen af med en middag på vores hotel. Der blev sunget og holdt nogle taler. Hyggeligt I morgen starter turen hjem mod det kolde nord.
15. & 16. FEBRUAR, Hjemrejse
Skrevet af Anne Marie.
Godmorgen til den sidste dag på vores eventyr i New Zealand.
Aften i aftes sluttede med fællessang og afslutning på kilometer konkurrence, som Bent og Susanne vandt.
Kl. 7.30 var der morgenmad og kl 8.30 var bussen pakket.
Hanne og Uwe havde lejet en bil og ville udforske mere af New Zealand, imedens de nu er her. Så efter vi havde sunget morgensang ved bussen, sagde vi farvel og god tur til dem. Så begyndte vi på hjemrejsen.
Lone fortalte om priser på huse og forskellige brugsafgifter.
Arbejdsugen er på 40 timer i ugen med en minium løn på 1000,- NZ$.
Der er gratis skolegang, men alle børnene skal have skole uniform på.
Så var der tid til spørgsmål om NZ. Her kom vi ind på miljø og landbrug.
Undervejs kunne vi se hvordan det meget regn havde på virket floden vi kørte langs, den var gået over sine bredder mange steder.
Tissepause og frugtpause i Bombay. Imedens vi holdt pause begyndte det at regne: NZ græder fordi vi skal afsted. Ind i bussen og videre.
Sue sang en maori sang for os, med den ønskede hun os en god rejse hjem.
Ved ankomst til Auckland lufthavn, stod Ole og ventede på os, han skulle følges med os hjem til Danmark.
Bussen blev tømt for kufferterne en sidste gang, og alle fik sagt farvel til Sue.
Kl. 12 begyndte vi på indtjekning ved Singapore Aierline, hvilket gik hurtigt og smerte frit.
Vi mødes ved Gate 15 kl 14:15 for at borde. Vi kom afsted kl 16 lidt forsinket.
En flot flyvetur over Australien og en meget speciel indflyvning over Singapore havn, hvor alle skibene ligger med lys.
Opholdet i Singapore lufthavn var på ca tre timer. Vi mødtes igen ved gaten for at gå ombord på flyet til Kastrup.
Nu kunne vi få lov at sove, og man skulle tro at flyselskab vil forberede os på at det er koldt i Danmark, da det var meget kold i flyet, og tæpperne kom i brug.
Flot indflyvning over København i solopgang og med snedækket landskab.
Vi landede kl. 7 og samles uden for flyet for, at sige farvel, inden vi gik ned efter bagagen.
Alle kufferterne var kommet med hjem i kulden.
Og vi var nogle som mødtes for at få en kop kaffe og et rundstykke, inden vi skulle med toget hjem.
Lone og jeg vil gerne sig tak for en dejlig tur sammen med jer, og vi glæder os til at ses med jer igen til gensyn.
