Peru & Bolivia 2025
1. september, Rejsen til Lima
Skrevet af Ole
Lå og sov på lufthavns hotellet Zleep i Billund – da telefonen ringede 01.46 – Martin var i røret. Der er uvejr over Buenos Aires, alle fly er aflyste. Jeg kommer måske i morgen hvis ellers vejrguderne vil det. Først tænkte jeg det var en drøm, men Martin’s stemme var ikke at tage fejl af.
Alle har været tidlig oppe idag – og vores tre grupper mødtes ved gate E17 i Amsterdam ved 08.30 tiden.
Der blev hilst og alle var forventningsfulde og klar til den lange flyvetur på 12 timer til Lima.
Turen over Atlanten gik “glat” – ingen nævneværdig turbulens og vi landede planmæssigt i Lima’s nye lufthavn som blev indviet 1. juni i år. Alle havde klaret turen i “stor stil” og uden problemer. Nogle mere trætte end andre. Vi fik “skruet” tiden 7 timer baglæns – så det bliver en meget laang dag inden vi “rammer” hovedpuden.
Vi blev mødt af vores lokalguide Carlos ude i ankomsthallen og snart var vi på vej til distriktet Miraflores hvor vores hotel Britania Crystel ligger.
Turen til hotellet tog en god times tid. Vi kørte i tæt tæt trafik hele vejen. Folk her i Lima kører efter princippet “den som kommer først har retten til at køre” uanset hvad skilte og lyskryds fortæller. Med den trafik forstår vi godt, at de lokale glæder sig til deres undergrundsbane åbner om 2 år.
Indkvartering gik hurtigt. Martin ankom sidst på aftenen, vi er nu alle samlet og klar til tur.
2. september, Lima
Skrevet af Dorthe og Tommy Noer
Vågnede op ved lyden af en “slagboremaskine” som viste sig af være overboen det tog et bad.
Vi fik hilst på vores hjælpeguide Martin Jespersen, der blev en dag forsinket pga. dårlig vejrforhold i Argentina hvor han kommer fra. Er af dansk oprindelse og er uddannet ingeniør og arbejder for Lego i hans hjemland og besøger Lego i Danmark hver 3 mdr..
Vi startede dagen tur med at køre til en af de 43 distrikter som hedder Miraflores og er et af de fineste steder hvor en almindelig lejlighed kan koste 1• mill. dollars.
Vi besøger John F. Kennedy parken en meget flot park fyldt med Akasie træer og som havde pokus på at give katte et godt liv. Den nærliggende kirke fra 1917 var stor bidragsyder til driften. Vi var også forbi Kærlighedsparken som også blev kaldt Kysseparken, der var klistret til mange tusinde kærlighedshængelåse.
Et meget besøgt fortidsminde var pyramiderne som blev bygget af inkaerne i ca. år 400 efter kristi fødsel. Byggestene var lavet af lær, vand og sand, vi kunne desværre ikke komme ind på området, da det var lukket om torsdagen. Lima blev grundlagt i år 1535. Inden da var det underlagt spansk herredømme.
Floden Rimac hvor vi blev sat af bussen er 700 km lang og udløber i Andesbjergene og leverer rent vand til så godt som hele Peru.
Vi gik nu mod centrum hvor den berømte Plaza de Armes ligger og som er opkaldt efter ham der styrede befrielsen af Peru og Argentina i 1917. Pladsen er omkredset af præsident paladset, borgmester slottet og en stor Katedral. Efter frokost på et fint hotel Grand Hotel Bolivia gik turen til Katedralen som var et utroligt smuk byggeri med flot alter og mange bedesteder og et stort buste af den nye pave som er fra Peru.
Dagen forsatte med at besøge et kloster fra 16-1700 tallet, som er ved at blive renoveret og med fokus på de fund man fandt ved en udgravning i 1959. Her fandt man utrolig mange skeletter der var begravet i forskellige lag og var i meget fin stand. Klosteret fortæller også meget om tidens byggestile – især med Cedertræ, klinker og en masse litteratur om fortiden – 25000 bøger er der.
Da vi var færdig med denne del af dagens program, gik vi til bussen og opdagede at den før omtalte plads var helt tom for mennesker, politiet havde afspærret det hele i frygt for en stort demonstration imod den urolige verden vi lever i..
En fantastik dag sluttede med en god middag på vores hotel og herefter kunne vi holde “fri” og få en tiltrængt nattesøvn – godnat!
3. september, Lima – Cusco – Pisaq – Urubamba
Skrevet af Hans Erik og Mary
Lima har for cirka 3 mdr. siden fået en ny lufthavn, så da personalet formentlig er under oplæring i nye systemer, må vi være der en time før beregnet. Så derfor er det op kl 4.30 for at være klar til afgang mod lufthavnen kl 5.30.
Morgenmaden må vi nyde i lufthavnen.
Efter en hurtig kop kaffe og med en pose med morgenmad i hånden, er der afgang mod lufthavnen 5.45
Det regner meget lidt i Lima, men her til morgen støvregner det.
I den tiltagende morgentrafik kører vores chauffører os sikkert frem mod lufthavnen.
Security voldte ingen problemer, så der er god tid til madpakke og kaffe.
Det er en utrolig flot indflyvning til Cusco der ligger i 3399 m.o.h omgivet af bjerge.
Om vi kommer som en velsignelse til Cusco, tror jeg ikke, men det gør den regn til gengæld som kommer samtidig. Området har ikke haft regn siden marts, så der dufter friskt da vi i silende regn haster mod vores bus.
Vi bliver modtaget af vores lokalguide Angela, og i bussen sidder chauffør Jesus klar til at fragte os rundt, så vi er i gode hænder.
På sædet i bussen, står en pose med vores frokost, som vi kan nyde på den cirka 1 times køretur op til en gård i 3700 m.o.h. – vores første introduktion til Inkariget
Vi har været noget spændt på, hvordan vi ville reagere på højderne, men med lidt hjælp fra en mixtur som Angela havde medbragt og et langsommere tempo, er dette første møde med højderne, for de fleste gået fint, men en ændring fra 0 til 3700 meter kunne mærkes.
På gården får vi en fin introduktion i forskellige lamatyper og alpacaer, som udover at levere den fineste uld også leverer kød, der er helt uden kolesterol.
Her sidder nogle kvinder og demonstrerer hvordan man væver de smukke mønstre af garn farvet med plantefarve. En parasit som lever i kaktussen, kan sammen med citron hjælpe med at ændre farverne.
Mønstrene er beskeder og klædet blev brugt som bælte og kunne læses som et kort.
Stedet har autorisation til at sælge garn og sweatre og sjaler af baby alpaca som er noget af det fineste og dyreste og derfor også genstand for kopiering.
Tingene er lidt dyrere end andre steder, men en del af indtægten går til socialt arbejde.
Vi kører herefter mod Pisaq, der var hovedstad i Inkariget.
Det var med at nå ruinerne før alle andre, og da vi kørte derfra kom der også den ene bus efter den anden i mod os.
Det var et højtspecialiceret samfund, der på terrasser udnyttede de forskellige klimasoner på terrasser på bjergskråningen, så man kunne dyrke både tomater, kæmpemajs og især kartofler. Kartoflerne forstod de også at behandle så de både kunne tåle hård frost og var langtidsholdbare.
Forudsætningen for dyrkningen var vand, som de hentede via sindrige kanaler fra gletsjerne på bjergtoppen.
De døde begravede de i huler på bjergsiden sammen med huskeråd og nogen gange guld. I det største gravkammer var der 1 tons guld.
I Pisaq by får vi mulighed for at handle strikvarer og andet kunsthåndværk.
Her møder vi en ung handlende på 9 år, der fint kan begå sig på engelsk. Han har lært det ved bare at tale med turister. Man må ønske at den lille fyr får en chance for at videre uddanne sig. Ikke alle får chancen. Universiteterne måske kun 60 ud af 3000 ansøgere. Der er ingen egentlig studiestøtte, men fattige får lidt hjælp.
4. september, Den Hellige Dal
Skrevet af Lisbeth og Egon
Vi stod op til en skønmorgen med solskin og udsigt til Andesbjergene , det var mørkt da vi kom i aftes , under morgenmaden blev vi underholdt af en flok Lamaer.
Vi sang morgensang uden for Hotellet, kl 9 kom to minibusser vi var delt i to hold en med Ole og en med Martin. Vi kørte op i bjerge på meget ujævne, smalle veje og hårnålesving, meget flot natur og udsigt.
Vi kørte op til Willog Community der ligger i en højde på ca. 3700 moh. Her besøgte vi en befolkning på ca. 250 familier som lever som deres forfædre gjorde.
Vi blev modtaget af farvestrålende kvinder, mænd og børn som dansede for os.
Der blev også vist hvordan de bearbejdede uld og farver garn og fremstiller håndarbejde, som de gerne vil sælge.
Vi forlod familien kørte ned, fandt et godt sted ved en flod hvor vi spiste de medbragte madpakker, der blev ændret på planen fordi vejen var spæret på grund af vejarbejde.
Vi gik en skøn tur ned til byen Ollantaytambo – vi gik langs en lille flod, turen var på knap 5 km. Vi havde et ophold i byen inden busserne kom og vi kørte hjem til hotellet.
En rigtig dejlig dag der slutter med middag på Taypikala.
5. September, Den Hellige Dal
Skrevet af Winni
Dagen starter med det skønneste solskin, så for første gang vi er været afsted, er det vejr til shorts.
Vi starter med og besøge byen Ollantaytambo, de har lige indført at busser ikke må køre ind i byen, men vi får tilladelse til og køre ind og blive sat af, tror vi …. Det viser sig, at det er buschaufførens chef der har givet tilladelse og ikke politiet.
Så Martin gør alt for vi kan komme igennem, og siger at bussen er fuld af ældre mennesker med stokke. Vi skal se meget trætte ud, så de hopper på den.
Tænk sig de er inde og tage billeder, så det kan bevises. Efter laaaaang tid får vi lov og komme igennem.
De skal bare lige vide de to ældste, skal gå inkastien.
Ollantaytambo er den vigtigste by i inkariget, det er her templet befinder sig.
I templet der ligger i bunden bad de for vandet, så de kunne få et godt landbrugs år. Her synger vi vores morgensang.
Templet foroven er for solguden.
Herfra kan man se over på det snedækkede bjerg Veronicas, som er 5750 m.o.h. Det var også derfra man hentede materiale til de tonstunge store mursten til templet.
Byen var en kontrolby for folket der kom inde fra junglen, der ville til ind til Ollantaytambo. Der er 239 trappetrin op til soltemplet.
Frokosten bliver indtaget på restaurant “Suno”
Da jeg spørger Ole, hvad byen hedder restauranten ligger i, siger han: “Det er ikke så vigtigt, bare der er god mad”
Det er den dejligste buffet vi får, med lækre grøntsager og flot velsmagende mad, som ligger i en unknown by.
Efter frokost kører vi til Maras by.
En by der er en blanding af quechuafolket og spaniere. Kvinderne i denne by bærer hatte, hvide hatte har høj status og brune hatte har lav status.
Det var spaniernes hovedsæde, da de bekæmpede inkaerne med få mænd.
Her i byen får vi en visning af de salte der bliver høstet, som vi skal se senere. Vi får lov og dufte til salten, smage chokolade med salt og chips dyppet i sort salt. Det er en salt oplevelse.
Vi går så amok med handlen bagefter.
Så går turen til Moray, vi er højt oppe 3600-3700 m.o.h. Her er helt specielt fladt så højt oppe.
Vi ser på det der kaldes Duliner, som er en naturlig formation, hvor inkaerne lavede specielle cirkelformede terrasser på.
Der dyrkede inkaerne kartofler og majs. Der er 200 forskellige arter kartofler og kun en art der kan spises. I Peru er der 4000 spiselige kartofler af den art.
Med al den kartoffelsnak, mener Martin vi er medlemmer af Dansk kartoffelavlerforening.
På vej hjem gør vi et stop ved Salinas, her udvindes salt. Der er 4000 saltbassiner
Takket være vand fra en underjordisk kilde kommer mineralerne op i bassinerne. I løbet af en til to dage bliver vand fordampet, så er der salt.
Hvert bassin giver på en måned mellem 3000 og 4000 kg salt fra marts til november. Kun 30 % bruges til madlavning.
Selvom det er sidst på dagen og vi er godt mættet af indtryk, så giver det alligevel et sus i maven over og se alle saltbassinerne.
Vi takker for en dejlig lærerig dag.
På trods af at Ole og Martin har røde t-shirts på, bliver det uafgjort mellem Danmark og Skotland.
6. September, Urubamba – Ollantaytambo – Machu Picchu
Skrevet af Ole
Vækkeuret ringede 04.00 – idag er det ligesom juleaften – vi skal alle til Machu Picchu.
Morgenmad på hotellet 04.30 – flot at de kunne stille det an. Lidt strømudfald gjorde desværre at kaffen og Coca teen blev lidt kold.
Kl. 05.00 var alle 17 vandrere klar til afgang fra hotellet. Vi kørte igen med vores gode chauffør Jesus.
Flot togtur med Peruvian Rail gennem Andesbjergene.
Vi stod alle af ved trinbrættet 104 km. Det regnede og vi fik vores ponchos på.
Ved kontrollen kneb det med at få Lisbeth og Egon med. De havde fået nyt pas og var registreret på det gamle pas. Efter lang snak frem og tilbage så lykkedes det omsider. Her oplevede vi bureaukratiet igen Peru. Ingen tør tage en beslutning eller blot bruge almindelig sund fornuft.
Vi sang morgensangen for vores tre guider Suzy Q, Raul og Geovani. Herefter så vi ikke mere til regnen.
Flot flot tur hvor det gik over stok og sten – 600 højdemeter op til Inkabyen Winaywayna i 2650 m.
Alle var enige om det var en hård omgang. Dorthe sagde flere gange “jeg syntes det var hårdere end de maraton løb jeg har gennemført.”
Alle gik fantastisk godt på turen – og sidste udfordring “monkeysteps” inden Solporten i 2720 m højde blev også klaret med bravour.
Vi havde på fornemmelsen at de ville være svært at se Machu Picchu fra Solporten pga. tågen, hvilket også var tilfældet. Det virkede dog som tågen begyndte at lette en smule. Stor var vores glæde, da vi var halvvejs nede ved plautauet, her kunne vi klart og tydeligt kunne se Machu Picchu.
Dette syn var alle vores anstrengelser værd.
Vi fik en varm velkomst af Martin og Angela’s gruppe, da vi ramte plateauet.
Lidt statistik til sidst. Vi gik Inkastien med den største gruppe nogensinde og den højeste gennemsnits alder i meget vanskelige forhold. Meget imponerende.
Alle uden undtagelse gjorde det SUPER FLOT – og beviste “alder er bare et tal” – og man kan mere end man tror, når man er i flok og hjælper hinanden.
————-
Skrevet af Nina og Henrik
Idag var vi delt i to hold. Det ene hold skulle gå Inka-stien, og det andet hold skulle senere op og mødes med Inka-holdet om eftermiddagen.
Vores hold skulle ikke gå Inka-stien. Vi kunne sove længe, og der var afgang fra vores dejlige hotel i Urubamba klokken 8.
Vores kufferter blev kørt direkte til Cusco, så vi havde det mest nødvendige med til en overnatning i Aguas Calientes.
Alle havde pas med, da vi ellers ikke kunne komme med hverken toget eller op til Machu Picchu.
Vi kørte til et tjekpoint nær Ollantaytambo, og her havde Martin og Angela stor besvær med at overbevise de unge og sure betjente om, at vi havde lov til at køre den store bus ind til togstationen. Hold nu op hvor var de afvisende, men lige pludselig fik vi lov at køre. Pu-ha hvor var vi nervøse for at komme for sent til toget.
På stationen skulle vi opstilles efter en bestemt procedure, og Angela fik os heldigvis hurtigt igennnem check in. Martin tog G skiltet og legede skiltemand.
Der var store kupeer i toget. Store vinduer og ovenlys, lædersæder og en fantastisk udsigt gennem dalene og langs floden. Vi sad i cafe vognen, og mange fik en kop kaffe mm. Tæt på Ac holdt toget pludselig stille. Vi fik igen forklaring, og både Martin og Angela forsøgte i lang tid at få en forklaring. Efter mere end 1,5 time viste det sig, atl et forankørende tog var afsporet. Vi kunne ikke forlade toget for der var ingen stier at gå på.
Til sidste kørte toget de sidste kilometer indtil Aguas Calientes station, med to timers forsinkelse.
Byen var på det tidspunkt lidt kaotisk, med en masse politi i kampuniformer. Vi hørte om demonstrationer på grund af buskonflikt.
Vi gik hurtigt til en frokost restaurant og indtog på kort tid en hurtig frokost buffet.
Lidt i 2 tog vi bussen mod Machu Picchu. Den var fyldt op, og bagerst sad en gruppe unge røg fjolle tobak. Bussen kørte meget hurtigt igennnem de mange sving.
Så var der igen tjek in, men der lykkedes Angela at få os ind, selvom vi var forsinkede, på grund af afsporingen.
Så gik turen op af de mange trapper op mod udsigten til Machu Picchu.
Undervejs fortalte Angela om bjerget og mange faktuelle ting om inkaerne og deres store rige. MP betyder gammelt bjerg. Det er beliggende med stejle skrænter i uvejsomt terræn.
Da vi nåede toppen ved udsigts området, var der en helt utrolig flot udsigt mod det høje bjerg med inka ruinerne foran.
Så blev der ellers taget billeder. Martin og Angela sørgede for at alle fik taget de billeder de ønskede.
Der stod en lille flok lamaer og græssede. De var meget tamme og en Lama havde et en dag gammelt føl. Flere foto.
Ved halv femtiden kom gruppen med de seje, der havde gået ad Inkastien. Vi hujede og opsynsmanden kaldte os til orden med en fløjte.
Det var naturligvis en flokke meget trætte og stolte vandringspersoner ( det hedder det vist). Hold nu op hvor var det godt klaret. Der var en høj gennemsnits alder. Endnu mere imponerende.
Så gik vi samlet ned til busserne, som nu kørte lidt mere roligt ned af bjerget.
Byen var fyldt med mennesker overalt.
Vi fik hurtigt nøgler til vores værelser og mødtes igen19,50 og gik til meget hyggelig restaurant. Lofter og vægge var udsmykkede.
Dejlig mad med masser af gode avokadoer, kylling og is. Dejlig aften med god stemning.
Mætte og trætte gik vi tilbage til vores hotel, efter en god dag med mange anderledes oplevelser.
Højdepunktet var udsigten til Machu Picchu Fantastisk.
7. September, Machu Picchu – Cusco
Skrevet af Karin & Kurt
Dag 2 til det spektakulære og ikoniske Machu Picchu -turens måske største højdepunkt Machu Picchu er også et af verdens 7 nye vidundere.
Tidlig op og morgenmad på hotel Aguas Calientes. Til trods for det tidlige tidspunkt, var der mega lang kø for at komme med bussen. Og så får vi at vide at alle busser er indstillet pga demonstrationer. Vi afventer yderligere info. Men vi ved jo også at Ole og Martin har en plan B.
Så blev turen til ‘Mitsubishi’, som en ikke navngiven deltager kom til at kalde stedet, kanseleret. Plan B blev iværksat, og vi havde tid på egen hånd indtil frokost, eller som Martin så charmerende siger, på egne fødder.
Nogle gik til kirke i den fine kirke Virgin del Carmen. Blandt kirkegængerne var der også et par hunde, der oven i købet tissede op ad kirkebænkene.
I kirken blev der talt fred og fordragelighed, mens der lød kampråb og protester fra demonstranterne på torvet lige udenfor.
Vi fik en lækker frokost på restaurant Suno, med gratis drikkevarer som kompensation for den mistede tur til Machu Picchu.
Efter frokost bevægede vi os mod banegården. Her sang vi morgensang. Ole lovede os at hvis vi sang godt, lovede han os godt vejr på resten af turen. Kvaliteten af sengen har åbenbart været tvivlsom, for på vej ind i toget smådryppede det.
Vi hoppede på toget til Ollantaytambo med PERURAIL. Stemningen var høj måske takket være de gratis drikkevarer til frokosten, vi nød den smukke togtur fra toget, der er udstyret med panoramavinduer i loftet.
Derfra gik turen videre til Cusco på en 2 timers bustur. Og igen var vi velsignet med Jesus som chauffør.
Cusco betyder verdens navle, og det var fra denne by Inka riget spredte sig. Cusco er Peru`s næstmest besøgte by. Byen er i dag en moderne storby der tiltrækker mange unge for at studere eller finde arbejde. Det lykkedes derfor mange at bryde den sociale arv.
Cusco ligger i en gryde, og derfor er det koldt morgen og aften, men lunt midt på dagen.
Vi skal bo 2 nætter på hotel Taypeala, der er beliggende centralt i byen. Til aften fik vi lækker spise og drikke på en lokal restaurant.
Vi gik mætte og trætte i seng efter endnu en dejlig dag med mange indtryk og oplevelser.
8. September, Cusco
Skrevet af Marie og Ole
Efter en dag i Cusco – sammen og hver for sig – forstår vi bedre at Cusco står for “Verdens navle” – både nu og mange hundrede år tilbage med skiftende “regenter” i byen og området.
Vi startede dagen med en kort gåtur og besøgte herefter Soltemplet, hvor vores kære guide, Angela, introducerede os til den spændende historie om templet, som Inkaerne brugte som deres centrale samlingssted for ypperstepræster, guvernører m.fl. Et imponerende solidt bygningsværk, som spanierne heldigvis ikke fik ødelagt helt – guldet fra væggene fik de dog ranet til sig. Guld som ellers i solskin kunne skinne på hele byen. Udover at spanierne fjernede det meste af templet, så bidrog de dog også med en flot 1.sal og en kirke i typisk spansk stil.
Flere jordskælv har heller ikke kunnet udslette konturerne af det flotte murværk. En enkelt af vores kære rejsefæller bemærkede dog en K1’er i murværket = 1 cm sprække mellem to sten.
Soltemplet er stadig centrum for Peruvianernes årlige solfest, som markerer starten på et nyt solår og som nu til dags tiltrækker mange turister fra både Peru og andre lande.
Vi blev herefter samlet op af vores chauffør, Jesus, og sammen med Ole Fryds garanti for godt vejr på resten af turen, kunne det ikke gå helt galt. Vi blev kørt op til Saysyhuaman ruinerne, som af Inkaerne blev bygget for at vise deres styrke og magt, og et fæstnings- og forsvarsværk for at beskytte byen. Cusco blev bygget som en puma, med ruinerne som hovedet og byen som kroppen.
Området blev bygget af næsten “ frivillig” arbejdskraft med beskyttelse som modydelse til landområdernes indbyggere. Op mod 70.000 “frivillige” arbejdede 1-2 dage om ugen på stedet. Herudover har der været et amfiteater og centrum for Inkaernes udgave af Olympiaden. Vi gik i bagende solskin rundt i det åbne område og ruinerne, og fik igen et vidnesbyrd om Inkaernes imponerende evne til at bygge og anvende alle materialer optimalt. På turen fik vi også 360 graders panoramaview over både nye og gamle bydele i Cusco.
Vi besøgte byens imponerende katedral ved Plaza de Armas, som består af hele 3 kirker og utallige altre, krucifikser m.m.m. Kirken er også kendt for at være bygget i flere stilarter – herunder Renæssance, Gotisk og Barok.
Resten af eftermiddagen var til fri afbenyttelse i mindre grupper – og så vidt referenterne har opsnuset blev det bl.a.brugt til shopping, fodbold på Irish Pub, “morfar” og opladning til resten af turen. Et godt og tiltrængt “frikvarter”.
Aftenen bød på en kulinarisk oplevelse på restaurant Uche – Alpaca-steaks serveret portionsvis på varme sten og flot anrettet med tilbehør på træbrædt.
Tak for endnu en dejlig dag – sammen og hver for sig.
9. September, Cusco – Puno
Skrevet af Jane og Leif
Idag skulle vi igen tidlig op, vi skulle på en lang bustur fra Cusco til Puno, ca. 400 km. Vi skulle være klar kl. 6.00. Kufferterne blev hentet ved vores hotel, og vi tog selv med bus ned til busterminalen, hvor vi skiftede til en stor luksusbutik med wifi og meget lækre sæder, Hugo er vores chauffør.
Forinden tog vi afsked med Inger, hun kunne ikke tåle højden, og skulle flyve til Lima.
Vi forlod Cusco kl. 06.40 i flot solskin. Første del af turen kørte vi igennem flere små landsbyer, som hver har deres speciale, opdræt af grisestrik, bageri, tegl og mursten m.m.
Her ligger meget affald smidt langs vejene, det er ikke noget man tager så tungt. Vi ser også mange afbrændinger trods forbud. Første stop vat det sixtinske kapel, Branco Andino, i Andahyaylillas. Her sang vi vores morgensang. Tidligere var det et berømt offersted for inkaerne. Senere blev kapellet/kirken opført her i 1580 af Jesuitterne, det tog 40 år at bygge den, og er meget berømt fo de utrolig smukke guldudsmykninger og malerier, som Angela fortalte om.
97% af al guldet i området er fjernet og sendt til Europa. Vi fik også tid til at handle.
Nu bevægede vi os op i Andesbjergene, verdens længste bjergkæde på 7500 km. Vi kørte langs Viconato floden, den hellige flod, som senere bliver til Urubamba floden.
Vejen vi kørte på, Rita Pan Americana, går fra Alaska til Ushuaia i det sydlige Argentina. Den direkte vej er ca. 17000 km. Der blev pludselig ret stille i bussen, alle havde jo været ret tidligt oppe, så vi fik en formiddagslur.
Næste stop Raqchi, berømte for keramik. Her skulle vi også se ruiner fra Templo Wiracocha (betyder ånd og hav) I templets mur sås tre perfekte åbninger, øverste repræsenterer kondoren, mellemste pumaen, og nederste slangen. Og så fik vi alligevel også lidt mere kartoffelsnak, idet Angela kunne fortælle at Peru har en Verdensbanken over alle kartoffelsorter.
Til frokost gjorde vi holdt ved La Pascana De Mer, hvor vi fik en dejlig buffet. Nu bevægede vi os på vej mod Abra la Ray, det højeste punkt, 4335 moh og vegetationen ændrede sig til tørt græs, vi så lamaer, alphacaer og får samt køer græsse. Indhegningerne består hyppigt af stendiger. Vi så også en enkelt kondor svæve rundt.
Pludselig var vi ved Abra la Ray, og kunne nyde udsigten, men et stort marked stjal fuldstændig opmærksomheden, og alle gik helt amok med at handle, og ingen tænkte på, om vi kunne mærke højden. Ole lovede, at nu var det slut med markeder for idag.
Martin og Ole fortalte om, hvordan begravelser foregår i Peru og Argentina. Begravelsen skal p.g.a. varmen foregå indenfor 24 timer, og så holdes der en stor fest.
Martin underholdt med hvordan de holder jul og nytår hos ham, en blanding af Argentinske og Danske skikke, sjovt at høre, vi fik også et par vitser.
Så blev det toiletpause, her kunne vi købe en god kop kaffe, inden vi kørte det sidste stykke mod Puno.
Vi skulle dog lige igennem Juilaca, som ligger tæt på en stor guldmine. Her foregår illegal handel, narko og bandekriminalitet, korruption og andre ulovligheder. Vores chauffør Hugo kommer fra denne by og har selv som ung arbejdet i minen.
Vi slap godt gennem byen. Da vi nåede Puno, blev vi hentet af 3 minibusser, og vi nåede vores dejlige hotel ca. Kl. 19.00.
En sjov og oplevelsesrig dag blev afsluttet med en dejlig 3-retters menu.
Godnat og mange tak for en dejlig dag.
10. September, Titicacasøen
Skrevet af Nils
I dag skulle vi opleve den store Titicaca sø.
I flot og køligt vejr gik vi fra hotellet til de ventede minibusser. På kort tid nåede vi søens havneområde og fik sunget morgensang med udsigt til byen og søen.
Vi havde vores egen båd hele dagen. Vi kunne sidde nede i lænestolene eller besøge soldækket, hvor der var plads til 10 gæster.
På vej ud af havnen kunne vi se det første dampskib, der sejlede på søen. Et engelsk skib frax1862, der ankom i 2700 dele og blev samlet på ti år.
Båden sejlede snart gennem enorme områder med siv og lidt senere dukkede de over 100 sivøer op. Over et pænt stort område lå øerne med deres huse. Det er her at Uros folket bor, idet de flygtede for Inkaerne. Vi skulle besøge en sivø med syv familier og øen dækkede omkring 700 kvadratmeter. Når vi gik, så gyngede gulvet lidt. Vi hilste alle pænt med ordet “Sumaraki”.
Øens præsident fortalte hvordan man byggede en sivø. Det er et langsommeligt projekt med sivenes rodsystem som basis og dernæst store mængder siv ovenpå. Vi mødte en flink hvid kat, den holder faktisk rotterne væk.
Kvinderne i flotte dragter viste deres flotte håndarbejde frem. Så viste de deres dans og de indbød mig til at deltage i dansen. Da jeg uheldigvis var fordybet i dagbogens notater sendte jeg stafetten videre til min sidemand, der villigt indtog dansegulvet.
Vi skulle ses deres huse i hold af fire. Der var kun lidt plads derinde, en seng og tøj op mod væggene. Derefter stillede vi op til fotografering i deres tøj og efterfølgende kunne vi købe deres håndarbejde.
De lever af turister, fiskeri, fuglefangst og indsamlede æg.
Det var tid til at købe sig til en sejltur med en stor sivbåd. Alle kom ombord og vi blev roet til en ny sivø. Her kunne vi for to sol købe et stempel i passet, og det blev flot.
Så var det tid til en halvanden times dejlig sejltur. Vi skulle til øen Taquile. Den ligger omkring 30 km fra Puno og har en befolkning på 2800 personer.
Vi steg i land og skulle besøge en familie, der boede 100 højdemeter oppe. En stejl, men god sti førte derop. Hos familien skulle vi tilberede kartofler, have underholdning og spise frokost.
Kartoflerne blev tilberedt på varme sten i mange lag og tildækket med jord. Mens de kogte viste de hvor gode de var til at strikke. Der gik en flot tæt strikket hue rundt, den var flot. Og de fortalte om de forskellige mønstre til mænd og kvinder, gifte og ugifte.
Det blev tid til frokost. Der blev serveret quinoa suppe, ørred fra søen og hertil de færdige kartofler og til slut en kop muna te, der er godt i højden.
Tid til afgang, men der var lige tid til at handle lokalt håndværk med dem. Turen ned var flot. Båden sejlede tilbage og vi blev hentet af først to, så tre minibusser. Alle var hjemme inden klokken 17.
Der blev kaldt til aftensmad klokken 20. Vi gik ned til restauranten Balcones de Puro. Der var underholdning, idet en lille trup viste en række nye og ældre danse. Imens kunne vi gå til buffeten og forsyne os. Laksen blev rost af mange.
Så gik gæsterne tilbage til hotellet, og en indholdsrig dag var slut.
11. September, Puno – Copacabana
Skrevet af Jonna og Ole
I dag skal vi forlade Peru vi skal køre 140 km. Til grænsen til Bolivia.
Friske er vi næsten alle sammen det er dejligt vejr, solen skinner.
Vi skal i dag på en flot køretur langs Titicaca søen, flere fotoshops og gode udsigter. Når vi kommer til grænsen ved Bolivia, skal vi alle ud af bussen med vores bagage. Vi skal gå over grænsen, vores kufferter bliver fragtet over med cykel (Ligesom en Christiania cykel). Vi bliver modtaget af en lokal guide i Bolivia.
Der holder en ny bus og venter på os, vi skal køre 20 minutter, så er vi ved hotellet.
Kl.13,30 ankommer vi til vores hotel Rosanio El Lago hvor vi skal være i to nætter.
Til frokost for vi en tre retters menu.
Vores ure skal stilles en time frem.
I Bolivia er der tre slags sprog spansk, gestur, Admira.
Landet er 1,200,000 kvadrat kilometer.11,300,000 indbyggere. Der er 300 kvinder mere end mænd.
9 forskellige amter, landet styres fra Laptos der er 36 forskellige stammer.
Landbrug har de ikke så meget af men de har en lufthavn, som blev bygget under Corona, men er kun blevet brugt en gang.
Da vi har fået frokost går vi op til kirken, men vi må desværre ikke filme indenfor.
Hvis der er en der har købt en ny bil eller et nyt hus, kan de komme til kirken og
Få den velsignet.
Det er et dejligt hotel vi bor på med udsigt til Titicaca søen.
Kl. 20 skal spise aftensmad og så siger vi godnat.
12. September, Island with the sun
Skrevet af Lilly og Kurt
Eventyret ved Titicacasøen – en rejse ind i Inkaernes verden
På den bolivianske side af den legendariske Titicacasø begynder vores rejse. Langs bredden ligger et par “speed”-både og venter som trofaste ledsagere, klar til at føre os ud på en uforglemmelig færd gennem Inkaernes mystiske og mytiske univers.
Titicacasøen er ikke blot smuk – den er majestætisk. Med sin placering i ca. 3.800 meters højde over havets overflade er den verdens højest beliggende sejlbare sø. Den strækker sig over 8.000 km² og har en dybde på op til 279 meter – et spejl af himlen, hvor myter og virkelighed flyder sammen.
De to nabolande, Peru og Bolivia, strides stadig om, hvem der ejer 40 og hvem der har 60 % af søen – og hvem der egentlig er “caca”. Rundt om søen lever seks kulturer: Aymara, Inka, Chiripa, Tihuannaku, Viscachani og Waucaraui – små samfund, forbundet af troens bånd og fortidens arv.
Ifølge myten sendte solen sin søn og månen sin datter – og således blev den første Inka født. Da Inkaerne ankom i 1450, tog de det bedste fra de stammer, der var kommet før dem, og formede en civilisation, der stadig vækker ærefrygt.
Måne-øen – Jomfruernes tempel
Første stop på rejsen er den gådefulde Måne-ø, også kendt som “Jomfruernes ø”. Her udforsker vi det gamle tempel, bygget af sandsten og ler – et sted hvor historiens stemmer stadig hvisker i væggene.
I Inkaernes tid boede her omkring 200 unge piger mellem 12 og 14 år, nøje udvalgt til et liv i tjeneste. De lavede smykker, strikkede og dyrkede jorden, oplært af Mamakoja – ældre kvinder under ledelse af Inkaens dronning. Nogle af pigerne blev sejlet over til Sol-øen for at blive gift med dem, de var udvalgt til – som led i en større, hellig orden.
Sol-øen – hvor solen blev født
Vi sejler videre mod Sol-øen, blot 6 km væk. Øen er 12 km lang og 6 km bred, og dens skønhed er lige så stor som dens historiske betydning. Her lever beboerne stadig af fiskeri og dyrkning af kartofler og grøntsager – som deres forfædre har gjort i århundreder.
Vi stiger op til en restaurant, hvor vi nyder Andesbjergenes delikatesser: majs, kartofler, bønner, ørreder, små fisk, stegt kylling, æggekage og saucer med chili og hvidløg. Fra restauranten ser vi tilbage mod Måne-øen, med sneklædte bjergtoppe på 6.400 meter som dramatisk baggrund – et syn, der tager pusten fra én.
Yumani – Inkaernes have
Efter frokosten går turen videre til Yumani – Inkaernes have. Her står majestætiske statuer af den første Inka og hans dronning, som vogter over stedet med tidløs værdighed. Vi bestiger 208 trin til Inka-fontænen, hvor helligt vand strømmer – vand, der ifølge legenden giver evig ungdom. Vi skynder os at få vandet i håret – måske er de grå hår væk i morgen?
Copacabana – afslutningen på en magisk rejse
Til sidst sejler vi tilbage til Copacabana, og passerer soltemplet – et sted fyldt med indtryk og historier fra en verden, der engang var, men som stadig lever i hjertet af dem, der rejser med åbne sanser.
13. September, Copacabana – La Paz
Skrevet af Anna Marie & Palle
Som planlagt afgang fra Copacabana kl. 8:30 mod La Paz 150 Km kørsel !
Første fotstop efter en halv time , med en pragtfuld udsigt over Titicaca søen.
Ole fortæller lidt om hvad befolkningen ernærer sig ved , turisme , landbrug og fiskeri samt lidt smugleri , en politibetjent tjener omkring 300 -400 $ om måneden , en privatlærer tjener omkring 700 $ en liter benzin koster en halv $.
Unge mænd skal aftjene værnepligt i 1 år , men kan betale sig fri !!
Vi ankommer til San Pedro , hvor vi skal færges over til San Pablo , alle mand & kvinder skal ud af bussen , bussen køres ombord på en flåde drevet af en påhængsmotor , vi andre færges over i 2 små både .
Turen går videre mod La Paz flot tur med udsigt til sneklædte tinder og Titicaca søen !
Da vi nærmer os La Paz ser vi kilometerlange køer af ventende lastbiler og busser , for at tanke diesel , der er rationeret , så man venter i lang tid !
Vi ankommer til El Alto svævebane i La Paz , efter nogen køkørsel pga. lidt misforståelse med guiden ! Vi tager gondolen og efter et skift undervejs ankommer vi til centrum , hvor vi går mod vores frokoststed , en madskole for udsatte unge mellem 15 og 25 år ,startet af Claus Meyer , vi fik en lækker frokost med en suppe med en varm sten i !
Efter frokost blev vi hentet af bussen og kørt til killi killi udsigtspunktet , hvor der er 360˚ view i en højde af 3662 m , herefter kører bussen ned til Plaza murillo præsidentpaladset og kongressen er placeret , vi så gardens vagtskifte ved paladset !
Herefter spadseretur op til hotel Rosario gennem de små stejle gader med utallige boder med alt hvad hjertet begærer af ting og sager samt et besøg på heksemarked hvor de lokale købte offergaver !
Tror alle var trætte efter en lang dag
14. September, La Paz – Citytour – Lima
Skrevet af Karin og Poul Erik Andersen.
Skal i dag fra La paz i Bolivia til Lima i Peru.
I dag fik vi lov til at sove lidt længere, morgenmad fra kl. 06.30 – 09.30.
Herefter mulighed for at klare de sidste indkøb på egen hånd bl.a. på indianer-og heksemarkedet. Grundet det er søndag, havde flere rigtige butikker lukket, men gadebutikker/markedsbutikker åbnede løbende op af formiddagen, og der blev handlet, så vi kunne få brugt de sidste Bolivianos (valuta i Bolivia).
Nogen nåede endda at være til gudstjeneste.
Efter diverse handler, og forudsætningen for det kunne være i kufferten, mødtes flere af os til hyggesnak og en kop et eller andet i hotellets solrige gårdhave inden frokosten.
Kl. 13.30 fik vi vores frokost, her blev det offentliggjort, at vi havde en fødselar blandt os, Jane blev nemlig pensionist i dag. Stort tilykke. Det blev fejret med stearinlys på bordet og sang på spansk af Martin og personalet, herefter den danske fødselsdagssang af alle danskere, og Martin afslutter med en bravo sang.
Ole Fryd afsluttede med en positiv tale til os alle, hvor han fremhævede nogle pointer (bl.a. Inkastien som blev gennemført af alle 17 med en gennemsnitsalder på 71,8 år, rekord) og en god homogen gruppe, som har fungeret godt sammen, og som altid mødte præcis til Adventure Holidays tidspunkter.
Nu var tidspunktet kommet, hvor vi skulle tage afsked med de gode lokale guider Angela, som havde fulgt os i mange dage i Peru/Bolivia, og David som stødte til i Bolivia.
Kl. 15.05 var alle klar til afgang mod den nye EL-ALTO lufthavn.
Ole Fryd fortalte under turen bl.a. om sortbørs veksling af valuta til forskellige kurser.
Selv om søndagen opstår der nemt trafikkaos på de meget ujævne veje i centrum.
Undervejs kunne skimtes den sneklædte bjergtop Ilmani med de tre tinder på ca 6.400m.
Martin fik et spørgsmål, hvorfor man aldrig så en barnevogn i gadebilledet, det er fordi, at barnet altid bæres i svøb på moderens ryg indtil 2 års alderen.
Turen gik uden problemer, og vi var allerede i lufthavnen kl. 15.35.
Med lidt besvær fik vi alle tjekket ind rimelig hurtig.
Efter indtjekningen blev Ole Fryd pludselig kaldt til sin kuffert, og skulle stå skoleret for de fem spraydåser uden låg, han havde i sin kuffert, han forklarede, det var myggespray, som bliver brugt under de lange vandreture. De sprayede på hånden, duftede til det, og hvor var han heldig, de til sidst accepterede hans forklaring, så nu kommer han heldigvis med ihvertfald til Lima, så må vi jo se derfra
Vi afventer nu flyafgangen mod Lima kl. 19.45.
Endnu en lille anderledes oplevelse. På vej ind flyet i fingeren bliver alle passagerer dirigeret over i den ene side, og vores rygsække skal stilles i den modsatte side, hvad skal der mon ske? Det viste sig at vi ventede narkohundens kontrol af håndbagagen, heldigvis fandt den ingen kokoblade
Flyet letter præcis og efter ca. 2 timer lander vi i Lima kl. 20.45, uret er nu stillet 1 time tilbage. Carlos tager imod og efter bøvl med Egons ødelagte kuffert forlader vi lufthavnen 21.40 og ankommer til hotellet Britania 22.30.
Vi går til spiselokalet, hvor vi får serveret lækre snaks Teqvenos med advocado dip. Der serveres vin og øl til den gode stemning.
Vi vil gerne sige tusind tak for en fantastisk oplevelsesrig tur i Peru og Bolivia og stor tak til Ole Fryd Jensen fra Adventure Holidays og hjælpe guide Martin Jespersen, som gjorde et fantastisk koordinationsarbejde fra spansk til dansk med hans behagelige, humoristiske og empatiske væsen.
Tak for endnu en god dag.
15. & 16. September, Lima – Amsterdam – Danmark
Skrevet af Ole
Efter gårdsdagens hjemkomst og gensyn med Inger på Hotel Britania – så aftalte vi at mødes med kufferter i reception kl. 09.15.
Det blev ikke vores guide “super Carlos” – han havde vist fået en anden og mere vigtig aftale. Veronica kom og guidede os rundt om formiddagen.
Vi gik en tur på frugt- og grønsagsmarkedet tæt ved hotellet. Blomkål så store som fodbolde til kr. 12 pr. stk. Et kilo Advocado koster mellem kr. 15. Her kunne man købe alle former for frisk frugt, ost, krydderier, kød og kyllinger mm. Det er et lokalt marked, som har åbent hver dag, hvor de lokaler køber ind. Disse varer sælges ikke i supermarkeder. Når man ser på alle de friske varer, så forstår man bedre, at Lima er gastronomiens højborg ikke bare i Sydamerika men i hele verden.
Vi nåede lige en halv times tid på egen hånd i Lancomar inden vi skulle have vores afskedsfrokost i restaurant Mangos. Egon skulle have ny kuffert efter en hård hjemtur fra La Paz – han fandt ud af at alt ikke er billigt i Lima og i butikscenter. Priserne lå på samme niveau som i Danmark på mærkevarerne. Der var ikke et eneste ledigt lejemål i butikscentret, det fortalte lidt om, at økonomien i middelstanden i Peru har det godt for tiden.
På restaurant Mangos stod hele tjenergruppen klar – ikke mindre en 6 tjenere var klar til at servere for os. Menuen bestod af Piscosour, cerviche, Lomo Saltado (specialitet med oksekød) og frugtsalat. Den lyshårede tjener havde “et godt øje” til Martin og prøvede at sikre sig ekstra drikkepenge. Han slap ikke Martin af syne i mere en 25 min indtil jeg måtte “indløse” ham med lidt flere SOL.
Carlos stødte til på restaurant Mangos og fulgte os til den nye flotte lufthavn og videre ud til Security for at vinke farvel – Martin fik vi også taget flot afsked med. Han skulle flyve hjem til Argentina og “lillemor” – 5 timer senere end vi andre. Han ville dog være hjemme før os andre. Vi kommer alle til at savne Martin’s ordstillinger, spanskundervisningen samt hans altid gode gode og smittende humør.
Vi fløj hjem planmæssigt til Amsterdam og videre til Danmark. Så stoppede det også, der var strejke hos KLM og dårligt vejr over Holland. Fly til Ålborg og København var aflyste. Lange køer ved skrankerne hos KLM, og til sidst lykkedes det at få Ålborg og Københavnerne med hjem med SAS fly.
Martin og jeg vil gerne sige jer alle en stor tak for jeres gode humør på hele turen rundt i højderne i Inkaernes fodspor. Stor tak til jer alle for at have taget JA-hatten med på tur.
Jeg glæder mig til at se jer til gensynsmødet den 2. December.
