New Zealand Tur 4 - 2026
28. & 29. januar, rejsen til sydney
Skrevet af Nina.
24 gæster overnattede på hotel Comfort i Kastrup.
Alle glade for denne beslutning pga. snestorms varsel over Sjælland, forsinkelser eller aflysninger hos DSB.
Gæster der kom direkte til Kastrup fik et service opkald og alle var på Sjælland.
Vi mødtes i receptionen kl. 8:30 som aftalt, gik i samlet flok og mødtes med 7 gæster i terminal 3.
Indcheckning foregik på automaterne, en kuffert der gik i stykker, blev tapet godt ind.
Alle var ved gaten i god tid.
Vel ombord på SQ351, Airbus 350 og afgang sharp kl. 12. Godt 12 timers flyvetid fordrives med strikketøj, film, bøger/lydbøger ugeblade og en lur. Dejlig betjening, fine mad anretninger og med metalbestik.
4 timer i Singapore, benene blev bevæget. Nogen fandt sommerfugle og kaktushaven.
Afgang til tiden mod Sydney med SQ 211, Boeing 777 og vel ankommet i Sydney.
Gennem emigration ved de elektroniske skannere, alt lykkedes, kom igennem uden at skulle vise vandre sko/ støvler.
Igennem og mødtes med Dennis som stod klar.
Bustur til hotel Grace. Alle godt “møre” pga. træthed ovenpå en lang tur. Vi sagde godnat, tak for turen og hyggeligt samvær.
30. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Kjeld og Annette
Det har været en fantastisk dag. Anført af vores kyndige guider, Nina og Dennis, er vi landet med begge ben på jorden efter en lang flyvetur.
Sydney, ja, en helt anden verdensdel åbner sig op gennem denne by og gammel og ny viden blandes. Vi vidste f. eks ikke, at operahuset var beklædt med brændte fliser i to farver i et sindrigt mønster, så øjet ikke blændes alt for meget når man kigger på den lyse bygning. Og. mange andre fine historier gemte sig i havnerundturen, en gåtur i det gamle Sydney med udgravninger fra de første straffefanger/bosættere, de mange minder fra både 1. og 2. verdenskrig og til sidst en middag på havnen, mens mørket sænkede sig og lysene tændtes på de mest uventede og smukke steder.
Jetlag var glemt, og når hovedet nikkede en smule, og ganske ufrivilligt, så blev det tilsidesat.
Dog må vi nok give jetlag skylden for en enkelt hændelse med kortforvirring. En kær medrejsende kom simpelthen til kort da hun prøvede at åbne sin værelsesdør med kortet til letbanen. En klage i hotellets reception blev purre afvist. Vi synes måske godt, at receptionisterne kunne have holdt masken i stedet for at bryde sammen af grin.
31. JANUAR, SYDNEY
Skrevet af Hanne.
Dejligt at vågne op på det fantastiske Hotel Grace i Sydney, som er super at bo på og ligger meget centralt. Sydney er nem at finde rundt i.
Vi startede dagen kl.08.30 med Letbanen ind til Cirkular Qua. Vi stod under broen og sang dagens morgensang “ Dagen i dag er din min ven” og gik videre på Sydney Harbour Bridge der blev bygget i 1934 og se den fantastiske imponerende udsigt herfra over Sydney, der var en smule diset men udsynet var storslået og se operabygningen oppe fra.
Vi gik gennem området the Roks hvor der var marked, videre langs havnen til Botanisk Have der blev anlagt i 1816 på 30 ha. Her var mange sjældne træer, buske, kaktusser og blomster. Et meget fredfyldt sted, og smuk have, her var også fuglene Ibis som vi har set tidligere. Temperaturen var efterhånden nået op på ca. 30 grader.
Kl. 12 skulle vi møde på restauranten “Slip inn “ hvor Frederik og Mary mødes første gang under OL i Sydney i 2000, et ganske hyggeligt sted hvor vi spiste tacos og tortilla.
Eftermiddagen var til fri disposition, og nogle havde meldt sig til Bridge Climb på Sydney Harbour Bridge.
Dagens gå distance ca 13 km.
Bridge Climp
Skrevet af Inger Marie.
Bridgeclimb
Faktaboks:
Højde 134 m
52.800 tons stål
1.149 meter lang
6 millioner nitter.
Otte deltog og vi var i en gruppe med en familie fra Polen.
Efter omfattende instruktion og påklædning af udstyr blev vi lukket ud på de første smalle gangbroer og stejle trapper som førte os op på selve broen.
Bridge Climb har været mulig siden 1988 og absolut en tur værd.
Vi havde det fineste vejr, skyfrit og højt sol og den mest fantastiske udsigt.
Fun facts:
I 1932, da broen åbnede red den 9 årige Lenney Gwyther 1000 km alene på sin pony, fra Leongatha til Sydney. Lenney`s højeste ønske var at se åbningen af den nye bro. Bygningen af broen var en ingeniørmæssig bedrift i 1930`erne. Lenney`s rejse blev så kendt, at han blev hyldet da han ankom til Sydney og inviteret med til åbningsparaden.
1. Februar, SYDNEY
Skrevet af Lis og Jørgen
Vi startede dagen, efter morgenmad, med at lave NZTD indrejseformularer. For nogle gik det mere gelinde end for andre, men vi fik alle styr på det.
Fantastisk vejr, 27 grader. Kl 8.45 starter dagens gåtur.
Vi går ned til Darling Harbour og går ud på Pyrmont Bridge, som er en gammel svingbro, den fungerer i dag som en ikonisk gang-og cykelbro. Den bruges stadig, for skibstrafik og demonstreres i weekender.
Derefter går vi forbi China Town, som man påbegyndte opførelsen af i 1920.
Derfra går vi gennem Hyde Park og ser mindesmærket, der ærer falne soldater fra 1. og 2. verdenskrig. Vi sang morgensang i den flotte Hyde Park.
Kl 11 skal vi op i Sydney Tower Eye. Tårnet er 309 meter højt, der er plads til 900 spisende gæster på toppen og ca 1 million gæster tårnet hvert år. Vi nød den fantastiske udsigt over Sydney. Herfra kunne vi også rigtig se de mange fantastiske bygninger der er i Sydney.
Vi nød en rigtig lækker sandwich til frokost i Hyde Park foran Sct. Mary Katedral. Derefter var der “fri leg” indtil vi skulle ind og se forestillingen “Great Opera Hits 2026” kl 17 i Operahuset. For mange af os var det den første gang, vi så en opera. Der var nogle af os, der fortsat var mærket af jetlag.
Vi spiste på Restaurant Midden, som ligger lige udenfor Operahuset. Vi fik kænguru mørbrad til hovedret, hvilket var utroligt lækkert. Vor tjener Noah var dansker.
Vi tog alle letbanen hjem til hotellet, hvor renoveringsarbejderne var i gang med at renovere fortovet ude foran hotellet (lørdag aften) og søndag morgen var de i gang igen.
Tilføjelse til dagen : Skrevet af Morten og Anne Marie.
Der har været forvirring omkring transport til Fiskemarkedet. Nogen mente at vi kunne komme dertil via letbanen. Der kom dog en melding om, at det kunne man ikke.
Gruppen tog det, som en lille udfordring, og fandt frem til, at det kunne man.
Tag med linje L 1 Dulwich Hill Line og skift til Capitol Square og stå af ved Wentworth Park. Efter 5 minutter på gåben er man ved fiskemarkedet.
2. Februar, SYDNEY – Queenstown
Skrevet af Connie og John
Så er det i dag turen går videre til New Zealand, efter 4 dage i Sydney.
De morgenfriske stod op kl. 4.00 for at se/høre EM finalekamp Danmark – Tyskland hvor Nicolai og drengene vandt EM-guld.
Morgenmad kl. 6.00 derefter afgang til lufthavnen .
Med 1 time forsinkelse, ankom vi i Queenstown ca. kl.15.30.
Ole og vores buschauffør Cameron tog imod os i lufthavnen.
Efter at vi havde fået tildelt værelser, blev vi kørt ned i byen , hvor vi fik en lille appetitvækker på hvad det venter os de næste dage.
Ved det store Sequoia træ, ligger baren The Courthouse 1876 ( det gamle fængsel) der blev drukket lidt godt øl.
Aftensmaden blev indtaget på Hotellet.
Efterfølgende var der information om næste dags program.
3. Februar, Arrowtown – Gibbston Valley
Skrevet af Mona
Vi kører ud af Queenstown i den rigtige retning om morgenen, for der er godt nok tæt trafik ind mod byen. Skyerne ligger om bjergtinderne, men vejret varsler sol og klart vejr. Kører forbi én af New Zealands “spejlsøer”. Noget af den var i hvert fald meget blank.
Første stop er Arrowtown med guldgravermuseum og super charmerende handelsgade bygget i som i en westernfilm med flotte facader. Vi fik rigtig god rundvisning af Dave og Wendy , som har lagt meget hjerteblod i opførelsen af museet. Måske blev der også lagt lidt NZ dollars i forretningerne.
Så var der vinsmagning hos Winery Kinrose i Gibson Valley, og efterfølgende tapas med vin. Alle er vist med på lidt god vin. Hyggeligt.
Nina læste op fra bogen “Sømandsliv og guldfeber” om Peter Anholms oplevelser i 1860’erne. Bogen kan varmt anbefales, trods sine mange år på bagen.
Næste stop Kawarau River, stedet, hvor man springer Bungy Jump Jeg har ellers et princip om, at jeg ikke vil gå glip af noget, men der var lige en undtagelse. Men spændende at følge de modige.
Resten af dagen på egen hånd.
Hanne og jeg købte, på Oles anbefaling, burger fra Fergburger i Queenstown. Sikke en oplevelse. Kæmpe kø foran forretningen, men det gik lynhurtigt. Og de bar store kasser med burgerboller ind flere gange, mens vi ventede.
Den bedste burger, jeg nogensinde har fået.
4. Februar, Skippers Canyon
Skrevet af Susanne og Steen
Afgang fra hotellet kl. 0815 efter at Ole og KJ, vores lokalguide havde givet lidt introduktion til dagen.
Så vi så frem til en spændende dag til Skippers Canyon. For nogle måske lidt for spændende, idet et af de tidligere hold havde en båd, som under riverrafting vendte bunden i vejret.
1 valgte men pga andet. Ellers var der ingen der ønskede at melde fra. Sejt.
Guldgravervejen er en ensporet vej, som kun må befærdes af biler med speciel tilladelse og mountainbikes.
Klipperne, hvori vejen er hugget, er tydelig lagdelte, hvilket giver et specielt indtryk.
Vejen bliver af og til lukket om vinteren på grund af jordskred og sne.
Langs vejen forsøger man at udrydde invasive træarter ved sprøjtning fra luften.
Der ses også masser af nyplantning af originale/oprindelige træsorter.
Vi startede derfor dagen med køretur i 2 mindre busser med lokale guider og chauffører.
Kørte blandt andet forbi Arthurs Point, hvor der blev fundet guld i 1862.
Vi fik en meget spændende køretur, med flere stop undervejs og stejle bjergsider.
Første stop på turen var ved begyndelsen af den gamle guldgravervej.
Masser af information om guldgravertiden, og nogle “røverhistorier”
Andet stop var ved udsigten over dalen. MORGENSANG ved “Lighthouse”.
Vi fik derefter rørt benene lidt på en lille gåtur.
Stop ved Welcome Home Hotel og Long Gully Pub, som nu desværre kun er en ruin. Fungerede som kro fra 1863-1945.
Historien gik her på, at guldgraverne manglede kvindeligt selskab, men hotelejeren kunne ikke holde på det kvindelige personale, idet mange lod sig gifte med de nu rige guldgravere.
Værten fik så den blændende idé at søge efter den grimmeste kvinde. Det lykkedes efter megen søgning at finde den grimmeste bartenderpige i England. Bertha fra Preston.
Hun var fantastisk i starten, men endte, ulykkeligvis for ejeren af kroen, med at blive gift.
Historien om Guldgravervejen fortæller, at der på den 21 km lange strækning var 21 muligheder for at gå i “Pit” og få tanket op med sprut.
Ved ankomst til basen fik vi kaffe og kage
Derefter introduktion og udlevering af redningsvest til Jetboat. De fleste deltog.
En van(d)vittig sjov tur med virkelige dygtige “bådchauffører”
Til frokost fik vi serveret en lækker BBQ, som KJ havde tilberedt.
Efter maden blev der gjort klar til dem, som skulle på riverrafting.
Der blev udleveret våddragter, hjelme og redningsveste. Derefter afgang til floden. Ved ankomst – instruktion i hvordan man padler, og hvordan man skulle forholde sig i situationer med “mand over bord”
Der blev sendt 4 gummibåde afsted. Alle med hver sin erfarne styrmand.
Enkelte planlagte stop undervejs.
Fantastisk underholdende og flot tur.
Derefter kørt retur til basen, hvor man ventede med kaffe og forfriskninger.
Derefter tog pænt mange på tur med helikopter, mens resten blev kørt hjem til hotellet.
En dag fyldt med adrenalin og gode oplevelser.
Som Ole siger: “once in a lifetime”
Helikopterturen:
Skrevet af Birgith og Vagn.
Efter Jet Boat og River Rafting turene og en go middagsmad Lam og Pølser, var vi igen klar til nye eventyr!
Helikopterne kom direkte op til vores base, ca. kl 16.30.
Vi var 18 personer der skulle ud at flyve. Vi fik en fælles briefing ang. sikkerhedsreglerne mm.
Vi blev delt op i tre hold (vist nok noget med vægten at gøre) Piloterne fik vores bagage ind i helikopteren, dernæst 6 personer i hver. Fik spændt sikkerhedsselen og øretelefonen på.
Klar til afgang, så løftede helikopteren stille og roligt opad.
Fik en fantastisk rundtur hen over bjergene, med udsigt ned til floden.
Vi landede på en bjergtop, hvor vi kunne komme ud og få nogle helt fantastiske billeder ud over terrænet.
Efter fotopausen lettede vi igen, hen over bjergtoppene. De vilde udsigter hen over bjergene. I det fjern kunne vi se lufthavnen i Queenstown. Fløj rundt over lufthavnen og landede ved deres garage hvor der stod 4-5 andre helikoptere parkeret. Vi fik vores bagage igen og kunne næsten ikke få armene ned efter en rigtig vild oplevelse.
Det var en “once time” tur. Bussen kørte os tilbage til Hotellet ca 17.45
5. Februar, Manapouri – Doubtful Sound
Skrevet af Geert og Bente
Godbye – farewell – see you
til Queenstown og Skipppers Canyon, hvor vi var til lands – til vands og i luften.
I dag startede begyndelsen på vores nye eventyr til Doubtful Sound, hvor vi blev hentet i bus på hotellet.
Vi havde fået besked på at pakke en rygsæk med tøj til sol og regn samt toiletsager til et døgn på The Wanderer. Kufferter og anden oppakning skulle blive i bussen.
Før afgang gennemgik Cam (vores chauffør) vigtige procedurer som eks. recykling af øldåser og hvor nødudgangen er.
Køreturen gik gennem smukke områder med masser af får og hjortefarme.
Første stop var i Mosburne som Ole nævnte som hjortens by.
Videre i bussen fortalte Ole historien om Adventure Holidays tilblivelse.
I Manapuri fik vi vores første “hjemmelavede” frokost tilberedt af det udvalgte madteam og indtaget i det fri ved kajen i Pearl Harbour.
Så var det ombord på Real NZ båden og vores første sejltur – 45 minutter i kraftig vind på Lake Manapouri så der blev hurtigt god plads på soldækket.
Båden lagde til ved siden af et meget stort vandkraftværk. Man ser ikke meget udefra, kun 5% – resten er under vandoverfladen. Næsten al den strøm, som produceres leveres til aluminiumsværket Bluff.
Videre med bus, 21 km over Willemoesgade Pas gennem regnskoven. Her har træerne så gode betingelser, at de kan vokse over 3 m på et år. Gode stop med foto muligheder undervejs. Det er et område, hvor det regner 200 dage om året og falder op til 9 m regn.
Vi sejlede ind til Precipipe Cove, hvor vi fik mulighed for at sejle i kajak eller fladbundet båd. De ægte vikinger tog en svømmetur i det 16 grader “varme” vand.
Ombord på The Wanderer går man ikke sulten til køjs – personalet i kabyssen leverer meget lækker mad.
Resten af aftenen afsættes til hygge for hele gruppen.
Natten tilbringes for anker i Shoal Cove.
Baren lukker kl 22:00
6. FebrUAR, Doubtful Sound – Dunedin
Skrevet af Tina og Henning Pedersen
Vi har haft en rigtig god oplevelse på skibet WANDERE med fantastisk forplejning lige fra vi kom til vi rejste de fortjener virkelig ros.
Nina læste et uddrag af guldgraveren Peter Anholts bog som fortæller hvilke udfordringer de havde på det tidspunkt.
Vi mødtes på dækket til morgensang med udsigt til en enestående natur.
Vi vidste vist alle at New Zealand er flot, men mon ikke alle alligevel blev overrasket over det vi så på sejlturen hjemad med mange flotte vandfald pga. af nattens regn.
Kl. 9 blev motoren stoppet i 10 minutter så vi kunne nyde “the sound of silence” enestående oplevelse.
Vi så et enormt vandkraftværk, Manapuri Power plant, som ikke syner af meget men det er 180 meter dybt for at man ikke behøvede at hæve vandstanden i søen. Der havde været kraftige protester mod det.
Det kan forsyne mange tusinde husstande med strøm men bliver hovedsageligt brugt til at forsyne en aluminiumsfabrik med strøm.
Mellem de to søer vi sejlede på, kørte vi gennem en regnskov 21 km. Vejen blev i sin tid lavet for at de kunne transportere materialerne til kraftværket – den dyreste vej i New Zealand.
Arbejderne sov på et krydstogtskib der omkom desværre 16 personer ifm. anlæggets opførelse.
Frokosten blev indtaget ved Frasers Beach med flot udsigt.
Vi så en kirke som er omdannet til en bar.
Efter frokosten kørte vi i 2 timer til vi nåede byen Gore hvor vi fik kaffe ved en stor granitguitar til ære for countrymusikken.
Efter kaffen kørte vi to timer hvor Ole fortalte om mangt og meget og morgendagens program.
Lækker aftensmad på hotellet.
Igen var vi heldige med vejret.
7. FEBRUAR, Otago Halvøen
Skrevet af Anne Marie og Morten
Byrundtur i Dunedin
Først til Signal Hill med 393 højdemeter og med udsigt over Dunedin og halvøen Otago. Halvøen er ca. 40 km lang.
Senere på dagen skal vi se dyr på den anden side af denne halvø.
På vej til næste stop, så vi f.eks. planten Flax, som er vigtig, da den kan bruges til tøj, redskaber mm
Næste stop er ved verdens stejleste gade Balwin Street en stigning på 35 % og er 350 m lang. Hele gruppen kom både op og ned af bakken på gåben.
Atter et stop ved Universitets parken, som er fra 1869. Vi gik en lille runde, og der går
25000 studerende omgivet af disse flotte omgivelser.
Atter et stop ved Banegården med den flotte bygning. Heldigvis var der toiletter der, hvor der hurtig dannede sig en kø. Derefter fulgtes vi til den 8 kantede plads med en smuk kirke i baggrunden.
Vi kunne herefter gå på egen hånd. Der var en masse at se på, da der var marked i byen med masse af ting og bøjler.
Frokosten blev indtaget på det lokale bryggeri Speights fra 1876. Her fik vi smagsprøver og en mega lækker frokost.
Til bussen igen og forbi China Town og videre til Otago halvøen og til Albatros centeret. Her så vi Albatrosser på land og i luften. En stor fugl med et vingefang på ca. 3 meter
Herefter blev vi kørt til kysten i 4 små busser, hvor vi så sæler, pingviner og søløver samt en masse fugle.
Ved 20 tiden blev sidste hold, kørt til hotellet – fyldt med en masse nye indtryk og oplevelser. Ja – sulten og trætheden var også begyndt at melde sig. Så tak for en dejlig dag og godnat herfra.
8. Februar, Moeraki Boulders – Twizel
Skrevet af Henrik & Rikke
Søndag morgen startede i et roligt tempo. Vi fik lov til at sove lidt længere og skulle først afsted fra Botanisk Have kl. 9.30. Haven var ikke kun fyldt med smukke blomster og planter, men bød også på en lille legeplads, hvor de barnlige sjæle kunne få brændt lidt energi af og strakt kroppen, inden dagen for alvor gik i gang.
Turen gik langs de gamle togskinner fra banegården i Dunedin – togskinner, som engang blev flittigt brugt, men i dag ligger stille hen. Vejen fulgte Stillehavets kyst, og det var et virkelig smukt syn med det åbne hav på den ene side og togskinnerne på den anden. Temperaturen lå omkring 16 grader, solen skinnede fra en lyseblå himmel, men vejret skiftede hele tiden, som det ofte gør her.
Ved Moeraki gjorde vi stop for at se de berømte Moeraki Boulders. De store, runde sten ligger spredt på stranden og ligner næsten skildpadder eller skjolde, der langsomt er på vej mod havet. Ingen ved helt, hvordan de er opstået. Nogle siger, de er dannet af mineraler fra havbunden, andre taler om forstenede dinosauræg eller maoriernes brødkrummer. Sandheden kender vi ikke – men fascinerende er de. Tidevandet skifter hver sjette time, og stranden ændrer hele tiden udtryk. Her kunne man også gå på jagt efter paua-skaller.
Midt i alt det naturskønne opstod der et klassisk Joachim-øjeblik. Han var overbevist om, at han havde glemt sin yndlingstrøje på hotellet. Guiderne nåede at ringe derhen, før Joachim pludselig huskede, at trøjen lå i bussen. Selvfølgelig. Typisk Joachim.
Næste stop var Elephant Rocks – en samling klippeformationer, der ligner “elefanter”, som står midt på en mark. Vind og vand har gennem tusinder af år formet stenene til små natur-skulpturer. Området lå engang under havets overflade, men ligger i dag ca. 220 meter over havet. Stedet blev endda brugt som filmlocation til den første Narnia-film i 2005. I klipperne findes der kalksandsten, som blandt andet er brugt til banegården i Dunedin.
Frokosten blev nydt i det fri i Duntroon, inden turen fortsatte til Benmore Dam og vandkraftværket. Dæmningen er 823 meter lang og spærrer for en stor kunstig sø, hvor der tidligere lå huse – nu skjult under op til 60 meter vand. Kraftværket blev taget i brug i 1965 og leverer i dag strøm til North Island. Omkring 220.000 hjem får elektricitet herfra. Ret imponerende.
Jo tættere vi kom på Twizel, desto flere malkekøer dukkede op i landskabet. Store marker med avancerede vandingsanlæg sørgede for grønt græs så langt øjet rakte. Fonterra, øens største andelsmejeri, aftager det meste – primært til eksport til Kina. Langs vejene voksede toi-toi og flaks.
Lige før Twizel kørte vi forbi High Country Salmon, et lakseopdræt, og i det fjerne dukkede Mount Cook op i horisonten – New Zealands højeste bjerg, med sne på toppen, selv på denne tid af året.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Twizel, hvor vi gjorde klar til overnatning efter endnu en dag fyldt med natur, historier og små øjeblikke, man tager med sig videre.
9. februar, Twizel – Lake Tekapo – Christchurch
Skrevet af Bodil og Torben
Mount Cook – udsigtspunkt
8.30 forlod vi hotellet i Twizel og kørte ca. 10 min. med en bøn om at skyerne ville lette, så vi kunne få toppen at se. En trediedel af nationalparken er dækket af sne. Desværre var Mount Cook dækket af skyer, men der var en flot udsigt over den store kunstige sø Pūkaki, og vi fik sunget vores morgensang i den friske morgenluft.
Lake Tekapo
Undervejs mod Lake Tekapo kørte vi gennem store græsområder med bjerge i baggrunden. Landbruget beskæftiger fortsat den største del af befolkningen i New Zealand, men turisterhvervet er i kraftig vækst.
Lake Tekapo har en fantastisk smuk farve, og der var en særdeles smuk udsigt over søen og mod bjergene. Vi gik først hen til den lille kirke, The Church of Good Shepherd. Alle, uanset trosretning kan benytte denne lille kirke. Inde i kirken fik vi lidt viden om kirken og til slut “en velsignelse”. Gad vide om det hjalp på os arme syndere?
Derefter var der en times tid til at gå en tur i byen og evt. shoppe lidt.
Tin Shed
Efter godt times kørsel gennem højsletten langs “De sydlige Alper” og gennem meget flotte kuperede landbrugsområder med græsarealer og enkelte kornmarker kom vi til Tin Shed, Blikskuret, som ligger i nærheden af Geraldine. Skuret har tidligere været brugt til bl.a. hestestald, mens det nu er blevet en ret kendt butik. Mens nogle af herrerne klarere frokostforberedelserne, havde især damerne mulighed for at se på butikkens store udvalg af uldbeklædning. Nogle nøjedes med at kigge, andre måtte have gang visa-kortet.
Frokosten blev indtaget på græsplænen lige bag butikken, og selv om solen ikke kom igennem var temperaturen fin. Mens nogen klarede opvasken blev der lavet kaffe, og vi fik bussen pakket og kørte videre mod Christchurch.
Christchurch
Det første lange stykke af vejen var præget af dairyfarms med kæmpe vandingsanlæg og store flokke malkekvæg. Senere så vi også korn og andre afgrøder.
Des nærmere vi kom Christchurch des tættere blev bebyggelsen. Byen var i februar 2011 udsat for at kraftigt jordskælv, som betød at 50 – 60.000 mennesker måtte fraflytte byen i en længere periode.
Vi ankom til Hotel Pavillion i Christchurch omkring kl. 16.15 og efter at have fået udleveret nøgler til værelserne var der mulighed for at købe øl og vin ved bussen, som vi sad og nød i hotellets gård.
Endnu en dag med masser af naturoplevelser mm.
10. FEBRUAR, Christchurch – Sumner – Christchurch
Skrevet af Per og Ida
Dagen startede med en mindre kulinarisk krise: Morgenmaden på det nye hotel var ikke helt på højde med de foregående dages overdådighed. Udvalget var… lad os kalde det “overskueligt”. Men så dukkede redningen op – sprød bacon. Og med sprød bacon er verden i balance igen. Morgenen reddet. Humør genetableret.
Kl. 8.30 begav vi os til fods mod centrum af Christchurch. Guiderne havde tydeligvis ikke fuld tillid til vores indre kompas, så de gentog pædagogisk dagens vigtigste læring: Se på kendemærkerne, ellers bor I her fremover.
Første stop var klokketårnet, og kort efter hilste vi på statuen af den gode, gamle James Cook – manden der åbenbart syntes, at verden skulle kortlægges, så vi i dag kan fare vild mere organiseret. Vi passerede også Cranes Brothers’ kontor, men de var – passende nok – helt “hængt op”. Ingen møde der.
Ved Bridge of Remembrance blev stemningen mere eftertænksom. Broen minder om de mange liv, der gik tabt under jordskælvet i 2011. 185 mennesker mistede livet, og byen bærer stadig sporene – både fysisk og mentalt.
Videre til Christchurch Botanic Gardens, hvor naturen blomstrede… og køen til toiletterne gjorde det samme. Botanik kan noget, men logistikken omkring mange mennesker med morgenkaffe i systemet er en disciplin for sig.
Vi så også den gamle katedral, stadig præget af ødelæggelserne og under genopbygning. Et stærkt syn. Og så – det arkitektoniske wildcard – den midlertidige katedral: Cardboard Cathedral. Ja, en kirke bygget af pap, plast og lidt metal. Ikke helt middelalderlig stenkatedral-vibe, men et imponerende symbol på viljen til at komme videre.
Senere blev vi samlet op af bussen og kørt til stranden. Vandet var 19 grader – en temperatur, der deler mennesker i to grupper: Dem, der siger “Ej, hvor er det lækkert!” og hopper i, og dem, der pludselig får en dyb interesse for kystgeografi og sandets struktur.
Uanset badeaktivitet var frokosten klar kl. 12:30 Røget laks som dagens overraskelse – serveret ved ternede duge, så det kunne have været på Bakken i København, hvis ikke der aktuelt var snedriver. Kage og kaffe satte punktum for den del af livets glæder.
Tilbage til centrum, hvor der var fri leg: shopping på egen hånd. Herefter dagens store øvelse: Find selv tilbage til hotellet. Spændingen steg. Ville nogen ende i Australien? Eller i en souvenirbutik uden udgang?
Aftenen kunne indledes i hotellets gård med hygge, småsnak og mental forberedelse til den store omklædning kl. 20.00.
Men ved dagens fjerde optælling før aftensmaden kunne vi konstatere: Alle var tilbage. Ingen savnet. Ingen bortkommet.
En dejlig dag med godt vejr, lidt shopping, historiske vingesus, pap-arkitektur – og vigtigst af alt: fuldt mandtal.
11. FEBRUAR, Christchurch – Picton
Skrevet af Gitte og Joachim
Vi fortsætter vores rejse mod Nordøen med kurs først mod Picton.
Dagen bød på fem timers kørsel, og landskabet begynder stille og roligt at skifte karakter. Det flade terræn afløses af bjerge i det fjerne – noget af det allermest charmerende ved New Zealand. Naturen forandrer sig hele tiden, og man bliver aldrig træt af at kigge ud ad vinduet.
På turen var vi heldige at se masser af delfiner i fuld vigør. De sprang og legede i vandet, og langs kysten lå sælerne dovent og nød livet på stenene.
Første større stop var Kaikoura. Navnet stammer fra maori – Kai betyder mad og Koura betyder skaldyr – altså “stedet hvor man spiser skaldyr”.
Området blev i 2016 ramt af et voldsomt jordskælv på 7,8 på Richterskalaen. Havbunden hævede sig dramatisk, og under havoverfladen findes der nærmest en slags Grand Canyon.
Vi gik en lille tur langs kysten i mindre grupper, inden vi landede hos Peter Fårefarmer, hvor vi skulle spise frokost.
Vi indtog vores frokost i haven hos Peter og i dagens anledning var den udvidet med tunsalat – mega lækkert.
Champagne Hanne havde dog lyst til at udfordre sig selv – hun er en spændende og nysgerrig dame – så hun kunne ikke lade være at købe en lækker fiskesuppe og en hummer da hun mødte en bod på vejen.
Peter Fårefarmer leverede et regulært show – og det var tydeligvis ikke første gang, han fyrede den af. Vi fik en række fun facts med på vejen:
⁃ Får klippes to gange årligt.
– Der findes forskellige racer – Peters får leverer uld til tæpper.
– For 25 år siden havde New Zealand 80 millioner får. I dag er tallet nede på ca. 25 million
– Årsagen er økonomien. Den ringeste uld på fåret kan kun indbringe 50 cent pr. kilo – og et fuld klippet får indbringer typisk kun omkring 3 dollars. Har man derimod merinofår, kan ulden sælges for omkring 20 dollars pr. kilo. Der skal ikke meget hovedregning til for at forstå, hvorfor mange i dag har lagt deres landbrug om til kvæg, hjorte eller gået i gang med vinproduktion.
Stille og roligt begyndte vinmarkerne i Marlborough-distriktet at vise sig, vi kørte forbi vingården Peter Yealand og fortsatte på den ”den hvide vej”. Marlborough er landets største vindistrikt, og en gennemsnitlig vingård producerer omkring 270.000 flasker om året. Næsten alle vine er økologiske.
Yealand vingården blev åbnet 08.08.2008 og er en af verdens mest moderne – 100 % CO₂-neutral og med hele 1.500 hk er der vinstokke så langt øjet rækker. Landskabet er smukt grupperet og særdeles velegnet til vinproduktion.
Hver vinrække er nummereret, så man kan holde styr på data og kvalitet. Der produceres blandt andet Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.
Selvom vi var lidt trætte da vi ankom til Picton var der mange der snuppede en gang yoga med Rikke. Det var dejligt at bevæge sig efter en lang køretur. Vi gør det igen i morgen.
Vejret har været lunt i dag, og vi mærker tydeligt, hvordan bjergene påvirker vejret og skaber små lokale forskelle undervejs.
Endnu en dag fyldt med natur, fortællinger og gode grin i et land, der bliver ved med at overraske.
12. FEBRUAR, Marlborough Sound
Skrevet af Henrik & Rikke
Cikadesang, postbåd og sved på panden – en dag på Queen Charlotte Track
Vækkeuret ringede tidligt, og klokken 6:45 sad vi klar til morgenmad. Der var en særlig stemning i luften – i dag ventede eventyr. Klokken 7:35 forlod “lang-rute-holdet” motellet og gik de fem minutter ned til havnen, hvor postbåden ventede.
Eller… næsten.
Først opdagede vi, at vi havde glemt vandrestokkene. Tilbage igen. Og som om det ikke var nok, fortsatte glemsomheden – denne gang hos guiderne. På trods af at vi havde hele to af slagsen, fik de glemt iPad’en. Og hvordan skulle vi så kunne skrive dagbog? Eventyret var knap begyndt, og allerede havde vi materiale til første kapitel.
Vi sejlede med Cougar Line mod vores startpunkt med et enkelt stop ved Torea Transfer – “The Hub”. Her blev der afleveret post og forsyninger, og et par eventyrlystne sjæle steg af for at fortsætte i kajak. Det føltes som at være langt ude i ingenting – og dog bor der mennesker her, øboere med egne både og en hverdag forbundet til fastlandet via vandvejen.
Ved Resolution Bay gik vi i land og tog hul på Queen Charlotte Track – en 72 km lang vandrerute, hvor vi denne dag skulle tilbagelægge 11 km. Tre timer, op og ned, gennem det smukke landskab i Queen Charlotte Sound.
Ruten hedder “Explore the Queen Charlotte Sound”, og man kunne måske forvente stilhed som i Doubtful Sound. Men nej. Lydsporet denne dag var cikadernes insisterende, nærmest øredøvende sang. Eller larm. De var overalt. Normalt hører man dem uden at se dem, men her lå de på stien – både døde og levende – og summede i trækronerne. Vi fik alle et nært og ganske lærerigt forhold til cikaden den dag.
Bevæbnet med vandrestave bevægede vi os ad de smalle stier, som snoede sig op og ned langs stejle skråninger. Undervejs holdt vi pauser og nød udsigterne over fjorden – hver udsigt smukkere end den forrige. Det var den slags panoramaer, der får én til at stå lidt stille og bare trække vejret dybt.
Lettere svedige og godt tilfredse nåede vi frem til Furneaux Lodge, hvor vi mødtes med dem, der havde valgt den kortere rute. En kold drik i hånden og skoene løsnet – det føltes fortjent.
Frokosten? En overdådig version af en klassisk Caesar salad – med pocheret æg og ansjoser. Simpelthen perfekt. Nogle tog en svømmetur i fjorden, andre nød bare solen, inden et dejligt varmt bad rundede oplevelsen af.
Senere sejlede vi tilbage til Picton med postbåden. Ombord blev vi budt på kaffe – og det siger vi aldrig nej til.
Henrik tog en uofficiel rundspørge blandt deltagerne. Vagn erklærede turen for “en god, lang tur med gode stigninger.” Morten ønskede at udskyde sin udtalelse, da hans ben stadig var i gang med at forhandle med resten af kroppen.
Tilbage på motellet guidede jeg en yogasession for omkring 20 deltagere. Der var brug for at strække trætte ben og få dem op mod himlen efter dagens strabadser. Stemningen var rolig, og man kunne næsten mærke kroppene sukke af lettelse.
Dagen sluttede i haven med vinsmagning, hvor guiderne førte os gennem flere glas skøn vin fra Yealands Vineyards. Solen var ved at gå ned, glassene klirrede, og snakken summede – næsten lige så vedholdende som cikaderne tidligere på dagen.
En dag med det hele: eventyr, grin, sved, stilhed, larm, stræk og smag.
Og ja – vi huskede det hele til sidst. Næsten.
Den korte gåtur i Marlborough Sounds
Skrevet af Mona
Queen Charlotte Track er opkaldt efter dronning Charlotte, der var gift med kong George 3. af England. Stien ligger i Marlborough Sounds-området, som har en historisk forbindelse til dronning Charlotte, da området blev opkaldt efter hende under den britiske kolonisering. Dronning Charlotte var en markant historisk figur, og stien er en hyldest til hendes indflydelse og den britiske historie i regionen (AI).
Vi var vist med en post nord båd, for det tog 2 timer og 1 kvarter at komme ud, hvor vores gåtur startede. Til gengæld havde vi den bedste fører, vi kunne ønske os. Cam var en skattekiste af oplysninger om planter og dyr. Bl.a. så vi et 1000 år gammelt kæmpetræ.
Vi stødte til resten af gruppen på en lodge, hvor vi fik en lækker Cæsar salat, og så med DAO båd hjem, noget hurtigere. Yoga på plænen og nu til vinsmagning med streg under smagning ikke drikning, siger Ole.
13. FEBRUAR, Picton – Wellington
Skrevet af Kjeld og Annette
Vi er ved at kende rytmen.
Tidlig morgenmad, sidde på kufferten for at få den lukket, aflevere kuffert og nøgler, og ved vi stadig, hvor passet er?
Aflevere kufferten til Cam og finde sin plads i bussen, som er nyvasket og med nypudsede fælge. Jo, Cam, vi så det godt, selvom vi andre havde travlt med vinsmagning.
I dag går turen til Nordøen. Inden afgang fik et par stykker set rokker i havnen i Picton.
Færgeturen over strædet var stille og rolig. En flot udsejling fra Picton inden vi ramte åbent hav. Og vi blev så fint beværtet med både cookies og sandwicher.
Målet er Wellington, hvor vi skal være 2 dage. New Zealands hovedstad. Den sydligste hovedstad i verden. Ofte jordskælvsramt, da 2 plader mødes i jorden under området. 15 km havnepromenade. Vi blev fragtet sikkert lige til hoteldøren med en fænomenal vending af den store bus. Godt gået Cam, igen.
Vi besøgte et udkigspunkt, Mt. Victoria, og senere tilbød vores guider en lille byrundtur i nærområdet, centrum, så vi lige fik en fornemmelse af byen, og derefter spredtes vi, alt efter hvad vi lige havde lyst til at bruge et par timer på. Og det lykkedes endda indimellem at få sig en hyggesnak med nogen, der ikke pludselig faldt i søvn.
Dog ved vi ikke lige, hvad der skete, da Birgit og Vagn pludselig befandt sig på den forkerte side af baren på hotellet, da vi skulle bestille drikkevarer til aftensmaden. De mener, de var gået gennem en nødudgang. Der kunne måske være delte meninger om, hvorvidt en nødudgang skal ende på den anden side skranken i en bar?
Eller måske bejler de til jobbet som barbestyrer i bussen?
Efter aftensmad var der en flok, der tog på irsk bar. Redaktionen beslutter dog, at der ikke refereres fra dette, da vi går i seng nu.
Endnu en dejlig dag med mange indtryk er ovre.
14. FEBRUAR, Wellington
Skrevet af Jimmy og Susanne
I dag havde vi fået lov til at sove længe, så vi forlod først hotellet i samlet flok kl. 9. Vi gik til dagens første aktivitet, Te Papa museet. På vejen gjorde vi holdt på Civic Square – en rigtig flot plads, hvorfra der bl.a. var udsigt til rådhuset og det flotte bibliotek, som de er i gang med at renovere.
Der var gang i flere aktiviteter ved pladsen – en Friends Festival for alle mulige scenekunster, og så var der kaproning i havnen. Flere hold fra diverse skoler og firmaer konkurrerede i at ro om kap i de store dragebåde. De var meget entusiastiske og farvestrålende, og der var masser af publikummer, som heppede på dem. Ole fortalte, at det var en slags opvarmning til de store Dragon Races senere på året.
Det var en lidt kølig morgen med småregn, og vi besluttede at synge vores morgensang på pladsen, for at forsøge at bedre på vejrsituationen. Det lod ikke umiddelbart til at virke i første omgang.
På vej hen mod museet passerede vi det store WELLINGTON vartegn, og flere blev fotograferet som “I’et” i Wellington.
Så nåede vi museet – en fantastisk flot bygning, opført i 1998 for ca. 1 mia. kr.
En af grundene til den høje omkostning er, at bygningen er jordskælvs sikret, da Wellington ligger i et område med mange jordskælv. Navnet Te Papa betyder ”en kiste fuld af skatte” – og det var ikke løgn – museet er meget stort og rummer mange spændende udstillinger. I starten var der gratis adgang for alle, men det har de nu ændret, så turister skal betale, mens det er gratis for newzealændere.
Indenfor blev vi delt op i 3 grupper, som hver fik en hurtig introduktion til museets udstillinger, og så havde vi 2 timer på egen hånd.
Der var som sagt rigtig meget at opleve: udstillinger om landets oprindelse, natur og dyreliv, historien om maoriernes kultur, om jordskælv, om kampene mod tyrkerne under første verdenskrig og meget mere.
En del af udstillingen viste eksempler på maraer – maoriernes hellige sted, hvor de holder dåb, brylluper og begravelser. Her var der i dag et særligt show, hvor forskellige maori stammer optrådte med deres sang og dans.
Efter besøget i Te Papa ventede Cam med bussen, og vi kørte op på Mt. Victoria for at spise frokost ved rosenhaven i Botanisk Have.
På vejen kørte vi forbi parlamentsbygningen, som de kalder Bikuben, og igennem en gade med gamle træhuse, som minder meget om lignende huse i San Fransisco. De 2 byer sammenlignes ofte – også på grund af at de har mange jordskælv og beliggenheden ved havet.
Vores sang havde åbenbart virket, for nu var det tørrevejr, og vi fik hurtigt sat borde op, mens madholdet fremtryllede en dejlig frokost til os. Der var nogle meget nysgerrige og sultne ænder, som syntes at vores frokost var meget interresant, og Nina blev “angrebet” af en and under bordet, som tog fejl af hendes tå og et stykke brød.
Efter frokost gik vi helt op på toppen for at tage kabelbanen ned til byen. Herefter var resten af eftermiddagen til fri disposition, og sidst på eftermiddagen kom solen frem.
Endnu en dejlig og spændende dag.
15. FEBRUAR, Wellington – Tongariro
Skrevet af Dorthe og Karsten
Så har vi igen været oppe og hoppe på kufferterne, og de blev pakket med mere og mere besvær efter diverse shoppingture.
Efter et par gode dage, skulle vi nemlig forlade hovedstaden Wellington og kørte videre nordpå mod Whanganui og Tongario nationalpark (verdens største nationalpark).
Vi gjorde ophold ved Te Awahou, en lille by med en hollandsk mølle, og en meget besøgt butik – her kunne man nemlig købe lakrids, hvilket var meget populært.
Sue havde arrangeret, at vi kom ind og så, hvordan man klipper får, og hvordan fåreavleren dirigerer sine fårehunde med ganske få fløjtesignaler.
Imponerende at se, og måske inspiration til Nina og Dennis som middel til at styre en flok turister
Fremme i Whanganui blev vi sat af ved et krigsmonument fra 1. verdenskrig, og skulle på en lille gåtur først op i et tårn, som var et mindesmærke for de faldne soldater, og derefter ned til bussen, som fortsatte til Sue og Pauls hus.
Vi fik serveret en dejlig kiwi-BBQ, som bestod af div. grillmad, dog ikke kiwikød, som en fra gruppen spurgte om (vi nævner ingen navn, men giver blot en lille ledetråd. Det starter med “mor” og slutter med “ ten”)
Meget lækkert og dejligt med lidt variation til frokost.
Vi fik vist, hvordan de boede, og Paul viste sit og farens værksted/garage frem med bl.a. motorcykler, veteranbiler og alverdens ting og sager.
Nogle fik en tur på motorcykel sammen med Sue’s far og nogle fik lov til at køre en tur selv. Desværre væltede 2 af vores gæster. Begge slog sig, men heldigvis ikke alvorligt.
Det var en rigtig god oplevelse at se et New Zealandsk hjem.
Vi ankom sidst på dagen til The Park Hotel Ruapehu i regn og kraftig blæst.
Her skal vi bo de næste 3 nætter.
Tilføjelse fra Nina og Dennis
på grund af vejr situationen og udsigten, er Tongario crossing aflyst til stor ærgrelse for de 11 tilmeldte. Officiel hjemmeside siger “Not Recommeded” og vi lytter altid til anbefalinger og tager ingen chancer.
16. FEBRUAR, Maori Kultur dag
Skrevet af Birgith og Vagn
Ophold på The Park Hotel, i Tongario Nationalpark,her skulle vi overnatte 3 nætter.
Dagen startede med regn og blæsevejr. Vi vågnede med den indbyggede ur, kl 6.00 som vi plejede.
Morgenmad kl 6.30, lidt af det sædvanlige yoghurt med diverse tilbehør. Røræg, bacon og pølse mm.
Der blev gravet regntøj, varmt tøj mm frem af kufferten.
Bussen kørte præcis kl 8.30!
Alle fra holdet har været ret gode til at overholde de aftalte tider, hver gang vi skal køre.
På køreturen, kom vi forbi et 100 ha stort skovområde der brændte i nov 2025. Brand årsagen skyltes at en trailer tabte en fælg, som antændte den tørre skov, slukningsarbejdet fik hjælp af regnvejr. Området skulle have fred i 10 år for at skoven skulle “hele” sig selv.
Vi mødes med Tom på 74 år, fra den lokale Maori stamme. Han bad en lille uforstående bøn, inden vi gik.
Vi blev delt op i to hold, gik rundt om “Lake Rotopounami” søen.
Vandreturen var knap 8 km, de kaldte skoven deres supermarked, han havde stor viden om diverse træer, bregne mm (jeg huske ikke alle navnene) de fleste træer er helt fredede. Han fortalte hvordan de fangede fede duer da han var dreng
Besøg hos Maori stammen.
Derefter gik turen til den hellige Maree, som er en slags forsamlingshus for de lokale Maorier. Her er velkomsten en meget vigtigt del af deres kultur.
Først så vi hvordan aftensmaden, “Hangi” -dinner, blev placeret over nogle varme sten! Dækket til med stof og våde lærredssække. Det hele blev så dækket til med jord, skulle så ligge der 3-4 timer.
Efter en lang uforståelig optagelses ceremoni, skulle vores udvalgte “Høvding” Henrik fortæller om hvem vi var ,på dansk at vi have fredelige hensigter og vil gerne høre og lære om deres kultur.
Derefter fik vi lov at hilse på 8-10 personer fra stammen. Det var godt nok en ny måde at hilse på hinanden. Gav hinanden hånd og kiggede hinanden i øjnene, samtidig skulle vi “gnide næse”, godt at vi er over alle Corona reglerne, med afstand og sprit!
Så blev der serveret frokost i forsamlingshuset. Tamari fortalte om deres kultur og deres skabelsesberetning, de værne om moderjord og naturen som de lever af og med. Oprindeligt levede de af fugle, duer og kiwier, fisk ål krebs, samt søde kartofler grønsager mm.
“Efter vores mening er det ikke nemt, at få sammenhæng, med vores Kristne kulturarv og forståelse af livet, “med deres kultur!”
Tamari havde en privat udstilling af div. flotte håndlavede taske, smykker og vævede tæppe lavet af planter og prydet med fjer.
Fik lov at komme ind i deres aller helligste “tempel” tog vi vores sko af, fordi så var vi jo fredelige indstillet.
Tamari og Tom fortalte om deres forfædre, der også var forbundne med dem i dag, der hang en masse billeder på væggen af dem. Templet var dekoreret med masse af mønstre i forskellige farver.
Deres stamme består af 2000 medlemmer, kan bo mange steder f.eks. i Australien, England mm. Ved begravelse kommer de hjem i deres egen jord.
Børnene går i alm skoler med andre New Zealandske børn.
Maori kan godt blive gift med andre, end lige fra deres egen stamme.
Maden blev nu gravet frem fra stenene, kom i køkkenet og blev sat i varme skab.
Ca. 17.15 var alle skolebørnene kommet fra skole. De klædte sig flot på i en festlig dragt. Så startede de den festlige show, med sang og dans på deres egen sprog. Alle kvinderne skulle optræde med børnene, med en bold i en rød snor.
Maori drengene udførte nu en agressiv kampdans, med bar overkrop.
Hov det havde vi ikke lige set! Alle mændene skulle nu smide skjorten, og prøve at dansen. Dansen bliver også brugt når Kiwierne spiller landskamp bl.a. i Rugby.
Nu var det tid til aftensmaden, som bl.a. var lavet på de varme sten, der var også lækkert salat til. Alle fra stammen havde en opgave! Børnene var ivrige efter at hjælpe med oprydning af tallerkner glas mm. Derefter tog de opvasken.
De kunne ikke blive færdige med at synge for os, efter aftensmaden. Takkede for vores besøg fra Danmark, at vi må huske på dem når vi kommer hjem.
Var hjemme på hotellet 20.30 efter en hel fantastisk og uforglemmelig dag, med en unik oplevelse.
Godnat!
17. FEBRUAR, Tongariro National Park
Skrevet af Connie og John
Det blev til fælles morgenmad fra kl. 7.00- 8.00
Efter oprindelig plan skulle hold 1 være begyndt dagen med morgenmad kl. 5.30 og derefter med bussen klokken 6.00 på Tongario Crossing 19,4 km vandretur op på vulkanen.
Hold 2 skulle have været med Gondolen op på Mt. Raupehu en aktiv vulkan og et skiområde.
Begge dele blev desværre aflyst på grund af dårligt vejr.
Der blev derfor afgang med bussen kl. 8.30
Første korte stop blev holdt ved Chateau Tongario Hotel, bygget i 1929 i Whakapapa Village.
Det er et ikonisk historisk hotel beliggende i hjertet af Tongario Nationalpark.
Kendt for sin Neo-Georgian arkitektur og storslåede udsigt til vulkanerne.
Hotellet er i øjeblikket lukket for renovering.
Et kort besøg på Tongario Nationalparkens Visitor Center.
Nationalparken er New Zealands ældste og grundlagt i 1887 ved at Maori – høvdingen Te Heuheu Tūkino IV gav bjergtoppene til staten for at beskytte dem mon europæisk bosættelse og bevare stedet som et helligt område for alle New Zealændere.
De fleste blev iklædt regntøj før en vandretur på 7,2 km blev tilbagelagt.
Nogle få blev tilbage i bussen , de var på kaffebar med Cam.
Sue førte os gennem et meget smukt landskab, noget helt andet end det vi tidligere har set. Hun fortalte bland andet og lyngen som vi kender fra hedearealer i Danmark som er en invasiv plante i New Zealand, som de ihærdigt prøver at bekæmpe.
Turen gik op til Taranaki Falls, vandfaldet er 20 meter høj og falder ned i en smuk pool omgivet af sten.
Nogle brugte muligheden for at komme ned og se vandfaldet fra bagsiden.
På vej retur, var der et kort stop ved Tawhai Falls.
Frokosten blev indtaget på SCHNAPPS BAR, menuen stod på Beef- eller fish burger.
Eftermiddagen var til fri disposition.
Cirkeltræning ved Rikke, Udendørs wellness , Afslapning, Spil, Vardretur 6 km. ( 7personer )under kyndig vejledning i området omkring Waimarino.
Aftensmaden blev indtaget på Hotellet
18. FEBRUAR, Lake Taupo – Rotorua
Skrevet af Per og Ida
Fra skyer til sol over Nordøen
Efter et par kolde dage i området ved Tongariro, var vi klar til at sætte kursen nordpå.
Morgenen begyndte med blød bacon og hårdt arbejde med at få kufferter og forventninger pakket forsvarligt ned i bussen.
Vejrudsigten var ikke opløftende – kulde og regn så ud til at fortsætte. Meteorologer I NZ er dog ligeså usikre I deres forudsigelser i New Zealand, som vi kender det derhjemme fra, så vi nægtede at opgive håbet helt.
Og så – ti minutter inde i kørslen – skete miraklet.
Himlen åbnede sig, og vi kunne se toppen af Mount Tongariro. Det bjerg vi skulle have vandret på dagen før, stod pludselig klart og majestætisk foran os. Et spontant fotostop blev etableret på rekordtid. Kameraer og telefoner klikkede, og stemningen steg mærkbart.
Ved udsigtspunktet kunne vi samtidig se Tom og Tamaris gamle marae – et lille strejf af lokal Maori historie midt i det storladne landskab.
Kort efter fik vi endnu et vue, denne gang mod kraftværket ved Lake Rotoaira, hvor natur og teknik smelter sammen i det newzealandske terræn.
Forude truede dog mørke skyer. Den planlagte udendørs frokost måtte omdannes til en indendørs løsning. De hårdt prøvede turister begyndte næsten at tvivle på universets gode vilje. Men så kom redningen. Uden at det rigtigt var blevet sagt kunne man høre visken om muligheden for pizza til frokost. Guiderne kunne mærke presset og åbnede officielt for muligheden.
Pludselig steg energiniveauet i bussen dramatisk. Trætte ansigter blev levende igen, og flere bevægede sig frem i bussen for at høre, om der mon var mulighed for at komme med igen næste år. Og guiderne fik travlt med at uddele brochurer. Der er åbenbart noget ved pizza, der kan vende selv den mest grå vejrmelding.
Og som om stemningen smittede af på himlen, ændrede vejret sig. Temperaturen steg, og solen tittede frem.
Ved et vejarbejde måtte vi holde stille et stykke tid. Utålmodigheden var så småt ved at indfinde sig, da vi pludselig så Tom iført arbejdshjelm. Vi vinkede. Han vinkede igen. En grundigere journalistisk undersøgelse afslørede dog, at Tom samtidig var på fisketur et helt andet sted. Konklusion: enten en dobbeltgænger – eller en hidtil ukendt tvillingebror.
Køreturen langs Lake Taupo bød på smukke udsigter over det rolige, blå vand. Ved ankomsten til byen var der tid til shopping og – naturligvis – rigtig god pizza. En frokost der blev nydt med høj stemning og endnu mere fyldte maver.
Med fornyet energi gik turen videre til de berømte Huka Falls. Vandet fossede vildt og kraftfuldt gennem den smalle kløft – et imponerende syn, hvor naturens rå styrke mærkes helt ind i kroppen.
Efter kaffe og småkager kørte vi forbi Wairakei kraftværket, som drives af geotermisk energi – et stærkt eksempel på, hvordan naturkræfter kan omsættes til bæredygtig energi.
På vej mod hotellet fortalte Nina historien om Philip fra Danmark, der giftede sig med hele to maorikvinder, før han fandt sin Maoriprinsesse. En historie der vist nok handlede lige så meget om muligheden for at lave gode forretninger, som om kærlighed.
Kl. 17.00 ankom vi til Distinction Rotorua, hvor vi skal bo de næste to nætter. Et dejligt hotel med pool og spa – faciliteter der straks blev taget i brug af dem, der havde energi til det.
Og så Kl. 19.00 gik turen videre til restaurant Stratosfere. En kort køretur blev fulgt af en gondoltur op til restauranten. Udsigten var storslået, og buffeten syntes at fortsætte i det uendelige – mindst 50 meter med super lækker mad. Mætte og tilfredse tog vi gondolen ned igen.
Tilbage på hotellet nød de mest friske en GT, mens resten fandt vej til deres senge og – efter sigende – sov sødt til næste morgen.
En dag der begyndte i gråt, men endte i sol.
19. FEBRUAR, rotorua
Skrevet af Tina og Henning
Så er vi desværre nået til den sidste dag med oplevelser på NZ.
Afgang fra hotellet kl. 8.30
På gåben til Maori-kulturen i Te Puia. morgensang udenfor.
Imponerende at Sue kan vores morgensang udenad.
Vi er heldige at vi er første gruppe ud af 2000 gæster (det gik lidt for stærkt)
Besøg i kiwihuset guiden oplyser at en kiwi kan blive op til 50 år. Vi var meget heldige i at vi så både han, hun og en unge.
Så så vi mudderbadet som er ni meter dybt og 96 grader varmt.
Tidligere nedkølede man mudderet og brugte det til sårheling.
Imponerende gejser som er den fjerde største i hele verdener den hedder PUHUTU som puster damp 30 meter op i luften hver 30. minut.
Så gik vi til de studerendes værksteder hvor man skal være mindst 18 år og være en del af maorikulturen. Første værksted var arbejde med jade og ben fra hvaler.
Et lille hul i en jadesten tager seks timer.
Træværksted var spændende hvor de fremstiller maorifigurer – virkelig håndværk.
Tredje værksted var arbejde med flax som kan bruges som fiskeredskab og tasker m.v.
De færdiguddannede elever kan bruges som lærer i lokalskolerne og være med til at udbrede kendskabet til kulturen generelt.
En time på egen hånd og der blev handlet igennem.
Videre til maorilandsby Ohinenuto for at se kirken fra 1914 som kombinerer kristendommen med maorikulturen.
Bruce fortalte levende om kirken som samler kristendom med den lokale kultur.
Her begraves de døde over jorden på grund af den varme undergrund.
Derefter gik turen til Redwoodskoven som indeholder træer der er importeret fra Californien.
Der fik vi frokost og kaffe inden en gåtur i den helt fantastisk flotte skov med meget gamle træer. De kan blive meget gamle og op til 130 cm. i diameter og barken kan blive op til 30 cm.
Vi kørte tilbage til Rotorua og vi fik tid på egen hånd inden middagen på hotellet som bestod af rigtig lækker laks.
Vi fik sagt tak til Cam, Sue og Poul og så blev der sunget et par sange.
Lille tilføjelse
skrevet af Dennis og Nina
Cam holdt en lille konkurrence. Gæsterne skulle gætte hvor mange km vi har kørt på ruten fra Queenstown til Rotarua.
Der var indkøbt præmier til vinderne. Vinderen kom flot tæt på det rigtige antal km.
Vi takker for en hyggelig aften.
Resume af turen – afskedsaften skrevet og præsenteret af Dennis og Nina
De sidste 21-22 dage har i/vi oplevet:
Sydney:
Rundt i byen, Operahuset med rundtur og forestillingen “Greatest hit”
I har smagt kænguru.
Nogen har købt perler og pink diamant.
Flere var til Brigdes climb
Nogen fandt den direkte linje til det nye fiskemarked.
Queenstown
Byen med verdens aktivitet.
I hørte om guldgravernes tid, så deres boliger.
Jetboat og riverrafting i Skippers Canyan
Doubtfulsound: overnatning i fjorden
Dunedin:
Albatros, fugle, pingviner og søløver
Twizel:
Mt Cook så vi desværre ikke
Christchurts:
Det mest engelske uden for England. Papirkirken
Jordskælv
Kaikōura :
Peter fårefarmer og frokost i haven, og nogen fik hummer.
Picton :
Vinsmagning
Vandretur Queen Charlotte
Wellington:
Sejltur, TE papa museet. Dragon boat. Irsk pub
Wanganui :
Kiwi barbaqie uden kiwi. Motorcykler og softice.
Tongario :
Dårligt vejr der indhentede os, ingen vulkan
crossing eller gondol. Alternativ vandretur med
flot vandfald.
Men Maroi kulturdag.
Vores høvding, Marai, Haka dans og Hangi mad.
På vej til Rotarua:
Ønske om dårligt vejr. Pizza til stor fryd for jer.
Vandfald.
Rotorua :
Skyline og gondol tur. Mega stor buffet med
masser af dessert. Ingen sæbekassebiltur til stor
ærgrelse for nogen.
Te puia, gejsere, værksteder, kiwi. Souvenir
Ohinemutu.
Jesus der går på vandet, The red Wood.
Dennis og jeg takker Cam, skribenterne til dagbogen og hele gruppen.
Dejlig Gruppedynamik
Cirkulation
Alle snakker med alle
Og god stemning.
20. & 21. FEBRUAR, Hjemrejse
Skrevet af Hanne
Afrejsedag fra en oplevelsesrig tur til Sydney og New Zealand.
Afgang fra Hotellet kl 08:30 med sol og 16 g., køretur fra Rotorua til lufthavnen i Auckland ca. 235 km, 3 1/2 timers kørsel med Cam, der kalder os. “Pizzaholdet” . Smiler
Et imponerende geotermisk landskab, med vekslende naturskønne områder med åbne landskaber,store vidder frodige grønne bakker / bjerge.
Omkring Rotorua kørte vi forbi store kommercielle skovområder, med tilhørende savværk med fyr træer, træ der bruges til papir produkter, resten af træet eksporteres. I de seneste 3 år har produktionen været udfordret med extremt nedbør af regn p.g.a. klimaforandringer.
Vi kørte forbi store arealer med majs marker og store flokke af køer der græssede. Vi så det nyeste og kæmpe store mejeri på New Zealand der eksporterer mælk til Kina, og et kæmpe stort mejeri der laver ost.
I det vulkanske landskab omkring Hamilton i WaiKato regionen, med de grønne bølgende bakker – et uberørt landskab, valgte instruktør Peter Jackson at optagelserne til Hobbitten skulle foregå i 1990. Fårefarmer Alexander ejede jordene og 12 ha blev ombygget til huler til byen, hvor Hobitterne bor i filmen. Et kæmpe film set, og magisk univers, er nu et meget besøgt turist område som familien Alexander i dag lever af, da priserne på får og uld er lave.
Vi kørte forbi en stor kivifrugt plantage:
Der er jo 3 slags kiwier i New Zealand:
Kiwi folket, Kiwi fuglen, og Kiwi frugten.
Cambridge området er kendt for hesteopdræt.
Vi nærmer os nu den tidligere hovedstad og industriby Auckland med motorvej hvor planten Flaks vokser i vejkanten.
Temperaturen er efterhånden nået op på 24 g. og kl 12 triller bussen ind på lufthavnsområdet. Vi har nu kørt i alt ……..km i New Zealand på syd øen og nord øen med en enestående chauffør Cam. Tak for at han har ført os sikkert gennem turen. Vi tog afsked med Cam og New Zealand og mange unikke oplevelser – Amazing – 🙂
I lufthavnen Auckland tjekkede vi alle ind, alt gik glat igennem trods enkelte havde overvægt, efter 1 time og 45 min.
kl 15:15 lettede vi med Singapore airlines, A380 mod Singapore en distance på 8569 km og 10 timer 45 min. flyvetid.
En TAK skal lyde herfra til Adventure Holidays for en vel tilrettelagt tur.
Tak til Ole og Sue der deltog på dele af rejsen.
Også en Tak til Nina og Dennis der på deres professionelle, kyndige, humoristiske og empatiske måde har guidet os gennem hele turen.
“En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt.” Citat ukendt.
Kære medrejsende I har alle været et fantastisk, humoristisk og et dynamisk rejsehold. TAK for et godt rejseselskab 🙂
“Haere Ra”. – farvel på Marori.
En Marori farvel Hilsen:
Du ønskes et godt liv, må solen skinne på din
vej til vi mødes igen.
Gensynsmøde onsdag d. 29 April i Haderslev om eftermiddagen.
SWEET AS
21/2-2026
Tilføjelse skrevet af Dennis
Hjemturen er jo en oplevelse for sig, de fleste syntes jo nok at det er en meget lang rejsedag, men når først den er overstået, ja så er tiden alligevel en besynderligt størrelse.
Lad mig prøve at opsummere:
Dagen startede i bussen fra Rotorua kl.08:30 d.20/2, det tog ca. 3 timer, grundet lidt omkørsel, at køre til lufthavnen i Auckland.
Afgangen fra Auckland gik på tid kl.15:15 New Zealand tid, og flyvetid til at tilbagelægge de godt 8600 km til Singapore tog 10 timer.
Vi havde så ca. 2:45 før næste afgang mod København, en afstand på ca. 10900 km, som afgik lidt forsinket kl.00:45 Singapore tid, svarende til kl.05:45 New Zealand tid, puha.
Flyvetiden til København var 13:20 og med forventet ankomst kl.07:00 d.21/2 dansk lokal tid, svarende til kl.19:00 New Zealand tid, altså sådan 34 timer og 30 minutter på farten.
Totalt har vi transporteret os næsten 20.000 km.
